onsdag den 28. maj 2008

Kyoto, Tokyo, Nozumi - og en rask lille sushi skandale.



1.
Det hedder Nozumi. Det er verdens næsthurtigste tog. Det går fra Kyoto til Tokyo, og det går til tiden!

Her er ingen problemer med dårlige skinner og graffiti på lokummerne. Nozumien er effektiv. Den glider ud af Kyotos station som en sølvpil. Ikke noget med at hoste forbi Valby eller komme i fart ved Glumsø. Nozumien sparker røv med det samme. Inden jeg når at sige domo, er vi oppe på 270 kilometer i timen. Skyskrabere, parabolantenner og rismarker flimrer forbi i aflange farver; mine kinder dirrer jo mere vi kommer op i fart; det er som at rejse med en rumraket, jeg trykkes tilbage i sædet, får næseblod, hovedet er ved at eksplodere, togstewardesserne skriger, inden de kastes ind i væggen med flagrende kimonoer, og min sidste tanke går til de foredrag om H.C. Andersen, jeg skulle holde i ascinerende Japan - i dette land, hvor zenbuddhismen er erstattet med teknologisk rastløshed; hvor arbejdsmoralen og disciplinen ville få en schweizer til at blegne ... og så flyver jeg gennem toget, inden jeg smadrer ind i et blankpoleret vindue ...

Det er selvfølgelig løgn alt sammen.

Turen er fuldstændig udramatisk. Man kan ikke engang mærke den høje fart i toget. Det er som at rejse i fløde. Til gengæld kan jeg få tiden til at gå med en ærkedansk beskæftigelse: at ærgre mig gul og grøn. Jeg har nemlig fået sæde i øst siden af toget, så jeg kan se Fuijama ... men det regner! Fuijama er væk, hyllet i tåge og erstattet af en konduktør, der bukker og skraber, som om han er betalt for det.

Fogtdal-san er ikke vred, han er ikke bitter, kun skuffet!

2.
Der findes ikke noget mere avanceret end japanske internet cafeer.

Jeg befinder mig trods alt i et land, hvor der er dejlig varme i toletsæderne; hvor der spilles høj skin ger musik, når metrotogene kører ind på stationerne, så de blinde kan høre, om det er det rigtige tog, der skal til at køre dem over. Og i internetcafeerne er der private kabiner, så man kan hygge sig alene. Der er også privat tv, et tæppe og en våd klud. Hvad man kan bruge den sidste til, finder jeg hurtigt ud af. Fyren på den anden side stønner højlydt af det, han ser på sit tv. Det lyder ikke lige frem som børnetimen. Men det er måske lige akkurat, hvad det er, når man tænker på, hvad de sælger en del af i de mørke butikker i Japan ...

Man kan også overnatte på internet cafeen. Og ta' solarium. Der er gratis drinks med i prisen, og hylderne er fuld af tegneserier. Et par sandaler står på gulvet, hvis man skulle få lyst til at vandre rundt på de 22 kvadratcentimeter, man har til rådighed.





3.
Næh, så foretrækker jeg templerne i Kyoto. For sådan en reinkarnations rocker som mig er det som at komme i himlen. Det ene fantastiske tempel afløser det andet i den gamle kejserby. Nogle ligger i bykernen, andre i de bløde bakker omkring centrum. Alle er fantastiske smukke og stemningsfulde. Men også her er det vanskeligt at komme i den rette zen stemning. Det er desværre japansk ferie, så Japans smukkeste by er fuld af lokale turister. Til gengæld er vejret vidunderligt, 23 grader og høj sol. Af samme grund er de berømte efterårsfarver forsinket. Dem når jeg kun at se i orange glimt ... et rødt blad her, lidt tobaksgule farver dér.

Men jeg gør min pligt: Jeg nyder den berømte guldpavillion og den fede røgelse, der hænger i templerne. Og sidst, men ikke mindst, jeg nyder sumobryderen, der kommer vraltende, fed som en fyrste. Han må være mega berømt for alle hviner og ta'r billeder. Bryderen er en lavstammet fyr på omkring 250 kilo, og hans ansigt ser ud, som om nogen har tygget på det.

Nej, buddhistisk fordybelse er svær at opnå her, så det venter jeg med til næste inkarnation, hvor jeg selvfølgelig vender tilbage til Kyoto og opnår fuld oplysning ...




4.
I Osaka taler jeg på et universitet, jeg ikke kan udtale. Jeg er blevet inviteret af den danske sendelektor Bente Høilund, som tager sig godt af mig. Hun underviser japanerne i dansk, og til mit store chok er der mange i klassen. De ler høfligt af Fogtdal-san, og da jeg spørger en af studenterne, hvorfor hun har valgt at studere så lille et sprog, rødmer hun klædeligt.

- Jon Dahl Tomasson, siger hun.

Jeg kigger fåret på hende: - Jon Dahl Tomasson, gentager jeg.

- Ja, han er så flot.

Jeg nikker og går beskæmmet bort, men efter en time kommer jeg i tanke om, at det kunne ha' været værre; det kunne ha' været Stig Tøfting.


5.
Det er virkelig pinligt. I de ti år jeg har spist sushi, har jeg begået den ene helligbrøde efter den anden. Det finder jeg ud af samme aften i Osaka, hvor jeg spiser med Bente og en japansk professor, der er ekspert i skånsk historie. Ja, i løbet af de næste ti dage får jeg mange hints om, hvordan man bør gebærde sig udi kunsten at spise sushi.

Derfor har jeg begået en liste med Syv Bud, som viser, hvordan man undgår en skandale, når man gør sig på japanske restauranter. Det er nu, du skal tage noter:

FØRSTE BUD. Dyb ALDRIG hele sushien i din soyaskål. I Japan er ris Gud. Du dypper heller ikke Frelseren i soya der hjemme, gør du?

ANDET BUD. Skænk aldrig saké op til dig selv. Vent tålmodigt på, at din debile bordherre opdager, at det er en time siden, du har tømt dit krus.

TREDJE BUD. Det er tilladt at spise sushi med fingrene. Faktisk foretrækker japanerne, at du gør det i stedet for at du stikker øjnene ud på dem med spisepindene.

FJERDE BUD. Rør aldrig ved andres sushi med dine spisepinde, med mindre du vil starte Tredje Verdenskrig.

FEMTE BUD. Hvis du snakker forretninger under dit sushi orgie, gi' altid dit visitkort fra dig med begge hænder. Hvis du selv får et visitkort, studer det længe, check bagsiden, stil begavede spørgsmål, smil. Når du er færdig med måltidet og har fordøjet dine toogtyve sushi, kan du lægge kortet væk, ikke et øjeblik før.

SJETTE BUD. Puds aldrig din næse i et lommetørklæde, som du lægger tilbage i lommen. For en japaner er det lige så ulækkert, som det ville være for dig, hvis en udlænding delte ud af dine bussemænd på en dansk frokost-restaurant.

SYVENDE BUD. Hvis du er i tvivl om, hvor mange skandaler, du har forvoldt, så smil. Og buk! Smil, for helvede, buk!





I dag forlader jeg Tokyo, der ligner en stor lysreklame. Der er altid noget, der blinker i denne by på ca. 20 millioner, hvis man tæller Yokohama med, og det gør man.

Ja, det er med tårer i øjnene, jeg forlader dette fascinerende land, hvor der næsten ikke er nogen øjenkontakt på gaden; hvor kvinderne slæber fødderne efter sig, som om de er for afkræftede til at spadsere; hvor buschaufførerne har mikrofon, så de kan takke hver eneste passager for at have betalt for billetten; hvor værterne i TV-Avisen bukker så dybt, at du er bange for, de aldrig rejser sig igen; hvor tre af de tolv, der kom til mit foredrag i Tokyo faldt i søvn, fordi de havde haft en lang arbejdsdag - hvor en af dem, der ikke tog sig en lur var en mand, der havde arbejdet på den japanske ambassade i København og boet seks år i Virum: Ach so, sagde han hver gang, jeg fortalte ham noget, ach so!

Jeg elsker Japan; det er fandme svært at lade være!


November 2005

Jagtpornografi i Alaska



Der er hedebølge i Alaska.

Solen skinner, det er minus otte grader, og på universitetet i Fairbanks går flere af de studerende rundt i shorts og T-shirt.

Jeg børster sne af min tophue og løber ind for at holde et af mine foredrag på University of Alaska. Det foregår på det naturvidenskabelige museum, som ligger i en stor hvid bygning, der ligner et bundfrossent stykke cheesecake.

Da jeg kommer ind, ser jeg til mit chok, at podiet er placeret foran en udstoppet bjørn på to meter, sådan at jeg skal snakke, mens den brune grizzly stirrer mig vredt i nakken. Heldigvis er det noget, jeg kan bruge som foredragsholder, så hver gang publikum ser ud, som om det er ved at kede sig, vender jeg mig om og snakker med bjørnen – hvad kan man ellers forvente af en forfatter fra et eksotisk land som Danmark?

Jeg er på en tre ugers foredragsturne i USA, til staterne Washington, Alaska og Oregon. Turen er sponsoreret af de flinke mennesker i Kunststyrelsen, og jeg gør alt for at præsentere hjemlandet på anstændig vis. F. eks. har jeg taget en ren skjorte på, og jeg snakker med stor entusiasme om Danmark, mit forfatterskab og om Tycho Brahe, der er hovedperson i min nye roman, Jupiters time. Folk lytter venligt, griner hvor de skal grine, selv om ingen af dem har hørt om mig før – eller om Danmark for den slags skyld.




Fairbanks ligger i hjertet af Alaska, på en flad slette på højde med midt-Norge. Der bor kun 25.000 indbyggere, og selv om Fairbanks ligner de fleste andre amerikanske byer med sit fintmaskede net af hovedveje og gudsforladte indkøbscentre, er her utrolig spændende - for Fairbanks er dækket af dyb sne og fotogene elge.

Til min store irritation har jeg ikke set nogen endnu. Elgene er ellers over alt. De er ikke spor bange for mennesker og kan godt finde på at komme op til husene og spise de græskar, der bliver brugt til halloween. Forleden morgen sagde radioen, at trafikken var gået i stå på motorvejen til Anchorage, fordi en elg havde lagt sig på kørebanen. Det er dog intet imod nyheden for en uge siden; dér havde en elg nemlig viklet sit gevir ind i nogle el-ledninger, så en lille by havde mistet strømforsyningen ...

Apropos døde elge bliver jeg dybt forstemt over The Outdoors section i den lokale avis, Fairbanks Daily News-Miner. Den har nemlig fire sider med fotos af jægere, der viser deres bytte frem: How they bagged their trophy bulls, lyder overskriften.

Jeg bladrer sektionen igennem og lærer, at det giver prestige at skyde en elg med et gevir på over 60 inches. Så bliver man nemlig medlem af The 60 Inch Club og får visse privilegier: et af dem er åbenbart at komme i avisen. Derfor kan man nu nyde fotoene af disse lumberjack-klædte helte, der smiler til kameraet ved siden af deres skamskudte moose. Den mest perverse af dem holder endda en død elgs hoved op, så det ser ud, som om den smiler til fotografen.

- Det er jagtpornografi, siger en norsk studerende til mig. - Den slags har vi også masser af i Norge.

Nordmanden ryster på hovedet, mens vi studerer avisen. Vi bor i en rød træbolig, The Nordic House, hvor universitets gæster bliver indlogeret. Bygningen er interessant, fordi den blev konstrueret for danske penge i tresserne. På det tidspunkt var der en udveksling mellem akademikere fra Danmark og universitet i Alaska. Det må være derfor, at reolen består af danske bøger, som for længst er gået i glemmebogen. Den mest interessante er en kogebog fra Ærø med gule æselører og fine bernaise-pletter.

- Jeg kan ikke udstå, når jægerne mangler respekt for dyrene, siger  nordmanden fortørnet. Hun hedder Unni og er biologi studerende. Hun har hovedfag i moose, og det virker som et interessant studium. Hun  skal nemlig tælle elge. Unni bliver proppet ind i et firemandsfly, der flyver lavt hen over området, og hendes opgave er så at tælle de elge, hun kan få øje på. Hun tæller elgene til venstre for flyet; en anden studerende tæller dem til højre. Det hedder et moose survey og skal tages meget alvorligt. Ja, man kunne næsten kalde det for en videnskab.

- Men hvad så hvis du kommer til at tælle den samme elg to gange? Bliver det så trukket fra i din løn? spørger jeg.

- Det kan man ikke komme til. Flyet bevæger sig jo hurtigere end elgene.

Jeg nikker misundeligt. At tælle elge må være langt sjovere end at tælle får. Eller skrive romaner for den sags skyld.




Om lørdagen bliver jeg vist rundt i området af en lokal guide, en svensker, der bor her, fordi han blev træt af Abba (!) Vi kører ud i bakkerne, hvor sneen ligger som et tykt tæppe. Det er stadig varmt for årstiden: minus ti grader. Men da det er en tør kulde, føles det mere behageligt end plus fire i Østre Anlæg.

Min vært fortæller mig, at de har mange bjørne i området: "Men elgene slår faktisk flere mennesker ihjel end bjørnene. Det er fordi de ser så fredelige ud. Folk går for tæt på, og det kan elgene ikke lide - og så sparker de altså. Og de sparker hårdt, skulle jeg hilse og sige!"

Han laver en behørig pause og betragter mig. Jeg er dybt imponeret, sikkert fordi jeg kommer fra et land, hvor det farligste dyr er mariehønen.

Vi sidder i bilen og drikker sort kaffe af en bulet termokande. Egentlig var mit ønske at vandre i bjergene, men det er der for meget sne til, og da min svenske guide er alt andet end sporty, bliver vi siddende i bilen. Jeg spejder desperat efter en bjørn, men får kun øje på en rusten Buick.

- Der er næsten ingen natives tilbage i Alaska, siger den flinke svensker. "De fleste folk er tilflyttere. Mange er faktisk efterkommere af de gamle guldgravere, som kom til Alaska for at søge lykken. Men selv om ingen søger efter guld i dag, så er der stadigvæk en frontier spirit her oppe. Folk flytter til fra resten af USA, fordi de ser sig selv som eventyrer. Eller fordi de vil starte forfra efter en skilsmisse. Og så holder Alaska boerne sammen på en anden måde, end man gør i resten af landet – også selv om her er fuld af særlinge!"

Jeg nikker. En af de første dage i Alaska var jeg ude at besøge Hank, en studerende, der boede i en hytte i udkanten af Fairbanks. Den var omgivet af birketræer og vragdele fra en snescooter. Hytten havde ingen varme, kun en brændeovn, der arbejdede på fuld tryk. Der var et tyndt lag is på indersiden af ruderne, men Hank elskede det. Han syntes aldrig, han havde det for koldt. Snarere tværtimod.

"Jeg flyttede hertil, så jeg kunne stå på ski syv måneder om året. Han rakte ud efter nogle tændstikker. – I øvrigt er det først ved minus halvtreds grader, det begynder at blive en smule ubehageligt ..."

Jeg ler højlydt. For mig er al vejr under toogtyve plusgrader en forbrydelse mod menneskeheden. Efter en time siger jeg farvel til Hank og bliver kørt tilbage til Nordic House.

En gammel plakat fra Humlebæk byder mig velkommen i varmen. Jeg går hen til fjernsynet, hvor to politikere sviner hinanden til i dyre reklamer. Udenfor kantinen får jeg øje på det tåbeligste skilt, jeg har set i mit liv: DO NOT MOVE THE FURNITURE OUTDOORS.

Termometeret viser minus atten.






Oktober 2004

Damaskus er en drøm (men hold jer fra den syriske gin. Den er bedre til at afsyre døre med).



Jeg står i en lille købmandsbutik i Damaskus. Den ligger i den kristne del af byen, Bab Touma, og måske er det derfor, der er placeret en pastelfarvet Jomfru Maria på køleskabet. Kun fem hundred meter herfra fik Paulus sin åbenbaring for to tusind år siden, men jeg er ikke interesseret i den slags nu. Jeg har mit blik fæstet på to ting: en syrisk flaske gin og de store bøtter med lækker hjemmelavet yoghurt.

Købmandsforretningen minder mig om min barndom i tresserne – den lugter bare mere eksotisk. Hver eneste millimeter er udnyttet til fulde, og der hersker pinlig orden. På hylderne står der dåsebønner, arak, tykmælk fra Iran, hvedeøl, sojabønner, Danish butter cookies – og på en snor tværs over disken hænger der store breve med Nescafé.

Da jeg har købt den lokale gin og fået en pose med den hjemmelavede yoghurt, læner butiksindehaveren sig hen over disken. Hans blik er venligt, men konspiratorisk:

- Mortadella? hvisker han ud af den ene mundvige.

- Undskyld, siger jeg forvirret.

- Mortadella? gentager han og viser mig en stor italiensk pølse, der er lavet af svinekød.

Jeg nikker begejstret, og manden skærer diskret otte stykker til mig, som han pakker ind i fedtet papir. Jeg betaler 150 syriske pund for hele herligheden, og nogle minutter efter går jeg op mod den muslimske suq med mine smuglervarer. Jeg passerer minareter med grønt neonlys, emsige skopudsere, fladbrødsbagere og beduiner på power shopping. Et virvar af gule taxier blander sig med ladvogne og cyklister, og duften af kardemomme og karry står stille i luften. Der er forbavsende rent i det vinterkolde Damaskus, og jeg er vild med de venlige muslimer, men glad for, at der findes en kristen del, hvor man kan købe gin og Stimorol-tyggegummi – også selv om det har tabt smagen et sted mellem Vejle og Beirut.




Jeg bor på Det Danske Institut i uldsouqen. Paladset er et historisk klenodie med vagter til at passe på værdierne. Udefra ser det ydmygt ud; det er hvidkalket med en sær karnap, men når man kommer ind ad den smalle dør, får man et behageligt chok.

I bedste arabiske stil åbner der sig et fata morgana af skønhed. En stor udsmykket bue, iwan dominerer ens udsyn, og et grønt springvand pludrer poetisk. Det er, som om fortravlede Damaskus er ladt tilbage ved døren. Herinde kan man fordybe sig og arbejde sig glad ihjel, mens historien ånder én tungt i nakken. En del af Herodes ældgamle bymur går gennem vagtens kontor, konferencerummet er præget af tyrkisk rokoko (bare ordet!), og siden 2000 har danske videnskabsfolk og kunstnere nydt denne historiske perle.

Jeg er taget herned for at skrive på min roman, men der går kun tre dage, før jeg opdager, at jeg må fordyber mig i islam, i korstogene og i den smukke Umayyad moské. Kort og godt, hvem tror jeg, jeg er? Det er ikke mig, der bestemmer, og Damaskus tåler ingen modsigelser!

Umayyad moskeen er en af islams største arkitektoniske perler. Den ligger kun otte minutters gang fra Det Danske Institut og er Damaskus hovedseværdighed. Moskeen blev bygget i 705, og som i alle verdens spirituelle kraftcentre er der en smuk ophøjet atmosfære. I den store gård er der søjlegange og en kæmpe freske, der minder mig om basilikaen i Assisi. Indenfor i moskeen er gulvet dækket af tykke tæpper. Rettroende muslimer beder i stilhed, og fire unger leger tagfat i det enorme rum. Vifterne i sidevinduerne skræller sollyset i stykker, og på mange måder minder moskeen om en hyggelig ventesal.

F. eks. oplever jeg, at en ung smuk kvinde sætter sig ved siden af mig og begynder at flirte. Da jeg bagefter spørger min forfatterkollega Jesper Berg, som bor i Syrien, om den slags er almindeligt, siger han, at mange kvinder netop kontakter mænd i moskeerne, for så sker mødet under Guds øjne.





Ude i suquen er der som sædvanlig et virvar af mennesker. Det store handelsområde er under halvtag, og hver gyde har sit eget særkende. Det Danske Institut ligger som sagt i uldsuquen, hvor der sælges tøj, men der er også en gade for krydderier, konfekt, vandpiber og brystholdere på størrelse med olietønder. Alle er utrolig venlige, og det sker ofte, at man inviteres ind på te, uden man presses til at købe noget. På et tidspunkt stormer en ældre mand ud af en barberforretning for at hilse på mig, og med en overdreven bevægelse trækker han en karamel op af lommen og giver den til mig, som om jeg var en nevø, der havde gjort sig fortjent til en flidspræmie.

På grund af Det Danske Institut er Danmark velkendt i Damaskus. Mange syrere kender også til vores fodboldlandshold og til Lurpak smør. Andre taler begejstret om Copenhagen. Dog er der grænser for de lokales viden. En handlende fortæller mig, at Skandinavien består af Danmark, Sverige, Norge og ... Laos.

- Mener du ikke Latvia? spørger jeg forundret.

- Nej, Laos, siger han gravalvorligt.

Jeg bruger flere dage på at filosofere over, hvor han har lært det henne – men på den anden side er der jo også danskere, der tror, at Jaffa kun er en appelsin.

En anden flink mand beslutter sig for at vise mig rundt. Han hedder Bashar og taler næsten ikke engelsk, men gør sit bedste for at være en god guide. Alle moskeerne er ”holy places, very holy”, souquen er ”Turkish, very Turkish”, og da jeg spørger ham, hvor den nærmeste grønthandler ligger, så jeg kan købe nogle bananer, leder han mig gennem den halve by til sin fætters juicebar, som desværre ikke kan sælge mig andet end appelsinsaft.

- Hvad laver du egentlig? spørger jeg omsider den flinke mand.

- Hvad?

Han kigger forvirret på mig.

- What ... is ... your ... work? spørger jeg på pædagogisk engelsk.

Han lyser op:

- I’m English translator.

Fra det sekund er jeg endnu mere forelsket i syrerne – og senere inviterer jeg Bashar ind for at se Det Danske Institut. Først vil han ikke med, fordi han synes, han er for dårlig klædt på, men han lader sig heldigvis overtale. I begyndelsen går han rundt med åben mund, men så fortæller han pludselig, at han gik i skole her som dreng.

Jeg betragter ham og ser, han har tårer i øjnene. Han beretter, at paladset er langt smukkere i dag, og vi nyder de mange detaljer: de sorte og hvide mønstre fra mamelukkernes tid; den majestætiske iwan, solen, der danser på den store frise. Samarbejdet mellem de syriske og danske eksperter har skabt et ualmindelig dejligt sted, og mange regner paladset som det smukkeste i Damaskus.

Jeg siger farvel til Bashar og går ud i køkkenet og taler lidt med mine kollegaer: en billedkunstner, nogle arkitekter, to studerende og min kollega Iselin Hermann, som jeg har lært at prutte - ikke fysisk selvfølgelig, (det klarer hun helt selv), men om priserne. Iselin har en vidunderlig butik på Nansensgade i København, men her nede forhandler hun ikke om prisen; hun stoler på sine talrige samarbejdspartnere - et særdeles smukt træk, som kun kan fylde én med næsegrus beundring.

I køkkenet i Det Danske Institut kommer der kylling på bordet, og det hele skylles ned med min syriske gin, der nok ville egne sig bedre til at afsyre døre med.

Om natten sover jeg godt, men det er ikke så mærkeligt, for den gamle del af Damaskus er en drøm.

Marts 2003

Zarens dværg som Gyldendal pocket, 69,50 kr.

Zarens dværg som Gyldendal pocket, 69,50 kr.
Tredje udgave. Over 20.000 solgte eksemplarer. Også udgivet i USA, Canada, Frankrig, Portugal og Ukraine. *******