torsdag den 29. maj 2008

Blandt skyskrabere og afrikanske stridsmænd på Manhattan. (Dagbog fra PENs World Voices litteraturfestival i New York.)

Nobelpris nominerede Nuruddin Farah og jeres bloghoved uden for Brooklyns bibliotek efter et af de mange PEN arrangementer til World Voices festivalen i maj 2008
1.
Der er gratis kondomer i New Yorks hyggeligste boghandel, Housing Works Bookstore Café i Soho. Om det er fordi det er meningen, at kunderne skal ha' samleje med forfatterne, ved jeg ikke. Ideen er i hvert fald underlig, for så vidt jeg husker, får man ikke udleveret kondomer, når man går ind hos Arnold Busck - ikke engang, hvis man vil købe en bog af Erica Jong.

Jeg er i New York for at lytte til et af de ca. 75 arrangementer, som PEN holder med forfattere fra hele verden, bl. andre Umberto Eco, Salman Rushdie, Annie Proulx (Brokeback Mountain) og Michael Ondaatje (Den engelske patient). Arrangementet hedder World Voices, A Festival for International Literature. Her i boghandlen er vi vel omkring tredive mennesker, der lytter til et panel med tre mere ukendte forfattere. Temaet er Public Lives/Private Lives - og verden som én famile. Og det er netop det, der er den røde tråd gennem paneldiskussionerne: Vi stammer fra forskellige lande og kulturer, men vores hovedsprog er litteraturens.

"First of all, I'm from the nation of fiction," siger Rick Moody. "Hvis jeg skal sætte en etiket på mig selv, føler jeg mig langt mere som forfatter end som amerikaner."

Rick Moody var en af fine amerikanske forfattere, der besøgte Dansk Pen i vinters sammen med sin kone og en gammel guitar. Det var et minderigt ophold. "I loved it over there," siger han til mig med stor oprigtighed og haster videre til et af de andre programmer, som inkluderer ca. 179 forfattere. Rick Moody har bl.a. skrevet The Ice Storm, som blev filmatiseret for ca. ti år siden af Ang Lee.


2.
Jeg bevæger mig gennem New York, ned ad krogede gader i funky West Village, til 59. Street omgivet af skyskrabere og stressede forretningsmænd med fodsved, til udkanten af the melting pot over alle melting pots, multi-kulturelle Brooklyn. World Voice arrangementerne er spredt over hele byen - i alt fra irske institutter til jødiske museer, til Joe's Pub og til det stilige Scandinavia House på Park Avenue. Det skal lige siges, at jeg ikke selv er på, men jeg håber, jeg får lov næste år, for så er Zarens dværg udkommet i USA, Frankrig og Canada.

Til gengæld kan jeg så nyde, at en anden dansker repræsenterer de rød-hvide farver. Det er Christian Jungersen, som taler om ondskab på intet mindre end 5. Avenue. Ikke ondskaben i ham selv, men i hans roman Undtagelsen, der fik flotte anmeldelser i New York Times sidste år. Han er sat sammen med en hollandsk forfatter, Lieve Joris, der har boet i Congo og som har skrevet en bog om en af virkelighedens massemordere - en terrorleder, der langt fra er en af Guds bedste børn.

Det er Nuruddin Farah til gengæld - den somaliske forfatter, som alle regner med vinder nobel prisen en dag - alle, lige bortset fra ham selv. Nuruddin Farah er nemlig ydmyg over for sin imponerende karriere, og når folk fortæller ham, at han er Afrikas største nulevende forfatter, kigger han gerne ned i gulvet, op i loftet eller ind i ens næsebor.

Jeg er glad for at se Nuruddin igen. Vi kender nemlig hinanden fra Ledig House - en international forfatter-koloni uden for Hudson, hvor vi begge havde legat i maj-april 2002. Her gik vi mange spadsereture; vi spillede havecrocket på en saftig plæne med udsigt til the Catskills mountains og et par liderlige dådyr. Vi gjorde også alt for at undgå at tage opvasken. Hvad vi sjældent gjorde var at tale om litteratur. Men vi grinte godt sammen, så måske er det derfor vi har holdt en sporadisk kontakt. Af uforståelige grunde døbte Nuruddin mig dengang Pierre the Dane - et navn, der har vist sig at være profetisk, for siden er tre af mine romaner udkommet i Frankrig, og jeg har vundet den frankofone litteraturpris.

Nuruddin Farah er med i et panel, der hedder Writing Place, Finding Refuge sammen med Fatou Diome fra Senegal, Etgar Keret fra Israel og Xiaolu Guo fra Kina. De er en fin gruppe, der supplerer hinanden strålende og har mange interessante ting at sige om at skrive og om at leve.

"Jeg er træt af at blive kaldt for kinesisk forfatter" siger Xiaolu Guo, "for jeg nægter at repræsentere noget som helst land. I Kina er jeg nødt til at tænke på, hvem der er formand, ikke på hvad jeg har lyst til at skrive. Derfor nægter jeg at komme noget som helst sted fra."

Nuruddin Farah supplerer: "Man kan slet ikke sige om en forfatter, at hun er fra Afrika eller Europa. Det er alt for vage begreber. I øvrigt har en forfatter ikke brug for et land, men for et stille rum med en computer."

Fatou Diome ler højt: "Et stille rum? Der findes ingen stille rum i Senegal. Derfor var jeg nødt til at flytte til Paris, ellers havde jeg aldrig fået skrevet et ord. Frankrig er en stige, hvorfra vi afrikanere betragter vores kontigent ... Forstår I, i Dakar ville jeg aldrig kunnet få lov til at være alene - det tillader vores kultur ikke, så dér ville jeg være nødt til at dræbe en masse mennesker, før jeg kunne få ro til at skrive."

Fatou Diome ler ved tanken, men ser ikke ud til, hun kunne finde på det. Men man ved jo aldrig. At skrive er et farligt erhverv, både for os selv og vores venner; det ved vi alt om i PEN ...


3.
Det der med at dræbe er også et tema i en anden diskussion, der finder sted to dage senere. African Wars hedder panelet. Det foregår på det franske institut og lever op til sit navn. Diskussionen bliver klart domineret af den zimbabwske forfatter og journalist Chenjerai Hove. Han afbryder nemlig alle andre, hver gang han kan komme til det, og moderatoren har svært ved at styre ham. Efter en time står det klart for alle, at Hove må få prisen som Årets Kværulant, men derfor er han nu interessant at høre på alligevel.

"Jeg er træt af europæere, der drager tre måneder til Kenya, og derefter kalder sig selv eksperter i Afrika," siger han fortørnet. "Hvordan kan man være ekspert i Afrika, når man kun har besøgt ét afrikansk land i nogle få måneder? Det er fuldstændig latterligt!"

Den store mand fortsætter: "Jeg bor i øjeblikket i Stavanger i Norge, fordi jeg ville blive dræbt, hvis jeg blev i Zimbabwe. For et stykke tid siden kom en dreng op til mig og spurgte: "Er Afrika lige så stort som Norge?" Det er en typisk europæisk kommentar. Folk ved intet om vores kontinent. De kender os kun for tre ting: Kupforsøg, zebraer og stammekrige. Men hvorfor er der aldrig nogen, der skriver noget om, hvor smukt Afrika er? "

Senere kommer han op at skændes med Nuruddin Farah. Og moderatoren. Og sig selv. Men han er nu ikke til at stå for alligevel, den zimbabwske forfatter, der er strandet på et smukt norsk fjeld med sin vrede og sin fjerpen ...


4.
På vej hjem fra et af panelerne følges jeg med Nuruddin Farah. Vi kører til hans hotel på Lexington Avenue. Han er træt, for alle river i ham. Nogle vil ha' interviews, andre vil ha' signeret deres bøger. Efter det sidste panel kom to studerende hen, der var ved at skrive en PHD om hans forfatterskab (flere af hans bøger er oversat på dansk). Den ene stillede ham et spørgsmål, der var så langt og akademisk, at han så træt på hende og spurgte: "Was that in English?"

Men nu sidder Nuruddin i taxaen sammen med Fatou Diome og mig. Vi taler om vores tid sammen på Ledig House; om en tysk poet og en ukrainisk hvirvelvind, som Nurudin havde det svært med - men pludselig kan jeg ikke finde min mobiltelefon. Vi leder efter den på gulvet i taxaen, men enten er den blevet stjålet, eller også har jeg tabt den.

"You may have lost your phone but you found an old friend," siger han til mig med et smil.

"Det er en alt for stor pris at betale," svarer jeg tørt og fortsætter med at lede. Nuruddin griner, og da han står af på Lexington Avenue, føler jeg virkelig, at det er fedt at være en lille bitte del af Rick Moodys Nation of Fiction.

Nuruddin Farah, Senegals muntre Fatou Diome og lille mig, New York, maj 2008.

5.
Følelsen bliver endnu stærkere næste dag, hvor jeg spiser brunch med en slovakisk ven og hendes to børn, som hun har fået med en finsk meksikaner (ja, de findes) og en Honkong kineser. Flere af verdens kontigenter kan anes i deres ansigter, mens de bider i deres bagels. Og da vi bagefter går gennem Brooklyns gader, hører vi russisk, kinesisk og italiensk i én pærevælling. Det er ikke så mærkeligt, for Brooklyn er den bydel i verden med flest russiske og kinesiske indvandrere. Ja, det er lige før, man får et chok, hvis man møder en "rigtig" amerikaner - sådan én, der taler uden accent.

Det sidste foredrag, jeg går til, er med en række amerikanske forfattere. Som ved alle arrangementer står der en tom stol på scenen. Den repræsenterer en fængslet skribent et eller andet sted i verden. I øjeblikket kører amerikansk PEN en kampagne for at få frigivet tres kinesiske journaliser, som er buret inde for at sige deres mening, mange af dem i flere år. Før hvert foredrag beder PEN publikum om at skrive under på en klage til det kinesiske konsulat. I forhallen ligger der også bøger om ytringsfriheden og en liste med fængslede skribenter fra både Mongoliet og Montevideo.

Men det er et smukt symbol - den tomme stol på scenen i verdens mest højrøstede by - i dette New York, hvor alle har en mening om alt. Hele tiden. Døgnet rundt.

6.
Næste morgen ta'r jeg tilbage til Oregon, hvor jeg skriver og underviser en del af året. I flyet tænker jeg på de seks arrangementer, jeg har overværet. Hvad har gjort størst indtryk på mig? Bortset fra mødet med min gamle bekendte fra Somalia tror jeg, det må være den israelske forfatter Etgar Keret, som er en berømt humorist i sit hjemland.

På et af panelerne fortalte Etgar Keret, at han altid var nødt til at være glad, da han var barn. Hans forældre var nemlig holocaust overlevere, så det var ham, der måtte sørge for den gode stemning. Derfor elskede han at skrive, for i sine skriverier kunne han være vidunderlig modbydelig - han kunne være sur, ondskabsfuld og lave grin med alle dem, han havde lyst til.

Engang for kort tid siden var den voksne Etgar Keret så til et møde med en række palæstinensiske forfattere. Mødet var ikke gået særlig godt, men pludselig var der én af palæstinenserne, der havde lænt sig over mod ham og sagt:

"Ved du hvad? Det kan godt være, at vi ikke kan lide hinanden, men hvis personerne i vores noveller mødtes, tror jeg, de ville hygge sig. Det er jeg fuldstændig overbevist om, de ville!"




Alle skrivende mennesker burde støtte PEN. Skriv til pen@pen.dk eller check PENs hjemmeside www.pen.dk, som snart bliver opdateret.

Ingen kommentarer:

Zarens dværg som Gyldendal pocket, 69,50 kr.

Zarens dværg som Gyldendal pocket, 69,50 kr.
Tredje udgave. 20.000 solgte eksemplarer. Også udgivet i USA, Canada, Frankrig og Portugal. *******