torsdag den 4. marts 2010

Etta Cameron, din dejlige rapand!


Jeg gider ikke skrive et ord om hvor fantastisk en sanger Etta Cameron var.

Hvorfor skulle jeg det? Folk, der så hende, ved hvilket lys der strømmede fra hende. Hendes stemme og karisma havde intet at gøre med ego; hendes drive kom et helt andet sted fra - fra hendes tro, der var lige så udansk som den kogende gospel, hun skyllede ud over vores folkekirker.

Jeg kendte Etta Cameron godt i en kort periode. Min dejlige mor Marie Huda Fogtdal sang i hendes kor Voices of Joy og var meget tæt på hende. Så tæt at Etta sang Amazing Grace til hendes begravelse. Etta var ved at bryde sammen flere gange, men hver gang rettede hun sig op og sang videre, som om intet var hændt.

"Hvad i alverden skete der?" spurgte jeg Etta, da jeg spiste frokost med hende nogle dage senere.

"Det var din mor, som gav mig et skub," sagde hun med tårer i øjnene. "Hun stod bag mig, mens jeg sang."

Senere mødtes vi to gange til og talte om hvor smuk døden kan være, hvordan vi alle lever videre, og hvordan vores forhold til de afdøde fortsætter, selv om vi ikke forstår det. Vi er jo kun adskilt af en himmel - hvordan kan det slå kærligheden ihjel?

Etta vil blive frygtelig savnet, men hun er her stadig. Det lyder som en selvmodsigelse, men det er det ikke.

Og så er jeg sikker på én ting: Hvis Etta ikke var så irriterende ydmyg, ville hun synge til sin egen begravelse!

God rejse, Etta.

Etta Cameron med Voices of Joy. Det er min mor nummer to fra højre i koret. (Ukendt fotograf)
Portræt øverst på siden: Poul Erik Jensen med tak for lån!


****

1 kommentar:

Uffe sagde ...

Glimrende skrevet - udtrykt:

"Hvis Etta ikke var så irriterende ydmyg, ville hun synge til sin egen begravelse!"

Zarens dværg som Gyldendal pocket, 69,50 kr.

Zarens dværg som Gyldendal pocket, 69,50 kr.
Tredje udgave. 20.000 solgte eksemplarer. Også udgivet i USA, Canada, Frankrig og Portugal. *******