lørdag den 20. marts 2010

Karla og Jonas: Download din indre 12-årige


1.
Jeg er lige kommet hjem fra forpremieren på Karla og Jonas i Imperial, den tredje Karla film med Elena Arndt-Jensen og Joshua Berman i hovedrollerne.

Filmen er instrueret af Charlotte Sachs Bostrup, og det har hun gjort rigtig godt. Denne mening bør dog tages med et gran salt, da Charlotte er en af mine gode venner. Men på den anden side var jeg ondskabsfuld nok til at fortælle hende, at jeg ikke brød mig om Familien Gregersen, så måske har jeg lidt troværdighed alligevel.

Men Karla og Jonas har en langt bedre tone og et bedre manuskript. Det er en ualmindelig sød ungdomsfilm, som fik mig til at sidde i biografmørket og downloadede min indre 12- og 13-årige.

Ak ja, for det var jo dengang jeg havde danmarksrekorden i bumser ... men selv en hæmmet teenager forelsker sig jo, og det var alle de minder, som fik mig til at græde og relatere til de unge hovedpersoner i denne vellykkede film.

Ja, jeg er en mand, som har let ved at tude. Og jeg har ikke engang været på X Factor.


2.
Handlingen er let at følge med i:

I 'Karla og Jonas' har 12-årige Karla ikke glemt Jonas, som hun blev forelsket i i toeren i denne triologi. Den har jeg ikke set, men det var ikke nogen hindring for at nyde dette univers.

Karla tænker stadig på det kys, Jonas og hende udvekslede i sommerferien, men hun har ikke haft modet til at ringe til ham og fortælle ham, at hun godt kan lide ham.

Derfor får hun endelig taget sig sammen til at opsøge Jonas på hans børnehjem, hvor han stadig lider under, at han aldrig har kendt sine forældre. Efter nogle forviklinger beslutter de sig for at tage til det eksotiske Jylland for at lede efter Jonas mor.

Skal vi nu frem med brækspanden? For er dette en film med noget så ondartet som en happy ending?

Nej, vi skal IKKE frem med brækspanden, men jo, Karla og Jonas er naturligvis en film med en særdeles happy ending (eller fire), og den slags er voksne ikke så begejstret for i Danmark. Den rigtige kunst skildrer kun vandpytter og i sønderjyske incest familier - mener de mest snobbede; film skal helst afspejle det triste martsvejr omkring os, ikke noget så banalt og "uvigtigt" som lykken.

Men selv i et mørkt og melankolsk land som Danmark findes der jo masser af happy endings. Hver dag er der piger, som forelsker sig i drenge uden at få clamydia. Især 12 og 13-års alderen er jo "banal" og eventyragtig. Safterne har ikke indfundet sig endnu, og det er det univers, Karla og Jonas skindrer så fint.

3.
Den eneste seriøse anke jeg har er et manuskript problem, der opstår de sidste fem-ti minutter efter at det vigtigste er faldet på plads. Men alligevel ramte Karla og Jonas mig i hjertekulen.

Charlotte Sachs Bostrup formår at holde den rette søde tone, og filmen er velspillet med nogle ganske få undtagelser. Elena Arendt-Jensen er enestående god som Karla. Hvis hendes filmsucceser ikke går hende til hovedet, bliver hun en stor skuespiller - ja, man kunne godt argumentere, at hun allerede er ved at være det.

Så gå i biffen og download din indre 12 og 13-årige. Eller gør som mig: Ta' dine niecer med ind i biografmørket, for det er dem, der bør anmelde filmen, ikke os gamle hoveder, der sidder og tuder over de søde bumsers fortabte årti.



*****

torsdag den 4. marts 2010

Etta Cameron, din dejlige rapand!


Jeg gider ikke skrive et ord om hvor fantastisk en sanger Etta Cameron var.

Hvorfor skulle jeg det? Folk, der så hende, ved hvilket lys der strømmede fra hende. Hendes stemme og karisma havde intet at gøre med ego; hendes drive kom et helt andet sted fra - fra hendes tro, der var lige så udansk som den kogende gospel, hun skyllede ud over vores folkekirker.

Jeg kendte Etta Cameron godt i en kort periode. Min dejlige mor Marie Huda Fogtdal sang i hendes kor Voices of Joy og var meget tæt på hende. Så tæt at Etta sang Amazing Grace til hendes begravelse. Etta var ved at bryde sammen flere gange, men hver gang rettede hun sig op og sang videre, som om intet var hændt.

"Hvad i alverden skete der?" spurgte jeg Etta, da jeg spiste frokost med hende nogle dage senere.

"Det var din mor, som gav mig et skub," sagde hun med tårer i øjnene. "Hun stod bag mig, mens jeg sang."

Senere mødtes vi to gange til og talte om hvor smuk døden kan være, hvordan vi alle lever videre, og hvordan vores forhold til de afdøde fortsætter, selv om vi ikke forstår det. Vi er jo kun adskilt af en himmel - hvordan kan det slå kærligheden ihjel?

Etta vil blive frygtelig savnet, men hun er her stadig. Det lyder som en selvmodsigelse, men det er det ikke.

Og så er jeg sikker på én ting: Hvis Etta ikke var så irriterende ydmyg, ville hun synge til sin egen begravelse!

God rejse, Etta.

Etta Cameron med Voices of Joy. Det er min mor nummer to fra højre i koret. (Ukendt fotograf)
Portræt øverst på siden: Poul Erik Jensen med tak for lån!


****

Zarens dværg som Gyldendal pocket, 69,50 kr.

Zarens dværg som Gyldendal pocket, 69,50 kr.
Tredje udgave. 20.000 solgte eksemplarer. Også udgivet i USA, Canada, Frankrig og Portugal. *******