Forfatteren Peter H. Fogtdal

Dengang Obama havde tid til at gøre noget for litteraturen

2011-12-30T01:35:00.000-08:00

Obama har det svært.

Det er der naturligvis mange grunde til. En af dem er økonomien, en anden er de republikanske præsidentkandidater, som står i kø for at overtage hans embede, så de kan tæppebombe nogle flere muslimske lande. (De mangler vist stadig tre)

Faktisk gik det langt bedre for Obama i foråret 2009. Det var dengang han havde tid til at hjælpe sine medmennesker, og jeg tænker naturligvis ikke på noget så ligegyldigt som de fattige eller de syge - jeg tænker på forfattere i orange sweatre som mig.

Jeg var i hvert fald meget rørt over Obamas hjælp dengang jeg signerede bøger i The Booksmith i San Franciscos Haight Ashbury."En af dine fans kigger forbi," sagde boghandleren hemmelighedsfuldt inden jeg skulle i gang med at læse højt for de tolv stiknarkomaner, som havde fundet et sted, hvor de kunne varme sig.

"Nå, det er sikkert bare Lars Ulrich eller Connie Nielsen," gabte jeg, "eller Scarlett Johansson, som endnu engang vil tale lidt dansk med mig, mens hun prøver sin nye badedragt." Men nej, det var sørme USAs præsident i egen høje person, der kiggede forbi og holdt The Tsar's Dwarf for mig, så jeg kunne signere nogle til Michelle og hans hærdebrede livvagter.

Senere på året fik Barack så nogle problemer i Afghanistan og med Kongressen. Og så opstod der vist en international krise, da hans Portuguese Waterdog kom til at tisse en smule på Angela Merkel under et møde i Det Hvide Hus.

Men jeg mindes stadig dengang Barack havde tid til at gøre noget for litteraturen, selv om han måske så en smule flad ud på dagen...

The Tsar's Dwarf (Zarens dværg) udkom i USA og Canada i efteråret 2008 i Tiina Nunnallys oversættelse. Læs evt. mere om den på højre side af websitet her.

Anmeldelse: Living in the Material World (Se Martin Scorcese's film om George Harrison før din skytsånd)

2011-10-08T08:31:00.000-07:00

1.
Martin Scorcese's dokumentar om George Harrison er en slikbutik for Beatles-fans. Den følger The Quiet One fra han blir født i sønderbombede Liverpool i 1943 til han dør af kræft i Schweiz i 2001. Undervejs ser vi private billede af Beatles; vi hører om, hvordan George blev klemt af karismatiske Paul og John, og vi får grusomme detaljer fra mordforsøget på Harrison i 1999.

Selv om jeg altid har været mest Paul fan på grund af mandens fænomenale komponist evner, så var George den af Beatlerne, jeg helst ville være venner med. Hans spirituelle indgang til livet gjorde ham visere og mere livsklog end de andre. Dertil kom hans sære sans for humor, hans kærlighed til Monty Python, Indien, racerbiler, meditationer og sidst men ikke mindst, tulipaner. Scorcese får alt med, og når han samtidig inkluderer interviews med en grædende Ringo, en morsom Eric Idle, en uhyggelig Phil Spector (som ligner en af the nut cases fra Scorceses Shutter Island) og en sød Tom Petty, så har man en uforglemmelig film, hvor man både græder, griner og blir en lille smule høj.

Filmens eneste svaghed er, at Scorcese åbenbart ikke har fået rettighederne til at bruge originalversionerne af de berømteste sange. Vi hører en masse demoversioner og halvdårlige koncert-optagelser (If I Needed Someone, Wah Wah, All Things Must Pass), men personligt var jeg lykkelig for, at to af mine favoritsange var med - Savoy Truffle og Beware of Darkness.

2.
Det, der næsten gjorde mest indtryk på mig var dog en historie, som George's søn, Dhani fortæller. Dhani havde en drøm om sin far mange år efter han var død, og i drømmen spurgte Dhani hvor faderen havde været siden han var gået bort.

"Jeg har da været her hele tiden," svarede George.

Og sådan er det jo. Ingen af os dør, det er kun vores kroppe, der forsvinder. Millioner af mennesker har haft samme slags visioner om de døde som Dhani (inklusiv mig selv) - og i George's tilfælde er det ikke kun hans sjæl, som stadig er med os; det er også hans geniale musik, der aldrig nogensinde vil dø.

My Sweet Lord indeed. Så se Martin Scorcese's film før din skytsånd! Der går længe før du glemmer den.

Særforestilling i Portland, Oregon, 7. oktober, 2011

Dengang jeg var H.C. Andersen i Vietnam

2011-09-29T03:19:00.000-07:00

Jeg ser fuldstændig latterlig ud.

Jeg har en stor cylinderhat på, der er lavet af sort pap, en smoking, jeg har købt i en marskandiserforretning på Trianglen, og jeg står foran 400 forældreløse børn i Saigon og forklarer dem, hvordan det føles at være 200 år gammel.

Det er den femte forestilling, jeg er i gang med. Ikke som hr. Fogtdal, men som en vis hr. Andersen med fødderne solidt plantet i rismarken. Og det er ikke kun børnene, der glor. Det samme gør Ho Chi Minh. Hans statue er overalt i Vietnam, selv i mit lille omklædningsrum. Når jeg tager min skjorte af, betragter 'Den store leder' mig alvorligt. Når jeg fjerner bukserne, stirrer Han stadig på mig med stalinistisk stoisme. Men jeg er ligeglad. Jeg er jo i et kommunistisk land med røde bannere, der fortæller mig, hvordan jeg skal tænke, leve, dø - et land, der stadig udstiller liget af deres landsfader, selv om han gik bort for over femogfyrre år siden.

Vores lille performance hedder The Fairytale Express. Den er støttet af Center for kultursamarbejde med udviklingslandene, Kunststyrelsen og Litteraturcentret, og jeg rejser rundt med en dygtig lokal skuespiller, Minh Hang, der læser to eventyr op: 'Den grimme ælling' og kommunisternes favorit, Den lille pige med svovlstikkerne, der jo viser, hvor nådesløse og koldsindige vi er i Vesten.

Minh Hang er berømt fra vietnamesisk børne-tv, så alle stirrer på hende med benovelse. Derefter er der Chau Anh, min oversætter og vores bedårende master of ceremonies. Hun studerer kormusik på universitetet i Hanoi, men har samtidig et lille bijob som værtinde på Vietnams MTV - og hun ligner sådan en på en prik. Til sidst er der Tang, vores lydmand og praktiske gris. Han er noget så sjældent som en vietnamesisk mand, der har giftet sig med en jyde fra Holstebro. »Skål og skide være med det«, siger han, hver gang vi skyller nudlerne ned med whisky.

Publikum har været fantastisk. Indtil nu har vi spillet for over to tusinde børn og unge i alderen fra 9 til 17. De har klappet, grint og grædt. Efter forestillingerne har de stået i kø for at få autografer fra hr. Andersen. Og de har i det store og hele behandlet os som rockstjerner. Kun her i Saigon er der lidt problemer. Efter en halv time begynder publikum at kede sig, og da Minh Hang læser 'Den lille pige med svovlstikkerne' op, sidder halvdelen af børnene og gaber på det tidspunkt, de burde stortude.

Chau Anh, min oversætter, går i rette med børnene: »Jeg kan godt forstå, I vil snakke med jeres kammerater fra de andre skoler, men jeg synes, I bør udnytte muligheden for at lære noget om hr. Andersens baggrund. Se, han er kommet helt hertil fra Dan Mach«.

Jeg nikker strengt iført min paphat og mit bedste Store Claus-smil. Børnene holder inde med deres snakkerier. I to minutter. Så fortsætter de igen, især dem, der sidder bagest i salen. »Publikum i Saigon er altid det dårligste i Vietnam«, siger Minh Hang efter forestillingen. »Der sker for meget i deres by. De vil hellere spille computerspil«.

Det er tydeligt, at hun skammer sig over sine landsmænd, men jeg er ikke det ringeste fornærmet. Hva' fanden, et enkelt halvdårligt publikum er svært at hidse sig op over. Den sidste uge har været en oplevelse for livet. Vi har rejst med tog fra Hanoi til Saigon sammen med et kamerahold, der smækkede linsen op i hovedet på os, fra det sekund vi stod op om morgenen. Desuden har jeg givet mindst ti interview om Andersen, mig selv og om Danmark. (Det mest almindelige spørgsmål: Hvad synes du om Vietnam? Det næstmest almindelige spørgsmål: Hvad synes du om de vietnamesiske børn og unge?).

Men vigtigst af det hele: Jeg har overlevet en særdeles våd frokost i Vinh, hvor viceformanden fra byens folkekomite prøvede at drikke mig under bordet. Det lykkedes ikke, af den simple grund at min oversætter fik erstattet min vodka med vand, ellers havde jeg næppe overlevet. Men lad mig sige det så diplomatisk, jeg kan: Man kan godt mærke, at flere af vietnameserne har gået på partiskole i Moskva.

Maden var dog uforglemmelig - en stor buffet med provinsens specialiteter: mudderfisk, små kyllingestykker i bananblade, rispapir med krydret kød. Og sidst, men ikke mindst: tørt franskbrød med smør og marmelade.

»Hvorfor serverer de brød og marmelade til den vidunderlige mad?«, hviskede jeg til Lars Mikkel Johannesen fra den danske ambassade. »Det er, fordi de tror, at vesterlændinge spiser brød til alt. Samme Johannesen, miljø og kulturråd, er med på den første del af rejsen, da det er den danske ambassade, der har arrangeret turen. Ideen om 'The Fairytale Express' opstod ved et møde med de vietnamesiske statsbaner, der er medsponsor. Men det er Lars Mikkel Johannesen, som er primus motor for projektet, og som indirekte sørger for, at vi får en fin modtagelse i hver flække - men heller ikke for fin, for vietnameserne elsker svulstige middage og taler på over toogtyve minutter.

Danmark er faktisk et særdeles kendt land i Vietnam. Og populært. Ikke kun på grund af Mærsk og Peter Schmeichel, men fordi vi lægger mange ulandspenge i landet. Det er denne goodwill, der hjælper os gevaldigt - plus H.C. Andersens popularitet hos de mange vietnamesere, der har fået ham ind med modermælken uden at vide noget som helst om ham.

»Jeg troede, han var svensker«, siger en hotelpiccolo til mig, hvorefter jeg undlader at gi' ham drikkepenge.

Det er dog svært ikke at blive forelsket i vietnameserne. De er søde, smilende, generøse, og børnene og de unge er fuldstændig bedårende. På flere af skolerne har de forberedt sig grundigt på vores ankomst. De har flittigt læst eventyrene - ja, til vores første forestilling i Hanoi bærer de endda hatte, hvor de har skrevet titlen på deres yndlingseventyr. Andre steder er de knap så forberedte. Ja, der er elever, som faktisk tror, jeg er H.C. Andersen. ("Skriver du ikke snart flere eventyr, hr. Andersen? De første var så gode ..."). Andre, derimod, har besøgt mit website og ved mere om mig, end jeg selv gør.

»Tror du også, jeg kan blive en berømt forfatter en dag«, spørger en vietnamesisk pige mig i Hue, da vi har en 'Q and A'(spørgsmål og svar) session efter forestillingen. Jeg skal til at fortælle hende, at jeg faktisk ikke er særlig berømt, men den slags er svært, når man står over for en 14-årig, der kigger på én, som om man var Lenin eller Lennon. »Jeg er sikker på, du bliver meget mere berømt end mig«, svarer jeg. Pigen ser ud, som om hun er ved at dåne, og da vores lille teatertrup går ud til bussen, fortæller hun mig, at hun vil skrive for at lære sine medborgere »how to think and live«. I det samme bemærker jeg hammeren og seglet på den lille nål på brystlommen.

Vores show er improviseret, men har selvfølgelig en fast ramme. Det er en kombination af indfølt eventyroplæsning (Minh Hang er fremragende), Chau Anhs sødme og H.C. Andersen, der fortæller om sin barndom i Odense, de hårde ungdomsår i København. Og til sidst om rejserne og om eventyrene, der groede ud af ham, til han lagde sig i graven. I midten af showet må vi dog leve med en tvangsbolle. Her er aftalen nemlig, at den lokale skole opfører et dansenummer. Det er - for at sige det mildt - af svingende kvalitet.

I Vinh viser det sig at være suverænt: smukke kostumer, dygtige dansere, imponerende scenografi. Men i Danang går det galt. Fire piger kommer ind i stramme cowboybukser og synger 'Hotel California' på vietnamesisk. Desværre kan de ikke huske teksten. Efter nogle pinlige minutter går de slukørede ud, og derefter er det så meningen, at H.C. Andersen skal ind og fortælle om sin sidste tid på Jorden. Måske ikke den mest oplagte overgang. Især ikke, når hr. Andersen samtidig er blevet ramt af tordnende tyndskid.

Der er dog også et mere seriøst sigte med forestillingen - ja, man kunne næsten kalde det for "undergravende".

Ambassaderåd Lars Mikkel Johannesen ønsker, at børnene skal lære at læse bag en tekst - at når Andersen skriver om den grimme ælling, er det ikke kun et eventyr om fjerkræ, men også en beskrivelse af hans eget liv. Den slags er jo barnelærdom for os, men i Vietnam er de unge opdraget til at tage alt for pålydende. »Vi må sikre os, at disse børn lærer at tænke på en anden måde«, siger Lars Mikkel Johannesen. »Det er det, der må være formålet med vores kulturarbejde i Vietnam: at vi giver dem mulighed for at møde en ny verden - en verden, der er mindre stiv end deres egen«.

Jeg nikker begejstret. Ja, tænk hvis man kunne få de unge vietnamesere til at sætte spørgsmålstegn ved, hvad der står i avisen. Så har vi ikke kun fejret en stor dansker, men også sat nogle tanker i gang i fremtidens partikommissærer.

Måske er det derfor, at Ho Chi Minh ryster på hovedet, når vi diskuterer med børnene efter forestillingen. Vi finder nemlig ud af, at diskussionen flyder lettest, hvis vi vælger, hvilke børn der må stille spørgsmål. I Hanoi er det tydeligt, at alt er blevet planlagt af arrangørerne: børnenes kommentarer, deres spørgsmål til mig - ja, selv en rørende afskedssalut: »Goodbye, Peter«, råber 150 børn i kor, og så er det svært ikke at flyve glad ud af scenen med sin storslåede blomsterbuket plus vietnamesernes gaveide nummer 1: en eddersmart Ho Chi Minh-platte med dejlig rød ramme.

På trods af den megen venlighed viser det sig dog at være svært at gøre op med vietnamesisk vanetænkning. Et show skal introduceres, som om der er tale om en kongres for jord- og betonarbejdere. Der skal gives gaver bagefter. Og vi skal spise frokost med den lokale partiformand eller de lokale skolelærere. Det er dog ganske interessant, både fordi de er søde, og også på grund af de oplysninger, vi får. I Vinh finder jeg f.eks. ud af, at vi ikke spiller for alle skolens børn i distriktet.

»Det er kun de bedste elever, der får lov at komme med til jeres forestilling«, siger en lærer til mig. »Hvem er de bedste elever«, spørger jeg nysgerrigt. »De, der kan deres lektier«, siger hun. »Hvilke slags lektier?«, spørger jeg med klædelig sadisme. "De lektier, som er relevante for børnene i vores socialistiske republik", siger hun med et nervøst smil og spejder ud i lokalet, som om hun håber, at Ho Chi vil redde hende fra Hans Christian.

Jeg sukker stille og fælder en tåre over alle de dejlige asociale møgunger, vi ikke har fået lov at møde. Det havde jo været sjovt med nogle flere skæve spørgsmål til den skæve hr. Andersen, der jo heller ikke passede ind i borgerskabets rammer i sin tid. Men det er jo en helt anden historie.

Lige meget hvad er der dog ingen tvivl om, at 'The Fairytale Express' har gjort et storartet indtryk. Efter hvert show deler vi boggaver ud til børnene, der har turdet stille spørgsmål, og bøgerne med ti af Andersens eventyr er populære hos vinderne. Næsten lige så populære som H.C.s tåbelige paphat, der nu befinder sig på cirka firehundredogsyvogtredive digitalbilleder i Saigon.

Og det er vel ikke så dårligt gået for en gammel herre, der nærmer sig de 201 år - og som den følgende dag kan se sig selv på vietnamesisk tv på vej ind i et smånusset nattog med en vietnamesisk skuespiller, en master of ceremonies og en lydmand fra Hanoi, der er gift med en jyde.

Se, det var en rigtig historie.

The Fairytale Express truppen under en middag i Danang, hvor flere af os blev syge bagefter. Skuespilleren Minh Hang, master of ceremonies og tidligere MTV værtinde Chau Anh, vores jysk-gifte koordinator, mig og vores lydmand og tekniker - de sidste to har jeg desværre glemt navnene på.

Lettere bearbejdet Politiken kronik fra efteråret 2005.

Det var oplevelserne i Vietnam, som inspirerede mig til pludselig og helt ulogisk at inkludere et eventyr i min roman Zarens dværg (det blev skrevet i en H.C. Andersen rus på et hotelværelse i Hanoi) plus at begå min pjattede og spirituelle eventyrroman Skorpionens hale, som udkom i 2008 på Gyldendal

*****

Jeg savner at mishandle mit modersmål (Det kan godt gøre ondt i munden at tale engelsk og urdu)

2011-06-02T08:22:00.000-07:00

Jeg er træt af at tale engelsk. Det samme er min mund.

Den vil simpelthen ikke længere. Min mund er gået i sultestrejke, og det eneste, der kan få den til at spise igen, er nogle danske modalaverber. Eller nogle af de saftige eder man hører på københavnske fortove, når en uskyldig cyklist er blevet torpederet af aggressive barnevogne.

Ja, jeg har hjemlængsel.

Jeg savner at mishandle mit modersmål. Jeg vil ikke tale med accent længere. Bare spørg min tunge. Det er helt klart, at den føler, den er på overarbejde. Der er tale om et overgreb på min gane og mine halsmuskler. Fremmede sprog er og blir naturstridige - det siger de selv i Dansk Folkeparti.

Og helt ærligt, jeg orker slet ikke flere amerikanere, der kigger på mig, som om det er en bændelorm, der kommer ud af min mund hver gang jeg åbner den. De fleste tør ikke engang spørge mig, hvor jeg kommer fra, fordi de er bange for at være u-politiske korrekte. Det kunne jo være, der var noget i vejen med mig. Måske har jeg haft en hjerneblødning eller en sofistikeret ganespaltning, og så ville det være sårende at beskylde mig for at være tysk.

Ja, jeg har hjemlængsel, selv efter ruskeregn og kludebold. Nicklas Bendtner er mit forbillede, og hver gang min hjerne koger, sender jeg Milena Penkowa en kærlig tanke.

Forstår I, det meste af året bor jeg på vestkysten i USA, og det elsker jeg. Men i bund og grund er jeg jo lisså dansk som en shawarma. Så jeg har brug for at komme hjem og vende. Jeg vil ha' brosten under min cykel. Det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg er lidt af en kransekage-narkoman. Og så glæder jeg mig til at læse gratisaviser i S-togene og smide dem på perronerne som alle andre danskere.

Åh, hvor skal det blive lækkert at kysse kusiner og og se re-runs af Paradise Hotel. Jeg vil også være sammen med mine dejlige kollegaer igen: Jeg vil på meditationskursus med Peter Høeg og på druktur med Johannes Møllehave - og hvis de ikke gider, så går jeg over og banker Ib Michael i Østre Anlæg, inden nogen af anmelderne gør det.

Men vigtigst af alt: Jeg vil tale mit eget sprog fireogtyve timer i døgnet, inden min mund blir alt for dygtig til at mænge sig med alle de udlændinge.

Alle disse ambitiøse forfattere med deres våde drømme og tørre salgskurver...

2011-01-02T10:22:00.000-08:00

1.
Alle forfattere har drømmen om at nå ud til et større publikum.

Selv Stieg Larsson sidder sikkert i sin svenske himmel og er rasende over, han kun har solgt 200 millioner eksempler af sine thrillere, når han kunne have solgt 201.

Sådan har de fleste forfattere det. Vores egoer vil have mere lige meget hvor meget vi opnår. Selv dem af os, der ser os selv som 'seriøse', vil have salgstal som Dan Brown og groupier som Shakespeare. (Hvis William ikke havde groupier, vil jeg gerne undskylde over for teaterhistorikere og andre fans)

Derfor er det vigtigt at skønne på, hvad man har. Disse vise ord har jeg læst et eller andet sted -- enten i buddhismen eller på et herretoilet i Herlev. Så tillad mig at se tilbage på en lille dejlig ting, som skete for mig i 2010.

2.
I september var jeg i New York på vej til Portland.

På et tidspunkt gik jeg ind i Barnes & Noble på Union Square - en af de største boghandlere i USA. Jeg ville købe en bog med min yndlingsforfatter Haruki Murakami ... men naturligvis ville jeg lige slentre forbi F i litteratur-afdelingen for at se, om de havde et enkelt eksemplar af min The Tsar's Dwarf stående.

Da min oversatte roman udkom for to år siden, var chancen forsvindende lille. Det er kun best sellere, som overlever på hylderne i USA. Hvis en bog ikke sælger godt, står den ikke fremme mere end tre måneder - sådan fungerer det i de store amerikanske kæder.

Nå, jeg listede hen uden nogle særlige forhåbninger. Alligevel bankede mit hjerte; ganen blev tør, blæren gav efter ... og så stoppede jeg med åben mund:

Intet mindre end fem af The Tsar's Dwarf stod på hylden med forsiden vendt ud, omgivet af best seller forfatterne Jonathan Safran Foer og Ken Follet.

Og nej, det var ikke mig, der havde flyttet den. Så lav er jeg sgu ikke, selv om guderne skal vide, jeg tit har været fristet...

Jeg tog selvfølgelig det foto, I ser øverst på bloggen, mens tårerne løb ned ad mine senile kinder - for hvad glæder en forfatter mere end når ens børn spankulerer rundt i verden på bedårende platfødder?

The Tsar's Dwarf er nu ude i fem lande med fine anmeldelser de fleste steder, og selv om den ikke slår nogen salgsrekorder, så er det vidunderligt at blive læst i små dejlige lommer rundt om på kloden.

Så hjertelig tak til alle jer, der gider læse mine bøger. I aner ikke hvor meget det betyder at få kommentarer fra jer, om det er på Facebook, pr mail fra Danmark, Norge, Connecticut, Washington, Canada, Saudi Arabien, Zimbabwe, Frankrig og Rusland eller in person.

Så her er en flok forfatterkys i skamfulde mængder.

Ha' et dejligt 2011.

********

Dansk PEN: Zimbabwansk forfattermøde blandt særlinge i Venice Beach, Californien

2010-11-01T09:46:00.000-07:00

1.
Dansk PEN gør et fremragende stykke arbejde for forfattere i Zimbabwe.

Som enhver kan regne ud, har ytringsfriheden det ikke godt i Mugabes land. I teorien er der ytringsfrihed, men forfattere og journalister forventes at "censurere sig selv" - noget, der sikkert er langt mere behageligt end at blive "hjulpet" til det af Mugabes stats-psykopater.

I de sidste tre-fire år har jeg været PENs kontakt-person for Christopher Mlalazi, en zimbabwansk forfatter, som fik problemer i hjemlandet, da et satirisk skuespil, han skrev med Raisedon Baya, blev taget af plakaten efter et døgn. Det hed Crocodile of Zambezi og lavede grin med en gammel impotent diktator. Christopher Mlalzi undgik med nød og næppe at blive pågrebet, men måtte gå under jorden. Knap så heldig var to andre i forestillingen, som blev fængslet og gennembanket. En af dem har stadig problemer med politiet i dag og bliver uafbrudt chikaneret.

2.
For en uge siden mødte jeg endelig PENS æresmedlem og min forfatter-kollega i Venice Beach i Californien - et vidunderligt sted fuld af hippier, hjemløse og weirdos, der får Christiania til at minde om en soveby på Møn.

Det var pragtfuldt at møde dette modige menneske, som var i Los Angeles, fordi han har fået et tysk fellowship til en writer's residence i Pacific Palisades.

Chris havde medbragt sine tre bøger, som han gav til PEN og mig. Jeg skammede mig lidt over, jeg havde glemt at medbringe min egen The Tsar's Dwarf , men jeg var så heldig, at de havde et eksemplar af den i Venice Beachs eneste boghandel, så jeg kunne forære den til Chris.

Over frokosten diskuterede vi situationen for forfattere i Zimbabwe - en situation, der bliver værre og værre, fordi Mugabe får hjælp fra Kina til at undertrykke sit folk. Men heldigvis har Zimbabwe ikke midlerne til at forfølge alle skrivende mennesker - det er måske det eneste gode ved deres fattigdom.

3.
Hvis der er nogen, som vil læse skønlitteratur fra Zimbabwe, kan jeg anbefale Mlalazis Dancing with Life, som kan fås på Amazon.com

Petina Gappah, en anden fin forfatter fra Zimbabwe - som jeg lærte at kende gennem min amerikanske blog, Danish Accent - hitter i øjeblikket verden over med en fin novellesamling, An Elegy for Easterly. Den er udkommet i et utal af lande, men vistnok ikke på dansk.

I øjeblikket er der også en zimbabwansk forfatter i PEN-eksil i Århus gennem den såkaldte fribyforfatter ordning. Hans navn er Tendai Tagarira; han skriver på en digtsamling, som hedder Robert Mugabe Must Go og en masse andet.

Interesserede kan blive venner med alle tre forfattere på Facebook - et sted, der muligvis er endnu særere end Venice Beach...

Støt Dansk PEN og ytringsfriheden i Zimbabwe.

******

Peter H. Fogtdal for Begyndere (Set fra det åndelige, spirituelle Aarhus universitet?)

2010-08-22T16:51:00.000-07:00

1.
Det er altid dejligt at opdage, man ikke er glemt i sit hjemland.

Fornyligt fik jeg 100.000 i arbejdslegat til at skrive på en ny dansk roman, som har udviklet sig i en helt anden retning end jeg troede. Og nu er der en venlig akademiker, som har skrevet en kort lille introduktion om mit forfatterskab på det mest prestigefyldte sted for enhver literat, Facebook.

Han hedder Gisli Magnusson og er fra Aarhus universitet. Og han er noget så usædvanligt som en akademiker, der interesserer sig for mystik og spiritualitet, hvilket gør, at han forstår visse af mine bøger langt bedre end jeg gør.

I Danmark bliver det spirituelle univers jo ikke taget alvorligt, så lad mig med det samme slå fast, at Gisli Magnusson ikke kan gøre for det: Han er halvt islænding! Og som enhver jo ved, er de mennesker besatte af en vølv!

Men Gisli Magnusson har en fin karriere alligevel. Han har nemlig skrevet sin doktorafhandling om den tyske digter og mystiker Rainer Maria Rilke - en mand, jeg aldrig har læst, hvilket er så pinligt, at jeg burde ha' min mund vasket i eksistentialistisk sæbe.

Her er den gode Dr. Phils lille introduktion til fire af mine bøger, som jeg har fået lov at bringe her:

"Da jeg var til konference i Seattle, mødte jeg en dansk forfatter, som jeg kun kendte af navn: Peter H. Fogtdal. Det var fornøjeligt og interessant at lære ham at kende, så jeg kastede mig straks ud i hans produktion. Jeg har nu læst "Lystrejsen", "Flødeskumsfronten", "Zarens dværg" og "Skorpionens hale".

Flødeskumsfronten (2001)

giver et eminent godt billede af den virkelighed, der gemmer sig bag de sort-hvide stereotyper om 2. Verdenskrig. Danmark blev dengang af tyskerne kaldt 'flødeskumsfronten'. Der rejses væsentlige spørgsmål: Hvad er det at blive forført af en (grum) tidsånd? Hvordan er det at være en kunstnernatur, der hvirvles ind i en brutal krigsmaskine og -virkelighed? Det er jo en næsten ukendt hybrid i nazi-film: nazisten, der ikke er antisemit!

Læseren får beskrevet et uventet og smukt, men ikke uproblematisk møde, der finder sted på den jyske hede mellem en jøde fra Palæstina (en karakter, der bygger på Fogtdals morfar) og en naziofficer, Andreas Spiess. Bogen er oversat til fransk og portugisisk og blev tildelt Prix Littéraire des Ambassadeurs de la Francophonie i 2005 (den frankofone litteraturpris).

Lystrejsen (2002)

Her beskrives et ukendt kapitel fra Frederik den 4.s liv: Hans lystrejse til Italien i 1708. Ligesom i Thomas Manns "Königliche Hoheit" får læseren et indblik i monarkens konflikt mellem ydre repræsentation og indre længsler, mellem ydre og indre identitet. Man fornemmer en stor psykologisk forståelse for Frederik den 4., og Fogtdal besidder en sjælden evne til at gøre det historiske levende.

Zarens dværg (2006)

er Fogtdals hidtil største succes. Den er kommet i adskillige oplag og er oversat til engelsk, fransk og portugisisk. Bogen har den kyniske dværg Sørine Bentsdatter som hovedperson. Eftersom den danske konge, Frederik den 4., i 1716 forærer hende til den russiske zar, Peter den Store, får man både indblik i datidens 'Kiøbenhavn' og Moskva.

Man skal ikke forvente en tør historisk roman! Fogtdal har ikke skrevet en lærd historisk afhandling forklædt som roman. Slet ikke! Romanen emmer af sanselighed og oplevet virkelighed på en måde som gør autenticitetsspørgsmålet irrelevant. Hertil kommer, at romanen rummer en eksistentiel og spirituel dimension, hvor lys og mørke balancerer på virtuos vis.

Skorpionens hale (2008)

Denne samling eventyr i orientalsk stil viser Fogtdals genremæssige mod. Når nu han har haft succes som historisk forfatter, hvorfor så ikke fortsætte i den gænge? Humoren, som bestemt også er til stede i Fogtdals andre romaner, er nu det centrale element.

Der er her tale om 12 fortællinger, der bindes sammen af en rammefortælling: Sultanen besøger sine tolv galninge i sin dårekiste og fungerer som en slags åndelig vejleder for dem. De tolv galninge korresponderer med astrologiens tolv stjernetegn, og det beriger læseoplevelsen at kende til den astrologiske baggrund. (1. galning = Vædderen, 2. galning = Tyren, etc.)

I halvfemserne udgav Fogtdal en humoristisk astrologibog "Kan man træde på en vandmand?", og den kan man jo konsultere, hvis man vil have de tolv arketyper frisket op. Hver af galningene er fanget i en typebetinget patologi, og med sultanens (og humorens) hjælp lærer de at frisætte det spirituelle potentiale i hver af patologierne.

Der gemmer sig altså - for den opmærksomme læser - en eksistentiel alvor bag de humoristiske og orientaliserende fortællinger i stil med 1001 nats eventyr. Bogen fås i øvrigt også som lydbog oplæst af forfatteren selv, hvilket han gør med varme og engagement.

Fogtdal skriver i øvrigt også en engelsk blog, Danish Accent

Gisli Magnusson
****

Indfødsretsprøven: Hvis bare jeg havde været en lille smule mere leverpostej ...

2010-06-03T23:06:00.000-07:00

Jeg har lige taget indfødsretsprøven - den som ansøgere om dansk statsborgerskab får udstukket inden de lukkes ind i Edens Have (også kendt som Bloustrød).

Man skal få 32, ellers smides man ud. Jeg fik heldigvis 36 rigtige ud af 40 og er derfor en rigtig dansker. Jeg ved nemlig hvornår dannebrog faldt ned fra himlen, og hvem der samlede det op igen. Det gjorde vores alle sammens Pia.

Men hvis jeg skal være helt ærlig, er jeg skuffet over, at jeg ikke svarede fuldstændig rigtigt. Men det skyldes nok en genetisk fejl, som jeg ikke er spor stolt af. Min morfar var nemlig født i Palæstina, som dengang var under tyrkisk herredømme. Og han var tilmed jøde, så det kan næsten ikke være mere uheldigt.

Min søde morfar sneg sig ind i Danmark i 1906. Han var syv år, men det skal ikke undskylde ham. Det var fejt og nedrigt gjort. Til gengæld blev han tvangskonverteret til kristendommen og udskibet til Kibæk. Det skulle vel være straf nok for en hvilken som helst udlænding.

Så jeg undskylder for mine fire fejl i prøven. Heldigvis får de ingen konsekvenser for mig som dansker. Jeg må stadig have lov til at rejse ind og ud af landet så meget jeg vil, bare jeg ikke holder med Algeriet til fodbold-VM.

Nu er der sikkert nogle af mine læsere, som er nysgerrige efter at vide, hvilke fire spørgsmål, jeg svarede forkert på. Jeg skammer mig lidt over at afsløre dem her (f. eks. var jeg ikke klar over, at Adam Oehlenschläger skrev Der er et yndigt land; jeg troede, det var Dennis Rommedahl), men jeg bider skammen i mig, for jeg gør det jo i en større sags tjeneste - og for at vise hvor galt det kan gå, når man er så dum at nedstamme fra en nomade fra Safed.

Her kommer så de to letteste spørgsmål, jeg missede:

Skulpturen Den Lille Havfrue står for tiden ikke i Københavns Havn. Hvor er den henne?

1. Den er til reparation hos en specialist i Belgien.

2. Den er midlertidig flyttet til Expo 2010 i Kina.

3. Den står hjemme hos Lene Espersen.

Hvad hedder den danske sagnfigur, som sidder under Kronborg og er indbegrebet af dansk selvforståelse?

1. Holger Danske

2. Jørn Hjorting

3. Stein Bagger

Jeg synes også det var svært at svare på hvor mange bronzemedaljer Danmark har fået i bobslæde ved handicap-OL, men på den anden side kan man ikke være for forsigtig med hvem man lukker ind i et dejligt land som vores ...

Min morfar David Huda fra Palæstina ved sin tvangsdåb i Kibæk i 1907, hvor han blev en rigtig dansker. Han fik også klippet krøllerne af, inden den jyske Helligånd forbarmede sig over ham.

Jeg skrev en roman om min morfars liv, som udkom i 1998, DRØMMEREN FRA PALÆSTINA (Lindhardt & Ringhof) Han var en dejlig mand, som endte med at undervise i dansk. Ja, så galt kan det gå, når havelågen står åben ...

*****

37 spørgsmål fra Marcel Proust (med malerier af Susanne Aamund til at løfte stemningen)

2010-05-26T16:10:00.000-07:00

Jeg husker det, som var det i forgårs.

En af mine kedeligste romaner havde fået meget kritikerros. Den hed Jupiters time. Jeg var selvfølgelig særdeles glad og fik en del interviews efter den var udkommet.

Et af dem var hos Hanne Risgaard på P1. På et tidspunkt bad den venlige journalist mig om at svare på Marcel Prousts 37 spørgsmål - dem, der afslører alt om et menneske. Hvis jeg da må bruge ordet menneske om mig selv.

Interviewet stammer fra 2004 og kan derfor anses som historisk, i hvert fald hvis man er ondskabsfuld anlagt.

Som sagt er Jupiters time en af mine bedst anmeldte romaner, men slet ikke en af mine favoritter. Det er den alt for velskrevet til.

Jeg har opdateret mine svar en smule, men 96,6% af dem er, som de var dengang for seks år siden. Og så synes jeg, det var synd at illustrere bloggen med fotos af mig selv, så jeg har valgt nogle af Susanne Aamunds suveræne billeder. Nede under kan du se hvorfor:

37 SPØRGSMÅL FRA MARCEL PROUST:

Hvad er det værste, du kan forestille dig? En mandag i tandlægestolen.

Hvor ville du helst tilbringe dit liv? På en italiensk fortovscafe med en roman i hovedet og en kat på skødet.

Hvad er for dig den ideale tilværelse? Et liv som luksusnomade omgivet af kærlighed, smuk natur og en fodboldlandskamp på tv, hvor Danmark vinder.

Hvilke fejl er du mest overbærende overfor? Varme kvinders.

Hvilke romanhelte foretrækker du? De tre dimensionelle.

Hvilken historisk person sætter du højest? Frans af Assisi.

Dine yndlingsheltinder fra det virkelige liv? Etta Cameron, min mor og alle de sygeplejersker, som fortsætter med at smile på trods af nedskæringer og overlæger, der ved det hele.

Dine heltinder i litteraturen? Nora Malkeko og Sørine Bendtsdatter

Din yndlingsmalere? Canaletto, Chagall, Susanne Aamund

Din yndlingskomponist? Lennon-McCartney

Hvilke egenskaber foretrækker du hos en mand? Et godt hjerte; en høj, men lejlighedsvis blakket moral; humor.

Hvilke egenskaber foretrækker du hos en kvinde? Et godt hjerte, en høj, men lejlighedsvis blakket moral; humor.

Hvilken dyd foretrækker du? Evnen til at elske og tilgive.

Hvad kan du bedst lide at foretage dig? At cykle et sted, jeg ikke har været før.

Hvem ville du gerne have været? En brødflov italiensk sanger i et rockorkester med et hav af groupier fra Napoli.

Det dominerende træk i din karakter? Humor, ærlighed, navlepilleri.

Hvad sætter du mest pris på hos dine venner? Deres kreditkort. Og deres dårlige vittigheder.

Din største fejl? Egocentri, upraktiskhed, utålmodighed.

Din drøm om lykken? At acceptere livet som det er uden at dømme nogen.

Hvad ville være den største ulykke for dig? At dø uden at have lyttet til Hey Jude.

Hvad ville du gerne være? I balance 24 timer i døgnet.

Hvilken farve holder du mest af? Den varme gule, som næsten, men også kun næsten er orange. Man finder den mest i Indien.

Hvilken blomst? Tulipan.

Hvilken fugl? Papegøjer, der holder deres kæft.

Dine yndlingsforfattere? Haruki Murakami, John Fowles, Erik Fosnes Hansen, Arundhati Roy, Olga Tokarczuk.

Din yndlingslyriker? Rumi

Dine heltinder i historien? Dronning Kristina af Sverige.

Dine yndlingsnavne? Kvindenavne, der ender med a.

Hvad afskyr du mest af alt? At pumpe min cykel.

Hvilke historiske personer foragter du mest? Reinhard Heydrich & Dick Cheney.

Hvilken militær bedrift beundrer du mest? Da Frans af Assisi og Saladin besluttede at stoppe krigen mellem korstogsfarerne og muslimerne for at tale med hinanden om deres tro.

Hvilken reform beundrer du mest? Alle reformer, der fremelsker religiøs tolerance.

Hvilket talent ville du gerne have? At tage tingene med større lethed.

Hvordan ville du helst dø? Ved en bjergsø i armene på den kvinde, jeg elsker.

Din sindstilstand lige nu? Jeg har sjældent været gladere.

Har du et motto? Hvad nytter det at have set Lyset, hvis du ikke kan betale din elregning?

****************

Du kan læse og se mere om Susanne Aamund her.

Hvis nogen af mine læsere genkender hendes touch, så var det fru Aamund, der lavede forsiden på min sidste roman, Skorpionens hale - her i lybogudgaven fra Gyldendal. Jeg indtalte den i øvrigt selv. Det skulle nok afskrække de fleste ...

Du kan bl.a. købe den hos den største danske lydbogsboghandel på nettet Lydbog.dk og mange andre steder.

For dem, der er gammeldags anlagt kan den også fås i bogform. Ja, tro det eller la' være, bøger findes stadig. I de mange gode boghandlere, som sælger andet end clips og fotolommer.

Gud bevare litteraturen!

***

Når man scanner sit forfatterliv (i håbet om at falde over en skandale)

2010-04-30T10:47:00.000-07:00

1.
For nogle måneder siden fik jeg en scanner.

Det var kærlighed ved første blik. Jeg brugte fire lange nætter på at scanne mit liv. 387 af de bedste fotos fra min ungdom blev udødeliggjort. Hver eneste bums, jeg havde i teenage årene blev digitaliseret. Jeg tudede over døde mødre og bedsteforældre, savnede gamle kærester og grinte højt af fjogede frisurer.

Alt det private skal jeg ikke kede jer med her, men det var sjovt at scanne pressefotos og gamle forfatterinterviews fra Valdemar Atterdags tid.

Det overstående foto er fra min debut som TV-dramatiker i 1984. Jeg var kun 27 og meget stolt over at få antaget en komedieserie på Danmarks eneste tv-kanal. Det gjorde det heller ikke dårligere, at mine replikker skulle siges af skuespillere som Ove Sprogøe, Jannie Faurschou, Thomas Eje, Anders Bircow, Annie Birgit Garde og Ebbe Langberg. TV-komedien hed Ikke Lutter Lagkage og levede fuldstændig op til sin titel.

2.
Men mit skriveliv startede lang tid før det.

Da jeg var elleve, duplikerede jeg en historie, jeg havde skrevet, som hed Jeg - en hund og forærede den til min sagesløse familie. Så var en forfatter født. Oven over kan du se et foto fra min konfirmation, hvor jeg syntes, det var min kristne pligt at smage på alle mine forældres flasker.

PS. Hvis du ikke ved, hvad ordet duplikere betyder, må du være under 78 år.

3.
Fra ca. 1985 til 1994 arbejdede jeg som free lancer på Danmarks Radio. Desværre betød det, at jeg måtte spise i Radiohusets kantine, hvilket kunne forkorte livet på enhver.

Mine mest minderige oplevelser var to astrologi-udsendelser, som hed Kan man træde på en vandmand? Dem fik jeg 100 lytterbreve om; de fleste var dødstrusler.

En anden oplevelse, jeg sent vil glemme, var dengang jeg faldt i søvn under en natradio. Det gjorde teknikeren også, men da det skete klokken halv fire om morgenen, var der sikkert kun sytten mennesker, som opdagede det.

4.
Jeg var også med på et hold, der lavede radiosatire søndag morgen på P3 fra 1989 til 1992, Satire ifølge Kær, Gad, Fogtdal & Rasmussen. Vi blev især kendt for skarnsungen Brian igen-igen, som startede hver udsendelse med at ringe ind til børnetelefonen.

Peter Kær, Henrik Gad, Jens Ole Rasmussen og jeg skrev og spillede det hele, men heldigvis havde vi Charlotte Sachs Bostrup til at lave vores kvindestemmer. Det var dengang, Charlotte var skuespiller. I dag er hun en succesrig filminstruktør, som får priser i New York og snue i Hellerup.

5.
Men mit hjerte lå aldrig 100% i tv-dramatikken, astrologien eller radiosatiren, kun i romanerne. Der var bare ingen, som ville udgive dem.

I tolv år prøvede jeg at komme igennem nåleøjet, og jeg skulle nå at blive 34 år, før Borgen antog min debut Letmælksprofeten, som var en sjov satire på new age verden. Min mor og jeg syntes i hvert fald, den var sjov.

Det var dog først min fjerde roman, En danskers død, der gav mig de anmeldelser, jeg drømte om. Politiken og flere andre aviser gik endda så vidt at kalde mig for en ny Panduro - det var jeg vist nok den tiende forfatter, som var udsat for.

5.
Jeg skal ikke kede jer med, hvad der er sket siden i Danmark, USA og Cyber space.

Men som romanforfatter er det faktisk gået mig bedst, når jeg har holdt mig fra humoren (Flødeskumsfronten, Drømmeren fra Palæstina, Lystrejsen, Zarens dværg er mine mest læste, og især de to første kan ikke fremkalde mange latterudbrud hos den forsvarsløse læser)

Men det gør ikke noget. Jeg kan alligevel ikke udstå, når folk prøver at sætte mig i bås!

Og nu må I ha' mig undskyldt. Jeg skal altså tilbage for at scanne nogle dejlige nærbilleder fra min omskærelsesfest i 1956 ...

****

Karla og Jonas: Download din indre 12-årige

2010-03-20T04:56:00.000-07:00

1.
Jeg er lige kommet hjem fra forpremieren på Karla og Jonas i Imperial, den tredje Karla film med Elena Arndt-Jensen og Joshua Berman i hovedrollerne.

Filmen er instrueret af Charlotte Sachs Bostrup, og det har hun gjort rigtig godt. Denne mening bør dog tages med et gran salt, da Charlotte er en af mine gode venner. Men på den anden side var jeg ondskabsfuld nok til at fortælle hende, at jeg ikke brød mig om Familien Gregersen, så måske har jeg lidt troværdighed alligevel.

Men Karla og Jonas har en langt bedre tone og et bedre manuskript. Det er en ualmindelig sød ungdomsfilm, som fik mig til at sidde i biografmørket og downloadede min indre 12- og 13-årige.

Ak ja, for det var jo dengang jeg havde danmarksrekorden i bumser ... men selv en hæmmet teenager forelsker sig jo, og det var alle de minder, som fik mig til at græde og relatere til de unge hovedpersoner i denne vellykkede film.

Ja, jeg er en mand, som har let ved at tude. Og jeg har ikke engang været på X Factor.

2.
Handlingen er let at følge med i:

I 'Karla og Jonas' har 12-årige Karla ikke glemt Jonas, som hun blev forelsket i i toeren i denne triologi. Den har jeg ikke set, men det var ikke nogen hindring for at nyde dette univers.

Karla tænker stadig på det kys, Jonas og hende udvekslede i sommerferien, men hun har ikke haft modet til at ringe til ham og fortælle ham, at hun godt kan lide ham.

Derfor får hun endelig taget sig sammen til at opsøge Jonas på hans børnehjem, hvor han stadig lider under, at han aldrig har kendt sine forældre. Efter nogle forviklinger beslutter de sig for at tage til det eksotiske Jylland for at lede efter Jonas mor.

Skal vi nu frem med brækspanden? For er dette en film med noget så ondartet som en happy ending?

Nej, vi skal IKKE frem med brækspanden, men jo, Karla og Jonas er naturligvis en film med en særdeles happy ending (eller fire), og den slags er voksne ikke så begejstret for i Danmark. Den rigtige kunst skildrer kun vandpytter og i sønderjyske incest familier - mener de mest snobbede; film skal helst afspejle det triste martsvejr omkring os, ikke noget så banalt og "uvigtigt" som lykken.

Men selv i et mørkt og melankolsk land som Danmark findes der jo masser af happy endings. Hver dag er der piger, som forelsker sig i drenge uden at få clamydia. Især 12 og 13-års alderen er jo "banal" og eventyragtig. Safterne har ikke indfundet sig endnu, og det er det univers, Karla og Jonas skindrer så fint.

3.
Den eneste seriøse anke jeg har er et manuskript problem, der opstår de sidste fem-ti minutter efter at det vigtigste er faldet på plads. Men alligevel ramte Karla og Jonas mig i hjertekulen.

Charlotte Sachs Bostrup formår at holde den rette søde tone, og filmen er velspillet med nogle ganske få undtagelser. Elena Arendt-Jensen er enestående god som Karla. Hvis hendes filmsucceser ikke går hende til hovedet, bliver hun en stor skuespiller - ja, man kunne godt argumentere, at hun allerede er ved at være det.

Så gå i biffen og download din indre 12 og 13-årige. Eller gør som mig: Ta' dine niecer med ind i biografmørket, for det er dem, der bør anmelde filmen, ikke os gamle hoveder, der sidder og tuder over de søde bumsers fortabte årti.

*****

Etta Cameron, din dejlige rapand!

2010-03-04T18:41:00.000-08:00

Jeg gider ikke skrive et ord om hvor fantastisk en sanger Etta Cameron var.

Hvorfor skulle jeg det? Folk, der så hende, ved hvilket lys der strømmede fra hende. Hendes stemme og karisma havde intet at gøre med ego; hendes drive kom et helt andet sted fra - fra hendes tro, der var lige så udansk som den kogende gospel, hun skyllede ud over vores folkekirker.

Jeg kendte Etta Cameron godt i en kort periode. Min dejlige mor Marie Huda Fogtdal sang i hendes kor Voices of Joy og var meget tæt på hende. Så tæt at Etta sang Amazing Grace til hendes begravelse. Etta var ved at bryde sammen flere gange, men hver gang rettede hun sig op og sang videre, som om intet var hændt.

"Hvad i alverden skete der?" spurgte jeg Etta, da jeg spiste frokost med hende nogle dage senere.

"Det var din mor, som gav mig et skub," sagde hun med tårer i øjnene. "Hun stod bag mig, mens jeg sang."

Senere mødtes vi to gange til og talte om hvor smuk døden kan være, hvordan vi alle lever videre, og hvordan vores forhold til de afdøde fortsætter, selv om vi ikke forstår det. Vi er jo kun adskilt af en himmel - hvordan kan det slå kærligheden ihjel?

Etta vil blive frygtelig savnet, men hun er her stadig. Det lyder som en selvmodsigelse, men det er det ikke.

Og så er jeg sikker på én ting: Hvis Etta ikke var så irriterende ydmyg, ville hun synge til sin egen begravelse!

God rejse, Etta.

Etta Cameron med Voices of Joy. Det er min mor nummer to fra højre i koret. (Ukendt fotograf)
Portræt øverst på siden: Poul Erik Jensen med tak for lån!

****

Fra Mundvin Til Listepik: De Ypperligste Ord På Dansk

2010-01-17T09:25:00.000-08:00

1.
Romanforfattere er liderlige efter ord.

Ord, der er afgået ved døden. Ord, som ligger i koma og snapper efter vejret. Især for os, der ofte skriver historiske romaner, er der en stor kærlighed til det sprog, man kun støder på i støvede antikvariater med dårlig udluftning.

Jeg er i gang med en ny historisk roman. Ikke fordi jeg har lyst, men fordi jeg er blevet beordret til det af min muse. Ordren har dog givet mig masser af lyst, så nu forelsker jeg mig endnu engang i det sprog, man skal være Kongelig Refrænsanger for at få over sine læber.

Lige nu leder jeg efter ord i gamle romaner. Jeg taler med oldemødre og skidesprællere, med stimænd og bartskærere, med skrankepaver og tugtemestre. Hvorfor? - fordi gode ord krydrer en roman. Sproget skal leve, og hvad lever mere end det, som er dødt?

Mit yndlingsord er helt klart mundvin. Det brugte jeg både i Lystrejsen, Jupiters time og Zarens dværg. Da sidstnævnte blev oversat til engelsk, fransk og portugisisk skrev alle oversætterne til mig og spurgte, hvad i alverden mundvin var for noget.

Mundvin er den fortyndede vin, der blev brugt som vand dengang det var farligt at drikke den slags. Mundvinen havde færre procenter, så den blev nydt af nonner og børn. Rent fatisk havde alle en skid på i baroktiden, sikkert fordi det var så svært at leve uden emails ...

Andre ord, jeg er dybt forelskede i, som kun holdes i live af kunstpoeter og andre hundestejler:

sukkerbager
visekælling
huskestue
reputerlig
koldsindig
vankelmodig
forblommet
svagbørnskoloni
stokhus
hestebal
lemmedasker
taskenspiller
posekigger
skørbug
svindsot
blodgang
skægpest
fusentaster
kassettebåndoptager
nakkeost
skambenspsykolog
letmælksprofet
skumringspelikan

Okay, de sidste tre ord har jeg selv opfundet. Hvordan de har sneget sig ind, ved jeg ikke. Og jeg er heller ikke sikker på, at nakkeost er et ord, som blev brugt ved Frederik IVs hof.

Hvad er så de bedste ord på "moderne" dansk? Det er også en svær beslutning, men her er min Top 5:

1) Fedtsugning
2) Slamsluger
3) Morgengrim
4) Shawarma
4) Listepik

Disse henrivende ord vil der helt sikkert være en eller anden historisk romanforfatter, som vil nyde at bruge i år 2188.

****

En lille prætentiøs verdensturné er altid god for fordøjelsen ....

2009-09-10T07:10:00.000-07:00

Jeg skal på verdensturné.

Det lyder som pral, og det er det sådan set også. Men det er heldigvis sandt, hvilket beviser, at selv almindelige forfattere som mig kan være heldige.

Jeg er jo ikke noget kæmpenavn - det skulle da lige være i min egen bevidsthed, men man kan da roligt sige, jeg får noget ud af, at The Tsar's Dwarf/La Naine du Tsar/A Ana Do Czar (Zarens dværg) er udkommet på engelsk, fransk og portugisisk.

Foreløbig har jeg holdt 27 foredrag om den i USA, hvor den går fint - jeg har snakket på festivaler i Strasbourg og signeret bøger i Lissabons største boghandel, FNAC.

Lissabon, efteråret 2006

Og nu er jeg pludselig ud af det blå blevet inviteret til store bogfestivaler i Athen og Montreal.

Det er simpelthen så dejligt, når ens drømme begynder at folde sig ud. Jeg har jo arbejdet som et svin med mine skriverier siden jeg var 16. Indtil omkring 2004 var jeg ret frustreret med min karriere - men de sidste fem år har verden åbnet sig op for mig som en godmodig østers (hvis østers er godmodige?)

Her er mit program for de næste to måneder, så hvis I kender folk disse steder, giv dem et praj. Jeg regner jo ikke med at tale for tusindvis af mennesker, men det gør sgu ikke noget, bare folk er så søde som de har været i USA, Portugal, Frankrig og Fiolstræde.

Scandinavia House, Park Avenue, New York, november 2008

Lørdag d. 12. september kl. 20: Den græske bogfestival. Sted: Det danske institut i Athen, Grækenland.

Tirsdag d. 22. september kl.19: An hour with Peter H. Fogtdal. Host: Jean Fugère. Auditorium de la Grande Bibliothèque; Montreal, Canada, Festival International de la Littérature.

Torsdag September 24 kl. 12.30: Lunchtime Series. Atwatter Public Library, Montreal, Canada. Festival International de la Littérature.

Fredag, 25. September kl. 19: Exercices d'admiration européens. Host: Stéphane Lépine. Flere forfattere taler om deres europæiske yndlingsforfattere og læser et kort udvalg fra hans/hendes bøger. Jeg læser fra Troldmanden af John Fowles i Auditorium de la Grande Bibliothèque, Montreal, Canada.

Fredag 9. Oktober/Lørdag d. 10. oktober (tidspunkt ikke officielt endnu) Wordstock bogfestival i Portland, Oregon, USA - min amerikanske hjemby.

Mandag & tirsdag 28. oktober/29 oktober: Lingnan University, Hongkong, China. En workshop om life writing for universitetets elever og en oplæsning/foredrag om The Tsar's Dwarf.

Dertil kommer et længere skriveophold i Portland og 11 dages research i Benares og Mumbai, Indien, hvor min kommende engelsksprogede roman foregår - så det er altså en prætentiøs lille verdensturné, jeg præsenterer jer for her!

Sådan noget kunne selvfølgelig ikke lade sig gøre uden legater. Derfor vil jeg gerne sende en næsten liderlig tanke til Scan Design i Seattle, Den danske ambassade i Athen, Goethe instituttet i Montreal, DPA, CopyDan og Kunststyrelsen, litteratur.

Også en varm tak til mine læsere, som der heldigvis bliver flere og flere af. Det er lige godt sjovere at være forfatter, når man bli'r læst af dejlige mennesker fra både Tarm og Tuscaloosa ...

Livet er dejligt. Den tilståelse vil jeg gerne komme med ...

Bemærk hvor dårligt de to orange farver matcher hinanden, men en skrivenomade kan virkelig ikke ta' sig af den slags ...

*******

LYSTREJSEN - min kærlighed til italienske modalverber og koparrede konger

2009-08-17T06:57:00.001-07:00

Forleden var der en boghandler, som sendte mig en dejlig mail.

Jeg kendte ham ikke, men han havde lige læst Lystrejsen og skrev, at det var den bedste danske roman, han havde læst i årevis.

Nu er jeg selvfølgelig ikke til fals for smiger. Og dog - hvilken krukke er ikke det? At være forfatter er jo et ensomt erhverv, så når ens læsere roser en, ender man altså med at tude ned i sin abrikos-te.

I dag får jeg mere respons fra mine amerikanske læsere end mine danske, så derfor er det ekstra dejligt, når man møder sine landsmænd på Facebook - eller i Kgs. Have, hvor en cykeltaxi-chauffør stoppede mig i juni og sagde, han havde nydt Letmælksprofeten - den udkom for atten år siden!

Lystrejsen er fra 2002 - og foregår i 1708. Frederik IV beslutter at tage på en rejse til Italien. Ingen i Europa forstår hvorfor. Er kongen blevet gal? Overvejer han gå over til katolicismen? Eller har han skjulte politiske motiver?

Men sandheden er en anden. Frederik den Fjerde vil i al hemmelighed besøge sin ungdomskærlighed, Maria Maddalena Trenta fra Lucca. Der er kun ét problem: Da Frederik når til Toscana, finder han ud af, at Maria Maddalena er gået i kloster og at hun ikke har lyst til at se ham ...

Alt dette er en rigtig, men ukendt episode fra danmarkshistorien. Da jeg læste om affæren, vidste jeg øjeblikkeligt, at jeg skulle skrive den. Jeg havde det ligesom Maria Maddalena og Frederik havde ventet på mig. For det første har jeg altid været vild med enevoldskongen. Og så har jeg selv boet i Lucca i Toscana, hvor Frederik IVs ungdomskærlighed var fra.

Det er måske idiotisk, men jeg forstår Frederik IV bedre end historikerne! Han var ikke kun en dygtig bureaukrat, men også en sentimental drømmer. Alt det hviskede hans spøgelse til mig, da jeg skrev Lystrejsen. Han er også sur over, han ikke er mere kendt. Og det er helt forståeligt. Han var en langt bedre konge end Christian IV.

På research i Vicenza. Engang imellem er det ikke så tosset at være forfatter.

Jeg tror, at de historier vi forfattere vælger at fortælle siger meget om om selv. Frederik den Fjerde afspejler min egen kærlighed til Italien, Venedig og latinske skønheder (og min "surhed" over ikke at være mere kendt, ha-ha?)

Samtidig var romanen utroligt sjov at skrive, fordi den gav mig mulighed for at rejse rundt i Italien med et fedt legat i baglommen. At drikke cappuccinoer på statens regning må aldrig undervurderes.

Og så er det altså sjovt at læse kilder fra 1708 på et støvet bibliotek i Vicenza og finde ud af, at ingen dansker før mig har haft dem i hånden!

Eller stå i en bank midt i Rom og vide, at dette var soveværelset, hvor Frederik overnattede, da han var på dannelsesrejse i 1692-93. Det gør det lige godt noget sjovere at veksle sine euroer.

Så jo, der er meget kærlighed i den bog, især til italienske modalverber og koparrede konger.

Nogle få anmeldelser fra 2002 og 2003:

"Det er mageløst beskrevet ... Fogtdal forstår at fremtrylle det ene atmosfærefyldte sceneri efter det andet, tilsyneladende ubesværet og - skønt med tidstypiske detaljer - af en ynde og lethed, så man lader sig rive med ... Det er en ublandet fornøjelse at læse bogen." Helle Hellmann, Politiken

"Det er smuk og gådefuld læsning .. historisk romankunst, når den er bedst." Leon Jaurnow, Kristeligt Dagblad

"Lystrejsen" er skrevet i et vidunderligt sprog, der på en gang bringer os tilbage i den fjerne fortid og taler til os med nutids ord." Hanne Reintoft, Bonniers bogklub/12 Bøger

Læs den. Så gør du mig glad!

*************

Et godt bud: Rolf Sørensen og Tom Kristensen vinder Tour de France?

2009-07-08T00:45:00.000-07:00

"Vinder Tom Kristensen Tour de France?" spurgte en lille dreng mig i Monaco, da feltet kørte forbi.

"Nej, det gør Rolf Sørensen," sagde hans storebror.

Denne samtale fandt sted dagen før Tourens start i Monaco, og det er der en god grund til.

Der skulle nemlig køres et kriterium på ruten med en masse kendisser, bl.a. fyrst Albert i stramt cykeltricot (alt for stramt cykeltricot) plus Eddy Mercx, Bjarne Riis, Paolo Bettini, Erik Zabel, Ivan Gotti, Laurent Fignon, Rolf Sørensen og Danmarks store racerkører Tom Kristensen.

Kriteriet var et velgørenhedsløb, men ikke for kræft; det har Lance Armstrong patent på.

Jeg var til stede, fordi jeg besøgte min bror, som bor i Sydfrankrig. Han er gode venner med Tom Kristensen, som faktisk formåede at blive nummer 8 i løbet med alle de tidligere cykelstjerner.

I de første runder førte fyrst Albert an. Det betød, at feltet holdt en imponerende gennemsnitsfart på 9 kilometer i timen - selv min mormor kunne ha' været med. Senere blev det dog alvor. Det kunne man se på Bjarne Riis mund, som begyndte at skumme ligesom i de vampyr film, jeg plejede at se som dreng.

Under løbet fik jeg en hyggelig snak med Tom Kristensens kone, Hanne. Hun berettede, at Marco Patani også var i feltet. Da jeg lagde en beroligende hånd på hendes skulder og fortalte, at Patani faktisk var død, brød den stakkels kvinde sammen i krampegråd.

Hanne blev dog trøstet af sin mands fine placering i feltet. Tom Kristensen sparkede så meget røv, at Rolf Sørensen kom hen til ham bagefter. Det fyldte mig med ærefrygt. Jeg har nemlig været kæmpe Rolf Sørensen fan, siden han brækkede kravebenet under Tour de France. Og jeg er ikke bange for at indrømme, at jeg tudede af glæde, da han vandt Flanderen Rundt som den første dansker nogensinde.

Nu stod denne cykelgud foran mig. Ja, ikke nok med det, han sagde dav og var så tæt på mig, at jeg kunne tælle fregnerne på hans ben. Der var 7.211, hvis nogen skulle være interesseret.

Rolf havde også udviklet en flot lille topmave, men det var jeg fin nok til ikke at bemærke. Og jeg kunne heller ikke drømme om at nævne det på min blog.

Det eneste, der ærgrede mig på denne dag var, at Michael Rasmussen ikke var med. Men desværre var han blevet smidt ud af løbet, fordi han løj om hvilket luksushotel, han boede på.

Tom Kristensen holder hof foran en flok tilbedere fra et koldt land i Norden.

***************************

Ja, så hænger man altså og hygger sig på Nørreport sammen med Salman Rushdie

2009-06-30T08:58:00.000-07:00

1.
Det er et dejligt syn, i hvert fald for mig.

Gyldendal har hængt en plakat op på Nørreport station med nogle af de mange pocket bøger, de sælger i øjeblikket. Til min store overraskelse er Zarens dværg med. Jeg er i godt selskab med bl.a. Peter Øvig Knudsens Blekingegadebanden, Jakob Ejersbys Nordkraft og Salman Rushdies Klovnen Shalimar.

Salman Rusdie hilste jeg faktisk på til en forfatterfest i New York i forbindelse med American PENs World Voices i maj måned. Det møde gjorde mere indtryk på mig end på ham. Og Peter Øvig Knudsen har jeg mødt i min redaktørs kontor i to minutter. Ja, der er ikke grænser for, hvem jeg mænger mig med, både i det virkelige liv og på de store plakater.

Zarens dværg er også udkommet i USA, Canada, Frankrig og Portugal. Og jeg kender en, der købte et eksemplar i Luanda, Angola. Engang imellem synes jeg, at min forfatter karriere er lige så underlig som mig selv.

2.
Denne blog, som hedder Forfatteren Peter Fogtdal, er dødelig jaloux på sin storebror, Danish Accent, min blog på engelsk.

Danish Accent har nemlig vundet en international konkurrence, der er udskrevet af Denmark.net om bedste engelsksprogede blog om fædrelandet.

Jeg vandt for mit bidrag Denmark for Dummies - a Superficial Introduction to the Happiest Country in the World. Jeg får en flyvebillet fra Portland til København og to overnatninger på Hotel D'Angleterre på Kgs. Nytorv.

Det bli'r dejlig surrealistisk. Jeg kan næsten kravle derhen fra min københavnske bolig - men jeg er altså ikke et stort nok menneske til at sige nej til luksus, når det bli'r smidt i hovedet på mig ...

Og hvis det bliver for meget med alle de lysekroner, kan jeg altid snige ned på Nørreport station og glo på Gyldendals flotte plakat ...

Zarens dværg som pocket. Spørgsmålet er om du ikke skal fise ned i din boghandler og købe en til 69,50? Det kan du jo knap nok få et wienerbrød for på en trendy café.

**********

Det er ikke spor sjovt at være pindsvin til Skt. Hans

2009-06-23T23:53:00.000-07:00

1.
Nej, hvor jeg nød Sankt Hans aften - solnedgangen, der gik ned over de smukke klitter, fællesskabet i skumringen, de skrigende pindsvin, som omkom i flammerne ...

Jo, der findes ikke noget bedre og værre end danske højtider. Jeg stod på Hornbæk strand med min gode ven, den Kongelige Operasangerinde, som er næsten mere krukket mig. Vi havde det ikke speciel godt med vores tarme, da vi begge havde fortæret nogle fiskefrikadeller på havnen. Derudover var den Kongelige Operasangerinde møgsur, fordi jeg havde gennemtævet hende i minigolf.

"Nej, hvor er du belastende," skreg hun hver gang jeg fik et hole-in-one.

Rent faktisk fik jeg ikke nogen hole-in ones, men der er ingen grund til at hænge sig i den slags detaljer.

Nå, men vi nød den første smukke Sankt Hans aften siden 1807. Og da jeg kørte tilbage til København, var det med stor glæde over, at der er nogen, som engang opfandt livet.

Men det er altså ikke sjovt at være dansk pindsvin den 23. juni. Hvorfor skal fugleungerne og vores ubløde venner også sendes til Bloksbjerg med en fædrelandssang i røven? De er jo næsten et symbol på, hvordan vi behandler de mennesker, der kommer til landet uden at være inviteret ....

2.
Jeg ved ikke, om det er mig, der er noget i vejen med, men slår juni i København ikke den uofficielle verdensrekord for ammende kvinder? De sidder over alt, på parkbænke, på trendy cafeer, ja, selv i folketinget.

Misforstå mig ikke; jeg synes, det er pragtfuldt. De fleste steder i USA ville en ammende kvinde blive proppet i fængsel, hvis hun viste en halv brystvorte på et offentligt sted. Det si'r vist alt om amerikanernes syge forhold til den nøgne krop.

En af de ting, jeg nyder mest ved Danmark er vores naturlige forhold til al kropsligt. Vi er ikke bange for at røre ved hinanden, skubbe, drikke af hinandens krus - og vi er klar over, at offentlig amning ikke er "frækt", men smukt.

3.
Dick Cheney har lige skrevet kontrakt om at udgive sine erindringer.

Forslag til titel, God, I Was Such a Dick in Iraq.

4.
På denne blogs storebror, Danish Accent har jeg skrevet om vores "dovne" kronprins. Den debat stod jo på, da jeg kom hjem fra staterne. Hvis du vil læse mere om det, gå til Why Isn't Crown Prince Frederik of Denmark a True Degenerate?.

Det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg er en stor tilhænger af monarkiet. Men jeg vil ha' de gode gamle dage tilbage. Norge, Skåne og England skal være dansk igen, ellers har monarkiet ingen mening! Vi vil fandme ha' noget for vores skattekroner. Og så har det mere mening at angribe Trondheim end Kabul.

5.
Ak ja. Prins Henrik vil være konge, Thor Petersen vil være præsident, og jeg vil være pave. Ingen er tilfreds med deres liv.

Og dog. Jeg er utrolig glad i låget i denne tid.

Jeg er sund og rask; ikke engang min naturlæge kunne finde en lidelse i mit system, selv om guderne skal vide, hun prøvede. Apropos Skt Hans, så er min naturlæge en moderne heks, som bor i Roskilde. Heldigvis røg hun ikke på bålet. Det ville også være synd, for hun er ualmindelig sød og dygtig.

Andre glæder: Kunststyrelsen har inviteret mig til at medvirke i en stor litteraturfestival i Montreal, hvor jeg skal præsentere The Tsar's Dwarf og La Naine du Tsar, den amerikansk/canadiske og franske version af Zarens dværg).

Derefter skal jeg til Lignan University i Hongkong og gøre det samme. Og så slutter jeg i Indien, hvor jeg har fået støtte til at lave research på min næste roman, som foregår i Chennai, Santa Barbara og Vejle.

Vil I også tillade mig at gøre opmærksom på, at Zarens dværg er blevet genudsendt som Gyldendal pocket for kun 69,50? Du burde kunne finde den i et mørkt hjørne i din boghandel - hvis din boghandel ikke har drejet nøglen om.

Det er jo krisetider, men mon ikke litteaturen overlever alligevel - selv hvis der også skulle ryge et par bøger på Skt. Hans bålet?

*****************************

Nej, hvor er det dejligt, at SAS nedlægger den dumme rute til Seattle

2009-06-15T19:52:00.000-07:00

Åh, SAS. Sådan et fly vil man ikke kunne se længere i Seattle. Hvis man vil hjem til Skandinavien, må man gå.

Nej, hvor er det dejligt, at SAS nedlægger København-Seattle ruten. Hvad skal vi med den? Den har ganske vist eksisteret i fyrre år, flyene er overfyldte, men SAS ved bedre. De ved, at vi skandinavere elsker at tage over Chicago, så flyveturen til vestkysten bliver seks timer længere.

Jo, SAS har check på det. Eller har de? Måske er de slet ikke klar over, hvad der foregår i Seattle? Der ligger bl.a et halvstort firma, som hedder Microsoft. De er ret vigtige inden for computer branchen. Og så er der Boeing. De laver fly. Dem har I vel hørt om i SAS, har I ikke?

Nej, der er ingen grund til at være ironisk. SAS tænker altid kort sigtet. Eller også tænker de galt. De høje herrer i Stockholm har en ny strategi, og nu har de regnet ud, at de sparer penge på at nedlægge Seattle ruten. At de så lader deres mange kunder i det vestlige USA i stikken betyder mindre. Core SAS, som strategien hedder (eller Hardcore SAS?) vil nemlig koncentrere sig om deres core destinations, så nu må vi glæde os over, at vi stadig kan komme til Stavanger uden at skulle mellemlande på Anholt.

Alt det her ville jo ikke gøre noget, hvis SAS var et dårligt selskab. Men jeg elsker dem faktisk. Jeg har et guldkort; jeg føler mig godt behandlet og synes, det er fedt at flirte med stewardesser, som er født i Horsens i stedet for i Dortmund. Når jeg sidder i loungen i Seattle, er det dejligt at kunne læse i danske aviser - selv når det er B.T. Så SAS er mit selskab. Jeg er så glad for dem, at jeg ikke engang bliver mopset over, at kaffen smager som om, den kommer fra en svensk kloak.

Men nu tvinges jeg til at flyve med Lufthansa til og fra USA. Det er også et godt selskab, men ikke halvt så godt som SAS. På Lufthansa siger de bitte i stedet for vær så artig - det er sgu nok til at give mig luft i tarmene. Og så tvinges jeg til at flyve over Frankfurt lufthavn, der er lige så charmerende som Fisketorvet - bare med flere security køer.

Men alt det her betyder jo ikke alverden. Om nogle år har Lufthansa jo købt SAS alligevel. Det er måske det, de tunge drenge i Stockholm prøver at fortælle os på deres kluntede måde?

Der er så smukt i Seattle området, men SAS er ligeglade. De nedlægger ruten, så vi danskere er fri for at tage hjem. Det er sørme godt gået, drenge!

**************

VM-kvalifikation: Sverige-Danmark set i et svensk hjem i Oregon (Åh, endelig fik vi hævn for Skåne)

2009-06-07T18:06:00.000-07:00

Thomas Kahlenberg har scoret for Danmark, men jeg tør ikke juble, for jeg er omgivet af seks fulde svenskere, der ikke kan forstå, jeg kun drikker mynte-te.

Ja, det var kinky.

Klokken var 10.30 om morgenen lørdag d. 6. juni, da jeg fandt mig selv i et svensk hjem i Portland på den amerikanske vestkyst - omgivet af seks svenskere. Den slags er jo aldrig sjovt, især ikke da de alle var klædt i gule trøjer og blå bukser - to taberfarver, der ikke går særlig godt i spænd med noget som helst; det skulle da lige være gaze.

Vi skulle se Sverige-Danmark på satelit-tv klokken 11, direkte fra Råsunda. Hvorfor amerikanerne viste vores opgør, ved jeg ikke, men de kunne sikkert ikke få rettighederne til de andre storkampe som f.eks Makedonien-Norge.

Nå, men jeg var meget nervøs før VM-opgøret; jeg svedte og bed negle, både mine egne og svenskernes - for Danmark har et hold, der er kedeligere at se på end synkronsvømning. Men i det mindste er vi begyndt at vinde. Og jeg kan tilgi' Danmark meget, hvis vi bare vinder.

Men så mange svære spørgsmål bød sig på. Ville vi kunne klare os med afbuddene fra Daniel Jensen og Jon Dahl Tomasson, eller uden en skadet, men overdådig tatoveret Daniel Agger? Svenskerne har jo Zlatan Ibrahimovic- en mand, de har importeret fra Balkan, fordi ingen andre kan spille fodbold i Sverige.

Og så er der Christian Poulsen. Ville han kunne se på en svensker uden at gi' ham en mavepuster? Vi husker jo alle fadæsen i Parken, hvor Christian Poulsen "inviterede" en fuldebøtte til at løbe ind på banen og tæve dommeren. Det er vi mange, der ikke har tilgivet ham - Christian Poulsen, altså. Ikke fuldebøtten.

Men heldigvis gjorde kampen alle mine forbehold til skamme. Efter 22 minutter scorede Thomas Kahlenberg efter en blændende frispilning fra en svensk forsvarer. Ja, det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg blev gladere og gladere jo længere vi nåede hen i kampen, mens mine værter blev mere og mere deprimeret. Jeg tror, vi var ti minutter inde i 2. halvleg, da jeg fik slået mine første kindtænder ud. Og da dommeren fløjtede for sidste gang, røg der et stykke af min milt. Jeg ved ikke hvorfor svenskerne var så sure på mig. Jeg var jo bare stolt af de danske drenge - og især af Nicklas Bendtners fremragende spil. Vi havde lidt svært ved at lægge bolden død, det er sandt, men vi kæmpede sgu godt for sagen.

Og Danmark vandt. Det kunne jeg sagtens glæde mig over, da jeg lå på operationsstuen i Portland efter at være blevet tævet gul og blå med en tæppebanker fra Ikea ...

Gunilla er et dejligt menneske, selv om hun er født i det gale land. Dog ledte hun an i det voldelige angreb på mig, da Danmark havde vundet kampen. Først tvang hun mig til at spise pytt i panna, derefter til at lytte til Per Gessle.

*******************

Book Expo America: Lille dansker på stor bogmesse

2009-06-05T08:39:00.000-07:00

Tænk at man skal møde en New Yorker af halv-belgisk baggrund, som er en stor fan af dansk litteratur. Ikke af H.C. Andersen, heller ikke af Karen Blixen, men af Pingvinen Pondus.

Sådan er det her på Book Expo America i slutningen af maj, hvor jeg sidder og fortærer nogle kinesiske nudler, der smager af snørebånd. Den halv-belgiske new yorker har sat sig ned ved siden af mig; det ene fører til det andet, og efter fem minutter finder jeg ud af, at den søde kvinde har en Pondus fetich. Ja, hun er vokset op med den danske pingvin i sit soveværelse - alt det fortæller hun mig uden at skamme sig det fjerneste.

Book Expo America er den største bogmesse i Nordamerika. Den finder sted i det kønsløse Jacob K. Javits Convention Center, som ligger og balancerer på yderkanten af Manhattan - et af de steder, hvor turistbusserne ikke kunne drømme om at køre igennem. Hvad skulle de her? Dette er et uglamorøst New York med hjemløse, småsnyltere og skumle baggårde. Og så har man altså bygget et stort konferencecenter, der ligner en hangar for krigsfly - et gennemsigtigt palads, hvor folk flygter ind i deres taxier, når de er færdige med at vandre rundt i den iskolde air condition.

Her er vel omkring fem hundrede stande på Book Expo - eller BEA09, som det hedder mellem venner. Skandinaviske Bonnier er her også, og Egmont repræsenteres af en amerikansk kvinde, som jeg også møder under min frokost. Hun prøver at lokke folk til sin stand ved at servere dansk wienerbrød. Alle feje kneb gælder, når man skal ha' folks opmærksomhed i dette store boghelvede ...

Men jeg er her af en helt anden grund: Jeg skal gøre boghandlere interesseret i The Tsar's Dwarf, som har fået en rigtig god start på det amerikanske marked. Mit forlag har givet mig en liste med folk, som jeg skal møde. Og så er jeg heldig, at en vigtig boghandler i Utah er vildt begejstret for bogen, så hun introducerer mig til en masse vigtige mennesker og literære bloggere. Jo, Zarens dværg skal nok komme endnu bredere ud. Den har allerede fået omkring 100 anmeldelser, så det er sjovt at være her, selv om jeg blot er et lille bitte navn i det store USA.

Noget af det mest underholdende, der sker for mig er, at en boghandler i Georgien er interesseret i at købe 50 "dværge" til sin engelske boghandel i Tbilisi. "Du skulle få dit forlag til at bombardere de store russiske boghandlere med emails. De vil helt sikkert være interesseret i en god roman om Peter den store," siger hun.

Jeg løber også ind i Yogananda. Det vil sige, den indiske guru har faktisk været død i tres år, men hans forlag eksisterer stadig. Jeg får mig en god snak med en meget sympatisk forlægger, der ligesom jeg er meget kritisk over for de etablerede religioner. Hans navn er Frank, han virker som et af de mennesker, der lever sin spiritualitet i stedet for at snakke om den. Eller også er han bare på kokain.

Videre rundt i det store boghelvede. På et hjørne står Elvis og crooner: på et andet løber jeg ind i en bikini klædt kvinde, som smiler indladende. Der er også en stand for saudi arabisk litteratur og for børnebøger fra de Forenede Emirater. Og så har jeg det sjovt med nogle bindegale kvinder, som deler golfbolde og havehandsker ud til forbipasserende. De har lige startet et nyt forlag i Chicago, Windy Publishers, og den får ikke for lidt på deres sjove stand. Jeg bli'r heldigvis voldtaget af disse pragtfulde kvinder. På et tidspunkt er jeg omgivet af fem; den ivrigste er endda mor til tre - tror pokker jeg bliver hængende der i en time ...

Apropos galninge, så går en ældre mand rundt og fortæller alle, at han har krævet at få et eksemplar af Obamas fødselsattest, "men Obama nægtede mig at se den. Det tror pokker, for den mand er ikke amerikaner."

Manden fortsætter fra stand til stand for at gøre opmærksom på sine synspunkter. "Folk bli'r dummere og dummere i USA," siger han, "fordummelsen har nået nye højder. Hvad er kvadratroden af seksten?" spørger han og ser skarpt på mig.

"Hvad er hovedstaden i Liechenstein?" skyder jeg igen. Manden ryster på hovedet og haster videre i sin kamp for at gøre USA klogere.

Der er faktisk også forfattere med på bogmessen, men kun udgivede forfattere. Du kan slet ikke komme ind, hvis du ikke er på et forlag. Derfor siger mit badge Published Author. Jeg prøver at få lavet mit skilt om, så der står Neurotic Novelist, men det kan ikke lade sig gøre. Man skal passe ind i en bås på denne regelrette messe, hvor alle prøver at prakke én noget på. Selv Scientology er her, dog uden Tom Cruise - plus John Irving, som provokerer ved at sige, at alle gode screenplays er baseret på bøger. Og så lytter jeg til en søvnekspert, der påstår, at han kan få alle til at sove. Det tvivler jeg ikke et sekund på. Han er umanerlig kedelig.

Efter fire travle dage tager jeg hjem med 5.000 business cards. De fleste smider jeg ud i lufthavnen (jeg vil ikke betale overvægt), men da jeg ser dem forsvinde ned i toilettet, beder jeg til, at der findes en Himmel for frustrerede visitkort.

Og så har jeg lært at bruge Twitter og få min amerikanske blog ud i verden. Ikke dårligt for en lang weekend i pragtfulde New York.

John Irving på bogmesse. Han arbejder i dag en del for Hollywood ved at skrive screenplays - et sted han af gode grunde ikke har særlig meget respekt for.

Du kan som altid læse mere på denne blogs storebror, Danish Accent.

*********

Mig og mine muntre mormoner (På bogturné i Guds eget Utah)

2009-05-20T16:54:00.000-07:00

Fredag, 15. maj, kl. 12.45

Gud og jeg er i Utah.

Utah er Mormon-staten i USA. Det var her en masse eventyrglade danskere tog over i 1860'erne. De fik sådan et liv, man ikke kunne få på heden: I Utah var der nemlig blodige slagsmål med indianere; der var ulve, buffaloer og andre rovdyr, nemlig præsterne fra de andre religioner. Jo, i attenhundredtallet var Utah det Vilde Vesten; det var ikke et sted for tøsedrenge med skinnende iPods og Viagra i baglommen.

Så farligt er der ikke i dag. Når man ankommer til Salt Lake City, slår det en, hvor venlige folk er. Man får ikke en tomahawk i hovedet. Der er ikke engang nogen, som vil omvende én, i hvert fald ikke i lufthavnen, kun på Temple Square, hvor hovedkvarteret ligger for Mormon kirken.

Her må jeg selvfølgelig ind. Når jeg ser et helligt sted, skal jeg hen og snuse. Nok er jeg på bogturné for The Tsar's Dwarf (Zarens dværg), men der skal altid være plads til at få udvidet ens spirituelle horisonter.

Til min overraskelse møder jeg ikke kun Gud i templet, men også Bertel Thorvaldsen. Minsandten om der ikke står en kopi af hans Jesus figur i hovedbygningen. Men ikke nok med det, min guide er en sød australier, hvis største ønske er at besøge Danmark, så hun kan sige hej til den australske prinsesse. Det må vist være Mary, som jeg har trykket i hånden på Amalienborg - en oplevelse, der utvivlsomt har gjort mere indtryk på mig end på hende.

Lørdag, 16. maj kl. 13.10

Om eftermiddagen er der smørrebrød i Rebild selskabet, bedre kendt som The Danish Rebild Society - et nyt navn, der har erstattet det håbløse, Rebild National Park Society. I USA troede alle, at der var tale om en stavefejl, når de så det gamle navn - Rebuild i stedet for Rebild, hvilket måske er symbolsk, for Rebild bevægelsen har brug for at forny sig. Det er altså kun danskere over 65, der får erektion af folkedragter. Vi andre begynder at gylpe ...

Men nu får de søde mormoner da et tilskud af dansk kultur fra en forfatter, der ikke er nær så død som Hans Christian Andersen. Og vi får alle sammen gammeldags smørrebrød, hvilken ingen skal høre et ondt ord for. Jeg holder meget af det "gamle" Danmark, både i og udenfor munden; det må bare ikke være det eneste, der repræsenteres i de danske-amerikanske selskaber.

Nå, men selv om man heller ikke kan kalde en midaldrende forfatter for "fornyelse", så nyder jeg at snakke om The Tsar's Dwarf til 45 dansk-amerikanske immigranter. Det går godt; de er herlige mennesker med humor og overskud. Ingen af dem virker specielt forarget over min form - det eneste tidspunkt, jeg ikke har publikum med mig er, da jeg fortæller dem "at skrive en roman er bedre end at ha' sex". Det fornærmer lige godt nogle ældre damer - de kan sikkert ikke forestille sig, at der findes noget, der er bedre end ha' sex.

Lørdag, 16. maj, kl. 14.00

Om aftenen skal jeg så til mit officielle arrangement i en af Utahs bedste independent book stores, King's English. Det er et hyggeligt sted med små rum og en dejlig dansk bog i vinduet. Noget tilløbsstykke er jeg ikke. 12 sjæle indfinder sig, hvilket faktisk er pænt for en ukendt forfatter fra et ukendt land. Til gengæld er to af boghandlerne vilde med bogen. De anbefaler den til alle, og sådan nogle oplevelser har jeg haft mange af. Dejligt, dejligt!

Søndag, 17. maj, kl. 16.30

Utah er en utrolig smuk stat, en blanding af Oregon og Anholt. Her er sneklædte bjerge året rundt, der er smukke floder, der er ørken med klapperslanger. Og på hovedvejen ligger der det ene døde dådyr efter det andet.

Apropos dådyr, Robert Redford bor i Utah. Jeg besøger hans resort hotel i bjergene. Det var her Sundance Film Festival plejede at finde sted, inden den blev for stor og flyttede til det mondæne skisportssted, Park City. Jeg løber dog ikke ind i Robert Redford, men det gør ikke særlig meget, for det gjorde jeg faktisk på et hotel i Wisconsin for to uger siden. Ja, det er rigtigt. Robert Redford trådte ud af en elevator med åbenstående skjorte. Han er stadig en flot mand, men han nåede mig kun til skridtet, hvilket jeg ikke undlod at fortælle ham.

Hvad lavede The Sundance Kid i Wisconsin, spørger I nysgerrigt? Jo, han var keynote speaker på en konference for en venstreorienteret amerikansk avis, The Progressive. Konferencen fandt sted på samme tid som SASS kongressen for rastløse skandinavere, så jeg hørte ikke Redford folde sig ud - det er derfor, jeg nu prøver at trøste ham ved at besøge hans hotel.

Pia Ringheim Jensen er min værtinde på turen. Hun er godt selskab, og så undlader hun at køre dådyr over, i hvert fald i dag. Det sidste er jeg hende dybt taknemmelig for. Jeg har jo altid været dyreelsker; det er kun mennesker, jeg ikke kan li'.

Om aftenen tager jeg hjem til Oregon, hvor jeg selvfølgelig bliver mødt af styrtregn. Men jeg klager ikke, selv om min forårsturné nu er overstået. Dog venter en book fair i New York og en bog-præsentation i Hongkong til efteråret. La vita e bella! Det er italiensk og betyder, at jeg cykler smilende på arbejde, når jeg skal tortere mine studenter.

Uddrag fra Zarens dværg (Gyldendal pocket, 69.95 kr.)

2009-04-26T11:48:00.000-07:00

Zarens dværg, min tragikomiske historiske roman, er lige blevet genudgivet i Danmark. Det er Gyldendal, der har købt rettighederne til at udsende den som pocket bog.

Zarens dværg er også udkommet i USA, Canada, Frankrig og Portugal. Her kan du læse starten:

1.
Mit navn er Sørine Bentsdatter. Jeg blev født i 1684 i landsbyen Brønshøj. Min far var præst, min mor døde i barselssengen.

Da jeg fyldte seks, besluttede min krop, at den ikke ville vokse mere.

Jeg bryder mig ikke om betegnelsen dværg.

Jeg bryder mig i det hele taget ikke om dværge.

2.
De fine herrer har bragt mig op på Kiøbenhavns slot. De har sat mig på et gulvtæppe, der virker, som om man går i tang. Nu betragter de mig på den joviale måde, de ynder; hovedet på skrå, trækninger omkring munden, men jeg glor tilbage. Jeg glor altid tilbage, for de er grimmere end mig; den eneste forskel er, at de ikke ved det.

- Gør det lige igen, siger den fineste af mændene.

Hans navn er Callenberg. Han er en selvtilfreds kavaler med røde kinder; benene er begravet i silke. Jeg har hænderne i siden og glor på hans hager, der dirrer af moro.

Callenberg spreder benene og smiler. Jeg bevæger mig hen over det bløde gulv, dukker hovedet og går ind mellem hans ben. Det bliver til fire, fem gange, frem og tilbage som en behagesyg køter. Og nu klapper de alle sammen; nu kagler de fornøjet i deres parfumerede hønsegård. Jeg kunne sagtens have stødt hovedet mod Callenbergs ædlere dele, men det ville have været tåbeligt, og meget kan man sige om en kælling som mig, men tåbelig er jeg ikke.

- Fornemt.

Callenberg samler benene med et tilfreds grynt.

Hoffolkene glor nedladende på mig endnu en gang – den måde, alle glor på mig; med en uskøn blanding af foragt og jovialitet. Men de kunne lige så godt have gloet ud ad vinduet. De kunne lige så godt lade blikket glide op og ned ad Blåtårn, for de ser mig ikke, disse menneskebørn. Hvordan kan de se mig, når de er blinde som stære?

I det samme får jeg øje på min skikkelse i spejlet. Jeg er lille og indtørret, med dybe furer i panden. Mine øjne er små og grønne, læberne tynde og sardoniske. Min næse og ører er lidt for store, håret er langt og grånende. Åreknuderne danser op og ned ad mine hjulben, men der er intet latterligt ved mig; det skal de nok lære.

Callenberg sætter sig i krydsstolen og knipser med fingrene. Et øjeblik efter får han bragt et glas nellikevin og en tallerken med flamsk chokolade. Hans hænder er fede og lyserøde, neglene er som blankpolerede muslingeskaller. Sådan er det med mennesket: Det er forfængeligt og afskyeligt, med vaner der tiltager i grusomhed, jo mere det æder.

- Spørg dværgen, hvad den kan af kunster.

Førstesekretæren vender sig mod mig. Da han taler, gør han det langsomt, som om han henvender sig til en dåre. Jeg vælger at ignorere ham. Jeg kender de fine. Jeg har mere erfaring med dem, end jeg vil indrømme. Jeg ved, hvordan de tænker, og hvordan de gebærder sig. De kan ikke narre mig med deres vulgariteter.

- Kan den trylle eller læse i salt? spørger Callenberg.

- Jeg kan både læse og skrive, siger jeg.

Callenberg lægger hovedet tilbage og ler. Det er en latter, han ville bryde ud i, ligegyldigt hvad jeg sagde – for dværge er pudseløjerlige; dværge er underholdende på samme måde som papegøjer er underholdende. Vi er væsener, som kun har én funktion: at være til, så mennesket kan føle sig overlegen.

Callenberg lader en hånd glide hen over hagerne.

Han er overhofmarskal på slottet. Ikke hofmarskal, men overhofmarskal. Den slags går adelen op i. Hele deres eksistensberettigelse ligger i titler – jo længere titler, des mere eksistens.

- Jeg kan både læse og skrive, gentager jeg irriteret. – Og jeg mestrer tysk, latin og en smule franzøsisk.

- Og hvor har dværgen lært det?

Jeg lader blikket vandre rundt i gemakket. Der hænger fornemme portrætter af Frederik den Fjerde. Der er ferskengule gardiner, som blafrer i brisen; der er forkromede spejle med vrangvillige engle. En tung duft af ungarske vande sidder i tapeterne – fornemt er det, hvis man har sans for det fornemme.

- Den er måske også kyndig udi russisk?

Overhofmarskallen betragter mig på sin nedladende måde. Så knipser han med fingrene, og en kammerherre åbner de udsmykkede døre.

- Sig til dværgen, at den skal komme tilbage i morgen.

Førstesekretæren nikker. Han har en veg hage og et frygtsomt blik – et af de blikke, der bedyrer, at han har levet et langt liv med sin herres vrede.

Callenberg forsvinder ned ad en lang gang omgivet af venetianske spejle.

Det sidste, jeg ser, er hans hænder på ryggen og de tynde ben under den svære krop. Derefter opsluges han af slottet - af kongernes genfærd, som ikke vil slippe fortiden.

Nogle øjeblikke senere bliver jeg fulgt ned ad nogle smalle trapper beregnet for tjenestefolkene. Der er fugtigt og klamt; jeg er ved at glide på de høje trin. To døde flagermus ligger på trappen. Spindelvæv pryder hvælvingerne.

Lakajen åbner en dør til køkkenet. Foran mig ligger et rum, der strækker sig så langt øjet rækker. Overalt er der mennesker: køgemestre, lakajer, stikirend drenge og sukkerbagere. De farer ind og ud, bevæbnet med marcipan, makrel og morbær.

Jeg glor på træskeerne, der næsten er så lange som mig selv; på krukkerne med safran, på bøtterne med hvillinger og islandsfiskene i lage.

Vi begynder at gå.

Køkkenet gør mig urolig. Der er en underlig stemning, som om køkkenet venter. Jeg passerer to svende, der arbejder på en duepostej. En mundskænk prøvesmager en sur Bourgogne. Alle er i deres meningsløse verden; alle venter.

Lakajen leder mig hen mod bagdøren og åbner den utålmodigt. Da jeg vender mig om for at stille ham et spørgsmål, sparker han mig hårdt. Mod min vilje gisper jeg af smerte. Så peger lakajen på voldgraven og højbroen. Han peger på fattigkvartererne, ladvognene og lusemarkedet. Da han smækker døren i, tørrer jeg mig vredt om munden og begynder at gå.

Det er stadig en varm sommerdag. De kiøbenhavnske tårne smelter i solen, chalupperne skinner af sølv på kanalen.

Jeg vandrer over højbroen til Færgestræde. En hestevogn lastet med vintønder skubber mig næsten i vandet. Et øjeblik efter forsvinder jeg i vrimlen mellem kuskvogne, soldater og højtråbende visekællinger.

Zarens dværg udkom oprindeligt i 2006. Pocket udgaven udkom d. 21. april i 2009 og kan fås over alt.

***************

Zarens dværg er lige udkommet som pocket bog i Danmark.

2009-04-13T09:48:00.001-07:00

Jeg er glad. Gyldendal har lige udsendt Zarens dværg som pocketbog i Danmark.

Det betyder, at du kan haste ned i din 7-11 og købe den sammen med din romsnegl. Eller endnu bedre, du kan spurte hen til din gode boghandler og investere i et eksemplar for 69,95 kr. (Det er da fundet for de penge. Ikke engang 70 kr, men kun 69,95!)

Zarens dværg er i forvejen min mest solgte roman, og den har klaret sig godt i USA, hvor den har fået strålende anmeldelser i en af Californiens allerstørste aviser, San Diego Union Tribune, Seattle Times og i vigtige litterære tidsskrifter som The Believer og Rain Taxi.

På amazon.com ligger der ydermere intet mindre end 80 anmeldelser fra amerikanske bibliotekarer, bogklubber og almindelige læsere, og 75% af dem er meget positive.

Men det er selvfølgelig den danske version, der udkom som pocket bog d. 21. april.

Anne Marie Løn, vinder af de gyldne laurbær i 2001. Hun ved én ting eller to om dværge i dansk litteratur.

2
Da Zarens dværg var Månedens bog i Bonniers bogklub i foråret 2006, skrev Anne Marie Løn i medlemmernes blad:

"Sørine Bentsdatter, født i præstegården i landsbyen Brønshøj, 1684, er en grim og rapkæftet kælling. Hun er dværg ... og slet ikke til at stå for. Det er med en sorgmunter, klukkende latter man læser Sørines beretning om sit liv."

"Siddende gemt i en kæmpemæssig kage bliver hun foræret til Zaren af Rusland, da han er kommet til Københavns Slot for at hjælpe Kong Frederik den Fjerde med at angribe Skåne. Zaren er glad for gaven. Under navnet Surinka kommer hun til Petersborg og installeres i en dværgelejlighed med Zarens yndlingsdværg, Lukas. Han synes hun er sød. Det er ikke gengældt ..."

"En mageløs bog, Peter H. Fogtdals bedste. Selvom det er barske løjer, sidder man med en følelse af sødme og poesi ..."

I marts 2006 skrev Niels Houkjær i Berlingske:
"Det er vildt befriende at læse denne groteske skildring langt ude fra fiktionens overdrev, og det er mange år siden i dansk litteratur, at en fabulerende nutidsroman balancerer så tæt på den sandsynlige historiske virkelighed."

*

Ja, jeg kunne blive ved, men det forbyder min medfødte beskedenhed mig.

Okay, så kommer der en anmeldelse til, men kun fordi du tigger:

"Det er en rigtig god roman ... sørgelig, morsom, dyb. Som livet selv." - Jon Helt Haarder, Jyllands-Posten, Denmark

Zarens dværg er også udkommet i Frankrig, Canada og Portugal, og jeg har været på bogturne med bogen i ni amerikanske stater - og i Strasbourg. Det kan du læse om andet steds på min blog, hvis du ikke har andet fornuftigt at bruge dit liv til ...

Tak fordi du kiggede forbi. Du er et meget godt menneske!

Selv Obama kom til min bogsignering af The Tsar's Dwarf i San Francisco i februar. Det var inden han fik sin nye hund. Nu har han ikke tid til den slags mere ...

*******************

Ih, hvor er det dog dejligt, at der skal ligge en metrostation i Marmorkirken.

2009-03-29T10:08:00.000-07:00

De nye Metroplaner for København er langt længere fremme end jeg troede.

Det opdagede jeg, da jeg kom hjem fra USA og læste de danske aviser. Jeg var slet ikke klar over, at der nu skal ligge en metrostation i Marmorkirken - ikke ved Marmorkirken, men i Marmorkirken. Det er jeg faktisk glad for. Jeg har længe synes, at Marmorkirken er overvurderet, og nu hvor 7-11 ikke vil overtage matriklen, er det godt, at vi får en metrostation i stedet for alle de bispestole.

Men metroplanerne stopper slet ikke dér. Som enhver ved, skal der også ligge en station på Gammel Strand. Det er der selvfølgelig en masse, som har ondt af. "Hvad med de gamle bygninger?" klynker de, "hvad med kanalen?", "hvad med turisterne?" Helt ærligt, det er mangel på fremsyn. Om ti år får vi en smart station midt i den ældste del af København - hvad skulle der være i vejen med det? Og hvis de gamle bygninger skulle dratte sammen, kan turisterne vel tage ud til Brøndby strand og se på dansk arkitektur dér.

Engang imellem synes jeg, at nostalgikerne mangler forståelse for, at København er en by i rivende udvikling. Vores hovedstad skal ikke være et museum for folk med skæl på skuldrene; den skal være en moderne by, hvor alle skynder sig fra det ene sted til det andet. Alt det dér med at sidde på en café og skylle nogle barokbygninger ned med en latte er dybt gammeldags.

Næ, lad os i stedet for hylde nutidens sande helte, kommunal-politikerne og de københavnske statsingeniører. Prøv at husk hvor meget de har gjort for vores by. De har givet os en smuk busterminal på Rådhuspladsen, de har sørget for flotte parkeringsautomater, og de har gjort Københavns havn til et foregangseksempel for alverdens byplanlæggere. Og heldigvis har de planlagt flere metrostationer. De skal ligge som perler på en snor i vores effektive og hypermoderne hovedstad.

Det eneste, jeg er ked af er, at der ikke bliver plads til en station på Amalienborg. Det ville ha' været godt for turisterne. Især hvis skinnerne gik gennem benene på Prins Henrik.

********************

Danmark i marts (Kære Margrethe, giv ridderkorset til Frank Hvam og Casper Christensen)

2009-03-23T14:18:00.000-07:00

1.
Danmark i marts er ikke nogen dårlig ting. De første krokus er kommet frem. Folk i Netto er begyndt at smile hen over hønsesalaten. Og så kan man se Klovn på tv - det er også en god ting.

Klovn er den bedste danske sit.com, jeg nogensinde har set. Faktisk synes jeg, den hæver sig milevidt over nogen anden komedieserie produceret i dette land. Og desværre ved jeg en smule om, hvor svært det er at lave den slags, for jeg fik min debut på DR ved at skrive en sit. com. i 1984.

Heldigvis har jeg glemt titlen. Menneskets evne til at fortrænge er jo imponerende, men det var dengang, der kun var én tv-kanal, og hvor lørdag aften var øretævernes holdeplads. Jeg fik en del øretæver, skulle jeg hilse og sige - til gengæld var de helt fortjente!

Denne mand fortjener ridderkorset. Hvorfor skal hæderen altid gå til krigshelte og bankdirektører? Ta jer sammen, Amalienborg!

Frank Hvam og Casper Christensen er suveræne i Klovn, både som aktører og som forfattere. Tonen i serien er vidunderlig afdæmpet; der er meget få sjove "vittigheder"; det er nemlig personerne og konflikterne, som får humoren til at fungere. Personinstruktionen virker decideret suveræn, især Mia Lyhne er lige i øjet. Hun burde få en pris for sit stille underspil; det er aldrig forceret, altid troværdigt. Ja, i det hele taget må Klovn være en frustrerende oplevelse for anmelderne; det er simpelthen svært at finde et svagt punkt.

Og så er jeg i øvrigt fuldstændig ligeglad med, at Frank og Casper har hentet inspiration fra min amerikanske yndlingsserie, Curb Your Enthusiasm. Klovn er stadig et originalt værk, der virker meget dansk. I øvrigt la'r alle kunstnere sig inspirere af hinanden, og det gør ikke spor, bare man ender med at bruge stoffet på sin egen originale måde.

Så jeg har et forslag til Hendes Majestæt Dronningen: Giv Frank Hvam og Casper Christensen ridderkorset. Hvad de har gjort for dansk kultur er fuld på højde med Niels Bohr og Stein Bagger. Og så vil jeg elske at se de to på de bonede gulve. I smoking. Med Iben Hjele og Mia Lyhne på slæb.

2.
Faktisk hører jeg til dem, der synes, at dansk tv er blevet bedre med tiden. Der er ingen grund til at være nostalgisk efter firserne, hvor hver komedie og ethvert tv-spil virkede, som om de var kommet ud af samme pølsefabrik - hvor instruktørerne ofte var tv-producere, der ikke anede meget om dramatik, og hvor dekorationerne og rekvisitterne gik igen i hvert andet stykke.

Og er der nogen, der kan huske hvor ringe tv-reportagerne var fra fodboldlandskampene? Jeg erindrer stadig VM-kampen mod Norge i 1985, hvor Danmark vandt 1-0 på et mål af Preben Elkjær. Det mål fik DR ikke med, fordi en hønefuld fotograf havde kameraet rettet mod sidelinjen. Men det var også dengang, hvor smedenes forbund dikterede, at deres medlemmer (fotograferne) skulle kunne bruges i alle slags programmer lige meget hvor uerfarne de var. Eller fordrukne.

Ak ja, jeg har altid været lidt af en socialdemokrat, men det behøver jo ikke betyde, man er idiot. Alle mennesker er ikke lige gode til alting, selv om de er med i en fagforening!

2.
Zarens dværg udkommer som pocket bog til maj.

Jeg håber, at dens succes i USA kan smitte lidt af på salget i Danmark, men sådan fungerer tingene jo ikke nødvendigvis. Men én ting er i hvert fald sikkert; den kan snart fås i din boghandel - og i din lokale 7-11 sammen med basser og jordbæryoghurt.

Zarens dværg er faktisk min mest solgte roman. Den havde fine salgstal, da den udkom i Danmark i 2006, plus den er gået rigtig godt i USA. Den kan godt blive til noget stort en dag. Hvis man altså har tålmodighed. Og det har jeg ikke.

La Naine du Czar og A Ana Do Czar er også udkommet i Frankrig og Portugal. Dér har den sikkert solgt omkring sytten.

Hvis du aldrig har læst Zarens dværg, kan jeg afsløre, at det er en tragikomisk roman om en kvindelig dværg, Sørine Bendtsdatter, som bliver givet til Peter den store, da han er i København i 1716. Bogen følger så Sørine rejse til Rusland, hvor hun bliver tilknyttet Zaren og lærer at overleve det mest bizarre. Det er en roman om menneskelig værdighed - og om hvordan vi behandler folk, der er anderledes.

Hvis du har en sort sans for humor, vil du finde den sjov. Hvis du ikke har det, vil du blot finde den tragisk. Begge dele er fint. En forfatter kan ikke bestemme, hvordan en læser skal læse hans værk. Det ville jo være en form for litteratur fascisme.

3.
Jeg er lige kommet på Twitter. Hvorfor ved jeg egentlig ikke, men Gyldendal synes, det er en god idé, og de er jo så flinke der inde, så why not?

Jeg er også på Facebook og bestyrer to blogs, Danish Accent og så denne, min danske lillebror. Derefter prøver jeg at skrive på min nye roman, der foregår i Indien. Og så underviser jeg en smule i USA og signerer The Tsar's Dwarf i boghandlere i Wisconsin og Utah. Engang imellem får jeg også tid til at spise og køre rundt på min rustne cykel.

Så er jeg medlem af dansk og amerikansk PEN. Her er jeg kontaktmand og åndelig støtte for et æresmedlem fra Zimbabwe - en meget begavet forfatter og dramatiker ved navn Christopher Mlalazi. Chris første roman, Many Rivers er på vej ud i verden. Det ved jeg, for den søde mand har bedt mig om at skrive en anbefaling på bagsiden. Det gør jeg med glæde. Den er nemlig skidegod, og verden har brug for forfattere, som skriver det, de skal, selv om de bor i en diktaturstat.

Robert Mugabe er ikke særlig begejstret for Chris Mlalazi, selv om Chris lige har vundet en pris. Men det er vi mange andre, der er.I øvrigt har jeg aldrig mødt den zimbabwske forfatter. Jeg er jo bare hans kontaktperson i dansk PEN. Men nu er vi da blevet venner på Facebook, og det er vel en start ...

3.
Hvem skal afløse Thomas Blachmann på X-Factor?

Det er et af de spørgsmål, som deler Danmark i to: Dem, der er ligeglade, og dem er fuldstændig ligeglade. Det er BT, som stiller spørgsmålet, og bladet har en lang række forslag til, hvem der nu skal nedgøre de glade tv-amatører. Bør det være Lars HUG, Peter Aalbæk eller Jesper Binzer? Eller hvad med Jokeren eller Martin Hall?

Jeg har et forslag. Det skal være Josef Fritzl fra Østrig. Han er ledig på markedet iøjeblikket. Og hvis deltagerne synger falsk, kan han jo spærre dem inde i sin kælder i 24 år.

Ikke mere herfra. Udenfor ligger der et tyndt lag sne - et meget tyndt lag sne. Mon ikke det bliver forår om nogle måneder?

***********************************************

Jublende forfatternoter fra et fornærmende koldt Oregon

2009-03-09T07:45:00.001-07:00

1.
Portland, Oregon er kold som brøndgraverens røv.

Det er måske ikke helt sandt, men her er i hvert fald køligere end her plejer. Til gengæld har det været en solrig vinter. Vi har været fri for den ulidelige regn, der gør Oregon så grøn - men nu vil jeg fandme gerne bestille noget sommer. Jeg er en af de danskere, der ikke kan udholde vejr på under 18 grader, så hvorfor jeg bor i København og Portland, ved jeg fandme ikke! Et eller andet må være gået galt i min barndom. Jeg har subtroper i blodet, ikke småslud!

2.
Men vinter eller ej, jeg er kommet i gang med min nye roman efter en pause på 15 måneder. Jeg afsluttede Skorpionens hale i oktober 2007, og siden da har jeg "blot" undervist på Portland State University, skrevet på mine to blogs, bedrevet en enkelt kronik til Politiken og et kapitel til en portugisisk stafetroman, jeg skriver sammen med 5 andre forfattere - den skulle udkomme her til efteråret, men er blevet kraftig forsinket, så et kvalificeret gæt vil være 2024 (!)

Portugal er jo og bliver Portugal - et vidunderligt land, men ikke ligefrem kendt for sin effektivitet.

3.
Nå, men min nye roman kører.

Den foregår i Indien, hvor jeg har været mange gange. At besøge Indien er som at blive slået hårdt i ansigtet med et fugtigt håndklæde. Man kan ikke holde ferie i det land. Der er simplethen for mange bakterier, men hvert besøg er en oplevelse for livet. Indien er spirituelt, materialistisk, råt, poetisk, møgbefængt, vidunderligt - og så smager maden fantastisk.

Jeg vil prøve at skrive romanen på engelsk og dansk - altså to versioner, som garanteret ikke bliver ens. Det får vi at se om kan lade sig gøre, men mit dynamiske amerikanske forlag, Hawthorne Books har simpelthen bestilt en roman på engelsk, fordi de er vilde med min amerikanske blog, Danish Accent - og fordi salget og modtagelsen har været så god af The Tsar's Dwarf.

Så ja, min karriere bliver mere og mere international, og det synes jeg selvfølgelig er sjovt. Det er også dejligt at få så mange hilsener fra læsere på Facebook og Good Reads - to sites, hvoraf det første er kendt af alle danskere, der ejer en computer. (Hånden på hjertet, er der nogen på under 72, som ikke har en profil på Facebook???)

I løbet af de sidste tre måneder har jeg fået mails om mine bøger fra læsere i New Hampshire, Laval, Coimbra, Herning, Strasbourg, Californien og Zimbabwe. Dejligt, dejligt, især når man har prøvet at være ignoreret i så mange år, som jeg var i halvfemserne! I den sidste tid har jeg simpelthen følt mig som en glad roman-dreng, der lapper søde ord i sig fra søde mennesker, især her i USA, hvor The Tsar's Dwarf er blevet ualmindelig godt modtaget.

Der ligger vel omkring 100 anmeldelser på nettet fra store aviser som San Diego Union-Tribune, Seattle Times plus fra litterære tidsskrifter og websites - og fra almindelige læsere og bibliotekarer på amazon.com.

Ja, tilgiv mig, hvis jeg praler en smule med min lille succes (den slags må man gerne i USA), men jeg gør det også, fordi jeg vil sige hjertelig tak til de mennesker, der gider læse mine bøger og som bruger tid på at skrive til os forfattere. Det betyder meget mere end I tror. Vores erhverv er så ensomt og narcissistisk, at hver en mail spreder glæde - og mere narcissisme. Man skal altså være et arrogant røvhul for at føle sig "forstyrret" af folks tilbagemeldinger. Så stort et røvhul bli'r jeg i hvert fald aldrig - det har jeg simpelthen besluttet!

Jeg er i øvrigt snart tilbage i min danske andedam til mere regn, slud, tøvejr, eller hvad vejrguderne nu disker op med. Bl.a. skal jeg en tur ind på Gyldendal og høre om Zarens dværg stadig ligger til at udkomme som paperback til maj. Det var i hvert fald meningen sidste gang, jeg snakkede med dem.

Ja, tænk til maj kan I købe Zarens dværg i 7-11 sammen med jeres jordbæryoghurt. Det er da finkulturelt!

Senere går turen så tilbage til undervisning i Oregon og en lille bogturné til University of Texas i Austin i midten af april, til Writers Voice i New York, SASS konference i Wisconsin for skandinavere og oplæsning i Salt Lake City og Provo, Utah.

De stakkels mormoner skal jo også ha' lidt glæde af mig; hvorfor skulle de være heldige nok til at slippe ...?

Billedet taler vel for sig. Det stammer fra mit fire dages besøg i San Francisco i februar, hvor jeg læste op i The Book Smith på berømte Haight Street.

Min oplæsning i hippie kvarteret i San Francisco (The Tsar's Dwarf, 17. februar 2009)

2009-02-20T19:49:00.000-08:00

Bog signering efter min oplæsning:

Haight Street, hjertet af det gamle flipperkvarter:

Psykadelisk lokum:

Tænk, Obama kiggede forbi:

Be Sure To Wear Some Flowers In Your Hair:

Det berømte hjørne, hvor flower power bevægelsen startede:

Obama: Books We Can Believe In:

Du kan læse mere om mine dage i San Francisco på min amerikanske blog, Danish Accent:

*********************************************************

En dansk forfatter i San Francisco: Flower Power litteratur for hippier og hjemløse?

2009-02-12T18:40:00.000-08:00

1.
Åh Gud, det er altså lidt af en drøm.

Jeg skal præsentere The Tsar's Dwarf i San Francisco tirsdag d. 17.2 på Haight Street. Ja, jeg ved det godt: Måske kommer der kun fem afdankede hippier og et par hjemløse halvdanskere for at lytte til mig, men jeg er ligeglad. Bare at kunne skrive, at man skal præsentere sin roman i berømte Haight-Ashbury er magisk for sådan en lille forfatter som mig. Ikke engang H.C. Andersen opnåede så stor en ære. Tror pokker han døde som en ulykkelig mand!

Haight-Ashbury er stedet, hvor flower power bevægelsen kom til verden i 1967. Det var her, Californiens hippier overfaldt sagesløse mennesker med blomster og tvang dem til at gå i jernbanefløjl. Scott McKenzie skrev en berømt sang om tiden, og verden har ikke været den samme siden. Ak ja, de gode gamle dage med free love og den poetiske hørm af galare. Desværre er jeg for "ung" til den der med free love. Men jeg fik da en god omgang clamydia, da jeg blev ældre, så det går vel lige op?

Jeg er på scenen i The Book Smith (en boghandel), 1644 Haight Street klokken 19.30, så kig endelig forbi. Jeg plejer at falde igennem. Lidt pinlig har man vel altid lov at være ...

Forresten, det er min 22. reading i USA. Som mine bloglæsere ved, har jeg også læst i New York, Chicago, Minneapolis, Seattle, Portland og en del andre steder. Det har jeg skrevet rigtig meget om på begge mine blogge - ja, hvis sandheden skal frem, har jeg svært ved at stoppe ...

2.
Jeg har lige fået de første salgstal angående The Tsar's Dwarf.

Den har solgt næsten 4.000 eksemplarer på tre måneder her ovre. Mit forlag kan ikke få armene ned - det er (desværre) meget flot for en oversat roman i USA. Der er mange store forfattere fra Europa, som sælger langt mindre, så mit forlag har allerede lovet, de vil udgive mere med mig. Allerhelst vil de have, at jeg skriver en roman på engelsk med samme forfatterstemme som den pjattede på min amerikanske blog, Danish Accent.

Vi får se, hvad der sker; jeg er meget åben lige nu. Jeg ville heller ikke have noget imod at skrive noget helt andet end en roman - et skuespil eller en operette for strudse, måske? Verden er så dejlig fuld af muligheder, hvis man ikke definerer sig selv for stramt.

Nå, nu må jeg ind og pakke min rygsæk. Jeg glæder mig som et lille barn til at vandre rundt i San Franciscos gader med et stupidt smil på læberne. The Bay Area er et af mine favoritområder i verden. Faktisk skal man være retarderet for ikke at forelske sig i byen - i the Golden Gate Bridge indhyllet i tåge, i de smukke victorianske huse på de skæve bakker - og i de sære syrehoveder, som stadig er overbevist om, at Grateful Dead ligger nr. 1 på hitlisten.

Til gengæld skal jeg ikke stå på rulleskøjter i Golden Gate parken. Det slog mig næsten ihjel, da jeg prøvede det for femogtyve år siden, men den historie er for pinlig til at fortælle her ...

Nå, okay, I overtalte mig: Jeg var med min mor og nogle venner i Golden Gate parken. Alle var gode til at stå på rulleskøjter undtagen mig. De andre kørte derudaf med vinden i håret og efterlod mig med mine hudafskrabninger. Jeg havde især svært ved én ting - noget, som fagfolk siger er vigtigt: Jeg kunne ikke bremse. På et tidspunkt befandt jeg mig på en bakke, der havde den uartighed at gå ned ad. Jeg rullede forbi pensionister og godtfolk. Et par snauzere gøede, folk tabte deres soft ice. Jeg fik mere og mere fart på, fortsatte over et fortorv og ud på en en befærdet highway. En bil huggede bremserne i, mens jeg fortsatte gennem Haight-Ashbury, forbi sporvogne, bøssebarer og nogle forbavsede japanere på Union Square. Jeg stoppede først, da jeg nåede til Fisherman's Wharf, men jeg befinder mig utvivlsomt på en del lysbilleder i Osaka ...

Lad os slutte her. Det er alt sammen sørgeligt, men sandt, så den historie går vi let hen over.

Siden dengang for femogtyve år siden har jeg ikke iført mig rulleskøjter. Jeg står heller ikke på ski eller skateboard. Hvis jeg skal dyrke sport, skal der være en bold med. Alt andet keder mig. Eller slår mig ihjel.

Men San Francisco, here I come. Med min flower power roman fra 1716 om en rapkæftet dværg, Sørine, som ikke kan li' mænd, børn, hofsnoge, russere, danskere eller folk, der er højere end hende ...

Lidt ligesom mig :-)

*********

Se alle de skydende idioter! Så få jer dog et liv i stedet for at ta' andres.

2009-01-30T11:06:00.000-08:00

1.
Der er en irsk pub i Portland, hvor jeg ofte ser Champions League fodbold fra Europa. Den hedder Kell's og ligger i forlystelseskvarteret downtown.

Jeg er glad for jeg ikke var der lørdag aften. Kell's ligger nemlig ved siden af et disco, som er meget populært hos de unge. Her var der en lang kø ved ti-tiden. En del af dem, der stod og ventede på at komme ind, var nogle 17-årige udvekslings-studenter fra Peru og Italien. De nød at bo nogle måneder i USA, og nu skulle de i byen for at more sig. Det nåede de ikke, for en mand kom forbi og skød ind i køen. Han dræbte to og sårede syv. Derefter tog han sit eget liv på fortovet.

Faktisk var hans skyderier en improvisation. Alt tyder på, at han havde taget pistolen med sig for "blot" at tage sit eget liv. Han havde efterladt et afskedsbrev i sit værelse, der ikke tydede på, at han ville tage andre med i købet. I brevet stod der kun, at hans bedste ven skulle arve hans bil og sælge den til en fornuftig pris.

Pistolen havde været let at få fat på. Den kunne manden bare købe - også selv om han havde psykiske problemer. De psykiske problemer var bare ikke store nok til, at myndighederne ville tage sig af ham.

2.
Psykiske problemer eller ej, hvad foregår der inde i hovedet på sådan en mand? Den mest "logiske" grund er sikkert, at han ville bemærkes. Måske syntes han, at hans død ville have mere mening, hvis han tog andres liv med sig. Der er ingen, som ved det. Faktum er, at han dræbte to livsglade piger, skød en tredje ni gange (hun overlevede) og sårede en masse andre, inklusiv manageren af min irske fodbold pub - en flink mand, jeg har talt med flere gange.

Nu er der måske nogen, som vil sige, at sådan noget er typisk for USA. Det er det måske også, men det er ikke typisk for Oregon. Selv om Portland er den 23. største by i USA, er der aldrig sket noget lignende her. Politiet var chokeret; alle følte, at en hyggelig by mistede sin uskyld den lørdag.

3.
Et par dage efter gik jeg online og så en anden nyhed fra Danmark. Det drejede sig om et nu berømt mordforsøg i den indre by i København. En mand prøvede at likvidere en rocker ved at skyde gennem vinduet til en café. Ingen blev ramt, men i teorien kunne en masse gæster være omkommet. Den café har jeg også været på en del gange, og den ligger i fredelige Danmark - det fjerde mindst kriminelle land i verden.

Så hvad kan vi konkludere af alt det her? At verden er af lave? At vi ikke kan føle os sikre nogle steder? Nej, overhovedet ikke. Verden er ikke mere af lave end den altid har været; verden har altid været "farlig"; den har nemlig til formål at lære os én ting: At være i nuet og nyde hvert sekund, vi har.

Selv om jeg er forstemt over disse historier fra mine hjembyer, gør de mig ikke bange. Jeg ved jo, at min tid kommer en dag - det er jo den kontrakt, vi har med livet, om vi vil underskrive den eller ej.

Jeg ved også, at jeg ikke kan gøre noget ved sindssygen omkring mig. Det eneste, jeg kan forsøge er at være et bedre menneske og ha' medfølelse med de stakkels ofre - men egentlig også med de feje idioter, som kun kan udtrykke sig på den letteste og stupideste måde af alle: med en pistol i hånden.

Verden er en huskeseddel. De forfærdelige nyheder bør ikke kun forfærde os, men minde os om noget smukt og banalt; at ethvert nu i vores liv er vigtigt.

Dødsens vigtigt!

*****************

Noter fra Oregon: Håbets tidsalder - om Obama, Slumdog Millionaire og min lille skriveblokering.

2009-01-19T15:07:00.000-08:00

1.
Er det håbets tidsalder?

Vi kan ikke li' de store følelser i Danmark. Selv ordet håb virker sentimentalt; det er blottet for ironi og sarkasme. Men der ér håb i stort som i småt, både i USAs nye præsident, i Slumdog Millionaires nominering for en Oscar og i min lille Oregon verden.

Her følger nogle noter fra den sidste uge:

2.
Jeg kan stadig ikke komme i gang med min nye roman.

Jeg afsluttede Skorpionens hale i oktober 2007, og siden da har jeg kun skrevet et utal af blogs, en enkelt kronik til Politiken, et kapitel i en portugisisk stafetroman og et hav af meningsløse emails. Og så er der Facebook; det ta'r også tid.

Gør det mig desperat? Overhovedet ikke. Jeg kan godt li' livet. Jeg behøver ikke begrave mig i en computer for at være til. Men jeg glæder mig til den boblende fornemmelse af ord, personer og søvnløse nætter, som er en del af rigtigt at skrive.

Måske kommer jeg i gang om en uge; måske kommer jeg i gang om tre år. Jeg ved kun én ting: Jeg vil ikke forcere det.

3.
Men heldigvis har jeg da lidt undervisning her på Portland State Univerisity i Oregon. Jeg underviser i European Comedy and Satire - en klasse, jeg selv har kreeret. Dybest set er klassen en undskyldning for at læse nogle gode, sjove bøger og se nogle fine film. Vi læser bl.a Buddha of Suburbia af Hanif Kureishi, The Book on Laughter and Forgetting af Milan Kundera, Popular Music From Vittula af Mikael Niemi, Decameron af Giovanni Boccaccio og The Tsar's Dwarf af Peter H. Fogtdal.

Ja, er det ikke smagløst? Jeg er en af de "lærere", der underviser i sine egne bøger. Lidt sjovt skal man jo ha'. Og hvis eleverne ikke elsker den, så dumper de med et brag.

4.
Lige nu sidder jeg i min lille lejlighed og ser over på en kæmpe kontorbygning. Bygningen minder mig om en julekalender, hvor man åbner en ny låge hver morgen. Inde under hver klap er der liv: En rengøringsdame i ét, en regnskabschef med skæl i en anden. Det støvregner udenfor, men det er der ikke noget nyt i. Det støvregner altid i Oregon. Portland er støvregnens hovedstad.

I forgårs havde jeg endnu en præsentation af The Tsar's Dwarf i en boghandel i Portland. 24 mennesker kom - et rigtig godt tal, når man tænker på, jeg blot er en lille forfatter fra et lille land. Men jeg er ved at blive godt vant med publikum her ovre. På nuværende tidspunkt har jeg allerede modtaget flere fan mails end jeg nogensinde har i Danmark. Det er dejligt for mit forfatter-ego. Mine bøger er jo mine børn, og man ville da være et skarn, hvis man ikke bliver glad, når folk klapper dem på hovedet.

Hvis du har lyst til at læse en af de seneste anmeldelser af The Tsar's Dwarf i en af Sydcaliforniens største aviser, San Diego Union Tribune, så klik her

5.
Den 28. januar har jeg endnu et læser-arrangement her i Oregon, og d. 17. februar skal jeg til San Francisco og pludre i Booksmith boghandlen i Haight Ashbury, 1644 Haight Street.

Haight Ashbury var det område af San Francisco, hvor flower power bevægelsen startede i sin tid. Jeg glæder mig som et lille barn. San Francisco er en af mine yndlingsbyer i verden sammen med Hongkong, Venedig, Perugia, Sevilla, Kyoto og New York.

6.
Og så glæder jeg mig over, at Obama endelig blev indsat som præsident. George Bushs æra er slut. Han kan nu rejse tilbage til Texas og glo ind i en kaktus. Det eneste, der generede mig ved indsættelsen var Aretha Franklins hat. Den lignede en julegave, man ikke havde lyst til at pakke ud.

Men lur mig om Obama ikke bliver en stor præsident. Jeg mener aldrig, jeg har set en amerikansk politiker med mindre ego. Selvfølgelig er han ambitiøs som alle politikere, men bevidsthedsmæssigt er han på et langt højere niveau end 99% af sine kollegaer. Det betyder dog ikke, Obama er en helgen. I øjeblikket bliver han næsten opfattet sådan - som en Kristus, der er blevet udvalgt til at føre menneskeheden ind i en ny tidsalder. Og det er en farlig ting. Næsegrus beundring og hadefuld skuffelse er to størrelser, som ligger meget tæt på hinanden - ja, rent faktisk er de siamesiske tvillinger.

Obama kommer til at skuffe en masse mennesker. Hvordan kan det være anderledes, når man skal lave hårde beslutninger hver eneste dag? I øvrigt var hans inauguratiuon speech betydelig mere militant end mange bemærkede.

"We will defeat you," sagde han til sine fjender og så hvast ud over publikum. Andre dele af talen lød også som noget, George Bush kunne ha' skrevet. Så lad os ikke glemme, at Obama er præsident for en nation, der altid har opført sig som cowboys. Men det gode er, at vi nu får fire eller otte år med en mand, som ikke er fanatiker og som ikke påstår, at han har Guds velsignelse til at udslette irakiske børnefamilier.

7.
Andre ting, der glæder mig: at Slumdog Millionaire vandt the Golden Globe for bedste film og at den blev nomineret for en Oscar. Hvis den ikke vinder, gør jeg et eller andet vulgært. Den er langt bedre end Benjamin Button, Milk og Frost/Nixon - ja, den gjorde større indtryk på mig end The Reader, og The Reader er en decideret fremragende film

Danny Boyle's film er helt fantastisk - den er et poetisk spark i skridtet på den gode smag. Filmen viser de brutale forhold i Mumbais slum; den følger en fattig drengs kamp ud af fattigdom og undertrykkelse - en dreng, der ender med at deltage i Who Wants To Be A Millionaire på indisk tv. Samtidig er filmen en hyldest til kærligheden og menneskets evne til at overleve de forfærdeligste ting. Og så er den mesterlig fotograferet, instrueret og redigeret, med et hip hop soundtrack, der rammer en som en knytnæve i maven.

Lyder det overvældende? Ja, mon ikke, men når man forlader biografen, er man glad og opstemt, for Slumdog Millionaire er en film, der passer ind i tidsånden - i Obamas tidsalder. Den er fuld af håb, håb, håb. Og det kan vi ikke få nok af, om det er på indisk, skotsk eller amerikansk.

Politiken kronik: Happy Danes, Holy Danes (og en amerikansk bogturné)

2008-12-27T01:58:00.001-08:00

1.
De kommer gående imod mig. De er bevæbnet med æbleskiver, småkager, sandkage og cheesecake. De smiler venligt og sætter fadene fra sig på det store kaffebord. Der står fjorten stole, og på bordet er placeret to dannebrogsflag, en buket markblomster og tallerkener med feberrøde servietter.

"Velkommen til The Danish Immigrant Archive," siger en af de ældre damer og smiler venligt.

Jeg befinder mig på Dana College i Blair, en lille flække i Nebraska. Dana College er noget så eksotisk som et dansk universitet, der blev grundlagt af indvandrere i slutningen af attenhundredtallet. Og arkivet, jeg sidder i, bærer præg af det. På væggen hænger et indrammet billede af Christian X og et mørt kort over Danmark i det 15. århundrede. Dertil kommer portrætter af krasbørstige missionsfolk og bugnende hylder med breve fra indvandrere gennem de sidste 150 år. Man kan næsten fornemme drømmen om det gamle land, om granfætre på fynske bondegårde, om savnet efter kælderkold akvavit og tapre landssoldater.

Jeg sætter mig ned og snakker med de ældre damer. Næsten ingen af dem taler dansk, men de har alle rødder i fædrelandet. En har en niece i Assinge, en anden en fætter i Rigensgade i København. De er alle søde og humoristiske og tager godt for sig af deres egne kager.

"Vi har aldrig mødt en dansk forfatter før", siger den ene og får mig til at lyde som en truet dyreart. Jeg smiler og siger, at jeg er glad for at besøge Midtvesten, og jeg fortæller dem om min ellevte roman Zarens dværg, The Tsar's Dwarf, der måske udkommer på engelsk.

"Så håber jeg at komme tilbage og besøge jer," siger jeg og fortæller dem, hvor svært det er at få en bog ud i Amerika. Amerikanerne udgiver næsten ikke noget oversat litteratur. Og når de endelig gør, er det ikke lige frem dansk litteratur, der står øverst på ønskesedlen. Man skal være heldig for at finde forlæggere, der vil ta' en chance med forfattere fra lande på størrelse med en vabel.

Vi spiser sandkage og cheesecake, og en dame fortæller mig om sit besøg i forældrenes hjemland. Jeg smiler, for der er noget dejligt, men surrealistisk ved at tale med disse amerikanere, der ikke er fascineret af Paris og Firenze, men af Brovst og Bandholm. Kort og godt, her er nogle mennesker med prioriteterne i orden.

Bagefter går jeg over til mit lille gæsteværelse på campus. Det ligger i kælderen i Mickelsen Hall kollegiet, omgivet af vaskemaskiner, et pulterkammer med møre stole og en enkelt sofa, der ser ud, som om den er blevet gennembollet af cheerleaders. Jeg kan godt lide Dana College – det er et stykke danmarkshistorie i solar plexus på Amerika.

2.
Hvis man skal være ærlig, ligner Nebraska en ondskabsfuld version af Lolland, men hvad gør det, når staten ligger i The Danish Belt? Ja, det hedder det virkelig, The Danish Belt - det bælte, som strækker sig fra Utah til Wisconsin. Det var her, de første danske indvandrere slog sig ned. Det var dette amerikanske Lolland, der appellerede til vores forfædre med dets uendelige marker og små hygge-tornadoer, der kiggede forbi og mindede dem om, at helt hjemme var de nu ikke alligevel.

Jo, The Danish Belt er stadig et smørgult paradis med landmænd og lurendrejere, som er efterkommere af Happy Danes og Holy Danes.

Ja, bare navne som disse kan jo få ens nationalfølelse til at svulme. The Happy Danes and the Holy Danes var gode danske protestanter, der opdelte sig i to religiøse fraktioner og sloges om Gud og altervinen. The Happy Danes var grundtvigianere - livsnyderne, der mente man godt kunne kaste sig ud i dans uden at blive ramt af Vorherres knytnæve. The Holy Danes havde baggrund i Indre Mission og tålte ingen slinger i valsen, so to speak. Hvem der vandt magtkampen, melder historien ikke noget om, men Dana College er et barn af striden.

I dag er Dana College dog rolig og idyllisk. Der er kun omkring tusind studenter på den smukke campus, som ligger på noget nær den eneste bakketop i Nebraska. De amerikanske studenter løber ind og ud af bygninger, som hedder Rasmussen Hall, Madsen Fine Arts Center og Borup Coliseum. Plænerne er velplejede, og i universitets lille kiosk kan man købe modeller af Den Lille Havfrue og kogebøger, der indvier den udenforstående i pandekagens okkulte kunst. Der er også bordskånere med dannebrog, brødflove nisser og en T-shirt, hvor der står Of Course I'm Cute, I'm Danish.

"Hvad er det mest populære fremmedsprog I underviser i på Dana College?" spørger jeg John Mark Nielsen, som er en suveræn vært for mig under opholdet. "Spansk," siger han med et grin. Dana College er i øvrigt tørlagt, hvilket i sig selv er meget udansk.

Det bli'r aften, og jeg går mig en tur på campus. Mørket kommer blidt, men hurtigt. Da jeg passerer H.C. Andersen bøgetræerne (det hedder de), synes jeg, at jeg kan fornemme de danske spøgelser i vinden: de strenge protestantiske forfædre med deres drømme om Frelse og æbleflæsk. Hvad ville de mon sige om Danmark i dag? Ville de bryde sig om Vild med Dans og en shawarma i madpakken? Og hvilken mening ville de have om Muhammed-tegningerne, der endelig fik vores land på forsiden af New York Times, endda i en hel måned?

Ligegyldig hvad svarene er, så bryder jeg sammen og tilstår: Jeg elsker det dansk-amerikanske miljø i USA. Der er mange, som griner af det, men jeg synes, det er vigtigt, at danske indvandrere holder fast i deres rødder. Og nej, selvfølgelig kan jeg ikke altid genkende det billede af Danmark, som bliver gengivet - men hvad så? Der er mange slags danmarker, og måske findes de bedste i vores fantasi, ikke i virkeligheden.

Det eneste problem er, at de fleste unge amerikanere ikke kan relatere til dette eventyrland. Okay, så farmor kom fra Nørre Lyndelse? Betyder det virkelig, at jeg skal slæbes med til en koncert med Carl Nielsen? Gennemsnitsalderen på publikum til de rød-hvide arrangementer er ofte tæt på halvfjerds – for de unge har svært ved at spejle sig i stokroser og andemad. Der er brug for mindre H.C. Andersen og mere Natasja. Men det er der mange af stederne, som godt er klar over, og de prøver at gøre noget ved det.

3.
Vi spoler en smule frem i tiden til efteråret 2008: Min roman The Tsar's Dwarf er endelig udkommet i USA, og jeg er på bogturné med støtte fra Kunststyrelsen, Copy-Dan og DPA.

75% af de steder jeg besøger er ganske almindelige boghandlere uden interesse for Danmark, men jeg holder også foredrag på The Danish-American Center i Minneapolis, der har Bing & Grøndahls juleplatter hængende i elevatoren; jeg snakker med en dansk-amerikansk bogklub i Madison, Wisconsin. Og jeg læser op fra romanen på Nordic Heritage Museum i Seattle, hvor der er dømt underskøn amagerhylde.

Men Scandinavia House på Park Avenue i New York er anderledes – det ser man med det samme. For det første er Scandinavia House det nordiske mekka i USA. Det er vores moderne ansigt udadtil på den mest stilige adresse i The Big Apple. Man bydes velkommen af glas, stål, beton og de fem nordiske flag. Inden for sidder en venlig dame i receptionen. Alt er pænt og strømlinet. Det gælder også restauranten, der serverer svensk roastbeef a la Rydberg og røget laks fra Norge. Den danske hygge må man tænke sig til.

Men misforstå mig ikke, jeg er lykkelig for at skulle præsentere The Tsar's Dwarf i disse fine omgivelser. Bare det at skulle holde foredrag på Park Avenue fylder mig med en stolthed, der tangerer storhedsvanvid. Jeg har dog fået at vide, at jeg ikke skal forvente særlig mange mennesker til min reading.

"Det er kun Henning Mankell, som kan trække folk af huse," siger Kyle med et suk. "Da han kom, var her flere hundrede."

Kyle Reinhart er min vært. Han står for de kulturelle arrangementer i Scandinavia House og fortæller mig, at bygningen plejede at huse den østtyske ambassade. Måske var det derfor de nordiske lande fik lov at købe den for en slik. Men stedet var dyrt alligevel. Park Avenue er og bliver Park Avenue.

"Er der så mikrofoner i askebægrene som i de gode gamle dage?" spørger jeg nysgerrigt og prøver at forestille mig østtyske fat cats med Engels i hjertet.

Kyle ryster på hovedet - men hvad ved han egentlig om det? Ja, måske mere end han vil ud med, for med et navn som Reinhart kunne han godt stamme fra Karl Marx Stadt. Det viser sig dog, at Kyle er fra Minnesota og at han engang har gået på skole i Kulhuse.

Om aftenen præsenterer jeg så Zarens dværg i the Volvo Hall – et navn, der giver lokalpatrioten i mig nervøse trækninger. Det går fint; folk er levende og stiller mange spørgsmål. Som sædvanligt bli'r jeg spurgt, hvorfor jeg ikke har oversat bogen selv, men det ville jeg ikke kunne gøre halvt så godt som Tiina Nunnally. Det var trods alt hende, der oversatte Smillas fornemmelse for sne, og det slap hun ualmindelig godt fra. Hun er også sluppet flot fra min.

"Nå, har du været tilfreds med aftenen?" spørger Kyle mig efter min præsentation. Jeg fortæller, jeg ville ha' foretrukket at snakke i Lego rummet – det navn står bedre til min personlighed.

"Vi har altså ikke noget Lego Room," siger min vært, "kun Victor Borge auditoriet, men det var desværre optaget".

Han fortæller mig også, at Scandinavia House er meget bevidst om ikke at udvikle sig til et nordisk museum med stegt sild og folkedragter. Scandinavia House dyrker det moderne Skandinavien, og de mest populære arrangementer er filmaftener med værker som Kunsten at græde i kor.

4.
Efter min reading inviterer den danske kulturattache Maiken Tandgaard Derno mig i byen. Konsulatet har været en fin støtte under mit ophold. Jeg føler mig gladere end nogensinde og ser tilbage på seks ugers bogturné, der har bragt mig fra Portland, Oregon til Tacoma, Seattle, Minneapolis, St. Paul, Madison, Milwaukee og Chicago. Samtidig har jeg stiftet bekendtskab med de danske miljøer i alle dets afskygninger. Bl.a. er min roman blevet pensum på University of Washington i Masterpieces in Scandinavia Literature – en klasse, hvor der også blev undervist i Kierkegaard og Andersen. Hvordan Søren og Hans Christian har det med mit selskab, melder historien ikke noget om, men jeg er ikke den, der klager ...

5.
Næste dag går jeg rundt i New York og rånyder den kolde efterårssol. I Greenwich Village hører jeg mange danskere og ser mange egern – de opfører sig nogenlunde ens. Og på Union Square glæder jeg mig over, at min bog står fremme i New Yorks største boghandel, Barnes & Nobles. En barnedrøm er gået i opfyldelse, og jeg synes selv, jeg har lov at være stolt uden at tro, jeg skal straffes af Jante.

Om eftermiddagen går turen gennem East Village forbi indiske indvandrere, ukrainske suppekøkkener og hjemløse, der er faret vild i deres brandert. New York minder mig om en pinball maskine. Den skubber hele tiden én mod afgrunden, men sikken dog en fascinerende afgrund ...

Omkring firetiden er jeg tilbage ved Scandinavia House – the Nordic Center in America, som det hedder så smukt. Men sandheden er, at huset bruges mere af svenskere, nordmænd og finner end af danskere, og det er der en grund til: Vores skandinaviske brødre har et større kulturbudget end vi har. Og det er altså beklageligt, især når man tænker på, at vi har en langt ringere profil end Sverige, Norge og Finland.

I modsætning til hvad vi selv tror, kender folk ikke særlig meget til os. F. eks. irriterer det mig, at de fleste amerikanere ikke aner, at Danmark er en del af Skandinavien. Danish og Dutch blandes sammen i én uendelighed, Amsterdam ligger på Sjælland, og Copenhagen er navnet på en snustobak. Engang imellem har jeg lyst til at skrige: Er I Yankees ikke klar over, at atombomben var en dansk opfindelse? Ta' os alvorligt!

Man skal heller ikke spørge, hvem der er den mest berømte dansker i USA, for det er ikke sikkert, man kan lide svaret. Er det H.C. Andersen, Søren Kierkegaard eller Lars Ulrich? Nej, det er Hamlet. Og kun fordi han blev udødeliggjort af en englænder!

Jeg går ind i den lille butik i Scandinavia House. Den er mere moderne end de andre, jeg er stødt på. F. eks. har de et kæmpe assortiment af finsk sengetøj, hvis nogen skulle være interesseret. Og den sidste oversatte roman af Stieg Larsson.

Jeg prøver at finde en dansk gave, som jeg kan tage med til nogle venner, men jeg bliver ved med at falde over svenske kunstglas og servietter fra Lillehammer. Efter nogle minutter får jeg øje på Danmark - vi ligger og hygger os i en lille pose. Jeg ta'r den op; det er tyrkisk peber. Jeg får næsten tårer i øjnene af nostalgi. Det var de bolsjer, jeg holdt mest af, da jeg var fjorten.

Bragt i Søndags-Politiken d. 14. december 2008

Uddrag fra eventyrromanen Skorpionens hale (Gyldendal, 2008)

2008-11-27T23:42:00.000-08:00

Var det noget med et uddrag fra min eventyrroman Skorpionens hale (Gyldendal, 2008)?

Tolv galninge fra hele verden er indespærret i dårekisten i Aleppo. For at komme ud er de nødt til at fortælle en opløftende historie om døden til en overvægtig sultan. Det bliver startskuddet på et festfyrværkeri af historier fra Yemen, Egypten, Tibet, Rusland, Bøhmen, Schweiz, Nicaragua, Italien, Portugal, Belgisk Congo, det antikke Grækenland og landet, der har gjort melankolien til en kunstform, Danmark.

Skorpionens hale er baseret på De 12 Stjernetegn, 1001 Nat, sufismen, buddhismen, H.C. Andersen, Brødrene Grimm, Hermann Hesse, Den Lille Prins, poeten Rumi og min egen sygelige fantasi.

Pressen skrev: "I denne Fogtdals 12. roman kommer vi gennem 12 sære beretninger og dermed langt omkring og grundigt rundt i alskens folkeventyr og filosofi, der er gavmilde og ind imellem komiske henvisninger til diverse verdensreligioner og ditto-litteratur. Alt afleveres med en sans for det groteske og en bestemt slags glimt i øjet, som man kan finde i dansk litteratur fra H.C. Andersen over Villy Sørensen til Claus Deleuran. (...) Fogtdals roman er en festlig hyldest til mangfoldigheden i menneskers fortællekunst: Hvor er der meget at fortælle, og hvor er der mange måder at fortælle det på!" - Jon Helt Haarder, Jyllands-Posten

"En vældig svømmetur i det store historiehav, fra verdenslitteratur til kulørte hefter, fra Dekameron til Illustrerede Klassikere. (...) En dejlig bog, der har lånt sin titel fra en stjerne i Skorpionens tegn - for de gamle ægyptere var det porten til dødsriget. En varm historie, med sol og farver fra denne verden. Og med en duft af alle tiders eventyr. Det gør romanen værd at læse." - Inger Holst, Weekendavisen

"En bog om døden og menneskets evne og vilje til at se den i øjnene i en tid, hvor døden efterhånden er blevet et usømmeligt ord. (...) Endelig er bogen også et åbent brev om, en opfordring til religiøs tolerance bag al larmen og spektaklet i vor kultur." - Jens Henneberg, Nordjyske Stiftstidende

Den Anden Galnings Historie (fortalt til Sultanen i dårekisten i Aleppo):

Det er sandt, jeg har en stor appetit, ærede Sultan. Hvordan kan det være anderledes, når man er et sanseligt menneske? For mig er det smukkeste verbum „at have“. Det er i disse seks bogstaver, jeg møder min Gud og skaber.

Mit navn er Abu Huda, jeg kommer fra Yemen, hvor ørkenen er mere magisk end noget sted på kloden. Da jeg var en ung mand, rev Allah min hustru fra mig. Jeg trøstespiste i fyrretyve dage og fyrretyve nætter. Inden der var gået et år, var jeg den fedeste mand i Arabien.

„Se, der kommer Abu Huda, han har slugt en kamel,“ råbte børnene. „Se Abu Huda, den omvandrende vandmelon.“

Jeg løb efter ungerne med min stok, men da jeg var så uformelig, formåede jeg ikke indhente dem. En dag trak mine venner mig til side:

„Kære ven, vi bekymrer os for din tilstand. Du har ikke godt af at bo alene. Er tiden ikke kommet, hvor du bør finde dig en hustru?“

„Men Jafar, hvem vil ægte en mand som mig? Mine knæ væsker. Jeg er tungere end en divan.“ Og så tog jeg et stykke konfekt for at glemme, hvor meget jeg åd. Men mine venner stod fast: De ville finde mig en hustru – en ung kvinde, som ville forkæle mig; en kvinde, som ville skønne på det komfortable liv, jeg kunne tilbyde i min hjemby.

En forårsdag blev jeg gift. Min hustru var smuk som nymånen. Når hun gik hen over gulvet, virkede det, som om hun blev løftet af engle. Alle beundrede hendes elegance,
hendes blege hud og de velformede hænder. Jeg var lykkelig for min skæbne og takkede Allah, den Altvidende og Altseende. Til bryllupsfesten var der en mægtig buffet. Der var en helstegt kamel stænket med rosenvand; der var lammehjerne med yoghurt og bananblade; der var orangesalat med løg og kardemomme. Til dessert blev der serveret citrontærte og kanelbrød fra byens sukkerbager.

„Sikken en underskøn fest,“ sagde bryllupsgæsterne.

„Du har altid haft sans for kvalitet, Abu Huda.“

Jeg bukkede og nød fakirernes underholdning, mens jeg tog en bid af citrontærten, kanelbrødene og de krydrede æbleskiver fra Sana. Omkring midnat blev bruden klargjort i brudekammeret. Hun var iklædt et slør af Mosul-silke. Armbåndene raslede som bjælderne på en tam gazelle. Da hun var færdig, blev hun sat på en sølvtrone, omgivet af søstre og kusiner.

„Jeres hustru er rede til at modtage Jer,“ sagde brudens far.

Jeg var i færd med at fortære en druesorbet med fed dromedarmælk, men rejste mig langsomt fra stuens divan. I det samme undslap en forfærdelig fis, der kunne høres helt til Bagdad. Alle vendte sig bort med afskyen malet i ansigterne. Jeg undskyldte hastigt og lod, som om jeg skulle på toilettet, men fortsatte ud i stalden og kravlede op på min hest. Så stor var min skam, at jeg red gennem ørkenen uden at stoppe. Da jeg kom til kysten, købte jeg en plads på et skib til Indien. Her lå jeg på mit leje og græd over min vanskæbne – over alt det, jeg havde mistet: mit palads, min brud, respekten fra naboer og venner.

Jeg bosatte mig på Malabar-kysten i et område med mange arabere. Her tjente jeg den lokale maharaji. Jeg blev hans indkøber og rådgiver udi pekuniære spørgsmål. Som tak
forærede han mig et palads med udsigt til oceanet. I disse omgivelser fandt jeg lykken. Jeg muntrede mig med mine slaver og mine fuldblodsheste; jeg botaniserede og samlede på sjældne planter – men min sjæl havde hjemve. Ofte vendte tankerne tilbage til Yemen og til min unge brud, jeg havde efterladt.

Da længslen blev til en plage, søgte jeg audiens hos maharajien og bad om tilladelse til at returnere til mit hjemland.

Maharajien så længe på mig, så sagde han: „Du kan tage af sted i morgen, men på én betingelse: Du medbringer ingen af dine ejendele. Kun det tøj du går i.“

Jeg bukkede ydmygt. Samme aften sagde jeg farvel til mine kunstskatte. Jeg kyssede sølvkisterne med den klingende mønt, jeg lod hånden glide ned ad de perlemors dækkede kjortler. Jeg aede de kaukasiske tæpper, som var de jomfruer i et guddommeligt harem. Hvor det smertede mig at sige farvel til mine rigdomme. Hvorfor skulle jeg miste igen og igen? Hvad var det, Gud ville vise mig? Dog tillod jeg mig at medbringe en håndfuld guldmønter i en tarvelig lærredspose. Denne sjat ville være mig en kær hjælp, når jeg nåede frem til min hjemby.

Den følgende dag gik jeg om bord på et skib, der sejlede mig til den arabiske halvø. Da jeg ankom, hyrede jeg en tjener og købte seks kameler. Derefter forklædte jeg mig som beduin og begyndte på min færd til Yemen. Det var en farlig tur. På vejen mødte jeg røverbander og rak uden samvittighed. Indtil flere gange måtte jeg slås for mit liv, men
da jeg var dygtig med en sabel, klarede jeg mig med Allahs hjælp.

En dag fik jeg øje på en karavane. Den bestod af to hundrede kameler. I midten var der et selskab af vesterlændinge forklædt som arabere. Der var en botaniker, en astronom,
en sprogforsker, en kobberstikker og en læge udsendt af en bleg konge.

„Vi er på vej til det lykkelige Arabien,“ sagde de. „Vores blege konge ønsker, at vi skal beskrive dets blomster, vandveje og hieroglyffer, så vi ved mere om Moses, jøderne og muselmændenes skikke.“

De var en besynderlig gruppe. Astronomen slæbte rundt på et apparat, der kunne vende verden på hovedet. Botanikeren studerede brændenælder. Kobberstikkeren tegnede ekskrementerne fra et æsel.

„Alt i det lykkelige Arabien skal måles, stadfæstes og beskrives, ellers har det ingen værdi,“ sagde botanikeren.

„Hvem er I?“ protesterede jeg.

„Vi er videnskabsmænd fra Vesten.“

„Hvad er en videnskabsmand?“

Lægen pegede stolt på en samling urinprøver.

I det samme forsvandt karavanen – den havde blot været et fatamorgana, noget, der ofte forekommer i ørkenen.

Efter en lang rejse ankom jeg til min hjemegn. Selv om jeg var forklædt, var jeg nervøs for at blive genkendt, så jeg satte mig på en bakke og så ud over byen. Det var sært at være tilbage. Uden for bymuren lå mit palads. Mon min hustru stadig boede der, eller var hun bortrejst for længst? Jeg overvejede, om jeg skulle give mig til kende, men besluttede mig imod det. Jeg måtte have vished for, om skandalen var glemt, eller om den stadig var i folks erindring.

Efter en dag blev jeg modigere og gik længere ind i byen. Jeg passerede huse bygget af halmmåtter og græstørv. På gaderne var der et virvar af æseldrivere og sabelslugere. Jeg passerede sukkerbageren, der havde bragt mig så megen glæde. Derefter satte jeg mig ved brønden. Her faldt jeg i snak med beboerne uden at give mig til kende.

Dagene gik, som Allah ville det, men en aften kom en kvinde gående med sin datter. Da de var ud for mig, spurgte datteren:

„Mor, på hvilken dag blev jeg født? Jeg har brug for at vide det, da en sandsigerske vil lægge min stjerne.“

„Åh, datter,“ sagde moderen, „du blev født på en legendarisk dag – på den dag, Abu Huda fes så guddommeligt.“

Al farve forlod mit ansigt. Jeg rejste mig fra bænken, hentede mine kameler og begav mig ud i ørkenen. Mit liv var slut. Der var intet mere for mig i min by og mit hjemland.

Fortsættelse følger i Skorpionens hale, hvor du kan læse den Anden Galnings historie færdig - plus de elleve andre. Alle historierne handler om døden og har et litterært og astrologisk forlæg.

Skorpionens hale er også udkommet på lydbog.

Ih, hvor gider jeg ikke skrive om min amerikanske turné og om BogForum (så nu skriver jeg om Dansk PEN i stedet for)

2008-11-16T11:11:00.000-08:00

1.
Jeg orker ikke at skrive mere om min amerikanske bogturné.

Den har fyldt hele mit liv i de sidste seks uger. Det har været en fantastisk oplevelse at rejse rundt med The Tsar's Dwarf; jeg afsluttede turnéen på Scandinavia House i New York; jeg så min roman ligge i alle de store boghandlere, blah-blah-blah - men nu er jeg tilbage i Danmark, hvor jeg lige har været på BogForum.

Det gider jeg heller ikke skrive om, men det var sgu sjovt nok alligevel.

2.
I gode, gamle Forum var jeg på Tranescenen og talte om min eventyrroman Skorpionens hale, der udkom i januar. Det var en god oplevelse, fordi jeg blev interviewet af Susanne Bjertrup. Hun forstår nemlig bogens pjattede spirituelle univers - ja, måske forstår hun bogen bedre end jeg gør. Jeg opdagede nemlig, at der var ting, jeg havde glemt i min egen roman. Men sådan er det jo med ens børn. Man holder op med at pusle om dem, når de flytter hjemmefra. Til gengæld elsker man dem til evig tid. Betingelsesløst.

Skorpionens hale er noget så relativt sjældent som en morsom eventyrbog om døden. Den er ment som en kærlig huskekage til alle os, der synes, at døden er forfærdelig. Det er den selvfølgelig osse, men døden lærer os samtidig en masse positivt. Vi kan ikke leve uden den. Hvis ingen havde opfundet døden, ville livet i sandhed være tragisk.

Skorpionens hale er baseret på sufismen, buddhismen, ateismen, Biblen, Brødrene Grimm, H.C. Andersen, de Tolv Stjernetegn, Den lille prins, Hermann Hesse, 1001 Nat og Illustrerede Klassikere. Jeg er utrolig stolt af den, fordi den kan læses på så mange niveauer. Skorpionens hale er et festfyrværkeri af visdom og vås. I øvrigt foregår rammehistorien i en dårekiste i Aleppo - på det ældste sindsygehospital i verden. Jeg har selv været der, dog kun som turist.

Nå, så kom jeg alligevel til at skrive om mig selv og BogForum. Satans, hvorfor er det, jeg ikke kan la' være ...?

3.
Jeg havde det i øvrigt pragtfuldt i den gamle hal på Frederiksberg, selv om jeg var plaget en smule af jet lag. Den første, jeg stødte ind i var Leif Davidsen. Han er en flink mand. Vi spiser frokost sammen en gang om året, hvor vi taler om litteratur, fodbold og Japan, men ikke nødvendigvis i den rækkefølge. Leif sagde:

"Jeg har lige været i Las Vegas, hvor jeg så din Tsar's Dwarf ligge på et nyhedsbord."

"Fedt," svarede jeg glad.

"Ja, det var en meget underlig boghandel," sagde Leif og skyndte sig videre. Han har solgt 40.000 af sin nye thriller. Og så er han ikke engang død som Stieg Larsson. Godt gået, må man sige!

Derefter besøgte jeg lydbog.dk, der sælger Skorpionens hale ... ja, du gættede det, som lydbog. Jeg indtalte den selv for et lille år siden.

Hvis du ikke kender lydbog.dk, så er det et nyt driftigt firma med udsigt til Furesøen og 122 motorcykler. Kim Reinhardt, firmaets chef, er en mand, der brænder sit lys i begge ender, men han gør det med stil. Lur mig om han ikke kommer til at dominere branchen snart.

Derefter hastede jeg videre (alle haster videre i BogForum. Det er ikke et sted til fordybelse), forbi stande med dødsyge biografier af kändisser, der har været på tv tre gange; forbi forfatter-interviews med pornografiske poeter og kuldslåede kokke; forbi bestseller forfattere, der signerede bøger og tandkrus ... og så endelig hen til Dansk PEN, hvor jeg skulle levere et lille oplæg.

Jeg har været medlem af denne vigtige forening i ti år. PEN hjælper forfulgte forfattere og journalister over hele verden. Og som enhver ved, er der mange af dem, alt for mange.

Jeg har kastet min kærlighed på Zimbabwe, hvor ytringsfriheden har trange kår. Det har jeg gjort, fordi jeg har mødt to forfattere fra landet. Begge lever i landflygtighed i henholdsvis Schweiz og Norge.

Nå, men da jeg er gammel satiriker, interesserer det mig at følge kunstnere, som gør nar med magthaverne. Det gør man heldigvis i Afrika med Robert Mugabe - hvis man altså tør. Og det er der heldigvis nogen, der gør, for hvis der er en diktator, der fortjener satire, så er det den gamle rotte, der har holdt sit land i et jerngreb i årtier.

4.
I maj 2008 var der et nyt stykke, der havde premiere i en by i Zimbabwe. Det hed The Crocodile of Zambezi og omhandlede en lettere senil 94-årig diktator, der fejrer sin fødselsdag ved at give amnesti til en masse af sine modstandere - bortset fra bøsser, lesbiske, poeter og udenlandske journalister selvfølgelig. (Guderne skal vide, at man ikke kan fejre noget som helst med den slags rak).

Stykket fik lov at spille en enkelt aften, så blev en af skuespillerne, Aleck Zulu og skuespillets instruktør Lionel Nkusi afhentet af det hemmelige politi. De blev torteret og truet på livet. Fik sække over hovedet og en pistol i munden.

Kort sagt, de var "heldige". De er nemlig stadig i live i dag.

Den slags historier er der masser af i Zimbabwe og i det meste af verden. Det er derfor, der er brug for PEN til at gøre opmærksom på de massive overgreb. PEN og dets medlemmer lægger pres på myndighederne for at få frigivet skribenter, der er smidt i fængsel. De følger enhver sag med stor opmærksomhed ligegyldigt om det gælder sultestrejkende journalister i Kina, redaktører på aviser i Eritrea eller komikere i Burma. Hvis du vil vide mere, gå til www.pen.dk eller amerikansk PEN og læs om de mange sager som PEN arbejder utrætteligt for.

Det hjælper at brokke sig. Vi mennesker skal bare lære at brokke os over de rigtige ting i livet ...

Men det gider jeg heller ikke skrive om.

PEN er bare så god en sag, at det er umuligt at lade være ...

*************

Billeder fra en bogturné i Guds eget land - med en zar og en dværg i bagagen.

2008-11-04T08:59:00.000-08:00

1.
Sytten foredrag i seks stater - det har været sjovt at være på turné med The Tsar's Dwarf, min første roman ude på det amerikanske marked. Romanen er oversat af Tiina Nunnally, og det har hun gjort godt.

Det overstående foto forestiller The Danish-American center i Minneapolis, Minnesota. Her var jeg "låst inde" i et dansk museum i fire nætter, nemlig i en smuk gæstesuite med klunkemøbler og billeder af danske bondegårde, inklusiv de smukkeste bugsvin. Det var til at få hjemve af. Og så stod Dronning Margrethe og Prins Henrik og smilte til mig på hylden anno 1972. Ved siden af var der en lille havfrue i bronze; jeg græd mig i søvn hver aften!

Men den detalje jeg nød mest var de danske juleplatter i elevatoren. Sikken et sted. Her ville jeg gerne begraves, hvis jeg var dansk-amerikaner i Minnesota!

2.
I Minneapolis holdt jeg tre foredrag, nemlig på University of Minnesota, hvor den danske sendelektor Søren Riis Vestergaard havde inviteret mig. Her talte jeg til en klasse fuld af første års studerende, som lyttede tålmodigt. Da klassen var overstået, stormede de ud, som om de havde fået nok af den gale sydskandinav ...

Derefter var jeg i den førnævnte danske-amerikanske forening, hvor Erik Bruhn var en fremragende vært. Tredive mennesker brugte deres søndag eftermiddag på mig. De fleste af dem havde danske rødder, med undtagelse af nogle få weirdoes, som kiggede forbi for at få lidt kringle.

Min sidste performance var i en stor independent book store, Magers and Quinn. Som de fleste af mine foredrag var der ikke tale om nogen dansk vinkel. Magers and Quinn kunne bare godt li' min bog. Eller også havde fået en pistol for panden af mit forlag; jeg skal ikke kunne sige det ...

3.
Dette foto fylder mig med ærefrygt. Det forestiller den danske-amerikanske bogklub i Madison, Wisconsin, som bestyres af Nete Schmidt fra University of Wisconsin.

Fjorten kvinder havde læste The Tsar's Dwarf og behandlede mig som en rock stjerne. Her sidder de så med min bog i hånden, inden vi gik i gang med at snakke om den. Er det ikke et skønt syn? Det betyder, jeg har mindst fjorten læsere i USA ...

Jeg fik masser af begavede spørgsmål den aften og leverede en masse dumme svar. Kort sagt, alt var ved det gamle ...

4.
I Harry W. Schwartz Bookshop i Milwaukee, Wisconsin var der en passioneret boghandler, som fuldstændig havde forelsket sig i min bog. Den stod flot placeret i vinduet; den stod i bunker ved kassen, og enhver kunde i butikken fik den prakket på, så det var en ren fornøjelse. Hvis der var flere boghandlere som hende, ville The Tsar's Dwarf ligge nummer 1 på New York Times bestseller list.

Under min præsentation var der i øvrigt en kvinde, der faldt i søvn. Hun holdt i to minutter, så begyndte hun at snorke i sin bløde stol. Først overvejede jeg at gå hen og sætte mig på skødet af hende, men besluttede, at det ville være for ondskabsfuld, så jeg sparkede hende bare blidt, åh så blidt.

5.
Jeg var helt vild med den overdådige souvenirbutik i Garfield Book Company på Pacific Lutheran University i Tacoma, Washington.

Mon ikke den ville give enhver nordmand en patriotisk erektion? Til gengæld lå det lidt tungt med det danske islæt. Kun et enkelt dannebrog kunne det blive til. Der var ikke engang en rød dansk postkasse eller en sød Danish cartoon ...

Min trøst blev, at jeg fik et godt publikum til mit foredrag. Jeg holdt det foran en pejs i boghandlen og signerede masser af bøger bagefter. Pacific Lutheran University er i øvrigt startet af norske indvandrere. Men det havde I måske gættet?

6.
Findes der nogen forfatter, som ikke synes, det er dejligt at få sit navn bøjet i neon?

Det skete i hvert fald for mig på en litterær café i Chicago, nemlig Chinaski's i Bucktown kvarteret. Bemærk i øvrigt den tomme gade bag mig. Det var Halloween, så folk stod ikke lige frem i kø for at komme ind og høre noget så eksotisk som en dansk forfatter.

Men alt endte godt ligesom i eventyrerne. I sidste øjeblik mødte 15 mennesker op og var et vidunderligt levende publikum. Siden nåede jeg at sætte tænderne i en Norman Mailer burger. Mere kan man ikke be' om, når man er en forfatter på sin første USA turné ...

Snart skal jeg så præsentere The Tsar's Dwarf på Park Avenue i New York, nemlig på det fine Scandinavia House, så dér bli'r jeg nok nødt til at opføre mig ordentligt. Om det er muligt, vil tiden vise ...

Læs mere på min amerikanske blog, Danish Accent.

*****************

Åh Gud, nu er jeg blevet pensum på amerikanske universiteter.

2008-10-25T06:42:00.000-07:00

1.
Så galt kan det gå.

Hvad der aldrig er sket for mig i Danmark, er sket for mig i USA. Jeg er blevet pensum på flere universiteter. Det fandt jeg ud af på University of Washington i Seattle, hvor Masterpieces in Scandinavian Literature klassen havde læst tre danske værker: H.C. Andersen's The Shadow, Søren Kierkegaards Fear and Trembling og Peter H. Fogtdal's The Tsar's Dwarf. Det siger sig selv, at jeg befinder mig godt i sådan et selskab. Hvad Søren og Hans Christian synes, melder historien ikke noget om, men de er heldigvis døde, og det er jeg fandeme ikke.

2.
Det var en dejlig dag på University of Washingtons vidunderlige campus. Træerne var badet i efterårsfarver, og bladene lå som et orange tæppe på de fine gangstier. For første gang i verdenshistorien regnede det ikke i Seattle. Det var solskin, omkring 15 grader, og jeg passerede en sjov demonstration for mass transit. Da jeg kom ind i klassen i Loew Hall, blev jeg budt venlig velkommen af omkring 15 elever.

I dagene før havde jeg præsenteret The Tsar's Dwarf i Elliot Bay Book Co, Seattle's største uafhængige boghandel og i The Nordic Heritage Museum, hvor danske juleplatter kæmper en ulige kamp mod norsk fladbrød. Det var gået godt, men nu blev jeg stillet over for et andet slags publikum: En bunke elever, der havde drøvtygget min tekst og diskuteret den i timevis.

"De kan mægtig godt li' din bog, og jeg tror, du kan vente dig en masse gode spørgsmål," sagde den danske sendelektor, Jan Krogh Nielsen.

Jeg talte i ca. 40 minutter om min første roman, som nu er ude på det amerikanske marked. Zarens dværg udkom i 2006 og solgte ca. 18.000 eksemplarer i Danmark, især fordi den var Månedens Bog i Bonnier's Bogklub. Den er også udkommet i Portugal og Frankrig, og nu er det altså USAs og Canadas tur til at lide med min danske dværg Sørine Bendtdatter, som bliver bortført til Rusland, hvor hun skal underholde Peter den store. For mig at se er Zarens dvælrg en bog om menneskelig værdighed - om hvordan vi behandler folk, der er anderledes.

Da jeg var færdig med mit lille show, var det tid til spørgsmål.

"Hvorfor har du ikke selv oversat The Tsar's Dwarf?" spurgte en af eleverne mig. Det spørgsmål har jeg fået til alle mine ni foredrag.

"Det vil jeg ikke kunne gøre så godt som Tiina Nunnally. Hun har før oversat Peter Høegs Smillas fornemmelse for sne, P.O. Enquists Livlægens besøg og Linn Ullmanns Før du sover, og hun formår fuldstændig at ramme forfatterens tone. Det er der meget få oversættere, der kan."

En sød norsk professor, som også var kommet for at høre på mig, spurgte, om mit kvindeportræt var inspireret af Marie Gubbe.

"Jeg har aldrig læst I.P Jacobsen," sagde jeg.

Professoren så bestyrtet på mig.

"Marie Gubbe er skrevet af I.P. Jacobsen, ikke?" spurgte jeg nervøst.

Den norske professor nikkede. Jeg så rødmende ned i gulvet. Sådan er det, når man ikke har en akademisk baggrund. Så er der ingen, som har holdt en pistol for panden af én og tvunget én til at læse klassikerne.

3.
Det var dog ikke alle i klassen, der var positive. En kvinde på bageste række stak en hånd i vejret.

"Man kan tydeligt mærke, at sex scenerne i din bog er skrevet af en mand. Det ved du godt, ikke?" sagde hun og så fast på mig

"Hvorfor det?" smilte jeg.

"Fordi din kvindelige hovedperson er alt for distanceret."

"Det er da med vilje," forsvarede jeg mig bravt. "Hvis du selv var en kvindelig dværg, som var blevet ydmyget og mishandlet af mænd hele dit liv, ville du så ikke være distanceret i sengen?"

En anden kvindelig elev rakte en hånd op:

"Med al respekt, jeg synes ikke, at din kvindelige hovedperson hænger psykologisk sammen," sagde hun.

Jeg blev dybt irriteret i et kort øjeblik, men kunne så ikke lade være med at grine af mig selv. Der har nemlig aldrig været en eneste anmelder, som har brokket sig over mit kvindeportræt, og det har jeg været utrolig stolt over. Men nu fik mit ego så et velfortjent knæk fra en psykologi studerende på University of Washington, der i øvrigt var sur på mig, fordi jeg tidligere havde lavet grin med tyskere - hun var nemlig af tysk afstamning.

Ja, det er jo ikke alle, der fanger min humor, men det kan man dårligt fortænke folk i. Men sikken en masse gode læsere, der sad i klassen på University of Washington.

Den store anmeldelse i Seattle Times af The Tsar's Dwarf fredag d. 17. oktober. En dejlig overraskelse.

4.
Slutningen af The Tsar's Dwarf er meget dobbeltbundet, i hvert fald hvis man spørger mig.

Der sker nogle ting på de sidste fire sider, jeg aldrig har diskuteret med nogen. Der er ikke rigtig nogle anmeldere, der er gået ind i en tolkning, men til min utrolige glæde var der flere elever i klassen, som havde opdaget nogle magisk-realistiske sekvenser, jeg selv er meget stolt over. For mig at se er Zarens dværg nemlig ikke så realistisk som mange synes. Og heller ikke så mørk. Min dværg går gennem helvede. Hun bliver mishandlet, udstillet på et museum, som om hun var en mumie og får uddrevet sine dæmoner af en religiøs fanatiker, men hun kommer igennem det hele som et bedre menneske - som en sjæl med sin værdighed i behold, og derfor mener jeg faktisk, at jeg har skrevet en opløftende roman.

Men måske skal man slet ikke lytte til, hvad en forfatter siger om sin egen bog ...

5.
Jeg fløj ud af klassen, glad og stolt over hvor godt min bog var blevet læst.

Det var stadig en dejlig dag. I hånden havde jeg en kopi af en stor anmeldelse af The Tsar's Dwarf i Seattle Times, en af de største aviser på the West Coast. Anmelderen skrev, at han synes, mit amerikanske forlag skulle udgive flere bøger med mig.

Jeg er efterhånden ret ligeglad med anmeldelser, men så alligevel ikke helt ...

Senere på dagen var jeg med UWs danske professor Marianne Stecher-Hansen til en reception for Scan Design, en stor foundation, som har støttet mig og mange andre skandinavere i the Pacific Northwest. Her tog jeg mig et sjældent glas Chardonnay. Det smagte mig ikke, men University of Washington kan jeg fandme godt li'.

Tak til Peter Leonard fra University of Washington for fotoene af klassen og mig. Jeg var også pensum på Pacific Lutheran University i Tacoma, men mere om det senere. Måske.

USAs sjoveste boghandel - hvor æselører er en menneskeret!

2008-10-12T21:49:00.000-07:00

Det er et stort øjeblik for en lille dansk forfatter at se sin egen bog i en stor amerikansk boghandel. Ja, ikke nok med det; den stod også i vinduet.

1.
Powell's er den største boghandel i det vestlige USA.

Den ligger i downtown Portland, Oregon og ligner en ussel lagerbygning, men når man går ind, åbner sig en eventyrverden for enhver bogelsker. Powell's City of Books lever op til sit navn; den er næsten på størrelse med en købstad. Bygningen er på fire etager og har bøger om alt - og jeg mener alt. Den har en kæmpe afdeling med japanske tegneserier, den har de førende bøger om kunstige negle og clamydia. Og så kan enhver få stillet sin appetit på mormoner, belgisk chokolade og kunsten at fise til havefester.

Powell's har også bøger på alverdens sprog - den har en dansk afdeling, der består af omkring to hundrede bøger på vores modersmål. Samlingen tyder på, at en dansk folkeskolelærer er kommet forbi og har solgt sine gamle bøger fra sommerhuset i Asserbo. Powell's er nemlig en forunderlig blanding af antikvariat og boghandel, hvor nye og brugte bøger står ved siden af hinanden. Der er ingen bog-racisme her. Smukke coffee table books kissemisser med lasede bøger fra tresserne. Æselører er en menneskeret, og som enhver ved, må en god bog gerne lugte ...

Men hvad kan man så købe i den danske afdeling?

Ja, man kan få krimier af Erle Stanley Gardner og Georges Simenon. Man kan investere i et brugt eksemplar af Fugle i farver fra 1964; man kan få romaner af Angelo Hjort, Iselin Hermann og Peter Høeg. Der er også flere udgaver af Danish for Beginners og en bog om bornholmske kalkmalerier, der ser ud, som om nogen har brugt den som tallerken. Og apropos tallerken, minsandten om jeg ikke engang så en bog om Ida Davidsens smørrebrød. Så kan det godt nok være, jeg brød sammen i hjemve ...

Mit foredrag i Powell's City of Books, Portland, Oregon - her i min yndlingsposition. Som I kan se, repræsenterer jeg de danske farver ved at ydmyge mig selv på det grusomste.

2.
Det var i denne mytiske boghandel, jeg holdt mit femte foredrag på min USA-turné for The Tsar's Dwarf (Zarens dværg).

Mit lille dynamiske forlag Hawthorne Books havde for første gang fået en af deres forfattere på plakaten i den store Powell's. Hvordan de havde gjort det, ved jeg ikke. Måske havde de solgt mig på, at jeg er fra et eksotisk land. Eller også havde de bestukket butikken. Jeg aner det ikke - jeg var bare lykkelig for, at jeg ikke blev spist af med en af de små boghandlere i forstæderne som Åsne Seierstad gjorde - hun var nemlig i byen dagen før mig.

Men mon ikke Åsne fra Kabul og Norge tilgiver mig? Den modige og smukke norske journalist sælger så mange bøger, at jeg er sikker på, hun under mig den store scene ...

3.
Ti minutter før jeg skulle i gang med mit foredrag, var der kommet tre mennesker.

Og jeg kendte to af dem.

Jeg begyndte at svede. Selv om jeg havde besluttet, at mine forventninger ikke måtte være for høje, var jeg næsten ved at tude. Hvorfor var der ingen, der kom? Var det fordi jeg havde holdt fire andre foredrag i byen? Eller var det styrtregnens skyld? Det sidste kunne i hvert fald ikke være forklaringen, for det regner altid i Portland.

"Åh nej," tænkte jeg. "Det her bliver sgu pinligt."

"Folk i Portland kommer altid i sidste øjeblik," sagde en boghandler til mig. Han lagde en klam hånd på min skulder. Jeg var ikke den første fortvivlede forfatter, han havde mødt og heller ikke den sidste.

Jeg takkede manden for hans trøstende ord og nikkede fjernt, da han fortalte mig, at en berømt tegneserieforfatter snakkede et andet sted i byen. "Og så er der slutspillet i baseball. Og præsident valget. Og ingen har penge til at købe bøger på grund af økonomien ... "

Jeg kiggede tomt ud over salens tomme sæder og bemærkede, at ikke engang min egen forlægger havde gidet møde op. Heller ikke de otte venner, der havde lovet at støtte mig. Powell's skulle ha' været højdepunktet på min turné, my moment of glory. Nu ville det blive mit Waterloo; et bevis på, at træerne ikke vokser ind i himlen, ikke engang i Guds og Sarah Palins eget land ...

To minutter før tid begyndte det at strømme til.

Jeg ved ikke, hvordan det skete, men pludselig åbnede elevatoren sig som et godmodigt kødsår. Folk kom anstigende, søde og smilende. Dum som jeg er, blev mit humør bedre, jo flere sæder der blev fyldt op. Og da klokken var tre minutter over halv otte, var der pludselig kommet 53 sjæle og en lille pige i lyserød skidragt.

Ja, jeg havde folk til at tælle: 53. "Men egentligt er det da ligegyldigt om der er mange eller få," hviskede min kæreste gammelklogt. "Det vigtigste er, at du gør det godt."

Jeg gav hende naturligvis ret. I teorien. Men også kun i teorien, for jeg er en krukke og bliver bedre, jo større mit publikum er. Og jeg havde da foretrukket, der havde siddet firs. Eller fem hundrede.

Foredragssalen på tredje sal hos Powell's på Burnside i Portland. Her har alle USAs største forfattere holdt foredrag. Nu var det min tur til at lægge bunden ...

4.
Foredraget gik rigtig godt, og publikum var pragtfuldt. Det lyttede og lo, når jeg gerne ville ha' det. Og folk var alvorlige, når jeg talte om min bogs temaer - om hvordan The Tsar's Dwarf beskriver hvor dårligt vi behandler folk, der er anderledes - både i baroktiden og i dag. For mig er The Tsar's Dwarf ikke en bog om dværge eller pudderparykker, men en tragikomisk roman om menneskeværd og om at føle sig straffet af Gud, og det tema fanger amerikanerne.

Da jeg gik hjem, følte jeg mig utrolig lykkelig. Jeg hilste på de hjemløse og smilte til posedamerne. Selv stjernerne kiggede frem bag de tunge skyer og lo af min selvglæde.

Tænk at berømte Powell's havde sat en lille dansk forfatter på plakaten torsdag d. 9 oktober klokken 19.30. Det havde været en kæmpe oplevelse. I hvert fald for mig, ikke for mit publikum.

5.
Men den 11. november bliver det endnu større. Der er jeg inviteret af the American-Scandinavian Foundation til at snakke i Scandinavia House, 58 Park Avenue i New York. Det er det nordiske kulturinstitut i The Big Apple, og denne præsentation/reception bliver afslutningen på ca. fem ugers turné.

Og så finder den sted i The Volvo Room - mere skandinavisk kan det næsten ikke blive.

"Kan jeg ikke snakke i the Lego room?," tiggede jeg ledelsen. "Det rum står meget bedre til min personlighed."

Svaret var nej, men det er også ligegyldigt. Så kig forbi 58 Park Avenue klokken 18.30. De dejlige mennesker fra det danske konsulat har doneret vin til arrangementet. Det ville da være synd, hvis noget af den gik til spilde ...

PS. Hvis det kniber med at komme til New York, så er jeg på BogForum søndag d. 16.11 klokken 15.40 på Gyldendals stand for at tale om Skorpionens hale. Men i Forum er jeg jo tvunget til at være alvorlig ...

***********************

Min amerikanske bogturné er skudt i gang.

2008-10-02T09:02:00.000-07:00

1.
Min amerikanske turné er i gang. Jeg startede den 2. oktober med to foredrag om The Tsar's Dwarf - den amerikanske version af Zarens dværg, der just er udkommet her ovre.

Det første fandt sted på Lincoln high school i Portland for tredive elever på biblioteket. Skolen bød mig velkommen med en stor plakat, hvor der stod THE GREAT DANE og med små bogstaver VELBEKOMMEN (!). Der var også en diabolsk elev, som havde skrevet Manchester United-Aalborg 3-0. Det sidste refererede til et fodboldresultat fra Champions League - et resultat, som jeg mærkeligvis har fortrængt ...

Eleverne var pragtfulde. De var fuldt til stede og stillede en byge af spørgsmål bagefter, mange af dem højst begavede. Fem elever købte bogen, og de optog mig på film, så hvem ved, måske ender jeg på You Tube ligesom Michael Jackson og finske massemordere ...

Om aftenen var det så min "rigtige" debut i en hyggelig boghandel, Annie Bloom's. De havde stillet 12 stole frem, men der kom 23. Stemningen var rigtig god. Boghandleren elskede bogen og startede med at sige, hun aldrig havde læst noget lignende. Sådan noget siger amerikanere altid, men jeg kunne mærke, hun mente det.

Tror jeg nok.

Måske.

2.
Nå, men jeg startede med at fortælle forsamlingen om, hvordan jeg fik ideen til bogen. Zarens dværg udkom i Danmark i 2006, men jeg startede med at lave research på den i 2004. Det var en langsom proces at finde den rigtige fortællerstemme. Faktisk troede jeg først, romanen skulle handle om Frederik IV og Peter den Stores møde i København i 1716 under Den Store Nordiske Krig, men efter nogle måneder blandede en uartig dværg sig i min skriveproces. Hun hed Sørine Bentsdatter og var vulgær og morsom, og pludselig udviklede Zarens dværg sig i en uventet retning. Sådan er det jo med romaner. De har deres eget liv; de kan aldrig planlægges, for så bli'r de mopsede.

Nå, men the reading hos Annie Bloom's var en fin start på min 5 ugers turné. I næste uge skal jeg snakke på nogle meget større steder, så nu har jeg altså været på en velfungerende træningslejr.

3.
Træerne vokser dog ikke ind i himlen. Mit foredrag d. 2. oktober blev flyttet til d. 20. januar på grund af tv-debatten mellem Sarah Palin og Joe Biden, de to vicepræsidentkandidater.

Boghandleren mente ikke, jeg kunne konkurrere med Sarah Palin, der i den grad har dummet sig på det sidste. Hun udtaler sig med imponerende skråsikkerhed om en masse, hun ikke har forstand på, så hun er en rigtig politiker.

Og så er hun mere sexet end mig.

På tirsdag er der dog hård konkurrence igen. Der skal jeg nemlig snakke på min hjemmebane, Portland State University samtidig med, at Obama og McCain debaterer på tv. Men da universitetet serverer mad før min reading, skal det nok gå alt sammen.

Om ikke andet så bli'r der nogle hjemløse, som kigger forbi ...

PS. Hvis du vil se, hvad ganske almindelige amerikanske bogklubber, bibliotekarer og boghandlere skriver om The Tsar's Dwarf steder som New Hampshire, Texas, Illinois mm, så klik her: http://www.amazon.com/Tsars-Dwarf-Peter-H-Fogtdal/dp/0979018803

En vidunderlig nedtælling til en amerikansk debut!

2008-09-24T14:05:00.000-07:00

1.
Hold da kæft, jeg kan næsten ikke sove om natten af spænding.

Jeg vender og drejer mig i min københavnske seng, mens stjernerne drysser ned over mit tagvindue. De ligner skæl på en stor mørk skulder - en skulder, der virker, som om den sidder på en godmodig gud.

Hvorfor kan jeg ikke sove, spørger du? Fordi om en uge er Zarens dværg ude i USA og Canada, men allerede nu er der 51anmeldelser af bogen på Amazon.com fra læsere over hele USA - og det er altså før den er ude officielt!

Mit lille velanskrevne forlag Hawthorne Books sendte for halvanden måned siden 200 bøger ud til indflydelsesrige læsergruppe som f. eks. Amazon Vine - de anmelder nye bøger på nettet og læses af utrolig mange.

Dette gjorde forlaget selvfølgelig i håbet om, at nogle få ville anmelde The Tsar's Dwarf. Læsergrupper som Amazon Vine modtager nemlig så mange bøger fra USAs utallige forlag, at de fleste værker ikke engang bliver anmeldt én eneste gang - men et eller andet er åbenbart gået rigtig godt i mit tilfælde.

Og det bedste af det hele er, at langt de fleste reviews er overordentlige positive. Det var de sådan set også i Danmark, da bogen udkom i 2006, men Amazon Vines læsere (og mange andre, som har fået fat i bogen før tiden) går meget i dybden med bogens tema, og det er jo noget en forfatter kan li'.

Samtidig har jeg fået en kanon anmeldelse i et af Vestkystens mest anerkendte literære tidsskrifter The Believer fra San Francisco. Jeg må indrømme, jeg aldrig havde hørt om det før det anmeldte min bog, men nu synes jeg selvfølgelig, det er USAs vigtigste blad.

2.
Som mine faste læsere ved, starter min USA turné d. 1. oktober i førnævnte Portland, Oregon - min amerikanske hjemmebane - og ender i New York d. 7. november. Alle aftaler er på plads med undtagelse af dem i The Big Apple.

Kig forbi og lyt til mig, hvis du bor i USA. Der kommer sikkert ikke særlig mange for at glo på en dansker som mig, men én ting er sikkert: Der er i hvert fald én, der kommer til at ha' det sjovt, og det er mig!

AMERIKANSK TURNÉ:
OREGON:

Wednesday, 01 October 2008 :: 7.30 pm
Annie Bloom's Books 7834 SW Capitol Hwy Portland, OR 97219 (503) 246-0053

Wednesday, 01 October 2008 :: 1.00 pm
Lincoln High School 1600 SW Salmon St Portland, OR 97205 (503) 916-5200 ::

UDSAT TIL D. 20. JANUAR 2009
Broadway Books 1714 Northeast Broadway St. Portland, Oregon 97232 (503) 284-1726

Friday, 03 October 2008 :: 7.30 pm
Scandinavian Heritage Foundation/Portland State University, Cramer Hall.

Tuesday, 07 October 2008 :: 7.30 pm
Portland State University Book Launch :: Sponsored by The Department of Foreign Languages and Literatures at Portland State University. Smith 338, Vanport room.

Thursday, 09 October 2008 :: 7.30 pm
Powell's City of Books 1005 W Burnside Portland, OR (503) 228-4651

WASHINGTON STATEN:

Sunday, 19 October 2008 :: (Ny tid: 2.00 pm) Elliott Bay Book Co. 101 South Main Street Seattle, Washington 98104 (206) 624-6600

Monday, 20 October 2008 :: 7.00 pm (IKKE 6 pm)Nordic Heritage Museum 3014 NW 67th St Seattle, WA 98117 (206) 789-5707

Tuesday, 21 October 2008 :: 1.30 pm University of Washington "Masterpieces in Scandinavian literature", Raitt Hall, Seattle, WA :: Information jhkn@u.washington.edu

Wednesday, 22 October 2008:: 6 pm. Garfield Bookstore 208 Garfield St S Tacoma, WA (253) 535-7665‎

MIDTVESTEN:

Friday, 24 October 2008:: 1.25 pm. 1701 University Avenue, room 208, University of Minnesota, Minneapolis.

Saturday, 25 October 2008 :: 7.00 pm
Magers and Quinn Magers & Quinn Booksellers 3038 Hennepin Ave. South Minneapolis, MN 55408 612-822-4611 866

Sunday, 26 October 2008 :: 3.00 pm
Danish American Center 3030 West River Parkway South Minneapolis, Minnesota 55406 (612)-729-3800 dainfo@dac.mn

Wednesday, 29 October 2008:: 7.00 pmUniversity of Wisconsin, Van Hise, room 1418, Madison, Wisconsin. Information: aschmidt2@wisc.edu

Thursday, 30 October 2008 :: 7.00 pm
Harry W. Schwartz Harry W. Schwartz Bookshop 2559 N. Downer Ave. Milwaukee, WI 53211 Phone: (414) 332-1181

Saturday, 01 November 2008: 7.00 pm Chinaski's Bar—Chicago, IL 1935 N. Damen Chicago, IL (773) 489-2353

NEW YORK:

New York City, 11 November: 6.30 pm
Scandinavia House, 58 Park Avenue, New York, NY 10016, (212) 847 9718. Sponsored by the American-Scandinavian Foundation and the Royal Danish Consulate.

Hvis du bor i Danmark, kan du købe bogen på www.amazon.com, men også på www.saxo.com og en del andre steder på nettet.

Ja, nu skal jeg altså på USA-turné - ligesom Metallica.

2008-09-11T23:53:00.000-07:00

1.
Sikken et efterår.

Jeg er kommet til et tidspunkt i min karriere, hvor det virkelig er sjovt at være forfatter. Min roman fra 2006 Zarens dværg er godt på vej ud i verden. For halvanden år siden udkom den i Portugal som A Ana do Czar, derefter i Frankrig som La Naine du Tsar, og nu er den på vej ud i USA og Canada. De første anmeldelser er begyndt at dumpe ind. Der ligger allerede over tredive på amazon.com, de fleste meget positive - og d. 1. oktober, som er den officielle udgivelsesdato, starter jeg på en fem ugers turné i USA.

Bare det at kunne skrive, at jeg skal på en fem ugers turné i USA, kan jo gøre mig helt høj. Det lyder lidt som Metallica, bare med den forskel, at der nok ikke er nogle kvinder, der river tøjet af mig ...

Jeg starter i Portland, Oregon, som er min amerikanske hjemmebane. Her har jeg intet mindre end seks readings, bl.a. i den største boghandel i det vestlige USA, Powell´s.

Så fortsætter jeg til Seattle, hvor jeg skal pludre på University of Washington og Nordic Heritage Museum. Derefter går turen til Tacoma og Pacific Lutheran University, så nogle boghandlere i Minneapolis og St. Paul i Minnesota, University of Wisconsin, Madison, Milwaukie i Wisconsin, New York og Chicago.

Chicago er Obamas hjemby, men jeg regner ikke med, han kommer - det er kun fire dage før han skal vælges til et eller andet større embede der ovre.

Og ja, jeg kunne blive ved (jeg skal nemlig også til Californien i februar og til Alaska i foråret), men hvis du er interesseret i at stalke mig gennem USA, må du følge med på min amerikanske blog Danish Accent.

2.
Noget af det, jeg er mest stolt over er, at The Tsar's Dwarf har fået blurbs fra to forfattere i verdensklasse. Blurbs er rosende citater, som man putter på bogens bagside. Det er ganske normalt i USA, hvorimod man ikke "må" den slags i Danmark.

Den ene blurb er skrevet af irske Sebastian Barry, som lige er blevet nomineret til den største litteraturpris i den engelsksprogede verden, Booker prisen. Den dejlige mand skriver om min bog: "A properly curious and wonderful work of great human value by a Danish master."

Den der med Danish master kan jeg godt li´- jeg håber, I tilgi´r mig en vis barnlig glæde over den slags skamros. Og tænk, så har forlaget ikke engang betalt ham!

Den anden forfatter, der har blurbet er Joanna Scott, som jeg er en stor fan af. Hun er ikke særlig kendt i Danmark, men det er hun i den grad i USA, især blandt litterære feinschmeckere. Scott har været finalist til Pulitzer prisen to gange, og hendes bøger er blevet skamrost af Michael Cunningham, Nick Hornby og Salman Rushdie.

Joanna Scott skriver om min dværg: "There´s a potent mix of heartbreak and hilarity in this vividly imagined novel, with a saucy, startling narrator who holds us captive. The dwarf Sørine fixes her keen gaze on history´s tangled events and misses nothing. She is completely spellbinding."

3.
Som sagt vil jeg prøve at blogge, mens jeg er på turné, men jeg får ikke særlig meget tid. I sagens natur skal jeg nemlig rejse en del, og det hele besværliggøres af, at jeg ikke kører bil.

"Kører du ikke bil?" spurgte mit forlag mig skrækslagent, da vi planlagde turneen. "Hvad er der i vejen med dig?"

Jeg fortalte de forfærdede amerikanere, at den eneste grund til, jeg er blevet så gammel, som jeg er, er fordi jeg altid har vidst, at jeg ikke skal køre. Jeg ville være en katastrofe bag et rat. Ikke nok med, at jeg ville være til fare for mig selv, jeg ville også være til fare for fodgængere, rutebiler, børnehaveklasser, og alle andre, der var dumme nok til at bevæge sig ud i trafikken, når jeg var på banen.

Så ja, jeg skal rundt i USA med fly og lokale busser. Men det bli´r skide sjovt, også selv om der sikkert ikke kommer mere end fire mennesker for at lytte til en ukendt forfatter fra et ukendt land.

Der er jo ingen, som kan beskylde mig for at være Lars Ulrich ...

Min USA turné er sponsoreret af CopyDan, DPA, Kunststyrelsen og Hawthorne Books. Tak for støtten. Jeg vil prøve at repræsentere de danske farver uden at falde alt for meget igennem ...

Zarens dværg udkom til fine anmeldelser i marts 2006 og blev senere Månedens bog i Bonniers bogklub.

Jeg skal fandme aldrig være udenlandsdansker. (Jeg elsker mit dejlige lorteland)

2008-08-17T18:53:00.000-07:00

Jeg kunne ikke drømme om at blive udenlandsdansker. Bare ordet: udenlandsdansker. Lyder det ikke som skattely og lunken sangria - orange flugtstole, maniodepressive bankkonti ...?

Jeg er væk en pæn del af året, men jeg elsker mit dejlige lorteland, og jeg er ikke bange for at indrømme det.

Jeg elsker stokroserne og de toppede brosten. Jeg får tårer i øjnene, når Danmark vinder bronze i hestedressur; jeg bli'r et bedre menneske, når jeg spiser gravad laks. Og jeg er vild med det multietniske Danmark, der er på vej til at blive en realitet.

Jeg synes, det er dejligt, at ekspedienten i 7-11 har beigebrunt hovedtørklæde; jeg synes, det er fedt, at min grønthandler er fra Yemen, og jeg kan godt tilgive Caroline Wozniacki, at hendes forældre er polske. Ja, så stort et menneske er jeg. Der skal være plads til det hele, både en agurkemad og en shawarma fra Gdansk.

Der er selvfølgelig også ting, jeg ikke bryder om. Jeg bryder mig ikke om januar og jantelov. Jeg kan ikke udstå den mutte melankoli og den småsure smålighed. I Danmark går vi med så små sko, at det er et mirakel, vi overhovedet kan gå. Vi holder på vores "ret", om vi har den eller ej, og der er ikke så højt til loftet, som vi selv bilder os ind. Turisterne gider ikke besøge os længere. Hvorfor skulle de besøge et land, der er kendt for at være dyrt, fremmedfjendsk og som udmærker sig med dårlig service? Vi er nødt til at se det i øjnene: vi er ikke kendt for vores tolerance længere. Vi er blevet en krigsførende nation af satte satirikere, der fornærmer en billion mennesker med tåbelige tegninger. Hvorfor? Fordi vi synes, det er vores "ret" at værne om ytringsfriheden - fordi vi ikke forstår, at tro kan være et spørgsmål om liv og død for dem, som ikke har korsfæstet sig selv i sarkasme.

Men hvordan skulle vi også kunne forstå det? Danmark er et land blottet for spiritualitet. Gud er sat i skammekrogen. Vi har ikke brug for Ham længere; vi er så rationelle og ateistiske, at det er til at få blindtarmsbetændelse af - vi tror ikke på noget som helst, hverken på os selv eller andre. Og det er denne indstilling, der er vores største svaghed - men også vores styrke. Vi danskere er sjældent fanatikere. Det er ikke os, der kommer til at sætte verden i brand; vi vil hellere se X-Faktor.

Men jeg elsker altså Danmark alligevel. Jeg elsker, at vi er så afslappede og så uformelle. Jeg elsker makrelsalat og de lange juni aftener, og jeg skal aldrig være udenlandsdansker. Ja, faktisk er min kærlighed til fædrelandet så stor, at jeg kun kan klare det i små portioner. Man kan godt få for meget af det gode, især i et land, hvor det er november ni måneder om året ...

Motionscykelløb i Oregon: I ulige kamp mod skolebørn og kornfede motionister.

2008-08-03T11:00:00.000-07:00

Det var ikke Tour de France, men det lignede.

Det var Portland's Bridge Pedal - Oregons største motionscykelløb med 25.000 cyklister, der skulle passere byens ti broer en tidlig søndag morgen, mens vejret ikke var for hedt.

Vi mødtes nede ved floden klokken 6.30 alle 25.000 af os i blankpolerede hjelme, outrerede cykeltricoter, stramme shorts - de hårde drenge i orange veste (55 kilometer), de halvhårde drenge i gule veste (38 kilometer rute) og tøsedrengene i grønne veste (25 kilometer rute). Jeg behøver vel ikke sige, hvilken gruppe, jeg tilhørte?

Til gengæld var mit kostume ikke så imponerende som de fleste andres. F. eks. har jeg ikke små bøssede spejle på min hjelm, så jeg kan se, hvem der kommer bag fra (spejlene får de amerikanske bikers til at ligne cyklende tandlæger). Jeg har heller ingen cykelsko, der klikker, når jeg går på asfalten - og værst af alt, min tabercykel har kun 21 gear. Men til gengæld var jeg i strålende form.

Et par uger før havde jeg nemlig været med i et andet motionsløb, The Hottest Race of the Year - 60 kilometer i glohed varme, der havde givet mig et latent had til cykling i dagene efter, og som havde endt med, at jeg var stået af efter 52 kilometer og havde fortæret en stor kop kaffe og en kaloriebombe af en cheesecake, mens jeg sagde fuck til det hele og svor, at det var sidste gang i mit liv, at jeg havde medvirket i et motionsløb, hvor folk rent faktisk var i form!

Men den oplevelse var glemt, da jeg startede på The Bridge Pedal, det 50 kilometer lange motionsløb, der arbejdede sig langs floden gennem det meste af Portland, ind og ud af hyggelige neighborhoods, gennem industrikvarterer med ildelugtende fabrikker, over tårnhøje broer, hvor der var opstillet boder med bananer, oatmeal cookies, iced tea ... plus cykelværksteder, gratis kanonfotografer og et energisk dixieland orkester, der spillede så sveden sprang fra jazzede skaldepander.

Og løbet, hvad med det? Jo, det var svært at få øje på for mennesker. Når 25.000 mennesker er ude at cykle, så er farten ikke spor imponerende, men det var disciplinen til gengæld. Jeg så kun ét uheld, og jeg så ingen, absolut INGEN, smide affald fra sig eller pisse i buskene. Portlanderne er miljøbevidste og puritanske og meget bevidste om, hvad de skal gøre med deres affald (de sender det på tv?). De er også ganske opfindsomme - mange havde klæbet øldåser, Playboy bunny ears og gule vifter oven på deres hjelme, så de kunne få øje på deres venner i det latterlig store felt, der lammede byens trafik i en halv dag.

Turens første og eneste sportslige udfordring kom efter ca. 30 km - St. Johns Bridge, hvor vi skulle op ad en stejl bakke til broen. Og det var her, jeg slog til. Nu skulle ydmygelserne fra et langt liv vaskes af, så da vi nærmede os bakken, var jeg mere end klar. Jeg ved nemlig en ting: af uforståelige grunde er jeg god til at cykle op af - ja, næsten lige så god som Michael Rasmussen uden EPO - så da det begyndte at stige, rykkede jeg uimodståeligt fri.

På de første hundrede meter havde jeg overhalet omkring hundred motionister (ja, jeg talte!). Jeg nød synet af børn, unge og invalidepensionister, der var kobberrøde i ansigtet af anstrengelse; jeg passerede med lethed et par anemiske fyre i tyverne, der stirrede misundeligt efter mig; jeg ydmygede et par bedagede herrer i tresserne, der troede, de kunne lege med de tunge drenge; jeg sejlede forbi tåbelige tandemmer, bred-røvede bureaukrater, liderlige linguister ... men lad mig sige det, som det er - amerikanerne duer ikke til bjerge. De kan kun vinde Tour de France, hvis de har haft kræft, hvorimod vi danskere kan sparke røv. Vi gemmer os bare i Mexico eller bli'r væk fra doping-kontrollen.

Da jeg endelig nåede op på toppen og var ved at brække mig af anstrengelse, havde jeg vel passeret omkring 200 og var kun blevet passeret af én - et arrogant røvhul i cykeltricot, som jeg havde forsøgt at køre i grøften, men uden held. Men æren var der ingen, der kunne tage fra mig.

Ja, der var faktisk ingen, der havde lyst til at tage den fra mig, da der jo kun var tale om et motionsløb, hvor ens præmie var en moden banan og et "good job" fra en hårdtpumpet volunteer, når man kom i mål.

Men i min alder må man vælge sine kampe med omhu, så næste gang tror jeg, jeg bliver hjemme! Der skal jo også være plads til nogle succes-oplevelser for de 24.999 andre ...!

Danmark for dumrianer: En overfladisk guide til verdens lykkeligste nation.

2008-07-08T21:54:00.000-07:00

Alle danskere er blonde og smukke. Og vi har alle sammen et sommerhus med udsigt til en sø eller et vadehav. Det er derfor hele verden drømmer om at være dansk, men gør jer ingen forhåbninger. Vi er meget smålige med vores gener.

Du er heldig.

Du blev født i Danmark.

Hver morgen står du op og tænker: Nej, hvor er jeg priviligeret. Jeg kunne være blevet født i Mauretanien eller i Malmø, men nej, jeg blev heldigvis født i landet, der flyder med mælk og selvfed honning.

"Ja," fortsætter du, mens du betragter dig selv i spejlet. "Jeg er verdens lykkeligste menneske. Man kan ikke se det på mig, men jeg er mere effektiv end en tysker, jeg taler bedre engelsk end en englænder, og jeg er mere selvglad end en nordmand."

Jo, der er ingen tvivl: Vi danskere er noget helt særligt, og vi bliver aldrig trætte af at gi' resten af verden baghul. Men vi har et problem - et lille problem, der desværre ikke er helt ubetydeligt:

Der er ikke rigtig nogen, der ved det.

Ja, tro det eller la' være, Danmark har langt mindre profil i verden end Sverige og Norge. Vi er kun kendt, når nogen skærer hovedet af en havfrue eller tilsviner en profet. Bortset fra det falder vi i med det nordeuropæiske tapet af trælse tyskere, håbløse hollændere og formørkede finner.

Derfor har jeg tilladt mig at lave en lille guide til vores land - en overfladisk guide vi kan bruge til at støtte vores selvfølelse - og som vi kan vise arrogante udlændinge, der tror, de er noget. Du kan også læse den engelsksprogede version på min blog Danish Accent

Men her er den på det eneste sprog, der virkelig tæller:

DIN GUIDE TIL VERDENS NAVLE, BEDRE KENDT SOM KONGERIGET DANMARK

Sprog: Dansk.

Indbyggerantal: 5,5 millioner.

Størrelse: Det 8. største land i verden, hvis man medregner Grønland. (Medregn altid Grønland).

Hovedstad: København (1.5 millioner)

Placering på engelske Monocle's liste over de bedste byer i verden: Nummer 1.

Endnu en topplacering i verden, som vi bør være stolt over: Højeste konsumering af svinekøb pr. indbygger.

Møntfod: Kroner. (Så længe det varer)

Religion: Nej, tak.

Dronning: Margrethe II

Krigsminister: Anders Fogh Rasmussen.

Hofnar: Jørgen Poulsen.

Dårligste eksportvare til udlandet: Danish cartoons.

Forbrydelser pr. indbygger: Fjerde laveste i verden.

Gennemsnitlig indtagelse af øl pr. indbygger: Fjerde højeste i verden.

Berømte danskere, som er døde: H. C. Andersen, Søren Kierkegaard, Hamlet.

Berømt dansker, som burde være død: Jante.

Danskere, som nordmændene prøver at hugge fra os: Ludvig Holbjerg, Tordenskiold, Baard Owe.

Mest berømte danske bygning: Operahuset i Sydney.

Antal af kæderygere: 10% af befolkningen. (Alle sidder ved siden af dig, når du er på café)

Antal af overvægtige danskere: 22% af befolkningen.

Antal af fjordrejer på smørrebrød i Tivoli: Seks.

Den danske nationalret: Shawarma.

Vigtigste danske opfindelse: Atombomben.

Næstvigtigste danske opfindelse: Hygge.

Tredje vigtigste danske opfindelse: Korkbæltet.

Bedste turist attraktion, hvis du kan li' riddere, kanoner og prinsesser i stramme korsetter: 1. Frederiksborg slot. 2. Kronborg slot. 3. Egeskov.

Bedste turist attraktion hvis du er otte år gammel: Legoland.

Bedste turist attraktion, hvis du er enogfirs: Tivoli.

Mest overvurderede turist attraktion, som du tvinges til at vise dine udenlandske gæster, selv om du ikke gider: Den lille havfrue.

Det er den slags svineri vi danskere må finde os i hver dag fra udenlændinge. Se, hvor de besudler vores nationalklenodie. Men vi danskere er tolerante. Vi halshugger ingen, selv om det nok skal komme.

Største øjeblik i danmarkshistorien: Da de danske vikinger erobrede England i det 11. århundrede.

Næststørste øjeblik i danmarkshistorien: Da Danmark vandt EM i fodbold i 1992.

Mest overvurderet idiot i danmarkshistorien: Christian IV.

Største internationale hit nogensinde, men lad vær' med at lytte til det: Barbie Girl af Aqua.

Værste danske accent i berømt Hollywood film: Meryl Streep som Karen Blixen i Out of Africa.

Smukkeste byer i kongeriget: København, Helsingør, Ærøskøbing, Faaborg, Ribe, Skagen, Svaneke, Århus.

Steder, som bør undgås for enhver pris: Mørke, Ringsted, Fisketorvet i København.

Højeste punkt i fædrelandet: 1. Yding Skovhøj 2. Vores selvfølelse.

Bedste måned at begå selvmord, fordi det er koldt, og alle hellere vil være i Thailand: Januar.

Bedste danske karaktertræk: Tolerance, sans for humor, udtrådte sandaler.

Værste danske karaktertræk: Intolerance, sarkasme, små sko.

Hvad en amerikaner vil savne mest, når hun besøger Danmark: Starbucks, TV værter med kridhvide tænder.

Hvad en italiener vil savne mest, når hun besøger Danmark: Godt brød, mode, T-shirts af Silvio Berlusconi.

Smukkeste område i Denmark: Silkeborg søerne.

Berømtheder, som elsker København fordi vi tvinger dem til det: Danny Kaye, Woody Allen, Bryan Adams, Per-Olov Enquist, Gwyneth Paltrow, John Cleese.

Åndsvageste ting en udlænding kan sige til en dansker: Hvor er det, du kommer fra i Tyskland ...?

Næstmest åndssvage ting en udlænding kan sige til en dansker: Ih, hvor kan jeg altså bedre li' Sverige.

Dette var din guide til verdens ældste kongerige.

Hvis du ikke har nogen udlændinge at vise den til, så brug den til at fylde dig med stolthed over at du er dansker med stort D.

Og når vores naboer fører sig frem, så husk at fortælle dem, at både Sverige og Norge plejede at være dansk. Det samme gjalt England, Island, Nordtyskland, Letland, Dittmarsken og St. Thomas.

I dag er Danmark en krigsførende nation igen, så udlandet skal ikke komme for godt i gang. Vi danskere har vold i blodet; vi plejede trods alt at være vikinger.

Ha' en god sommer, alle sammen!

Åbent brev fra Portland, Oregon (USAs lesbiske cykelparadis)

2008-07-06T09:54:00.000-07:00

1.
Portland, Oregon er stolt. Den er lige blevet kåret til den næstbedste by at bo i i hele USA. Det skete foran byer som New York, Chicago og San Francisco. Ikke engang Plains, Georgia kan være med, for Portland er ung og trendy; den er grøn og kendt for at være venstreorienteret og lesbisk.

Jeg har undervist on and off på Portland State University i europæisk litteratur og i Advanced Fiction Writing i ca. tre år. Portland har omkring en million indbyggere; dens klima er lidt som det danske - det vil sige, det regner i en uendelighed, men sommerne er betydelig varmere og varer længere.

Portland er også cykelby nummer 1 i USA. Den er fuld af cykelstier, som bilisterne ignorerer på det gladeligste, men den er cykelby nummer 1 alligevel.

For dem af jer, der har ondt i geografien, kan jeg fortælle, at Portland ligger tre timer syd for Seattle og otte timer nord for San Francisco. Den hører altså hjemme på vestkysten - den kyst, der er længst væk fra København og Kibæk.

Så skulle det ligesom være på plads ...

2.
Som dansker er det ikke spor svært at være i Oregon. Der er rigtig mange, som hedder Rasmussen og Olsen her, og den slags navne har jo en beroligende indflydelse på enhver, der kommer fra Danmark. Man sover ligesom bedre om natten, når man ved, man kan ringe efter en security guard, der hedder Allan Hansen.

Heldigvis er der dog en del ting i Oregon, der er meget eksotisk for en dansker. En af dem er, at folk er så høflige. Hvis man sparker en af de lokale i skridtet, siger han altid undskyld. Portland er slet ikke som København; her tager folk hensyn, og ingen skriger af hinanden i trafikken.

En anden eksotiosk ting er de forhadte vaskebjørne, som man støder på over alt i Oregon, også i skraldecontainerne i Portland.

Jeg har en stor svaghed for raccoons. De er på størrelse med store ræve og har bedårende sorte cirkler om øjnene, hvilket får dem til at ligne indbrudstyve, der er sponsoreret af Armani. Hver gang jeg ser en, har jeg lyst til at samle den op og dikke den under hagen.

- Raccoons aren't nice at all, plejer min amerikanske kæreste at sige, mens hun laver øjne. - They are mean, Peter. They tear babies to shreads!

Jeg nikker sødt. Bortset fra rotter og australske slanger er jeg dyreelsker, men efter at have hørt følgende historie er jeg nok nødt til at ændre mening om mine nuttede venner.

3.
Dette skete for mange år siden:

Steve, min kærestes storebror, var i teenage alderen og kravlede op i et træ i sin baghave. Pludselig hørte han en lyd. Længere henne ad grenen sad en raccoon og stirrede på ham. Der gik nogle sekunder. Bjørnen lagde hovedet på skrå, og i det Steve drog et lettelsens suk, lod bjørnen en pote glide om i røven og smed en lort i hovedet på ham.

Så nu tror jeg altså, jeg foretrækker pudler ...

3.
Ny scene: En pub i Portlands Pearl distrikt.

Vi er seks forfattere, der mødes her. Høj reggae musik drøner ud af højttalerne. Det er et ret åndssvagt sted at holde møde, når man tænker på, vi skal snakke sammen, men jeg er med for første gang, så jeg holder min kæft og hilser på de fem damer omkring bordet.

Jeg er blevet inviteret af en af mine elever, Julie, som er en fagbogsforfatter, der gerne vil skrive fiktion. Den drøm har hun opgivet efter at ha' taget min klasse(!). Nu koncentrerer hun sig nu om sin indbringende forretning: at skrive bøger om bipolar disorder - det, vi på dansk kalder for maniodepression. Faktisk har Julie skrevet en hel serie: hvordan man kommer ud af sin maniodepression, hvordan man bor sammen med en maniodepressiv, og hvordan man spiller boccia med en maniodepressiv ...

Julie er meget maniodepressiv. Da hun skrev sin første bog, var hun udpræget manio - den solgte nemlig 20.000. I øjeblikket er hun udpræget depressiv - den sidste har solgt nul.

- Vi kan ikke få presse på bogen, klager hun. Alle tv-programmer drejer sig om terror og Osama bin Laden. Ingen vil høre om bipolar disorder, ikke engang Oprah.

Vi trøster hende med bruschetta, pasta og velskænket hvidvin. Jeg bliver introduceret til de andre skrivekugler - alle damer på min alder, der har fået udgivet flere bøger. Ved siden af mig sidder Nancy, som skriver om dyr. Hendes første bog handlede om hunde, den næste om katte, den tredje om papegøjer, den sidste om firben.

- Er du ved at løbe tør for ideer? spørger jeg.

- Nej, jeg er bare nødt til at skrive fire bøger om året for at overleve, sukker hun og fortæller, at de næste skal handle om boaslanger, skildpadder og marsvin.

- Men jeg har også skrevet en digtsamling, siger hun til forsamlingen, - den er lige blevet antaget på et lille forlag.

- Hvad hedder forlaget? spørger Julie begejstret.

- Det er et meget lille forlag, siger Nancy og kigger skamfuldt ned i bordet. Derefter fortæller hun, at hendes papegøjebog ikke er gået særlig godt, fordi dens målgruppe viste sig at være papegøjerne, ikke ejermændene.

Vi fortsætter vores runde omkring bordet.

- Hej, jeg hedder Maura, smiler en anden af damerne, en rigtig sød brunette i chokoladebrun kjole. Hun fortæller om sin første bog, FBI Girl - en selvbiografi om, hvordan det var at vokse op som datter af en FBI-agent. Som barn flyttede Maura rundt hele tiden, hvilket fik hende til at føle sig rodløs. Men værre: hun kunne ikke tale ordentligt med sin far, fordi far talte i koder. Når han ikke snakkede, sad han og gloede ned i maden, som om han var bange for, at der var skjulte mikrofoner i kartoflerne. Familiens redning var Maura's lillebror, der led af Down's syndrom. Han savlede ganske vist, men var den eneste, der kunne vise kærlighed. Bogen er gået rigtig godt, men lige nu er Maura usikker på, hvad hun skal skrive om næste gang.

- Hvad med Al Quaida Girl? foreslår jeg hjælpsomt.

Alle ler høfligt. Maura fortæller, at FBI Girl lige er udkommet i paperback, men under en anden titel - ganske passende for en bog om hemmelige agenter. Forklaringen er helt udramatisk: Forlaget har krævet en ny titel, da boghandlere bliver ved med at proppe FBI GIRL ind i crime sektionen, så memoirer læserne ikke kan finde den.

Efter to timers hyggelig snak går jeg ud til min cykel i solen. Og da jeg cykler hjem, glæder jeg mig over, at jeg er fiktions forfatter og ikke behøver at skrive bøger om brasilianske papegøjer.

4.
Jo, jeg har det godt med at rejse frem og tilbage mellem København og Oregon.

Jeg har altid været en nomade, der elsker Danmark, men ikke føler mig helt tilpas i mit hjemland.

Det sjove er, at jeg er endt i to byer, hvor vejret for det meste er elendigt; hvor cykler er lidt af en religion, og hvor tolerancen mod de "anderledes" er relativ stor.

Så længe det varer, Danmark ...?

Hvordan jeg næsten blev tvangskonverteret på flyet mellem Frankfurt og Portland.

2008-06-24T08:49:00.000-07:00

Dette foto stammer fra en dansk sommerhave, taget nogle få dage før jeg næsten blev tvangskonverteret af en rar prædikant ti kilometer over Grønland. Jo, det er farligt at flyve.

1.
Jeg mødte Odile Poulsen på Facebook, det bedste in-sted for sludrechatoller i Cyber Space.

Odile er forfatter og skrev en dag en sød mail til mig, hvor hun fortalte hvor meget hun havde nydt min roman Letmælksprofeten. "Det er en klassiker," sagde hun - endda en klassiker, der havde fået hende til at skrige af grin.

Nu er jeg sådan indrettet, at når folk roser mine bøger, så har de en ven for livet. Flattery will get you anywhere, som de siger så klogt i den engelsk sprogede verden ...

Nå, men Odile og jeg mødtes på en café i det indre København og udvekslede bøger. Odile er ikke nogen almindelig skribent. Hun har skrevet to bøger om sin fortid som prostitueret - en verden, jeg heldigvis ikke kender spor til. ("Og hvis du gjorde, ville du ikke indrømme det," sagde Odile med et grin.)

Vi snakkede godt på en småsteril bar på Kgs. Nytorv. Travle forretningsmænd drak tyndbenede latte; et tv-apparat viste de sidste nyheder - og efter en halv time byttede vi: Jeg fik Hustler, og Odile fik Flødeskumsfronten. Vi gik hvert til sit, og jeg besluttede, at jeg ville læse hendes bog på vej over Atlanten. Det var dér, jeg havde en sjov oplevelse.

2.
Jeg satte mig til rette i sæde 25K på Frankfurt-Portland flyet, og som sædvanlig håbede jeg, at jeg ikke ville få en sidemand. Jeg har mine små tricks til at holde folk væk: F. eks. begynder jeg at lugte ... men desværre fungerer den slags ikke på et fly, der er udsolgt. Heller ikke denne gang, for i sidste øjeblik kom en ældre mand og satte sig ved siden af mig.

Han var høj og stateligt med en sølvgrå manke. Panden var høj, øjnene var rare og kornblå, og inden vi var nået i luften, havde han fortalt mig, han var amerikaner af svensk afstamning ("har du hørt om en by, der hedder Göteborg?"), med finske bedsteforældre, der vist nok havde boet ved en sø (!). Han var på vej hjem til Oregon efter en tur til Jerusalem med sin kirke - ja, det var faktisk ham, der var prædikanten.

Jeg kunne godt lide manden, men var ikke interesseret i en lang samtale. Jeg glædede mig til at læse Odiles bog. Jeg har nemlig en vag ide om, at min næste hovedperson har haft en fortid som call girl, så jeg gik i gang med læsningen.

"Are you a man of God?" spurgte min sidemand.

"Ja," sagde jeg og prøvede at løsrive mig fra Odiles oplevelser med SM.

"So you go to church often?" spurgte han.

"Jeg tror ikke, at man bliver mere troende af at gå i kirke," sagde jeg og lagde bogen væk, så prædikanten ikke kunne se forsiden med den nøgne kvinderyg.

Prædikanten nikkede og fortalte hvor dejligt det var at bede med andre mennesker, "with God in your heart ... all these wonderful prayers that lift the spirit". Jeg nikkede venligt og begyndte at læse videre om græske cocktails.

"Do you pray every day?" fortsatte min sidemand.

"I do," sagde jeg.

"And you read the Bible, my Danish friend?"

"Occasionally, yes." Jeg løsrev mig fra Odiles oplevelser med en storpsykopat, der skulle brændes med cigaretter for at få udløsning.

"I'm happy to hear that," sagde han og lagde en hånd på min skulder. Jeg begyndte at overveje, om jeg skulle vise ham forsiden - Hustler var jo også navnet på et amerikansk pornoblad, så manden ville sikkert få nogle ukristelige associationer, når han så bogen.

Desværre faldt prædikanten i søvn. Eller rettere, heldigvis faldt den rare mand i søvn, og jeg var taknemmelig for, at Gud kan få enhver præst til at blunde, når der ikke er behov for Hans forlængede arm længere.

Jeg læste videre i Odiles bog. Den blev både mere interessant og mere uhyggelig, da den gik ind i hvor store omkostninger prostitutionslivet har for pigerne; hvor mange ar i sjælen, de får, og hvor mange fysiske smerter, de må leve med resten af deres dage - noget, som deres kunder ikke skænker en tanke. Til sidst argumenterede Hustler for, at kunderne skal kriminaliseres - og det gjorde den godt.

Jeg lagde bogen fra mig, imponeret over Odile Poulsens mod til at stå frem og fortælle sin barske historie.

I det samme vågnede prædikanten op: "What are you reading, my friend?"

Jeg lagde bogen ned:

"Jeg læser om Maria Magdalena, og om hvor grulig meget ondt hun måtte gå igennem, før hun mødte Frelseren."

"Sådan en historie kan man altid blive klog på," sagde han.

Et øjeblik efter begyndte han at snorke over Grønland.

Odile Poulsens anden bog, som jeg ikke har læst endnu, men den ligger på mit natbord sammen med 22 andre bøger, der konstant gi'r mig dårlig samvittighed. So many books, so little time ...

Stem ja til indførslen af dromedarer i de danske skove!

2008-06-14T01:18:00.000-07:00

Jeg har været ude for en revolution. Jeg har fået en profil på Facebook.

For bare to uger siden var jeg ukendt og venneløs. Nu får jeg tilbudt foredrag i Seattle; kvinder i Slovakiet vil ha' min krop, franske læsere tigger om at købe mine bøger - alt sammen på grund af Facebook. Ja, siden d. 31. maj har mit liv ikke været det samme. Jeg har hverken spist eller drukket, mine Facebook venner vil ikke tillade det - jeg er simpelthen nødt til at være online 24 timer i døgnet.

"Du er jo blevet afhængig," sagde min kæreste henne fra sengen. Her lå hun på et labert tigerskindstæppe, ung og parfumeret. En anden mand ville måske ha' fundet hende uimodståelig, men ikke mig. Jeg var ved at downloade en Fun Wall, så jeg kunne flirte med kvinder på Haiti.

"Jeg er altså ikke spor afhængig," snerrede jeg. "Jeg ville bare ønske, du var på Facebook, så jeg bedre kan relatere til dig."

Så skred min kæreste; nu er jeg alene med min Dell computer, min danske og amerikanske blog og en Facebook profil, der siger, jeg har 207 venner.

For dem, der ikke følger med tiden, kan jeg oplyse, at http://www.facebook.com/ er et af de mest populære sites på nettet. En halv millioner danskere er på. Det er her, man kommer i kontakt med den fortid, man har gjort alt for at glemme; det er her, man markedsfører sig selv som forfatter og fæhoved - det er også på Facebook, man melder sig ind i foreninger, som virkelig kan flytte noget i samfundet.

Jeg er f. eks. blevet medlem af Folkebevægelsen for indførslen af dromedarer i de danske skove, og det har fyldt mig med en fantastisk livsglæde - ja, jeg er ikke bange for at indrømme, at der endelig er kommet en mening med min tilværelse.

Hvorfor støtte ligegyldige projekter som udryddelsen af fattigdom i den Tredje Verden, af anti-racisme i de vestlige demokratier eller den stigende globale opvarmning? Alt dette blegner mod det mest essentielle: At få indført dromedaren i fædrelandets skove!

Jeg tror, jeg taler for mange, når jeg siger, at de danske skove er gabende kedelige. Grunden er oplagt: Der er ingen dyr til at lemlæste os! Det kan dromedaren måske heller ikke, men det vil fandme være et forfriskende pust at se sådan en gnubbe sig op af et bøgetræ i stedet for naboens schanautzer!

Man skal heller ikke være bleg for signalværdien: Ved at indføre dromedaren får vi vores muslimske venner til at føle sig mere velkomne i Danmark. Når de f. eks. går sig en tur i Dyrehaven, vil de blive glade for at se en dromedar stå og glo på Eremitagen. Vi kunne også indføre den i rigsvåbnet. Mon ikke Dansk Folkeparti vil stemme for det?

Der var engang, jeg var dum nok til at støtte UNICEF, Læger uden grænser og Kræftens bekæmpelse, men det gør jeg ikke længere. Nu bruger jeg mine penge på at få importeret nogle dejlige dromedarer, der vil pynte i Østre anlæg.

Ja, i går købte jeg faktisk en på et marokkansk website. Det er min plan at sætte den ud i den danske natur. Eller måske bør den stå uden for Søren Krarups præstegård? Dér ville den for alvor pynte. Og så er det jo altid godt med lidt gødning ...

You can find a vastly different version in English on my American blog, Danish Accent, http://fogtdal.blogspot.com

Blandt skyskrabere og afrikanske stridsmænd på Manhattan. (Dagbog fra PENs World Voices litteraturfestival i New York.)

2008-05-29T12:15:00.000-07:00

Nobelpris nominerede Nuruddin Farah og jeres bloghoved uden for Brooklyns bibliotek efter et af de mange PEN arrangementer til World Voices festivalen i maj 2008

1.
Der er gratis kondomer i New Yorks hyggeligste boghandel, Housing Works Bookstore Café i Soho. Om det er fordi det er meningen, at kunderne skal ha' samleje med forfatterne, ved jeg ikke. Ideen er i hvert fald underlig, for så vidt jeg husker, får man ikke udleveret kondomer, når man går ind hos Arnold Busck - ikke engang, hvis man vil købe en bog af Erica Jong.

Jeg er i New York for at lytte til et af de ca. 75 arrangementer, som PEN holder med forfattere fra hele verden, bl. andre Umberto Eco, Salman Rushdie, Annie Proulx (Brokeback Mountain) og Michael Ondaatje (Den engelske patient). Arrangementet hedder World Voices, A Festival for International Literature. Her i boghandlen er vi vel omkring tredive mennesker, der lytter til et panel med tre mere ukendte forfattere. Temaet er Public Lives/Private Lives - og verden som én famile. Og det er netop det, der er den røde tråd gennem paneldiskussionerne: Vi stammer fra forskellige lande og kulturer, men vores hovedsprog er litteraturens.

"First of all, I'm from the nation of fiction," siger Rick Moody. "Hvis jeg skal sætte en etiket på mig selv, føler jeg mig langt mere som forfatter end som amerikaner."

Rick Moody var en af fine amerikanske forfattere, der besøgte Dansk Pen i vinters sammen med sin kone og en gammel guitar. Det var et minderigt ophold. "I loved it over there," siger han til mig med stor oprigtighed og haster videre til et af de andre programmer, som inkluderer ca. 179 forfattere. Rick Moody har bl.a. skrevet The Ice Storm, som blev filmatiseret for ca. ti år siden af Ang Lee.

2.
Jeg bevæger mig gennem New York, ned ad krogede gader i funky West Village, til 59. Street omgivet af skyskrabere og stressede forretningsmænd med fodsved, til udkanten af the melting pot over alle melting pots, multi-kulturelle Brooklyn. World Voice arrangementerne er spredt over hele byen - i alt fra irske institutter til jødiske museer, til Joe's Pub og til det stilige Scandinavia House på Park Avenue. Det skal lige siges, at jeg ikke selv er på, men jeg håber, jeg får lov næste år, for så er Zarens dværg udkommet i USA, Frankrig og Canada.

Til gengæld kan jeg så nyde, at en anden dansker repræsenterer de rød-hvide farver. Det er Christian Jungersen, som taler om ondskab på intet mindre end 5. Avenue. Ikke ondskaben i ham selv, men i hans roman Undtagelsen, der fik flotte anmeldelser i New York Times sidste år. Han er sat sammen med en hollandsk forfatter, Lieve Joris, der har boet i Congo og som har skrevet en bog om en af virkelighedens massemordere - en terrorleder, der langt fra er en af Guds bedste børn.

Det er Nuruddin Farah til gengæld - den somaliske forfatter, som alle regner med vinder nobel prisen en dag - alle, lige bortset fra ham selv. Nuruddin Farah er nemlig ydmyg over for sin imponerende karriere, og når folk fortæller ham, at han er Afrikas største nulevende forfatter, kigger han gerne ned i gulvet, op i loftet eller ind i ens næsebor.

Jeg er glad for at se Nuruddin igen. Vi kender nemlig hinanden fra Ledig House - en international forfatter-koloni uden for Hudson, hvor vi begge havde legat i maj-april 2002. Her gik vi mange spadsereture; vi spillede havecrocket på en saftig plæne med udsigt til the Catskills mountains og et par liderlige dådyr. Vi gjorde også alt for at undgå at tage opvasken. Hvad vi sjældent gjorde var at tale om litteratur. Men vi grinte godt sammen, så måske er det derfor vi har holdt en sporadisk kontakt. Af uforståelige grunde døbte Nuruddin mig dengang Pierre the Dane - et navn, der har vist sig at være profetisk, for siden er tre af mine romaner udkommet i Frankrig, og jeg har vundet den frankofone litteraturpris.

Nuruddin Farah er med i et panel, der hedder Writing Place, Finding Refuge sammen med Fatou Diome fra Senegal, Etgar Keret fra Israel og Xiaolu Guo fra Kina. De er en fin gruppe, der supplerer hinanden strålende og har mange interessante ting at sige om at skrive og om at leve.

"Jeg er træt af at blive kaldt for kinesisk forfatter" siger Xiaolu Guo, "for jeg nægter at repræsentere noget som helst land. I Kina er jeg nødt til at tænke på, hvem der er formand, ikke på hvad jeg har lyst til at skrive. Derfor nægter jeg at komme noget som helst sted fra."

Nuruddin Farah supplerer: "Man kan slet ikke sige om en forfatter, at hun er fra Afrika eller Europa. Det er alt for vage begreber. I øvrigt har en forfatter ikke brug for et land, men for et stille rum med en computer."

Fatou Diome ler højt: "Et stille rum? Der findes ingen stille rum i Senegal. Derfor var jeg nødt til at flytte til Paris, ellers havde jeg aldrig fået skrevet et ord. Frankrig er en stige, hvorfra vi afrikanere betragter vores kontigent ... Forstår I, i Dakar ville jeg aldrig kunnet få lov til at være alene - det tillader vores kultur ikke, så dér ville jeg være nødt til at dræbe en masse mennesker, før jeg kunne få ro til at skrive."

Fatou Diome ler ved tanken, men ser ikke ud til, hun kunne finde på det. Men man ved jo aldrig. At skrive er et farligt erhverv, både for os selv og vores venner; det ved vi alt om i PEN ...

3.
Det der med at dræbe er også et tema i en anden diskussion, der finder sted to dage senere. African Wars hedder panelet. Det foregår på det franske institut og lever op til sit navn. Diskussionen bliver klart domineret af den zimbabwske forfatter og journalist Chenjerai Hove. Han afbryder nemlig alle andre, hver gang han kan komme til det, og moderatoren har svært ved at styre ham. Efter en time står det klart for alle, at Hove må få prisen som Årets Kværulant, men derfor er han nu interessant at høre på alligevel.

"Jeg er træt af europæere, der drager tre måneder til Kenya, og derefter kalder sig selv eksperter i Afrika," siger han fortørnet. "Hvordan kan man være ekspert i Afrika, når man kun har besøgt ét afrikansk land i nogle få måneder? Det er fuldstændig latterligt!"

Den store mand fortsætter: "Jeg bor i øjeblikket i Stavanger i Norge, fordi jeg ville blive dræbt, hvis jeg blev i Zimbabwe. For et stykke tid siden kom en dreng op til mig og spurgte: "Er Afrika lige så stort som Norge?" Det er en typisk europæisk kommentar. Folk ved intet om vores kontinent. De kender os kun for tre ting: Kupforsøg, zebraer og stammekrige. Men hvorfor er der aldrig nogen, der skriver noget om, hvor smukt Afrika er? "

Senere kommer han op at skændes med Nuruddin Farah. Og moderatoren. Og sig selv. Men han er nu ikke til at stå for alligevel, den zimbabwske forfatter, der er strandet på et smukt norsk fjeld med sin vrede og sin fjerpen ...

4.
På vej hjem fra et af panelerne følges jeg med Nuruddin Farah. Vi kører til hans hotel på Lexington Avenue. Han er træt, for alle river i ham. Nogle vil ha' interviews, andre vil ha' signeret deres bøger. Efter det sidste panel kom to studerende hen, der var ved at skrive en PHD om hans forfatterskab (flere af hans bøger er oversat på dansk). Den ene stillede ham et spørgsmål, der var så langt og akademisk, at han så træt på hende og spurgte: "Was that in English?"

Men nu sidder Nuruddin i taxaen sammen med Fatou Diome og mig. Vi taler om vores tid sammen på Ledig House; om en tysk poet og en ukrainisk hvirvelvind, som Nurudin havde det svært med - men pludselig kan jeg ikke finde min mobiltelefon. Vi leder efter den på gulvet i taxaen, men enten er den blevet stjålet, eller også har jeg tabt den.

"You may have lost your phone but you found an old friend," siger han til mig med et smil.

"Det er en alt for stor pris at betale," svarer jeg tørt og fortsætter med at lede. Nuruddin griner, og da han står af på Lexington Avenue, føler jeg virkelig, at det er fedt at være en lille bitte del af Rick Moodys Nation of Fiction.

Nuruddin Farah, Senegals muntre Fatou Diome og lille mig, New York, maj 2008.

5.
Følelsen bliver endnu stærkere næste dag, hvor jeg spiser brunch med en slovakisk ven og hendes to børn, som hun har fået med en finsk meksikaner (ja, de findes) og en Honkong kineser. Flere af verdens kontigenter kan anes i deres ansigter, mens de bider i deres bagels. Og da vi bagefter går gennem Brooklyns gader, hører vi russisk, kinesisk og italiensk i én pærevælling. Det er ikke så mærkeligt, for Brooklyn er den bydel i verden med flest russiske og kinesiske indvandrere. Ja, det er lige før, man får et chok, hvis man møder en "rigtig" amerikaner - sådan én, der taler uden accent.

Det sidste foredrag, jeg går til, er med en række amerikanske forfattere. Som ved alle arrangementer står der en tom stol på scenen. Den repræsenterer en fængslet skribent et eller andet sted i verden. I øjeblikket kører amerikansk PEN en kampagne for at få frigivet tres kinesiske journaliser, som er buret inde for at sige deres mening, mange af dem i flere år. Før hvert foredrag beder PEN publikum om at skrive under på en klage til det kinesiske konsulat. I forhallen ligger der også bøger om ytringsfriheden og en liste med fængslede skribenter fra både Mongoliet og Montevideo.

Men det er et smukt symbol - den tomme stol på scenen i verdens mest højrøstede by - i dette New York, hvor alle har en mening om alt. Hele tiden. Døgnet rundt.

6.
Næste morgen ta'r jeg tilbage til Oregon, hvor jeg skriver og underviser en del af året. I flyet tænker jeg på de seks arrangementer, jeg har overværet. Hvad har gjort størst indtryk på mig? Bortset fra mødet med min gamle bekendte fra Somalia tror jeg, det må være den israelske forfatter Etgar Keret, som er en berømt humorist i sit hjemland.

På et af panelerne fortalte Etgar Keret, at han altid var nødt til at være glad, da han var barn. Hans forældre var nemlig holocaust overlevere, så det var ham, der måtte sørge for den gode stemning. Derfor elskede han at skrive, for i sine skriverier kunne han være vidunderlig modbydelig - han kunne være sur, ondskabsfuld og lave grin med alle dem, han havde lyst til.

Engang for kort tid siden var den voksne Etgar Keret så til et møde med en række palæstinensiske forfattere. Mødet var ikke gået særlig godt, men pludselig var der én af palæstinenserne, der havde lænt sig over mod ham og sagt:

"Ved du hvad? Det kan godt være, at vi ikke kan lide hinanden, men hvis personerne i vores noveller mødtes, tror jeg, de ville hygge sig. Det er jeg fuldstændig overbevist om, de ville!"

Alle skrivende mennesker burde støtte PEN. Skriv til pen@pen.dk eller check PENs hjemmeside www.pen.dk, som snart bliver opdateret.

Obama, Hillary, Chelsea - og en syret portugisisk stafetroman

2008-05-29T09:11:00.001-07:00

Valgkamp på Portland State University under en kort hedebølge i april, 2008.

Chelsea Clinton er på campus.

Ja, det er svært at fatte, at sådan en berømthed kommer til mit universitet - til Portland State University for at øse af sin rige erfaring. Men jo, det er sandt nok: Chelsea Clinton er på vej - gode gamle Chelsea med det vindende hestesmil; kåde og kloge Chelsea, der plejede at lege med sin hamster på Det Hvide Hus' græsplæne, indtil farmand lod sig besutte af Monica Lewinsky, der indtil fornyligt boede her i Portland.

Jeg har ikke kunnet sove hele natten.

Jeg har altid drømt om at møde Chelsea - at få hendes autograf eller måske gnide mig op af hende, mens hendes bodyguard kigger væk. Og da jeg stiller mig i køen for at komme ind, sender jeg en venlig tanke til staklerne oppe i Seattle. De har kun besøg af Dalai Lama, men hvem gider høre på en udbrændt tibetaner, når de kan lytte til Chelsea over alle Chelseaer?

Nogle overvægtige Hillary tilhængere går rundt og sælger T-shirts. Det er en varm dag her i Portland. 25 grader med foxterrier og tulipaner. Men kun i dag. I morgen går det tilbage til regn og 9 grader, så Chelsea har valgt at komme en dag, hvor de fleste vil foretrække at sidde i solen med en våd burrito.

"Would you like to volunteer?" spørger en af Hillarys bredhoftede frivillige mig. Jeg ryster venligt på hovedet. Jeg er helt klart Obama fan. Hillary er for kalkulerende. Hun vil gøre alt for at vinde. Forleden hørte jeg hende fortælle, hvordan hun havde det, da Helligånden kom over hende for første gang. Det var i Pennsylvania. Den slags er man nødt til at sige, hvis man vil vinde i Pennsylvania. Men det var tydeligt, at Hillary aldrig har været besat af Helligånden. Af Bill Clinton måske, men ikke af Helligånden.

Hillary fortalte også, hvordan hun nød at skyde med jagtgevær, da hun var en lille pige. "Min bedstefar viste mig, hvordan man satte fingeren på aftrækkeren," sagde hun henført, som om hun talte om det kæreste minde fra sin barndom. Man kan nemlig ikke vinde i Pennsylvania, hvis man ikke har skudt nogen med et jagtgevær.

"Hvornår har De sidst affyret et skydevåben?" spurgte journalisten fra det højreorienterede FOX.

"Det er ikke noget relevant spørgsmål," svarede Hillary.

Åh jo, Hillary vil sige alt for at vinde. Hun ville farve sit hår orange; hun ville få en sexchange operation, hvis det garanterede hende en sejr. Men desværre har hun ikke tid til at komme til Portland. Derfor har hun sendt sin datter: 28-årige Chelsea med det store hvide smil, der kan få en radiator til at lække.

2.
Hun taler faktisk godt for sig, Chelsea. Vi er 500, der hører på hende, og den får ikke for lidt med immigration, global warming, unemployment og the economy. Hun kan mors program på fingrene, hun kan glide af på de hårde spørgsmål. Men der er ingen, der er rigtig imponeret - især ikke nogle uger senere, for så kommer Obama og taler for 70.000 på flodbreden i byen.

"Wow," siger Obama og ser ud over os. Det er en varm dag. Barack Obama står på scenen hundred meter væk; jeg kan lige ane, han har en hvid skjorte på, måske endda et slips. Foran mig sidder en dame i kørestol med Obama emblem, mørkeblå kasket og en plakat, hvor der står Change We Can Believe In. Hver gang Barack lover guld og grønne skove, flænger hun luften med en hård knytnæve. "Right on," siger hun og ser sig bistert omkring, som om hun håber på, der står en Hillary tilhængere, hun kan gennembanke med sin krykke.

I midten José Fanha, idemanden bag Trotamondos og min forlægger Claudia Peixoto med to venner i Lissabon, 2006, da jeg var i byen for at præsentere den portugisiske udgave af Zarens dværg.

3.
Efter fem måneders pause er jeg kommet i gang med at skrive. Ikke kun på min amerikanske eller danske blog, men på min portugisiske stafet-roman.

Jeg er med i et syret projekt, som skal udkomme i Portugal i slutningen af året. Det er en roman, der skal hedde Trotamundos, og hvor de seks lange kapitler skal skrives af seks forskellige forfattere fra fem lande. Jeg skal skrive andet kapitel - det har jeg lige gjort, og det var eddermanme en prøvelse.

Hovedpersonen hedder Xa Pereiro. Han er født omkring 1930 i Galicien og oplever sin far blive skudt af fascisterne under den spanske borgerkrig. Derefter flygter han og rejser rundt i verden, først til Danmark på en båd under krigen. Det er her, jeg kommer ind. Jeg skal skrive om Xas oplevelser i det besatte København, og det havde jeg det svært med - både fordi jeg jo havde "arvet" hovedpersonen, men også fordi jeg har skrevet to bøger om besættelsen før. Jeg gider den ikke mere, jeg har sgu sagt, hvad jeg kan sige om den sag i Flødeskumsfronten og Drømmeren fra Palæstina, men portugiserne syntes, det var en god idé, fordi Flødeskumsfronten (O Paraiso de Hitler) var et pænt hit for mit forlag i Lissabon.

Nå, jeg gik i gang med mit kapitel i slutningen af april. De første tre uger var jeg ved at fortvivle. Skulle Xa tages til fange i Shell huset? Skulle han flygte med jøderne til Sverige? Hvad fanden laver en nordspanier på Krokodillegade i 1944? Men omkring den 18. maj fik jeg endelig fundet den rette tone - og jeg tror mit bidrag er blevet godt. Jeg afleverede det den 26. maj og fik fine ord med på vejen.

Kapitlet er skrevet på engelsk, hvilket ikke er noget problem for mig, hvis jeg skriver i første person - til gengæld kan jeg ikke gøre det godt nok i tredje. Jeg skal ha' en god fortællerstemme for at sproget spudler - den fandt jeg heldigvis, mens fem forfattere fra fem lande, en temperamentsfuld redaktør og en portugisisk oversætter sad og vented på, jeg fik nosset mig færdig ("Ta' din tid, Peter, men husk at ingen kan skrive, før vi har dit bidrag ....")

Ja, det var hårdt, men det endte godt. Nu skal en forfatter fra Angola skrive tredje kapitel. Som I kan regne ud, var det svært at få min hovedperson fra stenbroen i København til Luanda på en måde, der virkede troværdig ...

Min portugisiske forlægger vil allerede ha' Trotamundos ud til efteråret, hvilket jeg nægter at tro på kan lade sig gøre - men det gi'r mig måske en dårlig undskyldning for at ta' til Portugal i november. På det tidspunkt er jeg alligevel i Frankrig i forbindelse med Zarens dværgs udkommelse dér.

Hvor god bliver den portugisiske stafetroman? Jeg tror kun, der er to muligheder: Enten bliver den imponerende original, eller også bliver den til noget vaskeægte lort ...

Kyoto, Tokyo, Nozumi - og en rask lille sushi skandale.

2008-05-28T20:10:00.000-07:00

1.
Det hedder Nozumi. Det er verdens næsthurtigste tog. Det går fra Kyoto til Tokyo, og det går til tiden!

Her er ingen problemer med dårlige skinner og graffiti på lokummerne. Nozumien er effektiv. Den glider ud af Kyotos station som en sølvpil. Ikke noget med at hoste forbi Valby eller komme i fart ved Glumsø. Nozumien sparker røv med det samme. Inden jeg når at sige domo, er vi oppe på 270 kilometer i timen. Skyskrabere, parabolantenner og rismarker flimrer forbi i aflange farver; mine kinder dirrer jo mere vi kommer op i fart; det er som at rejse med en rumraket, jeg trykkes tilbage i sædet, får næseblod, hovedet er ved at eksplodere, togstewardesserne skriger, inden de kastes ind i væggen med flagrende kimonoer, og min sidste tanke går til de foredrag om H.C. Andersen, jeg skulle holde i dette fascinerende Japan - i dette land, hvor zenbuddhismen er erstattet med teknologisk rastløshed; hvor arbejdsmoralen og disciplinen ville få en tysker til at blegne ... og så flyver jeg gennem toget, inden jeg smadrer ind i et blankpoleret vindue ...

Det er selvfølgelig løgn alt sammen.

Turen er fuldstændig udramatisk. Man kan ikke engang mærke den høje fart i toget. Det er som at rejse i fløde. Til gengæld kan jeg få tiden til at gå med en ærkedansk beskæftigelse: at ærgre mig gul og grøn. Jeg har nemlig fået sæde i øst siden af toget, så jeg kan se Fuijama ... men det regner! Fuijama er væk, hyllet i tåge og erstattet af en konduktør, der bukker og skraber, som om han er betalt for det.

Fogtdal-san er ikke vred, han er ikke bitter, han er skuffet!

2.
Der findes ikke noget mere avanceret end japanske internet cafeer.

Jeg befinder mig trods alt i et land, hvor der er dejlig varme i toletsæderne; hvor der spilles høj skin ger musik, når metrotogene kører ind på stationerne, så de blinde kan høre, om det er det rigtige tog, der skal til at køre dem over. Og i internetcafeerne er der private kabiner, så man kan hygge sig alene. Der er også privat tv, et tæppe og en våd klud. Hvad man kan bruge den sidste til, finder jeg hurtigt ud af. Fyren på den anden side stønner højlydt af det, han ser på sit tv. Det lyder ikke lige frem som børnetimen. Men det er måske lige akkurat, hvad det er, når man tænker på, hvad de sælger en del af i de mørke butikker i Japan ...

Man kan også overnatte på internet cafeen. Og ta' solarium. Der er gratis drinks med i prisen, og hylderne er fuld af tegneserier. Et par sandaler står på gulvet, hvis man skulle få lyst til at vandre rundt på de 22 kvadratcentimeter, man har til rådighed.

3.
Næh, så foretrækker jeg templerne i Kyoto. For sådan en reinkarnations rocker som mig er det som at komme i himlen. Det ene fantastiske tempel afløser det andet i den gamle kejserby. Nogle ligger i bykernen, andre i de bløde bakker omkring centrum. Alle er fantastiske smukke og stemningsfulde. Men også her er det vanskeligt at komme i den rette zen stemning. Det er desværre japansk ferie, så Japans smukkeste by er fuld af lokale turister. Til gengæld er vejret vidunderligt, 23 grader og høj sol. Af samme grund er de berømte efterårsfarver forsinket. Dem når jeg kun at se i orange glimt ... et rødt blad her, lidt tobaksgule farver dér.

Men jeg gør min pligt: Jeg nyder den berømte guldpavillion og den fede røgelse, der hænger i templerne. Og sidst, men ikke mindst, jeg nyder sumobryderen, der kommer vraltende, fed som en fyrste. Han må være mega berømt for alle hviner og ta'r billeder. Bryderen er en lavstammet fyr på omkring 250 kilo, og hans ansigt ser ud, som om nogen har tygget på det.

Nej, buddhistisk fordybelse er svær at opnå her, så det venter jeg med til næste inkarnation, hvor jeg selvfølgelig vender tilbage til Kyoto og opnår fuld oplysning ...

4.
I Osaka taler jeg på et universitet, jeg ikke kan udtale. Jeg er blevet inviteret af den danske sendelektor Bente Høilund, som tager sig godt af mig. Hun underviser japanerne i dansk, og til mit store chok er der mange i klassen. De ler høfligt af Fogtdal-san, og da jeg spørger en af studenterne, hvorfor hun har valgt at studere så lille et sprog, rødmer hun klædeligt.

- Jon Dahl Tomasson, siger hun.

Jeg kigger fåret på hende: - Jon Dahl Tomasson, gentager jeg.

- Ja, han er så flot.

Jeg nikker og går beskæmmet bort, men efter en time kommer jeg i tanke om, at det kunne ha' været værre; det kunne ha' været Stig Tøfting.

5.
Det er virkelig pinligt.

I de ti år jeg har spist sushi, har jeg begået den ene helligbrøde efter den anden. Det finder jeg ud af samme aften i Osaka, hvor jeg spiser med Bente og en japansk professor, der er ekspert i skånsk historie. Ja, i løbet af de næste ti dage får jeg mange hints om, hvordan man bør gebærde sig udi kunsten at spise sushi.

Derfor har jeg begået en liste med Syv Bud, som viser, hvordan man undgår en skandale, når man gør sig på japanske restauranter.

Det er nu, du skal tage noter:

FØRSTE BUD. Dyb ALDRIG hele sushien i din soyaskål. I Japan er ris Gud. Du dypper heller ikke Frelseren i soya der hjemme, gør du?

ANDET BUD. Skænk aldrig saké op til dig selv. Vent tålmodigt på, at din debile bordherre opdager, at det er en time siden, du har tømt dit krus.

TREDJE BUD. Det er tilladt at spise sushi med fingrene. Faktisk foretrækker japanerne, at du gør det i stedet for at du stikker øjnene ud på dem med spisepindene.

FJERDE BUD. Rør aldrig ved andres sushi med dine spisepinde, med mindre du vil starte Tredje Verdenskrig.

FEMTE BUD. Hvis du snakker forretninger under dit sushi orgie, gi' altid dit visitkort fra dig med begge hænder. Hvis du selv får et visitkort, studer det længe, check bagsiden, stil begavede spørgsmål, smil. Når du er færdig med måltidet og har fordøjet dine toogtyve sushi, kan du lægge kortet væk, ikke et øjeblik før.

SJETTE BUD. Puds aldrig din næse i et lommetørklæde, som du lægger tilbage i lommen. For en japaner er det lige så ulækkert, som det ville være for dig, hvis en udlænding delte ud af dine bussemænd på en dansk frokost-restaurant.

SYVENDE BUD. Hvis du er i tvivl om, hvor mange skandaler, du har forvoldt, så smil. Og buk! Smil, for helvede, buk!

I dag forlader jeg Tokyo, der ligner en stor lysreklame. Der er altid noget, der blinker i denne by på ca. 20 millioner, hvis man tæller Yokohama med, og det gør man.

Ja, det er med tårer i øjnene, jeg forlader dette fascinerende land, hvor der næsten ikke er nogen øjenkontakt på gaden; hvor kvinderne slæber fødderne efter sig, som om de er for afkræftede til at spadsere; hvor buschaufførerne har mikrofon, så de kan takke hver eneste passager for at have betalt for billetten; hvor værterne i TV-Avisen bukker så dybt, at du er bange for, de aldrig rejser sig igen; hvor tre af de tolv, der kom til mit foredrag i Tokyo faldt i søvn, fordi de havde haft en lang arbejdsdag - hvor en af dem, der ikke tog sig en lur var en mand, der havde arbejdet på den japanske ambassade i København og havde boet seks år i Virum: Ach so, sagde han hver gang, jeg fortalte ham noget, ach so!

Jeg elsker Japan; det er fandme svært at lade være!

November 2005

Jagtpornografi i Alaska

2008-05-28T19:37:00.000-07:00

Der er hedebølge i Alaska.

Solen skinner, det er minus otte grader, og på universitetet i Fairbanks går flere af de studerende rundt i shorts og T-shirt.

Jeg børster sne af min tophue og løber ind for at holde et af mine foredrag på University of Alaska. Det foregår på det naturvidenskabelige museum, som ligger i en stor hvid bygning, der ligner et bundfrossent stykke cheesecake.

Da jeg kommer ind, ser jeg til mit chok, at podiumet er placeret foran en udstoppet bjørn på to meter, sådan at jeg skal snakke, mens den brune grizzly stirrer mig vredt i nakken. Heldigvis er det noget, jeg kan bruge som foredragsholder, så hver gang publikum ser ud, som om det er ved at kede sig, vender jeg mig om og snakker med bjørnen – hvad kan man ellers forvente af en forfatter fra et eksotisk land som Danmark?

Jeg er på en tre ugers foredragsturne i USA, til staterne Washington, Alaska og Oregon. Turen er sponsoreret af de flinke mennesker i Kunststyrelsen, og jeg gør alt for at præsentere hjemlandet på anstændig vis. F. eks. har jeg taget en ren skjorte på, og jeg snakker med stor entusiasme om Danmark, mit forfatterskab og om Tycho Brahe, der er hovedperson i min nye roman, Jupiters time. Folk lytter venligt, griner hvor de skal grine, selv om ingen af dem har hørt om mig før – eller om Danmark for den slags skyld.

Fairbanks ligger i hjertet af Alaska, på en flad slette på højde med midt-Norge. Der bor kun 25.000 indbyggere, og selv om Fairbanks ligner de fleste andre amerikanske byer med sit fintmaskede net af hovedveje og gudsforladte indkøbscentre, er her utrolig spændende - for Fairbanks er dækket af dyb sne og fotogene elge. Til min store irritation har jeg ikke set nogen endnu. Elgene er ellers over alt. De er ikke spor bange for mennesker og kan godt finde på at komme op til husene og spise de græskar, der bliver brugt til halloween. Forleden morgen sagde radioen, at trafikken var gået i stå på motorvejen til Anchorage, fordi en elg havde lagt sig på kørebanen. Det er dog intet imod nyheden for en uge siden; dér havde en elg nemlig viklet sit gevir ind i nogle elledninger, så en lille by havde mistet strømforsyningen ...

Apropos døde elge, bliver jeg dybt forstemt over The Outdoors section i den lokale avis, Fairbanks Daily News-Miner. Den har nemlig fire sider med fotos af jægere, der viser deres bytte frem: How they bagged their trophy bulls, lyder overskriften.

Jeg bladrer sektionen igennem og lærer, at det giver prestige at skyde en elg med et gevir på over 60 inches. Så bliver man nemlig medlem af The 60 Inch Club og får visse privilegier: et af dem er åbenbart at komme i avisen. Derfor kan man nu nyde fotoene af disse lumberjack-klædte helte, der smiler til kameraet ved siden af deres skamskudte moose. Den mest perverse af dem holder endda en død elgs hoved op, så det ser ud, som om den smiler til fotografen.

- Det er jagtpornografi, siger en norsk studerende til mig. - Den slags har vi også masser af i Norge.

Nordmanden ryser på hovedet, mens vi studerer avisen. Vi bor i en rød træbolig, The Nordic House, hvor universitets gæster bliver indlogeret. Bygningen er interessant, fordi den blev konstrueret for danske penge i tresserne. På det tidspunkt var der en udveksling mellem akademikere fra Danmark og universitet i Alaska. Det må være derfor, at reolen består af danske bøger, som for længst er gået i glemmebogen. Den mest interessante er en kogebog fra Ærø. Med gule æselører og fine bernaise pletter.

- Jeg kan ikke udstå, når jægerne mangler respekt for dyrerne, siger
nordmanden fortørnet. Hun hedder Unni og er biologi studerende. Hun har hovedfag i moose, og det virker som et interessant studium. Hun har i hvert fald fået en opgave, der er fascinerende: Hun skal tælle elge. Unni bliver proppet ind i et firemandsfly, der flyver lavt hen over området, og hendes opgave er så at tælle de elge, hun kan få øje på. Hun tæller elgene til venstre for flyet; en anden studerende tæller dem til højre. Det hedder moose survey og skal tages meget alvorligt. Ja, man kunne næsten kalde det for en videnskab.

- Men hvad så hvis du kommer til at tælle den samme elg to gange? Bliver det så trukket fra i din løn? spørger jeg.

- Det kan man ikke komme til. Flyet bevæger sig jo hurtigere end elgene.

Jeg nikker misundeligt. Tænk at få penge for at tælle skæl i hovedbunden på en elg. Det er fandme sjovere end at tælle får. Eller skrive romaner.

Om lørdagen bliver jeg vist rundt i området af en lokal guide, en svensker, der bor her, fordi han blev træt af Abba (!). Vi kører ud i bakkerne, hvor sneen ligger som et tykt tæppe. Det er stadig varmt for årstiden: minus ti grader. Men da det er en tør kulde, føles det mere behageligt end plus fire i Østre Anlæg.

Min vært fortæller mig, at de har mange bjørne i området:

- Men elgene slår faktisk flere mennesker ihjel end bjørnene. Det er fordi de ser så fredelige ud. Folk går for tæt på, og det kan elgene ikke lide - og så sparker de altså. Og de sparker hårdt, skulle jeg hilse og sige!

Han laver en behørig pause og betragter mig. Jeg er dybt imponeret, sikkert fordi jeg kommer fra et land, hvor det farligste dyr er mariehønen.

Vi sidder i bilen og drikker sort kaffe af en bulet termokande. Egentlig var mit ønske at vandre i bjergene, men det er der for meget sne til, og da min svenske guide er alt andet end sporty, bliver vi siddende i bilen. Jeg spejder desperat efter en bjørn, men får kun øje på en rusten Buick.

- Der er næsten ingen natives tilbage i Alaska, siger den flinke svensker. - De fleste folk er tilflyttere. Mange er faktisk efterkommere af de gamle guldgravere, som kom til Alaska for at søge lykken. Men selv om ingen søger efter guld i dag, så er der stadigvæk en frontier spirit her oppe. Folk flytter til fra resten af USA, fordi de ser sig selv som eventyrer. Eller fordi de vil starte forfra efter en skilsmisse. Og så holder Alaska boerne sammen på en anden måde, end man gør i resten af landet – også selv om her er fuld af særlinge!

Jeg nikker. En af de første dage i Alaska var jeg ude at besøge Hank, en studerende, der boede i en hytte i udkanten af Fairbanks. Den var omgivet af birketræer og vragdele fra en snescooter. Hytten havde ingen varme, kun en brændovn, der arbejdede på fuld tryk. Der var et tyndt lag is på indersiden af ruderne, men Hank elskede det. Han syntes aldrig, han havde det for koldt. Snarere tværtimod.

- Jeg flyttede hertil, så jeg kunne stå på ski syv måneder om året. Han rakte ud efter nogle tændstikker. – I øvrigt er det først ved minus halvtreds grader, det begynder at blive en smule ubehageligt ...

Jeg ler højlydt. For mig er al vejr under toogtyve plusgrader en forbrydelse mod menneskeheden. Efter en time siger jeg farvel til Hank og bliver kørt tilbage til Nordic House.

En gammel plakat fra Humlebæk byder mig velkommen i varmen. Jeg går hen til fjernsynet, hvor to politikere sviner hinanden til i dyre reklamer.

Min uge i Alaska flyver afsted.

En af de sidste dage bliver jeg inviteret til et aftenarrangement i pub’en, Dead Writer’s Halloween. Det består af studenter, der har klædt sig ud som afdøde forfattere og læser op af deres værker. Mark Twain er til stede. Det samme er Walt Whitman, Ernest Hemingway og James Joyce. John Lennon kigger forbi og synger Blackbird, et nummer af Paul McCartney, hvilket burde diskvalificere ham på stedet ... Lennon efterfølges af Janis Joplin, der er blevet fedladende i sin syvende himmel. Hun udemærker sig ved at synge enestående falsk. Walt Whitman vinder konkurrencen, og klokken tolv går vi alle hjem, en stor kulturel oplevelse rigere.

Udenfor kantinen får jeg øje på det tåbeligste skilt, jeg har set i mit liv.

DO NOT MOVE THE FURNITURE OUTDOORS.

Termometeret viser minus atten.

Oktober 2004

Damaskus er en drøm (men hold jer fra den syriske gin. Den er bedre til at afsyre døre med).

2008-05-28T17:21:00.000-07:00

Jeg står i en lille købmandsbutik i Damaskus. Den ligger i den kristne del af byen, Bab Touma, og måske er det derfor, der er placeret en pastelfarvet Jomfru Maria på køleskabet. Kun fem hundred meter herfra fik Paulus sin åbenbaring for to tusind år siden, men jeg er ikke interesseret i den slags nu. Jeg har mit blik fæstet på to ting: en syrisk flaske gin og de store bøtter med lækker hjemmelavet yoghurt.

Købmandsforretningen minder mig om min barndom i tresserne – den lugter bare mere eksotisk. Hver eneste millimeter er udnyttet til fulde, og der hersker pinlig orden. På hylderne står der dåsebønner, arak, tykmælk fra Iran, hvedeøl, sojabønner, Danish butter cookies – og på en snor tværs over disken hænger der store breve med Nescafé.

Da jeg har købt den lokale gin og fået en pose med den hjemmelavede yoghurt, læner butiksindehaveren sig hen over disken. Hans blik er venligt, men konspiratorisk:

- Mortadella? hvisker han ud af den ene mundvige.

- Undskyld, siger jeg forvirret.

- Mortadella? gentager han og viser mig en stor italiensk pølse, der er lavet af svinekød.

Jeg nikker begejstret, og manden skærer diskret otte stykker til mig, som han pakker ind i fedtet papir. Jeg betaler 150 syriske pund for hele herligheden, og nogle minutter efter går jeg op mod den muslimske suq med mine smuglervarer. Jeg passerer minareter med grønt neonlys, emsige skopudsere, fladbrødsbagere og beduiner på power shopping. Et virvar af gule taxier blander sig med ladvogne og cyklister, og duften af kardemomme og karry står stille i luften. Der er forbavsende rent i det vinterkolde Damaskus, og jeg er vild med de venlige muslimer, men glad for, at der findes en kristen del, hvor man kan købe gin og Stimorol-tyggegummi – også selv om det har tabt smagen et sted mellem Vejle og Beirut.

Jeg bor på Det Danske Institut i uldsouqen. Paladset er et historisk klenodie med vagter til at passe på værdierne. Udefra ser det ydmygt ud; det er hvidkalket med en sær karnap, men når man kommer ind ad den smalle dør, får man et behageligt chok.

I bedste arabiske stil åbner der sig et fata morgana af skønhed. En stor udsmykket bue, iwan dominerer ens udsyn, og et grønt springvand pludrer poetisk. Det er, som om fortravlede Damaskus er ladt tilbage ved døren. Herinde kan man fordybe sig og arbejde sig glad ihjel, mens historien ånder én tungt i nakken. En del af Herodes ældgamle bymur går gennem vagtens kontor, konferencerummet er præget af tyrkisk rokoko (bare ordet!), og siden 2000 har danske videnskabsfolk og kunstnere nydt denne historiske perle.

Jeg er taget herned for at skrive på min roman, men der går kun tre dage, før jeg opdager, at jeg må fordyber mig i islam, i korstogene og i den smukke Umayyad moské. Kort og godt, hvem tror jeg, jeg er? Det er ikke mig, der bestemmer, og Damaskus tåler ingen modsigelser!

Umayyad moskeen er en af islams største arkitektoniske perler. Den ligger kun otte minutters gang fra Det Danske Institut og er Damaskus hovedseværdighed. Moskeen blev bygget i 705, og som i alle verdens spirituelle kraftcentre er der en smuk ophøjet atmosfære. I den store gård er der søjlegange og en kæmpe freske, der minder mig om basilikaen i Assisi. Indenfor i moskeen er gulvet dækket af tykke tæpper. Rettroende muslimer beder i stilhed, og fire unger leger tagfat i det enorme rum. Vifterne i sidevinduerne skræller sollyset i stykker, og på mange måder minder moskeen om en hyggelig ventesal.

F. eks. oplever jeg, at en ung smuk kvinde sætter sig ved siden af mig og begynder at flirte. Da jeg bagefter spørger min forfatterkollega Jesper Berg, som bor i Syrien, om den slags er almindeligt, siger han, at mange kvinder netop kontakter mænd i moskeerne, for så sker mødet under Guds øjne.

Ude i suquen er der som sædvanlig et virvar af mennesker. Det store handelsområde er under halvtag, og hver gyde har sit eget særkende. Det Danske Institut ligger som sagt i uldsuquen, hvor der sælges tøj, men der er også en gade for krydderier, konfekt, vandpiber og brystholdere på størrelse med olietønder. Alle er utrolig venlige, og det sker ofte, at man inviteres ind på te, uden man presses til at købe noget. På et tidspunkt stormer en ældre mand ud af en barberforretning for at hilse på mig, og med en overdreven bevægelse trækker han en karamel op af lommen og giver den til mig, som om jeg var en nevø, der havde gjort sig fortjent til en flidspræmie.

På grund af Det Danske Institut er Danmark velkendt i Damaskus. Mange syrere kender også til vores fodboldlandshold og til Lurpak smør. Andre taler begejstret om Copenhagen. Dog er der grænser for de lokales viden. En handlende fortæller mig, at Skandinavien består af Danmark, Sverige, Norge og ... Laos.

- Mener du ikke Latvia? spørger jeg forundret.

- Nej, Laos, siger han gravalvorligt.

Jeg bruger flere dage på at filosofere over, hvor han har lært det henne – men på den anden side er der jo også danskere, der tror, at Jaffa kun er en appelsin.

En anden flink mand beslutter sig for at vise mig rundt. Han hedder Bashar og taler næsten ikke engelsk, men gør sit bedste for at være en god guide. Alle moskeerne er ”holy places, very holy”, souquen er ”Turkish, very Turkish”, og da jeg spørger ham, hvor den nærmeste grønthandler ligger, så jeg kan købe nogle bananer, leder han mig gennem den halve by til sin fætters juicebar, som desværre ikke kan sælge mig andet end appelsinsaft.

- Hvad laver du egentlig? spørger jeg omsider den flinke mand.

- Hvad?

Han kigger forvirret på mig.

- What ... is ... your ... work? spørger jeg på pædagogisk engelsk.

Han lyser op:

- I’m English translator.

Fra det sekund er jeg endnu mere forelsket i syrerne – og senere inviterer jeg Bashar ind for at se Det Danske Institut. Først vil han ikke med, fordi han synes, han er for dårlig klædt på, men han lader sig heldigvis overtale. I begyndelsen går han rundt med åben mund, men så fortæller han pludselig, at han gik i skole her som dreng.

Jeg betragter ham og ser, han har tårer i øjnene. Han beretter, at paladset er langt smukkere i dag, og vi nyder de mange detaljer: de sorte og hvide mønstre fra mamelukkernes tid; den majestætiske iwan, solen, der danser på den store frise. Samarbejdet mellem de syriske og danske eksperter har skabt et ualmindelig dejligt sted, og mange regner paladset som det smukkeste i Damaskus.

Jeg siger farvel til Bashar og går ud i køkkenet og taler lidt med mine kollegaer: en billedkunstner, nogle arkitekter, to studerende og min kollega Iselin Hermann, som jeg har lært at prutte - ikke fysisk selvfølgelig, (det klarer hun helt selv), men om priserne. Iselin har en vidunderlig butik på Nansensgade i København, men her nede forhandler hun ikke om prisen; hun stoler på sine talrige samarbejdspartnere - et særdeles smukt træk, som kun kan fylde én med næsegrus beundring.

I køkkenet i Det Danske Institut kommer der kylling på bordet, og det hele skylles ned med min syriske gin, der nok ville egne sig bedre til at afsyre døre med.

Om natten sover jeg godt, men det er ikke så mærkeligt, for den gamle del af Damaskus er en drøm.

Marts 2003