fredag den 17. februar 2012

Til premiere på Klovn The Movie i Portland, USA: Desværre var der ingen, som udvandrede


1.
Det var altså en stor skuffelse for mig.

Jeg havde håbet, at folk ville udvandre i spandevis, da Portland Film Festival i Oregon viste Mikkel Nørgaards Klovn, The Movie (eller Klown som er den nye titel på engelsk) Det er selvfølgelig Frank Hvam og Casper Christensen, som står bag film-version af deres populære tv-serie, og Klovn er så politisk ukorrekt, at man godt kunne ha' forudset, at der var nogle amerikanere, som ville brænde biografen ned - eller den danske ambassade, hvis den ikke havde ligget 6000 kilometer væk.

Men desværre nej. De lokale Portlandere grinede bare som sindssyge. På den anden side er det jo heller ikke hver dag, at man får lov til at se en gennemsnits-dansker stikke fingeren op i en kæmpekvinde, der boller med ens ven. Der er heller ikke mange eksempler i filmhistorien på velmenende ægtemænd som vil give deres sovende Mia Lyhne en "pearl necklace"  - en scene, der er så morsom, at den næsten bør få en spermbelagt Oscar.

Der er i hvert fald ikke tvivl om en ting: Klovn The Movie får The Hangover til at virke som en film for kordrenge. Set med vulgære briller har Clown verdensklasse, selv om jeg tvivler på, at den vinder konkurrencen. Der er trods alt hundredvis af film på Portland Film Festival, og jeg er ikke sikker på, at iranske filminstruktører har samme fascination af 12 årige drenges kønsorganer som Frank Hvam.



2.
Nej, forklaringen på Klovns gode modtagelse er desværre nok den, at Portland er en af de mest sofistikerede og degenererede byer i USA. Den er dybt venstreorienteret, økologisk og fuld af tofu-spisende hippies og hobby-lesbiske med tatoveringer. Og så har den sporvogne - det siger vist alt om hvordan niveauet er her.

Men mange blandt publikum var nu almindelige borgerdyr i dynefrakker, som godt kan li' Lars von Trier og Ikea. Det var sådan nogen, som beundrer arkitekturen i København og som på et tidspunkt har fået et blowjob af en au-pair pige i Horsens. Hvor godt de sover i nat, ved jeg ikke, men det hjælper nok, at Casper Christensen ikke er i nærheden.

 I øvrigt var Klovn sponsoreret af Portlands Scandinavian Heritage Foundation - en forening, der normalt støtter dansk kultur ved at arrangere foredrag om H.C. Andersen, Carl Nielsen og vindmøller. Nu fik de endelig sørget for at vise amerikanerne, hvordan Danmark virkelig er. Så mon ikke Klovn kan give dansk turisme et løft? Jeg forventer i hvert fald at mange på the West Coast får lyst til en kanotur på Gudenåen i håbet om lidt meningsløs sex med 2. g'ere. For ikke at tale om gratis adgang til Bent Fabricius Bjerres luksus-bordel - dem er der jo ligeså mange af i Danmark som Føtex.

På vej ud af biografen mødte jeg en dansk dame i halvfjerdserne, som har boet i USA i over fyrre år. Tårerne løb ned ad hendes kinder, da hun gav filmen fem stjerner ud af fem på festivalens stemmeseddel.

Nu er min største drøm at vise Clown The Movie for Rick Santorum og Mitt Romney. De herrer kunne godt bruge lidt analsex på en lejrplads. Mon ikke det ville gøre dem mindre stive?

3.
Dagen efter premieren er Portland, Oregon stadig i chok.

Jeg har lige prøvet at ringe til formanden for Scandinavian Heritage Foundation for at høre om han er blevet smidt ud af foreningen. Der er sandsynligvis nogle svenskere og nordmænd, som synes, det ville ha' været klogere at støtte en dokumentarfilm om lutefisk.

PS.
Klovn (Klown) har svært ved at holde dampen oppe i alle firs minutter, men den er bestemt værd at se for alle, der har ligeså dårlig smag som mig. I øvrigt er dens amerikanske undertekster gode. Det hører desværre til sjældenhederne.

Klik her for at se den morsomme danske trailer for Clown The Movie

.........

Zarens dværg som Gyldendal pocket, 69,50 kr.

Zarens dværg som Gyldendal pocket, 69,50 kr.
Tredje udgave. Over 20.000 solgte eksemplarer. Også udgivet i USA, Canada, Frankrig, Portugal og Ukraine. *******