Viser opslag med etiketten Frederik IV. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Frederik IV. Vis alle opslag

tirsdag den 28. august 2012

Bytur med Bigamisten - Frederik den Fjerdes Vanvittige Lystrejse Til Italien


Fredag d. 31. august klokken 16 har du chancen for at komme med på en vandretur gennem Frederik IVs København og mine to historiske romaner, Zarens dværg og Lystrejsen. Mødested: foran Nationalmuseet på Ny Vestergade i København. Medbring pudderparyk og 100 kroner. Arrangøren er Peter og Ping, der lige har lavet en Beatles-tur til Liverpool. Nu får I så mig i stedet for Ringo.

Hvis du er historie-interesseret, skulle du komme og høre om Peter den Stores kiksede ophold i hovedstaden i 1716; om notarius publicus Rasmus Æresbo, der var tolk under Zarens ophold, og om Frederiks liderlige lystrejse i 1708 til Italien. Det blir ganske barokt det hele, men historisk baseret barokt.

Da Lystrejsen udkom i 2003, skrev jeg en kronik om Frederik IVs fascinerende Italiens-rejse i 1708-09. Den blev bragt i Kristeligt Dagblad på et ukristeligt tidspunkt, men her er den, hvis nogen skulle være interesseret.



DEN FØLSOMME BIGAMIST
I efteråret 1708 besluttede Frederik IV, konge af Danmark-Norge, venderne og goterne, hertug af Slesvig, Holsten, Stormarn og Ditmarsken, greve af Oldenburg og Delmenhorst, at han ville på en lystrejse til Italien.

Den slags var uhørt i baroktiden. En rejse skulle have politisk betydning. En enevoldskonge tog ikke af sted til syden på ferie ...men en kold novemberdag rejste Frederik IV sydpå med halvdelen af sin regering på slæb. 96 mand begav sig over de sneklædte Alper: rådgivere, skrivere, sukkerbagere, livbarberer. Ja, den danske konge havde endda sin hund med - og den 29. december ankom han til Venezia og kastede sig ud i karnevalet, samtidig med at den Store Nordiske Krig gik ind i en afgørende fase.

Men hvorfor var Frederik IV rejst af sted? Og hvad gik der af den danske enevoldskonge, der ellers var kendt for sin store flid? Det har historikere funderet over siden. De fleste mener, at der blot var tale om en lystrejse. Kongen var træt af den stigende arbejdsbyrde, og han var især ærketræt af sin gemalinde, dronning Louise. Kort og godt, Frederik IV havde brug for at more sig i »lasternes fædreland«.

KATOLICISMEN
Men rejsen er langt mere interessant end de fleste historikere har antaget, både fordi den rummer en enestående kærlighedshistorie, og fordi den kunne have ændret danmarkshistorien: Frederik IV tog til Italien for at møde en kvinde, han havde forelsket sig i på sin dannelsesrejse som kronprins sytten år tidligere. Og samtidig var han i så dyb en krise, at han overvejede at konvertere til katolicismen.

Især det sidste har der aldrig været nogle danske historikere, der har troet på - Frederik IV ville nemlig have tabt kronen, hvis han forkastede protestantismen. Men i Italien beskæftigede mange krønikeskrivere sig med muligheden! De var fuldstændig overbevist om, at den danske konge kunne lokkes over til den sande tro - og i den tid Frederik opholdt sig i landet, samarbejdede mange af de italienske stater om sagen.

Med god grund, for halvtreds år tidligere havde den svenske dronning Kristina nemlig konverteret til katolicismen. Nu - mente de - var en ny monark på vej til at gøre det samme.

Som sagt besøgte Frederik IV Italien to gange: som kronprins i 1692-3 og som konge i 1708-9 - og på begge rejser brugte papisterne alle midler for at få ham til at se lyset. I Rom inviterede de ham på besøg i dronning Kristinas Palazzo Riario (Corsini); i Bologna forærede de ham bøger fra den svenske dronnings samling - ja, papisterne lod endda ligge i luften, at Paven ville velsigne Frederik, hvis han blot »ville vende tilbage til moderkirken«. Ikke nok med det: de var så overmodige, at de begyndt at indrette et palæ, hvor kongen kunne bo efter at have afsagt den danske trone.
Hvorfor er der ikke flere, der kender til denne fantastiske historie? Og hvorfor er Frederik IV så relativ ukendt i danskernes bevidsthed? Årsagen er nok, at ale vores mange konger drukner i romertal - vi kan ikke kende dem fra hinanden.

DEN DYBT EMOTIONELLE ENEVOLDSKONGE MED DET STORSLÅEDE KAOS I SIT SIND
Frederik IV blev født i 1671 og regerede fra 1699-1730. Han har et ry som en dygtig, men lidt fantasiløs bureaukrat, hvilket er fuldstændig uretfærdigt. Tværtimod var Frederik IV vores dygtigste enevoldskonge og samtidig en dybt emotionel mand med det mest vidunderlige kaos i sit sind ... og PS: Han var en følsom bigamist.

I 1704 begik han bigami for første gang ved at gifte sig med en tysk adelsfrøken, Elizabeth von Vieregg. I 1712 gjorde han det igen med den langt mere mere berømte Anna Sophie Reventlow. Kort og godt, den danske konge var ualmindelig dameglad - og det udnyttede italienerne i et forsøg på at få ham til at konvertere.

Hvad de især benyttede sig af var, at Frederik IV insisterede på at besøge sin ungdomselskede, Maria Maddalena Trenta fra Lucca - og dette gav papisterne en diplomatisk klemme på den danske konge.


KOMTESSEN FRA LUCCA
Frederik havde mødt den italienske adelsfrøken i Firenze på sin dannelsesrejse som kronprins i 1692. Da frøken Trenta både kunne tale fransk og tysk, havde hun været hans oversætter under besøget. De to var blevet forelsket, men da Frederik var protestant, og hun var troende katolik, kunne de ikke få hinanden. Hvor alvorlig forelskelsen var er der ingen, som ved (den blev overhovedet ikke nævnt i kilderne dengang), men kronprinsen rejste hjem, og nogle år senere blev han tvunget til at gifte sig med Louise fra Mecklenburg-Güstrow, der var en god tysk protestant.

Men da Frederik senere blev konge, kunne han ikke glemme skønheden fra Lucca, og i 1708 tog han tilbage til sit elskede Italien for at møde sin ungdoms kærlighed. Der var kun ét problem: Da Frederik IV nåede frem, fik han at vide, at Maria Maddalena Trenta var gået i kloster - og at han ikke kunne få lov til at se hende!

Nu havde katolikkerne en klemme på Frederik: Kun en katolik kunne nemlig få tilladelse til at besøge en nonne i clausura. En protestant kunne ikke! Så det kunne udnyttes.

Den danske enevoldskonge satte også himmel og jord i bevægelse for at få et møde i stand. Han involverede storhertugen af Toscana og henvendte sig til ærkebiskoppen i Firenze - men med mindre klosterets priorinde ville give sin tilladelse, var man nødt til at få en kompensation fra Paven i Rom.

DEN GROTESKE TANKE OM AT KONVERTERE?
Kort og godt, Frederik IV var tvunget til at overveje en konvertering til katolicismen, hvis han ville se sin elskede. I hvor høj grad han virkelig overvejede det er umuligt for os at vide. Hans dagbøger røber ingen private tanker (i modsætning til sin inkompetente oldefar Christian IV brød Frederik sig ikke om at skrive) - men flere af datidens italienske krønikeskrivere påstår, at Frederik i 1692 havde lovet Maria Maddalena at konvertere, og at det var derfor, hun var gået i kloster - i skuffelse over, at han ikke var vendt tilbage og havde giftet sig med hende.

ROMANFORFATTEREN TA'R SIG SINE FRIHEDER
Som romanforfatter er ens indgang til stoffet naturligvis anderledes end historikerens. Man erstatter de manglende kilder med fantasi og »uvidenskabelige« fornemmelser. Man læser så meget man kan: om kongen, baroktiden, kunsten, hoflivet; man besøger slotter, snuser til pudderparykker, mediterer, drømmer - og på halvandet år pløjede jeg da også gennem mere end halvtreds bøger på dansk, italiensk og engelsk.

Jeg fulgte også Frederik IVs rute. Efter jeg havde fået et rejselegat fra Staten Kunstfond var jeg i Trento, Verona, Vicenza, Venezia, Bologna, Modena, Mantova, Firenze, Lucca og Rom og besøgte de steder, hvor kongen boede. Især i Vicenza så jeg kilder, som ingen danskere nogensinde har set, sikkert fordi så få danske historikere kan italiensk. Alle disse oplevelser gjorde, at jeg følte, at jeg levede inde i hovedet på Frederik IV, og i mit storhedsvanvid bilder jeg mig ind, at jeg forstår den danske konge bedre end de fleste. Derfor vover jeg påstanden, at kongens emotionelle krise betød, at han var tættere på at konvertere end eftertidens logiske hoveder har troet.


Nøglen findes selvfølgelig i forholdet til Maria Maddalena Trenta - den smukke adelsfrøken, der sad "fanget" i klosteret Santa Maria Maddalena de' Pazzi i Firenze. Vi ved med sikkerhed det lykkedes for kongen at få gennemtvunget fire møder med sin ungdomselskede. Hvad de talte om, er der ingen, der aner noget om med sikkerhed - men Luccas ambassadør til Firenze (Maria Maddalena Trentas onkel) påstod, at Trenta havde fået ordre på at redde den danske konges bundfrosne protestantiske sjæl.

Alle kilder og øjenvidner er også enige om, at Frederik IV græd, da han forlod klosteret, hvorimod Maria Maddalena Trenta var stoisk og rolig på den anden side af gitteret.

KONGEN TRUET PÅ LIVET?
I Italien fortsatte bølgerne med at gå højt, da Frederik vendte næsen mod nord. Katolikkerne var overbeviste om, at Frederik IVs manglende konvertering skyldtes, at hans rådgivere og præster havde truet ham på livet. Det har nok intet på sig, men at kongen var mere end almindelig fascineret af katolicismen er hævet over enhver tvivl.

Hvad Frederik IV håbede på at få ud af sin lystrejse, ved vi naturligvis ikke. Havde han en naiv og vanvittig drøm om, at hans ungdomskærlighed ville smide nonnedragten og gifte sig med ham? Eller ville han blot se hende igen? Det eneste vi ved med sikkerhed er, at Frederik IV vendte tilbage til Danmark i juli 1709, hvor han blev modtaget i promp og pagt på Frederiksborg slot. Og mon ikke eddikesure dronning Louise var lettet over, at danmarkshistoriens største bigamist ikke havde giftet sig til venstre hånd endnu en gang?

Lystrejsen er lige genudgivet af Lindhardt & Ringhof som lydbog med mig som indtaler.

mandag den 17. august 2009

LYSTREJSEN - min kærlighed til italienske modalverber og koparrede konger


Forleden var der en boghandler, som sendte mig en dejlig mail.

Jeg kendte ham ikke, men han havde lige læst Lystrejsen og skrev, at det var den bedste danske roman, han havde læst i årevis.

Nu er jeg selvfølgelig ikke til fals for smiger. Og dog - hvilken krukke er ikke det? At være forfatter er jo et ensomt erhverv, så når ens læsere roser en, ender man altså med at tude ned i sin abrikos-te.

I dag får jeg mere respons fra mine amerikanske læsere end mine danske, så derfor er det ekstra dejligt, når man møder sine landsmænd på Facebook - eller i Kgs. Have, hvor en cykeltaxi-chauffør stoppede mig i juni og sagde, han havde nydt Letmælksprofeten - den udkom for atten år siden!




Lystrejsen er fra 2002 og foregår i 1708. Frederik IV beslutter at tage på en rejse til Italien. Ingen i Europa forstår hvorfor. Er kongen blevet gal? Overvejer han gå over til katolicismen? Eller har han skjulte politiske motiver?

Men sandheden er en anden. Frederik den Fjerde vil i al hemmelighed besøge sin ungdomskærlighed, Maria Maddalena Trenta fra Lucca. Der er kun ét problem: Da Frederik når til Toscana, finder han ud af, at Maria Maddalena er gået i kloster og at hun ikke har lyst til at se ham ...

Alt dette er en rigtig, men ukendt episode fra danmarkshistorien. Da jeg læste om affæren, vidste jeg øjeblikkeligt, at jeg skulle skrive den. Jeg havde det ligesom Maria Maddalena og Frederik havde ventet på mig. For det første har jeg altid været vild med enevoldskongen. Og så har jeg selv boet i Lucca i Toscana, hvor Frederik IVs ungdomskærlighed var fra.

Det er måske idiotisk, men jeg forstår Frederik IV bedre end historikerne! Han var ikke kun en dygtig bureaukrat, men også en sentimental drømmer. Alt det hviskede hans spøgelse til mig, da jeg skrev Lystrejsen. Han er også sur over, han ikke er mere kendt. Og det er helt forståeligt. Han var en langt bedre konge end Christian IV.

På research i Vicenza. Engang imellem er det ikke så tosset at være forfatter.

Jeg tror, at de historier vi forfattere vælger at fortælle siger meget om om selv. Frederik den Fjerde afspejler min egen kærlighed til Italien, Venedig, Lucca og latinske skønheder - og så er jeg også selv romantisk og emotionel af natur.

Lystrejsen var utroligt sjov at skrive, fordi den gav mig mulighed for at rejse rundt i Italien med et fedt legat i baglommen. At drikke cappuccinoer på statens regning må aldrig undervurderes. Og så er det altså sjovt at læse kilder fra 1708 på et støvet bibliotek i Vicenza og finde ud af, at ingen dansker før mig har haft dem i hånden!  Eller stå i en bank midt i Rom og vide, at dette var soveværelset, hvor Frederik overnattede, da han var på dannelsesrejse i 1692-93. Det gør det lige godt noget sjovere at veksle sine euroer.

Så jo, der er meget kærlighed i den bog, især til italienske modalverber og koparrede konger.

Nogle få anmeldelser fra 2002 og 2003: "Det er mageløst beskrevet ... Fogtdal forstår at fremtrylle det ene atmosfærefyldte sceneri efter det andet, tilsyneladende ubesværet og - skønt med tidstypiske detaljer - af en ynde og lethed, så man lader sig rive med ... Det er en ublandet fornøjelse at læse bogen." Helle Hellmann, Politiken

"Det er smuk og gådefuld læsning .. historisk romankunst, når den er bedst." Leon Jaurnow, Kristeligt Dagblad

"Lystrejsen" er skrevet i et vidunderligt sprog, der på en gang bringer os tilbage i den fjerne fortid og taler til os med nutids ord." Hanne Reintoft, Bonniers bogklub/12 Bøger

Læs den. Så gør du Italien, Frederik den Fjerde og mig glad!

*************

søndag den 26. april 2009

Uddrag fra Zarens dværg (Gyldendal pocket, 69.95 kr.)


Zarens dværg, min tragikomiske historiske roman, er lige blevet genudgivet i Danmark. Det er Gyldendal, der har købt rettighederne til at udsende den som pocket bog.
Zarens dværg er også udkommet i USA, Canada, Frankrig, Portugal og nu i Ukraine. Her kan du læse starten:



1.
Mit navn er Sørine Bentsdatter. Jeg blev født i 1684 i landsbyen Brønshøj. Min far var præst, min mor døde i barselssengen.

Da jeg fyldte seks, besluttede min krop, at den ikke ville vokse mere.

Jeg bryder mig ikke om betegnelsen dværg.

Jeg bryder mig i det hele taget ikke om dværge.




2.
De fine herrer har bragt mig op på Kiøbenhavns slot. De har sat mig på et gulvtæppe, der virker, som om man går i tang. Nu betragter de mig på den joviale måde, de ynder; hovedet på skrå, trækninger omkring munden, men jeg glor tilbage. Jeg glor altid tilbage, for de er grimmere end mig; den eneste forskel er, at de ikke ved det.

- Gør det lige igen, siger den fineste af mændene.

Hans navn er Callenberg. Han er en selvtilfreds kavaler med røde kinder; benene er begravet i silke. Jeg har hænderne i siden og glor på hans hager, der dirrer af moro.

Callenberg spreder benene og smiler. Jeg bevæger mig hen over det bløde gulv, dukker hovedet og går ind mellem hans ben. Det bliver til fire, fem gange, frem og tilbage som en behagesyg køter. Og nu klapper de alle sammen; nu kagler de fornøjet i deres parfumerede hønsegård. Jeg kunne sagtens have stødt hovedet mod Callenbergs ædlere dele, men det ville have været tåbeligt, og meget kan man sige om en kælling som mig, men tåbelig er jeg ikke.

- Fornemt.

Callenberg samler benene med et tilfreds grynt.

Hoffolkene glor nedladende på mig endnu en gang – den måde, alle glor på mig; med en uskøn blanding af foragt og jovialitet. Men de kunne lige så godt have gloet ud ad vinduet. De kunne lige så godt lade blikket glide op og ned ad Blåtårn, for de ser mig ikke, disse menneskebørn. Hvordan kan de se mig, når de er blinde som stære?

I det samme får jeg øje på min skikkelse i spejlet. Jeg er lille og indtørret, med dybe furer i panden. Mine øjne er små og grønne, læberne tynde og sardoniske. Min næse og ører er lidt for store, håret er langt og grånende. Åreknuderne danser op og ned ad mine hjulben, men der er intet latterligt ved mig; det skal de nok lære.

Callenberg sætter sig i krydsstolen og knipser med fingrene. Et øjeblik efter får han bragt et glas nellikevin og en tallerken med flamsk chokolade. Hans hænder er fede og lyserøde, neglene er som blankpolerede muslingeskaller. Sådan er det med mennesket: Det er forfængeligt og afskyeligt, med vaner der tiltager i grusomhed, jo mere det æder.

- Spørg dværgen, hvad den kan af kunster.

Førstesekretæren vender sig mod mig. Da han taler, gør han det langsomt, som om han henvender sig til en dåre. Jeg vælger at ignorere ham. Jeg kender de fine. Jeg har mere erfaring med dem, end jeg vil indrømme. Jeg ved, hvordan de tænker, og hvordan de gebærder sig. De kan ikke narre mig med deres vulgariteter.

- Kan den trylle eller læse i salt? spørger Callenberg.

- Jeg kan både læse og skrive, siger jeg.

Callenberg lægger hovedet tilbage og ler. Det er en latter, han ville bryde ud i, ligegyldigt hvad jeg sagde – for dværge er pudseløjerlige; dværge er underholdende på samme måde som papegøjer er underholdende. Vi er væsener, som kun har én funktion: at være til, så mennesket kan føle sig overlegen.

Callenberg lader en hånd glide hen over hagerne.

Han er overhofmarskal på slottet. Ikke hofmarskal, men overhofmarskal. Den slags går adelen op i. Hele deres eksistensberettigelse ligger i titler – jo længere titler, des mere eksistens.

- Jeg kan både læse og skrive, gentager jeg irriteret. – Og jeg mestrer tysk, latin og en smule franzøsisk.

- Og hvor har dværgen lært det?

Jeg lader blikket vandre rundt i gemakket. Der hænger fornemme portrætter af Frederik den Fjerde. Der er ferskengule gardiner, som blafrer i brisen; der er forkromede spejle med vrangvillige engle. En tung duft af ungarske vande sidder i tapeterne – fornemt er det, hvis man har sans for det fornemme.

- Den er måske også kyndig udi russisk?

Overhofmarskallen betragter mig på sin nedladende måde. Så knipser han med fingrene, og en kammerherre åbner de udsmykkede døre.

- Sig til dværgen, at den skal komme tilbage i morgen.

Førstesekretæren nikker. Han har en veg hage og et frygtsomt blik – et af de blikke, der bedyrer, at han har levet et langt liv med sin herres vrede.

Callenberg forsvinder ned ad en lang gang omgivet af venetianske spejle.

Det sidste, jeg ser, er hans hænder på ryggen og de tynde ben under den svære krop. Derefter opsluges han af slottet - af kongernes genfærd, som ikke vil slippe fortiden.

Nogle øjeblikke senere bliver jeg fulgt ned ad nogle smalle trapper beregnet for tjenestefolkene. Der er fugtigt og klamt; jeg er ved at glide på de høje trin. To døde flagermus ligger på trappen. Spindelvæv pryder hvælvingerne.

Lakajen åbner en dør til køkkenet. Foran mig ligger et rum, der strækker sig så langt øjet rækker. Overalt er der mennesker: køgemestre, lakajer, stikirend drenge og sukkerbagere. De farer ind og ud, bevæbnet med marcipan, makrel og morbær.

Jeg glor på træskeerne, der næsten er så lange som mig selv; på krukkerne med safran, på bøtterne med hvillinger og islandsfiskene i lage.

Vi begynder at gå.

Køkkenet gør mig urolig. Der er en underlig stemning, som om køkkenet venter. Jeg passerer to svende, der arbejder på en duepostej. En mundskænk prøvesmager en sur Bourgogne. Alle er i deres meningsløse verden; alle venter.

Lakajen leder mig hen mod bagdøren og åbner den utålmodigt. Da jeg vender mig om for at stille ham et spørgsmål, sparker han mig hårdt. Mod min vilje gisper jeg af smerte. Så peger lakajen på voldgraven og højbroen. Han peger på fattigkvartererne, ladvognene og lusemarkedet. Da han smækker døren i, tørrer jeg mig vredt om munden og begynder at gå.

Det er stadig en varm sommerdag. De kiøbenhavnske tårne smelter i solen, chalupperne skinner af sølv på kanalen.

Jeg vandrer over højbroen til Færgestræde. En hestevogn lastet med vintønder skubber mig næsten i vandet. Et øjeblik efter forsvinder jeg i vrimlen mellem kuskvogne, soldater og højtråbende visekællinger.



Zarens dværg udkom oprindeligt i 2006. Pocket udgaven udkom d. 21. april i 2009 og kan fås over alt.
***************

Zarens dværg som Gyldendal pocket, 69,50 kr.

Zarens dværg som Gyldendal pocket, 69,50 kr.
Tredje udgave. Over 20.000 solgte eksemplarer. Også udgivet i USA, Canada, Frankrig, Portugal og Ukraine. *******