Happy Danes, Holy Danes (Politiken kronik: En dansk forfatter i det store Amerika)

1.
De kommer gående imod mig. De er bevæbnet med æbleskiver, småkager, sandkage og cheesecake. De smiler venligt og sætter fadene fra sig på det store kaffebord. Der står fjorten stole, og på bordet er placeret to dannebrogsflag, en buket markblomster og tallerkener med feberrøde servietter.

"Velkommen til The Danish Immigrant Archive," siger en af de ældre damer og smiler venligt.

Jeg befinder mig på Dana College i Blair, en lille flække i Nebraska. Dana College er noget så eksotisk som et dansk universitet, der blev grundlagt af indvandrere i slutningen af attenhundredtallet. Og arkivet, jeg sidder i, bærer præg af det. På væggen hænger et indrammet billede af Christian X og et mørt kort over Danmark i det 15. århundrede. Dertil kommer portrætter af krasbørstige missionsfolk og bugnende hylder med breve fra indvandrere gennem de sidste 150 år. Man kan næsten fornemme drømmen om det gamle land, om granfætre på fynske bondegårde og om savnet efter kælderkold akvavit og tapre landssoldater.

Jeg sætter mig ned og snakker med de ældre damer. Næsten ingen af dem taler dansk, men de har alle rødder i fædrelandet. En har en niece i Assinge, en anden en fætter i Rigensgade i København. De er alle søde og humoristiske og tager godt for sig af deres egne kager.

"Vi har aldrig mødt en dansk forfatter før", siger den ene og får mig til at lyde som en truet dyreart. Jeg smiler og siger, at jeg er glad for at besøge Midtvesten, og jeg fortæller dem om min ellevte roman Zarens dværg, The Tsar's Dwarf, der udkommer på engelsk.

"Jeg fortæller dem også, hvor svært det er at få en bog ud i Amerika. Amerikanerne udgiver næsten ikke noget oversat litteratur. Og når de endelig gør, er det ikke lige frem dansk litteratur, der står øverst på ønskesedlen. Man skal være heldig for at finde forlæggere, der vil ta' en chance med forfattere fra et land på størrelse med en vabel.

Vi spiser sandkage og cheesecake, og en dame fortæller mig om sit besøg i forældrenes hjemland. Jeg smiler, for der er noget dejligt, men surrealistisk ved at tale med disse amerikanere, der ikke er fascineret af Paris og Firenze, men af Brovst og Bandholm. Kort og godt, her er nogle mennesker med prioriteterne i orden.

Bagefter går jeg over til mit lille gæsteværelse på campus. Det ligger i kælderen i Mickelsen Hall kollegiet, omgivet af vaskemaskiner, et pulterkammer med møre stole og en enkelt sofa, der ser ud, som om den er blevet gennembollet af cheerleaders. Jeg kan godt lide Dana College – det er et stykke af farmors danmarkshistorie i solar plexus på Amerika.


2.
Hvis man skal være ærlig, ligner Nebraska en ondskabsfuld version af Lolland, men hvad gør det, når staten ligger i The Danish Belt? Ja, det hedder det virkelig, The Danish Belt - det bælte, som strækker sig fra Utah til Wisconsin. Det var her, de første danske indvandrere slog sig ned. Det var dette amerikanske Lolland, der appellerede til vores forfædre med dets uendelige marker og små hygge-tornadoer, der kiggede forbi og mindede dem om, at helt hjemme var de nu ikke alligevel.

Jo, The Danish Belt er stadig et smørgult paradis med landmænd og lurendrejere, som er efterkommere af Happy Danes og Holy Danes.

Ja, bare navne som disse kan jo få ens nationalfølelse til at svulme. The Happy Danes and the Holy Danes var gode danske protestanter, der opdelte sig i to religiøse fraktioner og sloges om Gud og altervinen. The Happy Danes var grundtvigianere - livsnyderne, der mente man godt kunne kaste sig ud i dans uden at blive ramt af Vorherres knytnæve. The Holy Danes havde baggrund i Indre Mission og tålte ingen slinger i valsen, so to speak. Hvem der vandt magtkampen, melder historien ikke noget om, men Dana College er et barn af striden.

I dag er Dana College dog rolig og idyllisk. Der er kun omkring tusind studenter på den smukke campus, som ligger på noget nær den eneste bakketop i Nebraska. De amerikanske studenter løber ind og ud af bygninger, som hedder Rasmussen Hall, Madsen Fine Arts Center og Borup Coliseum. Plænerne er velplejede, og i universitets lille kiosk kan man købe modeller af Den Lille Havfrue og kogebøger, der indvier den udenforstående i pandekagens okkulte kunst. Der er også bordskånere med dannebrog, brødflove nisser og en T-shirt, hvor der står Of Course I'm Cute, I'm Danish.

"Hvad er det mest populære fremmedsprog I underviser i på Dana College?" spørger jeg John Mark Nielsen, som er en suveræn vært for mig under opholdet. "Spansk," siger han med et grin. Dana College er i øvrigt tørlagt, hvilket i sig selv er meget udansk.

Det bli'r aften, og jeg går mig en tur på campus. Mørket kommer blidt, men hurtigt. Da jeg passerer H.C. Andersen bøgetræerne (det hedder de), synes jeg, at jeg kan fornemme de danske spøgelser i vinden: de strenge protestantiske forfædre med deres drømme om Frelse og æbleflæsk. Hvad ville de mon sige om Danmark i dag? Ville de bryde sig om Vild med Dans og en shawarma i madpakken? Og hvilken mening ville de have om Muhammed-tegningerne, der endelig fik vores land på forsiden af New York Times, endda i en hel måned?

Ligegyldig hvad svarene er, så bryder jeg sammen og tilstår: Jeg elsker det dansk-amerikanske miljø i USA. Der er mange, som griner af det, men jeg synes, det er vigtigt, at danske indvandrere holder fast i deres rødder. Og nej, selvfølgelig kan jeg ikke altid genkende det billede af Danmark, som bliver gengivet - men hvad så? Der er mange slags danmarker, og måske findes de bedste i vores fantasi, ikke i virkeligheden.

Det eneste problem er, at de fleste unge amerikanere ikke kan relatere til dette eventyrland. Okay, så farmor kom fra Nørre Lyndelse? Betyder det virkelig, at jeg skal slæbes med til en koncert med Carl Nielsen? Gennemsnitsalderen på publikum til de rød-hvide arrangementer er ofte tæt på halvfjerds – for de unge har svært ved at spejle sig i stokroser og andemad. Der er brug for mindre H.C. Andersen og mere Natasja. Men det er der mange af stederne, som godt er klar over, og de prøver at gøre noget ved det.




3.
Vi spoler en smule frem i tiden til efteråret 2008: Min roman The Tsar's Dwarf er endelig udkommet i USA, og jeg er på bogturné med støtte fra Kunststyrelsen, Copy-Dan og DPA.

75% af de steder jeg besøger er ganske almindelige boghandlere uden interesse for Danmark, men jeg holder også foredrag på The Danish-American Center i Minneapolis, der har Bing & Grøndahls juleplatter hængende i elevatoren; jeg snakker med en dansk-amerikansk bogklub i Madison, Wisconsin. Og jeg læser op fra romanen på Nordic Heritage Museum i Seattle, hvor der er dømt underskøn amagerhylde.

Men Scandinavia House på Park Avenue i New York er anderledes – det ser man med det samme. For det første er Scandinavia House det nordiske mekka i USA. Det er vores moderne ansigt udadtil på den mest stilige adresse i The Big Apple. Man bydes velkommen af glas, stål, beton og de fem nordiske flag. Inden for sidder en venlig dame i receptionen. Alt er pænt og strømlinet. Det gælder også restauranten, der serverer svensk roastbeef a la Rydberg og røget laks fra Norge. Den danske hygge må man tænke sig til.

Men misforstå mig ikke, jeg er lykkelig for at skulle præsentere The Tsar's Dwarf i disse fine omgivelser. Bare det at skulle holde foredrag på Park Avenue fylder mig med en stolthed, der tangerer storhedsvanvid. Jeg har dog fået at vide, at jeg ikke skal forvente særlig mange mennesker til min reading.

"Det er kun Henning Mankell, som kan trække folk af huse," siger Kyle med et suk. "Da han kom, var her flere hundrede."

Kyle Reinhart er min vært. Han står for de kulturelle arrangementer i Scandinavia House og fortæller mig, at bygningen plejede at huse den østtyske ambassade. Måske var det derfor de nordiske lande fik lov at købe den for en slik. Men stedet var dyrt alligevel. Park Avenue er og bliver Park Avenue.

"Er der så mikrofoner i askebægrene som i de gode gamle dage?" spørger jeg nysgerrigt og prøver at forestille mig østtyske fat cats med Engels i hjertet.

Kyle ryster på hovedet - men hvad ved han egentlig om det? Ja, måske mere end han vil ud med, for med et navn som Reinhart kunne han sagtens stamme fra Karl Marx Stadt. Det viser sig dog, at Kyle er fra Minnesota og at han engang har gået på skole i Kulhuse.

Om aftenen præsenterer jeg så Zarens dværg i the Volvo Hall – et navn, der giver lokalpatrioten i mig nervøse trækninger. Det går fint; folk er levende og stiller mange spørgsmål. Som sædvanligt bli'r jeg spurgt, hvorfor jeg ikke har oversat bogen selv, men det ville jeg ikke kunne gøre halvt så godt som Tiina Nunnally. Det var trods alt hende, der oversatte Smillas fornemmelse for sne, og det slap hun ualmindelig godt fra. Hun er også sluppet flot fra min.

"Nå, har du været tilfreds med aftenen?" spørger Kyle mig efter min præsentation. Jeg fortæller, jeg ville ha' foretrukket at snakke i Lego-rummet – det navn står bedre til min personlighed.

"Vi har altså ikke noget Lego Room," siger min vært, "kun Victor Borge auditoriet, men det var desværre optaget".

Han fortæller mig også, at Scandinavia House er meget bevidst om ikke at udvikle sig til et nordisk museum med stegt sild og folkedragter. Scandinavia House dyrker det moderne Skandinavien, og de mest populære arrangementer er filmaftener med værker som Kunsten at græde i kor.


4.
Efter min reading inviterer den danske kulturattache Maiken Tandgaard Derno mig i byen. Konsulatet har været en fin støtte under mit ophold. Jeg føler mig gladere end nogensinde og ser tilbage på seks ugers bogturné, der har bragt mig fra Portland, Oregon til Tacoma, Seattle, Minneapolis, St. Paul, Madison, Milwaukee og Chicago.

Samtidig har jeg stiftet bekendtskab med de danske miljøer i alle dets afskygninger. Bl.a. er min roman blevet pensum på University of Washington i Masterpieces in Scandinavia Literature – en klasse, hvor der også blev undervist i Kierkegaard og Andersen. Hvordan Søren og Hans Christian har det med mit selskab, melder historien ikke noget om, men jeg er ikke den, der klager ...



5.
Næste dag går jeg rundt i New York og rånyder den kolde efterårssol. I Greenwich Village hører jeg mange danskere og ser mange egern – de opfører sig nogenlunde ens. Og på Union Square glæder jeg mig over, at min bog står fremme i New Yorks største boghandel, Barnes & Nobles. En barnedrøm er gået i opfyldelse, og jeg synes selv, jeg har lov at være stolt uden at tro, jeg skal straffes af Jante.

Om eftermiddagen går turen gennem East Village forbi indiske indvandrere, ukrainske suppekøkkener og hjemløse, der er faret vild i deres brandert. New York minder mig om en pinball maskine. Den skubber hele tiden én mod afgrunden, men sikken dog en fascinerende afgrund ...

Omkring firetiden er jeg tilbage ved Scandinavia House – the Nordic Center in America, som det hedder så smukt. Men sandheden er, at huset bruges mere af svenskere, nordmænd og finner end af danskere, og det er der en grund til: Vores skandinaviske brødre har et større kulturbudget end vi har. Og det er altså beklageligt, især når man tænker på, at vi har en ringere profil i USA end Sverige, Norge og Finland.

I modsætning til hvad vi selv tror, kender folk ikke særlig meget til os. F. eks. irriterer det mig, at de fleste amerikanere ikke aner, at Danmark er en del af Skandinavien. Danish og Dutch blandes sammen i én uendelighed, Amsterdam ligger på Sjælland, og Copenhagen er navnet på en snustobak. Engang imellem har jeg lyst til at skrige: Er I Yankees ikke klar over, at atombomben og makrelsalat var danske opfindelser? Ta' os alvorligt, okay?

Man skal heller ikke spørge, hvem der er den mest berømte dansker i USA, for det er ikke sikkert, man kan lide svaret. Er det H.C. Andersen, Søren Kierkegaard eller Lars Ulrich? Nej, det er Hamlet. Og kun fordi han blev udødeliggjort af en englænder!

Jeg går ind i den lille butik i Scandinavia House. Den er mere moderne end de andre, jeg er stødt på. F. eks. har de et kæmpe assortiment af finsk sengetøj, hvis nogen skulle være interesseret. Og den sidste oversatte roman af Stieg Larsson.

Jeg prøver at finde en dansk gave, som jeg kan tage med til nogle venner, men jeg bliver ved med at falde over svenske kunstglas og servietter fra Lillehammer. Efter nogle minutter får jeg øje på Danmark - vi ligger og hygger os i en lille pose. Jeg ta'r den op; det er tyrkisk peber. Jeg får næsten tårer i øjnene af nostalgi. Det var sgu de bolsjer, jeg holdt så meget af, da jeg var fjorten.


Bragt i Søndags-Politiken d. 14. december 2008. I dag er Dana College i Nebraska desværre nedlagt, men Scandinavia House i New York lever i bedste velgående.

Bytur med Bigamisten - Frederik den Fjerdes Vanvittige Lystrejse Til Italien

Fredag d. 31. august klokken 16 har du chancen for at komme med på en vandretur gennem Frederik IVs København og mine to historiske romaner, Zarens dværg og Lystrejsen. Mødested: foran Nationalmuseet på Ny Vestergade i København. Medbring pudderparyk og 100 kroner. Arrangøren er Peter og Ping, der lige har lavet en Beatles-tur til Liverpool. Nu får I så mig i stedet for Ringo.

Hvis du er historie-interesseret, skulle du komme og høre om Peter den Stores kiksede ophold i hovedstaden i 1716; om notarius publicus Rasmus Æresbo, der var tolk under Zarens ophold, og om Frederiks liderlige lystrejse i 1708 til Italien. Det blir ganske barokt det hele, men historisk baseret barokt.

Da Lystrejsen udkom i 2003, skrev jeg en kronik om Frederik IVs fascinerende Italiens-rejse i 1708-09. Den blev bragt i Kristeligt Dagblad på et ukristeligt tidspunkt, men her er den, hvis nogen skulle være interesseret.

DEN FØLSOMME BIGAMIST
I efteråret 1708 besluttede Frederik IV, konge af Danmark-Norge, venderne og goterne, hertug af Slesvig, Holsten, Stormarn og Ditmarsken, greve af Oldenburg og Delmenhorst, at han ville på en lystrejse til Italien.

Den slags var uhørt i baroktiden. En rejse skulle have politisk betydning. En enevoldskonge tog ikke af sted til syden på ferie ...men en kold novemberdag rejste Frederik IV sydpå med halvdelen af sin regering på slæb. 96 mand begav sig over de sneklædte Alper: rådgivere, skrivere, sukkerbagere, livbarberer. Ja, den danske konge havde endda sin hund med - og den 29. december ankom han til Venezia og kastede sig ud i karnevalet, samtidig med at den Store Nordiske Krig gik ind i en afgørende fase.

Men hvorfor var Frederik IV rejst af sted? Og hvad gik der af den danske enevoldskonge, der ellers var kendt for sin store flid? Det har historikere funderet over siden. De fleste mener, at der blot var tale om en lystrejse. Kongen var træt af den stigende arbejdsbyrde, og han var især ærketræt af sin gemalinde, dronning Louise. Kort og godt, Frederik IV havde brug for at more sig i »lasternes fædreland«.

KATOLICISMEN
Men rejsen er langt mere interessant end de fleste historikere har antaget, både fordi den rummer en enestående kærlighedshistorie, og fordi den kunne have ændret danmarkshistorien: Frederik IV tog til Italien for at møde en kvinde, han havde forelsket sig i på sin dannelsesrejse som kronprins sytten år tidligere. Og samtidig var han i så dyb en krise, at han overvejede at konvertere til katolicismen.

Især det sidste har der aldrig været nogle danske historikere, der har troet på - Frederik IV ville nemlig have tabt kronen, hvis han forkastede protestantismen. Men i Italien beskæftigede mange krønikeskrivere sig med muligheden! De var fuldstændig overbevist om, at den danske konge kunne lokkes over til den sande tro - og i den tid Frederik opholdt sig i landet, samarbejdede mange af de italienske stater om sagen.

Med god grund, for halvtreds år tidligere havde den svenske dronning Kristina nemlig konverteret til katolicismen. Nu - mente de - var en ny monark på vej til at gøre det samme.

Som sagt besøgte Frederik IV Italien to gange: som kronprins i 1692-3 og som konge i 1708-9 - og på begge rejser brugte papisterne alle midler for at få ham til at se lyset. I Rom inviterede de ham på besøg i dronning Kristinas Palazzo Riario (Corsini); i Bologna forærede de ham bøger fra den svenske dronnings samling - ja, papisterne lod endda ligge i luften, at Paven ville velsigne Frederik, hvis han blot »ville vende tilbage til moderkirken«. Ikke nok med det: de var så overmodige, at de begyndt at indrette et palæ, hvor kongen kunne bo efter at have afsagt den danske trone.
Hvorfor er der ikke flere, der kender til denne fantastiske historie? Og hvorfor er Frederik IV så relativ ukendt i danskernes bevidsthed? Årsagen er nok, at ale vores mange konger drukner i romertal - vi kan ikke kende dem fra hinanden.

DEN DYBT EMOTIONELLE ENEVOLDSKONGE MED DET STORSLÅEDE KAOS I SIT SIND
Frederik IV blev født i 1671 og regerede fra 1699-1730. Han har et ry som en dygtig, men lidt fantasiløs bureaukrat, hvilket er fuldstændig uretfærdigt. Tværtimod var Frederik IV vores dygtigste enevoldskonge og samtidig en dybt emotionel mand med det mest vidunderlige kaos i sit sind ... og PS: Han var en følsom bigamist.

I 1704 begik han bigami for første gang ved at gifte sig med en tysk adelsfrøken, Elizabeth von Vieregg. I 1712 gjorde han det igen med den langt mere mere berømte Anna Sophie Reventlow. Kort og godt, den danske konge var ualmindelig dameglad - og det udnyttede italienerne i et forsøg på at få ham til at konvertere.

Hvad de især benyttede sig af var, at Frederik IV insisterede på at besøge sin ungdomselskede, Maria Maddalena Trenta fra Lucca - og dette gav papisterne en diplomatisk klemme på den danske konge.

KOMTESSEN FRA LUCCA
Frederik havde mødt den italienske adelsfrøken i Firenze på sin dannelsesrejse som kronprins i 1692. Da frøken Trenta både kunne tale fransk og tysk, havde hun været hans oversætter under besøget. De to var blevet forelsket, men da Frederik var protestant, og hun var troende katolik, kunne de ikke få hinanden. Hvor alvorlig forelskelsen var er der ingen, som ved (den blev overhovedet ikke nævnt i kilderne dengang), men kronprinsen rejste hjem, og nogle år senere blev han tvunget til at gifte sig med Louise fra Mecklenburg-Güstrow, der var en god tysk protestant.

Men da Frederik senere blev konge, kunne han ikke glemme skønheden fra Lucca, og i 1708 tog han tilbage til sit elskede Italien for at møde sin ungdoms kærlighed. Der var kun ét problem: Da Frederik IV nåede frem, fik han at vide, at Maria Maddalena Trenta var gået i kloster - og at han ikke kunne få lov til at se hende!

Nu havde katolikkerne en klemme på Frederik: Kun en katolik kunne nemlig få tilladelse til at besøge en nonne i clausura. En protestant kunne ikke! Så det kunne udnyttes.

Den danske enevoldskonge satte også himmel og jord i bevægelse for at få et møde i stand. Han involverede storhertugen af Toscana og henvendte sig til ærkebiskoppen i Firenze - men med mindre klosterets priorinde ville give sin tilladelse, var man nødt til at få en kompensation fra Paven i Rom.

DEN GROTESKE TANKE OM AT KONVERTERE?
Kort og godt, Frederik IV var tvunget til at overveje en konvertering til katolicismen, hvis han ville se sin elskede. I hvor høj grad han virkelig overvejede det er umuligt for os at vide. Hans dagbøger røber ingen private tanker (i modsætning til sin inkompetente oldefar Christian IV brød Frederik sig ikke om at skrive) - men flere af datidens italienske krønikeskrivere påstår, at Frederik i 1692 havde lovet Maria Maddalena at konvertere, og at det var derfor, hun var gået i kloster - i skuffelse over, at han ikke var vendt tilbage og havde giftet sig med hende.

ROMANFORFATTEREN TA'R SIG SINE FRIHEDER
Som romanforfatter er ens indgang til stoffet naturligvis anderledes end historikerens. Man erstatter de manglende kilder med fantasi og »uvidenskabelige« fornemmelser. Man læser så meget man kan: om kongen, baroktiden, kunsten, hoflivet; man besøger slotter, snuser til pudderparykker, mediterer, drømmer - og på halvandet år pløjede jeg da også gennem mere end halvtreds bøger på dansk, italiensk og engelsk.

Jeg fulgte også Frederik IVs rute. Efter jeg havde fået et rejselegat fra Staten Kunstfond var jeg i Trento, Verona, Vicenza, Venezia, Bologna, Modena, Mantova, Firenze, Lucca og Rom og besøgte de steder, hvor kongen boede. Især i Vicenza så jeg kilder, som ingen danskere nogensinde har set, sikkert fordi så få danske historikere kan italiensk. Alle disse oplevelser gjorde, at jeg følte, at jeg levede inde i hovedet på Frederik IV, og i mit storhedsvanvid bilder jeg mig ind, at jeg forstår den danske konge bedre end de fleste. Derfor vover jeg påstanden, at kongens emotionelle krise betød, at han var tættere på at konvertere end eftertidens logiske hoveder har troet.

Nøglen findes selvfølgelig i forholdet til Maria Maddalena Trenta - den smukke adelsfrøken, der sad "fanget" i klosteret Santa Maria Maddalena de' Pazzi i Firenze. Vi ved med sikkerhed det lykkedes for kongen at få gennemtvunget fire møder med sin ungdomselskede. Hvad de talte om, er der ingen, der aner noget om med sikkerhed - men Luccas ambassadør til Firenze (Maria Maddalena Trentas onkel) påstod, at Trenta havde fået ordre på at redde den danske konges bundfrosne protestantiske sjæl.

Alle kilder og øjenvidner er også enige om, at Frederik IV græd, da han forlod klosteret, hvorimod Maria Maddalena Trenta var stoisk og rolig på den anden side af gitteret.

KONGEN TRUET PÅ LIVET?
I Italien fortsatte bølgerne med at gå højt, da Frederik vendte næsen mod nord. Katolikkerne var overbeviste om, at Frederik IVs manglende konvertering skyldtes, at hans rådgivere og præster havde truet ham på livet. Det har nok intet på sig, men at kongen var mere end almindelig fascineret af katolicismen er hævet over enhver tvivl.

Hvad Frederik IV håbede på at få ud af sin lystrejse, ved vi naturligvis ikke. Havde han en naiv og vanvittig drøm om, at hans ungdomskærlighed ville smide nonnedragten og gifte sig med ham? Eller ville han blot se hende igen? Det eneste vi ved med sikkerhed er, at Frederik IV vendte tilbage til Danmark i juli 1709, hvor han blev modtaget i promp og pagt på Frederiksborg slot. Og mon ikke eddikesure dronning Louise var lettet over, at danmarkshistoriens største bigamist ikke havde giftet sig til venstre hånd endnu en gang?

Lystrejsen er lige genudgivet af Lindhardt & Ringhof som lydbog med mig som indtaler.

Humor, spiritualitet og romaner. Mit første foredrag i København siden branden i 1728

Efter enoghalvtreds foredrag i USA, to i Hong Kong, Canada og et enkelt i Frankrig, Polen, Grækenland (og 5,311 foran spejlet), pludrer jeg nu på Østerbro i København for første gang i fire år onsdag d. 21. marts klokken 19. Kom i god tid.

Jeg signerer osse Zarens dværg, Skorpionens hale, Flødeskumsfronten, Lystrejsen, Drømmeren fra Palæstina til attraktive priser (som de siger i Netto) og diverse kropsdele på den betingelse, at du ta'r dem med og helst ikke i en plastikpose. Det er i øvrigt helt gratis at komme ind, men det kan godt være, I skal betale for at komme ud.

Mit foredrag hedder Humor, Spiritualitet og Romaner og finder sted på Hjalmar Brantings Plads 2A på Østerbro, der ligger klemt inde mellem Østre Anlæg, Stockholmsgade og Øster Farimagsgade i et lille alternativt kulturhus, House of Voice, der er begyndt at holde kulturforedrag. Du kan sikkert osse få noget øreakupunktur, hvis du spørger pænt.

Jeg starter som sagt klokken 19 og blir ved til mindst 19.08. Jeg holder jo af at fatte mig i korthed. Det er man nødt til, når man er på Facebook og Twitter. Alt på over 140 stavelser keder folk ihjel, og jeg vil jo gerne give folk en opløftende aften, hvor de går bort med en fornemmelse af at ha' været sammen med en stor lys sjæl, der ikke kan styre sit ego.

Kig forbi. Hvis du ikke skal se X-Factor...

Dengang Obama havde tid til at gøre noget for litteraturen

Obama har det svært.

Det er der naturligvis mange grunde til. En af dem er økonomien, en anden er de republikanske præsidentkandidater, som står i kø for at overtage hans embede, så de kan tæppebombe nogle flere muslimske lande. (De mangler vist stadig tre?) 

Faktisk gik det langt bedre for Obama i foråret 2009. Det var dengang han havde tid til at hjælpe sine medmennesker, og jeg tænker naturligvis ikke på noget så ligegyldigt som de fattige eller de syge - jeg tænker på forfattere i orange sweatre som mig.

Jeg var i hvert fald meget rørt over Obamas hjælp dengang jeg signerede bøger i The Booksmith i San Franciscos Haight Ashbury."En af dine fans kigger forbi," sagde boghandleren hemmelighedsfuldt inden jeg skulle i gang med at læse højt for de tolv stiknarkomaner, som havde fundet et sted, hvor de kunne varme sig.

"Nå, det er sikkert bare Lars Ulrich eller Connie Nielsen," gabte jeg, "eller Scarlett Johansson, som endnu engang vil tale lidt dansk med mig, mens hun prøver sin nye badedragt." Men nej, det var USAs præsident i egen høje person, der kiggede forbi og holdt The Tsar's Dwarf for mig, så jeg kunne signere nogle til Michelle og hans hærdebrede livvagter.

Senere på året fik Barack så nogle problemer i Afghanistan og med Kongressen. Og så opstod der vist en international krise, da hans Portuguese Waterdog kom til at tisse en smule på Angela Merkel under et møde i Det Hvide Hus.

Men jeg mindes stadig dengang Barack havde tid til at gøre noget for litteraturen, selv om han måske så en smule flad ud på dagen...

The Tsar's Dwarf (Zarens dværg) udkom i USA og Canada i efteråret 2008 i Tiina Nunnallys oversættelse. Læs evt. mere om den på højre side af websitet her.

Mit store øjeblik i Barnes & Noble på Union Square i New York

1.
Alle forfattere har drømmen om at nå ud til et større publikum.

Selv Stieg Larsson sidder sikkert i sin svenske himmel og er rasende over, han kun har solgt 200 millioner eksempler af sine thrillere, når han kunne have solgt 201. Vores egoer vil have mere lige meget hvor meget vi opnår. Selv dem af os, der ser os selv som 'seriøse', vil have salgstal som Dan Brown og groupier som Shakespeare.  (Hvis William ikke havde groupier, vil jeg gerne undskylde over for teaterhistorikerne)

I september var jeg i New York på vej til mit hjem i Portland, Oregon. På et tidspunkt gik jeg ind i Barnes & Noble på Union Square - en af de største boghandlere i USA.  Jeg ville købe en bog med min yndlingsforfatter Haruki Murakami ... men naturligvis ville jeg lige slentre forbi F i litteratur-afdelingen for at se, om de havde et enkelt eksemplar af min The Tsar's Dwarf stående.

Da min oversatte roman udkom for hele to år siden, var chancen forsvindende lille. Det er kun best sellere, som overlever på hylderne i USA. Hvis en bog ikke sælger godt, står den ikke fremme mere end tre måneders tid. Nå, jeg listede hen uden nogle særlige forhåbninger. Alligevel bankede mit hjerte; ganen blev leksikontør, blæren gav efter ... og så stoppede jeg med åben mund:

Intet mindre end fem af The Tsar's Dwarf stod på hylden med forsiden vendt ud, omgivet af best seller forfatterne Jonathan Safran Foer og Ken Follet.  Og nej, det var ikke mig, der havde flyttet den. Så lav er jeg sgu ikke, selv om guderne skal vide, jeg tit har været fristet...

Jeg tog selvfølgelig det foto, I ser øverst på bloggen, for hvad glæder en forfatter mere end når ens børn  spankulerer rundt i verden på bedårende platfødder?

The Tsar's Dwarf er nu ude i fem lande med fine anmeldelser de fleste steder, og selv om den ikke slår nogen salgsrekorder, så er det vidunderligt at blive læst i små dejlige lommer rundt om på kloden.

Så hjertelig tak til alle jer, der gider læse mine bøger. I aner ikke hvor meget det betyder at få kommentarer fra jer på Facebook, pr mail fra Danmark, Norge, Connecticut, Washington, Canada, Saudi Arabien, Zimbabwe, Frankrig og Rusland eller in person.

Så her er en flok forfatterkys i skamfulde mængder. You all rock.

********

Peter H. Fogtdal for Begyndere (Set fra Aarhus universitet)

1.
Det er altid dejligt at opdage, man ikke er glemt i sit hjemland.

Fornyligt fik jeg 100.000 i arbejdslegat til at skrive på en ny dansk roman, som har udviklet sig i en helt anden retning end jeg troede. Og nu er der en venlig akademiker, som har skrevet en kort lille introduktion om mit forfatterskab på det mest prestigefyldte sted for enhver litterat, Facebook.

Han hedder Gisli Magnusson og er fra Aarhus universitet. Og han er noget så usædvanligt som en akademiker, der interesserer sig for mystik og spiritualitet, hvilket gør, at han forstår visse af mine bøger langt bedre end jeg gør.

I Danmark bliver det spirituelle univers jo ikke taget alvorligt, så lad mig med det samme slå fast, at Gisli Magnusson ikke kan gøre for det: Han er halvt islænding! Og som enhver ved, er de mennesker besatte af en vølv!

Men Gisli Magnusson har en fin karriere alligevel. Han har nemlig skrevet sin doktorafhandling om den tyske digter og mystiker Rainer Maria Rilke - en mand, jeg aldrig har læst, hvilket jeg snart har tænkt mig at gøre noget ved.

Her er Gislis lille introduktion til fire af mine bøger, som jeg har fået lov at bringe her på min blog:


"Da jeg var til konference i Seattle, mødte jeg en dansk forfatter, som jeg kun kendte af navn: Peter H. Fogtdal. Det var fornøjeligt og interessant at lære ham at kende, så jeg kastede mig straks ud i hans produktion. Jeg har nu læst "Lystrejsen", "Flødeskumsfronten", "Zarens dværg" og "Skorpionens hale".




Flødeskumsfronten (2001)
giver et eminent godt billede af den virkelighed, der gemmer sig bag de sort-hvide stereotyper om 2. Verdenskrig. Danmark blev dengang af tyskerne kaldt 'flødeskumsfronten'. Der rejses væsentlige spørgsmål: Hvad er det at blive forført af en (grum) tidsånd? Hvordan er det at være en kunstnernatur, der hvirvles ind i en brutal krigsmaskine og -virkelighed? Det er jo en næsten ukendt hybrid i nazi-film: nazisten, der ikke er antisemit!

Læseren får beskrevet et uventet og smukt, men ikke uproblematisk møde, der finder sted på den jyske hede mellem en jøde fra Palæstina (en karakter, der bygger på Fogtdals morfar) og en naziofficer, Andreas Spiess. Bogen er oversat til fransk og portugisisk og blev tildelt Prix Littéraire des Ambassadeurs de la Francophonie i 2005 (den frankofone litteraturpris).




Lystrejsen (2002)

Her beskrives et ukendt kapitel fra Frederik den 4.s liv: Hans lystrejse til Italien i 1708. Ligesom i Thomas Manns "Königliche Hoheit" får læseren et indblik i monarkens konflikt mellem ydre repræsentation og indre længsler, mellem ydre og indre identitet. Man fornemmer en stor psykologisk forståelse for Frederik den 4., og Fogtdal besidder en sjælden evne til at gøre det historiske levende.




Zarens dværg (2006)

er Fogtdals hidtil største succes. Den er kommet i adskillige oplag og er oversat til engelsk, fransk og portugisisk. Bogen har den kyniske dværg Sørine Bentsdatter som hovedperson. Eftersom den danske konge, Frederik den 4., i 1716 forærer hende til den russiske zar, Peter den Store, får man både indblik i datidens 'Kiøbenhavn' og Moskva.

Man skal ikke forvente en tør historisk roman! Fogtdal har ikke skrevet en lærd historisk afhandling forklædt som roman. Slet ikke! Romanen emmer af sanselighed og oplevet virkelighed på en måde som gør autenticitetsspørgsmålet irrelevant. Hertil kommer, at romanen rummer en eksistentiel og spirituel dimension, hvor lys og mørke balancerer på virtuos vis.



Skorpionens hale (2008)

Denne samling eventyr i orientalsk stil viser Fogtdals genremæssige mod. Når nu han har haft succes som historisk forfatter, hvorfor så ikke fortsætte i den gænge? Humoren, som bestemt også er til stede i Fogtdals andre romaner, er nu det centrale element.

Der er her tale om 12 fortællinger, der bindes sammen af en rammefortælling: Sultanen besøger sine tolv galninge i sin dårekiste og fungerer som en slags åndelig vejleder for dem. De tolv galninge korresponderer med astrologiens tolv stjernetegn, og det beriger læseoplevelsen at kende til den astrologiske baggrund. (1. galning = Vædderen, 2. galning = Tyren, etc.)

I halvfemserne udgav Fogtdal en humoristisk astrologibog "Kan man træde på en vandmand?", og den kan man jo konsultere, hvis man vil have de tolv arketyper frisket op. Hver af galningene er fanget i en typebetinget patologi, og med sultanens (og humorens) hjælp lærer de at frisætte det spirituelle potentiale i hver af patologierne.

Der gemmer sig altså - for den opmærksomme læser - en eksistentiel alvor bag de humoristiske og orientaliserende fortællinger i stil med 1001 nats eventyr. Bogen fås i øvrigt også som lydbog oplæst af forfatteren selv, hvilket han gør med varme og engagement.

Fogtdal skriver i øvrigt også en engelsk blog, Danish Accent


Gisli Magnusson****

Uddrag fra Zarens dværg (Gyldendal pocket, 69.95 kr.)

Zarens dværg, min tragikomiske historiske roman, er lige blevet genudgivet i Danmark. Det er Gyldendal, der har købt rettighederne til at udsende den som pocket bog.
Zarens dværg er også udkommet i USA, Canada, Frankrig, Portugal og nu i Ukraine. Her kan du læse starten:



1.
Mit navn er Sørine Bentsdatter. Jeg blev født i 1684 i landsbyen Brønshøj. Min far var præst, min mor døde i barselssengen.

Da jeg fyldte seks, besluttede min krop, at den ikke ville vokse mere.

Jeg bryder mig ikke om betegnelsen dværg.

Jeg bryder mig i det hele taget ikke om dværge.




2.
De fine herrer har bragt mig op på Kiøbenhavns slot. De har sat mig på et gulvtæppe, der virker, som om man går i tang. Nu betragter de mig på den joviale måde, de ynder; hovedet på skrå, trækninger omkring munden, men jeg glor tilbage. Jeg glor altid tilbage, for de er grimmere end mig; den eneste forskel er, at de ikke ved det.

- Gør det lige igen, siger den fineste af mændene.

Hans navn er Callenberg. Han er en selvtilfreds kavaler med røde kinder; benene er begravet i silke. Jeg har hænderne i siden og glor på hans hager, der dirrer af moro.

Callenberg spreder benene og smiler. Jeg bevæger mig hen over det bløde gulv, dukker hovedet og går ind mellem hans ben. Det bliver til fire, fem gange, frem og tilbage som en behagesyg køter. Og nu klapper de alle sammen; nu kagler de fornøjet i deres parfumerede hønsegård. Jeg kunne sagtens have stødt hovedet mod Callenbergs ædlere dele, men det ville have været tåbeligt, og meget kan man sige om en kælling som mig, men tåbelig er jeg ikke.

- Fornemt.

Callenberg samler benene med et tilfreds grynt.

Hoffolkene glor nedladende på mig endnu en gang – den måde, alle glor på mig; med en uskøn blanding af foragt og jovialitet. Men de kunne lige så godt have gloet ud ad vinduet. De kunne lige så godt lade blikket glide op og ned ad Blåtårn, for de ser mig ikke, disse menneskebørn. Hvordan kan de se mig, når de er blinde som stære?

I det samme får jeg øje på min skikkelse i spejlet. Jeg er lille og indtørret, med dybe furer i panden. Mine øjne er små og grønne, læberne tynde og sardoniske. Min næse og ører er lidt for store, håret er langt og grånende. Åreknuderne danser op og ned ad mine hjulben, men der er intet latterligt ved mig; det skal de nok lære.

Callenberg sætter sig i krydsstolen og knipser med fingrene. Et øjeblik efter får han bragt et glas nellikevin og en tallerken med flamsk chokolade. Hans hænder er fede og lyserøde, neglene er som blankpolerede muslingeskaller. Sådan er det med mennesket: Det er forfængeligt og afskyeligt, med vaner der tiltager i grusomhed, jo mere det æder.

- Spørg dværgen, hvad den kan af kunster.

Førstesekretæren vender sig mod mig. Da han taler, gør han det langsomt, som om han henvender sig til en dåre. Jeg vælger at ignorere ham. Jeg kender de fine. Jeg har mere erfaring med dem, end jeg vil indrømme. Jeg ved, hvordan de tænker, og hvordan de gebærder sig. De kan ikke narre mig med deres vulgariteter.

- Kan den trylle eller læse i salt? spørger Callenberg.

- Jeg kan både læse og skrive, siger jeg.

Callenberg lægger hovedet tilbage og ler. Det er en latter, han ville bryde ud i, ligegyldigt hvad jeg sagde – for dværge er pudseløjerlige; dværge er underholdende på samme måde som papegøjer er underholdende. Vi er væsener, som kun har én funktion: at være til, så mennesket kan føle sig overlegen.

Callenberg lader en hånd glide hen over hagerne.

Han er overhofmarskal på slottet. Ikke hofmarskal, men overhofmarskal. Den slags går adelen op i. Hele deres eksistensberettigelse ligger i titler – jo længere titler, des mere eksistens.

- Jeg kan både læse og skrive, gentager jeg irriteret. – Og jeg mestrer tysk, latin og en smule franzøsisk.

- Og hvor har dværgen lært det?

Jeg lader blikket vandre rundt i gemakket. Der hænger fornemme portrætter af Frederik den Fjerde. Der er ferskengule gardiner, som blafrer i brisen; der er forkromede spejle med vrangvillige engle. En tung duft af ungarske vande sidder i tapeterne – fornemt er det, hvis man har sans for det fornemme.

- Den er måske også kyndig udi russisk?

Overhofmarskallen betragter mig på sin nedladende måde. Så knipser han med fingrene, og en kammerherre åbner de udsmykkede døre.

- Sig til dværgen, at den skal komme tilbage i morgen.

Førstesekretæren nikker. Han har en veg hage og et frygtsomt blik – et af de blikke, der bedyrer, at han har levet et langt liv med sin herres vrede.

Callenberg forsvinder ned ad en lang gang omgivet af venetianske spejle.

Det sidste, jeg ser, er hans hænder på ryggen og de tynde ben under den svære krop. Derefter opsluges han af slottet - af kongernes genfærd, som ikke vil slippe fortiden.

Nogle øjeblikke senere bliver jeg fulgt ned ad nogle smalle trapper beregnet for tjenestefolkene. Der er fugtigt og klamt; jeg er ved at glide på de høje trin. To døde flagermus ligger på trappen. Spindelvæv pryder hvælvingerne.

Lakajen åbner en dør til køkkenet. Foran mig ligger et rum, der strækker sig så langt øjet rækker. Overalt er der mennesker: køgemestre, lakajer, stikirend drenge og sukkerbagere. De farer ind og ud, bevæbnet med marcipan, makrel og morbær.

Jeg glor på træskeerne, der næsten er så lange som mig selv; på krukkerne med safran, på bøtterne med hvillinger og islandsfiskene i lage.

Vi begynder at gå.

Køkkenet gør mig urolig. Der er en underlig stemning, som om køkkenet venter. Jeg passerer to svende, der arbejder på en duepostej. En mundskænk prøvesmager en sur Bourgogne. Alle er i deres meningsløse verden; alle venter.

Lakajen leder mig hen mod bagdøren og åbner den utålmodigt. Da jeg vender mig om for at stille ham et spørgsmål, sparker han mig hårdt. Mod min vilje gisper jeg af smerte. Så peger lakajen på voldgraven og højbroen. Han peger på fattigkvartererne, ladvognene og lusemarkedet. Da han smækker døren i, tørrer jeg mig vredt om munden og begynder at gå.

Det er stadig en varm sommerdag. De kiøbenhavnske tårne smelter i solen, chalupperne skinner af sølv på kanalen.

Jeg vandrer over højbroen til Færgestræde. En hestevogn lastet med vintønder skubber mig næsten i vandet. Et øjeblik efter forsvinder jeg i vrimlen mellem kuskvogne, soldater og højtråbende visekællinger.



Zarens dværg udkom oprindeligt i 2006. Pocket udgaven udkom d. 21. april i 2009 og kan fås over alt.
***************

Danmark i marts (Kære Margrethe, giv ridderkorset til Frank Hvam og Casper Christensen)

1.
Danmark i marts er ikke nogen dårlig ting. De første krokus er kommet frem. Folk i Netto er begyndt at smile hen over hønsesalaten. Og så kan man se Klovn på tv - det er også en god ting.

Klovn er den bedste danske sit.com, jeg nogensinde har set. Faktisk synes jeg, den hæver sig milevidt over nogen anden komedieserie produceret i dette land. Og desværre ved jeg en smule om, hvor svært det er at lave den slags, for jeg fik min debut på DR ved at skrive en sit. com. i 1984.

Heldigvis har jeg glemt titlen. Menneskets evne til at fortrænge er jo imponerende, men det var dengang, der kun var én tv-kanal, og hvor lørdag aften var øretævernes holdeplads. Jeg fik en del øretæver, skulle jeg hilse og sige - til gengæld var de helt fortjente!

Denne mand fortjener ridderkorset. Hvorfor skal hæderen altid gå til krigshelte og bankdirektører? Ta jer sammen, Amalienborg!

Frank Hvam og Casper Christensen er suveræne i Klovn, både som aktører og som forfattere. Tonen i serien er vidunderlig afdæmpet; der er meget få sjove "vittigheder"; det er nemlig personerne og konflikterne, som får humoren til at fungere. Personinstruktionen virker decideret suveræn, især Mia Lyhne er lige i øjet. Hun burde få en pris for sit stille underspil; det er aldrig forceret, altid troværdigt. Ja, i det hele taget må Klovn være en frustrerende oplevelse for anmelderne; det er simpelthen svært at finde et svagt punkt.

Og så er jeg i øvrigt fuldstændig ligeglad med, at Frank og Casper har hentet inspiration fra min amerikanske yndlingsserie, Curb Your Enthusiasm. Klovn er stadig et originalt værk, der virker meget dansk. I øvrigt la'r alle kunstnere sig inspirere af hinanden, og det gør ikke spor, bare man ender med at bruge stoffet på sin egen originale måde.

Så jeg har et forslag til Hendes Majestæt Dronningen: Giv Frank Hvam og Casper Christensen ridderkorset. Hvad de har gjort for dansk kultur er fuld på højde med Niels Bohr og Stein Bagger. Og så vil jeg elske at se de to på de bonede gulve. I smoking. Med Iben Hjele og Mia Lyhne på slæb.

2.
Faktisk hører jeg til dem, der synes, at dansk tv er blevet bedre med tiden. Der er ingen grund til at være nostalgisk efter firserne, hvor hver komedie og ethvert tv-spil virkede, som om de var kommet ud af samme pølsefabrik - hvor instruktørerne ofte var tv-producere, der ikke anede meget om dramatik, og hvor dekorationerne og rekvisitterne gik igen i hvert andet stykke.

Og er der nogen, der kan huske hvor ringe tv-reportagerne var fra fodboldlandskampene? Jeg erindrer stadig VM-kampen mod Norge i 1985, hvor Danmark vandt 1-0 på et mål af Preben Elkjær. Det mål fik DR ikke med, fordi en hønefuld fotograf havde kameraet rettet mod sidelinjen. Men det var også dengang, hvor smedenes forbund dikterede, at deres medlemmer (fotograferne) skulle kunne bruges i alle slags programmer lige meget hvor uerfarne de var. Eller fordrukne.

Ak ja, jeg har altid været lidt af en socialdemokrat, men det behøver jo ikke betyde, man er idiot. Alle mennesker er ikke lige gode til alting, selv om de er med i en fagforening!


2.
Zarens dværg udkommer som pocket bog til maj.

Jeg håber, at dens succes i USA kan smitte lidt af på salget i Danmark, men sådan fungerer tingene jo ikke nødvendigvis. Men én ting er i hvert fald sikkert; den kan snart fås i din boghandel - og i din lokale 7-11 sammen med basser og jordbæryoghurt.

Zarens dværg er faktisk min mest solgte roman. Den havde fine salgstal, da den udkom i Danmark i 2006, plus den er gået rigtig godt i USA. Den kan godt blive til noget stort en dag. Hvis man altså har tålmodighed. Og det har jeg ikke.

La Naine du Czar og A Ana Do Czar er også udkommet i Frankrig og Portugal. Dér har den sikkert solgt omkring sytten.

Hvis du aldrig har læst Zarens dværg, kan jeg afsløre, at det er en tragikomisk roman om en kvindelig dværg, Sørine Bendtsdatter, som bliver givet til Peter den store, da han er i København i 1716. Bogen følger så Sørine rejse til Rusland, hvor hun bliver tilknyttet Zaren og lærer at overleve det mest bizarre. Det er en roman om menneskelig værdighed - og om hvordan vi behandler folk, der er anderledes.

Hvis du har en sort sans for humor, vil du finde den sjov. Hvis du ikke har det, vil du blot finde den tragisk. Begge dele er fint. En forfatter kan ikke bestemme, hvordan en læser skal læse hans værk. Det ville jo være en form for litteratur fascisme.


3.
Jeg er lige kommet på Twitter. Hvorfor ved jeg egentlig ikke, men Gyldendal synes, det er en god idé, og de er jo så flinke der inde, så why not?

Jeg er også på Facebook og bestyrer to blogs, Danish Accent og så denne, min danske lillebror. Derefter prøver jeg at skrive på min nye roman, der foregår i Indien. Og så underviser jeg en smule i USA og signerer The Tsar's Dwarf i boghandlere i Wisconsin og Utah. Engang imellem får jeg også tid til at spise og køre rundt på min rustne cykel.

Så er jeg medlem af dansk og amerikansk PEN. Her er jeg kontaktmand og åndelig støtte for et æresmedlem fra Zimbabwe - en meget begavet forfatter og dramatiker ved navn Christopher Mlalazi. Chris første roman, Many Rivers er på vej ud i verden. Det ved jeg, for den søde mand har bedt mig om at skrive en anbefaling på bagsiden. Det gør jeg med glæde. Den er nemlig skidegod, og verden har brug for forfattere, som skriver det, de skal, selv om de bor i en diktaturstat.

Robert Mugabe er ikke særlig begejstret for Chris Mlalazi, selv om Chris lige har vundet en pris. Men det er vi mange andre, der er.I øvrigt har jeg aldrig mødt den zimbabwske forfatter. Jeg er jo bare hans kontaktperson i dansk PEN. Men nu er vi da blevet venner på Facebook, og det er vel en start ...

3.
Hvem skal afløse Thomas Blachmann på X-Factor?

Det er et af de spørgsmål, som deler Danmark i to: Dem, der er ligeglade, og dem er fuldstændig ligeglade. Det er BT, som stiller spørgsmålet, og bladet har en lang række forslag til, hvem der nu skal nedgøre de glade tv-amatører. Bør det være Lars HUG, Peter Aalbæk eller Jesper Binzer? Eller hvad med Jokeren eller Martin Hall?

Jeg har et forslag. Det skal være Josef Fritzl fra Østrig. Han er ledig på markedet iøjeblikket. Og hvis deltagerne synger falsk, kan han jo spærre dem inde i sin kælder i 24 år.

Ikke mere herfra. Udenfor ligger der et tyndt lag sne - et meget tyndt lag sne. Mon ikke det bliver forår om nogle måneder?



***********************************************

Politiken kronik: Happy Danes, Holy Danes (og en amerikansk bogturné)

1.
De kommer gående imod mig. De er bevæbnet med æbleskiver, småkager, sandkage og cheesecake. De smiler venligt og sætter fadene fra sig på det store kaffebord. Der står fjorten stole, og på bordet er placeret to dannebrogsflag, en buket markblomster og tallerkener med feberrøde servietter.

"Velkommen til The Danish Immigrant Archive," siger en af de ældre damer og smiler venligt.

Jeg befinder mig på Dana College i Blair, en lille flække i Nebraska. Dana College er noget så eksotisk som et dansk universitet, der blev grundlagt af indvandrere i slutningen af attenhundredtallet. Og arkivet, jeg sidder i, bærer præg af det. På væggen hænger et indrammet billede af Christian X og et mørt kort over Danmark i det 15. århundrede. Dertil kommer portrætter af krasbørstige missionsfolk og bugnende hylder med breve fra indvandrere gennem de sidste 150 år. Man kan næsten fornemme drømmen om det gamle land, om granfætre på fynske bondegårde, om savnet efter kælderkold akvavit og tapre landssoldater.

Jeg sætter mig ned og snakker med de ældre damer. Næsten ingen af dem taler dansk, men de har alle rødder i fædrelandet. En har en niece i Assinge, en anden en fætter i Rigensgade i København. De er alle søde og humoristiske og tager godt for sig af deres egne kager.

"Vi har aldrig mødt en dansk forfatter før", siger den ene og får mig til at lyde som en truet dyreart. Jeg smiler og siger, at jeg er glad for at besøge Midtvesten, og jeg fortæller dem om min ellevte roman Zarens dværg, The Tsar's Dwarf, der måske udkommer på engelsk.

"Så håber jeg at komme tilbage og besøge jer," siger jeg og fortæller dem, hvor svært det er at få en bog ud i Amerika. Amerikanerne udgiver næsten ikke noget oversat litteratur. Og når de endelig gør, er det ikke lige frem dansk litteratur, der står øverst på ønskesedlen. Man skal være heldig for at finde forlæggere, der vil ta' en chance med forfattere fra lande på størrelse med en vabel.

Vi spiser sandkage og cheesecake, og en dame fortæller mig om sit besøg i forældrenes hjemland. Jeg smiler, for der er noget dejligt, men surrealistisk ved at tale med disse amerikanere, der ikke er fascineret af Paris og Firenze, men af Brovst og Bandholm. Kort og godt, her er nogle mennesker med prioriteterne i orden.

Bagefter går jeg over til mit lille gæsteværelse på campus. Det ligger i kælderen i Mickelsen Hall kollegiet, omgivet af vaskemaskiner, et pulterkammer med møre stole og en enkelt sofa, der ser ud, som om den er blevet gennembollet af cheerleaders. Jeg kan godt lide Dana College – det er et stykke danmarkshistorie i solar plexus på Amerika.


2.
Hvis man skal være ærlig, ligner Nebraska en ondskabsfuld version af Lolland, men hvad gør det, når staten ligger i The Danish Belt? Ja, det hedder det virkelig, The Danish Belt - det bælte, som strækker sig fra Utah til Wisconsin. Det var her, de første danske indvandrere slog sig ned. Det var dette amerikanske Lolland, der appellerede til vores forfædre med dets uendelige marker og små hygge-tornadoer, der kiggede forbi og mindede dem om, at helt hjemme var de nu ikke alligevel.

Jo, The Danish Belt er stadig et smørgult paradis med landmænd og lurendrejere, som er efterkommere af Happy Danes og Holy Danes.

Ja, bare navne som disse kan jo få ens nationalfølelse til at svulme. The Happy Danes and the Holy Danes var gode danske protestanter, der opdelte sig i to religiøse fraktioner og sloges om Gud og altervinen. The Happy Danes var grundtvigianere - livsnyderne, der mente man godt kunne kaste sig ud i dans uden at blive ramt af Vorherres knytnæve. The Holy Danes havde baggrund i Indre Mission og tålte ingen slinger i valsen, so to speak. Hvem der vandt magtkampen, melder historien ikke noget om, men Dana College er et barn af striden.

I dag er Dana College dog rolig og idyllisk. Der er kun omkring tusind studenter på den smukke campus, som ligger på noget nær den eneste bakketop i Nebraska. De amerikanske studenter løber ind og ud af bygninger, som hedder Rasmussen Hall, Madsen Fine Arts Center og Borup Coliseum. Plænerne er velplejede, og i universitets lille kiosk kan man købe modeller af Den Lille Havfrue og kogebøger, der indvier den udenforstående i pandekagens okkulte kunst. Der er også bordskånere med dannebrog, brødflove nisser og en T-shirt, hvor der står Of Course I'm Cute, I'm Danish.

"Hvad er det mest populære fremmedsprog I underviser i på Dana College?" spørger jeg John Mark Nielsen, som er en suveræn vært for mig under opholdet. "Spansk," siger han med et grin. Dana College er i øvrigt tørlagt, hvilket i sig selv er meget udansk.

Det bli'r aften, og jeg går mig en tur på campus. Mørket kommer blidt, men hurtigt. Da jeg passerer H.C. Andersen bøgetræerne (det hedder de), synes jeg, at jeg kan fornemme de danske spøgelser i vinden: de strenge protestantiske forfædre med deres drømme om Frelse og æbleflæsk. Hvad ville de mon sige om Danmark i dag? Ville de bryde sig om Vild med Dans og en shawarma i madpakken? Og hvilken mening ville de have om Muhammed-tegningerne, der endelig fik vores land på forsiden af New York Times, endda i en hel måned?

Ligegyldig hvad svarene er, så bryder jeg sammen og tilstår: Jeg elsker det dansk-amerikanske miljø i USA. Der er mange, som griner af det, men jeg synes, det er vigtigt, at danske indvandrere holder fast i deres rødder. Og nej, selvfølgelig kan jeg ikke altid genkende det billede af Danmark, som bliver gengivet - men hvad så? Der er mange slags danmarker, og måske findes de bedste i vores fantasi, ikke i virkeligheden.

Det eneste problem er, at de fleste unge amerikanere ikke kan relatere til dette eventyrland. Okay, så farmor kom fra Nørre Lyndelse? Betyder det virkelig, at jeg skal slæbes med til en koncert med Carl Nielsen? Gennemsnitsalderen på publikum til de rød-hvide arrangementer er ofte tæt på halvfjerds – for de unge har svært ved at spejle sig i stokroser og andemad. Der er brug for mindre H.C. Andersen og mere Natasja. Men det er der mange af stederne, som godt er klar over, og de prøver at gøre noget ved det.




3.
Vi spoler en smule frem i tiden til efteråret 2008: Min roman The Tsar's Dwarf er endelig udkommet i USA, og jeg er på bogturné med støtte fra Kunststyrelsen, Copy-Dan og DPA.

75% af de steder jeg besøger er ganske almindelige boghandlere uden interesse for Danmark, men jeg holder også foredrag på The Danish-American Center i Minneapolis, der har Bing & Grøndahls juleplatter hængende i elevatoren; jeg snakker med en dansk-amerikansk bogklub i Madison, Wisconsin. Og jeg læser op fra romanen på Nordic Heritage Museum i Seattle, hvor der er dømt underskøn amagerhylde.

Men Scandinavia House på Park Avenue i New York er anderledes – det ser man med det samme. For det første er Scandinavia House det nordiske mekka i USA. Det er vores moderne ansigt udadtil på den mest stilige adresse i The Big Apple. Man bydes velkommen af glas, stål, beton og de fem nordiske flag. Inden for sidder en venlig dame i receptionen. Alt er pænt og strømlinet. Det gælder også restauranten, der serverer svensk roastbeef a la Rydberg og røget laks fra Norge. Den danske hygge må man tænke sig til.

Men misforstå mig ikke, jeg er lykkelig for at skulle præsentere The Tsar's Dwarf i disse fine omgivelser. Bare det at skulle holde foredrag på Park Avenue fylder mig med en stolthed, der tangerer storhedsvanvid. Jeg har dog fået at vide, at jeg ikke skal forvente særlig mange mennesker til min reading.

"Det er kun Henning Mankell, som kan trække folk af huse," siger Kyle med et suk. "Da han kom, var her flere hundrede."

Kyle Reinhart er min vært. Han står for de kulturelle arrangementer i Scandinavia House og fortæller mig, at bygningen plejede at huse den østtyske ambassade. Måske var det derfor de nordiske lande fik lov at købe den for en slik. Men stedet var dyrt alligevel. Park Avenue er og bliver Park Avenue.

"Er der så mikrofoner i askebægrene som i de gode gamle dage?" spørger jeg nysgerrigt og prøver at forestille mig østtyske fat cats med Engels i hjertet.

Kyle ryster på hovedet - men hvad ved han egentlig om det? Ja, måske mere end han vil ud med, for med et navn som Reinhart kunne han godt stamme fra Karl Marx Stadt. Det viser sig dog, at Kyle er fra Minnesota og at han engang har gået på skole i Kulhuse.

Om aftenen præsenterer jeg så Zarens dværg i the Volvo Hall – et navn, der giver lokalpatrioten i mig nervøse trækninger. Det går fint; folk er levende og stiller mange spørgsmål. Som sædvanligt bli'r jeg spurgt, hvorfor jeg ikke har oversat bogen selv, men det ville jeg ikke kunne gøre halvt så godt som Tiina Nunnally. Det var trods alt hende, der oversatte Smillas fornemmelse for sne, og det slap hun ualmindelig godt fra. Hun er også sluppet flot fra min.

"Nå, har du været tilfreds med aftenen?" spørger Kyle mig efter min præsentation. Jeg fortæller, jeg ville ha' foretrukket at snakke i Lego-rummet – det navn står bedre til min personlighed.

"Vi har altså ikke noget Lego Room," siger min vært, "kun Victor Borge auditoriet, men det var desværre optaget".

Han fortæller mig også, at Scandinavia House er meget bevidst om ikke at udvikle sig til et nordisk museum med stegt sild og folkedragter. Scandinavia House dyrker det moderne Skandinavien, og de mest populære arrangementer er filmaftener med værker som Kunsten at græde i kor.


4.
Efter min reading inviterer den danske kulturattache Maiken Tandgaard Derno mig i byen. Konsulatet har været en fin støtte under mit ophold. Jeg føler mig gladere end nogensinde og ser tilbage på seks ugers bogturné, der har bragt mig fra Portland, Oregon til Tacoma, Seattle, Minneapolis, St. Paul, Madison, Milwaukee og Chicago.

Samtidig har jeg stiftet bekendtskab med de danske miljøer i alle dets afskygninger. Bl.a. er min roman blevet pensum på University of Washington i Masterpieces in Scandinavia Literature – en klasse, hvor der også blev undervist i Kierkegaard og Andersen. Hvordan Søren og Hans Christian har det med mit selskab, melder historien ikke noget om, men jeg er ikke den, der klager ...



5.
Næste dag går jeg rundt i New York og rånyder den kolde efterårssol. I Greenwich Village hører jeg mange danskere og ser mange egern – de opfører sig nogenlunde ens. Og på Union Square glæder jeg mig over, at min bog står fremme i New Yorks største boghandel, Barnes & Nobles. En barnedrøm er gået i opfyldelse, og jeg synes selv, jeg har lov at være stolt uden at tro, jeg skal straffes af Jante.

Om eftermiddagen går turen gennem East Village forbi indiske indvandrere, ukrainske suppekøkkener og hjemløse, der er faret vild i deres brandert. New York minder mig om en pinball maskine. Den skubber hele tiden én mod afgrunden, men sikken dog en fascinerende afgrund ...

Omkring firetiden er jeg tilbage ved Scandinavia House – the Nordic Center in America, som det hedder så smukt. Men sandheden er, at huset bruges mere af svenskere, nordmænd og finner end af danskere, og det er der en grund til: Vores skandinaviske brødre har et større kulturbudget end vi har. Og det er altså beklageligt, især når man tænker på, at vi har en ringere profil i USA end Sverige, Norge og Finland.

I modsætning til hvad vi selv tror, kender folk ikke særlig meget til os. F. eks. irriterer det mig, at de fleste amerikanere ikke aner, at Danmark er en del af Skandinavien. Danish og Dutch blandes sammen i én uendelighed, Amsterdam ligger på Sjælland, og Copenhagen er navnet på en snustobak. Engang imellem har jeg lyst til at skrige: Er I Yankees ikke klar over, at atombomben var en dansk opfindelse? Ta' os alvorligt!

Man skal heller ikke spørge, hvem der er den mest berømte dansker i USA, for det er ikke sikkert, man kan lide svaret. Er det H.C. Andersen, Søren Kierkegaard eller Lars Ulrich? Nej, det er Hamlet. Og kun fordi han blev udødeliggjort af en englænder!

Jeg går ind i den lille butik i Scandinavia House. Den er mere moderne end de andre, jeg er stødt på. F. eks. har de et kæmpe assortiment af finsk sengetøj, hvis nogen skulle være interesseret. Og den sidste oversatte roman af Stieg Larsson.

Jeg prøver at finde en dansk gave, som jeg kan tage med til nogle venner, men jeg bliver ved med at falde over svenske kunstglas og servietter fra Lillehammer. Efter nogle minutter får jeg øje på Danmark - vi ligger og hygger os i en lille pose. Jeg ta'r den op; det er tyrkisk peber. Jeg får næsten tårer i øjnene af nostalgi. Det var sgu de bolsjer, jeg holdt så meget af, da jeg var fjorten.


Bragt i Søndags-Politiken d. 14. december 2008