Humoristisk blog og website om mine bøger og min forfattertilværelse i Portland, Oregon, i København og andre steder på kloden. (Blog in English, go to Danish Accent )
torsdag den 15. marts 2012
Humor, spiritualitet og romaner. Mit første foredrag i København siden branden i 1728
Efter enoghalvtreds foredrag i USA, to i Hong Kong, Canada og et enkelt i Frankrig, Polen, Grækenland (og 5,311 foran spejlet), pludrer jeg nu på Østerbro i København for første gang i fire år onsdag d. 21. marts klokken 19. Kom i god tid.
Jeg signerer osse Zarens dværg, Skorpionens hale, Flødeskumsfronten, Lystrejsen, Drømmeren fra Palæstina til attraktive priser (som de siger i Netto) og diverse kropsdele på den betingelse, at du ta'r dem med og helst ikke i en plastikpose. Det er i øvrigt helt gratis at komme ind, men det kan godt være, I skal betale for at komme ud.
Mit foredrag hedder Humor, Spiritualitet og Romaner og finder sted på Hjalmar Brantings Plads 2A på Østerbro, der ligger klemt inde mellem Østre Anlæg, Stockholmsgade og Øster Farimagsgade i et lille alternativt kulturhus, House of Voice, der er begyndt at holde kulturforedrag. Du kan sikkert osse få noget øreakupunktur, hvis du spørger pænt.
Jeg starter som sagt klokken 19 og blir ved til mindst 19.08. Jeg holder jo af at fatte mig i korthed. Det er man nødt til, når man er på Facebook og Twitter. Alt på over 140 stavelser keder folk ihjel, og jeg vil jo gerne give folk en opløftende aften, hvor de går bort med en fornemmelse af at ha' været sammen med en stor lys sjæl, der ikke kan styre sit ego.
Kig forbi. Hvis du ikke skal se X-Factor...
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar