tirsdag den 28. august 2012

Bytur med Bigamisten - Frederik den Fjerdes Vanvittige Lystrejse Til Italien


Fredag d. 31. august klokken 16 har du chancen for at komme med på en vandretur gennem Frederik IVs København og mine to historiske romaner, Zarens dværg og Lystrejsen. Mødested: foran Nationalmuseet på Ny Vestergade i København. Medbring pudderparyk og 100 kroner. Arrangøren er Peter og Ping, der lige har lavet en Beatles-tur til Liverpool. Nu får I så mig i stedet for Ringo.

Hvis du er historie-interesseret, skulle du komme og høre om Peter den Stores kiksede ophold i hovedstaden i 1716; om notarius publicus Rasmus Æresbo, der var tolk under Zarens ophold, og om Frederiks liderlige lystrejse i 1708 til Italien. Det blir ganske barokt det hele, men historisk baseret barokt.

Da Lystrejsen udkom i 2003, skrev jeg en kronik om Frederik IVs fascinerende Italiens-rejse i 1708-09. Den blev bragt i Kristeligt Dagblad på et ukristeligt tidspunkt, men her er den, hvis nogen skulle være interesseret.



DEN FØLSOMME BIGAMIST
I efteråret 1708 besluttede Frederik IV, konge af Danmark-Norge, venderne og goterne, hertug af Slesvig, Holsten, Stormarn og Ditmarsken, greve af Oldenburg og Delmenhorst, at han ville på en lystrejse til Italien.

Den slags var uhørt i baroktiden. En rejse skulle have politisk betydning. En enevoldskonge tog ikke af sted til syden på ferie ...men en kold novemberdag rejste Frederik IV sydpå med halvdelen af sin regering på slæb. 96 mand begav sig over de sneklædte Alper: rådgivere, skrivere, sukkerbagere, livbarberer. Ja, den danske konge havde endda sin hund med - og den 29. december ankom han til Venezia og kastede sig ud i karnevalet, samtidig med at den Store Nordiske Krig gik ind i en afgørende fase.

Men hvorfor var Frederik IV rejst af sted? Og hvad gik der af den danske enevoldskonge, der ellers var kendt for sin store flid? Det har historikere funderet over siden. De fleste mener, at der blot var tale om en lystrejse. Kongen var træt af den stigende arbejdsbyrde, og han var især ærketræt af sin gemalinde, dronning Louise. Kort og godt, Frederik IV havde brug for at more sig i »lasternes fædreland«.

KATOLICISMEN
Men rejsen er langt mere interessant end de fleste historikere har antaget, både fordi den rummer en enestående kærlighedshistorie, og fordi den kunne have ændret danmarkshistorien: Frederik IV tog til Italien for at møde en kvinde, han havde forelsket sig i på sin dannelsesrejse som kronprins sytten år tidligere. Og samtidig var han i så dyb en krise, at han overvejede at konvertere til katolicismen.

Især det sidste har der aldrig været nogle danske historikere, der har troet på - Frederik IV ville nemlig have tabt kronen, hvis han forkastede protestantismen. Men i Italien beskæftigede mange krønikeskrivere sig med muligheden! De var fuldstændig overbevist om, at den danske konge kunne lokkes over til den sande tro - og i den tid Frederik opholdt sig i landet, samarbejdede mange af de italienske stater om sagen.

Med god grund, for halvtreds år tidligere havde den svenske dronning Kristina nemlig konverteret til katolicismen. Nu - mente de - var en ny monark på vej til at gøre det samme.

Som sagt besøgte Frederik IV Italien to gange: som kronprins i 1692-3 og som konge i 1708-9 - og på begge rejser brugte papisterne alle midler for at få ham til at se lyset. I Rom inviterede de ham på besøg i dronning Kristinas Palazzo Riario (Corsini); i Bologna forærede de ham bøger fra den svenske dronnings samling - ja, papisterne lod endda ligge i luften, at Paven ville velsigne Frederik, hvis han blot »ville vende tilbage til moderkirken«. Ikke nok med det: de var så overmodige, at de begyndt at indrette et palæ, hvor kongen kunne bo efter at have afsagt den danske trone.
Hvorfor er der ikke flere, der kender til denne fantastiske historie? Og hvorfor er Frederik IV så relativ ukendt i danskernes bevidsthed? Årsagen er nok, at ale vores mange konger drukner i romertal - vi kan ikke kende dem fra hinanden.

DEN DYBT EMOTIONELLE ENEVOLDSKONGE MED DET STORSLÅEDE KAOS I SIT SIND
Frederik IV blev født i 1671 og regerede fra 1699-1730. Han har et ry som en dygtig, men lidt fantasiløs bureaukrat, hvilket er fuldstændig uretfærdigt. Tværtimod var Frederik IV vores dygtigste enevoldskonge og samtidig en dybt emotionel mand med det mest vidunderlige kaos i sit sind ... og PS: Han var en følsom bigamist.

I 1704 begik han bigami for første gang ved at gifte sig med en tysk adelsfrøken, Elizabeth von Vieregg. I 1712 gjorde han det igen med den langt mere mere berømte Anna Sophie Reventlow. Kort og godt, den danske konge var ualmindelig dameglad - og det udnyttede italienerne i et forsøg på at få ham til at konvertere.

Hvad de især benyttede sig af var, at Frederik IV insisterede på at besøge sin ungdomselskede, Maria Maddalena Trenta fra Lucca - og dette gav papisterne en diplomatisk klemme på den danske konge.


KOMTESSEN FRA LUCCA
Frederik havde mødt den italienske adelsfrøken i Firenze på sin dannelsesrejse som kronprins i 1692. Da frøken Trenta både kunne tale fransk og tysk, havde hun været hans oversætter under besøget. De to var blevet forelsket, men da Frederik var protestant, og hun var troende katolik, kunne de ikke få hinanden. Hvor alvorlig forelskelsen var er der ingen, som ved (den blev overhovedet ikke nævnt i kilderne dengang), men kronprinsen rejste hjem, og nogle år senere blev han tvunget til at gifte sig med Louise fra Mecklenburg-Güstrow, der var en god tysk protestant.

Men da Frederik senere blev konge, kunne han ikke glemme skønheden fra Lucca, og i 1708 tog han tilbage til sit elskede Italien for at møde sin ungdoms kærlighed. Der var kun ét problem: Da Frederik IV nåede frem, fik han at vide, at Maria Maddalena Trenta var gået i kloster - og at han ikke kunne få lov til at se hende!

Nu havde katolikkerne en klemme på Frederik: Kun en katolik kunne nemlig få tilladelse til at besøge en nonne i clausura. En protestant kunne ikke! Så det kunne udnyttes.

Den danske enevoldskonge satte også himmel og jord i bevægelse for at få et møde i stand. Han involverede storhertugen af Toscana og henvendte sig til ærkebiskoppen i Firenze - men med mindre klosterets priorinde ville give sin tilladelse, var man nødt til at få en kompensation fra Paven i Rom.

DEN GROTESKE TANKE OM AT KONVERTERE?
Kort og godt, Frederik IV var tvunget til at overveje en konvertering til katolicismen, hvis han ville se sin elskede. I hvor høj grad han virkelig overvejede det er umuligt for os at vide. Hans dagbøger røber ingen private tanker (i modsætning til sin inkompetente oldefar Christian IV brød Frederik sig ikke om at skrive) - men flere af datidens italienske krønikeskrivere påstår, at Frederik i 1692 havde lovet Maria Maddalena at konvertere, og at det var derfor, hun var gået i kloster - i skuffelse over, at han ikke var vendt tilbage og havde giftet sig med hende.

ROMANFORFATTEREN TA'R SIG SINE FRIHEDER
Som romanforfatter er ens indgang til stoffet naturligvis anderledes end historikerens. Man erstatter de manglende kilder med fantasi og »uvidenskabelige« fornemmelser. Man læser så meget man kan: om kongen, baroktiden, kunsten, hoflivet; man besøger slotter, snuser til pudderparykker, mediterer, drømmer - og på halvandet år pløjede jeg da også gennem mere end halvtreds bøger på dansk, italiensk og engelsk.

Jeg fulgte også Frederik IVs rute. Efter jeg havde fået et rejselegat fra Staten Kunstfond var jeg i Trento, Verona, Vicenza, Venezia, Bologna, Modena, Mantova, Firenze, Lucca og Rom og besøgte de steder, hvor kongen boede. Især i Vicenza så jeg kilder, som ingen danskere nogensinde har set, sikkert fordi så få danske historikere kan italiensk. Alle disse oplevelser gjorde, at jeg følte, at jeg levede inde i hovedet på Frederik IV, og i mit storhedsvanvid bilder jeg mig ind, at jeg forstår den danske konge bedre end de fleste. Derfor vover jeg påstanden, at kongens emotionelle krise betød, at han var tættere på at konvertere end eftertidens logiske hoveder har troet.


Nøglen findes selvfølgelig i forholdet til Maria Maddalena Trenta - den smukke adelsfrøken, der sad "fanget" i klosteret Santa Maria Maddalena de' Pazzi i Firenze. Vi ved med sikkerhed det lykkedes for kongen at få gennemtvunget fire møder med sin ungdomselskede. Hvad de talte om, er der ingen, der aner noget om med sikkerhed - men Luccas ambassadør til Firenze (Maria Maddalena Trentas onkel) påstod, at Trenta havde fået ordre på at redde den danske konges bundfrosne protestantiske sjæl.

Alle kilder og øjenvidner er også enige om, at Frederik IV græd, da han forlod klosteret, hvorimod Maria Maddalena Trenta var stoisk og rolig på den anden side af gitteret.

KONGEN TRUET PÅ LIVET?
I Italien fortsatte bølgerne med at gå højt, da Frederik vendte næsen mod nord. Katolikkerne var overbeviste om, at Frederik IVs manglende konvertering skyldtes, at hans rådgivere og præster havde truet ham på livet. Det har nok intet på sig, men at kongen var mere end almindelig fascineret af katolicismen er hævet over enhver tvivl.

Hvad Frederik IV håbede på at få ud af sin lystrejse, ved vi naturligvis ikke. Havde han en naiv og vanvittig drøm om, at hans ungdomskærlighed ville smide nonnedragten og gifte sig med ham? Eller ville han blot se hende igen? Det eneste vi ved med sikkerhed er, at Frederik IV vendte tilbage til Danmark i juli 1709, hvor han blev modtaget i promp og pagt på Frederiksborg slot. Og mon ikke eddikesure dronning Louise var lettet over, at danmarkshistoriens største bigamist ikke havde giftet sig til venstre hånd endnu en gang?

Lystrejsen er lige genudgivet af Lindhardt & Ringhof som lydbog med mig som indtaler.

torsdag den 10. maj 2012

Skeletterne raslede ud af skabet på Østerbro. Og så kan man da kun være glad


I slutningen af marts holdt jeg mit første foredrag i Danmark i fire år, og der kom heldigvis rigtig mange.

Det fandt sted i det lille alternative kulturhus, House of Voice på Østerbro i København, som aldrig før har haft så mange til et arrangement. Det kunne mit forfatter-ego selvfølgelig godt li'. Hvad er bedre end en tætpakket sal, hvor folk besvimer og må bæres ud på bårer?

På fotoet oven over ser I et billed af mig efter foredraget, hvor jeg desværre ikke fik en blomsterbuket af den søde og dygtige arrangør. Det er nemlig mig i midten.

Jeg snakkede om Humor, Spiritualitet og Romaner, bl.a. Zarens dværg, og folk grinte alle de steder, hvor jeg var alvorlig og så fortvivlet på mig, når jeg prøvede at være morsom. Så alt var, som det plejede.

Jeg kommer i øvrigt tilbage til House of Voice, Hjalmar Brantings Plads 2A på Østerbro d. 5 september og snakker om den persiske poet Rumi, og hvordan han inspirerede min spirituelle og pjattede eventyr-roman, Skorpionens hale, der også er bygget over De Tolv Stjernetegn, Decameron, Brødrene Grimm, H.C. Andersen, Le Petit Prince og især 1001 Nats Eventyr. (Gyldendal, 2008).

Her er endnu tre billeder fra den dejlige aften med et veloplagt publikum. Jeg vil meget gerne holde flere foredrag i Danmark. Jeg tror nemlig godt, jeg kan huske sproget ...





Fotos af Gisli Magnugsson

torsdag den 15. marts 2012

Humor, spiritualitet og romaner. Mit første foredrag i København siden branden i 1728


Efter enoghalvtreds foredrag i USA, to i Hong Kong, Canada og et enkelt i Frankrig, Polen, Grækenland (og 5,311 foran spejlet), pludrer jeg nu på Østerbro i København for første gang i fire år onsdag d. 21. marts klokken 19. Kom i god tid.

Jeg signerer osse Zarens dværg, Skorpionens hale, Flødeskumsfronten, Lystrejsen, Drømmeren fra Palæstina til attraktive priser (som de siger i Netto) og diverse kropsdele på den betingelse, at du ta'r dem med og helst ikke i en plastikpose. Det er i øvrigt helt gratis at komme ind, men det kan godt være, I skal betale for at komme ud.

Mit foredrag hedder Humor, Spiritualitet og Romaner og finder sted på Hjalmar Brantings Plads 2A på Østerbro, der ligger klemt inde mellem Østre Anlæg, Stockholmsgade og Øster Farimagsgade i et lille alternativt kulturhus, House of Voice, der er begyndt at holde kulturforedrag. Du kan sikkert osse få noget øreakupunktur, hvis du spørger pænt.

Jeg starter som sagt klokken 19 og blir ved til mindst 19.08. Jeg holder jo af at fatte mig i korthed. Det er man nødt til, når man er på Facebook og Twitter. Alt på over 140 stavelser keder folk ihjel, og jeg vil jo gerne give folk en opløftende aften, hvor de går bort med en fornemmelse af at ha' været sammen med en stor lys sjæl, der ikke kan styre sit ego.

Kig forbi. Hvis du ikke skal se X-Factor...


fredag den 17. februar 2012

Til premiere på Klovn The Movie i Portland, USA: Desværre var der ingen, som udvandrede


1.
Det var altså en stor skuffelse for mig.

Jeg havde håbet, at folk ville udvandre i spandevis, da Portland Film Festival i Oregon viste Mikkel Nørgaards Klovn, The Movie (eller Klown som er den nye titel på engelsk) Det er selvfølgelig Frank Hvam og Casper Christensen, som står bag film-version af deres populære tv-serie, og Klovn er så politisk ukorrekt, at man godt kunne ha' forudset, at der var nogle amerikanere, som ville brænde biografen ned - eller den danske ambassade, hvis den ikke havde ligget 6000 kilometer væk.

Men desværre nej. De lokale Portlandere grinede bare som sindssyge. På den anden side er det jo heller ikke hver dag, at man får lov til at se en gennemsnits-dansker stikke fingeren op i en kæmpekvinde, der boller med ens ven. Der er heller ikke mange eksempler i filmhistorien på velmenende ægtemænd som vil give deres sovende Mia Lyhne en "pearl necklace"  - en scene, der er så morsom, at den næsten bør få en spermbelagt Oscar.

Der er i hvert fald ikke tvivl om en ting: Klovn The Movie får The Hangover til at virke som en film for kordrenge. Set med vulgære briller har Clown verdensklasse, selv om jeg tvivler på, at den vinder konkurrencen. Der er trods alt hundredvis af film på Portland Film Festival, og jeg er ikke sikker på, at iranske filminstruktører har samme fascination af 12 årige drenges kønsorganer som Frank Hvam.



2.
Nej, forklaringen på Klovns gode modtagelse er desværre nok den, at Portland er en af de mest sofistikerede og degenererede byer i USA. Den er dybt venstreorienteret, økologisk og fuld af tofu-spisende hippies og hobby-lesbiske med tatoveringer. Og så har den sporvogne - det siger vist alt om hvordan niveauet er her.

Men mange blandt publikum var nu almindelige borgerdyr i dynefrakker, som godt kan li' Lars von Trier og Ikea. Det var sådan nogen, som beundrer arkitekturen i København og som på et tidspunkt har fået et blowjob af en au-pair pige i Horsens. Hvor godt de sover i nat, ved jeg ikke, men det hjælper nok, at Casper Christensen ikke er i nærheden.

 I øvrigt var Klovn sponsoreret af Portlands Scandinavian Heritage Foundation - en forening, der normalt støtter dansk kultur ved at arrangere foredrag om H.C. Andersen, Carl Nielsen og vindmøller. Nu fik de endelig sørget for at vise amerikanerne, hvordan Danmark virkelig er. Så mon ikke Klovn kan give dansk turisme et løft? Jeg forventer i hvert fald at mange på the West Coast får lyst til en kanotur på Gudenåen i håbet om lidt meningsløs sex med 2. g'ere. For ikke at tale om gratis adgang til Bent Fabricius Bjerres luksus-bordel - dem er der jo ligeså mange af i Danmark som Føtex.

På vej ud af biografen mødte jeg en dansk dame i halvfjerdserne, som har boet i USA i over fyrre år. Tårerne løb ned ad hendes kinder, da hun gav filmen fem stjerner ud af fem på festivalens stemmeseddel.

Nu er min største drøm at vise Clown The Movie for Rick Santorum og Mitt Romney. De herrer kunne godt bruge lidt analsex på en lejrplads. Mon ikke det ville gøre dem mindre stive?

3.
Dagen efter premieren er Portland, Oregon stadig i chok.

Jeg har lige prøvet at ringe til formanden for Scandinavian Heritage Foundation for at høre om han er blevet smidt ud af foreningen. Der er sandsynligvis nogle svenskere og nordmænd, som synes, det ville ha' været klogere at støtte en dokumentarfilm om lutefisk.

PS.
Klovn (Klown) har svært ved at holde dampen oppe i alle firs minutter, men den er bestemt værd at se for alle, der har ligeså dårlig smag som mig. I øvrigt er dens amerikanske undertekster gode. Det hører desværre til sjældenhederne.

Klik her for at se den morsomme danske trailer for Clown The Movie

.........

fredag den 30. december 2011

Dengang Obama havde tid til at gøre noget for litteraturen



Obama har det svært.

Det er der naturligvis mange grunde til. En af dem er økonomien, en anden er de republikanske præsidentkandidater, som står i kø for at overtage hans embede, så de kan tæppebombe nogle flere muslimske lande. (De mangler vist stadig tre?) 

Faktisk gik det langt bedre for Obama i foråret 2009. Det var dengang han havde tid til at hjælpe sine medmennesker, og jeg tænker naturligvis ikke på noget så ligegyldigt som de fattige eller de syge - jeg tænker på forfattere i orange sweatre som mig.

Jeg var i hvert fald meget rørt over Obamas hjælp dengang jeg signerede bøger i The Booksmith i San Franciscos Haight Ashbury."En af dine fans kigger forbi," sagde boghandleren hemmelighedsfuldt inden jeg skulle i gang med at læse højt for de tolv stiknarkomaner, som havde fundet et sted, hvor de kunne varme sig.

"Nå, det er sikkert bare Lars Ulrich eller Connie Nielsen," gabte jeg, "eller Scarlett Johansson, som endnu engang vil tale lidt dansk med mig, mens hun prøver sin nye badedragt." Men nej, det var USAs præsident i egen høje person, der kiggede forbi og holdt The Tsar's Dwarf for mig, så jeg kunne signere nogle til Michelle og hans hærdebrede livvagter.

Senere på året fik Barack så nogle problemer i Afghanistan og med Kongressen. Og så opstod der vist en international krise, da hans Portuguese Waterdog kom til at tisse en smule på Angela Merkel under et møde i Det Hvide Hus.

Men jeg mindes stadig dengang Barack havde tid til at gøre noget for litteraturen, selv om han måske så en smule flad ud på dagen...




The Tsar's Dwarf (Zarens dværg) udkom i USA og Canada i efteråret 2008 i Tiina Nunnallys oversættelse. Læs evt. mere om den på højre side af websitet her.



lørdag den 8. oktober 2011

Anmeldelse: Living in the Material World (Se Martin Scorcese's film om George Harrison før din skytsånd)



Martin Scorcese's dokumentar om George Harrison er en slikbutik for Beatles-fans. Den følger The Quiet One fra han blir født i sønderbombede Liverpool i 1943 til han dør af kræft i Schweiz i 2001. Undervejs ser vi private billede af Beatles; vi hører om, hvordan George blev klemt af karismatiske Paul og John, og vi får grusomme detaljer fra mordforsøget på Harrison i 1999.

Selv om jeg altid har været mest Paul fan på grund af mandens fænomenale komponist evner, så var George den af Beatlerne, jeg helst ville være venner med. Hans spirituelle indgang til livet gjorde ham visere og mere livsklog end de andre. Dertil kom hans sære sans for humor, hans kærlighed til Monty Python, Indien, racerbiler, meditationer og sidst men ikke mindst, tulipaner. Scorcese får alt med, og når han samtidig inkluderer interviews med en grædende Ringo, en morsom Eric Idle, en uhyggelig Phil Spector (som ligner en af the nut cases fra Scorceses Shutter Island) og en sød Tom Petty, så har man en uforglemmelig film, hvor man både græder, griner og blir en lille smule høj.

Filmens eneste svaghed er, at Scorcese åbenbart ikke har rettighederne til at bruge originalversionerne af de berømteste sange. Vi hører en masse demoversioner og halvdårlige koncert-optagelser (If I Needed Someone, Wah Wah, All Things Must Pass), men for mig personligt var det rart, at to af mine favoritsange var med, Savoy Truffle og Beware of Darkness.


Det, der næsten gjorde mest indtryk på mig var dog en historie som George's søn, Dhani fortæller. Dhani havde en drøm om sin far mange år efter han var død, og i drømmen spurgte Dhani hvor faderen havde været siden han var gået bort.

"Jeg har da været her hele tiden," svarede George. Og sådan er det jo. Ingen af os dør, det er kun vores kroppe, der forsvinder. Millioner af mennesker har haft samme slags visioner om de døde som Dhani (inklusiv mig selv) - og i George's tilfælde er det ikke kun hans sjæl, som stadig er med os; det er også hans geniale musik, der aldrig nogensinde vil dø.

My Sweet Lord indeed. Så se Martin Scorcese's film før din skytsånd! Der går længe før du glemmer den.


Særforestilling i
Portland, Oregon, 7. oktober, 2011

torsdag den 29. september 2011

Dengang jeg var H.C. Andersen i Vietnam


Jeg ser fuldstændig latterlig ud.

Jeg har en stor cylinderhat på, der er lavet af sort pap, en smoking, jeg har købt i en marskandiserforretning på Trianglen, og jeg står foran 400 forældreløse børn i Saigon og forklarer dem, hvordan det føles at være 200 år gammel.

Det er den femte forestilling, jeg er i gang med. Ikke som hr. Fogtdal, men som en vis hr. Andersen med fødderne solidt plantet i rismarken. Og det er ikke kun børnene, der glor. Det samme gør Ho Chi Minh. Hans statue er overalt i Vietnam, selv i mit lille omklædningsrum. Når jeg tager min skjorte af, betragter 'Den store leder' mig alvorligt. Når jeg fjerner bukserne, stirrer Han stadig på mig med stalinistisk stoisme. Men jeg er ligeglad. Jeg er jo i et kommunistisk land med røde bannere, der fortæller mig, hvordan jeg skal tænke, leve, dø - et land, der stadig udstiller liget af deres landsfader, selv om han gik bort for over femogfyrre år siden.


Vores lille performance hedder The Fairytale Express. Den er støttet af Center for kultursamarbejde med udviklingslandene, Kunststyrelsen og Litteraturcentret, og jeg rejser rundt med en dygtig lokal skuespiller, Minh Hang, der læser to eventyr op: 'Den grimme ælling' og kommunisternes favorit, Den lille pige med svovlstikkerne, der jo viser, hvor nådesløse og koldsindige vi er i Vesten.

Minh Hang er berømt fra vietnamesisk børne-tv, så alle stirrer på hende med benovelse. Derefter er der Chau Anh, min oversætter og vores bedårende master of ceremonies. Hun studerer kormusik på universitetet i Hanoi, men har samtidig et lille bijob som værtinde på Vietnams MTV - og hun ligner sådan en på en prik. Til sidst er der Tang, vores lydmand og praktiske gris. Han er noget så sjældent som en vietnamesisk mand, der har giftet sig med en jyde fra Holstebro. »Skål og skide være med det«, siger han, hver gang vi skyller nudlerne ned med whisky.

Publikum har været fantastisk. Indtil nu har vi spillet for over to tusinde børn og unge i alderen fra 9 til 17. De har klappet, grint og grædt. Efter forestillingerne har de stået i kø for at få autografer fra hr. Andersen. Og de har i det store og hele behandlet os som rockstjerner. Kun her i Saigon er der lidt problemer. Efter en halv time begynder publikum at kede sig, og da Minh Hang læser 'Den lille pige med svovlstikkerne' op, sidder halvdelen af børnene og gaber på det tidspunkt, de burde stortude.

Chau Anh, min oversætter, går i rette med børnene: »Jeg kan godt forstå, I vil snakke med jeres kammerater fra de andre skoler, men jeg synes, I bør udnytte muligheden for at lære noget om hr. Andersens baggrund. Se, han er kommet helt hertil fra Dan Mach«.

Jeg nikker strengt iført min paphat og mit bedste Store Claus-smil. Børnene holder inde med deres snakkerier. I to minutter. Så fortsætter de igen, især dem, der sidder bagest i salen. »Publikum i Saigon er altid det dårligste i Vietnam«, siger Minh Hang efter forestillingen. »Der sker for meget i deres by. De vil hellere spille computerspil«.

Det er tydeligt, at hun skammer sig over sine landsmænd, men jeg er ikke det ringeste fornærmet. Hva' fanden, et enkelt halvdårligt publikum er svært at hidse sig op over. Den sidste uge har været en oplevelse for livet. Vi har rejst med tog fra Hanoi til Saigon sammen med et kamerahold, der smækkede linsen op i hovedet på os, fra det sekund vi stod op om morgenen. Desuden har jeg givet mindst ti interview om Andersen, mig selv og om Danmark. (Det mest almindelige spørgsmål: Hvad synes du om Vietnam? Det næstmest almindelige spørgsmål: Hvad synes du om de vietnamesiske børn og unge?).

Men vigtigst af det hele: Jeg har overlevet en særdeles våd frokost i Vinh, hvor viceformanden fra byens folkekomite prøvede at drikke mig under bordet. Det lykkedes ikke, af den simple grund at min oversætter fik erstattet min vodka med vand, ellers havde jeg næppe overlevet. Men lad mig sige det så diplomatisk, jeg kan: Man kan godt mærke, at flere af vietnameserne har gået på partiskole i Moskva.

Maden var dog uforglemmelig - en stor buffet med provinsens specialiteter: mudderfisk, små kyllingestykker i bananblade, rispapir med krydret kød. Og sidst, men ikke mindst: tørt franskbrød med smør og marmelade.

»Hvorfor serverer de brød og marmelade til den vidunderlige mad?«, hviskede jeg til Lars Mikkel Johannesen fra den danske ambassade. »Det er, fordi de tror, at vesterlændinge spiser brød til alt. Samme Johannesen, miljø og kulturråd, er med på den første del af rejsen, da det er den danske ambassade, der har arrangeret turen. Ideen om 'The Fairytale Express' opstod ved et møde med de vietnamesiske statsbaner, der er medsponsor. Men det er Lars Mikkel Johannesen, som er primus motor for projektet, og som indirekte sørger for, at vi får en fin modtagelse i hver flække - men heller ikke for fin, for vietnameserne elsker svulstige middage og taler på over toogtyve minutter.


Danmark er faktisk et særdeles kendt land i Vietnam. Og populært. Ikke kun på grund af Mærsk og Peter Schmeichel, men fordi vi lægger mange ulandspenge i landet. Det er denne goodwill, der hjælper os gevaldigt - plus H.C. Andersens popularitet hos de mange vietnamesere, der har fået ham ind med modermælken uden at vide noget som helst om ham.

»Jeg troede, han var svensker«, siger en hotelpiccolo til mig, hvorefter jeg undlader at gi' ham drikkepenge.

Det er dog svært ikke at blive forelsket i vietnameserne. De er søde, smilende, generøse, og børnene og de unge er fuldstændig bedårende. På flere af skolerne har de forberedt sig grundigt på vores ankomst. De har flittigt læst eventyrene - ja, til vores første forestilling i Hanoi bærer de endda hatte, hvor de har skrevet titlen på deres yndlingseventyr. Andre steder er de knap så forberedte. Ja, der er elever, som faktisk tror, jeg er H.C. Andersen. ("Skriver du ikke snart flere eventyr, hr. Andersen? De første var så gode ..."). Andre, derimod, har besøgt mit website og ved mere om mig, end jeg selv gør.

»Tror du også, jeg kan blive en berømt forfatter en dag«, spørger en vietnamesisk pige mig i Hue, da vi har en 'Q and A'(spørgsmål og svar) session efter forestillingen. Jeg skal til at fortælle hende, at jeg faktisk ikke er særlig berømt, men den slags er svært, når man står over for en 14-årig, der kigger på én, som om man var Lenin eller Lennon. »Jeg er sikker på, du bliver meget mere berømt end mig«, svarer jeg. Pigen ser ud, som om hun er ved at dåne, og da vores lille teatertrup går ud til bussen, fortæller hun mig, at hun vil skrive for at lære sine medborgere »how to think and live«. I det samme bemærker jeg hammeren og seglet på den lille nål på brystlommen.


Vores show er improviseret, men har selvfølgelig en fast ramme. Det er en kombination af indfølt eventyroplæsning (Minh Hang er fremragende), Chau Anhs sødme og H.C. Andersen, der fortæller om sin barndom i Odense, de hårde ungdomsår i København. Og til sidst om rejserne og om eventyrene, der groede ud af ham, til han lagde sig i graven. I midten af showet må vi dog leve med en tvangsbolle. Her er aftalen nemlig, at den lokale skole opfører et dansenummer. Det er - for at sige det mildt - af svingende kvalitet.

I Vinh viser det sig at være suverænt: smukke kostumer, dygtige dansere, imponerende scenografi. Men i Danang går det galt. Fire piger kommer ind i stramme cowboybukser og synger 'Hotel California' på vietnamesisk. Desværre kan de ikke huske teksten. Efter nogle pinlige minutter går de slukørede ud, og derefter er det så meningen, at H.C. Andersen skal ind og fortælle om sin sidste tid på Jorden. Måske ikke den mest oplagte overgang. Især ikke, når hr. Andersen samtidig er blevet ramt af tordnende tyndskid.

Der er dog også et mere seriøst sigte med forestillingen - ja, man kunne næsten kalde det for "undergravende".

Ambassaderåd Lars Mikkel Johannesen ønsker, at børnene skal lære at læse bag en tekst - at når Andersen skriver om den grimme ælling, er det ikke kun et eventyr om fjerkræ, men også en beskrivelse af hans eget liv. Den slags er jo barnelærdom for os, men i Vietnam er de unge opdraget til at tage alt for pålydende. »Vi må sikre os, at disse børn lærer at tænke på en anden måde«, siger Lars Mikkel Johannesen. »Det er det, der må være formålet med vores kulturarbejde i Vietnam: at vi giver dem mulighed for at møde en ny verden - en verden, der er mindre stiv end deres egen«.

Jeg nikker begejstret. Ja, tænk hvis man kunne få de unge vietnamesere til at sætte spørgsmålstegn ved, hvad der står i avisen. Så har vi ikke kun fejret en stor dansker, men også sat nogle tanker i gang i fremtidens partikommissærer.

Måske er det derfor, at Ho Chi Minh ryster på hovedet, når vi diskuterer med børnene efter forestillingen. Vi finder nemlig ud af, at diskussionen flyder lettest, hvis vi vælger, hvilke børn der må stille spørgsmål. I Hanoi er det tydeligt, at alt er blevet planlagt af arrangørerne: børnenes kommentarer, deres spørgsmål til mig - ja, selv en rørende afskedssalut: »Goodbye, Peter«, råber 150 børn i kor, og så er det svært ikke at flyve glad ud af scenen med sin storslåede blomsterbuket plus vietnamesernes gaveide nummer 1: en eddersmart Ho Chi Minh-platte med dejlig rød ramme.




På trods af den megen venlighed viser det sig dog at være svært at gøre op med vietnamesisk vanetænkning. Et show skal introduceres, som om der er tale om en kongres for jord- og betonarbejdere. Der skal gives gaver bagefter. Og vi skal spise frokost med den lokale partiformand eller de lokale skolelærere. Det er dog ganske interessant, både fordi de er søde, og også på grund af de oplysninger, vi får. I Vinh finder jeg f.eks. ud af, at vi ikke spiller for alle skolens børn i distriktet.

»Det er kun de bedste elever, der får lov at komme med til jeres forestilling«, siger en lærer til mig. »Hvem er de bedste elever«, spørger jeg nysgerrigt. »De, der kan deres lektier«, siger hun. »Hvilke slags lektier?«, spørger jeg med klædelig sadisme. "De lektier, som er relevante for børnene i vores socialistiske republik", siger hun med et nervøst smil og spejder ud i lokalet, som om hun håber, at Ho Chi vil redde hende fra Hans Christian.

Jeg sukker stille og fælder en tåre over alle de dejlige asociale møgunger, vi ikke har fået lov at møde. Det havde jo været sjovt med nogle flere skæve spørgsmål til den skæve hr. Andersen, der jo heller ikke passede ind i borgerskabets rammer i sin tid. Men det er jo en helt anden historie.

Lige meget hvad er der dog ingen tvivl om, at 'The Fairytale Express' har gjort et storartet indtryk. Efter hvert show deler vi boggaver ud til børnene, der har turdet stille spørgsmål, og bøgerne med ti af Andersens eventyr er populære hos vinderne. Næsten lige så populære som H.C.s tåbelige paphat, der nu befinder sig på cirka firehundredogsyvogtredive digitalbilleder i Saigon.

Og det er vel ikke så dårligt gået for en gammel herre, der nærmer sig de 201 år - og som den følgende dag kan se sig selv på vietnamesisk tv på vej ind i et smånusset nattog med en vietnamesisk skuespiller, en master of ceremonies og en lydmand fra Hanoi, der er gift med en jyde.

Se, det var en rigtig historie.

The Fairytale Express truppen under en middag i Danang, hvor flere af os blev syge bagefter. Skuespilleren Minh Hang, master of ceremonies og tidligere MTV værtinde Chau Anh, vores jysk-gifte koordinator, mig og vores lydmand og tekniker - de sidste to har jeg desværre glemt navnene på.


Lettere bearbejdet Politiken kronik fra efteråret 2005. 


Det var oplevelserne i Vietnam, som inspirerede mig til pludselig og helt ulogisk at inkludere et eventyr i min roman Zarens dværg (det blev skrevet i en H.C. Andersen rus på et hotelværelse i Hanoi) plus at begå min pjattede og spirituelle eventyrroman Skorpionens hale, som udkom i 2008 på Gyldendal


*****

søndag den 2. januar 2011

Mit store øjeblik i Barnes & Noble på Union Square i New York

1.
Alle forfattere har drømmen om at nå ud til et større publikum.

Selv Stieg Larsson sidder sikkert i sin svenske himmel og er rasende over, han kun har solgt 200 millioner eksempler af sine thrillere, når han kunne have solgt 201. Vores egoer vil have mere lige meget hvor meget vi opnår. Selv dem af os, der ser os selv som 'seriøse', vil have salgstal som Dan Brown og groupier som Shakespeare.  (Hvis William ikke havde groupier, vil jeg gerne undskylde over for teaterhistorikerne)

I september var jeg i New York på vej til mit hjem i Portland, Oregon. På et tidspunkt gik jeg ind i Barnes & Noble på Union Square - en af de største boghandlere i USA.  Jeg ville købe en bog med min yndlingsforfatter Haruki Murakami ... men naturligvis ville jeg lige slentre forbi F i litteratur-afdelingen for at se, om de havde et enkelt eksemplar af min The Tsar's Dwarf stående.

Da min oversatte roman udkom for hele to år siden, var chancen forsvindende lille. Det er kun best sellere, som overlever på hylderne i USA. Hvis en bog ikke sælger godt, står den ikke fremme mere end tre måneders tid. Nå, jeg listede hen uden nogle særlige forhåbninger. Alligevel bankede mit hjerte; ganen blev leksikontør, blæren gav efter ... og så stoppede jeg med åben mund:

Intet mindre end fem af The Tsar's Dwarf stod på hylden med forsiden vendt ud, omgivet af best seller forfatterne Jonathan Safran Foer og Ken Follet.  Og nej, det var ikke mig, der havde flyttet den. Så lav er jeg sgu ikke, selv om guderne skal vide, jeg tit har været fristet...

Jeg tog selvfølgelig det foto, I ser øverst på bloggen, for hvad glæder en forfatter mere end når ens børn  spankulerer rundt i verden på bedårende platfødder?

The Tsar's Dwarf er nu ude i fem lande med fine anmeldelser de fleste steder, og selv om den ikke slår nogen salgsrekorder, så er det vidunderligt at blive læst i små dejlige lommer rundt om på kloden.

Så hjertelig tak til alle jer, der gider læse mine bøger. I aner ikke hvor meget det betyder at få kommentarer fra jer på Facebook, pr mail fra Danmark, Norge, Connecticut, Washington, Canada, Saudi Arabien, Zimbabwe, Frankrig og Rusland eller in person.

Så her er en flok forfatterkys i skamfulde mængder. You all rock.

********

mandag den 1. november 2010

Dansk PEN: Zimbabwansk forfattermøde blandt særlinge i Venice Beach, Californien


1.
Dansk PEN gør et fremragende stykke arbejde for forfattere i Zimbabwe.

Som enhver kan regne ud, har ytringsfriheden det ikke godt i Mugabes land. I teorien er der ytringsfrihed, men forfattere og journalister forventes at "censurere sig selv" - noget, der sikkert er langt mere behageligt end at blive "hjulpet" til det af Mugabes stats-psykopater.

I de sidste tre-fire år har jeg været PENs kontakt-person for Christopher Mlalazi, en zimbabwansk forfatter, som fik problemer i hjemlandet, da et satirisk skuespil, han skrev med Raisedon Baya, blev taget af plakaten efter et døgn. Det hed Crocodile of Zambezi og lavede grin med en gammel impotent diktator. Christopher Mlalzi undgik med nød og næppe at blive pågrebet, men måtte gå under jorden. Knap så heldig var to andre i forestillingen, som blev fængslet og gennembanket. En af dem har stadig problemer med politiet i dag og bliver uafbrudt chikaneret.




2.
For en uge siden mødte jeg endelig PENS æresmedlem og min forfatter-kollega i Venice Beach i Californien - et vidunderligt sted fuld af hippier, hjemløse og weirdos, der får Christiania til at minde om en soveby på Møn.

Det var pragtfuldt at møde dette modige menneske, som var i Los Angeles, fordi han har fået et tysk fellowship til en writer's residence i Pacific Palisades.

Chris havde medbragt sine tre bøger, som han gav til PEN og mig. Jeg skammede mig lidt over, jeg havde glemt at medbringe min egen The Tsar's Dwarf , men jeg var så heldig, at de havde et eksemplar af den i Venice Beachs eneste boghandel, så jeg kunne forære den til Chris.

Over frokosten diskuterede vi situationen for forfattere i Zimbabwe - en situation, der bliver værre og værre, fordi Mugabe får hjælp fra Kina til at undertrykke sit folk. Men heldigvis har Zimbabwe ikke midlerne til at forfølge alle skrivende mennesker - det er måske det eneste gode ved deres fattigdom.



3.
Hvis der er nogen, som vil læse skønlitteratur fra Zimbabwe, kan jeg anbefale Mlalazis Dancing with Life, som kan fås på Amazon.com

Petina Gappah, en anden fin forfatter fra Zimbabwe - som jeg lærte at kende gennem min amerikanske blog, Danish Accent - hitter i øjeblikket verden over med en fin novellesamling, An Elegy for Easterly. Den er udkommet i et utal af lande, men vistnok ikke på dansk.

Interesserede kan blive venner med mange Zimbabwandke forfattere på Facebook - et sted, der muligvis er endnu særere end Venice Beach...
Støt Dansk PEN og ytringsfriheden i Zimbabwe.


******

søndag den 22. august 2010

Peter H. Fogtdal for Begyndere (Set fra Aarhus universitet)


1.
Det er altid dejligt at opdage, man ikke er glemt i sit hjemland.

Fornyligt fik jeg 100.000 i arbejdslegat til at skrive på en ny dansk roman, som har udviklet sig i en helt anden retning end jeg troede. Og nu er der en venlig akademiker, som har skrevet en kort lille introduktion om mit forfatterskab på det mest prestigefyldte sted for enhver litterat, Facebook.

Han hedder Gisli Magnusson og er fra Aarhus universitet. Og han er noget så usædvanligt som en akademiker, der interesserer sig for mystik og spiritualitet, hvilket gør, at han forstår visse af mine bøger langt bedre end jeg gør.

I Danmark bliver det spirituelle univers jo ikke taget alvorligt, så lad mig med det samme slå fast, at Gisli Magnusson ikke kan gøre for det: Han er halvt islænding! Og som enhver ved, er de mennesker besatte af en vølv!

Men Gisli Magnusson har en fin karriere alligevel. Han har nemlig skrevet sin doktorafhandling om den tyske digter og mystiker Rainer Maria Rilke - en mand, jeg aldrig har læst, hvilket jeg snart har tænkt mig at gøre noget ved.

Her er Gislis lille introduktion til fire af mine bøger, som jeg har fået lov at bringe her på min blog:


"Da jeg var til konference i Seattle, mødte jeg en dansk forfatter, som jeg kun kendte af navn: Peter H. Fogtdal. Det var fornøjeligt og interessant at lære ham at kende, så jeg kastede mig straks ud i hans produktion. Jeg har nu læst "Lystrejsen", "Flødeskumsfronten", "Zarens dværg" og "Skorpionens hale".




Flødeskumsfronten (2001)
giver et eminent godt billede af den virkelighed, der gemmer sig bag de sort-hvide stereotyper om 2. Verdenskrig. Danmark blev dengang af tyskerne kaldt 'flødeskumsfronten'. Der rejses væsentlige spørgsmål: Hvad er det at blive forført af en (grum) tidsånd? Hvordan er det at være en kunstnernatur, der hvirvles ind i en brutal krigsmaskine og -virkelighed? Det er jo en næsten ukendt hybrid i nazi-film: nazisten, der ikke er antisemit!

Læseren får beskrevet et uventet og smukt, men ikke uproblematisk møde, der finder sted på den jyske hede mellem en jøde fra Palæstina (en karakter, der bygger på Fogtdals morfar) og en naziofficer, Andreas Spiess. Bogen er oversat til fransk og portugisisk og blev tildelt Prix Littéraire des Ambassadeurs de la Francophonie i 2005 (den frankofone litteraturpris).




Lystrejsen (2002)

Her beskrives et ukendt kapitel fra Frederik den 4.s liv: Hans lystrejse til Italien i 1708. Ligesom i Thomas Manns "Königliche Hoheit" får læseren et indblik i monarkens konflikt mellem ydre repræsentation og indre længsler, mellem ydre og indre identitet. Man fornemmer en stor psykologisk forståelse for Frederik den 4., og Fogtdal besidder en sjælden evne til at gøre det historiske levende.




Zarens dværg (2006)

er Fogtdals hidtil største succes. Den er kommet i adskillige oplag og er oversat til engelsk, fransk og portugisisk. Bogen har den kyniske dværg Sørine Bentsdatter som hovedperson. Eftersom den danske konge, Frederik den 4., i 1716 forærer hende til den russiske zar, Peter den Store, får man både indblik i datidens 'Kiøbenhavn' og Moskva.

Man skal ikke forvente en tør historisk roman! Fogtdal har ikke skrevet en lærd historisk afhandling forklædt som roman. Slet ikke! Romanen emmer af sanselighed og oplevet virkelighed på en måde som gør autenticitetsspørgsmålet irrelevant. Hertil kommer, at romanen rummer en eksistentiel og spirituel dimension, hvor lys og mørke balancerer på virtuos vis.



Skorpionens hale (2008)

Denne samling eventyr i orientalsk stil viser Fogtdals genremæssige mod. Når nu han har haft succes som historisk forfatter, hvorfor så ikke fortsætte i den gænge? Humoren, som bestemt også er til stede i Fogtdals andre romaner, er nu det centrale element.

Der er her tale om 12 fortællinger, der bindes sammen af en rammefortælling: Sultanen besøger sine tolv galninge i sin dårekiste og fungerer som en slags åndelig vejleder for dem. De tolv galninge korresponderer med astrologiens tolv stjernetegn, og det beriger læseoplevelsen at kende til den astrologiske baggrund. (1. galning = Vædderen, 2. galning = Tyren, etc.)

I halvfemserne udgav Fogtdal en humoristisk astrologibog "Kan man træde på en vandmand?", og den kan man jo konsultere, hvis man vil have de tolv arketyper frisket op. Hver af galningene er fanget i en typebetinget patologi, og med sultanens (og humorens) hjælp lærer de at frisætte det spirituelle potentiale i hver af patologierne.

Der gemmer sig altså - for den opmærksomme læser - en eksistentiel alvor bag de humoristiske og orientaliserende fortællinger i stil med 1001 nats eventyr. Bogen fås i øvrigt også som lydbog oplæst af forfatteren selv, hvilket han gør med varme og engagement.

Fogtdal skriver i øvrigt også en engelsk blog, Danish Accent


Gisli Magnusson****

Zarens dværg som Gyldendal pocket, 69,50 kr.

Zarens dværg som Gyldendal pocket, 69,50 kr.
Tredje udgave. Over 20.000 solgte eksemplarer. Også udgivet i USA, Canada, Frankrig, Portugal og Ukraine. *******