torsdag den 27. november 2008

Uddrag fra eventyrromanen Skorpionens hale (Gyldendal, 2008)


Var det noget med et uddrag fra min eventyrroman Skorpionens hale (Gyldendal, 2008)?

Tolv galninge fra hele verden er indespærret i dårekisten i Aleppo. For at komme ud er de nødt til at fortælle en opløftende historie om døden til en overvægtig sultan. Det bliver startskuddet på et festfyrværkeri af historier fra Yemen, Egypten, Tibet, Rusland, Bøhmen, Schweiz, Nicaragua, Italien, Portugal, Belgisk Congo, det antikke Grækenland og landet, der har gjort melankolien til en kunstform, Danmark.

Skorpionens hale er baseret på De 12 Stjernetegn, 1001 Nat, sufismen, buddhismen, H.C. Andersen, Brødrene Grimm, Hermann Hesse, Den Lille Prins, poeten Rumi og min egen sygelige fantasi.

Pressen skrev: "I denne Fogtdals 12. roman kommer vi gennem 12 sære beretninger og dermed langt omkring og grundigt rundt i alskens folkeventyr og filosofi, der er gavmilde og ind imellem komiske henvisninger til diverse verdensreligioner og ditto-litteratur. Alt afleveres med en sans for det groteske og en bestemt slags glimt i øjet, som man kan finde i dansk litteratur fra H.C. Andersen over Villy Sørensen til Claus Deleuran. (...) Fogtdals roman er en festlig hyldest til mangfoldigheden i menneskers fortællekunst: Hvor er der meget at fortælle, og hvor er der mange måder at fortælle det på!" - Jon Helt Haarder, Jyllands-Posten

"En vældig svømmetur i det store historiehav, fra verdenslitteratur til kulørte hefter, fra Dekameron til Illustrerede Klassikere. (...) En dejlig bog, der har lånt sin titel fra en stjerne i Skorpionens tegn - for de gamle ægyptere var det porten til dødsriget. En varm historie, med sol og farver fra denne verden. Og med en duft af alle tiders eventyr. Det gør romanen værd at læse." - Inger Holst, Weekendavisen

"En bog om døden og menneskets evne og vilje til at se den i øjnene i en tid, hvor døden efterhånden er blevet et usømmeligt ord. (...) Endelig er bogen også et åbent brev om, en opfordring til religiøs tolerance bag al larmen og spektaklet i vor kultur." - Jens Henneberg, Nordjyske Stiftstidende


Den Anden Galnings Historie (fortalt til Sultanen i dårekisten i Aleppo):

Det er sandt, jeg har en stor appetit, ærede Sultan. Hvordan kan det være anderledes, når man er et sanseligt menneske? For mig er det smukkeste verbum „at have“. Det er i disse seks bogstaver, jeg møder min Gud og skaber.

Mit navn er Abu Huda, jeg kommer fra Yemen, hvor ørkenen er mere magisk end noget sted på kloden. Da jeg var en ung mand, rev Allah min hustru fra mig. Jeg trøstespiste i fyrretyve dage og fyrretyve nætter. Inden der var gået et år, var jeg den fedeste mand i Arabien.

„Se, der kommer Abu Huda, han har slugt en kamel,“ råbte børnene. „Se Abu Huda, den omvandrende vandmelon.“

Jeg løb efter ungerne med min stok, men da jeg var så uformelig, formåede jeg ikke indhente dem. En dag trak mine venner mig til side:

„Kære ven, vi bekymrer os for din tilstand. Du har ikke godt af at bo alene. Er tiden ikke kommet, hvor du bør finde dig en hustru?“

„Men Jafar, hvem vil ægte en mand som mig? Mine knæ væsker. Jeg er tungere end en divan.“ Og så tog jeg et stykke konfekt for at glemme, hvor meget jeg åd. Men mine venner stod fast: De ville finde mig en hustru – en ung kvinde, som ville forkæle mig; en kvinde, som ville skønne på det komfortable liv, jeg kunne tilbyde i min hjemby.

En forårsdag blev jeg gift. Min hustru var smuk som nymånen. Når hun gik hen over gulvet, virkede det, som om hun blev løftet af engle. Alle beundrede hendes elegance,
hendes blege hud og de velformede hænder. Jeg var lykkelig for min skæbne og takkede Allah, den Altvidende og Altseende. Til bryllupsfesten var der en mægtig buffet. Der var en helstegt kamel stænket med rosenvand; der var lammehjerne med yoghurt og bananblade; der var orangesalat med løg og kardemomme. Til dessert blev der serveret citrontærte og kanelbrød fra byens sukkerbager.

„Sikken en underskøn fest,“ sagde bryllupsgæsterne.

„Du har altid haft sans for kvalitet, Abu Huda.“

Jeg bukkede og nød fakirernes underholdning, mens jeg tog en bid af citrontærten, kanelbrødene og de krydrede æbleskiver fra Sana. Omkring midnat blev bruden klargjort i brudekammeret. Hun var iklædt et slør af Mosul-silke. Armbåndene raslede som bjælderne på en tam gazelle. Da hun var færdig, blev hun sat på en sølvtrone, omgivet af søstre og kusiner.

„Jeres hustru er rede til at modtage Jer,“ sagde brudens far.

Jeg var i færd med at fortære en druesorbet med fed dromedarmælk, men rejste mig langsomt fra stuens divan. I det samme undslap en forfærdelig fis, der kunne høres helt til Bagdad. Alle vendte sig bort med afskyen malet i ansigterne. Jeg undskyldte hastigt og lod, som om jeg skulle på toilettet, men fortsatte ud i stalden og kravlede op på min hest. Så stor var min skam, at jeg red gennem ørkenen uden at stoppe. Da jeg kom til kysten, købte jeg en plads på et skib til Indien. Her lå jeg på mit leje og græd over min vanskæbne – over alt det, jeg havde mistet: mit palads, min brud, respekten fra naboer og venner.

Jeg bosatte mig på Malabar-kysten i et område med mange arabere. Her tjente jeg den lokale maharaji. Jeg blev hans indkøber og rådgiver udi pekuniære spørgsmål. Som tak
forærede han mig et palads med udsigt til oceanet. I disse omgivelser fandt jeg lykken. Jeg muntrede mig med mine slaver og mine fuldblodsheste; jeg botaniserede og samlede på sjældne planter – men min sjæl havde hjemve. Ofte vendte tankerne tilbage til Yemen og til min unge brud, jeg havde efterladt.

Da længslen blev til en plage, søgte jeg audiens hos maharajien og bad om tilladelse til at returnere til mit hjemland.

Maharajien så længe på mig, så sagde han: „Du kan tage af sted i morgen, men på én betingelse: Du medbringer ingen af dine ejendele. Kun det tøj du går i.“

Jeg bukkede ydmygt. Samme aften sagde jeg farvel til mine kunstskatte. Jeg kyssede sølvkisterne med den klingende mønt, jeg lod hånden glide ned ad de perlemors dækkede kjortler. Jeg aede de kaukasiske tæpper, som var de jomfruer i et guddommeligt harem. Hvor det smertede mig at sige farvel til mine rigdomme. Hvorfor skulle jeg miste igen og igen? Hvad var det, Gud ville vise mig? Dog tillod jeg mig at medbringe en håndfuld guldmønter i en tarvelig lærredspose. Denne sjat ville være mig en kær hjælp, når jeg nåede frem til min hjemby.

Den følgende dag gik jeg om bord på et skib, der sejlede mig til den arabiske halvø. Da jeg ankom, hyrede jeg en tjener og købte seks kameler. Derefter forklædte jeg mig som beduin og begyndte på min færd til Yemen. Det var en farlig tur. På vejen mødte jeg røverbander og rak uden samvittighed. Indtil flere gange måtte jeg slås for mit liv, men
da jeg var dygtig med en sabel, klarede jeg mig med Allahs hjælp.

En dag fik jeg øje på en karavane. Den bestod af to hundrede kameler. I midten var der et selskab af vesterlændinge forklædt som arabere. Der var en botaniker, en astronom,
en sprogforsker, en kobberstikker og en læge udsendt af en bleg konge.

„Vi er på vej til det lykkelige Arabien,“ sagde de. „Vores blege konge ønsker, at vi skal beskrive dets blomster, vandveje og hieroglyffer, så vi ved mere om Moses, jøderne og muselmændenes skikke.“

De var en besynderlig gruppe. Astronomen slæbte rundt på et apparat, der kunne vende verden på hovedet. Botanikeren studerede brændenælder. Kobberstikkeren tegnede ekskrementerne fra et æsel.

„Alt i det lykkelige Arabien skal måles, stadfæstes og beskrives, ellers har det ingen værdi,“ sagde botanikeren.

„Hvem er I?“ protesterede jeg.

„Vi er videnskabsmænd fra Vesten.“

„Hvad er en videnskabsmand?“

Lægen pegede stolt på en samling urinprøver.

I det samme forsvandt karavanen – den havde blot været et fatamorgana, noget, der ofte forekommer i ørkenen.

Efter en lang rejse ankom jeg til min hjemegn. Selv om jeg var forklædt, var jeg nervøs for at blive genkendt, så jeg satte mig på en bakke og så ud over byen. Det var sært at være tilbage. Uden for bymuren lå mit palads. Mon min hustru stadig boede der, eller var hun bortrejst for længst? Jeg overvejede, om jeg skulle give mig til kende, men besluttede mig imod det. Jeg måtte have vished for, om skandalen var glemt, eller om den stadig var i folks erindring.

Efter en dag blev jeg modigere og gik længere ind i byen. Jeg passerede huse bygget af halmmåtter og græstørv. På gaderne var der et virvar af æseldrivere og sabelslugere. Jeg passerede sukkerbageren, der havde bragt mig så megen glæde. Derefter satte jeg mig ved brønden. Her faldt jeg i snak med beboerne uden at give mig til kende.

Dagene gik, som Allah ville det, men en aften kom en kvinde gående med sin datter. Da de var ud for mig, spurgte datteren:

„Mor, på hvilken dag blev jeg født? Jeg har brug for at vide det, da en sandsigerske vil lægge min stjerne.“

„Åh, datter,“ sagde moderen, „du blev født på en legendarisk dag – på den dag, Abu Huda fes så guddommeligt.“

Al farve forlod mit ansigt. Jeg rejste mig fra bænken, hentede mine kameler og begav mig ud i ørkenen. Mit liv var slut. Der var intet mere for mig i min by og mit hjemland.

Fortsættelse følger i Skorpionens hale, hvor du kan læse den Anden Galnings historie færdig - plus de elleve andre. Alle historierne handler om døden og har et litterært og astrologisk forlæg.

Skorpionens hale er også udkommet på lydbog.


tirsdag den 4. november 2008

Billeder fra en bogturné i Guds eget land - med en zar og en dværg i bagagen.


1.
Sytten foredrag i seks stater - det har været sjovt at være på turné med The Tsar's Dwarf, min første roman ude på det amerikanske marked. Romanen er oversat af Tiina Nunnally, og det har hun gjort godt.

Det overstående foto forestiller The Danish-American center i Minneapolis, Minnesota. Her var jeg "låst inde" i et dansk museum i fire nætter, nemlig i en smuk gæstesuite med klunkemøbler og billeder af danske bondegårde, inklusiv de smukkeste bugsvin. Det var til at få hjemve af. Og så stod Dronning Margrethe og Prins Henrik og smilte til mig på hylden anno 1972. Ved siden af var der en lille havfrue i bronze; jeg græd mig i søvn hver aften!

Men den detalje jeg nød mest var de danske juleplatter i elevatoren. Sikken et sted. Her ville jeg gerne begraves, hvis jeg var dansk-amerikaner i Minnesota!



2.
I Minneapolis holdt jeg tre foredrag, nemlig på University of Minnesota, hvor den danske sendelektor Søren Riis Vestergaard havde inviteret mig. Her talte jeg til en klasse fuld af første års studerende, som lyttede tålmodigt. Da klassen var overstået, stormede de ud, som om de havde fået nok af den gale sydskandinav ...

Derefter var jeg i den førnævnte danske-amerikanske forening, hvor Erik Bruhn var en fremragende vært. Tredive mennesker brugte deres søndag eftermiddag på mig. De fleste af dem havde danske rødder, med undtagelse af nogle få weirdoes, som kiggede forbi for at få lidt kringle.

Min sidste performance var i en stor independent book store, Magers and Quinn. Som de fleste af mine foredrag var der ikke tale om nogen dansk vinkel. Magers and Quinn kunne bare godt li' min bog. Eller også havde fået en pistol for panden af mit forlag; jeg skal ikke kunne sige det ...



3.
Dette foto fylder mig med ærefrygt. Det forestiller den danske-amerikanske bogklub i Madison, Wisconsin, som bestyres af Nete Schmidt fra University of Wisconsin.

Fjorten kvinder havde læste The Tsar's Dwarf og behandlede mig som en rock stjerne. Her sidder de så med min bog i hånden, inden vi gik i gang med at snakke om den. Er det ikke et skønt syn? Det betyder, jeg har mindst fjorten læsere i USA ...

Jeg fik masser af begavede spørgsmål den aften og leverede en masse dumme svar. Kort sagt, alt var ved det gamle ...



4.
I Harry W. Schwartz Bookshop i Milwaukee, Wisconsin var der en passioneret boghandler, som fuldstændig havde forelsket sig i min bog. Den stod flot placeret i vinduet; den stod i bunker ved kassen, og enhver kunde i butikken fik den prakket på, så det var en ren fornøjelse. Hvis der var flere boghandlere som hende, ville The Tsar's Dwarf ligge nummer 1 på New York Times bestseller list.

Under min præsentation var der i øvrigt en kvinde, der faldt i søvn. Hun holdt i to minutter, så begyndte hun at snorke i sin bløde stol. Først overvejede jeg at gå hen og sætte mig på skødet af hende, men besluttede, at det ville være for ondskabsfuld, så jeg sparkede hende bare blidt, åh så blidt.




5.
Jeg var helt vild med den overdådige souvenirbutik i Garfield Book Company på Pacific Lutheran University i Tacoma, Washington.

Mon ikke den ville give enhver nordmand en patriotisk erektion? Til gengæld lå det lidt tungt med det danske islæt. Kun et enkelt dannebrog kunne det blive til. Der var ikke engang en rød dansk postkasse eller en sød Danish cartoon ...

Min trøst blev, at jeg fik et godt publikum til mit foredrag. Jeg holdt det foran en pejs i boghandlen og signerede masser af bøger bagefter. Pacific Lutheran University er i øvrigt startet af norske indvandrere. Men det havde I måske gættet?

6.
Findes der nogen forfatter, som ikke synes, det er dejligt at få sit navn bøjet i neon?

Det skete i hvert fald for mig på en litterær café i Chicago, nemlig Chinaski's i Bucktown kvarteret. Bemærk i øvrigt den tomme gade bag mig. Det var Halloween, så folk stod ikke lige frem i kø for at komme ind og høre noget så eksotisk som en dansk forfatter.

Men alt endte godt ligesom i eventyrerne. I sidste øjeblik mødte 15 mennesker op og var et vidunderligt levende publikum. Siden nåede jeg at sætte tænderne i en Norman Mailer burger. Mere kan man ikke be' om, når man er en forfatter på sin første USA turné ...

Snart skal jeg så præsentere The Tsar's Dwarf på Park Avenue i New York, nemlig på det fine Scandinavia House, så dér bli'r jeg nok nødt til at opføre mig ordentligt. Om det er muligt, vil tiden vise ...


Læs mere på min amerikanske blog, Danish Accent.

*****************

Zarens dværg som Gyldendal pocket, 69,50 kr.

Zarens dværg som Gyldendal pocket, 69,50 kr.
Tredje udgave. 20.000 solgte eksemplarer. Også udgivet i USA, Canada, Frankrig og Portugal. *******