mandag den 17. august 2009

LYSTREJSEN - min kærlighed til italienske modalverber og koparrede konger


Forleden var der en boghandler, som sendte mig en dejlig mail.

Jeg kendte ham ikke, men han havde lige læst Lystrejsen og skrev, at det var den bedste danske roman, han havde læst i årevis.

Nu er jeg selvfølgelig ikke til fals for smiger. Og dog - hvilken krukke er ikke det? At være forfatter er jo et ensomt erhverv, så når ens læsere roser en, ender man altså med at tude ned i sin abrikos-te.

I dag får jeg mere respons fra mine amerikanske læsere end mine danske, så derfor er det ekstra dejligt, når man møder sine landsmænd på Facebook - eller i Kgs. Have, hvor en cykeltaxi-chauffør stoppede mig i juni og sagde, han havde nydt Letmælksprofeten - den udkom for atten år siden!




Lystrejsen er fra 2002 og foregår i 1708. Frederik IV beslutter at tage på en rejse til Italien. Ingen i Europa forstår hvorfor. Er kongen blevet gal? Overvejer han gå over til katolicismen? Eller har han skjulte politiske motiver?

Men sandheden er en anden. Frederik den Fjerde vil i al hemmelighed besøge sin ungdomskærlighed, Maria Maddalena Trenta fra Lucca. Der er kun ét problem: Da Frederik når til Toscana, finder han ud af, at Maria Maddalena er gået i kloster og at hun ikke har lyst til at se ham ...

Alt dette er en rigtig, men ukendt episode fra danmarkshistorien. Da jeg læste om affæren, vidste jeg øjeblikkeligt, at jeg skulle skrive den. Jeg havde det ligesom Maria Maddalena og Frederik havde ventet på mig. For det første har jeg altid været vild med enevoldskongen. Og så har jeg selv boet i Lucca i Toscana, hvor Frederik IVs ungdomskærlighed var fra.

Det er måske idiotisk, men jeg forstår Frederik IV bedre end historikerne! Han var ikke kun en dygtig bureaukrat, men også en sentimental drømmer. Alt det hviskede hans spøgelse til mig, da jeg skrev Lystrejsen. Han er også sur over, han ikke er mere kendt. Og det er helt forståeligt. Han var en langt bedre konge end Christian IV.

På research i Vicenza. Engang imellem er det ikke så tosset at være forfatter.

Jeg tror, at de historier vi forfattere vælger at fortælle siger meget om om selv. Frederik den Fjerde afspejler min egen kærlighed til Italien, Venedig, Lucca og latinske skønheder - og så er jeg også selv romantisk og emotionel af natur.

Lystrejsen var utroligt sjov at skrive, fordi den gav mig mulighed for at rejse rundt i Italien med et fedt legat i baglommen. At drikke cappuccinoer på statens regning må aldrig undervurderes. Og så er det altså sjovt at læse kilder fra 1708 på et støvet bibliotek i Vicenza og finde ud af, at ingen dansker før mig har haft dem i hånden!  Eller stå i en bank midt i Rom og vide, at dette var soveværelset, hvor Frederik overnattede, da han var på dannelsesrejse i 1692-93. Det gør det lige godt noget sjovere at veksle sine euroer.

Så jo, der er meget kærlighed i den bog, især til italienske modalverber og koparrede konger.

Nogle få anmeldelser fra 2002 og 2003: "Det er mageløst beskrevet ... Fogtdal forstår at fremtrylle det ene atmosfærefyldte sceneri efter det andet, tilsyneladende ubesværet og - skønt med tidstypiske detaljer - af en ynde og lethed, så man lader sig rive med ... Det er en ublandet fornøjelse at læse bogen." Helle Hellmann, Politiken

"Det er smuk og gådefuld læsning .. historisk romankunst, når den er bedst." Leon Jaurnow, Kristeligt Dagblad

"Lystrejsen" er skrevet i et vidunderligt sprog, der på en gang bringer os tilbage i den fjerne fortid og taler til os med nutids ord." Hanne Reintoft, Bonniers bogklub/12 Bøger

Læs den. Så gør du Italien, Frederik den Fjerde og mig glad!

*************

søndag den 26. april 2009

Uddrag fra Zarens dværg (Gyldendal pocket, 69.95 kr.)


Zarens dværg, min tragikomiske historiske roman, er lige blevet genudgivet i Danmark. Det er Gyldendal, der har købt rettighederne til at udsende den som pocket bog.
Zarens dværg er også udkommet i USA, Canada, Frankrig, Portugal og nu i Ukraine. Her kan du læse starten:



1.
Mit navn er Sørine Bentsdatter. Jeg blev født i 1684 i landsbyen Brønshøj. Min far var præst, min mor døde i barselssengen.

Da jeg fyldte seks, besluttede min krop, at den ikke ville vokse mere.

Jeg bryder mig ikke om betegnelsen dværg.

Jeg bryder mig i det hele taget ikke om dværge.




2.
De fine herrer har bragt mig op på Kiøbenhavns slot. De har sat mig på et gulvtæppe, der virker, som om man går i tang. Nu betragter de mig på den joviale måde, de ynder; hovedet på skrå, trækninger omkring munden, men jeg glor tilbage. Jeg glor altid tilbage, for de er grimmere end mig; den eneste forskel er, at de ikke ved det.

- Gør det lige igen, siger den fineste af mændene.

Hans navn er Callenberg. Han er en selvtilfreds kavaler med røde kinder; benene er begravet i silke. Jeg har hænderne i siden og glor på hans hager, der dirrer af moro.

Callenberg spreder benene og smiler. Jeg bevæger mig hen over det bløde gulv, dukker hovedet og går ind mellem hans ben. Det bliver til fire, fem gange, frem og tilbage som en behagesyg køter. Og nu klapper de alle sammen; nu kagler de fornøjet i deres parfumerede hønsegård. Jeg kunne sagtens have stødt hovedet mod Callenbergs ædlere dele, men det ville have været tåbeligt, og meget kan man sige om en kælling som mig, men tåbelig er jeg ikke.

- Fornemt.

Callenberg samler benene med et tilfreds grynt.

Hoffolkene glor nedladende på mig endnu en gang – den måde, alle glor på mig; med en uskøn blanding af foragt og jovialitet. Men de kunne lige så godt have gloet ud ad vinduet. De kunne lige så godt lade blikket glide op og ned ad Blåtårn, for de ser mig ikke, disse menneskebørn. Hvordan kan de se mig, når de er blinde som stære?

I det samme får jeg øje på min skikkelse i spejlet. Jeg er lille og indtørret, med dybe furer i panden. Mine øjne er små og grønne, læberne tynde og sardoniske. Min næse og ører er lidt for store, håret er langt og grånende. Åreknuderne danser op og ned ad mine hjulben, men der er intet latterligt ved mig; det skal de nok lære.

Callenberg sætter sig i krydsstolen og knipser med fingrene. Et øjeblik efter får han bragt et glas nellikevin og en tallerken med flamsk chokolade. Hans hænder er fede og lyserøde, neglene er som blankpolerede muslingeskaller. Sådan er det med mennesket: Det er forfængeligt og afskyeligt, med vaner der tiltager i grusomhed, jo mere det æder.

- Spørg dværgen, hvad den kan af kunster.

Førstesekretæren vender sig mod mig. Da han taler, gør han det langsomt, som om han henvender sig til en dåre. Jeg vælger at ignorere ham. Jeg kender de fine. Jeg har mere erfaring med dem, end jeg vil indrømme. Jeg ved, hvordan de tænker, og hvordan de gebærder sig. De kan ikke narre mig med deres vulgariteter.

- Kan den trylle eller læse i salt? spørger Callenberg.

- Jeg kan både læse og skrive, siger jeg.

Callenberg lægger hovedet tilbage og ler. Det er en latter, han ville bryde ud i, ligegyldigt hvad jeg sagde – for dværge er pudseløjerlige; dværge er underholdende på samme måde som papegøjer er underholdende. Vi er væsener, som kun har én funktion: at være til, så mennesket kan føle sig overlegen.

Callenberg lader en hånd glide hen over hagerne.

Han er overhofmarskal på slottet. Ikke hofmarskal, men overhofmarskal. Den slags går adelen op i. Hele deres eksistensberettigelse ligger i titler – jo længere titler, des mere eksistens.

- Jeg kan både læse og skrive, gentager jeg irriteret. – Og jeg mestrer tysk, latin og en smule franzøsisk.

- Og hvor har dværgen lært det?

Jeg lader blikket vandre rundt i gemakket. Der hænger fornemme portrætter af Frederik den Fjerde. Der er ferskengule gardiner, som blafrer i brisen; der er forkromede spejle med vrangvillige engle. En tung duft af ungarske vande sidder i tapeterne – fornemt er det, hvis man har sans for det fornemme.

- Den er måske også kyndig udi russisk?

Overhofmarskallen betragter mig på sin nedladende måde. Så knipser han med fingrene, og en kammerherre åbner de udsmykkede døre.

- Sig til dværgen, at den skal komme tilbage i morgen.

Førstesekretæren nikker. Han har en veg hage og et frygtsomt blik – et af de blikke, der bedyrer, at han har levet et langt liv med sin herres vrede.

Callenberg forsvinder ned ad en lang gang omgivet af venetianske spejle.

Det sidste, jeg ser, er hans hænder på ryggen og de tynde ben under den svære krop. Derefter opsluges han af slottet - af kongernes genfærd, som ikke vil slippe fortiden.

Nogle øjeblikke senere bliver jeg fulgt ned ad nogle smalle trapper beregnet for tjenestefolkene. Der er fugtigt og klamt; jeg er ved at glide på de høje trin. To døde flagermus ligger på trappen. Spindelvæv pryder hvælvingerne.

Lakajen åbner en dør til køkkenet. Foran mig ligger et rum, der strækker sig så langt øjet rækker. Overalt er der mennesker: køgemestre, lakajer, stikirend drenge og sukkerbagere. De farer ind og ud, bevæbnet med marcipan, makrel og morbær.

Jeg glor på træskeerne, der næsten er så lange som mig selv; på krukkerne med safran, på bøtterne med hvillinger og islandsfiskene i lage.

Vi begynder at gå.

Køkkenet gør mig urolig. Der er en underlig stemning, som om køkkenet venter. Jeg passerer to svende, der arbejder på en duepostej. En mundskænk prøvesmager en sur Bourgogne. Alle er i deres meningsløse verden; alle venter.

Lakajen leder mig hen mod bagdøren og åbner den utålmodigt. Da jeg vender mig om for at stille ham et spørgsmål, sparker han mig hårdt. Mod min vilje gisper jeg af smerte. Så peger lakajen på voldgraven og højbroen. Han peger på fattigkvartererne, ladvognene og lusemarkedet. Da han smækker døren i, tørrer jeg mig vredt om munden og begynder at gå.

Det er stadig en varm sommerdag. De kiøbenhavnske tårne smelter i solen, chalupperne skinner af sølv på kanalen.

Jeg vandrer over højbroen til Færgestræde. En hestevogn lastet med vintønder skubber mig næsten i vandet. Et øjeblik efter forsvinder jeg i vrimlen mellem kuskvogne, soldater og højtråbende visekællinger.



Zarens dværg udkom oprindeligt i 2006. Pocket udgaven udkom d. 21. april i 2009 og kan fås over alt.
***************

mandag den 23. marts 2009

Danmark i marts (Kære Margrethe, giv ridderkorset til Frank Hvam og Casper Christensen)

1.
Danmark i marts er ikke nogen dårlig ting. De første krokus er kommet frem. Folk i Netto er begyndt at smile hen over hønsesalaten. Og så kan man se Klovn på tv - det er også en god ting.

Klovn er den bedste danske sit.com, jeg nogensinde har set. Faktisk synes jeg, den hæver sig milevidt over nogen anden komedieserie produceret i dette land. Og desværre ved jeg en smule om, hvor svært det er at lave den slags, for jeg fik min debut på DR ved at skrive en sit. com. i 1984.

Heldigvis har jeg glemt titlen. Menneskets evne til at fortrænge er jo imponerende, men det var dengang, der kun var én tv-kanal, og hvor lørdag aften var øretævernes holdeplads. Jeg fik en del øretæver, skulle jeg hilse og sige - til gengæld var de helt fortjente!

Denne mand fortjener ridderkorset. Hvorfor skal hæderen altid gå til krigshelte og bankdirektører? Ta jer sammen, Amalienborg!

Frank Hvam og Casper Christensen er suveræne i Klovn, både som aktører og som forfattere. Tonen i serien er vidunderlig afdæmpet; der er meget få sjove "vittigheder"; det er nemlig personerne og konflikterne, som får humoren til at fungere. Personinstruktionen virker decideret suveræn, især Mia Lyhne er lige i øjet. Hun burde få en pris for sit stille underspil; det er aldrig forceret, altid troværdigt. Ja, i det hele taget må Klovn være en frustrerende oplevelse for anmelderne; det er simpelthen svært at finde et svagt punkt.

Og så er jeg i øvrigt fuldstændig ligeglad med, at Frank og Casper har hentet inspiration fra min amerikanske yndlingsserie, Curb Your Enthusiasm. Klovn er stadig et originalt værk, der virker meget dansk. I øvrigt la'r alle kunstnere sig inspirere af hinanden, og det gør ikke spor, bare man ender med at bruge stoffet på sin egen originale måde.

Så jeg har et forslag til Hendes Majestæt Dronningen: Giv Frank Hvam og Casper Christensen ridderkorset. Hvad de har gjort for dansk kultur er fuld på højde med Niels Bohr og Stein Bagger. Og så vil jeg elske at se de to på de bonede gulve. I smoking. Med Iben Hjele og Mia Lyhne på slæb.

2.
Faktisk hører jeg til dem, der synes, at dansk tv er blevet bedre med tiden. Der er ingen grund til at være nostalgisk efter firserne, hvor hver komedie og ethvert tv-spil virkede, som om de var kommet ud af samme pølsefabrik - hvor instruktørerne ofte var tv-producere, der ikke anede meget om dramatik, og hvor dekorationerne og rekvisitterne gik igen i hvert andet stykke.

Og er der nogen, der kan huske hvor ringe tv-reportagerne var fra fodboldlandskampene? Jeg erindrer stadig VM-kampen mod Norge i 1985, hvor Danmark vandt 1-0 på et mål af Preben Elkjær. Det mål fik DR ikke med, fordi en hønefuld fotograf havde kameraet rettet mod sidelinjen. Men det var også dengang, hvor smedenes forbund dikterede, at deres medlemmer (fotograferne) skulle kunne bruges i alle slags programmer lige meget hvor uerfarne de var. Eller fordrukne.

Ak ja, jeg har altid været lidt af en socialdemokrat, men det behøver jo ikke betyde, man er idiot. Alle mennesker er ikke lige gode til alting, selv om de er med i en fagforening!


2.
Zarens dværg udkommer som pocket bog til maj.

Jeg håber, at dens succes i USA kan smitte lidt af på salget i Danmark, men sådan fungerer tingene jo ikke nødvendigvis. Men én ting er i hvert fald sikkert; den kan snart fås i din boghandel - og i din lokale 7-11 sammen med basser og jordbæryoghurt.

Zarens dværg er faktisk min mest solgte roman. Den havde fine salgstal, da den udkom i Danmark i 2006, plus den er gået rigtig godt i USA. Den kan godt blive til noget stort en dag. Hvis man altså har tålmodighed. Og det har jeg ikke.

La Naine du Czar og A Ana Do Czar er også udkommet i Frankrig og Portugal. Dér har den sikkert solgt omkring sytten.

Hvis du aldrig har læst Zarens dværg, kan jeg afsløre, at det er en tragikomisk roman om en kvindelig dværg, Sørine Bendtsdatter, som bliver givet til Peter den store, da han er i København i 1716. Bogen følger så Sørine rejse til Rusland, hvor hun bliver tilknyttet Zaren og lærer at overleve det mest bizarre. Det er en roman om menneskelig værdighed - og om hvordan vi behandler folk, der er anderledes.

Hvis du har en sort sans for humor, vil du finde den sjov. Hvis du ikke har det, vil du blot finde den tragisk. Begge dele er fint. En forfatter kan ikke bestemme, hvordan en læser skal læse hans værk. Det ville jo være en form for litteratur fascisme.


3.
Jeg er lige kommet på Twitter. Hvorfor ved jeg egentlig ikke, men Gyldendal synes, det er en god idé, og de er jo så flinke der inde, så why not?

Jeg er også på Facebook og bestyrer to blogs, Danish Accent og så denne, min danske lillebror. Derefter prøver jeg at skrive på min nye roman, der foregår i Indien. Og så underviser jeg en smule i USA og signerer The Tsar's Dwarf i boghandlere i Wisconsin og Utah. Engang imellem får jeg også tid til at spise og køre rundt på min rustne cykel.

Så er jeg medlem af dansk og amerikansk PEN. Her er jeg kontaktmand og åndelig støtte for et æresmedlem fra Zimbabwe - en meget begavet forfatter og dramatiker ved navn Christopher Mlalazi. Chris første roman, Many Rivers er på vej ud i verden. Det ved jeg, for den søde mand har bedt mig om at skrive en anbefaling på bagsiden. Det gør jeg med glæde. Den er nemlig skidegod, og verden har brug for forfattere, som skriver det, de skal, selv om de bor i en diktaturstat.

Robert Mugabe er ikke særlig begejstret for Chris Mlalazi, selv om Chris lige har vundet en pris. Men det er vi mange andre, der er.I øvrigt har jeg aldrig mødt den zimbabwske forfatter. Jeg er jo bare hans kontaktperson i dansk PEN. Men nu er vi da blevet venner på Facebook, og det er vel en start ...

3.
Hvem skal afløse Thomas Blachmann på X-Factor?

Det er et af de spørgsmål, som deler Danmark i to: Dem, der er ligeglade, og dem er fuldstændig ligeglade. Det er BT, som stiller spørgsmålet, og bladet har en lang række forslag til, hvem der nu skal nedgøre de glade tv-amatører. Bør det være Lars HUG, Peter Aalbæk eller Jesper Binzer? Eller hvad med Jokeren eller Martin Hall?

Jeg har et forslag. Det skal være Josef Fritzl fra Østrig. Han er ledig på markedet iøjeblikket. Og hvis deltagerne synger falsk, kan han jo spærre dem inde i sin kælder i 24 år.

Ikke mere herfra. Udenfor ligger der et tyndt lag sne - et meget tyndt lag sne. Mon ikke det bliver forår om nogle måneder?



***********************************************

Zarens dværg som Gyldendal pocket, 69,50 kr.

Zarens dværg som Gyldendal pocket, 69,50 kr.
Tredje udgave. Over 20.000 solgte eksemplarer. Også udgivet i USA, Canada, Frankrig, Portugal og Ukraine. *******