lørdag den 27. december 2008

Politiken kronik: Happy Danes, Holy Danes (og en amerikansk bogturné)


1.
De kommer gående imod mig. De er bevæbnet med æbleskiver, småkager, sandkage og cheesecake. De smiler venligt og sætter fadene fra sig på det store kaffebord. Der står fjorten stole, og på bordet er placeret to dannebrogsflag, en buket markblomster og tallerkener med feberrøde servietter.

"Velkommen til The Danish Immigrant Archive," siger en af de ældre damer og smiler venligt.

Jeg befinder mig på Dana College i Blair, en lille flække i Nebraska. Dana College er noget så eksotisk som et dansk universitet, der blev grundlagt af indvandrere i slutningen af attenhundredtallet. Og arkivet, jeg sidder i, bærer præg af det. På væggen hænger et indrammet billede af Christian X og et mørt kort over Danmark i det 15. århundrede. Dertil kommer portrætter af krasbørstige missionsfolk og bugnende hylder med breve fra indvandrere gennem de sidste 150 år. Man kan næsten fornemme drømmen om det gamle land, om granfætre på fynske bondegårde, om savnet efter kælderkold akvavit og tapre landssoldater.

Jeg sætter mig ned og snakker med de ældre damer. Næsten ingen af dem taler dansk, men de har alle rødder i fædrelandet. En har en niece i Assinge, en anden en fætter i Rigensgade i København. De er alle søde og humoristiske og tager godt for sig af deres egne kager.

"Vi har aldrig mødt en dansk forfatter før", siger den ene og får mig til at lyde som en truet dyreart. Jeg smiler og siger, at jeg er glad for at besøge Midtvesten, og jeg fortæller dem om min ellevte roman Zarens dværg, The Tsar's Dwarf, der måske udkommer på engelsk.

"Så håber jeg at komme tilbage og besøge jer," siger jeg og fortæller dem, hvor svært det er at få en bog ud i Amerika. Amerikanerne udgiver næsten ikke noget oversat litteratur. Og når de endelig gør, er det ikke lige frem dansk litteratur, der står øverst på ønskesedlen. Man skal være heldig for at finde forlæggere, der vil ta' en chance med forfattere fra lande på størrelse med en vabel.

Vi spiser sandkage og cheesecake, og en dame fortæller mig om sit besøg i forældrenes hjemland. Jeg smiler, for der er noget dejligt, men surrealistisk ved at tale med disse amerikanere, der ikke er fascineret af Paris og Firenze, men af Brovst og Bandholm. Kort og godt, her er nogle mennesker med prioriteterne i orden.

Bagefter går jeg over til mit lille gæsteværelse på campus. Det ligger i kælderen i Mickelsen Hall kollegiet, omgivet af vaskemaskiner, et pulterkammer med møre stole og en enkelt sofa, der ser ud, som om den er blevet gennembollet af cheerleaders. Jeg kan godt lide Dana College – det er et stykke danmarkshistorie i solar plexus på Amerika.


2.
Hvis man skal være ærlig, ligner Nebraska en ondskabsfuld version af Lolland, men hvad gør det, når staten ligger i The Danish Belt? Ja, det hedder det virkelig, The Danish Belt - det bælte, som strækker sig fra Utah til Wisconsin. Det var her, de første danske indvandrere slog sig ned. Det var dette amerikanske Lolland, der appellerede til vores forfædre med dets uendelige marker og små hygge-tornadoer, der kiggede forbi og mindede dem om, at helt hjemme var de nu ikke alligevel.

Jo, The Danish Belt er stadig et smørgult paradis med landmænd og lurendrejere, som er efterkommere af Happy Danes og Holy Danes.

Ja, bare navne som disse kan jo få ens nationalfølelse til at svulme. The Happy Danes and the Holy Danes var gode danske protestanter, der opdelte sig i to religiøse fraktioner og sloges om Gud og altervinen. The Happy Danes var grundtvigianere - livsnyderne, der mente man godt kunne kaste sig ud i dans uden at blive ramt af Vorherres knytnæve. The Holy Danes havde baggrund i Indre Mission og tålte ingen slinger i valsen, so to speak. Hvem der vandt magtkampen, melder historien ikke noget om, men Dana College er et barn af striden.

I dag er Dana College dog rolig og idyllisk. Der er kun omkring tusind studenter på den smukke campus, som ligger på noget nær den eneste bakketop i Nebraska. De amerikanske studenter løber ind og ud af bygninger, som hedder Rasmussen Hall, Madsen Fine Arts Center og Borup Coliseum. Plænerne er velplejede, og i universitets lille kiosk kan man købe modeller af Den Lille Havfrue og kogebøger, der indvier den udenforstående i pandekagens okkulte kunst. Der er også bordskånere med dannebrog, brødflove nisser og en T-shirt, hvor der står Of Course I'm Cute, I'm Danish.

"Hvad er det mest populære fremmedsprog I underviser i på Dana College?" spørger jeg John Mark Nielsen, som er en suveræn vært for mig under opholdet. "Spansk," siger han med et grin. Dana College er i øvrigt tørlagt, hvilket i sig selv er meget udansk.

Det bli'r aften, og jeg går mig en tur på campus. Mørket kommer blidt, men hurtigt. Da jeg passerer H.C. Andersen bøgetræerne (det hedder de), synes jeg, at jeg kan fornemme de danske spøgelser i vinden: de strenge protestantiske forfædre med deres drømme om Frelse og æbleflæsk. Hvad ville de mon sige om Danmark i dag? Ville de bryde sig om Vild med Dans og en shawarma i madpakken? Og hvilken mening ville de have om Muhammed-tegningerne, der endelig fik vores land på forsiden af New York Times, endda i en hel måned?

Ligegyldig hvad svarene er, så bryder jeg sammen og tilstår: Jeg elsker det dansk-amerikanske miljø i USA. Der er mange, som griner af det, men jeg synes, det er vigtigt, at danske indvandrere holder fast i deres rødder. Og nej, selvfølgelig kan jeg ikke altid genkende det billede af Danmark, som bliver gengivet - men hvad så? Der er mange slags danmarker, og måske findes de bedste i vores fantasi, ikke i virkeligheden.

Det eneste problem er, at de fleste unge amerikanere ikke kan relatere til dette eventyrland. Okay, så farmor kom fra Nørre Lyndelse? Betyder det virkelig, at jeg skal slæbes med til en koncert med Carl Nielsen? Gennemsnitsalderen på publikum til de rød-hvide arrangementer er ofte tæt på halvfjerds – for de unge har svært ved at spejle sig i stokroser og andemad. Der er brug for mindre H.C. Andersen og mere Natasja. Men det er der mange af stederne, som godt er klar over, og de prøver at gøre noget ved det.




3.
Vi spoler en smule frem i tiden til efteråret 2008: Min roman The Tsar's Dwarf er endelig udkommet i USA, og jeg er på bogturné med støtte fra Kunststyrelsen, Copy-Dan og DPA.

75% af de steder jeg besøger er ganske almindelige boghandlere uden interesse for Danmark, men jeg holder også foredrag på The Danish-American Center i Minneapolis, der har Bing & Grøndahls juleplatter hængende i elevatoren; jeg snakker med en dansk-amerikansk bogklub i Madison, Wisconsin. Og jeg læser op fra romanen på Nordic Heritage Museum i Seattle, hvor der er dømt underskøn amagerhylde.

Men Scandinavia House på Park Avenue i New York er anderledes – det ser man med det samme. For det første er Scandinavia House det nordiske mekka i USA. Det er vores moderne ansigt udadtil på den mest stilige adresse i The Big Apple. Man bydes velkommen af glas, stål, beton og de fem nordiske flag. Inden for sidder en venlig dame i receptionen. Alt er pænt og strømlinet. Det gælder også restauranten, der serverer svensk roastbeef a la Rydberg og røget laks fra Norge. Den danske hygge må man tænke sig til.

Men misforstå mig ikke, jeg er lykkelig for at skulle præsentere The Tsar's Dwarf i disse fine omgivelser. Bare det at skulle holde foredrag på Park Avenue fylder mig med en stolthed, der tangerer storhedsvanvid. Jeg har dog fået at vide, at jeg ikke skal forvente særlig mange mennesker til min reading.

"Det er kun Henning Mankell, som kan trække folk af huse," siger Kyle med et suk. "Da han kom, var her flere hundrede."

Kyle Reinhart er min vært. Han står for de kulturelle arrangementer i Scandinavia House og fortæller mig, at bygningen plejede at huse den østtyske ambassade. Måske var det derfor de nordiske lande fik lov at købe den for en slik. Men stedet var dyrt alligevel. Park Avenue er og bliver Park Avenue.

"Er der så mikrofoner i askebægrene som i de gode gamle dage?" spørger jeg nysgerrigt og prøver at forestille mig østtyske fat cats med Engels i hjertet.

Kyle ryster på hovedet - men hvad ved han egentlig om det? Ja, måske mere end han vil ud med, for med et navn som Reinhart kunne han godt stamme fra Karl Marx Stadt. Det viser sig dog, at Kyle er fra Minnesota og at han engang har gået på skole i Kulhuse.

Om aftenen præsenterer jeg så Zarens dværg i the Volvo Hall – et navn, der giver lokalpatrioten i mig nervøse trækninger. Det går fint; folk er levende og stiller mange spørgsmål. Som sædvanligt bli'r jeg spurgt, hvorfor jeg ikke har oversat bogen selv, men det ville jeg ikke kunne gøre halvt så godt som Tiina Nunnally. Det var trods alt hende, der oversatte Smillas fornemmelse for sne, og det slap hun ualmindelig godt fra. Hun er også sluppet flot fra min.

"Nå, har du været tilfreds med aftenen?" spørger Kyle mig efter min præsentation. Jeg fortæller, jeg ville ha' foretrukket at snakke i Lego-rummet – det navn står bedre til min personlighed.

"Vi har altså ikke noget Lego Room," siger min vært, "kun Victor Borge auditoriet, men det var desværre optaget".

Han fortæller mig også, at Scandinavia House er meget bevidst om ikke at udvikle sig til et nordisk museum med stegt sild og folkedragter. Scandinavia House dyrker det moderne Skandinavien, og de mest populære arrangementer er filmaftener med værker som Kunsten at græde i kor.


4.
Efter min reading inviterer den danske kulturattache Maiken Tandgaard Derno mig i byen. Konsulatet har været en fin støtte under mit ophold. Jeg føler mig gladere end nogensinde og ser tilbage på seks ugers bogturné, der har bragt mig fra Portland, Oregon til Tacoma, Seattle, Minneapolis, St. Paul, Madison, Milwaukee og Chicago.

Samtidig har jeg stiftet bekendtskab med de danske miljøer i alle dets afskygninger. Bl.a. er min roman blevet pensum på University of Washington i Masterpieces in Scandinavia Literature – en klasse, hvor der også blev undervist i Kierkegaard og Andersen. Hvordan Søren og Hans Christian har det med mit selskab, melder historien ikke noget om, men jeg er ikke den, der klager ...



5.
Næste dag går jeg rundt i New York og rånyder den kolde efterårssol. I Greenwich Village hører jeg mange danskere og ser mange egern – de opfører sig nogenlunde ens. Og på Union Square glæder jeg mig over, at min bog står fremme i New Yorks største boghandel, Barnes & Nobles. En barnedrøm er gået i opfyldelse, og jeg synes selv, jeg har lov at være stolt uden at tro, jeg skal straffes af Jante.

Om eftermiddagen går turen gennem East Village forbi indiske indvandrere, ukrainske suppekøkkener og hjemløse, der er faret vild i deres brandert. New York minder mig om en pinball maskine. Den skubber hele tiden én mod afgrunden, men sikken dog en fascinerende afgrund ...

Omkring firetiden er jeg tilbage ved Scandinavia House – the Nordic Center in America, som det hedder så smukt. Men sandheden er, at huset bruges mere af svenskere, nordmænd og finner end af danskere, og det er der en grund til: Vores skandinaviske brødre har et større kulturbudget end vi har. Og det er altså beklageligt, især når man tænker på, at vi har en ringere profil i USA end Sverige, Norge og Finland.

I modsætning til hvad vi selv tror, kender folk ikke særlig meget til os. F. eks. irriterer det mig, at de fleste amerikanere ikke aner, at Danmark er en del af Skandinavien. Danish og Dutch blandes sammen i én uendelighed, Amsterdam ligger på Sjælland, og Copenhagen er navnet på en snustobak. Engang imellem har jeg lyst til at skrige: Er I Yankees ikke klar over, at atombomben var en dansk opfindelse? Ta' os alvorligt!

Man skal heller ikke spørge, hvem der er den mest berømte dansker i USA, for det er ikke sikkert, man kan lide svaret. Er det H.C. Andersen, Søren Kierkegaard eller Lars Ulrich? Nej, det er Hamlet. Og kun fordi han blev udødeliggjort af en englænder!

Jeg går ind i den lille butik i Scandinavia House. Den er mere moderne end de andre, jeg er stødt på. F. eks. har de et kæmpe assortiment af finsk sengetøj, hvis nogen skulle være interesseret. Og den sidste oversatte roman af Stieg Larsson.

Jeg prøver at finde en dansk gave, som jeg kan tage med til nogle venner, men jeg bliver ved med at falde over svenske kunstglas og servietter fra Lillehammer. Efter nogle minutter får jeg øje på Danmark - vi ligger og hygger os i en lille pose. Jeg ta'r den op; det er tyrkisk peber. Jeg får næsten tårer i øjnene af nostalgi. Det var sgu de bolsjer, jeg holdt så meget af, da jeg var fjorten.


Bragt i Søndags-Politiken d. 14. december 2008



torsdag den 27. november 2008

Uddrag fra eventyrromanen Skorpionens hale (Gyldendal, 2008)


Var det noget med et uddrag fra min eventyrroman Skorpionens hale (Gyldendal, 2008)?

Tolv galninge fra hele verden er indespærret i dårekisten i Aleppo. For at komme ud er de nødt til at fortælle en opløftende historie om døden til en overvægtig sultan. Det bliver startskuddet på et festfyrværkeri af historier fra Yemen, Egypten, Tibet, Rusland, Bøhmen, Schweiz, Nicaragua, Italien, Portugal, Belgisk Congo, det antikke Grækenland og landet, der har gjort melankolien til en kunstform, Danmark.

Skorpionens hale er baseret på De 12 Stjernetegn, 1001 Nat, sufismen, buddhismen, H.C. Andersen, Brødrene Grimm, Hermann Hesse, Den Lille Prins, poeten Rumi og min egen sygelige fantasi.

Pressen skrev: "I denne Fogtdals 12. roman kommer vi gennem 12 sære beretninger og dermed langt omkring og grundigt rundt i alskens folkeventyr og filosofi, der er gavmilde og ind imellem komiske henvisninger til diverse verdensreligioner og ditto-litteratur. Alt afleveres med en sans for det groteske og en bestemt slags glimt i øjet, som man kan finde i dansk litteratur fra H.C. Andersen over Villy Sørensen til Claus Deleuran. (...) Fogtdals roman er en festlig hyldest til mangfoldigheden i menneskers fortællekunst: Hvor er der meget at fortælle, og hvor er der mange måder at fortælle det på!" - Jon Helt Haarder, Jyllands-Posten

"En vældig svømmetur i det store historiehav, fra verdenslitteratur til kulørte hefter, fra Dekameron til Illustrerede Klassikere. (...) En dejlig bog, der har lånt sin titel fra en stjerne i Skorpionens tegn - for de gamle ægyptere var det porten til dødsriget. En varm historie, med sol og farver fra denne verden. Og med en duft af alle tiders eventyr. Det gør romanen værd at læse." - Inger Holst, Weekendavisen

"En bog om døden og menneskets evne og vilje til at se den i øjnene i en tid, hvor døden efterhånden er blevet et usømmeligt ord. (...) Endelig er bogen også et åbent brev om, en opfordring til religiøs tolerance bag al larmen og spektaklet i vor kultur." - Jens Henneberg, Nordjyske Stiftstidende


Den Anden Galnings Historie (fortalt til Sultanen i dårekisten i Aleppo):

Det er sandt, jeg har en stor appetit, ærede Sultan. Hvordan kan det være anderledes, når man er et sanseligt menneske? For mig er det smukkeste verbum „at have“. Det er i disse seks bogstaver, jeg møder min Gud og skaber.

Mit navn er Abu Huda, jeg kommer fra Yemen, hvor ørkenen er mere magisk end noget sted på kloden. Da jeg var en ung mand, rev Allah min hustru fra mig. Jeg trøstespiste i fyrretyve dage og fyrretyve nætter. Inden der var gået et år, var jeg den fedeste mand i Arabien.

„Se, der kommer Abu Huda, han har slugt en kamel,“ råbte børnene. „Se Abu Huda, den omvandrende vandmelon.“

Jeg løb efter ungerne med min stok, men da jeg var så uformelig, formåede jeg ikke indhente dem. En dag trak mine venner mig til side:

„Kære ven, vi bekymrer os for din tilstand. Du har ikke godt af at bo alene. Er tiden ikke kommet, hvor du bør finde dig en hustru?“

„Men Jafar, hvem vil ægte en mand som mig? Mine knæ væsker. Jeg er tungere end en divan.“ Og så tog jeg et stykke konfekt for at glemme, hvor meget jeg åd. Men mine venner stod fast: De ville finde mig en hustru – en ung kvinde, som ville forkæle mig; en kvinde, som ville skønne på det komfortable liv, jeg kunne tilbyde i min hjemby.

En forårsdag blev jeg gift. Min hustru var smuk som nymånen. Når hun gik hen over gulvet, virkede det, som om hun blev løftet af engle. Alle beundrede hendes elegance,
hendes blege hud og de velformede hænder. Jeg var lykkelig for min skæbne og takkede Allah, den Altvidende og Altseende. Til bryllupsfesten var der en mægtig buffet. Der var en helstegt kamel stænket med rosenvand; der var lammehjerne med yoghurt og bananblade; der var orangesalat med løg og kardemomme. Til dessert blev der serveret citrontærte og kanelbrød fra byens sukkerbager.

„Sikken en underskøn fest,“ sagde bryllupsgæsterne.

„Du har altid haft sans for kvalitet, Abu Huda.“

Jeg bukkede og nød fakirernes underholdning, mens jeg tog en bid af citrontærten, kanelbrødene og de krydrede æbleskiver fra Sana. Omkring midnat blev bruden klargjort i brudekammeret. Hun var iklædt et slør af Mosul-silke. Armbåndene raslede som bjælderne på en tam gazelle. Da hun var færdig, blev hun sat på en sølvtrone, omgivet af søstre og kusiner.

„Jeres hustru er rede til at modtage Jer,“ sagde brudens far.

Jeg var i færd med at fortære en druesorbet med fed dromedarmælk, men rejste mig langsomt fra stuens divan. I det samme undslap en forfærdelig fis, der kunne høres helt til Bagdad. Alle vendte sig bort med afskyen malet i ansigterne. Jeg undskyldte hastigt og lod, som om jeg skulle på toilettet, men fortsatte ud i stalden og kravlede op på min hest. Så stor var min skam, at jeg red gennem ørkenen uden at stoppe. Da jeg kom til kysten, købte jeg en plads på et skib til Indien. Her lå jeg på mit leje og græd over min vanskæbne – over alt det, jeg havde mistet: mit palads, min brud, respekten fra naboer og venner.

Jeg bosatte mig på Malabar-kysten i et område med mange arabere. Her tjente jeg den lokale maharaji. Jeg blev hans indkøber og rådgiver udi pekuniære spørgsmål. Som tak
forærede han mig et palads med udsigt til oceanet. I disse omgivelser fandt jeg lykken. Jeg muntrede mig med mine slaver og mine fuldblodsheste; jeg botaniserede og samlede på sjældne planter – men min sjæl havde hjemve. Ofte vendte tankerne tilbage til Yemen og til min unge brud, jeg havde efterladt.

Da længslen blev til en plage, søgte jeg audiens hos maharajien og bad om tilladelse til at returnere til mit hjemland.

Maharajien så længe på mig, så sagde han: „Du kan tage af sted i morgen, men på én betingelse: Du medbringer ingen af dine ejendele. Kun det tøj du går i.“

Jeg bukkede ydmygt. Samme aften sagde jeg farvel til mine kunstskatte. Jeg kyssede sølvkisterne med den klingende mønt, jeg lod hånden glide ned ad de perlemors dækkede kjortler. Jeg aede de kaukasiske tæpper, som var de jomfruer i et guddommeligt harem. Hvor det smertede mig at sige farvel til mine rigdomme. Hvorfor skulle jeg miste igen og igen? Hvad var det, Gud ville vise mig? Dog tillod jeg mig at medbringe en håndfuld guldmønter i en tarvelig lærredspose. Denne sjat ville være mig en kær hjælp, når jeg nåede frem til min hjemby.

Den følgende dag gik jeg om bord på et skib, der sejlede mig til den arabiske halvø. Da jeg ankom, hyrede jeg en tjener og købte seks kameler. Derefter forklædte jeg mig som beduin og begyndte på min færd til Yemen. Det var en farlig tur. På vejen mødte jeg røverbander og rak uden samvittighed. Indtil flere gange måtte jeg slås for mit liv, men
da jeg var dygtig med en sabel, klarede jeg mig med Allahs hjælp.

En dag fik jeg øje på en karavane. Den bestod af to hundrede kameler. I midten var der et selskab af vesterlændinge forklædt som arabere. Der var en botaniker, en astronom,
en sprogforsker, en kobberstikker og en læge udsendt af en bleg konge.

„Vi er på vej til det lykkelige Arabien,“ sagde de. „Vores blege konge ønsker, at vi skal beskrive dets blomster, vandveje og hieroglyffer, så vi ved mere om Moses, jøderne og muselmændenes skikke.“

De var en besynderlig gruppe. Astronomen slæbte rundt på et apparat, der kunne vende verden på hovedet. Botanikeren studerede brændenælder. Kobberstikkeren tegnede ekskrementerne fra et æsel.

„Alt i det lykkelige Arabien skal måles, stadfæstes og beskrives, ellers har det ingen værdi,“ sagde botanikeren.

„Hvem er I?“ protesterede jeg.

„Vi er videnskabsmænd fra Vesten.“

„Hvad er en videnskabsmand?“

Lægen pegede stolt på en samling urinprøver.

I det samme forsvandt karavanen – den havde blot været et fatamorgana, noget, der ofte forekommer i ørkenen.

Efter en lang rejse ankom jeg til min hjemegn. Selv om jeg var forklædt, var jeg nervøs for at blive genkendt, så jeg satte mig på en bakke og så ud over byen. Det var sært at være tilbage. Uden for bymuren lå mit palads. Mon min hustru stadig boede der, eller var hun bortrejst for længst? Jeg overvejede, om jeg skulle give mig til kende, men besluttede mig imod det. Jeg måtte have vished for, om skandalen var glemt, eller om den stadig var i folks erindring.

Efter en dag blev jeg modigere og gik længere ind i byen. Jeg passerede huse bygget af halmmåtter og græstørv. På gaderne var der et virvar af æseldrivere og sabelslugere. Jeg passerede sukkerbageren, der havde bragt mig så megen glæde. Derefter satte jeg mig ved brønden. Her faldt jeg i snak med beboerne uden at give mig til kende.

Dagene gik, som Allah ville det, men en aften kom en kvinde gående med sin datter. Da de var ud for mig, spurgte datteren:

„Mor, på hvilken dag blev jeg født? Jeg har brug for at vide det, da en sandsigerske vil lægge min stjerne.“

„Åh, datter,“ sagde moderen, „du blev født på en legendarisk dag – på den dag, Abu Huda fes så guddommeligt.“

Al farve forlod mit ansigt. Jeg rejste mig fra bænken, hentede mine kameler og begav mig ud i ørkenen. Mit liv var slut. Der var intet mere for mig i min by og mit hjemland.

Fortsættelse følger i Skorpionens hale, hvor du kan læse den Anden Galnings historie færdig - plus de elleve andre. Alle historierne handler om døden og har et litterært og astrologisk forlæg.

Skorpionens hale er også udkommet på lydbog.


tirsdag den 8. juli 2008

Danmark for dumrianer: En overfladisk guide til verdens lykkeligste nation.

Alle danskere er blonde og smukke. Og vi har alle sammen et sommerhus med udsigt til en sø eller et vadehav. Det er derfor hele verden drømmer om at være dansk, men gør jer ingen forhåbninger. Vi er meget smålige med vores gener.

Du er heldig.

Du blev født i Danmark.

Hver morgen står du op og tænker: Nej, hvor er jeg priviligeret. Jeg kunne være blevet født i Mauretanien eller i Malmø, men nej, jeg blev heldigvis født i landet, der flyder med mælk og selvfed honning.

"Ja," fortsætter du, mens du betragter dig selv i spejlet. "Jeg er verdens lykkeligste menneske. Man kan ikke se det på mig, men jeg er mere effektiv end en tysker, jeg taler bedre engelsk end en englænder, og jeg er mere selvglad end en nordmand."

Jo, der er ingen tvivl: Vi danskere er noget helt særligt, og vi bliver aldrig trætte af at gi' resten af verden baghul. Men vi har et problem - et lille problem, der desværre ikke er helt ubetydeligt:

Der er ikke rigtig nogen, der ved det.

Ja, tro det eller la' være, Danmark har langt mindre profil i verden end Sverige og Norge. Vi er kun kendt, når nogen skærer hovedet af en havfrue eller tilsviner en profet. Bortset fra det falder vi i med det nordeuropæiske tapet af trælse tyskere, håbløse hollændere og formørkede finner.

Derfor har jeg tilladt mig at lave en lille guide til vores land - en overfladisk guide vi kan bruge til at støtte vores selvfølelse - og som vi kan vise arrogante udlændinge, der tror, de er noget. Du kan også læse den engelsksprogede version på min blog Danish Accent

Men her er den på det eneste sprog, der virkelig tæller:


DIN GUIDE TIL VERDENS NAVLE, BEDRE KENDT SOM KONGERIGET DANMARK

Sprog: Dansk.

Indbyggerantal: 5,5 millioner.

Størrelse: Det 8. største land i verden, hvis man medregner Grønland. (Medregn altid Grønland).

Hovedstad: København (1.5 millioner)

Placering på engelske Monocle's liste over de bedste byer i verden: Nummer 1.

Endnu en topplacering i verden, som vi bør være stolt over: Højeste konsumering af svinekøb pr. indbygger.

Møntfod: Kroner. (Så længe det varer)

Religion: Nej, tak.

Dronning: Margrethe II

Krigsminister: Anders Fogh Rasmussen.

Hofnar: Jørgen Poulsen.

Dårligste eksportvare til udlandet: Danish cartoons.

Forbrydelser pr. indbygger: Fjerde laveste i verden.

Gennemsnitlig indtagelse af øl pr. indbygger: Fjerde højeste i verden.


Berømte danskere, som er døde: H. C. Andersen, Søren Kierkegaard, Hamlet.

Berømt dansker, som burde være død: Jante.

Danskere, som nordmændene prøver at hugge fra os: Ludvig Holbjerg, Tordenskiold, Baard Owe.

Mest berømte danske bygning: Operahuset i Sydney.

Antal af kæderygere: 10% af befolkningen. (Alle sidder ved siden af dig, når du er på café)

Antal af overvægtige danskere: 22% af befolkningen.

Antal af fjordrejer på smørrebrød i Tivoli: Seks.

Den danske nationalret: Shawarma.



Vigtigste danske opfindelse: Atombomben.

Næstvigtigste danske opfindelse: Hygge.

Tredje vigtigste danske opfindelse: Korkbæltet.



Bedste turist attraktion, hvis du kan li' riddere, kanoner og prinsesser i stramme korsetter: 1. Frederiksborg slot. 2. Kronborg slot. 3. Egeskov.

Bedste turist attraktion hvis du er otte år gammel: Legoland.

Bedste turist attraktion, hvis du er enogfirs: Tivoli.

Mest overvurderede turist attraktion, som du tvinges til at vise dine udenlandske gæster, selv om du ikke gider: Den lille havfrue.

Det er den slags svineri vi danskere må finde os i hver dag fra udenlændinge. Se, hvor de besudler vores nationalklenodie. Men vi danskere er tolerante. Vi halshugger ingen, selv om det nok skal komme.

Største øjeblik i danmarkshistorien: Da de danske vikinger erobrede England i det 11. århundrede.

Næststørste øjeblik i danmarkshistorien: Da Danmark vandt EM i fodbold i 1992.

Mest overvurderet idiot i danmarkshistorien: Christian IV.

Største internationale hit nogensinde, men lad vær' med at lytte til det: Barbie Girl af Aqua.

Værste danske accent i berømt Hollywood film: Meryl Streep som Karen Blixen i Out of Africa.



Smukkeste byer i kongeriget: København, Helsingør, Ærøskøbing, Faaborg, Ribe, Skagen, Svaneke, Århus.

Steder, som bør undgås for enhver pris: Mørke, Ringsted, Fisketorvet i København.

Højeste punkt i fædrelandet: 1. Yding Skovhøj 2. Vores selvfølelse.

Bedste måned at begå selvmord, fordi det er koldt, og alle hellere vil være i Thailand: Januar.

Bedste danske karaktertræk: Tolerance, sans for humor, udtrådte sandaler.

Værste danske karaktertræk: Intolerance, sarkasme, små sko.

Hvad en amerikaner vil savne mest, når hun besøger Danmark: Starbucks, TV værter med kridhvide tænder.

Hvad en italiener vil savne mest, når hun besøger Danmark: Godt brød, mode, T-shirts af Silvio Berlusconi.

Smukkeste område i Denmark: Silkeborg søerne.



Berømtheder, som elsker København fordi vi tvinger dem til det: Danny Kaye, Woody Allen, Bryan Adams, Per-Olov Enquist, Gwyneth Paltrow, John Cleese.

Åndsvageste ting en udlænding kan sige til en dansker: Hvor er det, du kommer fra i Tyskland ...?

Næstmest åndssvage ting en udlænding kan sige til en dansker: Ih, hvor kan jeg altså bedre li' Sverige.




Dette var din guide til verdens ældste kongerige.

Hvis du ikke har nogen udlændinge at vise den til, så brug den til at fylde dig med stolthed over at du er dansker med stort D.

Og når vores naboer fører sig frem, så husk at fortælle dem, at både Sverige og Norge plejede at være dansk. Det samme gjalt England, Island, Nordtyskland, Letland, Dittmarsken og St. Thomas.

I dag er Danmark en krigsførende nation igen, så udlandet skal ikke komme for godt i gang. Vi danskere har vold i blodet; vi plejede trods alt at være vikinger.

Ha' en god sommer, alle sammen!

onsdag den 28. maj 2008

Kyoto, Tokyo, Nozumi - og en rask lille sushi skandale.



1.
Det hedder Nozumi. Det er verdens næsthurtigste tog. Det går fra Kyoto til Tokyo, og det går til tiden!

Her er ingen problemer med dårlige skinner og graffiti på lokummerne. Nozumien er effektiv. Den glider ud af Kyotos station som en sølvpil. Ikke noget med at hoste forbi Valby eller komme i fart ved Glumsø. Nozumien sparker røv med det samme. Inden jeg når at sige domo, er vi oppe på 270 kilometer i timen. Skyskrabere, parabolantenner og rismarker flimrer forbi i aflange farver; mine kinder dirrer jo mere vi kommer op i fart; det er som at rejse med en rumraket, jeg trykkes tilbage i sædet, får næseblod, hovedet er ved at eksplodere, togstewardesserne skriger, inden de kastes ind i væggen med flagrende kimonoer, og min sidste tanke går til de foredrag om H.C. Andersen, jeg skulle holde i ascinerende Japan - i dette land, hvor zenbuddhismen er erstattet med teknologisk rastløshed; hvor arbejdsmoralen og disciplinen ville få en schweizer til at blegne ... og så flyver jeg gennem toget, inden jeg smadrer ind i et blankpoleret vindue ...

Det er selvfølgelig løgn alt sammen.

Turen er fuldstændig udramatisk. Man kan ikke engang mærke den høje fart i toget. Det er som at rejse i fløde. Til gengæld kan jeg få tiden til at gå med en ærkedansk beskæftigelse: at ærgre mig gul og grøn. Jeg har nemlig fået sæde i øst siden af toget, så jeg kan se Fuijama ... men det regner! Fuijama er væk, hyllet i tåge og erstattet af en konduktør, der bukker og skraber, som om han er betalt for det.

Fogtdal-san er ikke vred, han er ikke bitter, kun skuffet!

2.
Der findes ikke noget mere avanceret end japanske internet cafeer.

Jeg befinder mig trods alt i et land, hvor der er dejlig varme i toletsæderne; hvor der spilles høj skin ger musik, når metrotogene kører ind på stationerne, så de blinde kan høre, om det er det rigtige tog, der skal til at køre dem over. Og i internetcafeerne er der private kabiner, så man kan hygge sig alene. Der er også privat tv, et tæppe og en våd klud. Hvad man kan bruge den sidste til, finder jeg hurtigt ud af. Fyren på den anden side stønner højlydt af det, han ser på sit tv. Det lyder ikke lige frem som børnetimen. Men det er måske lige akkurat, hvad det er, når man tænker på, hvad de sælger en del af i de mørke butikker i Japan ...

Man kan også overnatte på internet cafeen. Og ta' solarium. Der er gratis drinks med i prisen, og hylderne er fuld af tegneserier. Et par sandaler står på gulvet, hvis man skulle få lyst til at vandre rundt på de 22 kvadratcentimeter, man har til rådighed.





3.
Næh, så foretrækker jeg templerne i Kyoto. For sådan en reinkarnations rocker som mig er det som at komme i himlen. Det ene fantastiske tempel afløser det andet i den gamle kejserby. Nogle ligger i bykernen, andre i de bløde bakker omkring centrum. Alle er fantastiske smukke og stemningsfulde. Men også her er det vanskeligt at komme i den rette zen stemning. Det er desværre japansk ferie, så Japans smukkeste by er fuld af lokale turister. Til gengæld er vejret vidunderligt, 23 grader og høj sol. Af samme grund er de berømte efterårsfarver forsinket. Dem når jeg kun at se i orange glimt ... et rødt blad her, lidt tobaksgule farver dér.

Men jeg gør min pligt: Jeg nyder den berømte guldpavillion og den fede røgelse, der hænger i templerne. Og sidst, men ikke mindst, jeg nyder sumobryderen, der kommer vraltende, fed som en fyrste. Han må være mega berømt for alle hviner og ta'r billeder. Bryderen er en lavstammet fyr på omkring 250 kilo, og hans ansigt ser ud, som om nogen har tygget på det.

Nej, buddhistisk fordybelse er svær at opnå her, så det venter jeg med til næste inkarnation, hvor jeg selvfølgelig vender tilbage til Kyoto og opnår fuld oplysning ...




4.
I Osaka taler jeg på et universitet, jeg ikke kan udtale. Jeg er blevet inviteret af den danske sendelektor Bente Høilund, som tager sig godt af mig. Hun underviser japanerne i dansk, og til mit store chok er der mange i klassen. De ler høfligt af Fogtdal-san, og da jeg spørger en af studenterne, hvorfor hun har valgt at studere så lille et sprog, rødmer hun klædeligt.

- Jon Dahl Tomasson, siger hun.

Jeg kigger fåret på hende: - Jon Dahl Tomasson, gentager jeg.

- Ja, han er så flot.

Jeg nikker og går beskæmmet bort, men efter en time kommer jeg i tanke om, at det kunne ha' været værre; det kunne ha' været Stig Tøfting.


5.
Det er virkelig pinligt. I de ti år jeg har spist sushi, har jeg begået den ene helligbrøde efter den anden. Det finder jeg ud af samme aften i Osaka, hvor jeg spiser med Bente og en japansk professor, der er ekspert i skånsk historie. Ja, i løbet af de næste ti dage får jeg mange hints om, hvordan man bør gebærde sig udi kunsten at spise sushi.

Derfor har jeg begået en liste med Syv Bud, som viser, hvordan man undgår en skandale, når man gør sig på japanske restauranter. Det er nu, du skal tage noter:

FØRSTE BUD. Dyb ALDRIG hele sushien i din soyaskål. I Japan er ris Gud. Du dypper heller ikke Frelseren i soya der hjemme, gør du?

ANDET BUD. Skænk aldrig saké op til dig selv. Vent tålmodigt på, at din debile bordherre opdager, at det er en time siden, du har tømt dit krus.

TREDJE BUD. Det er tilladt at spise sushi med fingrene. Faktisk foretrækker japanerne, at du gør det i stedet for at du stikker øjnene ud på dem med spisepindene.

FJERDE BUD. Rør aldrig ved andres sushi med dine spisepinde, med mindre du vil starte Tredje Verdenskrig.

FEMTE BUD. Hvis du snakker forretninger under dit sushi orgie, gi' altid dit visitkort fra dig med begge hænder. Hvis du selv får et visitkort, studer det længe, check bagsiden, stil begavede spørgsmål, smil. Når du er færdig med måltidet og har fordøjet dine toogtyve sushi, kan du lægge kortet væk, ikke et øjeblik før.

SJETTE BUD. Puds aldrig din næse i et lommetørklæde, som du lægger tilbage i lommen. For en japaner er det lige så ulækkert, som det ville være for dig, hvis en udlænding delte ud af dine bussemænd på en dansk frokost-restaurant.

SYVENDE BUD. Hvis du er i tvivl om, hvor mange skandaler, du har forvoldt, så smil. Og buk! Smil, for helvede, buk!





I dag forlader jeg Tokyo, der ligner en stor lysreklame. Der er altid noget, der blinker i denne by på ca. 20 millioner, hvis man tæller Yokohama med, og det gør man.

Ja, det er med tårer i øjnene, jeg forlader dette fascinerende land, hvor der næsten ikke er nogen øjenkontakt på gaden; hvor kvinderne slæber fødderne efter sig, som om de er for afkræftede til at spadsere; hvor buschaufførerne har mikrofon, så de kan takke hver eneste passager for at have betalt for billetten; hvor værterne i TV-Avisen bukker så dybt, at du er bange for, de aldrig rejser sig igen; hvor tre af de tolv, der kom til mit foredrag i Tokyo faldt i søvn, fordi de havde haft en lang arbejdsdag - hvor en af dem, der ikke tog sig en lur var en mand, der havde arbejdet på den japanske ambassade i København og boet seks år i Virum: Ach so, sagde han hver gang, jeg fortalte ham noget, ach so!

Jeg elsker Japan; det er fandme svært at lade være!


November 2005

Jagtpornografi i Alaska



Der er hedebølge i Alaska.

Solen skinner, det er minus otte grader, og på universitetet i Fairbanks går flere af de studerende rundt i shorts og T-shirt.

Jeg børster sne af min tophue og løber ind for at holde et af mine foredrag på University of Alaska. Det foregår på det naturvidenskabelige museum, som ligger i en stor hvid bygning, der ligner et bundfrossent stykke cheesecake.

Da jeg kommer ind, ser jeg til mit chok, at podiet er placeret foran en udstoppet bjørn på to meter, sådan at jeg skal snakke, mens den brune grizzly stirrer mig vredt i nakken. Heldigvis er det noget, jeg kan bruge som foredragsholder, så hver gang publikum ser ud, som om det er ved at kede sig, vender jeg mig om og snakker med bjørnen – hvad kan man ellers forvente af en forfatter fra et eksotisk land som Danmark?

Jeg er på en tre ugers foredragsturne i USA, til staterne Washington, Alaska og Oregon. Turen er sponsoreret af de flinke mennesker i Kunststyrelsen, og jeg gør alt for at præsentere hjemlandet på anstændig vis. F. eks. har jeg taget en ren skjorte på, og jeg snakker med stor entusiasme om Danmark, mit forfatterskab og om Tycho Brahe, der er hovedperson i min nye roman, Jupiters time. Folk lytter venligt, griner hvor de skal grine, selv om ingen af dem har hørt om mig før – eller om Danmark for den slags skyld.




Fairbanks ligger i hjertet af Alaska, på en flad slette på højde med midt-Norge. Der bor kun 25.000 indbyggere, og selv om Fairbanks ligner de fleste andre amerikanske byer med sit fintmaskede net af hovedveje og gudsforladte indkøbscentre, er her utrolig spændende - for Fairbanks er dækket af dyb sne og fotogene elge.

Til min store irritation har jeg ikke set nogen endnu. Elgene er ellers over alt. De er ikke spor bange for mennesker og kan godt finde på at komme op til husene og spise de græskar, der bliver brugt til halloween. Forleden morgen sagde radioen, at trafikken var gået i stå på motorvejen til Anchorage, fordi en elg havde lagt sig på kørebanen. Det er dog intet imod nyheden for en uge siden; dér havde en elg nemlig viklet sit gevir ind i nogle el-ledninger, så en lille by havde mistet strømforsyningen ...

Apropos døde elge bliver jeg dybt forstemt over The Outdoors section i den lokale avis, Fairbanks Daily News-Miner. Den har nemlig fire sider med fotos af jægere, der viser deres bytte frem: How they bagged their trophy bulls, lyder overskriften.

Jeg bladrer sektionen igennem og lærer, at det giver prestige at skyde en elg med et gevir på over 60 inches. Så bliver man nemlig medlem af The 60 Inch Club og får visse privilegier: et af dem er åbenbart at komme i avisen. Derfor kan man nu nyde fotoene af disse lumberjack-klædte helte, der smiler til kameraet ved siden af deres skamskudte moose. Den mest perverse af dem holder endda en død elgs hoved op, så det ser ud, som om den smiler til fotografen.

- Det er jagtpornografi, siger en norsk studerende til mig. - Den slags har vi også masser af i Norge.

Nordmanden ryster på hovedet, mens vi studerer avisen. Vi bor i en rød træbolig, The Nordic House, hvor universitets gæster bliver indlogeret. Bygningen er interessant, fordi den blev konstrueret for danske penge i tresserne. På det tidspunkt var der en udveksling mellem akademikere fra Danmark og universitet i Alaska. Det må være derfor, at reolen består af danske bøger, som for længst er gået i glemmebogen. Den mest interessante er en kogebog fra Ærø med gule æselører og fine bernaise-pletter.

- Jeg kan ikke udstå, når jægerne mangler respekt for dyrene, siger  nordmanden fortørnet. Hun hedder Unni og er biologi studerende. Hun har hovedfag i moose, og det virker som et interessant studium. Hun  skal nemlig tælle elge. Unni bliver proppet ind i et firemandsfly, der flyver lavt hen over området, og hendes opgave er så at tælle de elge, hun kan få øje på. Hun tæller elgene til venstre for flyet; en anden studerende tæller dem til højre. Det hedder et moose survey og skal tages meget alvorligt. Ja, man kunne næsten kalde det for en videnskab.

- Men hvad så hvis du kommer til at tælle den samme elg to gange? Bliver det så trukket fra i din løn? spørger jeg.

- Det kan man ikke komme til. Flyet bevæger sig jo hurtigere end elgene.

Jeg nikker misundeligt. At tælle elge må være langt sjovere end at tælle får. Eller skrive romaner for den sags skyld.




Om lørdagen bliver jeg vist rundt i området af en lokal guide, en svensker, der bor her, fordi han blev træt af Abba (!) Vi kører ud i bakkerne, hvor sneen ligger som et tykt tæppe. Det er stadig varmt for årstiden: minus ti grader. Men da det er en tør kulde, føles det mere behageligt end plus fire i Østre Anlæg.

Min vært fortæller mig, at de har mange bjørne i området: "Men elgene slår faktisk flere mennesker ihjel end bjørnene. Det er fordi de ser så fredelige ud. Folk går for tæt på, og det kan elgene ikke lide - og så sparker de altså. Og de sparker hårdt, skulle jeg hilse og sige!"

Han laver en behørig pause og betragter mig. Jeg er dybt imponeret, sikkert fordi jeg kommer fra et land, hvor det farligste dyr er mariehønen.

Vi sidder i bilen og drikker sort kaffe af en bulet termokande. Egentlig var mit ønske at vandre i bjergene, men det er der for meget sne til, og da min svenske guide er alt andet end sporty, bliver vi siddende i bilen. Jeg spejder desperat efter en bjørn, men får kun øje på en rusten Buick.

- Der er næsten ingen natives tilbage i Alaska, siger den flinke svensker. "De fleste folk er tilflyttere. Mange er faktisk efterkommere af de gamle guldgravere, som kom til Alaska for at søge lykken. Men selv om ingen søger efter guld i dag, så er der stadigvæk en frontier spirit her oppe. Folk flytter til fra resten af USA, fordi de ser sig selv som eventyrer. Eller fordi de vil starte forfra efter en skilsmisse. Og så holder Alaska boerne sammen på en anden måde, end man gør i resten af landet – også selv om her er fuld af særlinge!"

Jeg nikker. En af de første dage i Alaska var jeg ude at besøge Hank, en studerende, der boede i en hytte i udkanten af Fairbanks. Den var omgivet af birketræer og vragdele fra en snescooter. Hytten havde ingen varme, kun en brændeovn, der arbejdede på fuld tryk. Der var et tyndt lag is på indersiden af ruderne, men Hank elskede det. Han syntes aldrig, han havde det for koldt. Snarere tværtimod.

"Jeg flyttede hertil, så jeg kunne stå på ski syv måneder om året. Han rakte ud efter nogle tændstikker. – I øvrigt er det først ved minus halvtreds grader, det begynder at blive en smule ubehageligt ..."

Jeg ler højlydt. For mig er al vejr under toogtyve plusgrader en forbrydelse mod menneskeheden. Efter en time siger jeg farvel til Hank og bliver kørt tilbage til Nordic House.

En gammel plakat fra Humlebæk byder mig velkommen i varmen. Jeg går hen til fjernsynet, hvor to politikere sviner hinanden til i dyre reklamer. Udenfor kantinen får jeg øje på det tåbeligste skilt, jeg har set i mit liv: DO NOT MOVE THE FURNITURE OUTDOORS.

Termometeret viser minus atten.






Oktober 2004

Damaskus er en drøm (men hold jer fra den syriske gin. Den er bedre til at afsyre døre med).



Jeg står i en lille købmandsbutik i Damaskus. Den ligger i den kristne del af byen, Bab Touma, og måske er det derfor, der er placeret en pastelfarvet Jomfru Maria på køleskabet. Kun fem hundred meter herfra fik Paulus sin åbenbaring for to tusind år siden, men jeg er ikke interesseret i den slags nu. Jeg har mit blik fæstet på to ting: en syrisk flaske gin og de store bøtter med lækker hjemmelavet yoghurt.

Købmandsforretningen minder mig om min barndom i tresserne – den lugter bare mere eksotisk. Hver eneste millimeter er udnyttet til fulde, og der hersker pinlig orden. På hylderne står der dåsebønner, arak, tykmælk fra Iran, hvedeøl, sojabønner, Danish butter cookies – og på en snor tværs over disken hænger der store breve med Nescafé.

Da jeg har købt den lokale gin og fået en pose med den hjemmelavede yoghurt, læner butiksindehaveren sig hen over disken. Hans blik er venligt, men konspiratorisk:

- Mortadella? hvisker han ud af den ene mundvige.

- Undskyld, siger jeg forvirret.

- Mortadella? gentager han og viser mig en stor italiensk pølse, der er lavet af svinekød.

Jeg nikker begejstret, og manden skærer diskret otte stykker til mig, som han pakker ind i fedtet papir. Jeg betaler 150 syriske pund for hele herligheden, og nogle minutter efter går jeg op mod den muslimske suq med mine smuglervarer. Jeg passerer minareter med grønt neonlys, emsige skopudsere, fladbrødsbagere og beduiner på power shopping. Et virvar af gule taxier blander sig med ladvogne og cyklister, og duften af kardemomme og karry står stille i luften. Der er forbavsende rent i det vinterkolde Damaskus, og jeg er vild med de venlige muslimer, men glad for, at der findes en kristen del, hvor man kan købe gin og Stimorol-tyggegummi – også selv om det har tabt smagen et sted mellem Vejle og Beirut.




Jeg bor på Det Danske Institut i uldsouqen. Paladset er et historisk klenodie med vagter til at passe på værdierne. Udefra ser det ydmygt ud; det er hvidkalket med en sær karnap, men når man kommer ind ad den smalle dør, får man et behageligt chok.

I bedste arabiske stil åbner der sig et fata morgana af skønhed. En stor udsmykket bue, iwan dominerer ens udsyn, og et grønt springvand pludrer poetisk. Det er, som om fortravlede Damaskus er ladt tilbage ved døren. Herinde kan man fordybe sig og arbejde sig glad ihjel, mens historien ånder én tungt i nakken. En del af Herodes ældgamle bymur går gennem vagtens kontor, konferencerummet er præget af tyrkisk rokoko (bare ordet!), og siden 2000 har danske videnskabsfolk og kunstnere nydt denne historiske perle.

Jeg er taget herned for at skrive på min roman, men der går kun tre dage, før jeg opdager, at jeg må fordyber mig i islam, i korstogene og i den smukke Umayyad moské. Kort og godt, hvem tror jeg, jeg er? Det er ikke mig, der bestemmer, og Damaskus tåler ingen modsigelser!

Umayyad moskeen er en af islams største arkitektoniske perler. Den ligger kun otte minutters gang fra Det Danske Institut og er Damaskus hovedseværdighed. Moskeen blev bygget i 705, og som i alle verdens spirituelle kraftcentre er der en smuk ophøjet atmosfære. I den store gård er der søjlegange og en kæmpe freske, der minder mig om basilikaen i Assisi. Indenfor i moskeen er gulvet dækket af tykke tæpper. Rettroende muslimer beder i stilhed, og fire unger leger tagfat i det enorme rum. Vifterne i sidevinduerne skræller sollyset i stykker, og på mange måder minder moskeen om en hyggelig ventesal.

F. eks. oplever jeg, at en ung smuk kvinde sætter sig ved siden af mig og begynder at flirte. Da jeg bagefter spørger min forfatterkollega Jesper Berg, som bor i Syrien, om den slags er almindeligt, siger han, at mange kvinder netop kontakter mænd i moskeerne, for så sker mødet under Guds øjne.





Ude i suquen er der som sædvanlig et virvar af mennesker. Det store handelsområde er under halvtag, og hver gyde har sit eget særkende. Det Danske Institut ligger som sagt i uldsuquen, hvor der sælges tøj, men der er også en gade for krydderier, konfekt, vandpiber og brystholdere på størrelse med olietønder. Alle er utrolig venlige, og det sker ofte, at man inviteres ind på te, uden man presses til at købe noget. På et tidspunkt stormer en ældre mand ud af en barberforretning for at hilse på mig, og med en overdreven bevægelse trækker han en karamel op af lommen og giver den til mig, som om jeg var en nevø, der havde gjort sig fortjent til en flidspræmie.

På grund af Det Danske Institut er Danmark velkendt i Damaskus. Mange syrere kender også til vores fodboldlandshold og til Lurpak smør. Andre taler begejstret om Copenhagen. Dog er der grænser for de lokales viden. En handlende fortæller mig, at Skandinavien består af Danmark, Sverige, Norge og ... Laos.

- Mener du ikke Latvia? spørger jeg forundret.

- Nej, Laos, siger han gravalvorligt.

Jeg bruger flere dage på at filosofere over, hvor han har lært det henne – men på den anden side er der jo også danskere, der tror, at Jaffa kun er en appelsin.

En anden flink mand beslutter sig for at vise mig rundt. Han hedder Bashar og taler næsten ikke engelsk, men gør sit bedste for at være en god guide. Alle moskeerne er ”holy places, very holy”, souquen er ”Turkish, very Turkish”, og da jeg spørger ham, hvor den nærmeste grønthandler ligger, så jeg kan købe nogle bananer, leder han mig gennem den halve by til sin fætters juicebar, som desværre ikke kan sælge mig andet end appelsinsaft.

- Hvad laver du egentlig? spørger jeg omsider den flinke mand.

- Hvad?

Han kigger forvirret på mig.

- What ... is ... your ... work? spørger jeg på pædagogisk engelsk.

Han lyser op:

- I’m English translator.

Fra det sekund er jeg endnu mere forelsket i syrerne – og senere inviterer jeg Bashar ind for at se Det Danske Institut. Først vil han ikke med, fordi han synes, han er for dårlig klædt på, men han lader sig heldigvis overtale. I begyndelsen går han rundt med åben mund, men så fortæller han pludselig, at han gik i skole her som dreng.

Jeg betragter ham og ser, han har tårer i øjnene. Han beretter, at paladset er langt smukkere i dag, og vi nyder de mange detaljer: de sorte og hvide mønstre fra mamelukkernes tid; den majestætiske iwan, solen, der danser på den store frise. Samarbejdet mellem de syriske og danske eksperter har skabt et ualmindelig dejligt sted, og mange regner paladset som det smukkeste i Damaskus.

Jeg siger farvel til Bashar og går ud i køkkenet og taler lidt med mine kollegaer: en billedkunstner, nogle arkitekter, to studerende og min kollega Iselin Hermann, som jeg har lært at prutte - ikke fysisk selvfølgelig, (det klarer hun helt selv), men om priserne. Iselin har en vidunderlig butik på Nansensgade i København, men her nede forhandler hun ikke om prisen; hun stoler på sine talrige samarbejdspartnere - et særdeles smukt træk, som kun kan fylde én med næsegrus beundring.

I køkkenet i Det Danske Institut kommer der kylling på bordet, og det hele skylles ned med min syriske gin, der nok ville egne sig bedre til at afsyre døre med.

Om natten sover jeg godt, men det er ikke så mærkeligt, for den gamle del af Damaskus er en drøm.

Marts 2003

Zarens dværg som Gyldendal pocket, 69,50 kr.

Zarens dværg som Gyldendal pocket, 69,50 kr.
Tredje udgave. Over 20.000 solgte eksemplarer. Også udgivet i USA, Canada, Frankrig, Portugal og Ukraine. *******