lørdag den 27. december 2008

Politiken kronik: Happy Danes, Holy Danes (og en amerikansk bogturné)


1.
De kommer gående imod mig. De er bevæbnet med æbleskiver, småkager, sandkage og cheesecake. De smiler venligt og sætter fadene fra sig på det store kaffebord. Der står fjorten stole, og på bordet er placeret to dannebrogsflag, en buket markblomster og tallerkener med feberrøde servietter.

"Velkommen til The Danish Immigrant Archive," siger en af de ældre damer og smiler venligt.

Jeg befinder mig på Dana College i Blair, en lille flække i Nebraska. Dana College er noget så eksotisk som et dansk universitet, der blev grundlagt af indvandrere i slutningen af attenhundredtallet. Og arkivet, jeg sidder i, bærer præg af det. På væggen hænger et indrammet billede af Christian X og et mørt kort over Danmark i det 15. århundrede. Dertil kommer portrætter af krasbørstige missionsfolk og bugnende hylder med breve fra indvandrere gennem de sidste 150 år. Man kan næsten fornemme drømmen om det gamle land, om granfætre på fynske bondegårde, om savnet efter kælderkold akvavit og tapre landssoldater.

Jeg sætter mig ned og snakker med de ældre damer. Næsten ingen af dem taler dansk, men de har alle rødder i fædrelandet. En har en niece i Assinge, en anden en fætter i Rigensgade i København. De er alle søde og humoristiske og tager godt for sig af deres egne kager.

"Vi har aldrig mødt en dansk forfatter før", siger den ene og får mig til at lyde som en truet dyreart. Jeg smiler og siger, at jeg er glad for at besøge Midtvesten, og jeg fortæller dem om min ellevte roman Zarens dværg, The Tsar's Dwarf, der måske udkommer på engelsk.

"Så håber jeg at komme tilbage og besøge jer," siger jeg og fortæller dem, hvor svært det er at få en bog ud i Amerika. Amerikanerne udgiver næsten ikke noget oversat litteratur. Og når de endelig gør, er det ikke lige frem dansk litteratur, der står øverst på ønskesedlen. Man skal være heldig for at finde forlæggere, der vil ta' en chance med forfattere fra lande på størrelse med en vabel.

Vi spiser sandkage og cheesecake, og en dame fortæller mig om sit besøg i forældrenes hjemland. Jeg smiler, for der er noget dejligt, men surrealistisk ved at tale med disse amerikanere, der ikke er fascineret af Paris og Firenze, men af Brovst og Bandholm. Kort og godt, her er nogle mennesker med prioriteterne i orden.

Bagefter går jeg over til mit lille gæsteværelse på campus. Det ligger i kælderen i Mickelsen Hall kollegiet, omgivet af vaskemaskiner, et pulterkammer med møre stole og en enkelt sofa, der ser ud, som om den er blevet gennembollet af cheerleaders. Jeg kan godt lide Dana College – det er et stykke danmarkshistorie i solar plexus på Amerika.


2.
Hvis man skal være ærlig, ligner Nebraska en ondskabsfuld version af Lolland, men hvad gør det, når staten ligger i The Danish Belt? Ja, det hedder det virkelig, The Danish Belt - det bælte, som strækker sig fra Utah til Wisconsin. Det var her, de første danske indvandrere slog sig ned. Det var dette amerikanske Lolland, der appellerede til vores forfædre med dets uendelige marker og små hygge-tornadoer, der kiggede forbi og mindede dem om, at helt hjemme var de nu ikke alligevel.

Jo, The Danish Belt er stadig et smørgult paradis med landmænd og lurendrejere, som er efterkommere af Happy Danes og Holy Danes.

Ja, bare navne som disse kan jo få ens nationalfølelse til at svulme. The Happy Danes and the Holy Danes var gode danske protestanter, der opdelte sig i to religiøse fraktioner og sloges om Gud og altervinen. The Happy Danes var grundtvigianere - livsnyderne, der mente man godt kunne kaste sig ud i dans uden at blive ramt af Vorherres knytnæve. The Holy Danes havde baggrund i Indre Mission og tålte ingen slinger i valsen, so to speak. Hvem der vandt magtkampen, melder historien ikke noget om, men Dana College er et barn af striden.

I dag er Dana College dog rolig og idyllisk. Der er kun omkring tusind studenter på den smukke campus, som ligger på noget nær den eneste bakketop i Nebraska. De amerikanske studenter løber ind og ud af bygninger, som hedder Rasmussen Hall, Madsen Fine Arts Center og Borup Coliseum. Plænerne er velplejede, og i universitets lille kiosk kan man købe modeller af Den Lille Havfrue og kogebøger, der indvier den udenforstående i pandekagens okkulte kunst. Der er også bordskånere med dannebrog, brødflove nisser og en T-shirt, hvor der står Of Course I'm Cute, I'm Danish.

"Hvad er det mest populære fremmedsprog I underviser i på Dana College?" spørger jeg John Mark Nielsen, som er en suveræn vært for mig under opholdet. "Spansk," siger han med et grin. Dana College er i øvrigt tørlagt, hvilket i sig selv er meget udansk.

Det bli'r aften, og jeg går mig en tur på campus. Mørket kommer blidt, men hurtigt. Da jeg passerer H.C. Andersen bøgetræerne (det hedder de), synes jeg, at jeg kan fornemme de danske spøgelser i vinden: de strenge protestantiske forfædre med deres drømme om Frelse og æbleflæsk. Hvad ville de mon sige om Danmark i dag? Ville de bryde sig om Vild med Dans og en shawarma i madpakken? Og hvilken mening ville de have om Muhammed-tegningerne, der endelig fik vores land på forsiden af New York Times, endda i en hel måned?

Ligegyldig hvad svarene er, så bryder jeg sammen og tilstår: Jeg elsker det dansk-amerikanske miljø i USA. Der er mange, som griner af det, men jeg synes, det er vigtigt, at danske indvandrere holder fast i deres rødder. Og nej, selvfølgelig kan jeg ikke altid genkende det billede af Danmark, som bliver gengivet - men hvad så? Der er mange slags danmarker, og måske findes de bedste i vores fantasi, ikke i virkeligheden.

Det eneste problem er, at de fleste unge amerikanere ikke kan relatere til dette eventyrland. Okay, så farmor kom fra Nørre Lyndelse? Betyder det virkelig, at jeg skal slæbes med til en koncert med Carl Nielsen? Gennemsnitsalderen på publikum til de rød-hvide arrangementer er ofte tæt på halvfjerds – for de unge har svært ved at spejle sig i stokroser og andemad. Der er brug for mindre H.C. Andersen og mere Natasja. Men det er der mange af stederne, som godt er klar over, og de prøver at gøre noget ved det.




3.
Vi spoler en smule frem i tiden til efteråret 2008: Min roman The Tsar's Dwarf er endelig udkommet i USA, og jeg er på bogturné med støtte fra Kunststyrelsen, Copy-Dan og DPA.

75% af de steder jeg besøger er ganske almindelige boghandlere uden interesse for Danmark, men jeg holder også foredrag på The Danish-American Center i Minneapolis, der har Bing & Grøndahls juleplatter hængende i elevatoren; jeg snakker med en dansk-amerikansk bogklub i Madison, Wisconsin. Og jeg læser op fra romanen på Nordic Heritage Museum i Seattle, hvor der er dømt underskøn amagerhylde.

Men Scandinavia House på Park Avenue i New York er anderledes – det ser man med det samme. For det første er Scandinavia House det nordiske mekka i USA. Det er vores moderne ansigt udadtil på den mest stilige adresse i The Big Apple. Man bydes velkommen af glas, stål, beton og de fem nordiske flag. Inden for sidder en venlig dame i receptionen. Alt er pænt og strømlinet. Det gælder også restauranten, der serverer svensk roastbeef a la Rydberg og røget laks fra Norge. Den danske hygge må man tænke sig til.

Men misforstå mig ikke, jeg er lykkelig for at skulle præsentere The Tsar's Dwarf i disse fine omgivelser. Bare det at skulle holde foredrag på Park Avenue fylder mig med en stolthed, der tangerer storhedsvanvid. Jeg har dog fået at vide, at jeg ikke skal forvente særlig mange mennesker til min reading.

"Det er kun Henning Mankell, som kan trække folk af huse," siger Kyle med et suk. "Da han kom, var her flere hundrede."

Kyle Reinhart er min vært. Han står for de kulturelle arrangementer i Scandinavia House og fortæller mig, at bygningen plejede at huse den østtyske ambassade. Måske var det derfor de nordiske lande fik lov at købe den for en slik. Men stedet var dyrt alligevel. Park Avenue er og bliver Park Avenue.

"Er der så mikrofoner i askebægrene som i de gode gamle dage?" spørger jeg nysgerrigt og prøver at forestille mig østtyske fat cats med Engels i hjertet.

Kyle ryster på hovedet - men hvad ved han egentlig om det? Ja, måske mere end han vil ud med, for med et navn som Reinhart kunne han godt stamme fra Karl Marx Stadt. Det viser sig dog, at Kyle er fra Minnesota og at han engang har gået på skole i Kulhuse.

Om aftenen præsenterer jeg så Zarens dværg i the Volvo Hall – et navn, der giver lokalpatrioten i mig nervøse trækninger. Det går fint; folk er levende og stiller mange spørgsmål. Som sædvanligt bli'r jeg spurgt, hvorfor jeg ikke har oversat bogen selv, men det ville jeg ikke kunne gøre halvt så godt som Tiina Nunnally. Det var trods alt hende, der oversatte Smillas fornemmelse for sne, og det slap hun ualmindelig godt fra. Hun er også sluppet flot fra min.

"Nå, har du været tilfreds med aftenen?" spørger Kyle mig efter min præsentation. Jeg fortæller, jeg ville ha' foretrukket at snakke i Lego-rummet – det navn står bedre til min personlighed.

"Vi har altså ikke noget Lego Room," siger min vært, "kun Victor Borge auditoriet, men det var desværre optaget".

Han fortæller mig også, at Scandinavia House er meget bevidst om ikke at udvikle sig til et nordisk museum med stegt sild og folkedragter. Scandinavia House dyrker det moderne Skandinavien, og de mest populære arrangementer er filmaftener med værker som Kunsten at græde i kor.


4.
Efter min reading inviterer den danske kulturattache Maiken Tandgaard Derno mig i byen. Konsulatet har været en fin støtte under mit ophold. Jeg føler mig gladere end nogensinde og ser tilbage på seks ugers bogturné, der har bragt mig fra Portland, Oregon til Tacoma, Seattle, Minneapolis, St. Paul, Madison, Milwaukee og Chicago.

Samtidig har jeg stiftet bekendtskab med de danske miljøer i alle dets afskygninger. Bl.a. er min roman blevet pensum på University of Washington i Masterpieces in Scandinavia Literature – en klasse, hvor der også blev undervist i Kierkegaard og Andersen. Hvordan Søren og Hans Christian har det med mit selskab, melder historien ikke noget om, men jeg er ikke den, der klager ...



5.
Næste dag går jeg rundt i New York og rånyder den kolde efterårssol. I Greenwich Village hører jeg mange danskere og ser mange egern – de opfører sig nogenlunde ens. Og på Union Square glæder jeg mig over, at min bog står fremme i New Yorks største boghandel, Barnes & Nobles. En barnedrøm er gået i opfyldelse, og jeg synes selv, jeg har lov at være stolt uden at tro, jeg skal straffes af Jante.

Om eftermiddagen går turen gennem East Village forbi indiske indvandrere, ukrainske suppekøkkener og hjemløse, der er faret vild i deres brandert. New York minder mig om en pinball maskine. Den skubber hele tiden én mod afgrunden, men sikken dog en fascinerende afgrund ...

Omkring firetiden er jeg tilbage ved Scandinavia House – the Nordic Center in America, som det hedder så smukt. Men sandheden er, at huset bruges mere af svenskere, nordmænd og finner end af danskere, og det er der en grund til: Vores skandinaviske brødre har et større kulturbudget end vi har. Og det er altså beklageligt, især når man tænker på, at vi har en ringere profil i USA end Sverige, Norge og Finland.

I modsætning til hvad vi selv tror, kender folk ikke særlig meget til os. F. eks. irriterer det mig, at de fleste amerikanere ikke aner, at Danmark er en del af Skandinavien. Danish og Dutch blandes sammen i én uendelighed, Amsterdam ligger på Sjælland, og Copenhagen er navnet på en snustobak. Engang imellem har jeg lyst til at skrige: Er I Yankees ikke klar over, at atombomben var en dansk opfindelse? Ta' os alvorligt!

Man skal heller ikke spørge, hvem der er den mest berømte dansker i USA, for det er ikke sikkert, man kan lide svaret. Er det H.C. Andersen, Søren Kierkegaard eller Lars Ulrich? Nej, det er Hamlet. Og kun fordi han blev udødeliggjort af en englænder!

Jeg går ind i den lille butik i Scandinavia House. Den er mere moderne end de andre, jeg er stødt på. F. eks. har de et kæmpe assortiment af finsk sengetøj, hvis nogen skulle være interesseret. Og den sidste oversatte roman af Stieg Larsson.

Jeg prøver at finde en dansk gave, som jeg kan tage med til nogle venner, men jeg bliver ved med at falde over svenske kunstglas og servietter fra Lillehammer. Efter nogle minutter får jeg øje på Danmark - vi ligger og hygger os i en lille pose. Jeg ta'r den op; det er tyrkisk peber. Jeg får næsten tårer i øjnene af nostalgi. Det var sgu de bolsjer, jeg holdt så meget af, da jeg var fjorten.


Bragt i Søndags-Politiken d. 14. december 2008



torsdag den 27. november 2008

Uddrag fra eventyrromanen Skorpionens hale (Gyldendal, 2008)


Var det noget med et uddrag fra min eventyrroman Skorpionens hale (Gyldendal, 2008)?

Tolv galninge fra hele verden er indespærret i dårekisten i Aleppo. For at komme ud er de nødt til at fortælle en opløftende historie om døden til en overvægtig sultan. Det bliver startskuddet på et festfyrværkeri af historier fra Yemen, Egypten, Tibet, Rusland, Bøhmen, Schweiz, Nicaragua, Italien, Portugal, Belgisk Congo, det antikke Grækenland og landet, der har gjort melankolien til en kunstform, Danmark.

Skorpionens hale er baseret på De 12 Stjernetegn, 1001 Nat, sufismen, buddhismen, H.C. Andersen, Brødrene Grimm, Hermann Hesse, Den Lille Prins, poeten Rumi og min egen sygelige fantasi.

Pressen skrev: "I denne Fogtdals 12. roman kommer vi gennem 12 sære beretninger og dermed langt omkring og grundigt rundt i alskens folkeventyr og filosofi, der er gavmilde og ind imellem komiske henvisninger til diverse verdensreligioner og ditto-litteratur. Alt afleveres med en sans for det groteske og en bestemt slags glimt i øjet, som man kan finde i dansk litteratur fra H.C. Andersen over Villy Sørensen til Claus Deleuran. (...) Fogtdals roman er en festlig hyldest til mangfoldigheden i menneskers fortællekunst: Hvor er der meget at fortælle, og hvor er der mange måder at fortælle det på!" - Jon Helt Haarder, Jyllands-Posten

"En vældig svømmetur i det store historiehav, fra verdenslitteratur til kulørte hefter, fra Dekameron til Illustrerede Klassikere. (...) En dejlig bog, der har lånt sin titel fra en stjerne i Skorpionens tegn - for de gamle ægyptere var det porten til dødsriget. En varm historie, med sol og farver fra denne verden. Og med en duft af alle tiders eventyr. Det gør romanen værd at læse." - Inger Holst, Weekendavisen

"En bog om døden og menneskets evne og vilje til at se den i øjnene i en tid, hvor døden efterhånden er blevet et usømmeligt ord. (...) Endelig er bogen også et åbent brev om, en opfordring til religiøs tolerance bag al larmen og spektaklet i vor kultur." - Jens Henneberg, Nordjyske Stiftstidende


Den Anden Galnings Historie (fortalt til Sultanen i dårekisten i Aleppo):

Det er sandt, jeg har en stor appetit, ærede Sultan. Hvordan kan det være anderledes, når man er et sanseligt menneske? For mig er det smukkeste verbum „at have“. Det er i disse seks bogstaver, jeg møder min Gud og skaber.

Mit navn er Abu Huda, jeg kommer fra Yemen, hvor ørkenen er mere magisk end noget sted på kloden. Da jeg var en ung mand, rev Allah min hustru fra mig. Jeg trøstespiste i fyrretyve dage og fyrretyve nætter. Inden der var gået et år, var jeg den fedeste mand i Arabien.

„Se, der kommer Abu Huda, han har slugt en kamel,“ råbte børnene. „Se Abu Huda, den omvandrende vandmelon.“

Jeg løb efter ungerne med min stok, men da jeg var så uformelig, formåede jeg ikke indhente dem. En dag trak mine venner mig til side:

„Kære ven, vi bekymrer os for din tilstand. Du har ikke godt af at bo alene. Er tiden ikke kommet, hvor du bør finde dig en hustru?“

„Men Jafar, hvem vil ægte en mand som mig? Mine knæ væsker. Jeg er tungere end en divan.“ Og så tog jeg et stykke konfekt for at glemme, hvor meget jeg åd. Men mine venner stod fast: De ville finde mig en hustru – en ung kvinde, som ville forkæle mig; en kvinde, som ville skønne på det komfortable liv, jeg kunne tilbyde i min hjemby.

En forårsdag blev jeg gift. Min hustru var smuk som nymånen. Når hun gik hen over gulvet, virkede det, som om hun blev løftet af engle. Alle beundrede hendes elegance,
hendes blege hud og de velformede hænder. Jeg var lykkelig for min skæbne og takkede Allah, den Altvidende og Altseende. Til bryllupsfesten var der en mægtig buffet. Der var en helstegt kamel stænket med rosenvand; der var lammehjerne med yoghurt og bananblade; der var orangesalat med løg og kardemomme. Til dessert blev der serveret citrontærte og kanelbrød fra byens sukkerbager.

„Sikken en underskøn fest,“ sagde bryllupsgæsterne.

„Du har altid haft sans for kvalitet, Abu Huda.“

Jeg bukkede og nød fakirernes underholdning, mens jeg tog en bid af citrontærten, kanelbrødene og de krydrede æbleskiver fra Sana. Omkring midnat blev bruden klargjort i brudekammeret. Hun var iklædt et slør af Mosul-silke. Armbåndene raslede som bjælderne på en tam gazelle. Da hun var færdig, blev hun sat på en sølvtrone, omgivet af søstre og kusiner.

„Jeres hustru er rede til at modtage Jer,“ sagde brudens far.

Jeg var i færd med at fortære en druesorbet med fed dromedarmælk, men rejste mig langsomt fra stuens divan. I det samme undslap en forfærdelig fis, der kunne høres helt til Bagdad. Alle vendte sig bort med afskyen malet i ansigterne. Jeg undskyldte hastigt og lod, som om jeg skulle på toilettet, men fortsatte ud i stalden og kravlede op på min hest. Så stor var min skam, at jeg red gennem ørkenen uden at stoppe. Da jeg kom til kysten, købte jeg en plads på et skib til Indien. Her lå jeg på mit leje og græd over min vanskæbne – over alt det, jeg havde mistet: mit palads, min brud, respekten fra naboer og venner.

Jeg bosatte mig på Malabar-kysten i et område med mange arabere. Her tjente jeg den lokale maharaji. Jeg blev hans indkøber og rådgiver udi pekuniære spørgsmål. Som tak
forærede han mig et palads med udsigt til oceanet. I disse omgivelser fandt jeg lykken. Jeg muntrede mig med mine slaver og mine fuldblodsheste; jeg botaniserede og samlede på sjældne planter – men min sjæl havde hjemve. Ofte vendte tankerne tilbage til Yemen og til min unge brud, jeg havde efterladt.

Da længslen blev til en plage, søgte jeg audiens hos maharajien og bad om tilladelse til at returnere til mit hjemland.

Maharajien så længe på mig, så sagde han: „Du kan tage af sted i morgen, men på én betingelse: Du medbringer ingen af dine ejendele. Kun det tøj du går i.“

Jeg bukkede ydmygt. Samme aften sagde jeg farvel til mine kunstskatte. Jeg kyssede sølvkisterne med den klingende mønt, jeg lod hånden glide ned ad de perlemors dækkede kjortler. Jeg aede de kaukasiske tæpper, som var de jomfruer i et guddommeligt harem. Hvor det smertede mig at sige farvel til mine rigdomme. Hvorfor skulle jeg miste igen og igen? Hvad var det, Gud ville vise mig? Dog tillod jeg mig at medbringe en håndfuld guldmønter i en tarvelig lærredspose. Denne sjat ville være mig en kær hjælp, når jeg nåede frem til min hjemby.

Den følgende dag gik jeg om bord på et skib, der sejlede mig til den arabiske halvø. Da jeg ankom, hyrede jeg en tjener og købte seks kameler. Derefter forklædte jeg mig som beduin og begyndte på min færd til Yemen. Det var en farlig tur. På vejen mødte jeg røverbander og rak uden samvittighed. Indtil flere gange måtte jeg slås for mit liv, men
da jeg var dygtig med en sabel, klarede jeg mig med Allahs hjælp.

En dag fik jeg øje på en karavane. Den bestod af to hundrede kameler. I midten var der et selskab af vesterlændinge forklædt som arabere. Der var en botaniker, en astronom,
en sprogforsker, en kobberstikker og en læge udsendt af en bleg konge.

„Vi er på vej til det lykkelige Arabien,“ sagde de. „Vores blege konge ønsker, at vi skal beskrive dets blomster, vandveje og hieroglyffer, så vi ved mere om Moses, jøderne og muselmændenes skikke.“

De var en besynderlig gruppe. Astronomen slæbte rundt på et apparat, der kunne vende verden på hovedet. Botanikeren studerede brændenælder. Kobberstikkeren tegnede ekskrementerne fra et æsel.

„Alt i det lykkelige Arabien skal måles, stadfæstes og beskrives, ellers har det ingen værdi,“ sagde botanikeren.

„Hvem er I?“ protesterede jeg.

„Vi er videnskabsmænd fra Vesten.“

„Hvad er en videnskabsmand?“

Lægen pegede stolt på en samling urinprøver.

I det samme forsvandt karavanen – den havde blot været et fatamorgana, noget, der ofte forekommer i ørkenen.

Efter en lang rejse ankom jeg til min hjemegn. Selv om jeg var forklædt, var jeg nervøs for at blive genkendt, så jeg satte mig på en bakke og så ud over byen. Det var sært at være tilbage. Uden for bymuren lå mit palads. Mon min hustru stadig boede der, eller var hun bortrejst for længst? Jeg overvejede, om jeg skulle give mig til kende, men besluttede mig imod det. Jeg måtte have vished for, om skandalen var glemt, eller om den stadig var i folks erindring.

Efter en dag blev jeg modigere og gik længere ind i byen. Jeg passerede huse bygget af halmmåtter og græstørv. På gaderne var der et virvar af æseldrivere og sabelslugere. Jeg passerede sukkerbageren, der havde bragt mig så megen glæde. Derefter satte jeg mig ved brønden. Her faldt jeg i snak med beboerne uden at give mig til kende.

Dagene gik, som Allah ville det, men en aften kom en kvinde gående med sin datter. Da de var ud for mig, spurgte datteren:

„Mor, på hvilken dag blev jeg født? Jeg har brug for at vide det, da en sandsigerske vil lægge min stjerne.“

„Åh, datter,“ sagde moderen, „du blev født på en legendarisk dag – på den dag, Abu Huda fes så guddommeligt.“

Al farve forlod mit ansigt. Jeg rejste mig fra bænken, hentede mine kameler og begav mig ud i ørkenen. Mit liv var slut. Der var intet mere for mig i min by og mit hjemland.

Fortsættelse følger i Skorpionens hale, hvor du kan læse den Anden Galnings historie færdig - plus de elleve andre. Alle historierne handler om døden og har et litterært og astrologisk forlæg.

Skorpionens hale er også udkommet på lydbog.


tirsdag den 4. november 2008

Billeder fra en bogturné i Guds eget land - med en zar og en dværg i bagagen.


1.
Sytten foredrag i seks stater - det har været sjovt at være på turné med The Tsar's Dwarf, min første roman ude på det amerikanske marked. Romanen er oversat af Tiina Nunnally, og det har hun gjort godt.

Det overstående foto forestiller The Danish-American center i Minneapolis, Minnesota. Her var jeg "låst inde" i et dansk museum i fire nætter, nemlig i en smuk gæstesuite med klunkemøbler og billeder af danske bondegårde, inklusiv de smukkeste bugsvin. Det var til at få hjemve af. Og så stod Dronning Margrethe og Prins Henrik og smilte til mig på hylden anno 1972. Ved siden af var der en lille havfrue i bronze; jeg græd mig i søvn hver aften!

Men den detalje jeg nød mest var de danske juleplatter i elevatoren. Sikken et sted. Her ville jeg gerne begraves, hvis jeg var dansk-amerikaner i Minnesota!



2.
I Minneapolis holdt jeg tre foredrag, nemlig på University of Minnesota, hvor den danske sendelektor Søren Riis Vestergaard havde inviteret mig. Her talte jeg til en klasse fuld af første års studerende, som lyttede tålmodigt. Da klassen var overstået, stormede de ud, som om de havde fået nok af den gale sydskandinav ...

Derefter var jeg i den førnævnte danske-amerikanske forening, hvor Erik Bruhn var en fremragende vært. Tredive mennesker brugte deres søndag eftermiddag på mig. De fleste af dem havde danske rødder, med undtagelse af nogle få weirdoes, som kiggede forbi for at få lidt kringle.

Min sidste performance var i en stor independent book store, Magers and Quinn. Som de fleste af mine foredrag var der ikke tale om nogen dansk vinkel. Magers and Quinn kunne bare godt li' min bog. Eller også havde fået en pistol for panden af mit forlag; jeg skal ikke kunne sige det ...



3.
Dette foto fylder mig med ærefrygt. Det forestiller den danske-amerikanske bogklub i Madison, Wisconsin, som bestyres af Nete Schmidt fra University of Wisconsin.

Fjorten kvinder havde læste The Tsar's Dwarf og behandlede mig som en rock stjerne. Her sidder de så med min bog i hånden, inden vi gik i gang med at snakke om den. Er det ikke et skønt syn? Det betyder, jeg har mindst fjorten læsere i USA ...

Jeg fik masser af begavede spørgsmål den aften og leverede en masse dumme svar. Kort sagt, alt var ved det gamle ...



4.
I Harry W. Schwartz Bookshop i Milwaukee, Wisconsin var der en passioneret boghandler, som fuldstændig havde forelsket sig i min bog. Den stod flot placeret i vinduet; den stod i bunker ved kassen, og enhver kunde i butikken fik den prakket på, så det var en ren fornøjelse. Hvis der var flere boghandlere som hende, ville The Tsar's Dwarf ligge nummer 1 på New York Times bestseller list.

Under min præsentation var der i øvrigt en kvinde, der faldt i søvn. Hun holdt i to minutter, så begyndte hun at snorke i sin bløde stol. Først overvejede jeg at gå hen og sætte mig på skødet af hende, men besluttede, at det ville være for ondskabsfuld, så jeg sparkede hende bare blidt, åh så blidt.




5.
Jeg var helt vild med den overdådige souvenirbutik i Garfield Book Company på Pacific Lutheran University i Tacoma, Washington.

Mon ikke den ville give enhver nordmand en patriotisk erektion? Til gengæld lå det lidt tungt med det danske islæt. Kun et enkelt dannebrog kunne det blive til. Der var ikke engang en rød dansk postkasse eller en sød Danish cartoon ...

Min trøst blev, at jeg fik et godt publikum til mit foredrag. Jeg holdt det foran en pejs i boghandlen og signerede masser af bøger bagefter. Pacific Lutheran University er i øvrigt startet af norske indvandrere. Men det havde I måske gættet?

6.
Findes der nogen forfatter, som ikke synes, det er dejligt at få sit navn bøjet i neon?

Det skete i hvert fald for mig på en litterær café i Chicago, nemlig Chinaski's i Bucktown kvarteret. Bemærk i øvrigt den tomme gade bag mig. Det var Halloween, så folk stod ikke lige frem i kø for at komme ind og høre noget så eksotisk som en dansk forfatter.

Men alt endte godt ligesom i eventyrerne. I sidste øjeblik mødte 15 mennesker op og var et vidunderligt levende publikum. Siden nåede jeg at sætte tænderne i en Norman Mailer burger. Mere kan man ikke be' om, når man er en forfatter på sin første USA turné ...

Snart skal jeg så præsentere The Tsar's Dwarf på Park Avenue i New York, nemlig på det fine Scandinavia House, så dér bli'r jeg nok nødt til at opføre mig ordentligt. Om det er muligt, vil tiden vise ...


Læs mere på min amerikanske blog, Danish Accent.

*****************

lørdag den 25. oktober 2008

Åh Gud, nu er jeg blevet pensum på amerikanske universiteter.


1.
Så galt kan det gå.

Hvad der aldrig er sket for mig i Danmark, er sket for mig i USA. Jeg er blevet pensum på flere universiteter. Det fandt jeg ud af på University of Washington i Seattle, hvor Masterpieces in Scandinavian Literature klassen havde læst tre danske værker: H.C. Andersen's The Shadow, Søren Kierkegaards Fear and Trembling og Peter H. Fogtdal's The Tsar's Dwarf. Det siger sig selv, at jeg befinder mig godt i sådan et selskab. Hvad Søren og Hans Christian synes, melder historien ikke noget om, men de er heldigvis døde, og det er jeg fandeme ikke.




2.
Det var en dejlig dag på University of Washingtons vidunderlige campus. Træerne var badet i efterårsfarver, og bladene lå som et orange tæppe på de fine gangstier. For første gang i verdenshistorien regnede det ikke i Seattle. Det var solskin, omkring 15 grader, og jeg passerede en sjov demonstration for mass transit. Da jeg kom ind i klassen i Loew Hall, blev jeg budt venlig velkommen af omkring 15 elever.

I dagene før havde jeg præsenteret The Tsar's Dwarf i Elliot Bay Book Co, Seattle's største uafhængige boghandel og i The Nordic Heritage Museum, hvor danske juleplatter kæmper en ulige kamp mod norsk fladbrød. Det var gået godt, men nu blev jeg stillet over for et andet slags publikum: En bunke elever, der havde drøvtygget min tekst og diskuteret den i timevis.

"De kan mægtig godt li' din bog, og jeg tror, du kan vente dig en masse gode spørgsmål," sagde den danske sendelektor, Jan Krogh Nielsen.

Jeg talte i ca. 40 minutter om min første roman, som nu er ude på det amerikanske marked. Zarens dværg udkom i 2006 og solgte ca. 18.000 eksemplarer i Danmark, især fordi den var Månedens Bog i Bonnier's Bogklub. Den er også udkommet i Portugal og Frankrig, og nu er det altså USAs og Canadas tur til at lide med min danske dværg Sørine Bendtdatter, som bliver bortført til Rusland, hvor hun skal underholde Peter den store. For mig at se er Zarens dvælrg en bog om menneskelig værdighed - om hvordan vi behandler folk, der er anderledes.

Da jeg var færdig med mit lille show, var det tid til spørgsmål.

"Hvorfor har du ikke selv oversat The Tsar's Dwarf?" spurgte en af eleverne mig. Det spørgsmål har jeg fået til alle mine ni foredrag.

"Det vil jeg ikke kunne gøre så godt som Tiina Nunnally. Hun har før oversat Peter Høegs Smillas fornemmelse for sne, P.O. Enquists Livlægens besøg og Linn Ullmanns Før du sover, og hun formår fuldstændig at ramme forfatterens tone. Det er der meget få oversættere, der kan."

En sød norsk professor, som også var kommet for at høre på mig, spurgte, om mit kvindeportræt var inspireret af Marie Gubbe.

"Jeg har aldrig læst I.P Jacobsen," sagde jeg.

Professoren så bestyrtet på mig.

"Marie Gubbe er skrevet af I.P. Jacobsen, ikke?" spurgte jeg nervøst.

Den norske professor nikkede. Jeg så rødmende ned i gulvet. Sådan er det, når man ikke har en akademisk baggrund. Så er der ingen, som har holdt en pistol for panden af én og tvunget én til at læse klassikerne.



3.
Det var dog ikke alle i klassen, der var positive. En kvinde på bageste række stak en hånd i vejret.

"Man kan tydeligt mærke, at sex scenerne i din bog er skrevet af en mand. Det ved du godt, ikke?" sagde hun og så fast på mig

"Hvorfor det?" smilte jeg.

"Fordi din kvindelige hovedperson er alt for distanceret."

"Det er da med vilje," forsvarede jeg mig bravt. "Hvis du selv var en kvindelig dværg, som var blevet ydmyget og mishandlet af mænd hele dit liv, ville du så ikke være distanceret i sengen?"

En anden kvindelig elev rakte en hånd op:

"Med al respekt, jeg synes ikke, at din kvindelige hovedperson hænger psykologisk sammen," sagde hun.

Jeg blev dybt irriteret i et kort øjeblik, men kunne så ikke lade være med at grine af mig selv. Der har nemlig aldrig været en eneste anmelder, som har brokket sig over mit kvindeportræt, og det har jeg været utrolig stolt over. Men nu fik mit ego så et velfortjent knæk fra en psykologi studerende på University of Washington, der i øvrigt var sur på mig, fordi jeg tidligere havde lavet grin med tyskere - hun var nemlig af tysk afstamning.

Ja, det er jo ikke alle, der fanger min humor, men det kan man dårligt fortænke folk i. Men sikken en masse gode læsere, der sad i klassen på University of Washington.



Den store anmeldelse i Seattle Times af The Tsar's Dwarf fredag d. 17. oktober. En dejlig overraskelse.

4.
Slutningen af The Tsar's Dwarf er meget dobbeltbundet, i hvert fald hvis man spørger mig.

Der sker nogle ting på de sidste fire sider, jeg aldrig har diskuteret med nogen. Der er ikke rigtig nogle anmeldere, der er gået ind i en tolkning, men til min utrolige glæde var der flere elever i klassen, som havde opdaget nogle magisk-realistiske sekvenser, jeg selv er meget stolt over. For mig at se er Zarens dværg nemlig ikke så realistisk som mange synes. Og heller ikke så mørk. Min dværg går gennem helvede. Hun bliver mishandlet, udstillet på et museum, som om hun var en mumie og får uddrevet sine dæmoner af en religiøs fanatiker, men hun kommer igennem det hele som et bedre menneske - som en sjæl med sin værdighed i behold, og derfor mener jeg faktisk, at jeg har skrevet en opløftende roman.

Men måske skal man slet ikke lytte til, hvad en forfatter siger om sin egen bog ...




5.
Jeg fløj ud af klassen, glad og stolt over hvor godt min bog var blevet læst.

Det var stadig en dejlig dag. I hånden havde jeg en kopi af en stor anmeldelse af The Tsar's Dwarf i Seattle Times, en af de største aviser på the West Coast. Anmelderen skrev, at han synes, mit amerikanske forlag skulle udgive flere bøger med mig.

Jeg er efterhånden ret ligeglad med anmeldelser, men så alligevel ikke helt ...

Senere på dagen var jeg med UWs danske professor Marianne Stecher-Hansen til en reception for Scan Design, en stor foundation, som har støttet mig og mange andre skandinavere i the Pacific Northwest. Her tog jeg mig et sjældent glas Chardonnay. Det smagte mig ikke, men University of Washington kan jeg fandme godt li'.


Tak til Peter Leonard fra University of Washington for fotoene af klassen og mig. Jeg var også pensum på Pacific Lutheran University i Tacoma, men mere om det senere. Måske.

søndag den 12. oktober 2008

USAs sjoveste boghandel - hvor æselører er en menneskeret!

Det er et stort øjeblik for en lille dansk forfatter at se sin egen bog i en stor amerikansk boghandel. Ja, ikke nok med det; den stod også i vinduet.


1.
Powell's er den største boghandel i det vestlige USA.

Den ligger i downtown Portland, Oregon og ligner en ussel lagerbygning, men når man går ind, åbner sig en eventyrverden for enhver bogelsker. Powell's City of Books lever op til sit navn; den er næsten på størrelse med en købstad. Bygningen er på fire etager og har bøger om alt - og jeg mener alt. Den har en kæmpe afdeling med japanske tegneserier, den har de førende bøger om kunstige negle og clamydia. Og så kan enhver få stillet sin appetit på mormoner, belgisk chokolade og kunsten at fise til havefester.

Powell's har også bøger på alverdens sprog - den har en dansk afdeling, der består af omkring to hundrede bøger på vores modersmål. Samlingen tyder på, at en dansk folkeskolelærer er kommet forbi og har solgt sine gamle bøger fra sommerhuset i Asserbo. Powell's er nemlig en forunderlig blanding af antikvariat og boghandel, hvor nye og brugte bøger står ved siden af hinanden. Der er ingen bog-racisme her. Smukke coffee table books kissemisser med lasede bøger fra tresserne. Æselører er en menneskeret, og som enhver ved, må en god bog gerne lugte ...

Men hvad kan man så købe i den danske afdeling?

Ja, man kan få krimier af Erle Stanley Gardner og Georges Simenon. Man kan investere i et brugt eksemplar af Fugle i farver fra 1964; man kan få romaner af Angelo Hjort, Iselin Hermann og Peter Høeg. Der er også flere udgaver af Danish for Beginners og en bog om bornholmske kalkmalerier, der ser ud, som om nogen har brugt den som tallerken. Og apropos tallerken, minsandten om jeg ikke engang så en bog om Ida Davidsens smørrebrød. Så kan det godt nok være, jeg brød sammen i hjemve ...


Mit foredrag i Powell's City of Books, Portland, Oregon - her i min yndlingsposition. Som I kan se, repræsenterer jeg de danske farver ved at ydmyge mig selv på det grusomste.


2.
Det var i denne mytiske boghandel, jeg holdt mit femte foredrag på min USA-turné for The Tsar's Dwarf (Zarens dværg).

Mit lille dynamiske forlag Hawthorne Books havde for første gang fået en af deres forfattere på plakaten i den store Powell's. Hvordan de havde gjort det, ved jeg ikke. Måske havde de solgt mig på, at jeg er fra et eksotisk land. Eller også havde de bestukket butikken. Jeg aner det ikke - jeg var bare lykkelig for, at jeg ikke blev spist af med en af de små boghandlere i forstæderne som Åsne Seierstad gjorde - hun var nemlig i byen dagen før mig.

Men mon ikke Åsne fra Kabul og Norge tilgiver mig? Den modige og smukke norske journalist sælger så mange bøger, at jeg er sikker på, hun under mig den store scene ...

3.
Ti minutter før jeg skulle i gang med mit foredrag, var der kommet tre mennesker.

Og jeg kendte to af dem.

Jeg begyndte at svede. Selv om jeg havde besluttet, at mine forventninger ikke måtte være for høje, var jeg næsten ved at tude. Hvorfor var der ingen, der kom? Var det fordi jeg havde holdt fire andre foredrag i byen? Eller var det styrtregnens skyld? Det sidste kunne i hvert fald ikke være forklaringen, for det regner altid i Portland.

"Åh nej," tænkte jeg. "Det her bliver sgu pinligt."

"Folk i Portland kommer altid i sidste øjeblik," sagde en boghandler til mig. Han lagde en klam hånd på min skulder. Jeg var ikke den første fortvivlede forfatter, han havde mødt og heller ikke den sidste.

Jeg takkede manden for hans trøstende ord og nikkede fjernt, da han fortalte mig, at en berømt tegneserieforfatter snakkede et andet sted i byen. "Og så er der slutspillet i baseball. Og præsident valget. Og ingen har penge til at købe bøger på grund af økonomien ... "

Jeg kiggede tomt ud over salens tomme sæder og bemærkede, at ikke engang min egen forlægger havde gidet møde op. Heller ikke de otte venner, der havde lovet at støtte mig. Powell's skulle ha' været højdepunktet på min turné, my moment of glory. Nu ville det blive mit Waterloo; et bevis på, at træerne ikke vokser ind i himlen, ikke engang i Guds og Sarah Palins eget land ...

To minutter før tid begyndte det at strømme til.

Jeg ved ikke, hvordan det skete, men pludselig åbnede elevatoren sig som et godmodigt kødsår. Folk kom anstigende, søde og smilende. Dum som jeg er, blev mit humør bedre, jo flere sæder der blev fyldt op. Og da klokken var tre minutter over halv otte, var der pludselig kommet 53 sjæle og en lille pige i lyserød skidragt.

Ja, jeg havde folk til at tælle: 53. "Men egentligt er det da ligegyldigt om der er mange eller få," hviskede min kæreste gammelklogt. "Det vigtigste er, at du gør det godt."

Jeg gav hende naturligvis ret. I teorien. Men også kun i teorien, for jeg er en krukke og bliver bedre, jo større mit publikum er. Og jeg havde da foretrukket, der havde siddet firs. Eller fem hundrede.


Foredragssalen på tredje sal hos Powell's på Burnside i Portland. Her har alle USAs største forfattere holdt foredrag. Nu var det min tur til at lægge bunden ...

4.
Foredraget gik rigtig godt, og publikum var pragtfuldt. Det lyttede og lo, når jeg gerne ville ha' det. Og folk var alvorlige, når jeg talte om min bogs temaer - om hvordan The Tsar's Dwarf beskriver hvor dårligt vi behandler folk, der er anderledes - både i baroktiden og i dag. For mig er The Tsar's Dwarf ikke en bog om dværge eller pudderparykker, men en tragikomisk roman om menneskeværd og om at føle sig straffet af Gud, og det tema fanger amerikanerne.

Da jeg gik hjem, følte jeg mig utrolig lykkelig. Jeg hilste på de hjemløse og smilte til posedamerne. Selv stjernerne kiggede frem bag de tunge skyer og lo af min selvglæde.

Tænk at berømte Powell's havde sat en lille dansk forfatter på plakaten torsdag d. 9 oktober klokken 19.30. Det havde været en kæmpe oplevelse. I hvert fald for mig, ikke for mit publikum.

5.
Men den 11. november bliver det endnu større. Der er jeg inviteret af the American-Scandinavian Foundation til at snakke i Scandinavia House, 58 Park Avenue i New York. Det er det nordiske kulturinstitut i The Big Apple, og denne præsentation/reception bliver afslutningen på ca. fem ugers turné.

Og så finder den sted i The Volvo Room - mere skandinavisk kan det næsten ikke blive.

"Kan jeg ikke snakke i the Lego room?," tiggede jeg ledelsen. "Det rum står meget bedre til min personlighed."

Svaret var nej, men det er også ligegyldigt. Så kig forbi 58 Park Avenue klokken 18.30. De dejlige mennesker fra det danske konsulat har doneret vin til arrangementet. Det ville da være synd, hvis noget af den gik til spilde ...


PS. Hvis det kniber med at komme til New York, så er jeg på BogForum søndag d. 16.11 klokken 15.40 på Gyldendals stand for at tale om Skorpionens hale. Men i Forum er jeg jo tvunget til at være alvorlig ...

***********************

torsdag den 2. oktober 2008

Min amerikanske bogturné er skudt i gang.


1.
Min amerikanske turné er i gang. Jeg startede den 2. oktober med to foredrag om The Tsar's Dwarf - den amerikanske version af Zarens dværg, der just er udkommet her ovre.

Det første fandt sted på Lincoln high school i Portland for tredive elever på biblioteket. Skolen bød mig velkommen med en stor plakat, hvor der stod THE GREAT DANE og med små bogstaver VELBEKOMMEN (!). Der var også en diabolsk elev, som havde skrevet Manchester United-Aalborg 3-0. Det sidste refererede til et fodboldresultat fra Champions League - et resultat, som jeg mærkeligvis har fortrængt ...

Eleverne var pragtfulde. De var fuldt til stede og stillede en byge af spørgsmål bagefter, mange af dem højst begavede. Fem elever købte bogen, og de optog mig på film, så hvem ved, måske ender jeg på You Tube ligesom Michael Jackson og finske massemordere ...

Om aftenen var det så min "rigtige" debut i en hyggelig boghandel, Annie Bloom's. De havde stillet 12 stole frem, men der kom 23. Stemningen var rigtig god. Boghandleren elskede bogen og startede med at sige, hun aldrig havde læst noget lignende. Sådan noget siger amerikanere altid, men jeg kunne mærke, hun mente det.

Tror jeg nok.

Måske.


2.
Nå, men jeg startede med at fortælle forsamlingen om, hvordan jeg fik ideen til bogen. Zarens dværg udkom i Danmark i 2006, men jeg startede med at lave research på den i 2004. Det var en langsom proces at finde den rigtige fortællerstemme. Faktisk troede jeg først, romanen skulle handle om Frederik IV og Peter den Stores møde i København i 1716 under Den Store Nordiske Krig, men efter nogle måneder blandede en uartig dværg sig i min skriveproces. Hun hed Sørine Bentsdatter og var vulgær og morsom, og pludselig udviklede Zarens dværg sig i en uventet retning. Sådan er det jo med romaner. De har deres eget liv; de kan aldrig planlægges, for så bli'r de mopsede.

Nå, men the reading hos Annie Bloom's var en fin start på min 5 ugers turné. I næste uge skal jeg snakke på nogle meget større steder, så nu har jeg altså været på en velfungerende træningslejr.


3.
Træerne vokser dog ikke ind i himlen. Mit foredrag d. 2. oktober blev flyttet til d. 20. januar på grund af tv-debatten mellem Sarah Palin og Joe Biden, de to vicepræsidentkandidater.

Boghandleren mente ikke, jeg kunne konkurrere med Sarah Palin, der i den grad har dummet sig på det sidste. Hun udtaler sig med imponerende skråsikkerhed om en masse, hun ikke har forstand på, så hun er en rigtig politiker.

Og så er hun mere sexet end mig.

På tirsdag er der dog hård konkurrence igen. Der skal jeg nemlig snakke på min hjemmebane, Portland State University samtidig med, at Obama og McCain debaterer på tv. Men da universitetet serverer mad før min reading, skal det nok gå alt sammen.

Om ikke andet så bli'r der nogle hjemløse, som kigger forbi ...


PS. Hvis du vil se, hvad ganske almindelige amerikanske bogklubber, bibliotekarer og boghandlere skriver om The Tsar's Dwarf steder som New Hampshire, Texas, Illinois mm, så klik her: http://www.amazon.com/Tsars-Dwarf-Peter-H-Fogtdal/dp/0979018803

onsdag den 24. september 2008

En vidunderlig nedtælling til en amerikansk debut!


1.
Hold da kæft, jeg kan næsten ikke sove om natten af spænding.

Jeg vender og drejer mig i min københavnske seng, mens stjernerne drysser ned over mit tagvindue. De ligner skæl på en stor mørk skulder - en skulder, der virker, som om den sidder på en godmodig gud.

Hvorfor kan jeg ikke sove, spørger du? Fordi om en uge er Zarens dværg ude i USA og Canada, men allerede nu er der 51anmeldelser af bogen på Amazon.com fra læsere over hele USA - og det er altså før den er ude officielt!

Mit lille velanskrevne forlag Hawthorne Books sendte for halvanden måned siden 200 bøger ud til indflydelsesrige læsergruppe som f. eks. Amazon Vine - de anmelder nye bøger på nettet og læses af utrolig mange.

Dette gjorde forlaget selvfølgelig i håbet om, at nogle få ville anmelde The Tsar's Dwarf. Læsergrupper som Amazon Vine modtager nemlig så mange bøger fra USAs utallige forlag, at de fleste værker ikke engang bliver anmeldt én eneste gang - men et eller andet er åbenbart gået rigtig godt i mit tilfælde.

Og det bedste af det hele er, at langt de fleste reviews er overordentlige positive. Det var de sådan set også i Danmark, da bogen udkom i 2006, men Amazon Vines læsere (og mange andre, som har fået fat i bogen før tiden) går meget i dybden med bogens tema, og det er jo noget en forfatter kan li'.

Samtidig har jeg fået en kanon anmeldelse i et af Vestkystens mest anerkendte literære tidsskrifter The Believer fra San Francisco. Jeg må indrømme, jeg aldrig havde hørt om det før det anmeldte min bog, men nu synes jeg selvfølgelig, det er USAs vigtigste blad.


2.
Som mine faste læsere ved, starter min USA turné d. 1. oktober i førnævnte Portland, Oregon - min amerikanske hjemmebane - og ender i New York d. 7. november. Alle aftaler er på plads med undtagelse af dem i The Big Apple.

Kig forbi og lyt til mig, hvis du bor i USA. Der kommer sikkert ikke særlig mange for at glo på en dansker som mig, men én ting er sikkert: Der er i hvert fald én, der kommer til at ha' det sjovt, og det er mig!


AMERIKANSK TURNÉ:
OREGON:

Wednesday, 01 October 2008 :: 7.30 pm
Annie Bloom's Books 7834 SW Capitol Hwy Portland, OR 97219 (503) 246-0053

Wednesday, 01 October 2008 :: 1.00 pm
Lincoln High School 1600 SW Salmon St Portland, OR 97205 (503) 916-5200 ::

UDSAT TIL D. 20. JANUAR 2009
Broadway Books 1714 Northeast Broadway St. Portland, Oregon 97232 (503) 284-1726

Friday, 03 October 2008 :: 7.30 pm
Scandinavian Heritage Foundation/Portland State University, Cramer Hall.

Tuesday, 07 October 2008 :: 7.30 pm
Portland State University Book Launch :: Sponsored by The Department of Foreign Languages and Literatures at Portland State University. Smith 338, Vanport room.

Thursday, 09 October 2008 :: 7.30 pm
Powell's City of Books 1005 W Burnside Portland, OR (503) 228-4651

WASHINGTON STATEN:

Sunday, 19 October 2008 :: (Ny tid: 2.00 pm) Elliott Bay Book Co. 101 South Main Street Seattle, Washington 98104 (206) 624-6600

Monday, 20 October 2008 :: 7.00 pm (IKKE 6 pm)Nordic Heritage Museum 3014 NW 67th St Seattle, WA 98117 (206) 789-5707

Tuesday, 21 October 2008 :: 1.30 pm University of Washington "Masterpieces in Scandinavian literature", Raitt Hall, Seattle, WA :: Information jhkn@u.washington.edu

Wednesday, 22 October 2008:: 6 pm. Garfield Bookstore 208 Garfield St S Tacoma, WA (253) 535-7665‎

MIDTVESTEN:

Friday, 24 October 2008:: 1.25 pm. 1701 University Avenue, room 208, University of Minnesota, Minneapolis.

Saturday, 25 October 2008 :: 7.00 pm
Magers and Quinn Magers & Quinn Booksellers 3038 Hennepin Ave. South Minneapolis, MN 55408 612-822-4611 866

Sunday, 26 October 2008 :: 3.00 pm
Danish American Center 3030 West River Parkway South Minneapolis, Minnesota 55406 (612)-729-3800 dainfo@dac.mn

Wednesday, 29 October 2008:: 7.00 pmUniversity of Wisconsin, Van Hise, room 1418, Madison, Wisconsin. Information: aschmidt2@wisc.edu

Thursday, 30 October 2008 :: 7.00 pm
Harry W. Schwartz Harry W. Schwartz Bookshop 2559 N. Downer Ave. Milwaukee, WI 53211 Phone: (414) 332-1181

Saturday, 01 November 2008: 7.00 pm Chinaski's Bar—Chicago, IL 1935 N. Damen Chicago, IL (773) 489-2353

NEW YORK:

New York City, 11 November: 6.30 pm
Scandinavia House, 58 Park Avenue, New York, NY 10016, (212) 847 9718. Sponsored by the American-Scandinavian Foundation and the Royal Danish Consulate.

Hvis du bor i Danmark, kan du købe bogen på www.amazon.com, men også på www.saxo.com og en del andre steder på nettet.

tirsdag den 8. juli 2008

Danmark for dumrianer: En overfladisk guide til verdens lykkeligste nation.

Alle danskere er blonde og smukke. Og vi har alle sammen et sommerhus med udsigt til en sø eller et vadehav. Det er derfor hele verden drømmer om at være dansk, men gør jer ingen forhåbninger. Vi er meget smålige med vores gener.

Du er heldig.

Du blev født i Danmark.

Hver morgen står du op og tænker: Nej, hvor er jeg priviligeret. Jeg kunne være blevet født i Mauretanien eller i Malmø, men nej, jeg blev heldigvis født i landet, der flyder med mælk og selvfed honning.

"Ja," fortsætter du, mens du betragter dig selv i spejlet. "Jeg er verdens lykkeligste menneske. Man kan ikke se det på mig, men jeg er mere effektiv end en tysker, jeg taler bedre engelsk end en englænder, og jeg er mere selvglad end en nordmand."

Jo, der er ingen tvivl: Vi danskere er noget helt særligt, og vi bliver aldrig trætte af at gi' resten af verden baghul. Men vi har et problem - et lille problem, der desværre ikke er helt ubetydeligt:

Der er ikke rigtig nogen, der ved det.

Ja, tro det eller la' være, Danmark har langt mindre profil i verden end Sverige og Norge. Vi er kun kendt, når nogen skærer hovedet af en havfrue eller tilsviner en profet. Bortset fra det falder vi i med det nordeuropæiske tapet af trælse tyskere, håbløse hollændere og formørkede finner.

Derfor har jeg tilladt mig at lave en lille guide til vores land - en overfladisk guide vi kan bruge til at støtte vores selvfølelse - og som vi kan vise arrogante udlændinge, der tror, de er noget. Du kan også læse den engelsksprogede version på min blog Danish Accent

Men her er den på det eneste sprog, der virkelig tæller:


DIN GUIDE TIL VERDENS NAVLE, BEDRE KENDT SOM KONGERIGET DANMARK

Sprog: Dansk.

Indbyggerantal: 5,5 millioner.

Størrelse: Det 8. største land i verden, hvis man medregner Grønland. (Medregn altid Grønland).

Hovedstad: København (1.5 millioner)

Placering på engelske Monocle's liste over de bedste byer i verden: Nummer 1.

Endnu en topplacering i verden, som vi bør være stolt over: Højeste konsumering af svinekøb pr. indbygger.

Møntfod: Kroner. (Så længe det varer)

Religion: Nej, tak.

Dronning: Margrethe II

Krigsminister: Anders Fogh Rasmussen.

Hofnar: Jørgen Poulsen.

Dårligste eksportvare til udlandet: Danish cartoons.

Forbrydelser pr. indbygger: Fjerde laveste i verden.

Gennemsnitlig indtagelse af øl pr. indbygger: Fjerde højeste i verden.


Berømte danskere, som er døde: H. C. Andersen, Søren Kierkegaard, Hamlet.

Berømt dansker, som burde være død: Jante.

Danskere, som nordmændene prøver at hugge fra os: Ludvig Holbjerg, Tordenskiold, Baard Owe.

Mest berømte danske bygning: Operahuset i Sydney.

Antal af kæderygere: 10% af befolkningen. (Alle sidder ved siden af dig, når du er på café)

Antal af overvægtige danskere: 22% af befolkningen.

Antal af fjordrejer på smørrebrød i Tivoli: Seks.

Den danske nationalret: Shawarma.



Vigtigste danske opfindelse: Atombomben.

Næstvigtigste danske opfindelse: Hygge.

Tredje vigtigste danske opfindelse: Korkbæltet.



Bedste turist attraktion, hvis du kan li' riddere, kanoner og prinsesser i stramme korsetter: 1. Frederiksborg slot. 2. Kronborg slot. 3. Egeskov.

Bedste turist attraktion hvis du er otte år gammel: Legoland.

Bedste turist attraktion, hvis du er enogfirs: Tivoli.

Mest overvurderede turist attraktion, som du tvinges til at vise dine udenlandske gæster, selv om du ikke gider: Den lille havfrue.

Det er den slags svineri vi danskere må finde os i hver dag fra udenlændinge. Se, hvor de besudler vores nationalklenodie. Men vi danskere er tolerante. Vi halshugger ingen, selv om det nok skal komme.

Største øjeblik i danmarkshistorien: Da de danske vikinger erobrede England i det 11. århundrede.

Næststørste øjeblik i danmarkshistorien: Da Danmark vandt EM i fodbold i 1992.

Mest overvurderet idiot i danmarkshistorien: Christian IV.

Største internationale hit nogensinde, men lad vær' med at lytte til det: Barbie Girl af Aqua.

Værste danske accent i berømt Hollywood film: Meryl Streep som Karen Blixen i Out of Africa.



Smukkeste byer i kongeriget: København, Helsingør, Ærøskøbing, Faaborg, Ribe, Skagen, Svaneke, Århus.

Steder, som bør undgås for enhver pris: Mørke, Ringsted, Fisketorvet i København.

Højeste punkt i fædrelandet: 1. Yding Skovhøj 2. Vores selvfølelse.

Bedste måned at begå selvmord, fordi det er koldt, og alle hellere vil være i Thailand: Januar.

Bedste danske karaktertræk: Tolerance, sans for humor, udtrådte sandaler.

Værste danske karaktertræk: Intolerance, sarkasme, små sko.

Hvad en amerikaner vil savne mest, når hun besøger Danmark: Starbucks, TV værter med kridhvide tænder.

Hvad en italiener vil savne mest, når hun besøger Danmark: Godt brød, mode, T-shirts af Silvio Berlusconi.

Smukkeste område i Denmark: Silkeborg søerne.



Berømtheder, som elsker København fordi vi tvinger dem til det: Danny Kaye, Woody Allen, Bryan Adams, Per-Olov Enquist, Gwyneth Paltrow, John Cleese.

Åndsvageste ting en udlænding kan sige til en dansker: Hvor er det, du kommer fra i Tyskland ...?

Næstmest åndssvage ting en udlænding kan sige til en dansker: Ih, hvor kan jeg altså bedre li' Sverige.




Dette var din guide til verdens ældste kongerige.

Hvis du ikke har nogen udlændinge at vise den til, så brug den til at fylde dig med stolthed over at du er dansker med stort D.

Og når vores naboer fører sig frem, så husk at fortælle dem, at både Sverige og Norge plejede at være dansk. Det samme gjalt England, Island, Nordtyskland, Letland, Dittmarsken og St. Thomas.

I dag er Danmark en krigsførende nation igen, så udlandet skal ikke komme for godt i gang. Vi danskere har vold i blodet; vi plejede trods alt at være vikinger.

Ha' en god sommer, alle sammen!

torsdag den 29. maj 2008

Blandt skyskrabere og afrikanske stridsmænd på Manhattan. (Dagbog fra PENs World Voices litteraturfestival i New York.)

Nobelpris nominerede Nuruddin Farah og jeres bloghoved uden for Brooklyns bibliotek efter et af de mange PEN arrangementer til World Voices festivalen i maj 2008
1.
Der er gratis kondomer i New Yorks hyggeligste boghandel, Housing Works Bookstore Café i Soho. Om det er fordi det er meningen, at kunderne skal ha' samleje med forfatterne, ved jeg ikke. Ideen er i hvert fald underlig, for så vidt jeg husker, får man ikke udleveret kondomer, når man går ind hos Arnold Busck - ikke engang, hvis man vil købe en bog af Erica Jong.

Jeg er i New York for at lytte til et af de ca. 75 arrangementer, som PEN holder med forfattere fra hele verden, bl. andre Umberto Eco, Salman Rushdie, Annie Proulx (Brokeback Mountain) og Michael Ondaatje (Den engelske patient). Arrangementet hedder World Voices, A Festival for International Literature. Her i boghandlen er vi vel omkring tredive mennesker, der lytter til et panel med tre mere ukendte forfattere. Temaet er Public Lives/Private Lives - og verden som én famile. Og det er netop det, der er den røde tråd gennem paneldiskussionerne: Vi stammer fra forskellige lande og kulturer, men vores hovedsprog er litteraturens.

"First of all, I'm from the nation of fiction," siger Rick Moody. "Hvis jeg skal sætte en etiket på mig selv, føler jeg mig langt mere som forfatter end som amerikaner."

Rick Moody var en af fine amerikanske forfattere, der besøgte Dansk Pen i vinters sammen med sin kone og en gammel guitar. Det var et minderigt ophold. "I loved it over there," siger han til mig med stor oprigtighed og haster videre til et af de andre programmer, som inkluderer ca. 179 forfattere. Rick Moody har bl.a. skrevet The Ice Storm, som blev filmatiseret for ca. ti år siden af Ang Lee.


2.
Jeg bevæger mig gennem New York, ned ad krogede gader i funky West Village, til 59. Street omgivet af skyskrabere og stressede forretningsmænd med fodsved, til udkanten af the melting pot over alle melting pots, multi-kulturelle Brooklyn. World Voice arrangementerne er spredt over hele byen - i alt fra irske institutter til jødiske museer, til Joe's Pub og til det stilige Scandinavia House på Park Avenue. Det skal lige siges, at jeg ikke selv er på, men jeg håber, jeg får lov næste år, for så er Zarens dværg udkommet i USA, Frankrig og Canada.

Til gengæld kan jeg så nyde, at en anden dansker repræsenterer de rød-hvide farver. Det er Christian Jungersen, som taler om ondskab på intet mindre end 5. Avenue. Ikke ondskaben i ham selv, men i hans roman Undtagelsen, der fik flotte anmeldelser i New York Times sidste år. Han er sat sammen med en hollandsk forfatter, Lieve Joris, der har boet i Congo og som har skrevet en bog om en af virkelighedens massemordere - en terrorleder, der langt fra er en af Guds bedste børn.

Det er Nuruddin Farah til gengæld - den somaliske forfatter, som alle regner med vinder nobel prisen en dag - alle, lige bortset fra ham selv. Nuruddin Farah er nemlig ydmyg over for sin imponerende karriere, og når folk fortæller ham, at han er Afrikas største nulevende forfatter, kigger han gerne ned i gulvet, op i loftet eller ind i ens næsebor.

Jeg er glad for at se Nuruddin igen. Vi kender nemlig hinanden fra Ledig House - en international forfatter-koloni uden for Hudson, hvor vi begge havde legat i maj-april 2002. Her gik vi mange spadsereture; vi spillede havecrocket på en saftig plæne med udsigt til the Catskills mountains og et par liderlige dådyr. Vi gjorde også alt for at undgå at tage opvasken. Hvad vi sjældent gjorde var at tale om litteratur. Men vi grinte godt sammen, så måske er det derfor vi har holdt en sporadisk kontakt. Af uforståelige grunde døbte Nuruddin mig dengang Pierre the Dane - et navn, der har vist sig at være profetisk, for siden er tre af mine romaner udkommet i Frankrig, og jeg har vundet den frankofone litteraturpris.

Nuruddin Farah er med i et panel, der hedder Writing Place, Finding Refuge sammen med Fatou Diome fra Senegal, Etgar Keret fra Israel og Xiaolu Guo fra Kina. De er en fin gruppe, der supplerer hinanden strålende og har mange interessante ting at sige om at skrive og om at leve.

"Jeg er træt af at blive kaldt for kinesisk forfatter" siger Xiaolu Guo, "for jeg nægter at repræsentere noget som helst land. I Kina er jeg nødt til at tænke på, hvem der er formand, ikke på hvad jeg har lyst til at skrive. Derfor nægter jeg at komme noget som helst sted fra."

Nuruddin Farah supplerer: "Man kan slet ikke sige om en forfatter, at hun er fra Afrika eller Europa. Det er alt for vage begreber. I øvrigt har en forfatter ikke brug for et land, men for et stille rum med en computer."

Fatou Diome ler højt: "Et stille rum? Der findes ingen stille rum i Senegal. Derfor var jeg nødt til at flytte til Paris, ellers havde jeg aldrig fået skrevet et ord. Frankrig er en stige, hvorfra vi afrikanere betragter vores kontigent ... Forstår I, i Dakar ville jeg aldrig kunnet få lov til at være alene - det tillader vores kultur ikke, så dér ville jeg være nødt til at dræbe en masse mennesker, før jeg kunne få ro til at skrive."

Fatou Diome ler ved tanken, men ser ikke ud til, hun kunne finde på det. Men man ved jo aldrig. At skrive er et farligt erhverv, både for os selv og vores venner; det ved vi alt om i PEN ...


3.
Det der med at dræbe er også et tema i en anden diskussion, der finder sted to dage senere. African Wars hedder panelet. Det foregår på det franske institut og lever op til sit navn. Diskussionen bliver klart domineret af den zimbabwske forfatter og journalist Chenjerai Hove. Han afbryder nemlig alle andre, hver gang han kan komme til det, og moderatoren har svært ved at styre ham. Efter en time står det klart for alle, at Hove må få prisen som Årets Kværulant, men derfor er han nu interessant at høre på alligevel.

"Jeg er træt af europæere, der drager tre måneder til Kenya, og derefter kalder sig selv eksperter i Afrika," siger han fortørnet. "Hvordan kan man være ekspert i Afrika, når man kun har besøgt ét afrikansk land i nogle få måneder? Det er fuldstændig latterligt!"

Den store mand fortsætter: "Jeg bor i øjeblikket i Stavanger i Norge, fordi jeg ville blive dræbt, hvis jeg blev i Zimbabwe. For et stykke tid siden kom en dreng op til mig og spurgte: "Er Afrika lige så stort som Norge?" Det er en typisk europæisk kommentar. Folk ved intet om vores kontinent. De kender os kun for tre ting: Kupforsøg, zebraer og stammekrige. Men hvorfor er der aldrig nogen, der skriver noget om, hvor smukt Afrika er? "

Senere kommer han op at skændes med Nuruddin Farah. Og moderatoren. Og sig selv. Men han er nu ikke til at stå for alligevel, den zimbabwske forfatter, der er strandet på et smukt norsk fjeld med sin vrede og sin fjerpen ...


4.
På vej hjem fra et af panelerne følges jeg med Nuruddin Farah. Vi kører til hans hotel på Lexington Avenue. Han er træt, for alle river i ham. Nogle vil ha' interviews, andre vil ha' signeret deres bøger. Efter det sidste panel kom to studerende hen, der var ved at skrive en PHD om hans forfatterskab (flere af hans bøger er oversat på dansk). Den ene stillede ham et spørgsmål, der var så langt og akademisk, at han så træt på hende og spurgte: "Was that in English?"

Men nu sidder Nuruddin i taxaen sammen med Fatou Diome og mig. Vi taler om vores tid sammen på Ledig House; om en tysk poet og en ukrainisk hvirvelvind, som Nurudin havde det svært med - men pludselig kan jeg ikke finde min mobiltelefon. Vi leder efter den på gulvet i taxaen, men enten er den blevet stjålet, eller også har jeg tabt den.

"You may have lost your phone but you found an old friend," siger han til mig med et smil.

"Det er en alt for stor pris at betale," svarer jeg tørt og fortsætter med at lede. Nuruddin griner, og da han står af på Lexington Avenue, føler jeg virkelig, at det er fedt at være en lille bitte del af Rick Moodys Nation of Fiction.

Nuruddin Farah, Senegals muntre Fatou Diome og lille mig, New York, maj 2008.

5.
Følelsen bliver endnu stærkere næste dag, hvor jeg spiser brunch med en slovakisk ven og hendes to børn, som hun har fået med en finsk meksikaner (ja, de findes) og en Honkong kineser. Flere af verdens kontigenter kan anes i deres ansigter, mens de bider i deres bagels. Og da vi bagefter går gennem Brooklyns gader, hører vi russisk, kinesisk og italiensk i én pærevælling. Det er ikke så mærkeligt, for Brooklyn er den bydel i verden med flest russiske og kinesiske indvandrere. Ja, det er lige før, man får et chok, hvis man møder en "rigtig" amerikaner - sådan én, der taler uden accent.

Det sidste foredrag, jeg går til, er med en række amerikanske forfattere. Som ved alle arrangementer står der en tom stol på scenen. Den repræsenterer en fængslet skribent et eller andet sted i verden. I øjeblikket kører amerikansk PEN en kampagne for at få frigivet tres kinesiske journaliser, som er buret inde for at sige deres mening, mange af dem i flere år. Før hvert foredrag beder PEN publikum om at skrive under på en klage til det kinesiske konsulat. I forhallen ligger der også bøger om ytringsfriheden og en liste med fængslede skribenter fra både Mongoliet og Montevideo.

Men det er et smukt symbol - den tomme stol på scenen i verdens mest højrøstede by - i dette New York, hvor alle har en mening om alt. Hele tiden. Døgnet rundt.

6.
Næste morgen ta'r jeg tilbage til Oregon, hvor jeg skriver og underviser en del af året. I flyet tænker jeg på de seks arrangementer, jeg har overværet. Hvad har gjort størst indtryk på mig? Bortset fra mødet med min gamle bekendte fra Somalia tror jeg, det må være den israelske forfatter Etgar Keret, som er en berømt humorist i sit hjemland.

På et af panelerne fortalte Etgar Keret, at han altid var nødt til at være glad, da han var barn. Hans forældre var nemlig holocaust overlevere, så det var ham, der måtte sørge for den gode stemning. Derfor elskede han at skrive, for i sine skriverier kunne han være vidunderlig modbydelig - han kunne være sur, ondskabsfuld og lave grin med alle dem, han havde lyst til.

Engang for kort tid siden var den voksne Etgar Keret så til et møde med en række palæstinensiske forfattere. Mødet var ikke gået særlig godt, men pludselig var der én af palæstinenserne, der havde lænt sig over mod ham og sagt:

"Ved du hvad? Det kan godt være, at vi ikke kan lide hinanden, men hvis personerne i vores noveller mødtes, tror jeg, de ville hygge sig. Det er jeg fuldstændig overbevist om, de ville!"




Alle skrivende mennesker burde støtte PEN. Skriv til pen@pen.dk eller check PENs hjemmeside www.pen.dk, som snart bliver opdateret.

onsdag den 28. maj 2008

Kyoto, Tokyo, Nozumi - og en rask lille sushi skandale.



1.
Det hedder Nozumi. Det er verdens næsthurtigste tog. Det går fra Kyoto til Tokyo, og det går til tiden!

Her er ingen problemer med dårlige skinner og graffiti på lokummerne. Nozumien er effektiv. Den glider ud af Kyotos station som en sølvpil. Ikke noget med at hoste forbi Valby eller komme i fart ved Glumsø. Nozumien sparker røv med det samme. Inden jeg når at sige domo, er vi oppe på 270 kilometer i timen. Skyskrabere, parabolantenner og rismarker flimrer forbi i aflange farver; mine kinder dirrer jo mere vi kommer op i fart; det er som at rejse med en rumraket, jeg trykkes tilbage i sædet, får næseblod, hovedet er ved at eksplodere, togstewardesserne skriger, inden de kastes ind i væggen med flagrende kimonoer, og min sidste tanke går til de foredrag om H.C. Andersen, jeg skulle holde i dette fascinerende Japan - i dette land, hvor zenbuddhismen er erstattet med teknologisk rastløshed; hvor arbejdsmoralen og disciplinen ville få en tysker til at blegne ... og så flyver jeg gennem toget, inden jeg smadrer ind i et blankpoleret vindue ...

Det er selvfølgelig løgn alt sammen.

Turen er fuldstændig udramatisk. Man kan ikke engang mærke den høje fart i toget. Det er som at rejse i fløde. Til gengæld kan jeg få tiden til at gå med en ærkedansk beskæftigelse: at ærgre mig gul og grøn. Jeg har nemlig fået sæde i øst siden af toget, så jeg kan se Fuijama ... men det regner! Fuijama er væk, hyllet i tåge og erstattet af en konduktør, der bukker og skraber, som om han er betalt for det.

Fogtdal-san er ikke vred, han er ikke bitter, han er skuffet!

2.
Der findes ikke noget mere avanceret end japanske internet cafeer.

Jeg befinder mig trods alt i et land, hvor der er dejlig varme i toletsæderne; hvor der spilles høj skin ger musik, når metrotogene kører ind på stationerne, så de blinde kan høre, om det er det rigtige tog, der skal til at køre dem over. Og i internetcafeerne er der private kabiner, så man kan hygge sig alene. Der er også privat tv, et tæppe og en våd klud. Hvad man kan bruge den sidste til, finder jeg hurtigt ud af. Fyren på den anden side stønner højlydt af det, han ser på sit tv. Det lyder ikke lige frem som børnetimen. Men det er måske lige akkurat, hvad det er, når man tænker på, hvad de sælger en del af i de mørke butikker i Japan ...

Man kan også overnatte på internet cafeen. Og ta' solarium. Der er gratis drinks med i prisen, og hylderne er fuld af tegneserier. Et par sandaler står på gulvet, hvis man skulle få lyst til at vandre rundt på de 22 kvadratcentimeter, man har til rådighed.





3.
Næh, så foretrækker jeg templerne i Kyoto. For sådan en reinkarnations rocker som mig er det som at komme i himlen. Det ene fantastiske tempel afløser det andet i den gamle kejserby. Nogle ligger i bykernen, andre i de bløde bakker omkring centrum. Alle er fantastiske smukke og stemningsfulde. Men også her er det vanskeligt at komme i den rette zen stemning. Det er desværre japansk ferie, så Japans smukkeste by er fuld af lokale turister. Til gengæld er vejret vidunderligt, 23 grader og høj sol. Af samme grund er de berømte efterårsfarver forsinket. Dem når jeg kun at se i orange glimt ... et rødt blad her, lidt tobaksgule farver dér.

Men jeg gør min pligt: Jeg nyder den berømte guldpavillion og den fede røgelse, der hænger i templerne. Og sidst, men ikke mindst, jeg nyder sumobryderen, der kommer vraltende, fed som en fyrste. Han må være mega berømt for alle hviner og ta'r billeder. Bryderen er en lavstammet fyr på omkring 250 kilo, og hans ansigt ser ud, som om nogen har tygget på det.

Nej, buddhistisk fordybelse er svær at opnå her, så det venter jeg med til næste inkarnation, hvor jeg selvfølgelig vender tilbage til Kyoto og opnår fuld oplysning ...




4.
I Osaka taler jeg på et universitet, jeg ikke kan udtale. Jeg er blevet inviteret af den danske sendelektor Bente Høilund, som tager sig godt af mig. Hun underviser japanerne i dansk, og til mit store chok er der mange i klassen. De ler høfligt af Fogtdal-san, og da jeg spørger en af studenterne, hvorfor hun har valgt at studere så lille et sprog, rødmer hun klædeligt.

- Jon Dahl Tomasson, siger hun.

Jeg kigger fåret på hende: - Jon Dahl Tomasson, gentager jeg.

- Ja, han er så flot.

Jeg nikker og går beskæmmet bort, men efter en time kommer jeg i tanke om, at det kunne ha' været værre; det kunne ha' været Stig Tøfting.


5.
Det er virkelig pinligt.

I de ti år jeg har spist sushi, har jeg begået den ene helligbrøde efter den anden. Det finder jeg ud af samme aften i Osaka, hvor jeg spiser med Bente og en japansk professor, der er ekspert i skånsk historie. Ja, i løbet af de næste ti dage får jeg mange hints om, hvordan man bør gebærde sig udi kunsten at spise sushi.

Derfor har jeg begået en liste med Syv Bud, som viser, hvordan man undgår en skandale, når man gør sig på japanske restauranter.

Det er nu, du skal tage noter:

FØRSTE BUD. Dyb ALDRIG hele sushien i din soyaskål. I Japan er ris Gud. Du dypper heller ikke Frelseren i soya der hjemme, gør du?

ANDET BUD. Skænk aldrig saké op til dig selv. Vent tålmodigt på, at din debile bordherre opdager, at det er en time siden, du har tømt dit krus.

TREDJE BUD. Det er tilladt at spise sushi med fingrene. Faktisk foretrækker japanerne, at du gør det i stedet for at du stikker øjnene ud på dem med spisepindene.

FJERDE BUD. Rør aldrig ved andres sushi med dine spisepinde, med mindre du vil starte Tredje Verdenskrig.

FEMTE BUD. Hvis du snakker forretninger under dit sushi orgie, gi' altid dit visitkort fra dig med begge hænder. Hvis du selv får et visitkort, studer det længe, check bagsiden, stil begavede spørgsmål, smil. Når du er færdig med måltidet og har fordøjet dine toogtyve sushi, kan du lægge kortet væk, ikke et øjeblik før.

SJETTE BUD. Puds aldrig din næse i et lommetørklæde, som du lægger tilbage i lommen. For en japaner er det lige så ulækkert, som det ville være for dig, hvis en udlænding delte ud af dine bussemænd på en dansk frokost-restaurant.

SYVENDE BUD. Hvis du er i tvivl om, hvor mange skandaler, du har forvoldt, så smil. Og buk! Smil, for helvede, buk!





I dag forlader jeg Tokyo, der ligner en stor lysreklame. Der er altid noget, der blinker i denne by på ca. 20 millioner, hvis man tæller Yokohama med, og det gør man.

Ja, det er med tårer i øjnene, jeg forlader dette fascinerende land, hvor der næsten ikke er nogen øjenkontakt på gaden; hvor kvinderne slæber fødderne efter sig, som om de er for afkræftede til at spadsere; hvor buschaufførerne har mikrofon, så de kan takke hver eneste passager for at have betalt for billetten; hvor værterne i TV-Avisen bukker så dybt, at du er bange for, de aldrig rejser sig igen; hvor tre af de tolv, der kom til mit foredrag i Tokyo faldt i søvn, fordi de havde haft en lang arbejdsdag - hvor en af dem, der ikke tog sig en lur var en mand, der havde arbejdet på den japanske ambassade i København og havde boet seks år i Virum: Ach so, sagde han hver gang, jeg fortalte ham noget, ach so!

Jeg elsker Japan; det er fandme svært at lade være!


November 2005

Jagtpornografi i Alaska



Der er hedebølge i Alaska.

Solen skinner, det er minus otte grader, og på universitetet i Fairbanks går flere af de studerende rundt i shorts og T-shirt.

Jeg børster sne af min tophue og løber ind for at holde et af mine foredrag på University of Alaska. Det foregår på det naturvidenskabelige museum, som ligger i en stor hvid bygning, der ligner et bundfrossent stykke cheesecake.

Da jeg kommer ind, ser jeg til mit chok, at podiumet er placeret foran en udstoppet bjørn på to meter, sådan at jeg skal snakke, mens den brune grizzly stirrer mig vredt i nakken. Heldigvis er det noget, jeg kan bruge som foredragsholder, så hver gang publikum ser ud, som om det er ved at kede sig, vender jeg mig om og snakker med bjørnen – hvad kan man ellers forvente af en forfatter fra et eksotisk land som Danmark?

Jeg er på en tre ugers foredragsturne i USA, til staterne Washington, Alaska og Oregon. Turen er sponsoreret af de flinke mennesker i Kunststyrelsen, og jeg gør alt for at præsentere hjemlandet på anstændig vis. F. eks. har jeg taget en ren skjorte på, og jeg snakker med stor entusiasme om Danmark, mit forfatterskab og om Tycho Brahe, der er hovedperson i min nye roman, Jupiters time. Folk lytter venligt, griner hvor de skal grine, selv om ingen af dem har hørt om mig før – eller om Danmark for den slags skyld.




Fairbanks ligger i hjertet af Alaska, på en flad slette på højde med midt-Norge. Der bor kun 25.000 indbyggere, og selv om Fairbanks ligner de fleste andre amerikanske byer med sit fintmaskede net af hovedveje og gudsforladte indkøbscentre, er her utrolig spændende - for Fairbanks er dækket af dyb sne og fotogene elge.

Til min store irritation har jeg ikke set nogen endnu. Elgene er ellers over alt. De er ikke spor bange for mennesker og kan godt finde på at komme op til husene og spise de græskar, der bliver brugt til halloween. Forleden morgen sagde radioen, at trafikken var gået i stå på motorvejen til Anchorage, fordi en elg havde lagt sig på kørebanen. Det er dog intet imod nyheden for en uge siden; dér havde en elg nemlig viklet sit gevir ind i nogle elledninger, så en lille by havde mistet strømforsyningen ...

Apropos døde elge bliver jeg dybt forstemt over The Outdoors section i den lokale avis, Fairbanks Daily News-Miner. Den har nemlig fire sider med fotos af jægere, der viser deres bytte frem: How they bagged their trophy bulls, lyder overskriften.

Jeg bladrer sektionen igennem og lærer, at det giver prestige at skyde en elg med et gevir på over 60 inches. Så bliver man nemlig medlem af The 60 Inch Club og får visse privilegier: et af dem er åbenbart at komme i avisen. Derfor kan man nu nyde fotoene af disse lumberjack-klædte helte, der smiler til kameraet ved siden af deres skamskudte moose. Den mest perverse af dem holder endda en død elgs hoved op, så det ser ud, som om den smiler til fotografen.

- Det er jagtpornografi, siger en norsk studerende til mig. - Den slags har vi også masser af i Norge.

Nordmanden ryser på hovedet, mens vi studerer avisen. Vi bor i en rød træbolig, The Nordic House, hvor universitets gæster bliver indlogeret. Bygningen er interessant, fordi den blev konstrueret for danske penge i tresserne. På det tidspunkt var der en udveksling mellem akademikere fra Danmark og universitet i Alaska. Det må være derfor, at reolen består af danske bøger, som for længst er gået i glemmebogen. Den mest interessante er en kogebog fra Ærø med gule æselører og fine bernaise-pletter.

- Jeg kan ikke udstå, når jægerne mangler respekt for dyrerne, siger  nordmanden fortørnet. Hun hedder Unni og er biologi studerende. Hun har hovedfag i moose, og det virker som et interessant studium. Hun  skal nemlig tælle elge. Unni bliver proppet ind i et firemandsfly, der flyver lavt hen over området, og hendes opgave er så at tælle de elge, hun kan få øje på. Hun tæller elgene til venstre for flyet; en anden studerende tæller dem til højre. Det hedder et moose survey og skal tages meget alvorligt. Ja, man kunne næsten kalde det for en videnskab.

- Men hvad så hvis du kommer til at tælle den samme elg to gange? Bliver det så trukket fra i din løn? spørger jeg.

- Det kan man ikke komme til. Flyet bevæger sig jo hurtigere end elgene.

Jeg nikker misundeligt. At tælle elge må være langt sjovere end at tælle får. Eller skrive romaner for den sags skyld.




Om lørdagen bliver jeg vist rundt i området af en lokal guide, en svensker, der bor her, fordi han blev træt af Abba (!). Vi kører ud i bakkerne, hvor sneen ligger som et tykt tæppe. Det er stadig varmt for årstiden: minus ti grader. Men da det er en tør kulde, føles det mere behageligt end plus fire i Østre Anlæg.

Min vært fortæller mig, at de har mange bjørne i området: - Men elgene slår faktisk flere mennesker ihjel end bjørnene. Det er fordi de ser så fredelige ud. Folk går for tæt på, og det kan elgene ikke lide - og så sparker de altså. Og de sparker hårdt, skulle jeg hilse og sige!

Han laver en behørig pause og betragter mig. Jeg er dybt imponeret, sikkert fordi jeg kommer fra et land, hvor det farligste dyr er mariehønen.

Vi sidder i bilen og drikker sort kaffe af en bulet termokande. Egentlig var mit ønske at vandre i bjergene, men det er der for meget sne til, og da min svenske guide er alt andet end sporty, bliver vi siddende i bilen. Jeg spejder desperat efter en bjørn, men får kun øje på en rusten Buick.

- Der er næsten ingen natives tilbage i Alaska, siger den flinke svensker. - De fleste folk er tilflyttere. Mange er faktisk efterkommere af de gamle guldgravere, som kom til Alaska for at søge lykken. Men selv om ingen søger efter guld i dag, så er der stadigvæk en frontier spirit her oppe. Folk flytter til fra resten af USA, fordi de ser sig selv som eventyrer. Eller fordi de vil starte forfra efter en skilsmisse. Og så holder Alaska boerne sammen på en anden måde, end man gør i resten af landet – også selv om her er fuld af særlinge!

Jeg nikker. En af de første dage i Alaska var jeg ude at besøge Hank, en studerende, der boede i en hytte i udkanten af Fairbanks. Den var omgivet af birketræer og vragdele fra en snescooter. Hytten havde ingen varme, kun en brændovn, der arbejdede på fuld tryk. Der var et tyndt lag is på indersiden af ruderne, men Hank elskede det. Han syntes aldrig, han havde det for koldt. Snarere tværtimod.

- Jeg flyttede hertil, så jeg kunne stå på ski syv måneder om året. Han rakte ud efter nogle tændstikker. – I øvrigt er det først ved minus halvtreds grader, det begynder at blive en smule ubehageligt ...

Jeg ler højlydt. For mig er al vejr under toogtyve plusgrader en forbrydelse mod menneskeheden. Efter en time siger jeg farvel til Hank og bliver kørt tilbage til Nordic House.

En gammel plakat fra Humlebæk byder mig velkommen i varmen. Jeg går hen til fjernsynet, hvor to politikere sviner hinanden til i dyre reklamer.

Udenfor kantinen får jeg øje på det tåbeligste skilt, jeg har set i mit liv: DO NOT MOVE THE FURNITURE OUTDOORS.

Termometeret viser minus atten.






Oktober 2004

Zarens dværg som Gyldendal pocket, 69,50 kr.

Zarens dværg som Gyldendal pocket, 69,50 kr.
Tredje udgave. 20.000 solgte eksemplarer. Også udgivet i USA, Canada, Frankrig og Portugal. *******