onsdag den 31. maj 2017

Min nye roman Det store glidefald udkommer den 1. september, 2017





Jeg udkommer med en ny roman den 1. september, som hedder DET STORE GLIDEFALD. Jeg startede på den i februar 2009 og har skrevet den både på engelsk og dansk, men den danske version er blevet færdig først.

DET STORE GLIDEFALD handler om en dansk-amerikansk reklamemand, Nick, som tager til Indien for at møde sin indiske guru, Sri Bhakti, men da han ankommer til ashramen nord for Varanasi, finder han ud af, det ikke er let at blive Oplyst. Ikke nok med det, Nick konfronteres med den ene uhyrlige og farceagtige oplevelse efter den anden, indtil han ikke aner om guruen er en ny Jesus eller en svindler.

DET STORE GLIDEFALD er en alvorlig farce om tro, tvivl, fanatisme, spiritualitet, guru-dyrkelse - og romanen stiller et vigtigt spørgsmål: Er det religionerne, der har svaret på livets store spørgsmål eller er det et helt andet sted, vi skal lede efter svarene på livets store spørgsmål?

Jeg har selv haft en del oplevelser med tre indiske guruer, men de er intet imod det, der sker i romanens absurde univers, så der er ikke tale om en selvbiografi, men jeg ved, hvad jeg taler om, og selv om romanen har satiriske aspekter, er jeg loyal imod alle søgende mennesker - synes jeg i hvert fald selv.

Der er reception for bogen hos Arnold Busck på Købmagergade fredag d. 1.september klokken 16-17.30. Kig forbi og få signeret en bog eller ti.





Zarens dværg som Gyldendal pocket, 69,50 kr.

Zarens dværg som Gyldendal pocket, 69,50 kr.
Tredje udgave. Over 20.000 solgte eksemplarer. Også udgivet i USA, Canada, Frankrig, Portugal og Ukraine. *******