En lille prætentiøs verdensturné er altid god for fordøjelsen ....

Jeg skal på verdensturné.

Det lyder som pral, og det er det sådan set også. Men det er heldigvis sandt, hvilket beviser, at selv almindelige forfattere som mig kan være heldige.

Jeg er jo ikke noget kæmpenavn - det skulle da lige være i min egen bevidsthed, men man kan da roligt sige, jeg får noget ud af, at The Tsar's Dwarf/La Naine du Tsar/A Ana Do Czar (Zarens dværg) er udkommet på engelsk, fransk og portugisisk.

Foreløbig har jeg holdt 27 foredrag om den i USA, hvor den går fint - jeg har snakket på festivaler i Strasbourg og signeret bøger i Lissabons største boghandel, FNAC.



Lissabon, efteråret 2006

Og nu er jeg pludselig ud af det blå blevet inviteret til store bogfestivaler i Athen og Montreal.

Det er simpelthen så dejligt, når ens drømme begynder at folde sig ud. Jeg har jo arbejdet som et svin med mine skriverier siden jeg var 16. Indtil omkring 2004 var jeg ret frustreret med min karriere - men de sidste fem år har verden åbnet sig op for mig som en godmodig østers (hvis østers er godmodige?)

Her er mit program for de næste to måneder, så hvis I kender folk disse steder, giv dem et praj. Jeg regner jo ikke med at tale for tusindvis af mennesker, men det gør sgu ikke noget, bare folk er så søde som de har været i USA, Portugal, Frankrig og Fiolstræde.


Scandinavia House, Park Avenue, New York, november 2008

Lørdag d. 12. september kl. 20: Den græske bogfestival. Sted: Det danske institut i Athen, Grækenland.

Tirsdag d. 22. september kl.19: An hour with Peter H. Fogtdal. Host: Jean Fugère. Auditorium de la Grande Bibliothèque; Montreal, Canada, Festival International de la Littérature.

Torsdag September 24 kl. 12.30: Lunchtime Series. Atwatter Public Library, Montreal, Canada. Festival International de la Littérature.

Fredag, 25. September kl. 19: Exercices d'admiration européens. Host: Stéphane Lépine. Flere forfattere taler om deres europæiske yndlingsforfattere og læser et kort udvalg fra hans/hendes bøger. Jeg læser fra Troldmanden af John Fowles i Auditorium de la Grande Bibliothèque, Montreal, Canada.

Fredag 9. Oktober/Lørdag d. 10. oktober (tidspunkt ikke officielt endnu) Wordstock bogfestival i Portland, Oregon, USA - min amerikanske hjemby.

Mandag & tirsdag 28. oktober/29 oktober: Lingnan University, Hongkong, China. En workshop om life writing for universitetets elever og en oplæsning/foredrag om The Tsar's Dwarf.

Dertil kommer et længere skriveophold i Portland og 11 dages research i Benares og Mumbai, Indien, hvor min kommende engelsksprogede roman foregår - så det er altså en prætentiøs lille verdensturné, jeg præsenterer jer for her!

Sådan noget kunne selvfølgelig ikke lade sig gøre uden legater. Derfor vil jeg gerne sende en næsten liderlig tanke til Scan Design i Seattle, Den danske ambassade i Athen, Goethe instituttet i Montreal, DPA, CopyDan og Kunststyrelsen, litteratur.

Også en varm tak til mine læsere, som der heldigvis bliver flere og flere af. Det er lige godt sjovere at være forfatter, når man bli'r læst af dejlige mennesker fra både Tarm og Tuscaloosa ...

Livet er dejligt. Den tilståelse vil jeg gerne komme med ...

Bemærk hvor dårligt de to orange farver matcher hinanden, men en skrivenomade kan virkelig ikke ta' sig af den slags ...


*******

LYSTREJSEN - min kærlighed til italienske modalverber og koparrede konger

Forleden var der en boghandler, som sendte mig en dejlig mail.

Jeg kendte ham ikke, men han havde lige læst Lystrejsen og skrev, at det var den bedste danske roman, han havde læst i årevis.

Nu er jeg selvfølgelig ikke til fals for smiger. Og dog - hvilken krukke er ikke det? At være forfatter er jo et ensomt erhverv, så når ens læsere roser en, ender man altså med at tude ned i sin abrikos-te.

I dag får jeg mere respons fra mine amerikanske læsere end mine danske, så derfor er det ekstra dejligt, når man møder sine landsmænd på Facebook - eller i Kgs. Have, hvor en cykeltaxi-chauffør stoppede mig i juni og sagde, han havde nydt Letmælksprofeten - den udkom for atten år siden!



Lystrejsen er fra 2002 - og foregår i 1708. Frederik IV beslutter at tage på en rejse til Italien. Ingen i Europa forstår hvorfor. Er kongen blevet gal? Overvejer han gå over til katolicismen? Eller har han skjulte politiske motiver?

Men sandheden er en anden. Frederik den Fjerde vil i al hemmelighed besøge sin ungdomskærlighed, Maria Maddalena Trenta fra Lucca. Der er kun ét problem: Da Frederik når til Toscana, finder han ud af, at Maria Maddalena er gået i kloster og at hun ikke har lyst til at se ham ...

Alt dette er en rigtig, men ukendt episode fra danmarkshistorien. Da jeg læste om affæren, vidste jeg øjeblikkeligt, at jeg skulle skrive den. Jeg havde det ligesom Maria Maddalena og Frederik havde ventet på mig. For det første har jeg altid været vild med enevoldskongen. Og så har jeg selv boet i Lucca i Toscana, hvor Frederik IVs ungdomskærlighed var fra.

Det er måske idiotisk, men jeg forstår Frederik IV bedre end historikerne! Han var ikke kun en dygtig bureaukrat, men også en sentimental drømmer. Alt det hviskede hans spøgelse til mig, da jeg skrev Lystrejsen. Han er også sur over, han ikke er mere kendt. Og det er helt forståeligt. Han var en langt bedre konge end Christian IV.

På research i Vicenza. Engang imellem er det ikke så tosset at være forfatter.

Jeg tror, at de historier vi forfattere vælger at fortælle siger meget om om selv. Frederik den Fjerde afspejler min egen kærlighed til Italien, Venedig og latinske skønheder (og min "surhed" over ikke at være mere kendt, ha-ha?)

Samtidig var romanen utroligt sjov at skrive, fordi den gav mig mulighed for at rejse rundt i Italien med et fedt legat i baglommen. At drikke cappuccinoer på statens regning må aldrig undervurderes.

Og så er det altså sjovt at læse kilder fra 1708 på et støvet bibliotek i Vicenza og finde ud af, at ingen dansker før mig har haft dem i hånden!

Eller stå i en bank midt i Rom og vide, at dette var soveværelset, hvor Frederik overnattede, da han var på dannelsesrejse i 1692-93. Det gør det lige godt noget sjovere at veksle sine euroer.

Så jo, der er meget kærlighed i den bog, især til italienske modalverber og koparrede konger.




Nogle få anmeldelser fra 2002 og 2003:

"Det er mageløst beskrevet ... Fogtdal forstår at fremtrylle det ene atmosfærefyldte sceneri efter det andet, tilsyneladende ubesværet og - skønt med tidstypiske detaljer - af en ynde og lethed, så man lader sig rive med ... Det er en ublandet fornøjelse at læse bogen." Helle Hellmann, Politiken

"Det er smuk og gådefuld læsning .. historisk romankunst, når den er bedst." Leon Jaurnow, Kristeligt Dagblad

"Lystrejsen" er skrevet i et vidunderligt sprog, der på en gang bringer os tilbage i den fjerne fortid og taler til os med nutids ord." Hanne Reintoft, Bonniers bogklub/12 Bøger

Læs den. Så gør du mig glad!

*************

Et godt bud: Rolf Sørensen og Tom Kristensen vinder Tour de France?

"Vinder Tom Kristensen Tour de France?" spurgte en lille dreng mig i Monaco, da feltet kørte forbi.

"Nej, det gør Rolf Sørensen," sagde hans storebror.

Denne samtale fandt sted dagen før Tourens start i Monaco, og det er der en god grund til.

Der skulle nemlig køres et kriterium på ruten med en masse kendisser, bl.a. fyrst Albert i stramt cykeltricot (alt for stramt cykeltricot) plus Eddy Mercx, Bjarne Riis, Paolo Bettini, Erik Zabel, Ivan Gotti, Laurent Fignon, Rolf Sørensen og Danmarks store racerkører Tom Kristensen.

Kriteriet var et velgørenhedsløb, men ikke for kræft; det har Lance Armstrong patent på.

Jeg var til stede, fordi jeg besøgte min bror, som bor i Sydfrankrig. Han er gode venner med Tom Kristensen, som faktisk formåede at blive nummer 8 i løbet med alle de tidligere cykelstjerner.

I de første runder førte fyrst Albert an. Det betød, at feltet holdt en imponerende gennemsnitsfart på 9 kilometer i timen - selv min mormor kunne ha' været med. Senere blev det dog alvor. Det kunne man se på Bjarne Riis mund, som begyndte at skumme ligesom i de vampyr film, jeg plejede at se som dreng.

Under løbet fik jeg en hyggelig snak med Tom Kristensens kone, Hanne. Hun berettede, at Marco Patani også var i feltet. Da jeg lagde en beroligende hånd på hendes skulder og fortalte, at Patani faktisk var død, brød den stakkels kvinde sammen i krampegråd.

Hanne blev dog trøstet af sin mands fine placering i feltet. Tom Kristensen sparkede så meget røv, at Rolf Sørensen kom hen til ham bagefter. Det fyldte mig med ærefrygt. Jeg har nemlig været kæmpe Rolf Sørensen fan, siden han brækkede kravebenet under Tour de France. Og jeg er ikke bange for at indrømme, at jeg tudede af glæde, da han vandt Flanderen Rundt som den første dansker nogensinde.

Nu stod denne cykelgud foran mig. Ja, ikke nok med det, han sagde dav og var så tæt på mig, at jeg kunne tælle fregnerne på hans ben. Der var 7.211, hvis nogen skulle være interesseret.

Rolf havde også udviklet en flot lille topmave, men det var jeg fin nok til ikke at bemærke. Og jeg kunne heller ikke drømme om at nævne det på min blog.

Det eneste, der ærgrede mig på denne dag var, at Michael Rasmussen ikke var med. Men desværre var han blevet smidt ud af løbet, fordi han løj om hvilket luksushotel, han boede på.


Tom Kristensen holder hof foran en flok tilbedere fra et koldt land i Norden.

***************************

Ja, så hænger man altså og hygger sig på Nørreport sammen med Salman Rushdie

1.
Det er et dejligt syn, i hvert fald for mig.

Gyldendal har hængt en plakat op på Nørreport station med nogle af de mange pocket bøger, de sælger i øjeblikket. Til min store overraskelse er Zarens dværg med. Jeg er i godt selskab med bl.a. Peter Øvig Knudsens Blekingegadebanden, Jakob Ejersbys Nordkraft og Salman Rushdies Klovnen Shalimar.

Salman Rusdie hilste jeg faktisk på til en forfatterfest i New York i forbindelse med American PENs World Voices i maj måned. Det møde gjorde mere indtryk på mig end på ham. Og Peter Øvig Knudsen har jeg mødt i min redaktørs kontor i to minutter. Ja, der er ikke grænser for, hvem jeg mænger mig med, både i det virkelige liv og på de store plakater.

Zarens dværg er også udkommet i USA, Canada, Frankrig og Portugal. Og jeg kender en, der købte et eksemplar i Luanda, Angola. Engang imellem synes jeg, at min forfatter karriere er lige så underlig som mig selv.


2.
Denne blog, som hedder Forfatteren Peter Fogtdal, er dødelig jaloux på sin storebror, Danish Accent, min blog på engelsk.

Danish Accent har nemlig vundet en international konkurrence, der er udskrevet af Denmark.net om bedste engelsksprogede blog om fædrelandet.

Jeg vandt for mit bidrag Denmark for Dummies - a Superficial Introduction to the Happiest Country in the World. Jeg får en flyvebillet fra Portland til København og to overnatninger på Hotel D'Angleterre på Kgs. Nytorv.

Det bli'r dejlig surrealistisk. Jeg kan næsten kravle derhen fra min københavnske bolig - men jeg er altså ikke et stort nok menneske til at sige nej til luksus, når det bli'r smidt i hovedet på mig ...

Og hvis det bliver for meget med alle de lysekroner, kan jeg altid snige ned på Nørreport station og glo på Gyldendals flotte plakat ...


Zarens dværg som pocket. Spørgsmålet er om du ikke skal fise ned i din boghandler og købe en til 69,50? Det kan du jo knap nok få et wienerbrød for på en trendy café.


**********

Det er ikke spor sjovt at være pindsvin til Skt. Hans

1.
Nej, hvor jeg nød Sankt Hans aften - solnedgangen, der gik ned over de smukke klitter, fællesskabet i skumringen, de skrigende pindsvin, som omkom i flammerne ...

Jo, der findes ikke noget bedre og værre end danske højtider. Jeg stod på Hornbæk strand med min gode ven, den Kongelige Operasangerinde, som er næsten mere krukket mig. Vi havde det ikke speciel godt med vores tarme, da vi begge havde fortæret nogle fiskefrikadeller på havnen. Derudover var den Kongelige Operasangerinde møgsur, fordi jeg havde gennemtævet hende i minigolf.

"Nej, hvor er du belastende," skreg hun hver gang jeg fik et hole-in-one.

Rent faktisk fik jeg ikke nogen hole-in ones, men der er ingen grund til at hænge sig i den slags detaljer.

Nå, men vi nød den første smukke Sankt Hans aften siden 1807. Og da jeg kørte tilbage til København, var det med stor glæde over, at der er nogen, som engang opfandt livet.

Men det er altså ikke sjovt at være dansk pindsvin den 23. juni. Hvorfor skal fugleungerne og vores ubløde venner også sendes til Bloksbjerg med en fædrelandssang i røven? De er jo næsten et symbol på, hvordan vi behandler de mennesker, der kommer til landet uden at være inviteret ....


2.
Jeg ved ikke, om det er mig, der er noget i vejen med, men slår juni i København ikke den uofficielle verdensrekord for ammende kvinder? De sidder over alt, på parkbænke, på trendy cafeer, ja, selv i folketinget.

Misforstå mig ikke; jeg synes, det er pragtfuldt. De fleste steder i USA ville en ammende kvinde blive proppet i fængsel, hvis hun viste en halv brystvorte på et offentligt sted. Det si'r vist alt om amerikanernes syge forhold til den nøgne krop.

En af de ting, jeg nyder mest ved Danmark er vores naturlige forhold til al kropsligt. Vi er ikke bange for at røre ved hinanden, skubbe, drikke af hinandens krus - og vi er klar over, at offentlig amning ikke er "frækt", men smukt.


3.
Dick Cheney har lige skrevet kontrakt om at udgive sine erindringer.

Forslag til titel, God, I Was Such a Dick in Iraq.


4.
På denne blogs storebror, Danish Accent har jeg skrevet om vores "dovne" kronprins. Den debat stod jo på, da jeg kom hjem fra staterne. Hvis du vil læse mere om det, gå til Why Isn't Crown Prince Frederik of Denmark a True Degenerate?.

Det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg er en stor tilhænger af monarkiet. Men jeg vil ha' de gode gamle dage tilbage. Norge, Skåne og England skal være dansk igen, ellers har monarkiet ingen mening! Vi vil fandme ha' noget for vores skattekroner. Og så har det mere mening at angribe Trondheim end Kabul.



5.
Ak ja. Prins Henrik vil være konge, Thor Petersen vil være præsident, og jeg vil være pave. Ingen er tilfreds med deres liv.

Og dog. Jeg er utrolig glad i låget i denne tid.

Jeg er sund og rask; ikke engang min naturlæge kunne finde en lidelse i mit system, selv om guderne skal vide, hun prøvede. Apropos Skt Hans, så er min naturlæge en moderne heks, som bor i Roskilde. Heldigvis røg hun ikke på bålet. Det ville også være synd, for hun er ualmindelig sød og dygtig.

Andre glæder: Kunststyrelsen har inviteret mig til at medvirke i en stor litteraturfestival i Montreal, hvor jeg skal præsentere The Tsar's Dwarf og La Naine du Tsar, den amerikansk/canadiske og franske version af Zarens dværg).

Derefter skal jeg til Lignan University i Hongkong og gøre det samme. Og så slutter jeg i Indien, hvor jeg har fået støtte til at lave research på min næste roman, som foregår i Chennai, Santa Barbara og Vejle.

Vil I også tillade mig at gøre opmærksom på, at Zarens dværg er blevet genudsendt som Gyldendal pocket for kun 69,50? Du burde kunne finde den i et mørkt hjørne i din boghandel - hvis din boghandel ikke har drejet nøglen om.

Det er jo krisetider, men mon ikke litteaturen overlever alligevel - selv hvis der også skulle ryge et par bøger på Skt. Hans bålet?




*****************************

Nej, hvor er det dejligt, at SAS nedlægger den dumme rute til Seattle

Åh, SAS. Sådan et fly vil man ikke kunne se længere i Seattle. Hvis man vil hjem til Skandinavien, må man gå.


Nej, hvor er det dejligt, at SAS nedlægger København-Seattle ruten. Hvad skal vi med den? Den har ganske vist eksisteret i fyrre år, flyene er overfyldte, men SAS ved bedre. De ved, at vi skandinavere elsker at tage over Chicago, så flyveturen til vestkysten bliver seks timer længere.

Jo, SAS har check på det. Eller har de? Måske er de slet ikke klar over, hvad der foregår i Seattle? Der ligger bl.a et halvstort firma, som hedder Microsoft. De er ret vigtige inden for computer branchen. Og så er der Boeing. De laver fly. Dem har I vel hørt om i SAS, har I ikke?

Nej, der er ingen grund til at være ironisk. SAS tænker altid kort sigtet. Eller også tænker de galt. De høje herrer i Stockholm har en ny strategi, og nu har de regnet ud, at de sparer penge på at nedlægge Seattle ruten. At de så lader deres mange kunder i det vestlige USA i stikken betyder mindre. Core SAS, som strategien hedder (eller Hardcore SAS?) vil nemlig koncentrere sig om deres core destinations, så nu må vi glæde os over, at vi stadig kan komme til Stavanger uden at skulle mellemlande på Anholt.

Alt det her ville jo ikke gøre noget, hvis SAS var et dårligt selskab. Men jeg elsker dem faktisk. Jeg har et guldkort; jeg føler mig godt behandlet og synes, det er fedt at flirte med stewardesser, som er født i Horsens i stedet for i Dortmund. Når jeg sidder i loungen i Seattle, er det dejligt at kunne læse i danske aviser - selv når det er B.T. Så SAS er mit selskab. Jeg er så glad for dem, at jeg ikke engang bliver mopset over, at kaffen smager som om, den kommer fra en svensk kloak.

Men nu tvinges jeg til at flyve med Lufthansa til og fra USA. Det er også et godt selskab, men ikke halvt så godt som SAS. På Lufthansa siger de bitte i stedet for vær så artig - det er sgu nok til at give mig luft i tarmene. Og så tvinges jeg til at flyve over Frankfurt lufthavn, der er lige så charmerende som Fisketorvet - bare med flere security køer.

Men alt det her betyder jo ikke alverden. Om nogle år har Lufthansa jo købt SAS alligevel. Det er måske det, de tunge drenge i Stockholm prøver at fortælle os på deres kluntede måde?


Der er så smukt i Seattle området, men SAS er ligeglade. De nedlægger ruten, så vi danskere er fri for at tage hjem. Det er sørme godt gået, drenge!


**************

VM-kvalifikation: Sverige-Danmark set i et svensk hjem i Oregon (Åh, endelig fik vi hævn for Skåne)

Thomas Kahlenberg har scoret for Danmark, men jeg tør ikke juble, for jeg er omgivet af seks fulde svenskere, der ikke kan forstå, jeg kun drikker mynte-te.


Ja, det var kinky.

Klokken var 10.30 om morgenen lørdag d. 6. juni, da jeg fandt mig selv i et svensk hjem i Portland på den amerikanske vestkyst - omgivet af seks svenskere. Den slags er jo aldrig sjovt, især ikke da de alle var klædt i gule trøjer og blå bukser - to taberfarver, der ikke går særlig godt i spænd med noget som helst; det skulle da lige være gaze.

Vi skulle se Sverige-Danmark på satelit-tv klokken 11, direkte fra Råsunda. Hvorfor amerikanerne viste vores opgør, ved jeg ikke, men de kunne sikkert ikke få rettighederne til de andre storkampe som f.eks Makedonien-Norge.

Nå, men jeg var meget nervøs før VM-opgøret; jeg svedte og bed negle, både mine egne og svenskernes - for Danmark har et hold, der er kedeligere at se på end synkronsvømning. Men i det mindste er vi begyndt at vinde. Og jeg kan tilgi' Danmark meget, hvis vi bare vinder.

Men så mange svære spørgsmål bød sig på. Ville vi kunne klare os med afbuddene fra Daniel Jensen og Jon Dahl Tomasson, eller uden en skadet, men overdådig tatoveret Daniel Agger? Svenskerne har jo Zlatan Ibrahimovic- en mand, de har importeret fra Balkan, fordi ingen andre kan spille fodbold i Sverige.

Og så er der Christian Poulsen. Ville han kunne se på en svensker uden at gi' ham en mavepuster? Vi husker jo alle fadæsen i Parken, hvor Christian Poulsen "inviterede" en fuldebøtte til at løbe ind på banen og tæve dommeren. Det er vi mange, der ikke har tilgivet ham - Christian Poulsen, altså. Ikke fuldebøtten.

Men heldigvis gjorde kampen alle mine forbehold til skamme. Efter 22 minutter scorede Thomas Kahlenberg efter en blændende frispilning fra en svensk forsvarer. Ja, det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg blev gladere og gladere jo længere vi nåede hen i kampen, mens mine værter blev mere og mere deprimeret. Jeg tror, vi var ti minutter inde i 2. halvleg, da jeg fik slået mine første kindtænder ud. Og da dommeren fløjtede for sidste gang, røg der et stykke af min milt. Jeg ved ikke hvorfor svenskerne var så sure på mig. Jeg var jo bare stolt af de danske drenge - og især af Nicklas Bendtners fremragende spil. Vi havde lidt svært ved at lægge bolden død, det er sandt, men vi kæmpede sgu godt for sagen.

Og Danmark vandt. Det kunne jeg sagtens glæde mig over, da jeg lå på operationsstuen i Portland efter at være blevet tævet gul og blå med en tæppebanker fra Ikea ...


Gunilla er et dejligt menneske, selv om hun er født i det gale land. Dog ledte hun an i det voldelige angreb på mig, da Danmark havde vundet kampen. Først tvang hun mig til at spise pytt i panna, derefter til at lytte til Per Gessle.


*******************

Book Expo America: Lille dansker på stor bogmesse

Tænk at man skal møde en New Yorker af halv-belgisk baggrund, som er en stor fan af dansk litteratur. Ikke af H.C. Andersen, heller ikke af Karen Blixen, men af Pingvinen Pondus.

Sådan er det her på Book Expo America i slutningen af maj, hvor jeg sidder og fortærer nogle kinesiske nudler, der smager af snørebånd. Den halv-belgiske new yorker har sat sig ned ved siden af mig; det ene fører til det andet, og efter fem minutter finder jeg ud af, at den søde kvinde har en Pondus fetich. Ja, hun er vokset op med den danske pingvin i sit soveværelse - alt det fortæller hun mig uden at skamme sig det fjerneste.

Book Expo America er den største bogmesse i Nordamerika. Den finder sted i det kønsløse Jacob K. Javits Convention Center, som ligger og balancerer på yderkanten af Manhattan - et af de steder, hvor turistbusserne ikke kunne drømme om at køre igennem. Hvad skulle de her? Dette er et uglamorøst New York med hjemløse, småsnyltere og skumle baggårde. Og så har man altså bygget et stort konferencecenter, der ligner en hangar for krigsfly - et gennemsigtigt palads, hvor folk flygter ind i deres taxier, når de er færdige med at vandre rundt i den iskolde air condition.

Her er vel omkring fem hundrede stande på Book Expo - eller BEA09, som det hedder mellem venner. Skandinaviske Bonnier er her også, og Egmont repræsenteres af en amerikansk kvinde, som jeg også møder under min frokost. Hun prøver at lokke folk til sin stand ved at servere dansk wienerbrød. Alle feje kneb gælder, når man skal ha' folks opmærksomhed i dette store boghelvede ...

Men jeg er her af en helt anden grund: Jeg skal gøre boghandlere interesseret i The Tsar's Dwarf, som har fået en rigtig god start på det amerikanske marked. Mit forlag har givet mig en liste med folk, som jeg skal møde. Og så er jeg heldig, at en vigtig boghandler i Utah er vildt begejstret for bogen, så hun introducerer mig til en masse vigtige mennesker og literære bloggere. Jo, Zarens dværg skal nok komme endnu bredere ud. Den har allerede fået omkring 100 anmeldelser, så det er sjovt at være her, selv om jeg blot er et lille bitte navn i det store USA.

Noget af det mest underholdende, der sker for mig er, at en boghandler i Georgien er interesseret i at købe 50 "dværge" til sin engelske boghandel i Tbilisi. "Du skulle få dit forlag til at bombardere de store russiske boghandlere med emails. De vil helt sikkert være interesseret i en god roman om Peter den store," siger hun.

Jeg løber også ind i Yogananda. Det vil sige, den indiske guru har faktisk været død i tres år, men hans forlag eksisterer stadig. Jeg får mig en god snak med en meget sympatisk forlægger, der ligesom jeg er meget kritisk over for de etablerede religioner. Hans navn er Frank, han virker som et af de mennesker, der lever sin spiritualitet i stedet for at snakke om den. Eller også er han bare på kokain.

Videre rundt i det store boghelvede. På et hjørne står Elvis og crooner: på et andet løber jeg ind i en bikini klædt kvinde, som smiler indladende. Der er også en stand for saudi arabisk litteratur og for børnebøger fra de Forenede Emirater. Og så har jeg det sjovt med nogle bindegale kvinder, som deler golfbolde og havehandsker ud til forbipasserende. De har lige startet et nyt forlag i Chicago, Windy Publishers, og den får ikke for lidt på deres sjove stand. Jeg bli'r heldigvis voldtaget af disse pragtfulde kvinder. På et tidspunkt er jeg omgivet af fem; den ivrigste er endda mor til tre - tror pokker jeg bliver hængende der i en time ...

Apropos galninge, så går en ældre mand rundt og fortæller alle, at han har krævet at få et eksemplar af Obamas fødselsattest, "men Obama nægtede mig at se den. Det tror pokker, for den mand er ikke amerikaner."

Manden fortsætter fra stand til stand for at gøre opmærksom på sine synspunkter. "Folk bli'r dummere og dummere i USA," siger han, "fordummelsen har nået nye højder. Hvad er kvadratroden af seksten?" spørger han og ser skarpt på mig.

"Hvad er hovedstaden i Liechenstein?" skyder jeg igen. Manden ryster på hovedet og haster videre i sin kamp for at gøre USA klogere.

Der er faktisk også forfattere med på bogmessen, men kun udgivede forfattere. Du kan slet ikke komme ind, hvis du ikke er på et forlag. Derfor siger mit badge Published Author. Jeg prøver at få lavet mit skilt om, så der står Neurotic Novelist, men det kan ikke lade sig gøre. Man skal passe ind i en bås på denne regelrette messe, hvor alle prøver at prakke én noget på. Selv Scientology er her, dog uden Tom Cruise - plus John Irving, som provokerer ved at sige, at alle gode screenplays er baseret på bøger. Og så lytter jeg til en søvnekspert, der påstår, at han kan få alle til at sove. Det tvivler jeg ikke et sekund på. Han er umanerlig kedelig.

Efter fire travle dage tager jeg hjem med 5.000 business cards. De fleste smider jeg ud i lufthavnen (jeg vil ikke betale overvægt), men da jeg ser dem forsvinde ned i toilettet, beder jeg til, at der findes en Himmel for frustrerede visitkort.

Og så har jeg lært at bruge Twitter og få min amerikanske blog ud i verden. Ikke dårligt for en lang weekend i pragtfulde New York.

John Irving på bogmesse. Han arbejder i dag en del for Hollywood ved at skrive screenplays - et sted han af gode grunde ikke har særlig meget respekt for.


Du kan som altid læse mere på denne blogs storebror, Danish Accent.

*********

Mig og mine muntre mormoner (På bogturné i Guds eget Utah)

Fredag, 15. maj, kl. 12.45

Gud og jeg er i Utah.

Utah er Mormon-staten i USA. Det var her en masse eventyrglade danskere tog over i 1860'erne. De fik sådan et liv, man ikke kunne få på heden: I Utah var der nemlig blodige slagsmål med indianere; der var ulve, buffaloer og andre rovdyr, nemlig præsterne fra de andre religioner. Jo, i attenhundredtallet var Utah det Vilde Vesten; det var ikke et sted for tøsedrenge med skinnende iPods og Viagra i baglommen.

Så farligt er der ikke i dag. Når man ankommer til Salt Lake City, slår det en, hvor venlige folk er. Man får ikke en tomahawk i hovedet. Der er ikke engang nogen, som vil omvende én, i hvert fald ikke i lufthavnen, kun på Temple Square, hvor hovedkvarteret ligger for Mormon kirken.

Her må jeg selvfølgelig ind. Når jeg ser et helligt sted, skal jeg hen og snuse. Nok er jeg på bogturné for The Tsar's Dwarf (Zarens dværg), men der skal altid være plads til at få udvidet ens spirituelle horisonter.

Til min overraskelse møder jeg ikke kun Gud i templet, men også Bertel Thorvaldsen. Minsandten om der ikke står en kopi af hans Jesus figur i hovedbygningen. Men ikke nok med det, min guide er en sød australier, hvis største ønske er at besøge Danmark, så hun kan sige hej til den australske prinsesse. Det må vist være Mary, som jeg har trykket i hånden på Amalienborg - en oplevelse, der utvivlsomt har gjort mere indtryk på mig end på hende.



Lørdag, 16. maj kl. 13.10

Om eftermiddagen er der smørrebrød i Rebild selskabet, bedre kendt som The Danish Rebild Society - et nyt navn, der har erstattet det håbløse, Rebild National Park Society. I USA troede alle, at der var tale om en stavefejl, når de så det gamle navn - Rebuild i stedet for Rebild, hvilket måske er symbolsk, for Rebild bevægelsen har brug for at forny sig. Det er altså kun danskere over 65, der får erektion af folkedragter. Vi andre begynder at gylpe ...

Men nu får de søde mormoner da et tilskud af dansk kultur fra en forfatter, der ikke er nær så død som Hans Christian Andersen. Og vi får alle sammen gammeldags smørrebrød, hvilken ingen skal høre et ondt ord for. Jeg holder meget af det "gamle" Danmark, både i og udenfor munden; det må bare ikke være det eneste, der repræsenteres i de danske-amerikanske selskaber.

Nå, men selv om man heller ikke kan kalde en midaldrende forfatter for "fornyelse", så nyder jeg at snakke om The Tsar's Dwarf til 45 dansk-amerikanske immigranter. Det går godt; de er herlige mennesker med humor og overskud. Ingen af dem virker specielt forarget over min form - det eneste tidspunkt, jeg ikke har publikum med mig er, da jeg fortæller dem "at skrive en roman er bedre end at ha' sex". Det fornærmer lige godt nogle ældre damer - de kan sikkert ikke forestille sig, at der findes noget, der er bedre end ha' sex.

Lørdag, 16. maj, kl. 14.00

Om aftenen skal jeg så til mit officielle arrangement i en af Utahs bedste independent book stores, King's English. Det er et hyggeligt sted med små rum og en dejlig dansk bog i vinduet. Noget tilløbsstykke er jeg ikke. 12 sjæle indfinder sig, hvilket faktisk er pænt for en ukendt forfatter fra et ukendt land. Til gengæld er to af boghandlerne vilde med bogen. De anbefaler den til alle, og sådan nogle oplevelser har jeg haft mange af. Dejligt, dejligt!



Søndag, 17. maj, kl. 16.30

Utah er en utrolig smuk stat, en blanding af Oregon og Anholt. Her er sneklædte bjerge året rundt, der er smukke floder, der er ørken med klapperslanger. Og på hovedvejen ligger der det ene døde dådyr efter det andet.

Apropos dådyr, Robert Redford bor i Utah. Jeg besøger hans resort hotel i bjergene. Det var her Sundance Film Festival plejede at finde sted, inden den blev for stor og flyttede til det mondæne skisportssted, Park City. Jeg løber dog ikke ind i Robert Redford, men det gør ikke særlig meget, for det gjorde jeg faktisk på et hotel i Wisconsin for to uger siden. Ja, det er rigtigt. Robert Redford trådte ud af en elevator med åbenstående skjorte. Han er stadig en flot mand, men han nåede mig kun til skridtet, hvilket jeg ikke undlod at fortælle ham.


Hvad lavede The Sundance Kid i Wisconsin, spørger I nysgerrigt? Jo, han var keynote speaker på en konference for en venstreorienteret amerikansk avis, The Progressive. Konferencen fandt sted på samme tid som SASS kongressen for rastløse skandinavere, så jeg hørte ikke Redford folde sig ud - det er derfor, jeg nu prøver at trøste ham ved at besøge hans hotel.

Pia Ringheim Jensen er min værtinde på turen. Hun er godt selskab, og så undlader hun at køre dådyr over, i hvert fald i dag. Det sidste er jeg hende dybt taknemmelig for. Jeg har jo altid været dyreelsker; det er kun mennesker, jeg ikke kan li'.

Om aftenen tager jeg hjem til Oregon, hvor jeg selvfølgelig bliver mødt af styrtregn. Men jeg klager ikke, selv om min forårsturné nu er overstået. Dog venter en book fair i New York og en bog-præsentation i Hongkong til efteråret. La vita e bella! Det er italiensk og betyder, at jeg cykler smilende på arbejde, når jeg skal tortere mine studenter.

Uddrag fra Zarens dværg (Gyldendal pocket, 69.95 kr.)

Zarens dværg, min tragikomiske historiske roman, er lige blevet genudgivet i Danmark. Det er Gyldendal, der har købt rettighederne til at udsende den som pocket bog.

Zarens dværg er også udkommet i USA, Canada, Frankrig og Portugal. Her kan du læse starten:




1.
Mit navn er Sørine Bentsdatter. Jeg blev født i 1684 i landsbyen Brønshøj. Min far var præst, min mor døde i barselssengen.

Da jeg fyldte seks, besluttede min krop, at den ikke ville vokse mere.

Jeg bryder mig ikke om betegnelsen dværg.

Jeg bryder mig i det hele taget ikke om dværge.




2.
De fine herrer har bragt mig op på Kiøbenhavns slot. De har sat mig på et gulvtæppe, der virker, som om man går i tang. Nu betragter de mig på den joviale måde, de ynder; hovedet på skrå, trækninger omkring munden, men jeg glor tilbage. Jeg glor altid tilbage, for de er grimmere end mig; den eneste forskel er, at de ikke ved det.

- Gør det lige igen, siger den fineste af mændene.

Hans navn er Callenberg. Han er en selvtilfreds kavaler med røde kinder; benene er begravet i silke. Jeg har hænderne i siden og glor på hans hager, der dirrer af moro.

Callenberg spreder benene og smiler. Jeg bevæger mig hen over det bløde gulv, dukker hovedet og går ind mellem hans ben. Det bliver til fire, fem gange, frem og tilbage som en behagesyg køter. Og nu klapper de alle sammen; nu kagler de fornøjet i deres parfumerede hønsegård. Jeg kunne sagtens have stødt hovedet mod Callenbergs ædlere dele, men det ville have været tåbeligt, og meget kan man sige om en kælling som mig, men tåbelig er jeg ikke.

- Fornemt.

Callenberg samler benene med et tilfreds grynt.

Hoffolkene glor nedladende på mig endnu en gang – den måde, alle glor på mig; med en uskøn blanding af foragt og jovialitet. Men de kunne lige så godt have gloet ud ad vinduet. De kunne lige så godt lade blikket glide op og ned ad Blåtårn, for de ser mig ikke, disse menneskebørn. Hvordan kan de se mig, når de er blinde som stære?

I det samme får jeg øje på min skikkelse i spejlet. Jeg er lille og indtørret, med dybe furer i panden. Mine øjne er små og grønne, læberne tynde og sardoniske. Min næse og ører er lidt for store, håret er langt og grånende. Åreknuderne danser op og ned ad mine hjulben, men der er intet latterligt ved mig; det skal de nok lære.

Callenberg sætter sig i krydsstolen og knipser med fingrene. Et øjeblik efter får han bragt et glas nellikevin og en tallerken med flamsk chokolade. Hans hænder er fede og lyserøde, neglene er som blankpolerede muslingeskaller. Sådan er det med mennesket: Det er forfængeligt og afskyeligt, med vaner der tiltager i grusomhed, jo mere det æder.

- Spørg dværgen, hvad den kan af kunster.

Førstesekretæren vender sig mod mig. Da han taler, gør han det langsomt, som om han henvender sig til en dåre. Jeg vælger at ignorere ham. Jeg kender de fine. Jeg har mere erfaring med dem, end jeg vil indrømme. Jeg ved, hvordan de tænker, og hvordan de gebærder sig. De kan ikke narre mig med deres vulgariteter.

- Kan den trylle eller læse i salt? spørger Callenberg.

- Jeg kan både læse og skrive, siger jeg.

Callenberg lægger hovedet tilbage og ler. Det er en latter, han ville bryde ud i, ligegyldigt hvad jeg sagde – for dværge er pudseløjerlige; dværge er underholdende på samme måde som papegøjer er underholdende. Vi er væsener, som kun har én funktion: at være til, så mennesket kan føle sig overlegen.

Callenberg lader en hånd glide hen over hagerne.

Han er overhofmarskal på slottet. Ikke hofmarskal, men overhofmarskal. Den slags går adelen op i. Hele deres eksistensberettigelse ligger i titler – jo længere titler, des mere eksistens.

- Jeg kan både læse og skrive, gentager jeg irriteret. – Og jeg mestrer tysk, latin og en smule franzøsisk.

- Og hvor har dværgen lært det?

Jeg lader blikket vandre rundt i gemakket. Der hænger fornemme portrætter af Frederik den Fjerde. Der er ferskengule gardiner, som blafrer i brisen; der er forkromede spejle med vrangvillige engle. En tung duft af ungarske vande sidder i tapeterne – fornemt er det, hvis man har sans for det fornemme.

- Den er måske også kyndig udi russisk?

Overhofmarskallen betragter mig på sin nedladende måde. Så knipser han med fingrene, og en kammerherre åbner de udsmykkede døre.

- Sig til dværgen, at den skal komme tilbage i morgen.

Førstesekretæren nikker. Han har en veg hage og et frygtsomt blik – et af de blikke, der bedyrer, at han har levet et langt liv med sin herres vrede.

Callenberg forsvinder ned ad en lang gang omgivet af venetianske spejle.

Det sidste, jeg ser, er hans hænder på ryggen og de tynde ben under den svære krop. Derefter opsluges han af slottet - af kongernes genfærd, som ikke vil slippe fortiden.

Nogle øjeblikke senere bliver jeg fulgt ned ad nogle smalle trapper beregnet for tjenestefolkene. Der er fugtigt og klamt; jeg er ved at glide på de høje trin. To døde flagermus ligger på trappen. Spindelvæv pryder hvælvingerne.

Lakajen åbner en dør til køkkenet. Foran mig ligger et rum, der strækker sig så langt øjet rækker. Overalt er der mennesker: køgemestre, lakajer, stikirend drenge og sukkerbagere. De farer ind og ud, bevæbnet med marcipan, makrel og morbær.

Jeg glor på træskeerne, der næsten er så lange som mig selv; på krukkerne med safran, på bøtterne med hvillinger og islandsfiskene i lage.

Vi begynder at gå.

Køkkenet gør mig urolig. Der er en underlig stemning, som om køkkenet venter. Jeg passerer to svende, der arbejder på en duepostej. En mundskænk prøvesmager en sur Bourgogne. Alle er i deres meningsløse verden; alle venter.

Lakajen leder mig hen mod bagdøren og åbner den utålmodigt. Da jeg vender mig om for at stille ham et spørgsmål, sparker han mig hårdt. Mod min vilje gisper jeg af smerte. Så peger lakajen på voldgraven og højbroen. Han peger på fattigkvartererne, ladvognene og lusemarkedet. Da han smækker døren i, tørrer jeg mig vredt om munden og begynder at gå.

Det er stadig en varm sommerdag. De kiøbenhavnske tårne smelter i solen, chalupperne skinner af sølv på kanalen.

Jeg vandrer over højbroen til Færgestræde. En hestevogn lastet med vintønder skubber mig næsten i vandet. Et øjeblik efter forsvinder jeg i vrimlen mellem kuskvogne, soldater og højtråbende visekællinger.



Zarens dværg udkom oprindeligt i 2006. Pocket udgaven udkom d. 21. april i 2009 og kan fås over alt.

***************