torsdag den 20. marts 2014

Foredrag i Storkøbenhavn: Hvordan er man spirituel uden at være ulidelig?


Et humoristisk men små-klogt foredrag om at være "åndelig" (eller underlig?) i dagligdagen. Hvad kan man gøre? Kan man meditere sig til det, bruge tankens kraft, eller købe ildelugtende røgelse, der får naboerne til at ringe til politiet? Og hvorfor er det så svært at være "spirituel" - eller så let?

DATO: Torsdag d. 3. april, 2014 klokken 19.30. Anne Rosling Instituttet, Svanemøllevej 92, 2900 Hellerup. (To stenkast fra Hellerup station. Eller tre, hvis du ikke kan kaste)

ENTRE: 50 kr

ADVARSEL: Dette foredrag er ikke for fanatikere, der har set Lyset, men de er da velkomne, hvis de sætter sig på bagerste række.


INSPIRATION: Eckhart Tolle, Krishnamurti, buddhisme, hinduisme, nudisme, drømme, indiske guruer, A Couse in Miracles, tegn, varsler, sund fornuft.

FOREDRAGSHOLDER: Peter H. Fogtdal er romanforfatter, reinkarnations-rocker, eks-astrolog og har arbejdet med personlig udvikling siden 1988. Han planlægger at nå fuld oplysning inden 2822.

Peter signerer sine romaner Zarens dværg, Skorpionens hale, Lystrejsen og enkelte andre på udvalgte kropsdele før og efter foredraget.





************

onsdag den 11. september 2013

Happy Danes, Holy Danes (Politiken kronik: En dansk forfatter i det store Amerika)


1.
De kommer gående imod mig. De er bevæbnet med æbleskiver, småkager, sandkage og cheesecake. De smiler venligt og sætter fadene fra sig på det store kaffebord. Der står fjorten stole, og på bordet er placeret to dannebrogsflag, en buket markblomster og tallerkener med feberrøde servietter.

"Velkommen til The Danish Immigrant Archive," siger en af de ældre damer og smiler venligt.

Jeg befinder mig på Dana College i Blair, en lille flække i Nebraska. Dana College er noget så eksotisk som et dansk universitet, der blev grundlagt af indvandrere i slutningen af attenhundredtallet. Og arkivet, jeg sidder i, bærer præg af det. På væggen hænger et indrammet billede af Christian X og et mørt kort over Danmark i det 15. århundrede. Dertil kommer portrætter af krasbørstige missionsfolk og bugnende hylder med breve fra indvandrere gennem de sidste 150 år. Man kan næsten fornemme drømmen om det gamle land, om granfætre på fynske bondegårde, om savnet efter kælderkold akvavit og tapre landssoldater.

Jeg sætter mig ned og snakker med de ældre damer. Næsten ingen af dem taler dansk, men de har alle rødder i fædrelandet. En har en niece i Assinge, en anden en fætter i Rigensgade i København. De er alle søde og humoristiske og tager godt for sig af deres egne kager.

"Vi har aldrig mødt en dansk forfatter før", siger den ene og får mig til at lyde som en truet dyreart. Jeg smiler og siger, at jeg er glad for at besøge Midtvesten, og jeg fortæller dem om min ellevte roman Zarens dværg, The Tsar's Dwarf, der udkommer på engelsk.

"Jeg fortæller dem også, hvor svært det er at få en bog ud i Amerika. Amerikanerne udgiver næsten ikke noget oversat litteratur. Og når de endelig gør, er det ikke lige frem dansk litteratur, der står øverst på ønskesedlen. Man skal være heldig for at finde forlæggere, der vil ta' en chance med forfattere fra et land på størrelse med en vabel.

Vi spiser sandkage og cheesecake, og en dame fortæller mig om sit besøg i forældrenes hjemland. Jeg smiler, for der er noget dejligt, men surrealistisk ved at tale med disse amerikanere, der ikke er fascineret af Paris og Firenze, men af Brovst og Bandholm. Kort og godt, her er nogle mennesker med prioriteterne i orden.

Bagefter går jeg over til mit lille gæsteværelse på campus. Det ligger i kælderen i Mickelsen Hall kollegiet, omgivet af vaskemaskiner, et pulterkammer med møre stole og en enkelt sofa, der ser ud, som om den er blevet gennembollet af cheerleaders. Jeg kan godt lide Dana College – det er et stykke af farmors danmarkshistorie i solar plexus på Amerika.


2.
Hvis man skal være ærlig, ligner Nebraska en ondskabsfuld version af Lolland, men hvad gør det, når staten ligger i The Danish Belt? Ja, det hedder det virkelig, The Danish Belt - det bælte, som strækker sig fra Utah til Wisconsin. Det var her, de første danske indvandrere slog sig ned. Det var dette amerikanske Lolland, der appellerede til vores forfædre med dets uendelige marker og små hygge-tornadoer, der kiggede forbi og mindede dem om, at helt hjemme var de nu ikke alligevel.

Jo, The Danish Belt er stadig et smørgult paradis med landmænd og lurendrejere, som er efterkommere af Happy Danes og Holy Danes.

Ja, bare navne som disse kan jo få ens nationalfølelse til at svulme. The Happy Danes and the Holy Danes var gode danske protestanter, der opdelte sig i to religiøse fraktioner og sloges om Gud og altervinen. The Happy Danes var grundtvigianere - livsnyderne, der mente man godt kunne kaste sig ud i dans uden at blive ramt af Vorherres knytnæve. The Holy Danes havde baggrund i Indre Mission og tålte ingen slinger i valsen, so to speak. Hvem der vandt magtkampen, melder historien ikke noget om, men Dana College er et barn af striden.

I dag er Dana College dog rolig og idyllisk. Der er kun omkring tusind studenter på den smukke campus, som ligger på noget nær den eneste bakketop i Nebraska. De amerikanske studenter løber ind og ud af bygninger, som hedder Rasmussen Hall, Madsen Fine Arts Center og Borup Coliseum. Plænerne er velplejede, og i universitets lille kiosk kan man købe modeller af Den Lille Havfrue og kogebøger, der indvier den udenforstående i pandekagens okkulte kunst. Der er også bordskånere med dannebrog, brødflove nisser og en T-shirt, hvor der står Of Course I'm Cute, I'm Danish.

"Hvad er det mest populære fremmedsprog I underviser i på Dana College?" spørger jeg John Mark Nielsen, som er en suveræn vært for mig under opholdet. "Spansk," siger han med et grin. Dana College er i øvrigt tørlagt, hvilket i sig selv er meget udansk.

Det bli'r aften, og jeg går mig en tur på campus. Mørket kommer blidt, men hurtigt. Da jeg passerer H.C. Andersen bøgetræerne (det hedder de), synes jeg, at jeg kan fornemme de danske spøgelser i vinden: de strenge protestantiske forfædre med deres drømme om Frelse og æbleflæsk. Hvad ville de mon sige om Danmark i dag? Ville de bryde sig om Vild med Dans og en shawarma i madpakken? Og hvilken mening ville de have om Muhammed-tegningerne, der endelig fik vores land på forsiden af New York Times, endda i en hel måned?

Ligegyldig hvad svarene er, så bryder jeg sammen og tilstår: Jeg elsker det dansk-amerikanske miljø i USA. Der er mange, som griner af det, men jeg synes, det er vigtigt, at danske indvandrere holder fast i deres rødder. Og nej, selvfølgelig kan jeg ikke altid genkende det billede af Danmark, som bliver gengivet - men hvad så? Der er mange slags danmarker, og måske findes de bedste i vores fantasi, ikke i virkeligheden.

Det eneste problem er, at de fleste unge amerikanere ikke kan relatere til dette eventyrland. Okay, så farmor kom fra Nørre Lyndelse? Betyder det virkelig, at jeg skal slæbes med til en koncert med Carl Nielsen? Gennemsnitsalderen på publikum til de rød-hvide arrangementer er ofte tæt på halvfjerds – for de unge har svært ved at spejle sig i stokroser og andemad. Der er brug for mindre H.C. Andersen og mere Natasja. Men det er der mange af stederne, som godt er klar over, og de prøver at gøre noget ved det.




3.
Vi spoler en smule frem i tiden til efteråret 2008: Min roman The Tsar's Dwarf er endelig udkommet i USA, og jeg er på bogturné med støtte fra Kunststyrelsen, Copy-Dan og DPA.

75% af de steder jeg besøger er ganske almindelige boghandlere uden interesse for Danmark, men jeg holder også foredrag på The Danish-American Center i Minneapolis, der har Bing & Grøndahls juleplatter hængende i elevatoren; jeg snakker med en dansk-amerikansk bogklub i Madison, Wisconsin. Og jeg læser op fra romanen på Nordic Heritage Museum i Seattle, hvor der er dømt underskøn amagerhylde.

Men Scandinavia House på Park Avenue i New York er anderledes – det ser man med det samme. For det første er Scandinavia House det nordiske mekka i USA. Det er vores moderne ansigt udadtil på den mest stilige adresse i The Big Apple. Man bydes velkommen af glas, stål, beton og de fem nordiske flag. Inden for sidder en venlig dame i receptionen. Alt er pænt og strømlinet. Det gælder også restauranten, der serverer svensk roastbeef a la Rydberg og røget laks fra Norge. Den danske hygge må man tænke sig til.

Men misforstå mig ikke, jeg er lykkelig for at skulle præsentere The Tsar's Dwarf i disse fine omgivelser. Bare det at skulle holde foredrag på Park Avenue fylder mig med en stolthed, der tangerer storhedsvanvid. Jeg har dog fået at vide, at jeg ikke skal forvente særlig mange mennesker til min reading.

"Det er kun Henning Mankell, som kan trække folk af huse," siger Kyle med et suk. "Da han kom, var her flere hundrede."

Kyle Reinhart er min vært. Han står for de kulturelle arrangementer i Scandinavia House og fortæller mig, at bygningen plejede at huse den østtyske ambassade. Måske var det derfor de nordiske lande fik lov at købe den for en slik. Men stedet var dyrt alligevel. Park Avenue er og bliver Park Avenue.

"Er der så mikrofoner i askebægrene som i de gode gamle dage?" spørger jeg nysgerrigt og prøver at forestille mig østtyske fat cats med Engels i hjertet.

Kyle ryster på hovedet - men hvad ved han egentlig om det? Ja, måske mere end han vil ud med, for med et navn som Reinhart kunne han godt stamme fra Karl Marx Stadt. Det viser sig dog, at Kyle er fra Minnesota og at han engang har gået på skole i Kulhuse.

Om aftenen præsenterer jeg så Zarens dværg i the Volvo Hall – et navn, der giver lokalpatrioten i mig nervøse trækninger. Det går fint; folk er levende og stiller mange spørgsmål. Som sædvanligt bli'r jeg spurgt, hvorfor jeg ikke har oversat bogen selv, men det ville jeg ikke kunne gøre halvt så godt som Tiina Nunnally. Det var trods alt hende, der oversatte Smillas fornemmelse for sne, og det slap hun ualmindelig godt fra. Hun er også sluppet flot fra min.

"Nå, har du været tilfreds med aftenen?" spørger Kyle mig efter min præsentation. Jeg fortæller, jeg ville ha' foretrukket at snakke i Lego-rummet – det navn står bedre til min personlighed.

"Vi har altså ikke noget Lego Room," siger min vært, "kun Victor Borge auditoriet, men det var desværre optaget".

Han fortæller mig også, at Scandinavia House er meget bevidst om ikke at udvikle sig til et nordisk museum med stegt sild og folkedragter. Scandinavia House dyrker det moderne Skandinavien, og de mest populære arrangementer er filmaftener med værker som Kunsten at græde i kor.


4.
Efter min reading inviterer den danske kulturattache Maiken Tandgaard Derno mig i byen. Konsulatet har været en fin støtte under mit ophold. Jeg føler mig gladere end nogensinde og ser tilbage på seks ugers bogturné, der har bragt mig fra Portland, Oregon til Tacoma, Seattle, Minneapolis, St. Paul, Madison, Milwaukee og Chicago.

Samtidig har jeg stiftet bekendtskab med de danske miljøer i alle dets afskygninger. Bl.a. er min roman blevet pensum på University of Washington i Masterpieces in Scandinavia Literature – en klasse, hvor der også blev undervist i Kierkegaard og Andersen. Hvordan Søren og Hans Christian har det med mit selskab, melder historien ikke noget om, men jeg er ikke den, der klager ...



5.
Næste dag går jeg rundt i New York og rånyder den kolde efterårssol. I Greenwich Village hører jeg mange danskere og ser mange egern – de opfører sig nogenlunde ens. Og på Union Square glæder jeg mig over, at min bog står fremme i New Yorks største boghandel, Barnes & Nobles. En barnedrøm er gået i opfyldelse, og jeg synes selv, jeg har lov at være stolt uden at tro, jeg skal straffes af Jante.

Om eftermiddagen går turen gennem East Village forbi indiske indvandrere, ukrainske suppekøkkener og hjemløse, der er faret vild i deres brandert. New York minder mig om en pinball maskine. Den skubber hele tiden én mod afgrunden, men sikken dog en fascinerende afgrund ...

Omkring firetiden er jeg tilbage ved Scandinavia House – the Nordic Center in America, som det hedder så smukt. Men sandheden er, at huset bruges mere af svenskere, nordmænd og finner end af danskere, og det er der en grund til: Vores skandinaviske brødre har et større kulturbudget end vi har. Og det er altså beklageligt, især når man tænker på, at vi har en ringere profil i USA end Sverige, Norge og Finland.

I modsætning til hvad vi selv tror, kender folk ikke særlig meget til os. F. eks. irriterer det mig, at de fleste amerikanere ikke aner, at Danmark er en del af Skandinavien. Danish og Dutch blandes sammen i én uendelighed, Amsterdam ligger på Sjælland, og Copenhagen er navnet på en snustobak. Engang imellem har jeg lyst til at skrige: Er I Yankees ikke klar over, at atombomben og makrelsalat var danske opfindelser? Ta' os lidt alvorligt, okay?

Man skal heller ikke spørge, hvem der er den mest berømte dansker i USA, for det er ikke sikkert, man kan lide svaret. Er det H.C. Andersen, Søren Kierkegaard eller Lars Ulrich? Nej, det er Hamlet. Og kun fordi han blev udødeliggjort af en englænder!

Jeg går ind i den lille butik i Scandinavia House. Den er mere moderne end de andre, jeg er stødt på. F. eks. har de et kæmpe assortiment af finsk sengetøj, hvis nogen skulle være interesseret. Og den sidste oversatte roman af Stieg Larsson.

Jeg prøver at finde en dansk gave, som jeg kan tage med til nogle venner, men jeg bliver ved med at falde over svenske kunstglas og servietter fra Lillehammer. Efter nogle minutter får jeg øje på Danmark - vi ligger og hygger os i en lille pose. Jeg ta'r den op; det er tyrkisk peber. Jeg får næsten tårer i øjnene af nostalgi. Det var sgu de bolsjer, jeg holdt så meget af, da jeg var fjorten.


Bragt i Søndags-Politiken d. 14. december 2008. I dag er Dana College i Nebraska desværre nedlagt, men Scandinavia House i New York lever i bedste velgående.



tirsdag den 28. august 2012

Bytur med Bigamisten - Frederik den Fjerdes Vanvittige Lystrejse Til Italien


Fredag d. 31. august klokken 16 har du chancen for at komme med på en vandretur gennem Frederik IVs København og mine to historiske romaner, Zarens dværg og Lystrejsen. Mødested: foran Nationalmuseet på Ny Vestergade i København. Medbring pudderparyk og 100 kroner. Arrangøren er Peter og Ping, der lige har lavet en Beatles-tur til Liverpool. Nu får I så mig i stedet for Ringo.

Hvis du er historie-interesseret, skulle du komme og høre om Peter den Stores kiksede ophold i hovedstaden i 1716; om notarius publicus Rasmus Æresbo, der var tolk under Zarens ophold, og om Frederiks liderlige lystrejse i 1708 til Italien. Det blir ganske barokt det hele, men historisk baseret barokt.

Da Lystrejsen udkom i 2003, skrev jeg en kronik om Frederik IVs fascinerende Italiens-rejse i 1708-09. Den blev bragt i Kristeligt Dagblad på et ukristeligt tidspunkt, men her er den, hvis nogen skulle være interesseret.



DEN FØLSOMME BIGAMIST
I efteråret 1708 besluttede Frederik IV, konge af Danmark-Norge, venderne og goterne, hertug af Slesvig, Holsten, Stormarn og Ditmarsken, greve af Oldenburg og Delmenhorst, at han ville på en lystrejse til Italien.

Den slags var uhørt i baroktiden. En rejse skulle have politisk betydning. En enevoldskonge tog ikke af sted til syden på ferie ...men en kold novemberdag rejste Frederik IV sydpå med halvdelen af sin regering på slæb. 96 mand begav sig over de sneklædte Alper: rådgivere, skrivere, sukkerbagere, livbarberer. Ja, den danske konge havde endda sin hund med - og den 29. december ankom han til Venezia og kastede sig ud i karnevalet, samtidig med at den Store Nordiske Krig gik ind i en afgørende fase.

Men hvorfor var Frederik IV rejst af sted? Og hvad gik der af den danske enevoldskonge, der ellers var kendt for sin store flid? Det har historikere funderet over siden. De fleste mener, at der blot var tale om en lystrejse. Kongen var træt af den stigende arbejdsbyrde, og han var især ærketræt af sin gemalinde, dronning Louise. Kort og godt, Frederik IV havde brug for at more sig i »lasternes fædreland«.

KATOLICISMEN
Men rejsen er langt mere interessant end de fleste historikere har antaget, både fordi den rummer en enestående kærlighedshistorie, og fordi den kunne have ændret danmarkshistorien: Frederik IV tog til Italien for at møde en kvinde, han havde forelsket sig i på sin dannelsesrejse som kronprins sytten år tidligere. Og samtidig var han i så dyb en krise, at han overvejede at konvertere til katolicismen.

Især det sidste har der aldrig været nogle danske historikere, der har troet på - Frederik IV ville nemlig have tabt kronen, hvis han forkastede protestantismen. Men i Italien beskæftigede mange krønikeskrivere sig med muligheden! De var fuldstændig overbevist om, at den danske konge kunne lokkes over til den sande tro - og i den tid Frederik opholdt sig i landet, samarbejdede mange af de italienske stater om sagen.

Med god grund, for halvtreds år tidligere havde den svenske dronning Kristina nemlig konverteret til katolicismen. Nu - mente de - var en ny monark på vej til at gøre det samme.

Som sagt besøgte Frederik IV Italien to gange: som kronprins i 1692-3 og som konge i 1708-9 - og på begge rejser brugte papisterne alle midler for at få ham til at se lyset. I Rom inviterede de ham på besøg i dronning Kristinas Palazzo Riario (Corsini); i Bologna forærede de ham bøger fra den svenske dronnings samling - ja, papisterne lod endda ligge i luften, at Paven ville velsigne Frederik, hvis han blot »ville vende tilbage til moderkirken«. Ikke nok med det: de var så overmodige, at de begyndt at indrette et palæ, hvor kongen kunne bo efter at have afsagt den danske trone.
Hvorfor er der ikke flere, der kender til denne fantastiske historie? Og hvorfor er Frederik IV så relativ ukendt i danskernes bevidsthed? Årsagen er nok, at ale vores mange konger drukner i romertal - vi kan ikke kende dem fra hinanden.

DEN DYBT EMOTIONELLE ENEVOLDSKONGE MED DET STORSLÅEDE KAOS I SIT SIND
Frederik IV blev født i 1671 og regerede fra 1699-1730. Han har et ry som en dygtig, men lidt fantasiløs bureaukrat, hvilket er fuldstændig uretfærdigt. Tværtimod var Frederik IV vores dygtigste enevoldskonge og samtidig en dybt emotionel mand med det mest vidunderlige kaos i sit sind ... og PS: Han var en følsom bigamist.

I 1704 begik han bigami for første gang ved at gifte sig med en tysk adelsfrøken, Elizabeth von Vieregg. I 1712 gjorde han det igen med den langt mere mere berømte Anna Sophie Reventlow. Kort og godt, den danske konge var ualmindelig dameglad - og det udnyttede italienerne i et forsøg på at få ham til at konvertere.

Hvad de især benyttede sig af var, at Frederik IV insisterede på at besøge sin ungdomselskede, Maria Maddalena Trenta fra Lucca - og dette gav papisterne en diplomatisk klemme på den danske konge.


KOMTESSEN FRA LUCCA
Frederik havde mødt den italienske adelsfrøken i Firenze på sin dannelsesrejse som kronprins i 1692. Da frøken Trenta både kunne tale fransk og tysk, havde hun været hans oversætter under besøget. De to var blevet forelsket, men da Frederik var protestant, og hun var troende katolik, kunne de ikke få hinanden. Hvor alvorlig forelskelsen var er der ingen, som ved (den blev overhovedet ikke nævnt i kilderne dengang), men kronprinsen rejste hjem, og nogle år senere blev han tvunget til at gifte sig med Louise fra Mecklenburg-Güstrow, der var en god tysk protestant.

Men da Frederik senere blev konge, kunne han ikke glemme skønheden fra Lucca, og i 1708 tog han tilbage til sit elskede Italien for at møde sin ungdoms kærlighed. Der var kun ét problem: Da Frederik IV nåede frem, fik han at vide, at Maria Maddalena Trenta var gået i kloster - og at han ikke kunne få lov til at se hende!

Nu havde katolikkerne en klemme på Frederik: Kun en katolik kunne nemlig få tilladelse til at besøge en nonne i clausura. En protestant kunne ikke! Så det kunne udnyttes.

Den danske enevoldskonge satte også himmel og jord i bevægelse for at få et møde i stand. Han involverede storhertugen af Toscana og henvendte sig til ærkebiskoppen i Firenze - men med mindre klosterets priorinde ville give sin tilladelse, var man nødt til at få en kompensation fra Paven i Rom.

DEN GROTESKE TANKE OM AT KONVERTERE?
Kort og godt, Frederik IV var tvunget til at overveje en konvertering til katolicismen, hvis han ville se sin elskede. I hvor høj grad han virkelig overvejede det er umuligt for os at vide. Hans dagbøger røber ingen private tanker (i modsætning til sin inkompetente oldefar Christian IV brød Frederik sig ikke om at skrive) - men flere af datidens italienske krønikeskrivere påstår, at Frederik i 1692 havde lovet Maria Maddalena at konvertere, og at det var derfor, hun var gået i kloster - i skuffelse over, at han ikke var vendt tilbage og havde giftet sig med hende.

ROMANFORFATTEREN TA'R SIG SINE FRIHEDER
Som romanforfatter er ens indgang til stoffet naturligvis anderledes end historikerens. Man erstatter de manglende kilder med fantasi og »uvidenskabelige« fornemmelser. Man læser så meget man kan: om kongen, baroktiden, kunsten, hoflivet; man besøger slotter, snuser til pudderparykker, mediterer, drømmer - og på halvandet år pløjede jeg da også gennem mere end halvtreds bøger på dansk, italiensk og engelsk.

Jeg fulgte også Frederik IVs rute. Efter jeg havde fået et rejselegat fra Staten Kunstfond var jeg i Trento, Verona, Vicenza, Venezia, Bologna, Modena, Mantova, Firenze, Lucca og Rom og besøgte de steder, hvor kongen boede. Især i Vicenza så jeg kilder, som ingen danskere nogensinde har set, sikkert fordi så få danske historikere kan italiensk. Alle disse oplevelser gjorde, at jeg følte, at jeg levede inde i hovedet på Frederik IV, og i mit storhedsvanvid bilder jeg mig ind, at jeg forstår den danske konge bedre end de fleste. Derfor vover jeg påstanden, at kongens emotionelle krise betød, at han var tættere på at konvertere end eftertidens logiske hoveder har troet.


Nøglen findes selvfølgelig i forholdet til Maria Maddalena Trenta - den smukke adelsfrøken, der sad "fanget" i klosteret Santa Maria Maddalena de' Pazzi i Firenze. Vi ved med sikkerhed det lykkedes for kongen at få gennemtvunget fire møder med sin ungdomselskede. Hvad de talte om, er der ingen, der aner noget om med sikkerhed - men Luccas ambassadør til Firenze (Maria Maddalena Trentas onkel) påstod, at Trenta havde fået ordre på at redde den danske konges bundfrosne protestantiske sjæl.

Alle kilder og øjenvidner er også enige om, at Frederik IV græd, da han forlod klosteret, hvorimod Maria Maddalena Trenta var stoisk og rolig på den anden side af gitteret.

KONGEN TRUET PÅ LIVET?
I Italien fortsatte bølgerne med at gå højt, da Frederik vendte næsen mod nord. Katolikkerne var overbeviste om, at Frederik IVs manglende konvertering skyldtes, at hans rådgivere og præster havde truet ham på livet. Det har nok intet på sig, men at kongen var mere end almindelig fascineret af katolicismen er hævet over enhver tvivl.

Hvad Frederik IV håbede på at få ud af sin lystrejse, ved vi naturligvis ikke. Havde han en naiv og vanvittig drøm om, at hans ungdomskærlighed ville smide nonnedragten og gifte sig med ham? Eller ville han blot se hende igen? Det eneste vi ved med sikkerhed er, at Frederik IV vendte tilbage til Danmark i juli 1709, hvor han blev modtaget i promp og pagt på Frederiksborg slot. Og mon ikke eddikesure dronning Louise var lettet over, at danmarkshistoriens største bigamist ikke havde giftet sig til venstre hånd endnu en gang?

Lystrejsen er lige genudgivet af Lindhardt & Ringhof som lydbog med mig som indtaler.

tirsdag den 12. juni 2012

The Humanitarian Food and Water Award - Nu er tiden kommet til at være "god"




1.
Jeg er glad og stolt over at være headhuntet til at være et dejligt menneske.

Det skete da The Humanitarian Water and Food Award spurgte mig, om jeg ville læse et eventyr op til deres to godgørende events på Københavns rådhus torsdag d. 14. juni, som mest er for potentielle sponsorer og så igen d. 29. august, hvor selve prisoverrækkelsen finder sted med optrædning af kunstnere som operasangerinde Louise Fribo og lille mig.

Tina Lindgreen, præsidenten for pragtfulde WAF, der hylder og støtter de projekter ude i verden, som bringer mad og vand til udsatte egne, havde læst min eventyrsamling Skorpionens hale og kunne godt li' den. Bogen er inspireret af 1001 Nats eventyr og den persiske digter Rumi og er pjattede, men dybt spirituelle historier, og det syntes hun passede godt ind i nogle arrangementer, som gerne vil skærpe folks bevidsthed.

Så nu har jeg skrevet et nyt lille eventyr om en rig og ond konge, der ikke kan få nok at spise, men langsomt lærer, at der er andre mennesker til i verden, som man osse skal passe på. Det er sikkert min egen historie, jeg fortæller. Der bor jo en ond konge inde i os alle, som hellere vil sidde og glide på sit guldscepter og spise crepe suzette end at tænke på de sultende.





2.
Det uhyggelige er, at 1 ud af 7 mennesker i verden ikke har adgang til rent drikkevand. Det er altså 837 millioner mennesker, der mangler noget essentielt, vi andre tager for givet. Og over 913 millioner på denne klode er underernærede, selv om der rent faktisk er mad nok til os alle, hvis der blev gjort en ærlig indsats.

Det skal der gøres noget ved, og det er det som The Humanitarian Water and Food Award kaster en projektør på. Så den 14. juni klokken 15 til 19. blir de fem finale-projekter præsenteret, og d. 29. august kommer prisvinderne til København for at blive hyldet.

Læs mere om de to arrangementer på Københavns rådhus her, som har moralsk støtte fra EU kommissionens Connie Hedegaard, the Prem Rawat Organization,  Ashok Kumar Attri, Indiens ambassadør i Danmark og mange, mange flere.

Her er WAFAS nye website, hvor du også kan donere penge, hvis du er interesseret i at gøre en forskel. Klik her

Ses vi?  Eller kender du et firma, som gerne vil være sponsor?  Eller vil du bare høre et lille eventyr fra en mand, der helst ikke vil være en ond konge som foræder sig på crepe suzette ...?

 

******

torsdag den 10. maj 2012

Skeletterne raslede ud af skabet på Østerbro. Og så kan man da kun være glad


I slutningen af marts holdt jeg mit første foredrag i Danmark i fire år, og der kom heldigvis rigtig mange.

Det fandt sted i det lille alternative kulturhus, House of Voice på Østerbro i København, som aldrig før har haft så mange til et arrangement. Det kunne mit forfatter-ego selvfølgelig godt li'. Hvad er bedre end en tætpakket sal, hvor folk besvimer og må bæres ud på bårer?

På fotoet oven over ser I et billed af mig efter foredraget, hvor jeg desværre ikke fik en blomsterbuket af den søde og dygtige arrangør. Det er nemlig mig i midten.

Jeg snakkede om Humor, Spiritualitet og Romaner, bl.a. Zarens dværg, og folk grinte alle de steder, hvor jeg var alvorlig og så fortvivlet på mig, når jeg prøvede at være morsom. Så alt var, som det plejede.

Jeg kommer i øvrigt tilbage til House of Voice, Hjalmar Brantings Plads 2A på Østerbro d. 5 september og snakker om den persiske poet Rumi, og hvordan han inspirerede min spirituelle og pjattede eventyr-roman, Skorpionens hale, der også er bygget over De Tolv Stjernetegn, Decameron, Brødrene Grimm, H.C. Andersen, Le Petit Prince og især 1001 Nats Eventyr. (Gyldendal, 2008).

Her er endnu tre billeder fra den dejlige aften med et veloplagt publikum. Jeg vil meget gerne holde flere foredrag i Danmark. Jeg tror nemlig godt, jeg kan huske sproget ...





Fotos af Gisli Magnugsson

torsdag den 15. marts 2012

Humor, spiritualitet og romaner. Mit første foredrag i København siden branden i 1728


Efter enoghalvtreds foredrag i USA, to i Hong Kong, Canada og et enkelt i Frankrig, Polen, Grækenland (og 5,311 foran spejlet), pludrer jeg nu på Østerbro i København for første gang i fire år onsdag d. 21. marts klokken 19. Kom i god tid.

Jeg signerer osse Zarens dværg, Skorpionens hale, Flødeskumsfronten, Lystrejsen, Drømmeren fra Palæstina til attraktive priser (som de siger i Netto) og diverse kropsdele på den betingelse, at du ta'r dem med og helst ikke i en plastikpose. Det er i øvrigt helt gratis at komme ind, men det kan godt være, I skal betale for at komme ud.

Mit foredrag hedder Humor, Spiritualitet og Romaner, tre ting jeg ikke ved det fjerneste om, og det finder sted på Hjalmar Brantings Plads 2A på Østerbro.

Hvor helvede ligger det, spørger den begavede læser, der blir en smule nervøs, når hun opdager, at der et liv udenfor Kgs. Nytorv og Fisketorvet. 

Jamen, Hjalmar Branting og hans plads ligger klemt inde mellem Østre Anlæg, Stockholmsgade og Øster Farimagsgade, og der ligger den godt, skulle jeg hilse og sige, med en smuk bunkers og et lille alternativt kulturhus, House of Voice, der er begyndt at holde kulturforedrag. Du kan sikkert osse få noget øreakupunktur, hvis du spørger pænt.

Jeg starter som sagt klokken 19 og blir ved til mindst 19.08. Jeg holder jo af at fatte mig i korthed. Det er man nødt til, når man er på Facebook og Twitter. Alt på over 140 stavelser keder folk ihjel, og jeg vil jo gerne give folk en opløftende aften, hvor de går bort med en fornemmelse af at ha' været sammen med en stor lys sjæl, der ikke kan styre sit ego.

Kig forbi. Hvis du ikke skal se X-Factor...

fredag den 17. februar 2012

Til premiere på Klovn The Movie i Portland, USA: Desværre var der ingen, som udvandrede


1.
Det var altså en stor skuffelse for mig.

Jeg havde håbet, at folk ville udvandre i spandevis, da Portland Film Festival i Oregon viste Mikkel Nørgaards Klovn, The Movie (eller Klown som er den nye titel på engelsk) Det er selvfølgelig Frank Hvam og Casper Christensen, som står bag film-version af deres populære tv-serie, og Klovn er så politisk ukorrekt, at man godt kunne ha' forudset, at der var nogle amerikanere, som ville brænde biografen ned - eller den danske ambassade, hvis den ikke havde ligget 6000 kilometer væk.

Men desværre nej. De lokale Portlandere grinede bare som sindssyge. På den anden side er det jo heller ikke hver dag, at man får lov til at se en gennemsnits-dansker stikke fingeren op i en kæmpekvinde, der boller med ens ven. Der er heller ikke mange eksempler i filmhistorien på velmenende ægtemænd som vil give deres sovende Mia Lyhne en "pearl necklace"  - en scene, der er så morsom, at den næsten bør få en spermbelagt Oscar.

Der er i hvert fald ikke tvivl om en ting: Klovn The Movie får The Hangover til at virke som en film for kordrenge. Set med vulgære briller har Clown verdensklasse, selv om jeg tvivler på, at den vinder konkurrencen. Der er trods alt hundredvis af film på Portland Film Festival, og jeg er ikke sikker på, at iranske filminstruktører har samme fascination af 12 årige drenges kønsorganer som Frank Hvam.



2.
Nej, forklaringen på Klovns gode modtagelse er desværre nok den, at Portland er en af de mest sofistikerede og degenererede byer i USA. Den er dybt venstreorienteret, økologisk og fuld af tofu-spisende hippies og hobby-lesbiske med tatoveringer. Og så har den sporvogne - det siger vist alt om hvordan niveauet er her.

Men mange blandt publikum var nu almindelige borgerdyr i dynefrakker, som godt kan li' Lars von Trier og Ikea. Det var sådan nogen, som beundrer arkitekturen i København og som på et tidspunkt har fået et blowjob af en au-pair pige i Horsens. Hvor godt de sover i nat, ved jeg ikke, men det hjælper nok, at Casper Christensen ikke er i nærheden.

 I øvrigt var Klovn sponsoreret af Portlands Scandinavian Heritage Foundation - en forening, der normalt støtter dansk kultur ved at arrangere foredrag om H.C. Andersen, Carl Nielsen og vindmøller. Nu fik de endelig sørget for at vise amerikanerne, hvordan Danmark virkelig er. Så mon ikke Klovn kan give dansk turisme et løft? Jeg forventer i hvert fald at mange på the West Coast får lyst til en kanotur på Gudenåen i håbet om lidt meningsløs sex med 2. g'ere. For ikke at tale om gratis adgang til Bent Fabricius Bjerres luksus-bordel - dem er der jo ligeså mange af i Danmark som Føtex.

På vej ud af biografen mødte jeg en dansk dame i halvfjerdserne, som har boet i USA i over fyrre år. Tårerne løb ned ad hendes kinder, da hun gav filmen fem stjerner ud af fem på festivalens stemmeseddel.

Nu er min største drøm at vise Clown The Movie for Rick Santorum og Mitt Romney. De herrer kunne godt bruge lidt analsex på en lejrplads. Mon ikke det ville gøre dem mindre stive?

3.
Dagen efter premieren er Portland, Oregon stadig i chok.

Jeg har lige prøvet at ringe til formanden for Scandinavian Heritage Foundation for at høre om han er blevet smidt ud af foreningen. Der er sandsynligvis nogle svenskere og nordmænd, som synes, det ville ha' været klogere at støtte en dokumentarfilm om lutefisk.

PS.
Klovn (Klown) har svært ved at holde dampen oppe i alle firs minutter, men den er bestemt værd at se for alle, der har ligeså dårlig smag som mig. I øvrigt er dens amerikanske undertekster gode. Det hører desværre til sjældenhederne.

Klik her for at se den morsomme danske trailer for Clown The Movie

.........

fredag den 30. december 2011

Dengang Obama havde tid til at gøre noget for litteraturen



Obama har det svært.

Det er der naturligvis mange grunde til. En af dem er økonomien, en anden er de republikanske præsidentkandidater, som står i kø for at overtage hans embede, så de kan tæppebombe nogle flere muslimske lande. (De mangler vist stadig tre) 

Faktisk gik det langt bedre for Obama i foråret 2009. Det var dengang han havde tid til at hjælpe sine medmennesker, og jeg tænker naturligvis ikke på noget så ligegyldigt som de fattige eller de syge - jeg tænker på forfattere i orange sweatre som mig.

Jeg var i hvert fald meget rørt over Obamas hjælp dengang jeg signerede bøger i The Booksmith i San Franciscos Haight Ashbury."En af dine fans kigger forbi," sagde boghandleren hemmelighedsfuldt inden jeg skulle i gang med at læse højt for de tolv stiknarkomaner, som havde fundet et sted, hvor de kunne varme sig.

"Nå, det er sikkert bare Lars Ulrich eller Connie Nielsen," gabte jeg, "eller Scarlett Johansson, som endnu engang vil tale lidt dansk med mig, mens hun prøver sin nye badedragt." Men nej, det var sørme USAs præsident i egen høje person, der kiggede forbi og holdt The Tsar's Dwarf for mig, så jeg kunne signere nogle til Michelle og hans hærdebrede livvagter.

Senere på året fik Barack så nogle problemer i Afghanistan og med Kongressen. Og så opstod der vist en international krise, da hans Portuguese Waterdog kom til at tisse en smule på Angela Merkel under et møde i Det Hvide Hus.

Men jeg mindes stadig dengang Barack havde tid til at gøre noget for litteraturen, selv om han måske så en smule flad ud på dagen...




The Tsar's Dwarf (Zarens dværg) udkom i USA og Canada i efteråret 2008 i Tiina Nunnallys oversættelse. Læs evt. mere om den på højre side af websitet her.



lørdag den 8. oktober 2011

Anmeldelse: Living in the Material World (Se Martin Scorcese's film om George Harrison før din skytsånd)



Martin Scorcese's dokumentar om George Harrison er en slikbutik for Beatles-fans. Den følger The Quiet One fra han blir født i sønderbombede Liverpool i 1943 til han dør af kræft i Schweiz i 2001. Undervejs ser vi private billede af Beatles; vi hører om, hvordan George blev klemt af karismatiske Paul og John, og vi får grusomme detaljer fra mordforsøget på Harrison i 1999.

Selv om jeg altid har været mest Paul fan på grund af mandens fænomenale komponist evner, så var George den af Beatlerne, jeg helst ville være venner med. Hans spirituelle indgang til livet gjorde ham visere og mere livsklog end de andre. Dertil kom hans sære sans for humor, hans kærlighed til Monty Python, Indien, racerbiler, meditationer og sidst men ikke mindst, tulipaner. Scorcese får alt med, og når han samtidig inkluderer interviews med en grædende Ringo, en morsom Eric Idle, en uhyggelig Phil Spector (som ligner en af the nut cases fra Scorceses Shutter Island) og en sød Tom Petty, så har man en uforglemmelig film, hvor man både græder, griner og blir en lille smule høj.

Filmens eneste svaghed er, at Scorcese åbenbart ikke har rettighederne til at bruge originalversionerne af de berømteste sange. Vi hører en masse demoversioner og halvdårlige koncert-optagelser (If I Needed Someone, Wah Wah, All Things Must Pass), men for mig personligt var det rart, at to af mine favoritsange var med, Savoy Truffle og Beware of Darkness.


Det, der næsten gjorde mest indtryk på mig var dog en historie som George's søn, Dhani fortæller. Dhani havde en drøm om sin far mange år efter han var død, og i drømmen spurgte Dhani hvor faderen havde været siden han var gået bort.

"Jeg har da været her hele tiden," svarede George. Og sådan er det jo. Ingen af os dør, det er kun vores kroppe, der forsvinder. Millioner af mennesker har haft samme slags visioner om de døde som Dhani (inklusiv mig selv) - og i George's tilfælde er det ikke kun hans sjæl, som stadig er med os; det er også hans geniale musik, der aldrig nogensinde vil dø.

My Sweet Lord indeed. Så se Martin Scorcese's film før din skytsånd! Der går længe før du glemmer den.


Særforestilling i
Portland, Oregon, 7. oktober, 2011

torsdag den 29. september 2011

Dengang jeg var H.C. Andersen i Vietnam


Jeg ser fuldstændig latterlig ud.

Jeg har en stor cylinderhat på, der er lavet af sort pap, en smoking, jeg har købt i en marskandiserforretning på Trianglen, og jeg står foran 400 forældreløse børn i Saigon og forklarer dem, hvordan det føles at være 200 år gammel.

Det er den femte forestilling, jeg er i gang med. Ikke som hr. Fogtdal, men som en vis hr. Andersen med fødderne solidt plantet i rismarken. Og det er ikke kun børnene, der glor. Det samme gør Ho Chi Minh. Hans statue er overalt i Vietnam, selv i mit lille omklædningsrum. Når jeg tager min skjorte af, betragter 'Den store leder' mig alvorligt. Når jeg fjerner bukserne, stirrer Han stadig på mig med stalinistisk stoisme. Men jeg er ligeglad. Jeg er jo i et kommunistisk land med røde bannere, der fortæller mig, hvordan jeg skal tænke, leve, dø - et land, der stadig udstiller liget af deres landsfader, selv om han gik bort for over femogfyrre år siden.


Vores lille performance hedder The Fairytale Express. Den er støttet af Center for kultursamarbejde med udviklingslandene, Kunststyrelsen og Litteraturcentret, og jeg rejser rundt med en dygtig lokal skuespiller, Minh Hang, der læser to eventyr op: 'Den grimme ælling' og kommunisternes favorit, Den lille pige med svovlstikkerne, der jo viser, hvor nådesløse og koldsindige vi er i Vesten.

Minh Hang er berømt fra vietnamesisk børne-tv, så alle stirrer på hende med benovelse. Derefter er der Chau Anh, min oversætter og vores bedårende master of ceremonies. Hun studerer kormusik på universitetet i Hanoi, men har samtidig et lille bijob som værtinde på Vietnams MTV - og hun ligner sådan en på en prik. Til sidst er der Tang, vores lydmand og praktiske gris. Han er noget så sjældent som en vietnamesisk mand, der har giftet sig med en jyde fra Holstebro. »Skål og skide være med det«, siger han, hver gang vi skyller nudlerne ned med whisky.

Publikum har været fantastisk. Indtil nu har vi spillet for over to tusinde børn og unge i alderen fra 9 til 17. De har klappet, grint og grædt. Efter forestillingerne har de stået i kø for at få autografer fra hr. Andersen. Og de har i det store og hele behandlet os som rockstjerner. Kun her i Saigon er der lidt problemer. Efter en halv time begynder publikum at kede sig, og da Minh Hang læser 'Den lille pige med svovlstikkerne' op, sidder halvdelen af børnene og gaber på det tidspunkt, de burde stortude.

Chau Anh, min oversætter, går i rette med børnene: »Jeg kan godt forstå, I vil snakke med jeres kammerater fra de andre skoler, men jeg synes, I bør udnytte muligheden for at lære noget om hr. Andersens baggrund. Se, han er kommet helt hertil fra Dan Mach«.

Jeg nikker strengt iført min paphat og mit bedste Store Claus-smil. Børnene holder inde med deres snakkerier. I to minutter. Så fortsætter de igen, især dem, der sidder bagest i salen. »Publikum i Saigon er altid det dårligste i Vietnam«, siger Minh Hang efter forestillingen. »Der sker for meget i deres by. De vil hellere spille computerspil«.

Det er tydeligt, at hun skammer sig over sine landsmænd, men jeg er ikke det ringeste fornærmet. Hva' fanden, et enkelt halvdårligt publikum er svært at hidse sig op over. Den sidste uge har været en oplevelse for livet. Vi har rejst med tog fra Hanoi til Saigon sammen med et kamerahold, der smækkede linsen op i hovedet på os, fra det sekund vi stod op om morgenen. Desuden har jeg givet mindst ti interview om Andersen, mig selv og om Danmark. (Det mest almindelige spørgsmål: Hvad synes du om Vietnam? Det næstmest almindelige spørgsmål: Hvad synes du om de vietnamesiske børn og unge?).

Men vigtigst af det hele: Jeg har overlevet en særdeles våd frokost i Vinh, hvor viceformanden fra byens folkekomite prøvede at drikke mig under bordet. Det lykkedes ikke, af den simple grund at min oversætter fik erstattet min vodka med vand, ellers havde jeg næppe overlevet. Men lad mig sige det så diplomatisk, jeg kan: Man kan godt mærke, at flere af vietnameserne har gået på partiskole i Moskva.

Maden var dog uforglemmelig - en stor buffet med provinsens specialiteter: mudderfisk, små kyllingestykker i bananblade, rispapir med krydret kød. Og sidst, men ikke mindst: tørt franskbrød med smør og marmelade.

»Hvorfor serverer de brød og marmelade til den vidunderlige mad?«, hviskede jeg til Lars Mikkel Johannesen fra den danske ambassade. »Det er, fordi de tror, at vesterlændinge spiser brød til alt. Samme Johannesen, miljø og kulturråd, er med på den første del af rejsen, da det er den danske ambassade, der har arrangeret turen. Ideen om 'The Fairytale Express' opstod ved et møde med de vietnamesiske statsbaner, der er medsponsor. Men det er Lars Mikkel Johannesen, som er primus motor for projektet, og som indirekte sørger for, at vi får en fin modtagelse i hver flække - men heller ikke for fin, for vietnameserne elsker svulstige middage og taler på over toogtyve minutter.


Danmark er faktisk et særdeles kendt land i Vietnam. Og populært. Ikke kun på grund af Mærsk og Peter Schmeichel, men fordi vi lægger mange ulandspenge i landet. Det er denne goodwill, der hjælper os gevaldigt - plus H.C. Andersens popularitet hos de mange vietnamesere, der har fået ham ind med modermælken uden at vide noget som helst om ham.

»Jeg troede, han var svensker«, siger en hotelpiccolo til mig, hvorefter jeg undlader at gi' ham drikkepenge.

Det er dog svært ikke at blive forelsket i vietnameserne. De er søde, smilende, generøse, og børnene og de unge er fuldstændig bedårende. På flere af skolerne har de forberedt sig grundigt på vores ankomst. De har flittigt læst eventyrene - ja, til vores første forestilling i Hanoi bærer de endda hatte, hvor de har skrevet titlen på deres yndlingseventyr. Andre steder er de knap så forberedte. Ja, der er elever, som faktisk tror, jeg er H.C. Andersen. ("Skriver du ikke snart flere eventyr, hr. Andersen? De første var så gode ..."). Andre, derimod, har besøgt mit website og ved mere om mig, end jeg selv gør.

»Tror du også, jeg kan blive en berømt forfatter en dag«, spørger en vietnamesisk pige mig i Hue, da vi har en 'Q and A'(spørgsmål og svar) session efter forestillingen. Jeg skal til at fortælle hende, at jeg faktisk ikke er særlig berømt, men den slags er svært, når man står over for en 14-årig, der kigger på én, som om man var Lenin eller Lennon. »Jeg er sikker på, du bliver meget mere berømt end mig«, svarer jeg. Pigen ser ud, som om hun er ved at dåne, og da vores lille teatertrup går ud til bussen, fortæller hun mig, at hun vil skrive for at lære sine medborgere »how to think and live«. I det samme bemærker jeg hammeren og seglet på den lille nål på brystlommen.


Vores show er improviseret, men har selvfølgelig en fast ramme. Det er en kombination af indfølt eventyroplæsning (Minh Hang er fremragende), Chau Anhs sødme og H.C. Andersen, der fortæller om sin barndom i Odense, de hårde ungdomsår i København. Og til sidst om rejserne og om eventyrene, der groede ud af ham, til han lagde sig i graven. I midten af showet må vi dog leve med en tvangsbolle. Her er aftalen nemlig, at den lokale skole opfører et dansenummer. Det er - for at sige det mildt - af svingende kvalitet.

I Vinh viser det sig at være suverænt: smukke kostumer, dygtige dansere, imponerende scenografi. Men i Danang går det galt. Fire piger kommer ind i stramme cowboybukser og synger 'Hotel California' på vietnamesisk. Desværre kan de ikke huske teksten. Efter nogle pinlige minutter går de slukørede ud, og derefter er det så meningen, at H.C. Andersen skal ind og fortælle om sin sidste tid på Jorden. Måske ikke den mest oplagte overgang. Især ikke, når hr. Andersen samtidig er blevet ramt af tordnende tyndskid.

Der er dog også et mere seriøst sigte med forestillingen - ja, man kunne næsten kalde det for "undergravende".

Ambassaderåd Lars Mikkel Johannesen ønsker, at børnene skal lære at læse bag en tekst - at når Andersen skriver om den grimme ælling, er det ikke kun et eventyr om fjerkræ, men også en beskrivelse af hans eget liv. Den slags er jo barnelærdom for os, men i Vietnam er de unge opdraget til at tage alt for pålydende. »Vi må sikre os, at disse børn lærer at tænke på en anden måde«, siger Lars Mikkel Johannesen. »Det er det, der må være formålet med vores kulturarbejde i Vietnam: at vi giver dem mulighed for at møde en ny verden - en verden, der er mindre stiv end deres egen«.

Jeg nikker begejstret. Ja, tænk hvis man kunne få de unge vietnamesere til at sætte spørgsmålstegn ved, hvad der står i avisen. Så har vi ikke kun fejret en stor dansker, men også sat nogle tanker i gang i fremtidens partikommissærer.

Måske er det derfor, at Ho Chi Minh ryster på hovedet, når vi diskuterer med børnene efter forestillingen. Vi finder nemlig ud af, at diskussionen flyder lettest, hvis vi vælger, hvilke børn der må stille spørgsmål. I Hanoi er det tydeligt, at alt er blevet planlagt af arrangørerne: børnenes kommentarer, deres spørgsmål til mig - ja, selv en rørende afskedssalut: »Goodbye, Peter«, råber 150 børn i kor, og så er det svært ikke at flyve glad ud af scenen med sin storslåede blomsterbuket plus vietnamesernes gaveide nummer 1: en eddersmart Ho Chi Minh-platte med dejlig rød ramme.




På trods af den megen venlighed viser det sig dog at være svært at gøre op med vietnamesisk vanetænkning. Et show skal introduceres, som om der er tale om en kongres for jord- og betonarbejdere. Der skal gives gaver bagefter. Og vi skal spise frokost med den lokale partiformand eller de lokale skolelærere. Det er dog ganske interessant, både fordi de er søde, og også på grund af de oplysninger, vi får. I Vinh finder jeg f.eks. ud af, at vi ikke spiller for alle skolens børn i distriktet.

»Det er kun de bedste elever, der får lov at komme med til jeres forestilling«, siger en lærer til mig. »Hvem er de bedste elever«, spørger jeg nysgerrigt. »De, der kan deres lektier«, siger hun. »Hvilke slags lektier?«, spørger jeg med klædelig sadisme. "De lektier, som er relevante for børnene i vores socialistiske republik", siger hun med et nervøst smil og spejder ud i lokalet, som om hun håber, at Ho Chi vil redde hende fra Hans Christian.

Jeg sukker stille og fælder en tåre over alle de dejlige asociale møgunger, vi ikke har fået lov at møde. Det havde jo været sjovt med nogle flere skæve spørgsmål til den skæve hr. Andersen, der jo heller ikke passede ind i borgerskabets rammer i sin tid. Men det er jo en helt anden historie.

Lige meget hvad er der dog ingen tvivl om, at 'The Fairytale Express' har gjort et storartet indtryk. Efter hvert show deler vi boggaver ud til børnene, der har turdet stille spørgsmål, og bøgerne med ti af Andersens eventyr er populære hos vinderne. Næsten lige så populære som H.C.s tåbelige paphat, der nu befinder sig på cirka firehundredogsyvogtredive digitalbilleder i Saigon.

Og det er vel ikke så dårligt gået for en gammel herre, der nærmer sig de 201 år - og som den følgende dag kan se sig selv på vietnamesisk tv på vej ind i et smånusset nattog med en vietnamesisk skuespiller, en master of ceremonies og en lydmand fra Hanoi, der er gift med en jyde.

Se, det var en rigtig historie.

The Fairytale Express truppen under en middag i Danang, hvor flere af os blev syge bagefter. Skuespilleren Minh Hang, master of ceremonies og tidligere MTV værtinde Chau Anh, vores jysk-gifte koordinator, mig og vores lydmand og tekniker - de sidste to har jeg desværre glemt navnene på.


Lettere bearbejdet Politiken kronik fra efteråret 2005. 


Det var oplevelserne i Vietnam, som inspirerede mig til pludselig og helt ulogisk at inkludere et eventyr i min roman Zarens dværg (det blev skrevet i en H.C. Andersen rus på et hotelværelse i Hanoi) plus at begå min pjattede og spirituelle eventyrroman Skorpionens hale, som udkom i 2008 på Gyldendal


*****

Zarens dværg som Gyldendal pocket, 69,50 kr.

Zarens dværg som Gyldendal pocket, 69,50 kr.
Tredje udgave. 20.000 solgte eksemplarer. Også udgivet i USA, Canada, Frankrig og Portugal. *******