Bytur med Bigamisten - Frederik den Fjerdes Vanvittige Lystrejse Til Italien

Fredag d. 31. august klokken 16 har du chancen for at komme med på en vandretur gennem Frederik IVs København og mine to historiske romaner, Zarens dværg og Lystrejsen. Mødested: foran Nationalmuseet på Ny Vestergade i København. Medbring pudderparyk og 100 kroner. Arrangøren er Peter og Ping, der lige har lavet en Beatles-tur til Liverpool. Nu får I så mig i stedet for Ringo.

Hvis du er historie-interesseret, skulle du komme og høre om Peter den Stores kiksede ophold i hovedstaden i 1716; om notarius publicus Rasmus Æresbo, der var tolk under Zarens ophold, og om Frederiks liderlige lystrejse i 1708 til Italien. Det blir ganske barokt det hele, men historisk baseret barokt.

Da Lystrejsen udkom i 2003, skrev jeg en kronik om Frederik IVs fascinerende Italiens-rejse i 1708-09. Den blev bragt i Kristeligt Dagblad på et ukristeligt tidspunkt, men her er den, hvis nogen skulle være interesseret.

DEN FØLSOMME BIGAMIST
I efteråret 1708 besluttede Frederik IV, konge af Danmark-Norge, venderne og goterne, hertug af Slesvig, Holsten, Stormarn og Ditmarsken, greve af Oldenburg og Delmenhorst, at han ville på en lystrejse til Italien.

Den slags var uhørt i baroktiden. En rejse skulle have politisk betydning. En enevoldskonge tog ikke af sted til syden på ferie ...men en kold novemberdag rejste Frederik IV sydpå med halvdelen af sin regering på slæb. 96 mand begav sig over de sneklædte Alper: rådgivere, skrivere, sukkerbagere, livbarberer. Ja, den danske konge havde endda sin hund med - og den 29. december ankom han til Venezia og kastede sig ud i karnevalet, samtidig med at den Store Nordiske Krig gik ind i en afgørende fase.

Men hvorfor var Frederik IV rejst af sted? Og hvad gik der af den danske enevoldskonge, der ellers var kendt for sin store flid? Det har historikere funderet over siden. De fleste mener, at der blot var tale om en lystrejse. Kongen var træt af den stigende arbejdsbyrde, og han var især ærketræt af sin gemalinde, dronning Louise. Kort og godt, Frederik IV havde brug for at more sig i »lasternes fædreland«.

KATOLICISMEN
Men rejsen er langt mere interessant end de fleste historikere har antaget, både fordi den rummer en enestående kærlighedshistorie, og fordi den kunne have ændret danmarkshistorien: Frederik IV tog til Italien for at møde en kvinde, han havde forelsket sig i på sin dannelsesrejse som kronprins sytten år tidligere. Og samtidig var han i så dyb en krise, at han overvejede at konvertere til katolicismen.

Især det sidste har der aldrig været nogle danske historikere, der har troet på - Frederik IV ville nemlig have tabt kronen, hvis han forkastede protestantismen. Men i Italien beskæftigede mange krønikeskrivere sig med muligheden! De var fuldstændig overbevist om, at den danske konge kunne lokkes over til den sande tro - og i den tid Frederik opholdt sig i landet, samarbejdede mange af de italienske stater om sagen.

Med god grund, for halvtreds år tidligere havde den svenske dronning Kristina nemlig konverteret til katolicismen. Nu - mente de - var en ny monark på vej til at gøre det samme.

Som sagt besøgte Frederik IV Italien to gange: som kronprins i 1692-3 og som konge i 1708-9 - og på begge rejser brugte papisterne alle midler for at få ham til at se lyset. I Rom inviterede de ham på besøg i dronning Kristinas Palazzo Riario (Corsini); i Bologna forærede de ham bøger fra den svenske dronnings samling - ja, papisterne lod endda ligge i luften, at Paven ville velsigne Frederik, hvis han blot »ville vende tilbage til moderkirken«. Ikke nok med det: de var så overmodige, at de begyndt at indrette et palæ, hvor kongen kunne bo efter at have afsagt den danske trone.
Hvorfor er der ikke flere, der kender til denne fantastiske historie? Og hvorfor er Frederik IV så relativ ukendt i danskernes bevidsthed? Årsagen er nok, at ale vores mange konger drukner i romertal - vi kan ikke kende dem fra hinanden.

DEN DYBT EMOTIONELLE ENEVOLDSKONGE MED DET STORSLÅEDE KAOS I SIT SIND
Frederik IV blev født i 1671 og regerede fra 1699-1730. Han har et ry som en dygtig, men lidt fantasiløs bureaukrat, hvilket er fuldstændig uretfærdigt. Tværtimod var Frederik IV vores dygtigste enevoldskonge og samtidig en dybt emotionel mand med det mest vidunderlige kaos i sit sind ... og PS: Han var en følsom bigamist.

I 1704 begik han bigami for første gang ved at gifte sig med en tysk adelsfrøken, Elizabeth von Vieregg. I 1712 gjorde han det igen med den langt mere mere berømte Anna Sophie Reventlow. Kort og godt, den danske konge var ualmindelig dameglad - og det udnyttede italienerne i et forsøg på at få ham til at konvertere.

Hvad de især benyttede sig af var, at Frederik IV insisterede på at besøge sin ungdomselskede, Maria Maddalena Trenta fra Lucca - og dette gav papisterne en diplomatisk klemme på den danske konge.

KOMTESSEN FRA LUCCA
Frederik havde mødt den italienske adelsfrøken i Firenze på sin dannelsesrejse som kronprins i 1692. Da frøken Trenta både kunne tale fransk og tysk, havde hun været hans oversætter under besøget. De to var blevet forelsket, men da Frederik var protestant, og hun var troende katolik, kunne de ikke få hinanden. Hvor alvorlig forelskelsen var er der ingen, som ved (den blev overhovedet ikke nævnt i kilderne dengang), men kronprinsen rejste hjem, og nogle år senere blev han tvunget til at gifte sig med Louise fra Mecklenburg-Güstrow, der var en god tysk protestant.

Men da Frederik senere blev konge, kunne han ikke glemme skønheden fra Lucca, og i 1708 tog han tilbage til sit elskede Italien for at møde sin ungdoms kærlighed. Der var kun ét problem: Da Frederik IV nåede frem, fik han at vide, at Maria Maddalena Trenta var gået i kloster - og at han ikke kunne få lov til at se hende!

Nu havde katolikkerne en klemme på Frederik: Kun en katolik kunne nemlig få tilladelse til at besøge en nonne i clausura. En protestant kunne ikke! Så det kunne udnyttes.

Den danske enevoldskonge satte også himmel og jord i bevægelse for at få et møde i stand. Han involverede storhertugen af Toscana og henvendte sig til ærkebiskoppen i Firenze - men med mindre klosterets priorinde ville give sin tilladelse, var man nødt til at få en kompensation fra Paven i Rom.

DEN GROTESKE TANKE OM AT KONVERTERE?
Kort og godt, Frederik IV var tvunget til at overveje en konvertering til katolicismen, hvis han ville se sin elskede. I hvor høj grad han virkelig overvejede det er umuligt for os at vide. Hans dagbøger røber ingen private tanker (i modsætning til sin inkompetente oldefar Christian IV brød Frederik sig ikke om at skrive) - men flere af datidens italienske krønikeskrivere påstår, at Frederik i 1692 havde lovet Maria Maddalena at konvertere, og at det var derfor, hun var gået i kloster - i skuffelse over, at han ikke var vendt tilbage og havde giftet sig med hende.

ROMANFORFATTEREN TA'R SIG SINE FRIHEDER
Som romanforfatter er ens indgang til stoffet naturligvis anderledes end historikerens. Man erstatter de manglende kilder med fantasi og »uvidenskabelige« fornemmelser. Man læser så meget man kan: om kongen, baroktiden, kunsten, hoflivet; man besøger slotter, snuser til pudderparykker, mediterer, drømmer - og på halvandet år pløjede jeg da også gennem mere end halvtreds bøger på dansk, italiensk og engelsk.

Jeg fulgte også Frederik IVs rute. Efter jeg havde fået et rejselegat fra Staten Kunstfond var jeg i Trento, Verona, Vicenza, Venezia, Bologna, Modena, Mantova, Firenze, Lucca og Rom og besøgte de steder, hvor kongen boede. Især i Vicenza så jeg kilder, som ingen danskere nogensinde har set, sikkert fordi så få danske historikere kan italiensk. Alle disse oplevelser gjorde, at jeg følte, at jeg levede inde i hovedet på Frederik IV, og i mit storhedsvanvid bilder jeg mig ind, at jeg forstår den danske konge bedre end de fleste. Derfor vover jeg påstanden, at kongens emotionelle krise betød, at han var tættere på at konvertere end eftertidens logiske hoveder har troet.

Nøglen findes selvfølgelig i forholdet til Maria Maddalena Trenta - den smukke adelsfrøken, der sad "fanget" i klosteret Santa Maria Maddalena de' Pazzi i Firenze. Vi ved med sikkerhed det lykkedes for kongen at få gennemtvunget fire møder med sin ungdomselskede. Hvad de talte om, er der ingen, der aner noget om med sikkerhed - men Luccas ambassadør til Firenze (Maria Maddalena Trentas onkel) påstod, at Trenta havde fået ordre på at redde den danske konges bundfrosne protestantiske sjæl.

Alle kilder og øjenvidner er også enige om, at Frederik IV græd, da han forlod klosteret, hvorimod Maria Maddalena Trenta var stoisk og rolig på den anden side af gitteret.

KONGEN TRUET PÅ LIVET?
I Italien fortsatte bølgerne med at gå højt, da Frederik vendte næsen mod nord. Katolikkerne var overbeviste om, at Frederik IVs manglende konvertering skyldtes, at hans rådgivere og præster havde truet ham på livet. Det har nok intet på sig, men at kongen var mere end almindelig fascineret af katolicismen er hævet over enhver tvivl.

Hvad Frederik IV håbede på at få ud af sin lystrejse, ved vi naturligvis ikke. Havde han en naiv og vanvittig drøm om, at hans ungdomskærlighed ville smide nonnedragten og gifte sig med ham? Eller ville han blot se hende igen? Det eneste vi ved med sikkerhed er, at Frederik IV vendte tilbage til Danmark i juli 1709, hvor han blev modtaget i promp og pagt på Frederiksborg slot. Og mon ikke eddikesure dronning Louise var lettet over, at danmarkshistoriens største bigamist ikke havde giftet sig til venstre hånd endnu en gang?

Lystrejsen er lige genudgivet af Lindhardt & Ringhof som lydbog med mig som indtaler.

The Humanitarian Food and Water Award - Nu er tiden kommet til at være "god"

1.
Jeg er glad og stolt over at være headhuntet til at være et dejligt menneske.

Det skete da The Humanitarian Water and Food Award spurgte mig, om jeg ville læse et eventyr op til deres to godgørende events på Københavns rådhus torsdag d. 14. juni, som mest er for potentielle sponsorer og så igen d. 29. august, hvor selve prisoverrækkelsen finder sted med optrædning af kunstnere som operasangerinde Louise Fribo og lille mig.

Tina Lindgreen, præsidenten for pragtfulde WAF, der hylder og støtter de projekter ude i verden, som bringer mad og vand til udsatte egne, havde læst min eventyrsamling Skorpionens hale og kunne godt li' den. Bogen er inspireret af 1001 Nats eventyr og den persiske digter Rumi og er pjattede, men dybt spirituelle historier, og det syntes hun passede godt ind i nogle arrangementer, som gerne vil skærpe folks bevidsthed.

Så nu har jeg skrevet et nyt lille eventyr om en rig og ond konge, der ikke kan få nok at spise, men langsomt lærer, at der er andre mennesker til i verden, som man osse skal passe på. Det er sikkert min egen historie, jeg fortæller. Der bor jo en ond konge inde i os alle, som hellere vil sidde og glide på sit guldscepter og spise crepe suzette end at tænke på de sultende.





2.
Det uhyggelige er, at 1 ud af 7 mennesker i verden ikke har adgang til rent drikkevand. Det er altså 837 millioner mennesker, der mangler noget essentielt, vi andre tager for givet. Og over 913 millioner på denne klode er underernærede, selv om der rent faktisk er mad nok til os alle, hvis der blev gjort en ærlig indsats.

Det skal der gøres noget ved, og det er det som The Humanitarian Water and Food Award kaster en projektør på. Så den 14. juni klokken 15 til 19. blir de fem finale-projekter præsenteret, og d. 29. august kommer prisvinderne til København for at blive hyldet.

Læs mere om de to arrangementer på Københavns rådhus her, som har moralsk støtte fra EU kommissionens Connie Hedegaard, the Prem Rawat Organization,  Ashok Kumar Attri, Indiens ambassadør i Danmark og mange, mange flere.

Her er WAFAS nye website, hvor du også kan donere penge, hvis du er interesseret i at gøre en forskel. Klik her

Ses vi?  Eller kender du et firma, som gerne vil være sponsor?  Eller vil du bare høre et lille eventyr fra en mand, der helst ikke vil være en ond konge som foræder sig på crepe suzette ...?

 

******

Skeletterne raslede ud af skabet på Østerbro. Og så kan man da kun være glad

I slutningen af marts holdt jeg mit første foredrag i Danmark i fire år, og der kom heldigvis rigtig mange.

Det fandt sted i det lille alternative kulturhus, House of Voice på Østerbro i København, som aldrig før har haft så mange til et arrangement. Det kunne mit forfatter-ego selvfølgelig godt li'. Hvad er bedre end en tætpakket sal, hvor folk besvimer og må bæres ud på bårer?

På fotoet oven over ser I et billed af mig efter foredraget, hvor jeg desværre ikke fik en blomsterbuket af den søde og dygtige arrangør. Det er nemlig mig i midten.

Jeg snakkede om Humor, Spiritualitet og Romaner, bl.a. Zarens dværg, og folk grinte alle de steder, hvor jeg var alvorlig og så fortvivlet på mig, når jeg prøvede at være morsom. Så alt var, som det plejede.

Jeg kommer i øvrigt tilbage til House of Voice, Hjalmar Brantings Plads 2A på Østerbro d. 5 september og snakker om den persiske poet Rumi, og hvordan han inspirerede min spirituelle og pjattede eventyr-roman, Skorpionens hale, der også er bygget over De Tolv Stjernetegn, Decameron, Brødrene Grimm, H.C. Andersen, Le Petit Prince og især 1001 Nats Eventyr. (Gyldendal, 2008).

Her er endnu tre billeder fra den dejlige aften med et veloplagt publikum. Jeg vil meget gerne holde flere foredrag i Danmark. Jeg tror nemlig godt, jeg kan huske sproget ...

Fotos af Gisli Magnugsson

Humor, spiritualitet og romaner. Mit første foredrag i København siden branden i 1728

Efter enoghalvtreds foredrag i USA, to i Hong Kong, Canada og et enkelt i Frankrig, Polen, Grækenland (og 5,311 foran spejlet), pludrer jeg nu på Østerbro i København for første gang i fire år onsdag d. 21. marts klokken 19. Kom i god tid.

Jeg signerer osse Zarens dværg, Skorpionens hale, Flødeskumsfronten, Lystrejsen, Drømmeren fra Palæstina til attraktive priser (som de siger i Netto) og diverse kropsdele på den betingelse, at du ta'r dem med og helst ikke i en plastikpose. Det er i øvrigt helt gratis at komme ind, men det kan godt være, I skal betale for at komme ud.

Mit foredrag hedder Humor, Spiritualitet og Romaner, tre ting jeg ikke ved det fjerneste om, og det finder sted på Hjalmar Brantings Plads 2A på Østerbro.

Hvor helvede ligger det, spørger den begavede læser, der blir en smule nervøs, når hun opdager, at der et liv udenfor Kgs. Nytorv og Fisketorvet. 

Jamen, Hjalmar Branting og hans plads ligger klemt inde mellem Østre Anlæg, Stockholmsgade og Øster Farimagsgade, og der ligger den godt, skulle jeg hilse og sige, med en smuk bunkers og et lille alternativt kulturhus, House of Voice, der er begyndt at holde kulturforedrag. Du kan sikkert osse få noget øreakupunktur, hvis du spørger pænt.

Jeg starter som sagt klokken 19 og blir ved til mindst 19.08. Jeg holder jo af at fatte mig i korthed. Det er man nødt til, når man er på Facebook og Twitter. Alt på over 140 stavelser keder folk ihjel, og jeg vil jo gerne give folk en opløftende aften, hvor de går bort med en fornemmelse af at ha' været sammen med en stor lys sjæl, der ikke kan styre sit ego.

Kig forbi. Hvis du ikke skal se X-Factor...

Til premiere på Klovn The Movie i Portland, USA: Desværre var der ingen, som udvandrede

1.
Det var altså en stor skuffelse for mig.

Jeg havde håbet, at folk ville udvandre i spandevis, da Portland Film Festival i Oregon viste Mikkel Nørgaards Klovn, The Movie (eller Klown som er den nye titel på engelsk) Det er selvfølgelig Frank Hvam og Casper Christensen, som står bag film-version af deres populære tv-serie, og Klovn er så politisk ukorrekt, at man godt kunne ha' forudset, at der var nogle amerikanere, som ville brænde biografen ned - eller den danske ambassade, hvis den ikke havde ligget 6000 kilometer væk.

Men desværre nej. De lokale Portlandere grinede bare som sindssyge. På den anden side er det jo heller ikke hver dag, at man får lov til at se en gennemsnits-dansker stikke fingeren op i en kæmpekvinde, der boller med ens ven. Der er heller ikke mange eksempler i filmhistorien på velmenende ægtemænd som vil give deres sovende Mia Lyhne en "pearl necklace"  - en scene, der er så morsom, at den næsten bør få en spermbelagt Oscar.

Der er i hvert fald ikke tvivl om en ting: Klovn The Movie får The Hangover til at virke som en film for kordrenge. Set med vulgære briller har Clown verdensklasse, selv om jeg tvivler på, at den vinder konkurrencen. Der er trods alt hundredvis af film på Portland Film Festival, og jeg er ikke sikker på, at iranske filminstruktører har samme fascination af 12 årige drenges kønsorganer som Frank Hvam.

2.
Nej, forklaringen på Klovns gode modtagelse er desværre nok den, at Portland er en af de mest sofistikerede og degenererede byer i USA. Den er dybt venstreorienteret, økologisk og fuld af tofu-spisende hippies og hobby-lesbiske med tatoveringer. Og så har den sporvogne - det siger vist alt om hvordan niveauet er her.

Men mange blandt publikum var nu almindelige borgerdyr i dynefrakker, som godt kan li' Lars von Trier og Ikea. Det var sådan nogen, som beundrer arkitekturen i København og som på et tidspunkt har fået et blowjob af en au-pair pige i Horsens. Hvor godt de sover i nat, ved jeg ikke, men det hjælper nok, at Casper Christensen ikke er i nærheden.

 I øvrigt var Klovn sponsoreret af Portlands Scandinavian Heritage Foundation - en forening, der normalt støtter dansk kultur ved at arrangere foredrag om H.C. Andersen, Carl Nielsen og vindmøller. Nu fik de endelig sørget for at vise amerikanerne, hvordan Danmark virkelig er. Så mon ikke Klovn kan give dansk turisme et løft? Jeg forventer i hvert fald at mange på the West Coast får lyst til en kanotur på Gudenåen i håbet om lidt meningsløs sex med 2. g'ere. For ikke at tale om gratis adgang til Bent Fabricius Bjerres luksus-bordel - dem er der jo ligeså mange af i Danmark som Føtex.

På vej ud af biografen mødte jeg en dansk dame i halvfjerdserne, som har boet i USA i over fyrre år. Tårerne løb ned ad hendes kinder, da hun gav filmen fem stjerner ud af fem på festivalens stemmeseddel.

Nu er min største drøm at vise Clown The Movie for Rick Santorum og Mitt Romney. De herrer kunne godt bruge lidt analsex på en lejrplads. Mon ikke det ville gøre dem mindre stive?

3.
Dagen efter premieren er Portland, Oregon stadig i chok.

Jeg har lige prøvet at ringe til formanden for Scandinavian Heritage Foundation for at høre om han er blevet smidt ud af foreningen. Der er sandsynligvis nogle svenskere og nordmænd, som synes, det ville ha' været klogere at støtte en dokumentarfilm om lutefisk.

PS.
Klovn (Klown) har svært ved at holde dampen oppe i alle firs minutter, men den er bestemt værd at se for alle, der har ligeså dårlig smag som mig. I øvrigt er dens amerikanske undertekster gode. Det hører desværre til sjældenhederne.

Klik her for at se den morsomme danske trailer for Clown The Movie

.........

Dengang Obama havde tid til at gøre noget for litteraturen

Obama har det svært.

Det er der naturligvis mange grunde til. En af dem er økonomien, en anden er de republikanske præsidentkandidater, som står i kø for at overtage hans embede, så de kan tæppebombe nogle flere muslimske lande. (De mangler vist stadig tre) 

Faktisk gik det langt bedre for Obama i foråret 2009. Det var dengang han havde tid til at hjælpe sine medmennesker, og jeg tænker naturligvis ikke på noget så ligegyldigt som de fattige eller de syge - jeg tænker på forfattere i orange sweatre som mig.

Jeg var i hvert fald meget rørt over Obamas hjælp dengang jeg signerede bøger i The Booksmith i San Franciscos Haight Ashbury."En af dine fans kigger forbi," sagde boghandleren hemmelighedsfuldt inden jeg skulle i gang med at læse højt for de tolv stiknarkomaner, som havde fundet et sted, hvor de kunne varme sig.

"Nå, det er sikkert bare Lars Ulrich eller Connie Nielsen," gabte jeg, "eller Scarlett Johansson, som endnu engang vil tale lidt dansk med mig, mens hun prøver sin nye badedragt." Men nej, det var sørme USAs præsident i egen høje person, der kiggede forbi og holdt The Tsar's Dwarf for mig, så jeg kunne signere nogle til Michelle og hans hærdebrede livvagter.

Senere på året fik Barack så nogle problemer i Afghanistan og med Kongressen. Og så opstod der vist en international krise, da hans Portuguese Waterdog kom til at tisse en smule på Angela Merkel under et møde i Det Hvide Hus.

Men jeg mindes stadig dengang Barack havde tid til at gøre noget for litteraturen, selv om han måske så en smule flad ud på dagen...

The Tsar's Dwarf (Zarens dværg) udkom i USA og Canada i efteråret 2008 i Tiina Nunnallys oversættelse. Læs evt. mere om den på højre side af websitet her.

Anmeldelse: Living in the Material World (Se Martin Scorcese's film om George Harrison før din skytsånd)

1.
Martin Scorcese's dokumentar om George Harrison er en slikbutik for Beatles-fans. Den følger The Quiet One fra han blir født i sønderbombede Liverpool i 1943 til han dør af kræft i Schweiz i 2001. Undervejs ser vi private billede af Beatles; vi hører om, hvordan George blev klemt af karismatiske Paul og John, og vi får grusomme detaljer fra mordforsøget på Harrison i 1999.

Selv om jeg altid har været mest Paul fan på grund af mandens fænomenale komponist evner, så var George den af Beatlerne, jeg helst ville være venner med. Hans spirituelle indgang til livet gjorde ham visere og mere livsklog end de andre. Dertil kom hans sære sans for humor, hans kærlighed til Monty Python, Indien, racerbiler, meditationer og sidst men ikke mindst, tulipaner. Scorcese får alt med, og når han samtidig inkluderer interviews med en grædende Ringo, en morsom Eric Idle, en uhyggelig Phil Spector (som ligner en af the nut cases fra Scorceses Shutter Island) og en sød Tom Petty, så har man en uforglemmelig film, hvor man både græder, griner og blir en lille smule høj.

Filmens eneste svaghed er, at Scorcese åbenbart ikke har fået rettighederne til at bruge originalversionerne af de berømteste sange. Vi hører en masse demoversioner og halvdårlige koncert-optagelser (If I Needed Someone, Wah Wah, All Things Must Pass), men personligt var jeg lykkelig for, at to af mine favoritsange var med - Savoy Truffle og Beware of Darkness.

2.
Det, der næsten gjorde mest indtryk på mig var dog en historie, som George's søn, Dhani fortæller. Dhani havde en drøm om sin far mange år efter han var død, og i drømmen spurgte Dhani hvor faderen havde været siden han var gået bort.

"Jeg har da været her hele tiden," svarede George.

Og sådan er det jo. Ingen af os dør, det er kun vores kroppe, der forsvinder. Millioner af mennesker har haft samme slags visioner om de døde som Dhani (inklusiv mig selv) - og i George's tilfælde er det ikke kun hans sjæl, som stadig er med os; det er også hans geniale musik, der aldrig nogensinde vil dø.

My Sweet Lord indeed. Så se Martin Scorcese's film før din skytsånd! Der går længe før du glemmer den.


Særforestilling i Portland, Oregon, 7. oktober, 2011

Dengang jeg var H.C. Andersen i Vietnam

Jeg ser fuldstændig latterlig ud.

Jeg har en stor cylinderhat på, der er lavet af sort pap, en smoking, jeg har købt i en marskandiserforretning på Trianglen, og jeg står foran 400 forældreløse børn i Saigon og forklarer dem, hvordan det føles at være 200 år gammel.

Det er den femte forestilling, jeg er i gang med. Ikke som hr. Fogtdal, men som en vis hr. Andersen med fødderne solidt plantet i rismarken. Og det er ikke kun børnene, der glor. Det samme gør Ho Chi Minh. Hans statue er overalt i Vietnam, selv i mit lille omklædningsrum. Når jeg tager min skjorte af, betragter 'Den store leder' mig alvorligt. Når jeg fjerner bukserne, stirrer Han stadig på mig med stalinistisk stoisme. Men jeg er ligeglad. Jeg er jo i et kommunistisk land med røde bannere, der fortæller mig, hvordan jeg skal tænke, leve, dø - et land, der stadig udstiller liget af deres landsfader, selv om han gik bort for over femogfyrre år siden.

Vores lille performance hedder The Fairytale Express. Den er støttet af Center for kultursamarbejde med udviklingslandene, Kunststyrelsen og Litteraturcentret, og jeg rejser rundt med en dygtig lokal skuespiller, Minh Hang, der læser to eventyr op: 'Den grimme ælling' og kommunisternes favorit, Den lille pige med svovlstikkerne, der jo viser, hvor nådesløse og koldsindige vi er i Vesten.

Minh Hang er berømt fra vietnamesisk børne-tv, så alle stirrer på hende med benovelse. Derefter er der Chau Anh, min oversætter og vores bedårende master of ceremonies. Hun studerer kormusik på universitetet i Hanoi, men har samtidig et lille bijob som værtinde på Vietnams MTV - og hun ligner sådan en på en prik. Til sidst er der Tang, vores lydmand og praktiske gris. Han er noget så sjældent som en vietnamesisk mand, der har giftet sig med en jyde fra Holstebro. »Skål og skide være med det«, siger han, hver gang vi skyller nudlerne ned med whisky.

Publikum har været fantastisk. Indtil nu har vi spillet for over to tusinde børn og unge i alderen fra 9 til 17. De har klappet, grint og grædt. Efter forestillingerne har de stået i kø for at få autografer fra hr. Andersen. Og de har i det store og hele behandlet os som rockstjerner. Kun her i Saigon er der lidt problemer. Efter en halv time begynder publikum at kede sig, og da Minh Hang læser 'Den lille pige med svovlstikkerne' op, sidder halvdelen af børnene og gaber på det tidspunkt, de burde stortude.

Chau Anh, min oversætter, går i rette med børnene: »Jeg kan godt forstå, I vil snakke med jeres kammerater fra de andre skoler, men jeg synes, I bør udnytte muligheden for at lære noget om hr. Andersens baggrund. Se, han er kommet helt hertil fra Dan Mach«.

Jeg nikker strengt iført min paphat og mit bedste Store Claus-smil. Børnene holder inde med deres snakkerier. I to minutter. Så fortsætter de igen, især dem, der sidder bagest i salen. »Publikum i Saigon er altid det dårligste i Vietnam«, siger Minh Hang efter forestillingen. »Der sker for meget i deres by. De vil hellere spille computerspil«.

Det er tydeligt, at hun skammer sig over sine landsmænd, men jeg er ikke det ringeste fornærmet. Hva' fanden, et enkelt halvdårligt publikum er svært at hidse sig op over. Den sidste uge har været en oplevelse for livet. Vi har rejst med tog fra Hanoi til Saigon sammen med et kamerahold, der smækkede linsen op i hovedet på os, fra det sekund vi stod op om morgenen. Desuden har jeg givet mindst ti interview om Andersen, mig selv og om Danmark. (Det mest almindelige spørgsmål: Hvad synes du om Vietnam? Det næstmest almindelige spørgsmål: Hvad synes du om de vietnamesiske børn og unge?).

Men vigtigst af det hele: Jeg har overlevet en særdeles våd frokost i Vinh, hvor viceformanden fra byens folkekomite prøvede at drikke mig under bordet. Det lykkedes ikke, af den simple grund at min oversætter fik erstattet min vodka med vand, ellers havde jeg næppe overlevet. Men lad mig sige det så diplomatisk, jeg kan: Man kan godt mærke, at flere af vietnameserne har gået på partiskole i Moskva.

Maden var dog uforglemmelig - en stor buffet med provinsens specialiteter: mudderfisk, små kyllingestykker i bananblade, rispapir med krydret kød. Og sidst, men ikke mindst: tørt franskbrød med smør og marmelade.

»Hvorfor serverer de brød og marmelade til den vidunderlige mad?«, hviskede jeg til Lars Mikkel Johannesen fra den danske ambassade. »Det er, fordi de tror, at vesterlændinge spiser brød til alt. Samme Johannesen, miljø og kulturråd, er med på den første del af rejsen, da det er den danske ambassade, der har arrangeret turen. Ideen om 'The Fairytale Express' opstod ved et møde med de vietnamesiske statsbaner, der er medsponsor. Men det er Lars Mikkel Johannesen, som er primus motor for projektet, og som indirekte sørger for, at vi får en fin modtagelse i hver flække - men heller ikke for fin, for vietnameserne elsker svulstige middage og taler på over toogtyve minutter.

Danmark er faktisk et særdeles kendt land i Vietnam. Og populært. Ikke kun på grund af Mærsk og Peter Schmeichel, men fordi vi lægger mange ulandspenge i landet. Det er denne goodwill, der hjælper os gevaldigt - plus H.C. Andersens popularitet hos de mange vietnamesere, der har fået ham ind med modermælken uden at vide noget som helst om ham.

»Jeg troede, han var svensker«, siger en hotelpiccolo til mig, hvorefter jeg undlader at gi' ham drikkepenge.

Det er dog svært ikke at blive forelsket i vietnameserne. De er søde, smilende, generøse, og børnene og de unge er fuldstændig bedårende. På flere af skolerne har de forberedt sig grundigt på vores ankomst. De har flittigt læst eventyrene - ja, til vores første forestilling i Hanoi bærer de endda hatte, hvor de har skrevet titlen på deres yndlingseventyr. Andre steder er de knap så forberedte. Ja, der er elever, som faktisk tror, jeg er H.C. Andersen. ("Skriver du ikke snart flere eventyr, hr. Andersen? De første var så gode ..."). Andre, derimod, har besøgt mit website og ved mere om mig, end jeg selv gør.

»Tror du også, jeg kan blive en berømt forfatter en dag«, spørger en vietnamesisk pige mig i Hue, da vi har en 'Q and A'(spørgsmål og svar) session efter forestillingen. Jeg skal til at fortælle hende, at jeg faktisk ikke er særlig berømt, men den slags er svært, når man står over for en 14-årig, der kigger på én, som om man var Lenin eller Lennon. »Jeg er sikker på, du bliver meget mere berømt end mig«, svarer jeg. Pigen ser ud, som om hun er ved at dåne, og da vores lille teatertrup går ud til bussen, fortæller hun mig, at hun vil skrive for at lære sine medborgere »how to think and live«. I det samme bemærker jeg hammeren og seglet på den lille nål på brystlommen.

Vores show er improviseret, men har selvfølgelig en fast ramme. Det er en kombination af indfølt eventyroplæsning (Minh Hang er fremragende), Chau Anhs sødme og H.C. Andersen, der fortæller om sin barndom i Odense, de hårde ungdomsår i København. Og til sidst om rejserne og om eventyrene, der groede ud af ham, til han lagde sig i graven. I midten af showet må vi dog leve med en tvangsbolle. Her er aftalen nemlig, at den lokale skole opfører et dansenummer. Det er - for at sige det mildt - af svingende kvalitet.

I Vinh viser det sig at være suverænt: smukke kostumer, dygtige dansere, imponerende scenografi. Men i Danang går det galt. Fire piger kommer ind i stramme cowboybukser og synger 'Hotel California' på vietnamesisk. Desværre kan de ikke huske teksten. Efter nogle pinlige minutter går de slukørede ud, og derefter er det så meningen, at H.C. Andersen skal ind og fortælle om sin sidste tid på Jorden. Måske ikke den mest oplagte overgang. Især ikke, når hr. Andersen samtidig er blevet ramt af tordnende tyndskid.

Der er dog også et mere seriøst sigte med forestillingen - ja, man kunne næsten kalde det for "undergravende".

Ambassaderåd Lars Mikkel Johannesen ønsker, at børnene skal lære at læse bag en tekst - at når Andersen skriver om den grimme ælling, er det ikke kun et eventyr om fjerkræ, men også en beskrivelse af hans eget liv. Den slags er jo barnelærdom for os, men i Vietnam er de unge opdraget til at tage alt for pålydende. »Vi må sikre os, at disse børn lærer at tænke på en anden måde«, siger Lars Mikkel Johannesen. »Det er det, der må være formålet med vores kulturarbejde i Vietnam: at vi giver dem mulighed for at møde en ny verden - en verden, der er mindre stiv end deres egen«.

Jeg nikker begejstret. Ja, tænk hvis man kunne få de unge vietnamesere til at sætte spørgsmålstegn ved, hvad der står i avisen. Så har vi ikke kun fejret en stor dansker, men også sat nogle tanker i gang i fremtidens partikommissærer.

Måske er det derfor, at Ho Chi Minh ryster på hovedet, når vi diskuterer med børnene efter forestillingen. Vi finder nemlig ud af, at diskussionen flyder lettest, hvis vi vælger, hvilke børn der må stille spørgsmål. I Hanoi er det tydeligt, at alt er blevet planlagt af arrangørerne: børnenes kommentarer, deres spørgsmål til mig - ja, selv en rørende afskedssalut: »Goodbye, Peter«, råber 150 børn i kor, og så er det svært ikke at flyve glad ud af scenen med sin storslåede blomsterbuket plus vietnamesernes gaveide nummer 1: en eddersmart Ho Chi Minh-platte med dejlig rød ramme.

På trods af den megen venlighed viser det sig dog at være svært at gøre op med vietnamesisk vanetænkning. Et show skal introduceres, som om der er tale om en kongres for jord- og betonarbejdere. Der skal gives gaver bagefter. Og vi skal spise frokost med den lokale partiformand eller de lokale skolelærere. Det er dog ganske interessant, både fordi de er søde, og også på grund af de oplysninger, vi får. I Vinh finder jeg f.eks. ud af, at vi ikke spiller for alle skolens børn i distriktet.

»Det er kun de bedste elever, der får lov at komme med til jeres forestilling«, siger en lærer til mig. »Hvem er de bedste elever«, spørger jeg nysgerrigt. »De, der kan deres lektier«, siger hun. »Hvilke slags lektier?«, spørger jeg med klædelig sadisme. "De lektier, som er relevante for børnene i vores socialistiske republik", siger hun med et nervøst smil og spejder ud i lokalet, som om hun håber, at Ho Chi vil redde hende fra Hans Christian.

Jeg sukker stille og fælder en tåre over alle de dejlige asociale møgunger, vi ikke har fået lov at møde. Det havde jo været sjovt med nogle flere skæve spørgsmål til den skæve hr. Andersen, der jo heller ikke passede ind i borgerskabets rammer i sin tid. Men det er jo en helt anden historie.

Lige meget hvad er der dog ingen tvivl om, at 'The Fairytale Express' har gjort et storartet indtryk. Efter hvert show deler vi boggaver ud til børnene, der har turdet stille spørgsmål, og bøgerne med ti af Andersens eventyr er populære hos vinderne. Næsten lige så populære som H.C.s tåbelige paphat, der nu befinder sig på cirka firehundredogsyvogtredive digitalbilleder i Saigon.

Og det er vel ikke så dårligt gået for en gammel herre, der nærmer sig de 201 år - og som den følgende dag kan se sig selv på vietnamesisk tv på vej ind i et smånusset nattog med en vietnamesisk skuespiller, en master of ceremonies og en lydmand fra Hanoi, der er gift med en jyde.

Se, det var en rigtig historie.

The Fairytale Express truppen under en middag i Danang, hvor flere af os blev syge bagefter. Skuespilleren Minh Hang, master of ceremonies og tidligere MTV værtinde Chau Anh, vores jysk-gifte koordinator, mig og vores lydmand og tekniker - de sidste to har jeg desværre glemt navnene på.


Lettere bearbejdet Politiken kronik fra efteråret 2005. 

Det var oplevelserne i Vietnam, som inspirerede mig til pludselig og helt ulogisk at inkludere et eventyr i min roman Zarens dværg (det blev skrevet i en H.C. Andersen rus på et hotelværelse i Hanoi) plus at begå min pjattede og spirituelle eventyrroman Skorpionens hale, som udkom i 2008 på Gyldendal


*****

Jeg savner at mishandle mit modersmål (Det kan godt gøre ondt i munden at tale engelsk og urdu)

Jeg er træt af at tale engelsk. Det samme er min mund.

Den vil simpelthen ikke længere. Min mund er gået i sultestrejke, og det eneste, der kan få den til at spise igen, er nogle danske modalaverber. Eller nogle af de saftige eder man hører på københavnske fortove, når en uskyldig cyklist er blevet torpederet af aggressive barnevogne.

Ja, jeg har hjemlængsel.

Jeg savner at mishandle mit modersmål. Jeg vil ikke tale med accent længere. Bare spørg min tunge. Det er helt klart, at den føler, den er på overarbejde. Der er tale om et overgreb på min gane og mine halsmuskler. Fremmede sprog er og blir naturstridige - det siger de selv i Dansk Folkeparti.

Og helt ærligt, jeg orker slet ikke flere amerikanere, der kigger på mig, som om det er en bændelorm, der kommer ud af min mund hver gang jeg åbner den. De fleste tør ikke engang spørge mig, hvor jeg kommer fra, fordi de er bange for at være u-politiske korrekte. Det kunne jo være, der var noget i vejen med mig. Måske har jeg haft en hjerneblødning eller en sofistikeret ganespaltning, og så ville det være sårende at beskylde mig for at være tysk.

Ja, jeg har hjemlængsel, selv efter ruskeregn og kludebold. Nicklas Bendtner er mit forbillede, og hver gang min hjerne koger, sender jeg Milena Penkowa en kærlig tanke.

Forstår I, det meste af året bor jeg på vestkysten i USA, og det elsker jeg. Men i bund og grund er jeg jo lisså dansk som en shawarma. Så jeg har brug for at komme hjem og vende. Jeg vil ha' brosten under min cykel. Det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg er lidt af en kransekage-narkoman. Og så glæder jeg mig til at læse gratisaviser i S-togene og smide dem på perronerne som alle andre danskere.

Åh, hvor skal det blive lækkert at kysse kusiner og og se re-runs af Paradise Hotel. Jeg vil også være sammen med mine dejlige kollegaer igen: Jeg vil på meditationskursus med Peter Høeg og på druktur med Johannes Møllehave - og hvis de ikke gider, så går jeg over og banker Ib Michael i Østre Anlæg, inden nogen af anmelderne gør det.

Men vigtigst af alt: Jeg vil tale mit eget sprog fireogtyve timer i døgnet, inden min mund blir alt for dygtig til at mænge sig med alle de udlændinge.

Alle disse ambitiøse forfattere med deres våde drømme og tørre salgskurver...

1.
Alle forfattere har drømmen om at nå ud til et større publikum.

Selv Stieg Larsson sidder sikkert i sin svenske himmel og er rasende over, han kun har solgt 200 millioner eksempler af sine thrillere, når han kunne have solgt 201.

Sådan har de fleste forfattere det.  Vores egoer vil have mere lige meget hvor meget vi opnår. Selv dem af os, der ser os selv som 'seriøse', vil have salgstal som Dan Brown og groupier som Shakespeare.  (Hvis William ikke havde groupier, vil jeg gerne undskylde over for teaterhistorikere og andre fans)

Derfor er det vigtigt at skønne på, hvad man har. Disse vise ord har jeg læst et eller andet sted -- enten i buddhismen eller på et herretoilet i Herlev. Så tillad mig at se tilbage på en lille dejlig ting, som skete for mig i 2010.


2.
I september var jeg i New York på vej til Portland.

På et tidspunkt gik jeg ind i Barnes & Noble på Union Square - en af de største boghandlere i USA.  Jeg ville købe en bog med min yndlingsforfatter Haruki Murakami ... men naturligvis ville jeg lige slentre forbi F i litteratur-afdelingen for at se, om de havde et enkelt eksemplar af min The Tsar's Dwarf stående.

Da min oversatte roman udkom for to år siden, var chancen forsvindende lille. Det er kun best sellere, som overlever på hylderne i USA. Hvis en bog ikke sælger godt, står den ikke fremme mere end tre måneder - sådan fungerer det i de store amerikanske kæder.

Nå, jeg listede hen uden nogle særlige forhåbninger. Alligevel bankede mit hjerte; ganen blev tør, blæren gav efter ... og så stoppede jeg med åben mund:

Intet mindre end fem af The Tsar's Dwarf stod på hylden med forsiden vendt ud, omgivet af best seller forfatterne Jonathan Safran Foer og Ken Follet.

Og nej, det var ikke mig, der havde flyttet den. Så lav er jeg sgu ikke, selv om guderne skal vide, jeg tit har været fristet...

Jeg tog selvfølgelig det foto, I ser øverst på bloggen, mens tårerne løb ned ad mine senile kinder - for hvad glæder en forfatter mere end når ens børn  spankulerer rundt i verden på bedårende platfødder?

The Tsar's Dwarf er nu ude i fem lande med fine anmeldelser de fleste steder, og selv om den ikke slår nogen salgsrekorder, så er det vidunderligt at blive læst i små dejlige lommer rundt om på kloden.

Så hjertelig tak til alle jer, der gider læse mine bøger. I aner ikke hvor meget det betyder at få kommentarer fra jer, om det er på Facebook, pr mail fra Danmark, Norge, Connecticut, Washington, Canada, Saudi Arabien, Zimbabwe, Frankrig og Rusland eller in person.

Så her er en flok forfatterkys i skamfulde mængder.

Ha' et dejligt 2011.

********