Dengang Obama havde tid til at gøre noget for litteraturen

Obama har det svært.

Det er der naturligvis mange grunde til. En af dem er økonomien, en anden er de republikanske præsidentkandidater, som står i kø for at overtage hans embede, så de kan tæppebombe nogle flere muslimske lande. (De mangler vist stadig tre) 

Faktisk gik det langt bedre for Obama i foråret 2009. Det var dengang han havde tid til at hjælpe sine medmennesker, og jeg tænker naturligvis ikke på noget så ligegyldigt som de fattige eller de syge - jeg tænker på forfattere i orange sweatre som mig.

Jeg var i hvert fald meget rørt over Obamas hjælp dengang jeg signerede bøger i The Booksmith i San Franciscos Haight Ashbury."En af dine fans kigger forbi," sagde boghandleren hemmelighedsfuldt inden jeg skulle i gang med at læse højt for de tolv stiknarkomaner, som havde fundet et sted, hvor de kunne varme sig.

"Nå, det er sikkert bare Lars Ulrich eller Connie Nielsen," gabte jeg, "eller Scarlett Johansson, som endnu engang vil tale lidt dansk med mig, mens hun prøver sin nye badedragt." Men nej, det var sørme USAs præsident i egen høje person, der kiggede forbi og holdt The Tsar's Dwarf for mig, så jeg kunne signere nogle til Michelle og hans hærdebrede livvagter.

Senere på året fik Barack så nogle problemer i Afghanistan og med Kongressen. Og så opstod der vist en international krise, da hans Portuguese Waterdog kom til at tisse en smule på Angela Merkel under et møde i Det Hvide Hus.

Men jeg mindes stadig dengang Barack havde tid til at gøre noget for litteraturen, selv om han måske så en smule flad ud på dagen...

The Tsar's Dwarf (Zarens dværg) udkom i USA og Canada i efteråret 2008 i Tiina Nunnallys oversættelse. Læs evt. mere om den på højre side af websitet her.

Anmeldelse: Living in the Material World (Se Martin Scorcese's film om George Harrison før din skytsånd)

1.
Martin Scorcese's dokumentar om George Harrison er en slikbutik for Beatles-fans. Den følger The Quiet One fra han blir født i sønderbombede Liverpool i 1943 til han dør af kræft i Schweiz i 2001. Undervejs ser vi private billede af Beatles; vi hører om, hvordan George blev klemt af karismatiske Paul og John, og vi får grusomme detaljer fra mordforsøget på Harrison i 1999.

Selv om jeg altid har været mest Paul fan på grund af mandens fænomenale komponist evner, så var George den af Beatlerne, jeg helst ville være venner med. Hans spirituelle indgang til livet gjorde ham visere og mere livsklog end de andre. Dertil kom hans sære sans for humor, hans kærlighed til Monty Python, Indien, racerbiler, meditationer og sidst men ikke mindst, tulipaner. Scorcese får alt med, og når han samtidig inkluderer interviews med en grædende Ringo, en morsom Eric Idle, en uhyggelig Phil Spector (som ligner en af the nut cases fra Scorceses Shutter Island) og en sød Tom Petty, så har man en uforglemmelig film, hvor man både græder, griner og blir en lille smule høj.

Filmens eneste svaghed er, at Scorcese åbenbart ikke har fået rettighederne til at bruge originalversionerne af de berømteste sange. Vi hører en masse demoversioner og halvdårlige koncert-optagelser (If I Needed Someone, Wah Wah, All Things Must Pass), men personligt var jeg lykkelig for, at to af mine favoritsange var med - Savoy Truffle og Beware of Darkness.

2.
Det, der næsten gjorde mest indtryk på mig var dog en historie, som George's søn, Dhani fortæller. Dhani havde en drøm om sin far mange år efter han var død, og i drømmen spurgte Dhani hvor faderen havde været siden han var gået bort.

"Jeg har da været her hele tiden," svarede George.

Og sådan er det jo. Ingen af os dør, det er kun vores kroppe, der forsvinder. Millioner af mennesker har haft samme slags visioner om de døde som Dhani (inklusiv mig selv) - og i George's tilfælde er det ikke kun hans sjæl, som stadig er med os; det er også hans geniale musik, der aldrig nogensinde vil dø.

My Sweet Lord indeed. Så se Martin Scorcese's film før din skytsånd! Der går længe før du glemmer den.


Særforestilling i Portland, Oregon, 7. oktober, 2011

Dengang jeg var H.C. Andersen i Vietnam

Jeg ser fuldstændig latterlig ud.

Jeg har en stor cylinderhat på, der er lavet af sort pap, en smoking, jeg har købt i en marskandiserforretning på Trianglen, og jeg står foran 400 forældreløse børn i Saigon og forklarer dem, hvordan det føles at være 200 år gammel.

Det er den femte forestilling, jeg er i gang med. Ikke som hr. Fogtdal, men som en vis hr. Andersen med fødderne solidt plantet i rismarken. Og det er ikke kun børnene, der glor. Det samme gør Ho Chi Minh. Hans statue er overalt i Vietnam, selv i mit lille omklædningsrum. Når jeg tager min skjorte af, betragter 'Den store leder' mig alvorligt. Når jeg fjerner bukserne, stirrer Han stadig på mig med stalinistisk stoisme. Men jeg er ligeglad. Jeg er jo i et kommunistisk land med røde bannere, der fortæller mig, hvordan jeg skal tænke, leve, dø - et land, der stadig udstiller liget af deres landsfader, selv om han gik bort for over femogfyrre år siden.

Vores lille performance hedder The Fairytale Express. Den er støttet af Center for kultursamarbejde med udviklingslandene, Kunststyrelsen og Litteraturcentret, og jeg rejser rundt med en dygtig lokal skuespiller, Minh Hang, der læser to eventyr op: 'Den grimme ælling' og kommunisternes favorit, Den lille pige med svovlstikkerne, der jo viser, hvor nådesløse og koldsindige vi er i Vesten.

Minh Hang er berømt fra vietnamesisk børne-tv, så alle stirrer på hende med benovelse. Derefter er der Chau Anh, min oversætter og vores bedårende master of ceremonies. Hun studerer kormusik på universitetet i Hanoi, men har samtidig et lille bijob som værtinde på Vietnams MTV - og hun ligner sådan en på en prik. Til sidst er der Tang, vores lydmand og praktiske gris. Han er noget så sjældent som en vietnamesisk mand, der har giftet sig med en jyde fra Holstebro. »Skål og skide være med det«, siger han, hver gang vi skyller nudlerne ned med whisky.

Publikum har været fantastisk. Indtil nu har vi spillet for over to tusinde børn og unge i alderen fra 9 til 17. De har klappet, grint og grædt. Efter forestillingerne har de stået i kø for at få autografer fra hr. Andersen. Og de har i det store og hele behandlet os som rockstjerner. Kun her i Saigon er der lidt problemer. Efter en halv time begynder publikum at kede sig, og da Minh Hang læser 'Den lille pige med svovlstikkerne' op, sidder halvdelen af børnene og gaber på det tidspunkt, de burde stortude.

Chau Anh, min oversætter, går i rette med børnene: »Jeg kan godt forstå, I vil snakke med jeres kammerater fra de andre skoler, men jeg synes, I bør udnytte muligheden for at lære noget om hr. Andersens baggrund. Se, han er kommet helt hertil fra Dan Mach«.

Jeg nikker strengt iført min paphat og mit bedste Store Claus-smil. Børnene holder inde med deres snakkerier. I to minutter. Så fortsætter de igen, især dem, der sidder bagest i salen. »Publikum i Saigon er altid det dårligste i Vietnam«, siger Minh Hang efter forestillingen. »Der sker for meget i deres by. De vil hellere spille computerspil«.

Det er tydeligt, at hun skammer sig over sine landsmænd, men jeg er ikke det ringeste fornærmet. Hva' fanden, et enkelt halvdårligt publikum er svært at hidse sig op over. Den sidste uge har været en oplevelse for livet. Vi har rejst med tog fra Hanoi til Saigon sammen med et kamerahold, der smækkede linsen op i hovedet på os, fra det sekund vi stod op om morgenen. Desuden har jeg givet mindst ti interview om Andersen, mig selv og om Danmark. (Det mest almindelige spørgsmål: Hvad synes du om Vietnam? Det næstmest almindelige spørgsmål: Hvad synes du om de vietnamesiske børn og unge?).

Men vigtigst af det hele: Jeg har overlevet en særdeles våd frokost i Vinh, hvor viceformanden fra byens folkekomite prøvede at drikke mig under bordet. Det lykkedes ikke, af den simple grund at min oversætter fik erstattet min vodka med vand, ellers havde jeg næppe overlevet. Men lad mig sige det så diplomatisk, jeg kan: Man kan godt mærke, at flere af vietnameserne har gået på partiskole i Moskva.

Maden var dog uforglemmelig - en stor buffet med provinsens specialiteter: mudderfisk, små kyllingestykker i bananblade, rispapir med krydret kød. Og sidst, men ikke mindst: tørt franskbrød med smør og marmelade.

»Hvorfor serverer de brød og marmelade til den vidunderlige mad?«, hviskede jeg til Lars Mikkel Johannesen fra den danske ambassade. »Det er, fordi de tror, at vesterlændinge spiser brød til alt. Samme Johannesen, miljø og kulturråd, er med på den første del af rejsen, da det er den danske ambassade, der har arrangeret turen. Ideen om 'The Fairytale Express' opstod ved et møde med de vietnamesiske statsbaner, der er medsponsor. Men det er Lars Mikkel Johannesen, som er primus motor for projektet, og som indirekte sørger for, at vi får en fin modtagelse i hver flække - men heller ikke for fin, for vietnameserne elsker svulstige middage og taler på over toogtyve minutter.

Danmark er faktisk et særdeles kendt land i Vietnam. Og populært. Ikke kun på grund af Mærsk og Peter Schmeichel, men fordi vi lægger mange ulandspenge i landet. Det er denne goodwill, der hjælper os gevaldigt - plus H.C. Andersens popularitet hos de mange vietnamesere, der har fået ham ind med modermælken uden at vide noget som helst om ham.

»Jeg troede, han var svensker«, siger en hotelpiccolo til mig, hvorefter jeg undlader at gi' ham drikkepenge.

Det er dog svært ikke at blive forelsket i vietnameserne. De er søde, smilende, generøse, og børnene og de unge er fuldstændig bedårende. På flere af skolerne har de forberedt sig grundigt på vores ankomst. De har flittigt læst eventyrene - ja, til vores første forestilling i Hanoi bærer de endda hatte, hvor de har skrevet titlen på deres yndlingseventyr. Andre steder er de knap så forberedte. Ja, der er elever, som faktisk tror, jeg er H.C. Andersen. ("Skriver du ikke snart flere eventyr, hr. Andersen? De første var så gode ..."). Andre, derimod, har besøgt mit website og ved mere om mig, end jeg selv gør.

»Tror du også, jeg kan blive en berømt forfatter en dag«, spørger en vietnamesisk pige mig i Hue, da vi har en 'Q and A'(spørgsmål og svar) session efter forestillingen. Jeg skal til at fortælle hende, at jeg faktisk ikke er særlig berømt, men den slags er svært, når man står over for en 14-årig, der kigger på én, som om man var Lenin eller Lennon. »Jeg er sikker på, du bliver meget mere berømt end mig«, svarer jeg. Pigen ser ud, som om hun er ved at dåne, og da vores lille teatertrup går ud til bussen, fortæller hun mig, at hun vil skrive for at lære sine medborgere »how to think and live«. I det samme bemærker jeg hammeren og seglet på den lille nål på brystlommen.

Vores show er improviseret, men har selvfølgelig en fast ramme. Det er en kombination af indfølt eventyroplæsning (Minh Hang er fremragende), Chau Anhs sødme og H.C. Andersen, der fortæller om sin barndom i Odense, de hårde ungdomsår i København. Og til sidst om rejserne og om eventyrene, der groede ud af ham, til han lagde sig i graven. I midten af showet må vi dog leve med en tvangsbolle. Her er aftalen nemlig, at den lokale skole opfører et dansenummer. Det er - for at sige det mildt - af svingende kvalitet.

I Vinh viser det sig at være suverænt: smukke kostumer, dygtige dansere, imponerende scenografi. Men i Danang går det galt. Fire piger kommer ind i stramme cowboybukser og synger 'Hotel California' på vietnamesisk. Desværre kan de ikke huske teksten. Efter nogle pinlige minutter går de slukørede ud, og derefter er det så meningen, at H.C. Andersen skal ind og fortælle om sin sidste tid på Jorden. Måske ikke den mest oplagte overgang. Især ikke, når hr. Andersen samtidig er blevet ramt af tordnende tyndskid.

Der er dog også et mere seriøst sigte med forestillingen - ja, man kunne næsten kalde det for "undergravende".

Ambassaderåd Lars Mikkel Johannesen ønsker, at børnene skal lære at læse bag en tekst - at når Andersen skriver om den grimme ælling, er det ikke kun et eventyr om fjerkræ, men også en beskrivelse af hans eget liv. Den slags er jo barnelærdom for os, men i Vietnam er de unge opdraget til at tage alt for pålydende. »Vi må sikre os, at disse børn lærer at tænke på en anden måde«, siger Lars Mikkel Johannesen. »Det er det, der må være formålet med vores kulturarbejde i Vietnam: at vi giver dem mulighed for at møde en ny verden - en verden, der er mindre stiv end deres egen«.

Jeg nikker begejstret. Ja, tænk hvis man kunne få de unge vietnamesere til at sætte spørgsmålstegn ved, hvad der står i avisen. Så har vi ikke kun fejret en stor dansker, men også sat nogle tanker i gang i fremtidens partikommissærer.

Måske er det derfor, at Ho Chi Minh ryster på hovedet, når vi diskuterer med børnene efter forestillingen. Vi finder nemlig ud af, at diskussionen flyder lettest, hvis vi vælger, hvilke børn der må stille spørgsmål. I Hanoi er det tydeligt, at alt er blevet planlagt af arrangørerne: børnenes kommentarer, deres spørgsmål til mig - ja, selv en rørende afskedssalut: »Goodbye, Peter«, råber 150 børn i kor, og så er det svært ikke at flyve glad ud af scenen med sin storslåede blomsterbuket plus vietnamesernes gaveide nummer 1: en eddersmart Ho Chi Minh-platte med dejlig rød ramme.

På trods af den megen venlighed viser det sig dog at være svært at gøre op med vietnamesisk vanetænkning. Et show skal introduceres, som om der er tale om en kongres for jord- og betonarbejdere. Der skal gives gaver bagefter. Og vi skal spise frokost med den lokale partiformand eller de lokale skolelærere. Det er dog ganske interessant, både fordi de er søde, og også på grund af de oplysninger, vi får. I Vinh finder jeg f.eks. ud af, at vi ikke spiller for alle skolens børn i distriktet.

»Det er kun de bedste elever, der får lov at komme med til jeres forestilling«, siger en lærer til mig. »Hvem er de bedste elever«, spørger jeg nysgerrigt. »De, der kan deres lektier«, siger hun. »Hvilke slags lektier?«, spørger jeg med klædelig sadisme. "De lektier, som er relevante for børnene i vores socialistiske republik", siger hun med et nervøst smil og spejder ud i lokalet, som om hun håber, at Ho Chi vil redde hende fra Hans Christian.

Jeg sukker stille og fælder en tåre over alle de dejlige asociale møgunger, vi ikke har fået lov at møde. Det havde jo været sjovt med nogle flere skæve spørgsmål til den skæve hr. Andersen, der jo heller ikke passede ind i borgerskabets rammer i sin tid. Men det er jo en helt anden historie.

Lige meget hvad er der dog ingen tvivl om, at 'The Fairytale Express' har gjort et storartet indtryk. Efter hvert show deler vi boggaver ud til børnene, der har turdet stille spørgsmål, og bøgerne med ti af Andersens eventyr er populære hos vinderne. Næsten lige så populære som H.C.s tåbelige paphat, der nu befinder sig på cirka firehundredogsyvogtredive digitalbilleder i Saigon.

Og det er vel ikke så dårligt gået for en gammel herre, der nærmer sig de 201 år - og som den følgende dag kan se sig selv på vietnamesisk tv på vej ind i et smånusset nattog med en vietnamesisk skuespiller, en master of ceremonies og en lydmand fra Hanoi, der er gift med en jyde.

Se, det var en rigtig historie.

The Fairytale Express truppen under en middag i Danang, hvor flere af os blev syge bagefter. Skuespilleren Minh Hang, master of ceremonies og tidligere MTV værtinde Chau Anh, vores jysk-gifte koordinator, mig og vores lydmand og tekniker - de sidste to har jeg desværre glemt navnene på.


Lettere bearbejdet Politiken kronik fra efteråret 2005. 

Det var oplevelserne i Vietnam, som inspirerede mig til pludselig og helt ulogisk at inkludere et eventyr i min roman Zarens dværg (det blev skrevet i en H.C. Andersen rus på et hotelværelse i Hanoi) plus at begå min pjattede og spirituelle eventyrroman Skorpionens hale, som udkom i 2008 på Gyldendal


*****

Jeg savner at mishandle mit modersmål (Det kan godt gøre ondt i munden at tale engelsk og urdu)

Jeg er træt af at tale engelsk. Det samme er min mund.

Den vil simpelthen ikke længere. Min mund er gået i sultestrejke, og det eneste, der kan få den til at spise igen, er nogle danske modalaverber. Eller nogle af de saftige eder man hører på københavnske fortove, når en uskyldig cyklist er blevet torpederet af aggressive barnevogne.

Ja, jeg har hjemlængsel.

Jeg savner at mishandle mit modersmål. Jeg vil ikke tale med accent længere. Bare spørg min tunge. Det er helt klart, at den føler, den er på overarbejde. Der er tale om et overgreb på min gane og mine halsmuskler. Fremmede sprog er og blir naturstridige - det siger de selv i Dansk Folkeparti.

Og helt ærligt, jeg orker slet ikke flere amerikanere, der kigger på mig, som om det er en bændelorm, der kommer ud af min mund hver gang jeg åbner den. De fleste tør ikke engang spørge mig, hvor jeg kommer fra, fordi de er bange for at være u-politiske korrekte. Det kunne jo være, der var noget i vejen med mig. Måske har jeg haft en hjerneblødning eller en sofistikeret ganespaltning, og så ville det være sårende at beskylde mig for at være tysk.

Ja, jeg har hjemlængsel, selv efter ruskeregn og kludebold. Nicklas Bendtner er mit forbillede, og hver gang min hjerne koger, sender jeg Milena Penkowa en kærlig tanke.

Forstår I, det meste af året bor jeg på vestkysten i USA, og det elsker jeg. Men i bund og grund er jeg jo lisså dansk som en shawarma. Så jeg har brug for at komme hjem og vende. Jeg vil ha' brosten under min cykel. Det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg er lidt af en kransekage-narkoman. Og så glæder jeg mig til at læse gratisaviser i S-togene og smide dem på perronerne som alle andre danskere.

Åh, hvor skal det blive lækkert at kysse kusiner og og se re-runs af Paradise Hotel. Jeg vil også være sammen med mine dejlige kollegaer igen: Jeg vil på meditationskursus med Peter Høeg og på druktur med Johannes Møllehave - og hvis de ikke gider, så går jeg over og banker Ib Michael i Østre Anlæg, inden nogen af anmelderne gør det.

Men vigtigst af alt: Jeg vil tale mit eget sprog fireogtyve timer i døgnet, inden min mund blir alt for dygtig til at mænge sig med alle de udlændinge.

Alle disse ambitiøse forfattere med deres våde drømme og tørre salgskurver...

1.
Alle forfattere har drømmen om at nå ud til et større publikum.

Selv Stieg Larsson sidder sikkert i sin svenske himmel og er rasende over, han kun har solgt 200 millioner eksempler af sine thrillere, når han kunne have solgt 201.

Sådan har de fleste forfattere det.  Vores egoer vil have mere lige meget hvor meget vi opnår. Selv dem af os, der ser os selv som 'seriøse', vil have salgstal som Dan Brown og groupier som Shakespeare.  (Hvis William ikke havde groupier, vil jeg gerne undskylde over for teaterhistorikere og andre fans)

Derfor er det vigtigt at skønne på, hvad man har. Disse vise ord har jeg læst et eller andet sted -- enten i buddhismen eller på et herretoilet i Herlev. Så tillad mig at se tilbage på en lille dejlig ting, som skete for mig i 2010.


2.
I september var jeg i New York på vej til Portland.

På et tidspunkt gik jeg ind i Barnes & Noble på Union Square - en af de største boghandlere i USA.  Jeg ville købe en bog med min yndlingsforfatter Haruki Murakami ... men naturligvis ville jeg lige slentre forbi F i litteratur-afdelingen for at se, om de havde et enkelt eksemplar af min The Tsar's Dwarf stående.

Da min oversatte roman udkom for to år siden, var chancen forsvindende lille. Det er kun best sellere, som overlever på hylderne i USA. Hvis en bog ikke sælger godt, står den ikke fremme mere end tre måneder - sådan fungerer det i de store amerikanske kæder.

Nå, jeg listede hen uden nogle særlige forhåbninger. Alligevel bankede mit hjerte; ganen blev tør, blæren gav efter ... og så stoppede jeg med åben mund:

Intet mindre end fem af The Tsar's Dwarf stod på hylden med forsiden vendt ud, omgivet af best seller forfatterne Jonathan Safran Foer og Ken Follet.

Og nej, det var ikke mig, der havde flyttet den. Så lav er jeg sgu ikke, selv om guderne skal vide, jeg tit har været fristet...

Jeg tog selvfølgelig det foto, I ser øverst på bloggen, mens tårerne løb ned ad mine senile kinder - for hvad glæder en forfatter mere end når ens børn  spankulerer rundt i verden på bedårende platfødder?

The Tsar's Dwarf er nu ude i fem lande med fine anmeldelser de fleste steder, og selv om den ikke slår nogen salgsrekorder, så er det vidunderligt at blive læst i små dejlige lommer rundt om på kloden.

Så hjertelig tak til alle jer, der gider læse mine bøger. I aner ikke hvor meget det betyder at få kommentarer fra jer, om det er på Facebook, pr mail fra Danmark, Norge, Connecticut, Washington, Canada, Saudi Arabien, Zimbabwe, Frankrig og Rusland eller in person.

Så her er en flok forfatterkys i skamfulde mængder.

Ha' et dejligt 2011.

********

Dansk PEN: Zimbabwansk forfattermøde blandt særlinge i Venice Beach, Californien

1.
Dansk PEN gør et fremragende stykke arbejde for forfattere i Zimbabwe.

Som enhver kan regne ud, har ytringsfriheden det ikke godt i Mugabes land. I teorien er der ytringsfrihed, men forfattere og journalister forventes at "censurere sig selv" - noget, der sikkert er langt mere behageligt end at blive "hjulpet" til det af Mugabes stats-psykopater.

I de sidste tre-fire år har jeg været PENs kontakt-person for Christopher Mlalazi, en zimbabwansk forfatter, som fik problemer i hjemlandet, da et satirisk skuespil, han skrev med Raisedon Baya, blev taget af plakaten efter et døgn. Det hed Crocodile of Zambezi og lavede grin med en gammel impotent diktator. Christopher Mlalzi undgik med nød og næppe at blive pågrebet, men måtte gå under jorden. Knap så heldig var to andre i forestillingen, som blev fængslet og gennembanket. En af dem har stadig problemer med politiet i dag og bliver uafbrudt chikaneret.




2.
For en uge siden mødte jeg endelig PENS æresmedlem og min forfatter-kollega i Venice Beach i Californien - et vidunderligt sted fuld af hippier, hjemløse og weirdos, der får Christiania til at minde om en soveby på Møn.

Det var pragtfuldt at møde dette modige menneske, som var i Los Angeles, fordi han har fået et tysk fellowship til en writer's residence i Pacific Palisades.

Chris havde medbragt sine tre bøger, som han gav til PEN og mig. Jeg skammede mig lidt over, jeg havde glemt at medbringe min egen The Tsar's Dwarf , men jeg var så heldig, at de havde et eksemplar af den i Venice Beachs eneste boghandel, så jeg kunne forære den til Chris.

Over frokosten diskuterede vi situationen for forfattere i Zimbabwe - en situation, der bliver værre og værre, fordi Mugabe får hjælp fra Kina til at undertrykke sit folk. Men heldigvis har Zimbabwe ikke midlerne til at forfølge alle skrivende mennesker - det er måske det eneste gode ved deres fattigdom.



3.
Hvis der er nogen, som vil læse skønlitteratur fra Zimbabwe, kan jeg anbefale Mlalazis Dancing with Life, som kan fås på Amazon.com

Petina Gappah, en anden fin forfatter fra Zimbabwe - som jeg lærte at kende gennem min amerikanske blog, Danish Accent - hitter i øjeblikket verden over med en fin novellesamling, An Elegy for Easterly. Den er udkommet i et utal af lande, men vistnok ikke på dansk.

I øjeblikket er der også en zimbabwansk forfatter i PEN-eksil i Århus gennem den såkaldte fribyforfatter ordning. Hans navn er Tendai Tagarira; han skriver på en digtsamling, som hedder Robert Mugabe Must Go og en masse andet.

Interesserede kan blive venner med alle tre forfattere på Facebook - et sted, der muligvis er endnu særere end Venice Beach...

Støt Dansk PEN og ytringsfriheden i Zimbabwe.


******

Peter H. Fogtdal for Begyndere (Set fra det åndelige, spirituelle Aarhus universitet?)

1.
Det er altid dejligt at opdage, man ikke er glemt i sit hjemland.

Fornyligt fik jeg 100.000 i arbejdslegat til at skrive på en ny dansk roman, som har udviklet sig i en helt anden retning end jeg troede. Og nu er der en venlig akademiker, som har skrevet en kort lille introduktion om mit forfatterskab på det mest prestigefyldte sted for enhver literat, Facebook.

Han hedder Gisli Magnusson og er fra Aarhus universitet. Og han er noget så usædvanligt som en akademiker, der interesserer sig for mystik og spiritualitet, hvilket gør, at han forstår visse af mine bøger langt bedre end jeg gør.

I Danmark bliver det spirituelle univers jo ikke taget alvorligt, så lad mig med det samme slå fast, at Gisli Magnusson ikke kan gøre for det: Han er halvt islænding! Og som enhver jo ved, er de mennesker besatte af en vølv!

Men Gisli Magnusson har en fin karriere alligevel. Han har nemlig skrevet sin doktorafhandling om den tyske digter og mystiker Rainer Maria Rilke - en mand, jeg aldrig har læst, hvilket er så pinligt, at jeg burde ha' min mund vasket i eksistentialistisk sæbe.

Her er den gode Dr. Phils lille introduktion til fire af mine bøger, som jeg har fået lov at bringe her:


"Da jeg var til konference i Seattle, mødte jeg en dansk forfatter, som jeg kun kendte af navn: Peter H. Fogtdal. Det var fornøjeligt og interessant at lære ham at kende, så jeg kastede mig straks ud i hans produktion. Jeg har nu læst "Lystrejsen", "Flødeskumsfronten", "Zarens dværg" og "Skorpionens hale".




Flødeskumsfronten (2001)

giver et eminent godt billede af den virkelighed, der gemmer sig bag de sort-hvide stereotyper om 2. Verdenskrig. Danmark blev dengang af tyskerne kaldt 'flødeskumsfronten'. Der rejses væsentlige spørgsmål: Hvad er det at blive forført af en (grum) tidsånd? Hvordan er det at være en kunstnernatur, der hvirvles ind i en brutal krigsmaskine og -virkelighed? Det er jo en næsten ukendt hybrid i nazi-film: nazisten, der ikke er antisemit!

Læseren får beskrevet et uventet og smukt, men ikke uproblematisk møde, der finder sted på den jyske hede mellem en jøde fra Palæstina (en karakter, der bygger på Fogtdals morfar) og en naziofficer, Andreas Spiess. Bogen er oversat til fransk og portugisisk og blev tildelt Prix Littéraire des Ambassadeurs de la Francophonie i 2005 (den frankofone litteraturpris).




Lystrejsen (2002)

Her beskrives et ukendt kapitel fra Frederik den 4.s liv: Hans lystrejse til Italien i 1708. Ligesom i Thomas Manns "Königliche Hoheit" får læseren et indblik i monarkens konflikt mellem ydre repræsentation og indre længsler, mellem ydre og indre identitet. Man fornemmer en stor psykologisk forståelse for Frederik den 4., og Fogtdal besidder en sjælden evne til at gøre det historiske levende.




Zarens dværg (2006)

er Fogtdals hidtil største succes. Den er kommet i adskillige oplag og er oversat til engelsk, fransk og portugisisk. Bogen har den kyniske dværg Sørine Bentsdatter som hovedperson. Eftersom den danske konge, Frederik den 4., i 1716 forærer hende til den russiske zar, Peter den Store, får man både indblik i datidens 'Kiøbenhavn' og Moskva.

Man skal ikke forvente en tør historisk roman! Fogtdal har ikke skrevet en lærd historisk afhandling forklædt som roman. Slet ikke! Romanen emmer af sanselighed og oplevet virkelighed på en måde som gør autenticitetsspørgsmålet irrelevant. Hertil kommer, at romanen rummer en eksistentiel og spirituel dimension, hvor lys og mørke balancerer på virtuos vis.



Skorpionens hale (2008)

Denne samling eventyr i orientalsk stil viser Fogtdals genremæssige mod. Når nu han har haft succes som historisk forfatter, hvorfor så ikke fortsætte i den gænge? Humoren, som bestemt også er til stede i Fogtdals andre romaner, er nu det centrale element.

Der er her tale om 12 fortællinger, der bindes sammen af en rammefortælling: Sultanen besøger sine tolv galninge i sin dårekiste og fungerer som en slags åndelig vejleder for dem. De tolv galninge korresponderer med astrologiens tolv stjernetegn, og det beriger læseoplevelsen at kende til den astrologiske baggrund. (1. galning = Vædderen, 2. galning = Tyren, etc.)

I halvfemserne udgav Fogtdal en humoristisk astrologibog "Kan man træde på en vandmand?", og den kan man jo konsultere, hvis man vil have de tolv arketyper frisket op. Hver af galningene er fanget i en typebetinget patologi, og med sultanens (og humorens) hjælp lærer de at frisætte det spirituelle potentiale i hver af patologierne.

Der gemmer sig altså - for den opmærksomme læser - en eksistentiel alvor bag de humoristiske og orientaliserende fortællinger i stil med 1001 nats eventyr. Bogen fås i øvrigt også som lydbog oplæst af forfatteren selv, hvilket han gør med varme og engagement.

Fogtdal skriver i øvrigt også en engelsk blog, Danish Accent


Gisli Magnusson
****

Indfødsretsprøven: Hvis bare jeg havde været en lille smule mere leverpostej ...

Jeg har lige taget indfødsretsprøven - den som ansøgere om dansk statsborgerskab får udstukket inden de lukkes ind i Edens Have (også kendt som Bloustrød).

Man skal få 32, ellers smides man ud. Jeg fik heldigvis 36 rigtige ud af 40 og er derfor en rigtig dansker. Jeg ved nemlig hvornår dannebrog faldt ned fra himlen, og hvem der samlede det op igen. Det gjorde vores alle sammens Pia.

Men hvis jeg skal være helt ærlig, er jeg skuffet over, at jeg ikke svarede fuldstændig rigtigt. Men det skyldes nok en genetisk fejl, som jeg ikke er spor stolt af. Min morfar var nemlig født i Palæstina, som dengang var under tyrkisk herredømme. Og han var tilmed jøde, så det kan næsten ikke være mere uheldigt.

Min søde morfar sneg sig ind i Danmark i 1906. Han var syv år, men det skal ikke undskylde ham. Det var fejt og nedrigt gjort. Til gengæld blev han tvangskonverteret til kristendommen og udskibet til Kibæk. Det skulle vel være straf nok for en hvilken som helst udlænding.

Så jeg undskylder for mine fire fejl i prøven. Heldigvis får de ingen konsekvenser for mig som dansker. Jeg må stadig have lov til at rejse ind og ud af landet så meget jeg vil, bare jeg ikke holder med Algeriet til fodbold-VM.

Nu er der sikkert nogle af mine læsere, som er nysgerrige efter at vide, hvilke fire spørgsmål, jeg svarede forkert på. Jeg skammer mig lidt over at afsløre dem her (f. eks. var jeg ikke klar over, at Adam Oehlenschläger skrev Der er et yndigt land; jeg troede, det var Dennis Rommedahl), men jeg bider skammen i mig, for jeg gør det jo i en større sags tjeneste - og for at vise hvor galt det kan gå, når man er så dum at nedstamme fra en nomade fra Safed.

Her kommer så de to letteste spørgsmål, jeg missede:

Skulpturen Den Lille Havfrue står for tiden ikke i Københavns Havn. Hvor er den henne?

1. Den er til reparation hos en specialist i Belgien.

2. Den er midlertidig flyttet til Expo 2010 i Kina.

3. Den står hjemme hos Lene Espersen.


Hvad hedder den danske sagnfigur, som sidder under Kronborg og er indbegrebet af dansk selvforståelse?

1. Holger Danske

2. Jørn Hjorting

3. Stein Bagger


Jeg synes også det var svært at svare på hvor mange bronzemedaljer Danmark har fået i bobslæde ved handicap-OL, men på den anden side kan man ikke være for forsigtig med hvem man lukker ind i et dejligt land som vores ...



Min morfar David Huda fra Palæstina ved sin tvangsdåb i Kibæk i 1907, hvor han blev en rigtig dansker. Han fik også klippet krøllerne af, inden den jyske Helligånd forbarmede sig over ham.

Jeg skrev en roman om min morfars liv, som udkom i 1998, DRØMMEREN FRA PALÆSTINA (Lindhardt & Ringhof) Han var en dejlig mand, som endte med at undervise i dansk. Ja, så galt kan det gå, når havelågen står åben ...



*****

37 spørgsmål fra Marcel Proust (med malerier af Susanne Aamund til at løfte stemningen)

Jeg husker det, som var det i forgårs.

En af mine kedeligste romaner havde fået meget kritikerros. Den hed Jupiters time. Jeg var selvfølgelig særdeles glad og fik en del interviews efter den var udkommet.

Et af dem var hos Hanne Risgaard på P1. På et tidspunkt bad den venlige journalist mig om at svare på Marcel Prousts 37 spørgsmål - dem, der afslører alt om et menneske. Hvis jeg da må bruge ordet menneske om mig selv.

Interviewet stammer fra 2004 og kan derfor anses som historisk, i hvert fald hvis man er ondskabsfuld anlagt.

Som sagt er Jupiters time en af mine bedst anmeldte romaner, men slet ikke en af mine favoritter. Det er den alt for velskrevet til.

Jeg har opdateret mine svar en smule, men 96,6% af dem er, som de var dengang for seks år siden. Og så synes jeg, det var synd at illustrere bloggen med fotos af mig selv, så jeg har valgt nogle af Susanne Aamunds suveræne billeder. Nede under kan du se hvorfor:


37 SPØRGSMÅL FRA MARCEL PROUST:


Hvad er det værste, du kan forestille dig? En mandag i tandlægestolen.

Hvor ville du helst tilbringe dit liv? På en italiensk fortovscafe med en roman i hovedet og en kat på skødet.




Hvad er for dig den ideale tilværelse? Et liv som luksusnomade omgivet af kærlighed, smuk natur og en fodboldlandskamp på tv, hvor Danmark vinder.

Hvilke fejl er du mest overbærende overfor? Varme kvinders.

Hvilke romanhelte foretrækker du? De tre dimensionelle.

Hvilken historisk person sætter du højest? Frans af Assisi.

Dine yndlingsheltinder fra det virkelige liv? Etta Cameron, min mor og alle de sygeplejersker, som fortsætter med at smile på trods af nedskæringer og overlæger, der ved det hele.

Dine heltinder i litteraturen? Nora Malkeko og Sørine Bendtsdatter

Din yndlingsmalere? Canaletto, Chagall, Susanne Aamund




Din yndlingskomponist? Lennon-McCartney

Hvilke egenskaber foretrækker du hos en mand? Et godt hjerte; en høj, men lejlighedsvis blakket moral; humor.

Hvilke egenskaber foretrækker du hos en kvinde? Et godt hjerte, en høj, men lejlighedsvis blakket moral; humor.

Hvilken dyd foretrækker du? Evnen til at elske og tilgive.

Hvad kan du bedst lide at foretage dig? At cykle et sted, jeg ikke har været før.

Hvem ville du gerne have været? En brødflov italiensk sanger i et rockorkester med et hav af groupier fra Napoli.

Det dominerende træk i din karakter? Humor, ærlighed, navlepilleri.

Hvad sætter du mest pris på hos dine venner? Deres kreditkort. Og deres dårlige vittigheder.

Din største fejl? Egocentri, upraktiskhed, utålmodighed.




Din drøm om lykken? At acceptere livet som det er uden at dømme nogen.

Hvad ville være den største ulykke for dig? At dø uden at have lyttet til Hey Jude.

Hvad ville du gerne være? I balance 24 timer i døgnet.

Hvilken farve holder du mest af? Den varme gule, som næsten, men også kun næsten er orange. Man finder den mest i Indien.




Hvilken blomst? Tulipan.

Hvilken fugl? Papegøjer, der holder deres kæft.

Dine yndlingsforfattere? Haruki Murakami, John Fowles, Erik Fosnes Hansen, Arundhati Roy, Olga Tokarczuk.

Din yndlingslyriker? Rumi

Dine heltinder i historien? Dronning Kristina af Sverige.




Dine yndlingsnavne? Kvindenavne, der ender med a.

Hvad afskyr du mest af alt? At pumpe min cykel.

Hvilke historiske personer foragter du mest? Reinhard Heydrich & Dick Cheney.

Hvilken militær bedrift beundrer du mest? Da Frans af Assisi og Saladin besluttede at stoppe krigen mellem korstogsfarerne og muslimerne for at tale med hinanden om deres tro.

Hvilken reform beundrer du mest? Alle reformer, der fremelsker religiøs tolerance.

Hvilket talent ville du gerne have? At tage tingene med større lethed.

Hvordan ville du helst dø? Ved en bjergsø i armene på den kvinde, jeg elsker.




Din sindstilstand lige nu? Jeg har sjældent været gladere.

Har du et motto? Hvad nytter det at have set Lyset, hvis du ikke kan betale din elregning?

****************

Du kan læse og se mere om Susanne Aamund her.

Hvis nogen af mine læsere genkender hendes touch, så var det fru Aamund, der lavede forsiden på min sidste roman, Skorpionens hale - her i lybogudgaven fra Gyldendal. Jeg indtalte den i øvrigt selv. Det skulle nok afskrække de fleste ...




Du kan bl.a. købe den hos den største danske lydbogsboghandel på nettet Lydbog.dk og mange andre steder.

For dem, der er gammeldags anlagt kan den også fås i bogform. Ja, tro det eller la' være, bøger findes stadig. I de mange gode boghandlere, som sælger andet end clips og fotolommer.

Gud bevare litteraturen!


***

Når man scanner sit forfatterliv (i håbet om at falde over en skandale)

1.
For nogle måneder siden fik jeg en scanner.

Det var kærlighed ved første blik. Jeg brugte fire lange nætter på at scanne mit liv. 387 af de bedste fotos fra min ungdom blev udødeliggjort. Hver eneste bums, jeg havde i teenage årene blev digitaliseret. Jeg tudede over døde mødre og bedsteforældre, savnede gamle kærester og grinte højt af fjogede frisurer.

Alt det private skal jeg ikke kede jer med her, men det var sjovt at scanne pressefotos og gamle forfatterinterviews fra Valdemar Atterdags tid.

Det overstående foto er fra min debut som TV-dramatiker i 1984. Jeg var kun 27 og meget stolt over at få antaget en komedieserie på Danmarks eneste tv-kanal. Det gjorde det heller ikke dårligere, at mine replikker skulle siges af skuespillere som Ove Sprogøe, Jannie Faurschou, Thomas Eje, Anders Bircow, Annie Birgit Garde og Ebbe Langberg. TV-komedien hed Ikke Lutter Lagkage og levede fuldstændig op til sin titel.




2.
Men mit skriveliv startede lang tid før det.

Da jeg var elleve, duplikerede jeg en historie, jeg havde skrevet, som hed Jeg - en hund og forærede den til min sagesløse familie. Så var en forfatter født. Oven over kan du se et foto fra min konfirmation, hvor jeg syntes, det var min kristne pligt at smage på alle mine forældres flasker.

PS. Hvis du ikke ved, hvad ordet duplikere betyder, må du være under 78 år.


3.
Fra ca. 1985 til 1994 arbejdede jeg som free lancer på Danmarks Radio. Desværre betød det, at jeg måtte spise i Radiohusets kantine, hvilket kunne forkorte livet på enhver.

Mine mest minderige oplevelser var to astrologi-udsendelser, som hed Kan man træde på en vandmand? Dem fik jeg 100 lytterbreve om; de fleste var dødstrusler.

En anden oplevelse, jeg sent vil glemme, var dengang jeg faldt i søvn under en natradio. Det gjorde teknikeren også, men da det skete klokken halv fire om morgenen, var der sikkert kun sytten mennesker, som opdagede det.




4.
Jeg var også med på et hold, der lavede radiosatire søndag morgen på P3 fra 1989 til 1992, Satire ifølge Kær, Gad, Fogtdal & Rasmussen. Vi blev især kendt for skarnsungen Brian igen-igen, som startede hver udsendelse med at ringe ind til børnetelefonen.

Peter Kær, Henrik Gad, Jens Ole Rasmussen og jeg skrev og spillede det hele, men heldigvis havde vi Charlotte Sachs Bostrup til at lave vores kvindestemmer. Det var dengang, Charlotte var skuespiller. I dag er hun en succesrig filminstruktør, som får priser i New York og snue i Hellerup.



5.
Men mit hjerte lå aldrig 100% i tv-dramatikken, astrologien eller radiosatiren, kun i romanerne. Der var bare ingen, som ville udgive dem.

I tolv år prøvede jeg at komme igennem nåleøjet, og jeg skulle nå at blive 34 år, før Borgen antog min debut Letmælksprofeten, som var en sjov satire på new age verden. Min mor og jeg syntes i hvert fald, den var sjov.

Det var dog først min fjerde roman, En danskers død, der gav mig de anmeldelser, jeg drømte om. Politiken og flere andre aviser gik endda så vidt at kalde mig for en ny Panduro - det var jeg vist nok den tiende forfatter, som var udsat for.


5.
Jeg skal ikke kede jer med, hvad der er sket siden i Danmark, USA og Cyber space.

Men som romanforfatter er det faktisk gået mig bedst, når jeg har holdt mig fra humoren (Flødeskumsfronten, Drømmeren fra Palæstina, Lystrejsen, Zarens dværg er mine mest læste, og især de to første kan ikke fremkalde mange latterudbrud hos den forsvarsløse læser)

Men det gør ikke noget. Jeg kan alligevel ikke udstå, når folk prøver at sætte mig i bås!




Og nu må I ha' mig undskyldt. Jeg skal altså tilbage for at scanne nogle dejlige nærbilleder fra min omskærelsesfest i 1956 ...


****