mandag den 1. november 2010

Dansk PEN: Zimbabwansk forfattermøde blandt særlinge i Venice Beach, Californien


1.
Dansk PEN gør et fremragende stykke arbejde for forfattere i Zimbabwe.

Som enhver kan regne ud, har ytringsfriheden det ikke godt i Mugabes land. I teorien er der ytringsfrihed, men forfattere og journalister forventes at "censurere sig selv" - noget, der sikkert er langt mere behageligt end at blive "hjulpet" til det af Mugabes stats-psykopater.

I de sidste tre-fire år har jeg været PENs kontakt-person for Christopher Mlalazi, en zimbabwansk forfatter, som fik problemer i hjemlandet, da et satirisk skuespil, han skrev med Raisedon Baya, blev taget af plakaten efter et døgn. Det hed Crocodile of Zambezi og lavede grin med en gammel impotent diktator. Christopher Mlalzi undgik med nød og næppe at blive pågrebet, men måtte gå under jorden. Knap så heldig var to andre i forestillingen, som blev fængslet og gennembanket. En af dem har stadig problemer med politiet i dag og bliver uafbrudt chikaneret.




2.
For en uge siden mødte jeg endelig PENS æresmedlem og min forfatter-kollega i Venice Beach i Californien - et vidunderligt sted fuld af hippier, hjemløse og weirdos, der får Christiania til at minde om en soveby på Møn.

Det var pragtfuldt at møde dette modige menneske, som var i Los Angeles, fordi han har fået et tysk fellowship til en writer's residence i Pacific Palisades.

Chris havde medbragt sine tre bøger, som han gav til PEN og mig. Jeg skammede mig lidt over, jeg havde glemt at medbringe min egen The Tsar's Dwarf , men jeg var så heldig, at de havde et eksemplar af den i Venice Beachs eneste boghandel, så jeg kunne forære den til Chris.

Over frokosten diskuterede vi situationen for forfattere i Zimbabwe - en situation, der bliver værre og værre, fordi Mugabe får hjælp fra Kina til at undertrykke sit folk. Men heldigvis har Zimbabwe ikke midlerne til at forfølge alle skrivende mennesker - det er måske det eneste gode ved deres fattigdom.



3.
Hvis der er nogen, som vil læse skønlitteratur fra Zimbabwe, kan jeg anbefale Mlalazis Dancing with Life, som kan fås på Amazon.com

Petina Gappah, en anden fin forfatter fra Zimbabwe - som jeg lærte at kende gennem min amerikanske blog, Danish Accent - hitter i øjeblikket verden over med en fin novellesamling, An Elegy for Easterly. Den er udkommet i et utal af lande, men vistnok ikke på dansk.

Interesserede kan blive venner med mange Zimbabwandke forfattere på Facebook - et sted, der muligvis er endnu særere end Venice Beach...
Støt Dansk PEN og ytringsfriheden i Zimbabwe.


******

søndag den 22. august 2010

Peter H. Fogtdal for Begyndere (Set fra Aarhus universitet)


1.
Det er altid dejligt at opdage, man ikke er glemt i sit hjemland.

Fornyligt fik jeg 100.000 i arbejdslegat til at skrive på en ny dansk roman, som har udviklet sig i en helt anden retning end jeg troede. Og nu er der en venlig akademiker, som har skrevet en kort lille introduktion om mit forfatterskab på det mest prestigefyldte sted for enhver litterat, Facebook.

Han hedder Gisli Magnusson og er fra Aarhus universitet. Og han er noget så usædvanligt som en akademiker, der interesserer sig for mystik og spiritualitet, hvilket gør, at han forstår visse af mine bøger langt bedre end jeg gør.

I Danmark bliver det spirituelle univers jo ikke taget alvorligt, så lad mig med det samme slå fast, at Gisli Magnusson ikke kan gøre for det: Han er halvt islænding! Og som enhver ved, er de mennesker besatte af en vølv!

Men Gisli Magnusson har en fin karriere alligevel. Han har nemlig skrevet sin doktorafhandling om den tyske digter og mystiker Rainer Maria Rilke - en mand, jeg aldrig har læst, hvilket jeg snart har tænkt mig at gøre noget ved.

Her er Gislis lille introduktion til fire af mine bøger, som jeg har fået lov at bringe her på min blog:


"Da jeg var til konference i Seattle, mødte jeg en dansk forfatter, som jeg kun kendte af navn: Peter H. Fogtdal. Det var fornøjeligt og interessant at lære ham at kende, så jeg kastede mig straks ud i hans produktion. Jeg har nu læst "Lystrejsen", "Flødeskumsfronten", "Zarens dværg" og "Skorpionens hale".




Flødeskumsfronten (2001)
giver et eminent godt billede af den virkelighed, der gemmer sig bag de sort-hvide stereotyper om 2. Verdenskrig. Danmark blev dengang af tyskerne kaldt 'flødeskumsfronten'. Der rejses væsentlige spørgsmål: Hvad er det at blive forført af en (grum) tidsånd? Hvordan er det at være en kunstnernatur, der hvirvles ind i en brutal krigsmaskine og -virkelighed? Det er jo en næsten ukendt hybrid i nazi-film: nazisten, der ikke er antisemit!

Læseren får beskrevet et uventet og smukt, men ikke uproblematisk møde, der finder sted på den jyske hede mellem en jøde fra Palæstina (en karakter, der bygger på Fogtdals morfar) og en naziofficer, Andreas Spiess. Bogen er oversat til fransk og portugisisk og blev tildelt Prix Littéraire des Ambassadeurs de la Francophonie i 2005 (den frankofone litteraturpris).




Lystrejsen (2002)

Her beskrives et ukendt kapitel fra Frederik den 4.s liv: Hans lystrejse til Italien i 1708. Ligesom i Thomas Manns "Königliche Hoheit" får læseren et indblik i monarkens konflikt mellem ydre repræsentation og indre længsler, mellem ydre og indre identitet. Man fornemmer en stor psykologisk forståelse for Frederik den 4., og Fogtdal besidder en sjælden evne til at gøre det historiske levende.




Zarens dværg (2006)

er Fogtdals hidtil største succes. Den er kommet i adskillige oplag og er oversat til engelsk, fransk og portugisisk. Bogen har den kyniske dværg Sørine Bentsdatter som hovedperson. Eftersom den danske konge, Frederik den 4., i 1716 forærer hende til den russiske zar, Peter den Store, får man både indblik i datidens 'Kiøbenhavn' og Moskva.

Man skal ikke forvente en tør historisk roman! Fogtdal har ikke skrevet en lærd historisk afhandling forklædt som roman. Slet ikke! Romanen emmer af sanselighed og oplevet virkelighed på en måde som gør autenticitetsspørgsmålet irrelevant. Hertil kommer, at romanen rummer en eksistentiel og spirituel dimension, hvor lys og mørke balancerer på virtuos vis.



Skorpionens hale (2008)

Denne samling eventyr i orientalsk stil viser Fogtdals genremæssige mod. Når nu han har haft succes som historisk forfatter, hvorfor så ikke fortsætte i den gænge? Humoren, som bestemt også er til stede i Fogtdals andre romaner, er nu det centrale element.

Der er her tale om 12 fortællinger, der bindes sammen af en rammefortælling: Sultanen besøger sine tolv galninge i sin dårekiste og fungerer som en slags åndelig vejleder for dem. De tolv galninge korresponderer med astrologiens tolv stjernetegn, og det beriger læseoplevelsen at kende til den astrologiske baggrund. (1. galning = Vædderen, 2. galning = Tyren, etc.)

I halvfemserne udgav Fogtdal en humoristisk astrologibog "Kan man træde på en vandmand?", og den kan man jo konsultere, hvis man vil have de tolv arketyper frisket op. Hver af galningene er fanget i en typebetinget patologi, og med sultanens (og humorens) hjælp lærer de at frisætte det spirituelle potentiale i hver af patologierne.

Der gemmer sig altså - for den opmærksomme læser - en eksistentiel alvor bag de humoristiske og orientaliserende fortællinger i stil med 1001 nats eventyr. Bogen fås i øvrigt også som lydbog oplæst af forfatteren selv, hvilket han gør med varme og engagement.

Fogtdal skriver i øvrigt også en engelsk blog, Danish Accent


Gisli Magnusson****

torsdag den 3. juni 2010

Indfødsretsprøven: Hvis bare jeg havde været en lille smule mere leverpostej ...


Jeg har lige taget indfødsretsprøven - den som ansøgere om dansk statsborgerskab får udstukket inden de lukkes ind i Edens Have (også kendt som Bloustrød).

Man skal få 32, ellers smides man ud. Jeg fik heldigvis 36 rigtige ud af 40 og er derfor en rigtig dansker. Jeg ved nemlig hvornår dannebrog faldt ned fra himlen, og hvem der samlede det op igen. Det gjorde vores alle sammens Pia.

Men hvis jeg skal være helt ærlig, er jeg skuffet over, at jeg ikke svarede rigtigt på alt. Men det skyldes nok en genetisk fejl, som jeg ikke burde være spor spor stolt af, hvis jeg lytter til højrefløjen: Min morfar var nemlig født i Palæstina, som dengang var under tyrkisk herredømme. Og han var tilmed jøde, så det kan næsten ikke være mere uheldigt.

Min søde morfar sneg sig ind i Danmark i 1906. Han var omkring seks år, men det skal ikke undskylde ham. Det var fejt og nedrigt gjort. Til gengæld blev han tvangskonverteret til kristendommen og udskibet til Kibæk. Det skulle vel være straf nok for en hvilken som helst udlænding.

Så jeg undskylder for mine fire fejl i prøven. Heldigvis får de ingen konsekvenser for mig som dansker. Jeg må stadig have lov til at rejse ind og ud af landet så meget jeg vil, bare jeg ikke holder med Algeriet til fodbold-VM.

Nu er der sikkert nogle af mine læsere, som er nysgerrige efter at vide, hvilke fire spørgsmål, jeg svarede forkert på. Jeg skammer mig lidt over at afsløre dem her (f. eks. var jeg ikke klar over, at Adam Oehlenschläger skrev Der er et yndigt land; jeg troede, det var Dennis Rommedahl), men jeg bider skammen i mig, for jeg gør det jo i en større sags tjeneste - og for at vise hvor galt det kan gå, når man er så dum at nedstamme fra en nomade fra Safed.


Min morfar David Huda fra Palæstina ved sin tvangsdåb i Kibæk i 1907, hvor han blev en rigtig dansker. Han fik også klippet krøllerne af, inden den jyske Helligånd forbarmede sig over ham.

Jeg skrev en roman om min morfars liv, som udkom i 1998, DRØMMEREN FRA PALÆSTINA (Lindhardt & Ringhof) Han var en dejlig mand, som endte med at undervise i dansk. Ja, så galt kan det gå, når havelågen står på vid gabi dette land...



*****

onsdag den 26. maj 2010

37 spørgsmål fra Marcel Proust (med malerier af Susanne Aamund til at løfte stemningen)



Jeg husker det, som var det i forgårs.

En af mine romaner havde fået meget kritikerros. Den hed Jupiters time og udkom på PeoplesPress. Jeg var selvfølgelig særdeles glad og fik en del interviews efter den var udkommet.

Et af dem var hos Hanne Risgaard på P1. På et tidspunkt bad den venlige journalist mig om at svare på Marcel Prousts 37 spørgsmål - dem, der afslører alt om et menneske. Hvis jeg da må bruge ordet menneske om mig selv.

Interviewet stammer fra 2004 og kan derfor anses som historisk, i hvert fald hvis man er ondskabsfuld anlagt. Jeg har opdateret mine svar en smule, men 90% af dem er, som de var dengang. Og så synes jeg, det var synd at illustrere bloggen med fotos af mig selv, så jeg har valgt nogle af Susanne Aamunds suveræne billeder. Nede under kan du se hvorfor:


37 SPØRGSMÅL FRA MARCEL PROUST:

Hvad er det værste, du kan forestille dig? En mandag i tandlægestolen.

Hvor ville du helst tilbringe dit liv? På en italiensk fortovscafe med en roman i hovedet og en kat på skødet.




Hvad er for dig den ideale tilværelse? Et liv som luksusnomade omgivet af kærlighed, smuk natur og en fodboldlandskamp på tv, hvor Danmark vinder.

Hvilke fejl er du mest overbærende overfor? Varme kvinders.

Hvilke romanhelte foretrækker du? De tre-dimensionelle.

Hvilken historisk person sætter du højest? Frans af Assisi.

Dine yndlingsheltinder fra det virkelige liv? Etta Cameron, min mor og alle de sygeplejersker, som fortsætter med at smile på trods af nedskæringer og overlæger, der ved det hele.

Dine heltinder i litteraturen? Nora Malkeko og Sørine Bendtsdatter

Din yndlingsmalere? Canaletto, Chagall, Susanne Aamund




Din yndlingskomponist? Lennon-McCartney

Hvilke egenskaber foretrækker du hos en mand? Et godt hjerte; en høj, men lejlighedsvis blakket moral; humor.

Hvilke egenskaber foretrækker du hos en kvinde? Et godt hjerte, en høj, men lejlighedsvis blakket moral; humor.

Hvilken dyd foretrækker du? Evnen til at elske og tilgive.

Hvad kan du bedst lide at foretage dig? At cykle et sted, jeg ikke har været før.

Hvem ville du gerne have været? En brødflov italiensk sanger i et rockorkester med et hav af groupier fra Napoli.

Det dominerende træk i din karakter? Humor, ærlighed, navlepilleri.

Hvad sætter du mest pris på hos dine venner? Deres kreditkort. Og deres dårlige vittigheder.

Din største fejl? Egocentri, upraktiskhed, utålmodighed.




Din drøm om lykken? At acceptere livet som det er uden at dømme nogen.

Hvad ville være den største ulykke for dig? At dø uden at have lyttet til Hey Jude.

Hvad ville du gerne være? I balance 24 timer i døgnet.

Hvilken farve holder du mest af? Den varme gule, som næsten, men også kun næsten er orange. Man finder den mest i Indien.




Hvilken blomst? Tulipan.

Hvilken fugl? Papegøjer, der holder deres kæft.

Dine yndlingsforfattere? Haruki Murakami, John Fowles, Erik Fosnes Hansen, Arundhati Roy, Olga Tokarczuk.

Din yndlingslyriker? Rumi

Dine heltinder i historien? Dronning Kristina af Sverige.




Dine yndlingsnavne? Kvindenavne, der ender med a.

Hvad afskyr du mest af alt? At pumpe min cykel.

Hvilke historiske personer foragter du mest? Reinhard Heydrich & Dick Cheney.

Hvilken militær bedrift beundrer du mest? Da Frans af Assisi og Saladin besluttede at stoppe krigen mellem korstogsfarerne og muslimerne for at tale med hinanden om deres tro.

Hvilken reform beundrer du mest? Alle reformer, der fremelsker religiøs tolerance.

Hvilket talent ville du gerne have? At tage tingene med større lethed.

Hvordan ville du helst dø? Ved en bjergsø i armene på den kvinde, jeg elsker.




Din sindstilstand lige nu? Jeg har sjældent været gladere.

Har du et motto? Hvad nytter det at have set Lyset, hvis du ikke kan betale din elregning?

****************

Du kan læse og se mere om Susanne Aamund her.

Hvis nogen af mine læsere genkender hendes touch, så var det fru Aamund, der lavede forsiden på min seneste roman, Skorpionens hale - her i lybogudgaven fra Gyldendal. Jeg indtalte den i øvrigt selv. Det skulle nok afskrække de fleste ...




Du kan bl.a. købe den hos den største danske lydbogsboghandel på nettet Lydbog.dk og mange andre steder.

For dem, der er gammeldags anlagt kan den også fås i bogform. Ja, tro det eller la' være, bøger findes stadig. I de mange gode boghandlere, som sælger andet end clips og fotolommer.

Gud bevare litteraturen!



***

fredag den 30. april 2010

Når man scanner sit forfatterliv (i håbet om at falde over en skandale)


1.
For nogle måneder siden fik jeg en scanner.

Det var kærlighed ved første blik. Jeg brugte fire lange nætter på at scanne mit liv. 387 af de bedste fotos fra min ungdom blev udødeliggjort. Hver eneste bums, jeg havde i teenage årene blev digitaliseret. Jeg tudede over døde mødre og bedsteforældre, savnede gamle kærester og grinte højt af fjogede frisurer.

Alt det private skal jeg ikke kede jer med her, men det var sjovt at scanne pressefotos og gamle forfatterinterviews fra Valdemar Atterdags tid.

Det overstående foto er fra min debut som TV-dramatiker i 1984. Jeg var kun 27 og meget stolt over at få antaget en komedieserie på Danmarks eneste tv-kanal. Det gjorde det heller ikke dårligere, at mine replikker skulle siges af skuespillere som Ove Sprogøe, Jannie Faurschou, Thomas Eje, Anders Bircow, Annie Birgit Garde og Ebbe Langberg. TV-komedien hed Ikke Lutter Lagkage og levede fuldstændig op til sin titel.




2.
Men mit skriveliv startede lang tid før det.

Da jeg var elleve, duplikerede jeg en historie, jeg havde skrevet, som hed Jeg - en hund og forærede den til min sagesløse familie. Så var en forfatter født. Oven over kan du se et foto fra min konfirmation, hvor jeg syntes, det var min kristne pligt at smage på alle mine forældres flasker.

PS. Hvis du ikke ved, hvad ordet duplikere betyder, må du være under 78 år.


3.
Fra ca. 1985 til 1994 arbejdede jeg som free lancer på Danmarks Radio. Desværre betød det, at jeg måtte spise i Radiohusets kantine, hvilket kunne forkorte livet på enhver. Mine mest minderige oplevelser var to astrologi-udsendelser, som hed Kan man træde på en vandmand? Dem fik jeg 100 lytterbreve om; de fleste var dødstrusler.

En anden oplevelse, jeg sent vil glemme, var dengang jeg faldt i søvn under en natradio. Det gjorde teknikeren også, men da det skete klokken halv fire om morgenen, var der sikkert kun sytten mennesker, som opdagede det.




4.
Jeg var også med på et hold, der lavede radiosatire søndag morgen på P3 fra 1989 til 1992, Satire ifølge Kær, Gad, Fogtdal & Rasmussen. Vi blev især kendt for skarnsungen Brian igen-igen, som startede hver udsendelse med at ringe ind til børnetelefonen.

Peter Kær, Henrik Gad, Jens Ole Rasmussen og jeg skrev og spillede det hele, men heldigvis havde vi Charlotte Sachs Bostrup til at lave vores kvindestemmer. Det var dengang, Charlotte var skuespiller. I dag er hun en succesrig filminstruktør, som får priser i New York og er fascineret af tibetansk buddhisme ligesom mig. Vi ses tit, og hun har endda besøgt mig to gange i Portland, Oregon, hvor jeg bor.



5.
Men mit hjerte lå aldrig 100% i tv-dramatikken, astrologien eller radiosatiren, kun i romanerne. Der var bare ingen, som ville udgive dem.

I tolv år prøvede jeg at komme igennem nåleøjet, og jeg skulle nå at blive 34 år, før Borgen antog min debut Letmælksprofeten, som var en sjov satire på new age verden. Det var dog først min fjerde roman, En danskers død, der gav mig de anmeldelser, jeg drømte om. Politiken og flere andre aviser gik endda så vidt at kalde mig for en ny Panduro - det var jeg vist nok den tiende forfatter, som var udsat for.


5.
Jeg skal ikke kede jer med, hvad der er sket siden i Danmark, USA og Cyber space. Men som romanforfatter er det faktisk gået mig bedst, når jeg har holdt mig fra humoren (Flødeskumsfronten, Drømmeren fra Palæstina, Lystrejsen og Zarens dværg er mine mest læste, og især de to første kan ikke fremkalde mange latterudbrud hos den forsvarsløse læser) Men det gør ikke noget. Jeg kan alligevel ikke udstå, når folk prøver at sætte mig i bås!




****

lørdag den 20. marts 2010

Karla og Jonas: Download din indre 12-årige


1.
Jeg er lige kommet hjem fra forpremieren på Karla og Jonas i Imperial, den tredje Karla film med Elena Arndt-Jensen og Joshua Berman i hovedrollerne.

Filmen er instrueret af Charlotte Sachs Bostrup, og det har hun gjort rigtig godt. Denne mening bør dog tages med et gran salt, da Charlotte er en af mine gode venner. Men på den anden side var jeg ondskabsfuld nok til at fortælle hende, at jeg ikke brød mig om Familien Gregersen, så måske har jeg lidt troværdighed alligevel.

Men Karla og Jonas har en langt bedre tone og et bedre manuskript. Det er en ualmindelig sød ungdomsfilm, som fik mig til at sidde i biografmørket og downloadede min indre 12- og 13-årige.

Ak ja, for det var jo dengang jeg havde danmarksrekorden i bumser ... men selv en hæmmet teenager forelsker sig jo, og det var alle de minder, som fik mig til at græde og relatere til de unge hovedpersoner i denne vellykkede film.

Ja, jeg er en mand, som har let ved at tude. Og jeg har ikke engang været på X Factor.


2.
Handlingen er let at følge med i:

I 'Karla og Jonas' har 12-årige Karla ikke glemt Jonas, som hun blev forelsket i i toeren i denne triologi. Den har jeg ikke set, men det var ikke nogen hindring for at nyde dette univers.

Karla tænker stadig på det kys, Jonas og hende udvekslede i sommerferien, men hun har ikke haft modet til at ringe til ham og fortælle ham, at hun godt kan lide ham.

Derfor får hun endelig taget sig sammen til at opsøge Jonas på hans børnehjem, hvor han stadig lider under, at han aldrig har kendt sine forældre. Efter nogle forviklinger beslutter de sig for at tage til det eksotiske Jylland for at lede efter Jonas mor.

Skal vi nu frem med brækspanden? For er dette en film med noget så ondartet som en happy ending?

Nej, vi skal IKKE frem med brækspanden, men jo, Karla og Jonas er naturligvis en film med en særdeles happy ending (eller fire), og den slags er voksne ikke så begejstret for i Danmark. Den rigtige kunst skildrer kun vandpytter og i sønderjyske incest familier - mener de mest snobbede; film skal helst afspejle det triste martsvejr omkring os, ikke noget så banalt og "uvigtigt" som lykken.

Men selv i et mørkt og melankolsk land som Danmark findes der jo masser af happy endings. Hver dag er der piger, som forelsker sig i drenge uden at få clamydia. Især 12 og 13-års alderen er jo "banal" og eventyragtig. Safterne har ikke indfundet sig endnu, og det er det univers, Karla og Jonas skindrer så fint.

3.
Den eneste seriøse anke jeg har er et manuskript problem, der opstår de sidste fem-ti minutter efter at det vigtigste er faldet på plads. Men alligevel ramte Karla og Jonas mig i hjertekulen.

Charlotte Sachs Bostrup formår at holde den rette søde tone, og filmen er velspillet med nogle ganske få undtagelser. Elena Arendt-Jensen er enestående god som Karla. Hvis hendes filmsucceser ikke går hende til hovedet, bliver hun en stor skuespiller - ja, man kunne godt argumentere, at hun allerede er ved at være det.

Så gå i biffen og download din indre 12 og 13-årige. Eller gør som mig: Ta' dine niecer med ind i biografmørket, for det er dem, der bør anmelde filmen, ikke os gamle hoveder, der sidder og tuder over de søde bumsers fortabte årti.



*****

torsdag den 4. marts 2010

Etta Cameron, din dejlige rapand!


Jeg gider ikke skrive et ord om hvor fantastisk en sanger Etta Cameron var.

Hvorfor skulle jeg det? Folk, der så hende, ved hvilket lys der strømmede fra hende. Hendes stemme og karisma havde intet at gøre med ego; hendes drive kom et helt andet sted fra - fra hendes tro, der var lige så udansk som den kogende gospel, hun skyllede ud over vores folkekirker.

Jeg kendte Etta Cameron godt i en kort periode. Min dejlige mor Marie Huda Fogtdal sang i hendes kor Voices of Joy og var meget tæt på hende. Så tæt at Etta sang Amazing Grace til hendes begravelse. Etta var ved at bryde sammen flere gange, men hver gang rettede hun sig op og sang videre, som om intet var hændt.

"Hvad i alverden skete der?" spurgte jeg Etta, da jeg spiste frokost med hende nogle dage senere.

"Det var din mor, som gav mig et skub," sagde hun med tårer i øjnene. "Hun stod bag mig, mens jeg sang."

Senere mødtes vi to gange til og talte om hvor smuk døden kan være, hvordan vi alle lever videre, og hvordan vores forhold til de afdøde fortsætter, selv om vi ikke forstår det. Vi er jo kun adskilt af en himmel - hvordan kan det slå kærligheden ihjel?

Etta vil blive frygtelig savnet, men hun er her stadig. Det lyder som en selvmodsigelse, men det er det ikke.

Og så er jeg sikker på én ting: Hvis Etta ikke var så irriterende ydmyg, ville hun synge til sin egen begravelse!

God rejse, Etta.

Etta Cameron med Voices of Joy. Det er min mor nummer to fra højre i koret. (Ukendt fotograf)
Portræt øverst på siden: Poul Erik Jensen med tak for lån!


****

søndag den 17. januar 2010

Fra Mundvin Til Listepik: De Ypperligste Ord På Dansk


1.
Romanforfattere er liderlige efter ord.

Ord, der er afgået ved døden. Ord, som ligger i koma og snapper efter vejret. Især for os, der ofte skriver historiske romaner, er der en stor kærlighed til det sprog, man kun støder på i støvede antikvariater med dårlig udluftning.

Jeg er i gang med en ny historisk roman. Ikke fordi jeg har lyst, men fordi jeg er blevet beordret til det af min muse. Ordren har dog givet mig masser af lyst, så nu forelsker jeg mig endnu engang i det sprog, man skal være Kongelig Refrænsanger for at få over sine læber.

Lige nu leder jeg efter ord i gamle romaner. Jeg taler med oldemødre og skidesprællere, med stimænd og bartskærere, med skrankepaver og tugtemestre. Hvorfor? - fordi gode ord krydrer en roman. Sproget skal leve, og hvad lever mere end det, som er dødt?

Mit yndlingsord er helt klart mundvin. Det brugte jeg både i Lystrejsen, Jupiters time og Zarens dværg. Da sidstnævnte blev oversat til engelsk, fransk og portugisisk skrev alle oversætterne til mig og spurgte, hvad i alverden mundvin var for noget.

Mundvin er den fortyndede vin, der blev brugt som vand dengang det var farligt at drikke den slags. Mundvinen havde færre procenter, så den blev nydt af nonner og børn. Rent fatisk havde alle en skid på i baroktiden, sikkert fordi det var så svært at leve uden emails ...

Andre ord, jeg er dybt forelskede i, som kun holdes i live af kunstpoeter og andre hundestejler:

sukkerbager
visekælling
huskestue
reputerlig
koldsindig
vankelmodig
forblommet
svagbørnskoloni
stokhus
hestebal
lemmedasker
taskenspiller
posekigger
skørbug
svindsot
blodgang
skægpest
fusentaster
kassettebåndoptager
nakkeost
skambenspsykolog
letmælksprofet
skumringspelikan

Okay, de sidste tre ord har jeg selv opfundet. Hvordan de har sneget sig ind, ved jeg ikke. Og jeg er heller ikke sikker på, at nakkeost er et ord, som blev brugt ved Frederik IVs hof.

Hvad er så de bedste ord på "moderne" dansk? Det er også en svær beslutning, men her er min Top 5:

1) Fedtsugning
2) Slamsluger
3) Morgengrim
4) Shawarma
4) Listepik

Disse henrivende ord vil der helt sikkert være en eller anden historisk romanforfatter, som vil nyde at bruge i år 2188.

****

Zarens dværg som Gyldendal pocket, 69,50 kr.

Zarens dværg som Gyldendal pocket, 69,50 kr.
Tredje udgave. 20.000 solgte eksemplarer. Også udgivet i USA, Canada, Frankrig og Portugal. *******