torsdag den 3. juni 2010

Indfødsretsprøven: Hvis bare jeg havde været en lille smule mere leverpostej ...


Jeg har lige taget indfødsretsprøven - den som ansøgere om dansk statsborgerskab får udstukket inden de lukkes ind i Edens Have (også kendt som Bloustrød).

Man skal få 32, ellers smides man ud. Jeg fik heldigvis 36 rigtige ud af 40 og er derfor en rigtig dansker. Jeg ved nemlig hvornår dannebrog faldt ned fra himlen, og hvem der samlede det op igen. Det gjorde vores alle sammens Pia.

Men hvis jeg skal være helt ærlig, er jeg skuffet over, at jeg ikke svarede rigtigt på alt. Men det skyldes nok en genetisk fejl, som jeg ikke burde være spor spor stolt af, hvis jeg lytter til højrefløjen: Min morfar var nemlig født i Palæstina, som dengang var under tyrkisk herredømme. Og han var tilmed jøde, så det kan næsten ikke være mere uheldigt.

Min søde morfar sneg sig ind i Danmark i 1906. Han var omkring seks år, men det skal ikke undskylde ham. Det var fejt og nedrigt gjort. Til gengæld blev han tvangskonverteret til kristendommen og udskibet til Kibæk. Det skulle vel være straf nok for en hvilken som helst udlænding.

Så jeg undskylder for mine fire fejl i prøven. Heldigvis får de ingen konsekvenser for mig som dansker. Jeg må stadig have lov til at rejse ind og ud af landet så meget jeg vil, bare jeg ikke holder med Algeriet til fodbold-VM.

Nu er der sikkert nogle af mine læsere, som er nysgerrige efter at vide, hvilke fire spørgsmål, jeg svarede forkert på. Jeg skammer mig lidt over at afsløre dem her (f. eks. var jeg ikke klar over, at Adam Oehlenschläger skrev Der er et yndigt land; jeg troede, det var Dennis Rommedahl), men jeg bider skammen i mig, for jeg gør det jo i en større sags tjeneste - og for at vise hvor galt det kan gå, når man er så dum at nedstamme fra en nomade fra Safed.


Min morfar David Huda fra Palæstina ved sin tvangsdåb i Kibæk i 1907, hvor han blev en rigtig dansker. Han fik også klippet krøllerne af, inden den jyske Helligånd forbarmede sig over ham.

Jeg skrev en roman om min morfars liv, som udkom i 1998, DRØMMEREN FRA PALÆSTINA (Lindhardt & Ringhof) Han var en dejlig mand, som endte med at undervise i dansk. Ja, så galt kan det gå, når havelågen står på vid gabi dette land...



*****

Zarens dværg som Gyldendal pocket, 69,50 kr.

Zarens dværg som Gyldendal pocket, 69,50 kr.
Tredje udgave. Over 20.000 solgte eksemplarer. Også udgivet i USA, Canada, Frankrig, Portugal og Ukraine. *******