tirsdag den 28. august 2012

Bytur med Bigamisten - Frederik den Fjerdes Vanvittige Lystrejse Til Italien


Fredag d. 31. august klokken 16 har du chancen for at komme med på en vandretur gennem Frederik IVs København og mine to historiske romaner, Zarens dværg og Lystrejsen. Mødested: foran Nationalmuseet på Ny Vestergade i København. Medbring pudderparyk og 100 kroner. Arrangøren er Peter og Ping, der lige har lavet en Beatles-tur til Liverpool. Nu får I så mig i stedet for Ringo.

Hvis du er historie-interesseret, skulle du komme og høre om Peter den Stores kiksede ophold i hovedstaden i 1716; om notarius publicus Rasmus Æresbo, der var tolk under Zarens ophold, og om Frederiks liderlige lystrejse i 1708 til Italien. Det blir ganske barokt det hele, men historisk baseret barokt.

Da Lystrejsen udkom i 2003, skrev jeg en kronik om Frederik IVs fascinerende Italiens-rejse i 1708-09. Den blev bragt i Kristeligt Dagblad på et ukristeligt tidspunkt, men her er den, hvis nogen skulle være interesseret.



DEN FØLSOMME BIGAMIST
I efteråret 1708 besluttede Frederik IV, konge af Danmark-Norge, venderne og goterne, hertug af Slesvig, Holsten, Stormarn og Ditmarsken, greve af Oldenburg og Delmenhorst, at han ville på en lystrejse til Italien.

Den slags var uhørt i baroktiden. En rejse skulle have politisk betydning. En enevoldskonge tog ikke af sted til syden på ferie ...men en kold novemberdag rejste Frederik IV sydpå med halvdelen af sin regering på slæb. 96 mand begav sig over de sneklædte Alper: rådgivere, skrivere, sukkerbagere, livbarberer. Ja, den danske konge havde endda sin hund med - og den 29. december ankom han til Venezia og kastede sig ud i karnevalet, samtidig med at den Store Nordiske Krig gik ind i en afgørende fase.

Men hvorfor var Frederik IV rejst af sted? Og hvad gik der af den danske enevoldskonge, der ellers var kendt for sin store flid? Det har historikere funderet over siden. De fleste mener, at der blot var tale om en lystrejse. Kongen var træt af den stigende arbejdsbyrde, og han var især ærketræt af sin gemalinde, dronning Louise. Kort og godt, Frederik IV havde brug for at more sig i »lasternes fædreland«.

KATOLICISMEN
Men rejsen er langt mere interessant end de fleste historikere har antaget, både fordi den rummer en enestående kærlighedshistorie, og fordi den kunne have ændret danmarkshistorien: Frederik IV tog til Italien for at møde en kvinde, han havde forelsket sig i på sin dannelsesrejse som kronprins sytten år tidligere. Og samtidig var han i så dyb en krise, at han overvejede at konvertere til katolicismen.

Især det sidste har der aldrig været nogle danske historikere, der har troet på - Frederik IV ville nemlig have tabt kronen, hvis han forkastede protestantismen. Men i Italien beskæftigede mange krønikeskrivere sig med muligheden! De var fuldstændig overbevist om, at den danske konge kunne lokkes over til den sande tro - og i den tid Frederik opholdt sig i landet, samarbejdede mange af de italienske stater om sagen.

Med god grund, for halvtreds år tidligere havde den svenske dronning Kristina nemlig konverteret til katolicismen. Nu - mente de - var en ny monark på vej til at gøre det samme.

Som sagt besøgte Frederik IV Italien to gange: som kronprins i 1692-3 og som konge i 1708-9 - og på begge rejser brugte papisterne alle midler for at få ham til at se lyset. I Rom inviterede de ham på besøg i dronning Kristinas Palazzo Riario (Corsini); i Bologna forærede de ham bøger fra den svenske dronnings samling - ja, papisterne lod endda ligge i luften, at Paven ville velsigne Frederik, hvis han blot »ville vende tilbage til moderkirken«. Ikke nok med det: de var så overmodige, at de begyndt at indrette et palæ, hvor kongen kunne bo efter at have afsagt den danske trone.
Hvorfor er der ikke flere, der kender til denne fantastiske historie? Og hvorfor er Frederik IV så relativ ukendt i danskernes bevidsthed? Årsagen er nok, at ale vores mange konger drukner i romertal - vi kan ikke kende dem fra hinanden.

DEN DYBT EMOTIONELLE ENEVOLDSKONGE MED DET STORSLÅEDE KAOS I SIT SIND
Frederik IV blev født i 1671 og regerede fra 1699-1730. Han har et ry som en dygtig, men lidt fantasiløs bureaukrat, hvilket er fuldstændig uretfærdigt. Tværtimod var Frederik IV vores dygtigste enevoldskonge og samtidig en dybt emotionel mand med det mest vidunderlige kaos i sit sind ... og PS: Han var en følsom bigamist.

I 1704 begik han bigami for første gang ved at gifte sig med en tysk adelsfrøken, Elizabeth von Vieregg. I 1712 gjorde han det igen med den langt mere mere berømte Anna Sophie Reventlow. Kort og godt, den danske konge var ualmindelig dameglad - og det udnyttede italienerne i et forsøg på at få ham til at konvertere.

Hvad de især benyttede sig af var, at Frederik IV insisterede på at besøge sin ungdomselskede, Maria Maddalena Trenta fra Lucca - og dette gav papisterne en diplomatisk klemme på den danske konge.


KOMTESSEN FRA LUCCA
Frederik havde mødt den italienske adelsfrøken i Firenze på sin dannelsesrejse som kronprins i 1692. Da frøken Trenta både kunne tale fransk og tysk, havde hun været hans oversætter under besøget. De to var blevet forelsket, men da Frederik var protestant, og hun var troende katolik, kunne de ikke få hinanden. Hvor alvorlig forelskelsen var er der ingen, som ved (den blev overhovedet ikke nævnt i kilderne dengang), men kronprinsen rejste hjem, og nogle år senere blev han tvunget til at gifte sig med Louise fra Mecklenburg-Güstrow, der var en god tysk protestant.

Men da Frederik senere blev konge, kunne han ikke glemme skønheden fra Lucca, og i 1708 tog han tilbage til sit elskede Italien for at møde sin ungdoms kærlighed. Der var kun ét problem: Da Frederik IV nåede frem, fik han at vide, at Maria Maddalena Trenta var gået i kloster - og at han ikke kunne få lov til at se hende!

Nu havde katolikkerne en klemme på Frederik: Kun en katolik kunne nemlig få tilladelse til at besøge en nonne i clausura. En protestant kunne ikke! Så det kunne udnyttes.

Den danske enevoldskonge satte også himmel og jord i bevægelse for at få et møde i stand. Han involverede storhertugen af Toscana og henvendte sig til ærkebiskoppen i Firenze - men med mindre klosterets priorinde ville give sin tilladelse, var man nødt til at få en kompensation fra Paven i Rom.

DEN GROTESKE TANKE OM AT KONVERTERE?
Kort og godt, Frederik IV var tvunget til at overveje en konvertering til katolicismen, hvis han ville se sin elskede. I hvor høj grad han virkelig overvejede det er umuligt for os at vide. Hans dagbøger røber ingen private tanker (i modsætning til sin inkompetente oldefar Christian IV brød Frederik sig ikke om at skrive) - men flere af datidens italienske krønikeskrivere påstår, at Frederik i 1692 havde lovet Maria Maddalena at konvertere, og at det var derfor, hun var gået i kloster - i skuffelse over, at han ikke var vendt tilbage og havde giftet sig med hende.

ROMANFORFATTEREN TA'R SIG SINE FRIHEDER
Som romanforfatter er ens indgang til stoffet naturligvis anderledes end historikerens. Man erstatter de manglende kilder med fantasi og »uvidenskabelige« fornemmelser. Man læser så meget man kan: om kongen, baroktiden, kunsten, hoflivet; man besøger slotter, snuser til pudderparykker, mediterer, drømmer - og på halvandet år pløjede jeg da også gennem mere end halvtreds bøger på dansk, italiensk og engelsk.

Jeg fulgte også Frederik IVs rute. Efter jeg havde fået et rejselegat fra Staten Kunstfond var jeg i Trento, Verona, Vicenza, Venezia, Bologna, Modena, Mantova, Firenze, Lucca og Rom og besøgte de steder, hvor kongen boede. Især i Vicenza så jeg kilder, som ingen danskere nogensinde har set, sikkert fordi så få danske historikere kan italiensk. Alle disse oplevelser gjorde, at jeg følte, at jeg levede inde i hovedet på Frederik IV, og i mit storhedsvanvid bilder jeg mig ind, at jeg forstår den danske konge bedre end de fleste. Derfor vover jeg påstanden, at kongens emotionelle krise betød, at han var tættere på at konvertere end eftertidens logiske hoveder har troet.


Nøglen findes selvfølgelig i forholdet til Maria Maddalena Trenta - den smukke adelsfrøken, der sad "fanget" i klosteret Santa Maria Maddalena de' Pazzi i Firenze. Vi ved med sikkerhed det lykkedes for kongen at få gennemtvunget fire møder med sin ungdomselskede. Hvad de talte om, er der ingen, der aner noget om med sikkerhed - men Luccas ambassadør til Firenze (Maria Maddalena Trentas onkel) påstod, at Trenta havde fået ordre på at redde den danske konges bundfrosne protestantiske sjæl.

Alle kilder og øjenvidner er også enige om, at Frederik IV græd, da han forlod klosteret, hvorimod Maria Maddalena Trenta var stoisk og rolig på den anden side af gitteret.

KONGEN TRUET PÅ LIVET?
I Italien fortsatte bølgerne med at gå højt, da Frederik vendte næsen mod nord. Katolikkerne var overbeviste om, at Frederik IVs manglende konvertering skyldtes, at hans rådgivere og præster havde truet ham på livet. Det har nok intet på sig, men at kongen var mere end almindelig fascineret af katolicismen er hævet over enhver tvivl.

Hvad Frederik IV håbede på at få ud af sin lystrejse, ved vi naturligvis ikke. Havde han en naiv og vanvittig drøm om, at hans ungdomskærlighed ville smide nonnedragten og gifte sig med ham? Eller ville han blot se hende igen? Det eneste vi ved med sikkerhed er, at Frederik IV vendte tilbage til Danmark i juli 1709, hvor han blev modtaget i promp og pagt på Frederiksborg slot. Og mon ikke eddikesure dronning Louise var lettet over, at danmarkshistoriens største bigamist ikke havde giftet sig til venstre hånd endnu en gang?

Lystrejsen er lige genudgivet af Lindhardt & Ringhof som lydbog med mig som indtaler.

Ingen kommentarer:

Zarens dværg som Gyldendal pocket, 69,50 kr.

Zarens dværg som Gyldendal pocket, 69,50 kr.
Tredje udgave. 20.000 solgte eksemplarer. Også udgivet i USA, Canada, Frankrig og Portugal. *******