Osho, Sai Baba og de "forkerte" guruer, som inspirerede min nye roman, Det store glidefald

En stor del af min nye roman, den spirituelle farce 'Det store glidefald' foregår i en indisk ashram hos en fiktiv guru, der minder en del om Osho og Sai Baba.

I min roman ligger den hellige ashram nord for Varanasi i Nordindien, men i virkeligheden lå de to guruers ashrams i Puttaparthi, Andra Pradesh og i Pune i delstaten Maharashta. Både Sai Baba og Osho var kontroversielle, spirituelle lærere og Avatarer, der havde millioner af tilhængere, især i firserne og halvfemserne.

Jeg besøgte selv Sai Babas ashram flere gange. Den var en vidunderlig blanding af Paradis og Nordkorea - et sted, der var skønt at meditere  og arbejde med sig selv, men også øretæveindbydende og primitiv med udpræget jern disciplin og en grød af fanatiske tilhængere, der var overbevist om, at Sai Baba var Gud i egen person, selv når han snød med sine berømte mirakler, der bestod af at materialisere ure og smykker ud af den blå luft.

Allerede i 1996 i ashramen i Puttaparthi fik jeg ideen til 'Det store glidefald' og begyndte at skrive noter ned, fordi jeg vidste, jeg ville bruge dem en dag. Ligesom min hovedperson, reklamemanden Nick Løkke-Andersen vekslede jeg mellem at tro, at Sai Baba var en Avatar og en svindler, og jeg endte med at være overbevist om, han var begge dele på en gang, hvilket var det, der gjorde ham så interessant.

Osho var mest kendt som sex-guru - en mystiker og spirituel lærer, der tiltrak vesterlændinge, som søgte Gud og klamydia i hans state-of-the-art ashram i Pune, der bl.a. havde bordtennis og mange andre vestlige perks, som var utænkelige hos Sai Baba. Man skulle have en ren AIDS-test for at bo der, men samtidig med, at Osho prækede fri sex var han en stor tænker, der hjalp millioner af sannyasier til at realisere sig selv, uden de var det ringeste interesseret i det seksuelle. Det var Osho, der sagde de kloge ord: "Be realistic. Expect miracles." For sådan er livet jo, hvis man åbner sine øjne for det guddommelige og opdager den synkronicitet, der flyder gennem vores liv som en gavmild flod. Der er nogen eller noget, som vil os det godt på denne klode, om vi er ateister, agnostikere eller troende.

I øvrigt havde Osho en inkarnation her i Oregon, hvor jeg bor i dag. I firserne byggede han en ashram ude i ørkenen. Dengang var han kendt som Rajneesh, men mødte meget modstand hos de lokale myndigheder, især da nogle af hans tilhængere forgiftede drikkevandet i den nærliggende by, hvilket gjorde, at Rajneesh/Osho måtte flygte tilbage til Indien med sine mange Rolls Royce. 

Så var Osho og Sai Baba svindlere, der narrede de naive, eller var de Avatarer og Godmen? For mig er svaret, at de var begge dele på samme tid, og det er det, fanatikerne og de rationelle ikke kan rumme. Næsten alle hellige mænd og kvinder, der fødes ind i en menneskekrop, får problemer med den, især hvis de forelsker sig i deres egen rolle og ikke opdager, at deres ego kører med dem. Det er derfor et utal af kristne missionærer, yogier, rinpocheer, imamer, filippinske healere og shamaner falder og afsløres med hænderne i kagefadet - et kagefad, der normalt har at gøre med underlivet på deres tilhængere.

Men vejen til Oplysning og selvrealisering er altid kringlet, ligegyldig hvilken religion eller sekt, man bekender sig til. Og det er kun godt sådan, for hvad nu hvis det bedste et søgende menneske kan gøre er at følge en "forkert" guru eller en "forkert" religion? Det er måske det vores egne egoer lærer allermest af?  I stedet for at sætte en Mester, en Messias eller en Profet op på en piedestal lærer vi at finde Ham eller Hende i os selv.

Det store glidefald, Turbine, 333 sider, 299,95 kr. Udkom d. 1.9, 2017.

Verdenshistorien er en sød lystløgner, så nu skal vores lærebøger snart omskrives.

1.
Dette solblegede foto er taget af en lille dreng i 1967, da København fyldte 800 år. Han hed Peter og troede, det var den rigtige Absalon, der gik forbi ham på Gothersgade, men da hans far fortalte ham, det bare var en glarmester fra Budding, brød han sammen i krampegråd.

Og sådan er det med vores forståelse af historien. Den er ikke så let at blive klog på, som vi tror. Ja, faktisk kan man argumentere, den er fuld af løgn, for nu har arkæologerne fundet ud af, at København slet ikke blev grundlagt af Absalon, men allerede var en større by før han blev født.

I min roman fra 2015, Det egyptiske hjerte legede jeg med begreberne historie og fiktion. Vi rationelle danskere bilder os nemlig ind, at tiden er lineær, men fortiden ændrer sig hele tiden, og vi er forbundet til den på måder, vi slet ikke fatter. Hvor gammel er pyramiderne og sfinksen f.eks.?  Historikerne bliver ved med at ændre mening. I tresserne mente man, de var ca. 2.500 år gamle; i dag er der forskere, som er overbevist om, de har stået der i mere end 10.000 år.

Personligt tror jeg, pyramiderne altid har stået der. De er et symbol på det mest okkulte begreb af alle, tiden, som vi ikke forstår, men som vi prøver at lægge under et mikroskop. Hvem siger, at alt i verden blev skabt?  Min pyramide-teori lyder måske vanvittig, men den er ikke halvt så vanvittig som den gamle traver om, at de blev bygget af faraoens slaver. Pyramiderne står i forbindelse med universet og stjernebillederne på en måde, vi ikke er i nærheden af at forstå - og måske også med andre liv derude, så hvorfor ikke indrømme, at pyramiderne er en gåde, der taler til noget dybt i os?  Er vi virkelig de eneste mennesker i universet? Det skal man vist ha' et meget stort ego for at tro på. 

2.

I løbet af de næste år kommer vi i det hele taget til at smide masser af vores lærebøger væk. Den gamle verdenshistorie har det nemlig ikke særlig godt, for videnskaben og geologerne er tæt på at bevise, at vores højt udviklet civilisation IKKE er den første på denne planet. Der har med stor sandsynlighed været en eller flere avancerede civilisationer før os, som har udryddet sig selv på samme måde, som vi er i gang med nu, nemlig ved at misbruge teknologien og glemme mennesket, naturen og den guddommelige kraft, der har skabt os.

Taler jeg om Atlantis, eller om andre ammestuehistorier fra fantasternes overskudslager?  Måske, måske ikke, men meget af den forskning, der er sket de sidste år er ved at bygge en vigtig bro mellem videnskaben og speculative history.

Via Google Earth er der fornyligt fundet et krater i Indien, der IKKE kan være fremkommet af en meteor (hvilket man først troede), men mere sandsynligt via en lynhurtig nedsmeltning efter et masseødelæggelsesvåben, som efterlod radioaktive rester. Og festen slutter på ingen måde der: Robert Oppenheimer, en af mændene bag atombomben, udtalte i sin tid, at atombomben over Hiroshima ikke var den første i verdenshistorien, kun i nyere tid, og Oppenheimer er vel næppe en mand, vi kan beskylde for at være et syrehoved?

Selv hinduernes hellige skrifter, Mahabharata har i årtusinder fortalt om en fjern fortid, hvor et enkelt våben kunne udslette en hel befolkning. Fri fantasi? Det skal man vist ha' meget fantasi for at forestille sig. Samtidig er det interessant, at der er fundet egyptiske hieroglyffer, der ligner UFOer. Så ja, verdenshistorien og videnskaben er af lave, og i løbet af de næste år kommer vi til at omdefinere, hvem vi mennesker er, og hvor vi kommer fra. Og det kommer til at gå hurtigt, for tiden har mere fart på end nogensinde. 

3.

Hvis dette lyder for højt flyvende, skulle I unde jer selv at se Gregg Braden's serie på Gaia.com, som hedder Missing Links. Gregg Braden har længe været en alternativ torn i øjet på den gængse forskning med sin veldokumenterede blanding af videnskab, spiritualitet og akademisk research, og af samme grund har han fået prædikatet New Age, for så er man fri for at tage ham højtidligt.  

Men Gregg Braden er ikke en verdensfjern holist med et sløvt pendul, men en højt uddannet geolog, der har arbejdet i militærindustrien og som har skrevet peer-reviewed afhandlinger. I sin Missing Link-serie gør han op med vores gammeldags og dogmatiske forståelse af verdenshistorien, biologien og betydningen af vores DNA. Han viser os, at alle mennesker er forbundet og at vores tanker og emotioner ikke kun har betydning for os selv, men for alle omkring os. Charles Darwins Survival of the fittest-teori er en sandhed med store modifikationer - det ved vi nu. Vores "enhver er sig selv nærmest" teori er langsomt ved at falde fra hinanden, og i dag er vi begyndt at få øje på en verden, hvor naturen faktisk samarbejder, og hvor alt har sin plads på en måde, vi ikke har fattet før.

Så måske er det heller ikke en tilfældighed, at en tysk bog om træer, der kommunikerer og hjælper hinanden, har været sådan en verdenssucces de sidste par år?  Den burde i hvert fald tale til blodbøgen i os alle. 

4.

Ligegyldig hvad man tror på, står vi overfor et paradigmeskifte af dimensioner, og det dogmatiske menneske, som automatisk afviser de nye vinde, får det svært i løbet af de næste år, om hun er videnskabsmand, domprovst eller shaman. Det er på tide at vågne op til en verden, som er langt mere fantastisk end vi nogensinde anede - en verden, hvor vi ikke forstår vores egen historie og det usynlige liv i universet - en verden, der tigger os om at lære af de fejl, vi har begået så mange gange før, både privat og kollektivt på denne penge og teknologi-fikserede klode, der er godt i gang med at begå harakiri.

Men det er ikke for sent at gøre noget, hvis vi forstår, at vi er sat på jorden for at elske og respektere hinanden i stedet for at sidde fast i et unuanceret livssyn, hvor vi er overbevist om, vi er "bedre," fordi vi er danskere, pakistanere eller buddhister, eller at vi har "ret", fordi vi er akademikere, astrologer eller kejthåndede! Jo flere skyklapper vi fjerner, jo mere kan vi se verden som den virkelig er.

Kort og godt, tiden er inde til, at vi alle får øje på vores indre Donald Trump og det lukkede Nord Korea i os selv, hvor vi kræver fuld kontrol - for hvis vi ikke gør det, bliver det svært at ændre verden til det bedre. Vi er alle sammen vigtige. Ingen af os er betydningsløse i det kosmiske puslespil, og det ansvar skal vi tage alvorligt ved  at arbejde med vores egne skyggesider.

4.

Det er i øvrigt dette indre udviklings-tema, som min nye roman Det store glidefald handler om -- hvordan det enkelte menneske kan arbejde med sig selv ved at øge sin bevidsthed. I romanen foregår det indre arbejde i en farceagtig ashram i Indien, men det kunne lige så godt være i et redskabsskur i Sorø.

Bogen udkommer fredag den 1. september på Turbine, men det behøver I heller ikke tro på, hvis I ikke vil...

........

Der er reception for Det store glidefald hos Arnold Busck på Købmagergade i København d. 1.9 fra 16-17.30, hvor jeg læser op og signerer bogen. Den koster 299 kroner, og det er inklusiv begge flapper.

Min nye roman Det store glidefald udkommer den 1. september, 2017

Jeg udkommer med en ny roman den 1. september, som hedder DET STORE GLIDEFALD. Jeg startede på den i februar 2009 og har skrevet den både på engelsk og dansk, men den danske version er blevet færdig først.

DET STORE GLIDEFALD handler om en dansk-amerikansk reklamemand, Nick, som tager til Indien for at møde sin indiske guru, Sri Bhakti, men da han ankommer til ashramen nord for Varanasi, finder han ud af, det ikke er let at blive Oplyst. Ikke nok med det, Nick konfronteres med den ene uhyrlige og farceagtige oplevelse efter den anden, indtil han ikke aner om guruen er en ny Jesus eller en svindler.

DET STORE GLIDEFALD er en alvorlig farce om tro, tvivl, fanatisme, spiritualitet, guru-dyrkelse - og romanen stiller et vigtigt spørgsmål: Er det religionerne, der har svaret på livets store spørgsmål eller er det et helt andet sted, vi skal lede efter svarene på livets store spørgsmål?

Jeg har selv haft en del oplevelser med tre indiske guruer, men de er intet imod det, der sker i romanens absurde univers, så der er ikke tale om en selvbiografi, men jeg ved, hvad jeg taler om, og selv om romanen har satiriske aspekter, er jeg loyal imod alle søgende mennesker - synes jeg i hvert fald selv.

Der er reception for bogen hos Arnold Busck på Købmagergade fredag d. 1.september klokken 16-17.30. Kig forbi og få signeret en bog eller ti.

Min gavtyveroman fra 1996 om skæbne og fri vilje er nu ude som ebog

 

Roberto Massanis to liv fra 1996 er nu udkommet som ebog. Den er en spirituel thriller om den fri vilje og skæbnen.

Dansk-italienske Roberto Massani skrider fra sin giftesyge kæreste i Danmark og tager til Indien, hvor han kommer til at se sit liv som tyv og plattenslager i et lidet flatterende lys. I New Delhi møder han en mystisk inder, der giver ham en chance for at leve sit liv om igen fra han var sytten år. Men formår han at lære af sine fejl og undgå at begå dem igen?

Roberto Massanis to liv var den bedste af mine første fem romaner, syntes jeg selv dengang, men det var alle ikke enige i. Brug din fri vilje til at læse den -- hvis det er din skæbne?

Du kan købe den hos Arnold Busck her for 62,10 kroner  (de ti øre går til forfatteren). Saxo er også en mulighed. De har næsten alle mine tretten bøger.

I 1996 så romanen sådan ud. Den blev udgivet af Borgens forlag:

Da Louise Fribo fik en læseorgasme i garderoben på Det Ny Teater

Louise Fribo er en af Danmarks største musicalstjerner. Når hun synger, bryder machomænd sammen og tuder som pigespejdere. Det sker ofte, at ambulancer venter foran teatret med lugtesalte, hjertemassager og sopran-narkose, så folk kan ta' hjem uden hjælp.

Men selv med disse hjælpemidler er sensitive sjæle påvirket af Louises sang i ugevis, månedsvis -  ja, nogle gange i inkarnationer. Det er ikke så mærkeligt, for Louise har sunget Mozart i Salzburg og Andrew Lloyd Webber i London; hun har været alene på scenen med John Malkovich i California og overlevet; hun har prøvesunget på La Scala i Milano og holdt julekoncerter i Maribo, så hvad mere kan man opnå her i livet? 

Men det smukkeste ved Louise er ikke hendes stemme; det er hendes kærlighed til god litteratur. Ofte bruger Louise 23 af dagens 24 timer på at læse, især hvis det er mine bøger. Der gik ganske vist tyve år før hun fik læst min debutroman Letmælksprofeten, og det var kun fordi hun fandt et slidt eksemplar i et møntvaskeri. Men hun var en stor fan af Zarens dværg, og da Det egyptiske hjerte udkom, fik Louise en af de læseorgasmer, som forlænger et liv med ti år.

Og det var endda en orgasme i garderoben på Det Ny Teater, hvor hun skulle ind og spille abedisse i The Sound of Music. Og abedisser får ikke orgasmer; det skulle da lige være, hvis de spilles af Louise.

Vil du gerne ha' en god læseroplevelse ligesom Louise?  Så skulle du læse Det egyptiske hjerte. Bjørn Bredal i Politiken, bibliotekernes lektørudtalelse, Majbritte Ulrikkeholm og Peter Duetoft er folk, som har skamrost den offentligt uden at være blevet bestukket af mig, selv om guderne skal vide, jeg forsøgte.

Du kan få min mystiske roman (der foregår i middelalderens Venedig, Egypten i det 18. århundrede og i København i dag) i din boghandel eller online som f.eks. hos Arnold Busck eller SAXO.

Når Louise ikke læser eller passer sine søde børn, giver hun koncerter over alt. Du kan se hendes kalender her https://www.facebook.com/Louisefribokoncert/events

På bloggen under kan du læse Bjørn Bredals anmeldelse af Det egyptiske hjerte eller se et lille citat ude i den højre margin her på siden. 


******

Fik du læst Det egyptiske hjerte? Her er anmeldelsen i Politiken, som fik mig til at småtude

Jeg har ikke blogget på dansk i flere år, men har tænkt mig at begynde igen, så hjertelig velkommen til Forfatteren Peter H. Fogtdal, hvor jeg især skriver om mine romaner og mit skriveliv i Portland, USA, hvor jeg nu bor på tolvte år.

Mit seneste værk er Det egyptiske hjerte, som fik en fantastisk anmeldelse af Bjørn Bredal i Politiken. Den er fuldstændig uden forbehold, men da den aldrig kom online, tillader jeg mig den uanstændighed at bringe den ord for ord:

"Så er jeg solgt. ’Det egyptiske hjerte’ er noget af det mest charmerende, lune, kløgtige, jeg længe har haft i hånden. Peter H. Fogtdal er ikke bare vidende, han har vid, som rimer på bid, og han kan skrive røven ud af pludderbukserne på denne verdens Dan Browner.

Venedigs 36. Doge hedder Pietro Polani og har haft jobbet i fjorten år, da vi kommer ind i historien:

»Han blev valgt som en ung mand på 29, fordi han var kendt for sin renfærdighed og forstand. Men nu er de mægtigste familier i Venedig ved at være trætte af ham på grund af hans renfærdighed og forstand«.

Året er 1144, Markuspladsen er en sump og Dogepaladset en kold og fugtig røverborg langt fra den marcipankage, vi kender i dag. Verdenshistorien er endnu ikke kommet til Venedig, der er endnu tres år, til venezianerne brænder Konstantinopel ned. Verdenshistorien er blodtørstig, og Fogtdal har et mellemværende med den: »Bare tænk på idioter som Alexander den Store, Peter den Store og Napoleon. Hvad havde de til fælles? De kunne ikke få nok; det var derfor, de var store«.

Passagen lægger op til en grundkonflikt mellem Dogen og Patriarken af Grado, som der er både mordbrand og ægte kærlighed i. »Edderkopperne på væggen rykker nærmere«. Dogen og Patriarken har som unge været på korstog sammen.

I KØBENHAVN anno netop nu sker der noget helt andet. Her sidder Zia og skriver på sit historiske speciale om Frederik Norden, den danske egyptolog, som i 1737 sejlede op ad Nilen til Nubien. Zias kæreste hedder Tue, og han har en hård tid, for Zia har besluttet sig for cølibat. Hendes specialevejleder er en stor bamse, som hedder Mogens, og pludselig kommer Fogtdal forbløffende fint omkring nogle ærkedanske typer netop nu og ikke så lidt af alt det, vi slås med. Lavt selvværd og høj selvfølelse, sexuallivets forviklinger – i et godt/ondt perspektiv er det her Zia, som er den gode Doge, og Tue, som er den onde patriark. Der kommer mordbrand i Sankt Hans Gade, og det viser sig, alt mens vi får fortalt den tredje historie, den om Frederik Norden og hans oplevelser på Nilen, at Zias mor er egypter.

PETER H. FOGTDAL mere end slipper af sted med at få de tre historier, Dogens, Zias og Nordens, til at hænge sammen og belyse hinanden. Man sejler igennem det hele, lystigt vuggende i Fogtdals sproglige gondol, som ikke giver en eneste mislyd i lagunen. Han kan skrive, kan han, og han har noget på hjerte om det store, det små og det onde i historien – verdens og romanens.

»Pietro Polani døde i juni 1148 under mystiske omstændigheder. Alle historiebøgerne påstår, han blev syg og afgik ved døden, men ingen ved, hvordan det skete. Det skulle da lige være mig«.

Nemlig. Fogtdals fortæller ved ikke så lidt, og han forstår at fortælle det. Jeg giver ham alle mine fem egyptiske hjerter." - Bjørn Bredal

Her er et foto fra præsentationen hos Arnold Busck i Købmagergade. Jeg tror ikke, jeg praler, hvis jeg kalder den en stor bog...

Du kan købe den hos din boghandler, læse den på biblioteket (der er nu altid kø, fordi den fik en fin lektørudtalelse, og let's face it, du fortjener din egen alligevel) eller du kan købe den online hos Saxo.dk


*****

Happy Danes, Holy Danes (Politiken kronik: En dansk forfatter i det store Amerika)

1.
De kommer gående imod mig. De er bevæbnet med æbleskiver, småkager, sandkage og cheesecake. De smiler venligt og sætter fadene fra sig på det store kaffebord. Der står fjorten stole, og på bordet er placeret to dannebrogsflag, en buket markblomster og tallerkener med feberrøde servietter.

"Velkommen til The Danish Immigrant Archive," siger en af de ældre damer og smiler venligt.

Jeg befinder mig på Dana College i Blair, en lille flække i Nebraska. Dana College er noget så eksotisk som et dansk universitet, der blev grundlagt af indvandrere i slutningen af attenhundredtallet. Og arkivet, jeg sidder i, bærer præg af det. På væggen hænger et indrammet billede af Christian X og et mørt kort over Danmark i det 15. århundrede. Dertil kommer portrætter af krasbørstige missionsfolk og bugnende hylder med breve fra indvandrere gennem de sidste 150 år. Man kan næsten fornemme drømmen om det gamle land, om granfætre på fynske bondegårde og om savnet efter kælderkold akvavit og tapre landssoldater.

Jeg sætter mig ned og snakker med de ældre damer. Næsten ingen af dem taler dansk, men de har alle rødder i fædrelandet. En har en niece i Assinge, en anden en fætter i Rigensgade i København. De er alle søde og humoristiske og tager godt for sig af deres egne kager.

"Vi har aldrig mødt en dansk forfatter før", siger den ene og får mig til at lyde som en truet dyreart. Jeg smiler og siger, at jeg er glad for at besøge Midtvesten, og jeg fortæller dem om min ellevte roman Zarens dværg, The Tsar's Dwarf, der udkommer på engelsk.

"Jeg fortæller dem også, hvor svært det er at få en bog ud i Amerika. Amerikanerne udgiver næsten ikke noget oversat litteratur. Og når de endelig gør, er det ikke lige frem dansk litteratur, der står øverst på ønskesedlen. Man skal være heldig for at finde forlæggere, der vil ta' en chance med forfattere fra et land på størrelse med en vabel.

Vi spiser sandkage og cheesecake, og en dame fortæller mig om sit besøg i forældrenes hjemland. Jeg smiler, for der er noget dejligt, men surrealistisk ved at tale med disse amerikanere, der ikke er fascineret af Paris og Firenze, men af Brovst og Bandholm. Kort og godt, her er nogle mennesker med prioriteterne i orden.

Bagefter går jeg over til mit lille gæsteværelse på campus. Det ligger i kælderen i Mickelsen Hall kollegiet, omgivet af vaskemaskiner, et pulterkammer med møre stole og en enkelt sofa, der ser ud, som om den er blevet gennembollet af cheerleaders. Jeg kan godt lide Dana College – det er et stykke af farmors danmarkshistorie i solar plexus på Amerika.


2.
Hvis man skal være ærlig, ligner Nebraska en ondskabsfuld version af Lolland, men hvad gør det, når staten ligger i The Danish Belt? Ja, det hedder det virkelig, The Danish Belt - det bælte, som strækker sig fra Utah til Wisconsin. Det var her, de første danske indvandrere slog sig ned. Det var dette amerikanske Lolland, der appellerede til vores forfædre med dets uendelige marker og små hygge-tornadoer, der kiggede forbi og mindede dem om, at helt hjemme var de nu ikke alligevel.

Jo, The Danish Belt er stadig et smørgult paradis med landmænd og lurendrejere, som er efterkommere af Happy Danes og Holy Danes.

Ja, bare navne som disse kan jo få ens nationalfølelse til at svulme. The Happy Danes and the Holy Danes var gode danske protestanter, der opdelte sig i to religiøse fraktioner og sloges om Gud og altervinen. The Happy Danes var grundtvigianere - livsnyderne, der mente man godt kunne kaste sig ud i dans uden at blive ramt af Vorherres knytnæve. The Holy Danes havde baggrund i Indre Mission og tålte ingen slinger i valsen, so to speak. Hvem der vandt magtkampen, melder historien ikke noget om, men Dana College er et barn af striden.

I dag er Dana College dog rolig og idyllisk. Der er kun omkring tusind studenter på den smukke campus, som ligger på noget nær den eneste bakketop i Nebraska. De amerikanske studenter løber ind og ud af bygninger, som hedder Rasmussen Hall, Madsen Fine Arts Center og Borup Coliseum. Plænerne er velplejede, og i universitets lille kiosk kan man købe modeller af Den Lille Havfrue og kogebøger, der indvier den udenforstående i pandekagens okkulte kunst. Der er også bordskånere med dannebrog, brødflove nisser og en T-shirt, hvor der står Of Course I'm Cute, I'm Danish.

"Hvad er det mest populære fremmedsprog I underviser i på Dana College?" spørger jeg John Mark Nielsen, som er en suveræn vært for mig under opholdet. "Spansk," siger han med et grin. Dana College er i øvrigt tørlagt, hvilket i sig selv er meget udansk.

Det bli'r aften, og jeg går mig en tur på campus. Mørket kommer blidt, men hurtigt. Da jeg passerer H.C. Andersen bøgetræerne (det hedder de), synes jeg, at jeg kan fornemme de danske spøgelser i vinden: de strenge protestantiske forfædre med deres drømme om Frelse og æbleflæsk. Hvad ville de mon sige om Danmark i dag? Ville de bryde sig om Vild med Dans og en shawarma i madpakken? Og hvilken mening ville de have om Muhammed-tegningerne, der endelig fik vores land på forsiden af New York Times, endda i en hel måned?

Ligegyldig hvad svarene er, så bryder jeg sammen og tilstår: Jeg elsker det dansk-amerikanske miljø i USA. Der er mange, som griner af det, men jeg synes, det er vigtigt, at danske indvandrere holder fast i deres rødder. Og nej, selvfølgelig kan jeg ikke altid genkende det billede af Danmark, som bliver gengivet - men hvad så? Der er mange slags danmarker, og måske findes de bedste i vores fantasi, ikke i virkeligheden.

Det eneste problem er, at de fleste unge amerikanere ikke kan relatere til dette eventyrland. Okay, så farmor kom fra Nørre Lyndelse? Betyder det virkelig, at jeg skal slæbes med til en koncert med Carl Nielsen? Gennemsnitsalderen på publikum til de rød-hvide arrangementer er ofte tæt på halvfjerds – for de unge har svært ved at spejle sig i stokroser og andemad. Der er brug for mindre H.C. Andersen og mere Natasja. Men det er der mange af stederne, som godt er klar over, og de prøver at gøre noget ved det.




3.
Vi spoler en smule frem i tiden til efteråret 2008: Min roman The Tsar's Dwarf er endelig udkommet i USA, og jeg er på bogturné med støtte fra Kunststyrelsen, Copy-Dan og DPA.

75% af de steder jeg besøger er ganske almindelige boghandlere uden interesse for Danmark, men jeg holder også foredrag på The Danish-American Center i Minneapolis, der har Bing & Grøndahls juleplatter hængende i elevatoren; jeg snakker med en dansk-amerikansk bogklub i Madison, Wisconsin. Og jeg læser op fra romanen på Nordic Heritage Museum i Seattle, hvor der er dømt underskøn amagerhylde.

Men Scandinavia House på Park Avenue i New York er anderledes – det ser man med det samme. For det første er Scandinavia House det nordiske mekka i USA. Det er vores moderne ansigt udadtil på den mest stilige adresse i The Big Apple. Man bydes velkommen af glas, stål, beton og de fem nordiske flag. Inden for sidder en venlig dame i receptionen. Alt er pænt og strømlinet. Det gælder også restauranten, der serverer svensk roastbeef a la Rydberg og røget laks fra Norge. Den danske hygge må man tænke sig til.

Men misforstå mig ikke, jeg er lykkelig for at skulle præsentere The Tsar's Dwarf i disse fine omgivelser. Bare det at skulle holde foredrag på Park Avenue fylder mig med en stolthed, der tangerer storhedsvanvid. Jeg har dog fået at vide, at jeg ikke skal forvente særlig mange mennesker til min reading.

"Det er kun Henning Mankell, som kan trække folk af huse," siger Kyle med et suk. "Da han kom, var her flere hundrede."

Kyle Reinhart er min vært. Han står for de kulturelle arrangementer i Scandinavia House og fortæller mig, at bygningen plejede at huse den østtyske ambassade. Måske var det derfor de nordiske lande fik lov at købe den for en slik. Men stedet var dyrt alligevel. Park Avenue er og bliver Park Avenue.

"Er der så mikrofoner i askebægrene som i de gode gamle dage?" spørger jeg nysgerrigt og prøver at forestille mig østtyske fat cats med Engels i hjertet.

Kyle ryster på hovedet - men hvad ved han egentlig om det? Ja, måske mere end han vil ud med, for med et navn som Reinhart kunne han sagtens stamme fra Karl Marx Stadt. Det viser sig dog, at Kyle er fra Minnesota og at han engang har gået på skole i Kulhuse.

Om aftenen præsenterer jeg så Zarens dværg i the Volvo Hall – et navn, der giver lokalpatrioten i mig nervøse trækninger. Det går fint; folk er levende og stiller mange spørgsmål. Som sædvanligt bli'r jeg spurgt, hvorfor jeg ikke har oversat bogen selv, men det ville jeg ikke kunne gøre halvt så godt som Tiina Nunnally. Det var trods alt hende, der oversatte Smillas fornemmelse for sne, og det slap hun ualmindelig godt fra. Hun er også sluppet flot fra min.

"Nå, har du været tilfreds med aftenen?" spørger Kyle mig efter min præsentation. Jeg fortæller, jeg ville ha' foretrukket at snakke i Lego-rummet – det navn står bedre til min personlighed.

"Vi har altså ikke noget Lego Room," siger min vært, "kun Victor Borge auditoriet, men det var desværre optaget".

Han fortæller mig også, at Scandinavia House er meget bevidst om ikke at udvikle sig til et nordisk museum med stegt sild og folkedragter. Scandinavia House dyrker det moderne Skandinavien, og de mest populære arrangementer er filmaftener med værker som Kunsten at græde i kor.


4.
Efter min reading inviterer den danske kulturattache Maiken Tandgaard Derno mig i byen. Konsulatet har været en fin støtte under mit ophold. Jeg føler mig gladere end nogensinde og ser tilbage på seks ugers bogturné, der har bragt mig fra Portland, Oregon til Tacoma, Seattle, Minneapolis, St. Paul, Madison, Milwaukee og Chicago.

Samtidig har jeg stiftet bekendtskab med de danske miljøer i alle dets afskygninger. Bl.a. er min roman blevet pensum på University of Washington i Masterpieces in Scandinavia Literature – en klasse, hvor der også blev undervist i Kierkegaard og Andersen. Hvordan Søren og Hans Christian har det med mit selskab, melder historien ikke noget om, men jeg er ikke den, der klager ...



5.
Næste dag går jeg rundt i New York og rånyder den kolde efterårssol. I Greenwich Village hører jeg mange danskere og ser mange egern – de opfører sig nogenlunde ens. Og på Union Square glæder jeg mig over, at min bog står fremme i New Yorks største boghandel, Barnes & Nobles. En barnedrøm er gået i opfyldelse, og jeg synes selv, jeg har lov at være stolt uden at tro, jeg skal straffes af Jante.

Om eftermiddagen går turen gennem East Village forbi indiske indvandrere, ukrainske suppekøkkener og hjemløse, der er faret vild i deres brandert. New York minder mig om en pinball maskine. Den skubber hele tiden én mod afgrunden, men sikken dog en fascinerende afgrund ...

Omkring firetiden er jeg tilbage ved Scandinavia House – the Nordic Center in America, som det hedder så smukt. Men sandheden er, at huset bruges mere af svenskere, nordmænd og finner end af danskere, og det er der en grund til: Vores skandinaviske brødre har et større kulturbudget end vi har. Og det er altså beklageligt, især når man tænker på, at vi har en ringere profil i USA end Sverige, Norge og Finland.

I modsætning til hvad vi selv tror, kender folk ikke særlig meget til os. F. eks. irriterer det mig, at de fleste amerikanere ikke aner, at Danmark er en del af Skandinavien. Danish og Dutch blandes sammen i én uendelighed, Amsterdam ligger på Sjælland, og Copenhagen er navnet på en snustobak. Engang imellem har jeg lyst til at skrige: Er I Yankees ikke klar over, at atombomben og makrelsalat var danske opfindelser? Ta' os alvorligt, okay?

Man skal heller ikke spørge, hvem der er den mest berømte dansker i USA, for det er ikke sikkert, man kan lide svaret. Er det H.C. Andersen, Søren Kierkegaard eller Lars Ulrich? Nej, det er Hamlet. Og kun fordi han blev udødeliggjort af en englænder!

Jeg går ind i den lille butik i Scandinavia House. Den er mere moderne end de andre, jeg er stødt på. F. eks. har de et kæmpe assortiment af finsk sengetøj, hvis nogen skulle være interesseret. Og den sidste oversatte roman af Stieg Larsson.

Jeg prøver at finde en dansk gave, som jeg kan tage med til nogle venner, men jeg bliver ved med at falde over svenske kunstglas og servietter fra Lillehammer. Efter nogle minutter får jeg øje på Danmark - vi ligger og hygger os i en lille pose. Jeg ta'r den op; det er tyrkisk peber. Jeg får næsten tårer i øjnene af nostalgi. Det var sgu de bolsjer, jeg holdt så meget af, da jeg var fjorten.


Bragt i Søndags-Politiken d. 14. december 2008. I dag er Dana College i Nebraska desværre nedlagt, men Scandinavia House i New York lever i bedste velgående.

Bytur med Bigamisten - Frederik den Fjerdes Vanvittige Lystrejse Til Italien

Fredag d. 31. august klokken 16 har du chancen for at komme med på en vandretur gennem Frederik IVs København og mine to historiske romaner, Zarens dværg og Lystrejsen. Mødested: foran Nationalmuseet på Ny Vestergade i København. Medbring pudderparyk og 100 kroner. Arrangøren er Peter og Ping, der lige har lavet en Beatles-tur til Liverpool. Nu får I så mig i stedet for Ringo.

Hvis du er historie-interesseret, skulle du komme og høre om Peter den Stores kiksede ophold i hovedstaden i 1716; om notarius publicus Rasmus Æresbo, der var tolk under Zarens ophold, og om Frederiks liderlige lystrejse i 1708 til Italien. Det blir ganske barokt det hele, men historisk baseret barokt.

Da Lystrejsen udkom i 2003, skrev jeg en kronik om Frederik IVs fascinerende Italiens-rejse i 1708-09. Den blev bragt i Kristeligt Dagblad på et ukristeligt tidspunkt, men her er den, hvis nogen skulle være interesseret.

DEN FØLSOMME BIGAMIST
I efteråret 1708 besluttede Frederik IV, konge af Danmark-Norge, venderne og goterne, hertug af Slesvig, Holsten, Stormarn og Ditmarsken, greve af Oldenburg og Delmenhorst, at han ville på en lystrejse til Italien.

Den slags var uhørt i baroktiden. En rejse skulle have politisk betydning. En enevoldskonge tog ikke af sted til syden på ferie ...men en kold novemberdag rejste Frederik IV sydpå med halvdelen af sin regering på slæb. 96 mand begav sig over de sneklædte Alper: rådgivere, skrivere, sukkerbagere, livbarberer. Ja, den danske konge havde endda sin hund med - og den 29. december ankom han til Venezia og kastede sig ud i karnevalet, samtidig med at den Store Nordiske Krig gik ind i en afgørende fase.

Men hvorfor var Frederik IV rejst af sted? Og hvad gik der af den danske enevoldskonge, der ellers var kendt for sin store flid? Det har historikere funderet over siden. De fleste mener, at der blot var tale om en lystrejse. Kongen var træt af den stigende arbejdsbyrde, og han var især ærketræt af sin gemalinde, dronning Louise. Kort og godt, Frederik IV havde brug for at more sig i »lasternes fædreland«.

KATOLICISMEN
Men rejsen er langt mere interessant end de fleste historikere har antaget, både fordi den rummer en enestående kærlighedshistorie, og fordi den kunne have ændret danmarkshistorien: Frederik IV tog til Italien for at møde en kvinde, han havde forelsket sig i på sin dannelsesrejse som kronprins sytten år tidligere. Og samtidig var han i så dyb en krise, at han overvejede at konvertere til katolicismen.

Især det sidste har der aldrig været nogle danske historikere, der har troet på - Frederik IV ville nemlig have tabt kronen, hvis han forkastede protestantismen. Men i Italien beskæftigede mange krønikeskrivere sig med muligheden! De var fuldstændig overbevist om, at den danske konge kunne lokkes over til den sande tro - og i den tid Frederik opholdt sig i landet, samarbejdede mange af de italienske stater om sagen.

Med god grund, for halvtreds år tidligere havde den svenske dronning Kristina nemlig konverteret til katolicismen. Nu - mente de - var en ny monark på vej til at gøre det samme.

Som sagt besøgte Frederik IV Italien to gange: som kronprins i 1692-3 og som konge i 1708-9 - og på begge rejser brugte papisterne alle midler for at få ham til at se lyset. I Rom inviterede de ham på besøg i dronning Kristinas Palazzo Riario (Corsini); i Bologna forærede de ham bøger fra den svenske dronnings samling - ja, papisterne lod endda ligge i luften, at Paven ville velsigne Frederik, hvis han blot »ville vende tilbage til moderkirken«. Ikke nok med det: de var så overmodige, at de begyndt at indrette et palæ, hvor kongen kunne bo efter at have afsagt den danske trone.
Hvorfor er der ikke flere, der kender til denne fantastiske historie? Og hvorfor er Frederik IV så relativ ukendt i danskernes bevidsthed? Årsagen er nok, at ale vores mange konger drukner i romertal - vi kan ikke kende dem fra hinanden.

DEN DYBT EMOTIONELLE ENEVOLDSKONGE MED DET STORSLÅEDE KAOS I SIT SIND
Frederik IV blev født i 1671 og regerede fra 1699-1730. Han har et ry som en dygtig, men lidt fantasiløs bureaukrat, hvilket er fuldstændig uretfærdigt. Tværtimod var Frederik IV vores dygtigste enevoldskonge og samtidig en dybt emotionel mand med det mest vidunderlige kaos i sit sind ... og PS: Han var en følsom bigamist.

I 1704 begik han bigami for første gang ved at gifte sig med en tysk adelsfrøken, Elizabeth von Vieregg. I 1712 gjorde han det igen med den langt mere mere berømte Anna Sophie Reventlow. Kort og godt, den danske konge var ualmindelig dameglad - og det udnyttede italienerne i et forsøg på at få ham til at konvertere.

Hvad de især benyttede sig af var, at Frederik IV insisterede på at besøge sin ungdomselskede, Maria Maddalena Trenta fra Lucca - og dette gav papisterne en diplomatisk klemme på den danske konge.

KOMTESSEN FRA LUCCA
Frederik havde mødt den italienske adelsfrøken i Firenze på sin dannelsesrejse som kronprins i 1692. Da frøken Trenta både kunne tale fransk og tysk, havde hun været hans oversætter under besøget. De to var blevet forelsket, men da Frederik var protestant, og hun var troende katolik, kunne de ikke få hinanden. Hvor alvorlig forelskelsen var er der ingen, som ved (den blev overhovedet ikke nævnt i kilderne dengang), men kronprinsen rejste hjem, og nogle år senere blev han tvunget til at gifte sig med Louise fra Mecklenburg-Güstrow, der var en god tysk protestant.

Men da Frederik senere blev konge, kunne han ikke glemme skønheden fra Lucca, og i 1708 tog han tilbage til sit elskede Italien for at møde sin ungdoms kærlighed. Der var kun ét problem: Da Frederik IV nåede frem, fik han at vide, at Maria Maddalena Trenta var gået i kloster - og at han ikke kunne få lov til at se hende!

Nu havde katolikkerne en klemme på Frederik: Kun en katolik kunne nemlig få tilladelse til at besøge en nonne i clausura. En protestant kunne ikke! Så det kunne udnyttes.

Den danske enevoldskonge satte også himmel og jord i bevægelse for at få et møde i stand. Han involverede storhertugen af Toscana og henvendte sig til ærkebiskoppen i Firenze - men med mindre klosterets priorinde ville give sin tilladelse, var man nødt til at få en kompensation fra Paven i Rom.

DEN GROTESKE TANKE OM AT KONVERTERE?
Kort og godt, Frederik IV var tvunget til at overveje en konvertering til katolicismen, hvis han ville se sin elskede. I hvor høj grad han virkelig overvejede det er umuligt for os at vide. Hans dagbøger røber ingen private tanker (i modsætning til sin inkompetente oldefar Christian IV brød Frederik sig ikke om at skrive) - men flere af datidens italienske krønikeskrivere påstår, at Frederik i 1692 havde lovet Maria Maddalena at konvertere, og at det var derfor, hun var gået i kloster - i skuffelse over, at han ikke var vendt tilbage og havde giftet sig med hende.

ROMANFORFATTEREN TA'R SIG SINE FRIHEDER
Som romanforfatter er ens indgang til stoffet naturligvis anderledes end historikerens. Man erstatter de manglende kilder med fantasi og »uvidenskabelige« fornemmelser. Man læser så meget man kan: om kongen, baroktiden, kunsten, hoflivet; man besøger slotter, snuser til pudderparykker, mediterer, drømmer - og på halvandet år pløjede jeg da også gennem mere end halvtreds bøger på dansk, italiensk og engelsk.

Jeg fulgte også Frederik IVs rute. Efter jeg havde fået et rejselegat fra Staten Kunstfond var jeg i Trento, Verona, Vicenza, Venezia, Bologna, Modena, Mantova, Firenze, Lucca og Rom og besøgte de steder, hvor kongen boede. Især i Vicenza så jeg kilder, som ingen danskere nogensinde har set, sikkert fordi så få danske historikere kan italiensk. Alle disse oplevelser gjorde, at jeg følte, at jeg levede inde i hovedet på Frederik IV, og i mit storhedsvanvid bilder jeg mig ind, at jeg forstår den danske konge bedre end de fleste. Derfor vover jeg påstanden, at kongens emotionelle krise betød, at han var tættere på at konvertere end eftertidens logiske hoveder har troet.

Nøglen findes selvfølgelig i forholdet til Maria Maddalena Trenta - den smukke adelsfrøken, der sad "fanget" i klosteret Santa Maria Maddalena de' Pazzi i Firenze. Vi ved med sikkerhed det lykkedes for kongen at få gennemtvunget fire møder med sin ungdomselskede. Hvad de talte om, er der ingen, der aner noget om med sikkerhed - men Luccas ambassadør til Firenze (Maria Maddalena Trentas onkel) påstod, at Trenta havde fået ordre på at redde den danske konges bundfrosne protestantiske sjæl.

Alle kilder og øjenvidner er også enige om, at Frederik IV græd, da han forlod klosteret, hvorimod Maria Maddalena Trenta var stoisk og rolig på den anden side af gitteret.

KONGEN TRUET PÅ LIVET?
I Italien fortsatte bølgerne med at gå højt, da Frederik vendte næsen mod nord. Katolikkerne var overbeviste om, at Frederik IVs manglende konvertering skyldtes, at hans rådgivere og præster havde truet ham på livet. Det har nok intet på sig, men at kongen var mere end almindelig fascineret af katolicismen er hævet over enhver tvivl.

Hvad Frederik IV håbede på at få ud af sin lystrejse, ved vi naturligvis ikke. Havde han en naiv og vanvittig drøm om, at hans ungdomskærlighed ville smide nonnedragten og gifte sig med ham? Eller ville han blot se hende igen? Det eneste vi ved med sikkerhed er, at Frederik IV vendte tilbage til Danmark i juli 1709, hvor han blev modtaget i promp og pagt på Frederiksborg slot. Og mon ikke eddikesure dronning Louise var lettet over, at danmarkshistoriens største bigamist ikke havde giftet sig til venstre hånd endnu en gang?

Lystrejsen er lige genudgivet af Lindhardt & Ringhof som lydbog med mig som indtaler.

Skeletterne raslede ud af skabet på Østerbro. Og så kan man da kun være glad

I slutningen af marts holdt jeg mit første foredrag i Danmark i fire år, og der kom heldigvis rigtig mange.

Det fandt sted i det lille alternative kulturhus, House of Voice på Østerbro i København, som aldrig før har haft så mange til et arrangement. Det kunne mit forfatter-ego selvfølgelig godt li'. Hvad er bedre end en tætpakket sal, hvor folk besvimer og må bæres ud på bårer?

På fotoet oven over ser I et billed af mig efter foredraget, hvor jeg desværre ikke fik en blomsterbuket af den søde og dygtige arrangør. Det er nemlig mig i midten.

Jeg snakkede om Humor, Spiritualitet og Romaner, bl.a. Zarens dværg, og folk grinte alle de steder, hvor jeg var alvorlig og så fortvivlet på mig, når jeg prøvede at være morsom. Så alt var, som det plejede.

Jeg kommer i øvrigt tilbage til House of Voice, Hjalmar Brantings Plads 2A på Østerbro d. 5 september og snakker om den persiske poet Rumi, og hvordan han inspirerede min spirituelle og pjattede eventyr-roman, Skorpionens hale, der også er bygget over De Tolv Stjernetegn, Decameron, Brødrene Grimm, H.C. Andersen, Le Petit Prince og især 1001 Nats Eventyr. (Gyldendal, 2008).

Her er endnu tre billeder fra den dejlige aften med et veloplagt publikum. Jeg vil meget gerne holde flere foredrag i Danmark. Jeg tror nemlig godt, jeg kan huske sproget ...

Fotos af Gisli Magnugsson

Humor, spiritualitet og romaner. Mit første foredrag i København siden branden i 1728

Efter enoghalvtreds foredrag i USA, to i Hong Kong, Canada og et enkelt i Frankrig, Polen, Grækenland (og 5,311 foran spejlet), pludrer jeg nu på Østerbro i København for første gang i fire år onsdag d. 21. marts klokken 19. Kom i god tid.

Jeg signerer osse Zarens dværg, Skorpionens hale, Flødeskumsfronten, Lystrejsen, Drømmeren fra Palæstina til attraktive priser (som de siger i Netto) og diverse kropsdele på den betingelse, at du ta'r dem med og helst ikke i en plastikpose. Det er i øvrigt helt gratis at komme ind, men det kan godt være, I skal betale for at komme ud.

Mit foredrag hedder Humor, Spiritualitet og Romaner og finder sted på Hjalmar Brantings Plads 2A på Østerbro, der ligger klemt inde mellem Østre Anlæg, Stockholmsgade og Øster Farimagsgade i et lille alternativt kulturhus, House of Voice, der er begyndt at holde kulturforedrag. Du kan sikkert osse få noget øreakupunktur, hvis du spørger pænt.

Jeg starter som sagt klokken 19 og blir ved til mindst 19.08. Jeg holder jo af at fatte mig i korthed. Det er man nødt til, når man er på Facebook og Twitter. Alt på over 140 stavelser keder folk ihjel, og jeg vil jo gerne give folk en opløftende aften, hvor de går bort med en fornemmelse af at ha' været sammen med en stor lys sjæl, der ikke kan styre sit ego.

Kig forbi. Hvis du ikke skal se X-Factor...