1.
For nogle måneder siden fik jeg en scanner.
Det var kærlighed ved første blik. Jeg brugte fire lange nætter på at scanne mit liv. 387 af de bedste fotos fra min ungdom blev udødeliggjort. Hver eneste bums, jeg havde i teenage årene blev digitaliseret. Jeg tudede over døde mødre og bedsteforældre, savnede gamle kærester og grinte højt af fjogede frisurer.
Alt det private skal jeg ikke kede jer med her, men det var sjovt at scanne pressefotos og gamle forfatterinterviews fra Valdemar Atterdags tid.
Det overstående foto er fra min debut som TV-dramatiker i 1984. Jeg var kun 27 og meget stolt over at få antaget en komedieserie på Danmarks eneste tv-kanal. Det gjorde det heller ikke dårligere, at mine replikker skulle siges af skuespillere som Ove Sprogøe, Jannie Faurschou, Thomas Eje, Anders Bircow, Annie Birgit Garde og Ebbe Langberg. TV-komedien hed Ikke Lutter Lagkage og levede fuldstændig op til sin titel.
2.
Men mit skriveliv startede lang tid før det.
Da jeg var elleve, duplikerede jeg en historie, jeg havde skrevet, som hed Jeg - en hund og forærede den til min sagesløse familie. Så var en forfatter født. Oven over kan du se et foto fra min konfirmation, hvor jeg syntes, det var min kristne pligt at smage på alle mine forældres flasker.
PS. Hvis du ikke ved, hvad ordet duplikere betyder, må du være under 78 år.
3.
Fra ca. 1985 til 1994 arbejdede jeg som free lancer på Danmarks Radio. Desværre betød det, at jeg måtte spise i Radiohusets kantine, hvilket kunne forkorte livet på enhver. Mine mest minderige oplevelser var to astrologi-udsendelser, som hed Kan man træde på en vandmand? Dem fik jeg 100 lytterbreve om; de fleste var dødstrusler.
En anden oplevelse, jeg sent vil glemme, var dengang jeg faldt i søvn under en natradio. Det gjorde teknikeren også, men da det skete klokken halv fire om morgenen, var der sikkert kun sytten mennesker, som opdagede det.
4.
Jeg var også med på et hold, der lavede radiosatire søndag morgen på P3 fra 1989 til 1992, Satire ifølge Kær, Gad, Fogtdal & Rasmussen. Vi blev især kendt for skarnsungen Brian igen-igen, som startede hver udsendelse med at ringe ind til børnetelefonen.
Peter Kær, Henrik Gad, Jens Ole Rasmussen og jeg skrev og spillede det hele, men heldigvis havde vi Charlotte Sachs Bostrup til at lave vores kvindestemmer. Det var dengang, Charlotte var skuespiller. I dag er hun en succesrig filminstruktør, som får priser i New York og er fascineret af tibetansk buddhisme ligesom mig. Vi ses tit, og hun har endda besøgt mig to gange i Portland, Oregon, hvor jeg bor.
5.
Men mit hjerte lå aldrig 100% i tv-dramatikken, astrologien eller radiosatiren, kun i romanerne. Der var bare ingen, som ville udgive dem.
I tolv år prøvede jeg at komme igennem nåleøjet, og jeg skulle nå at blive 34 år, før Borgen antog min debut Letmælksprofeten, som var en sjov satire på new age verden. Det var dog først min fjerde roman, En danskers død, der gav mig de anmeldelser, jeg drømte om. Politiken og flere andre aviser gik endda så vidt at kalde mig for en ny Panduro - det var jeg vist nok den tiende forfatter, som var udsat for.
5.
Jeg skal ikke kede jer med, hvad der er sket siden i Danmark, USA og Cyber space. Men som romanforfatter er det faktisk gået mig bedst, når jeg har holdt mig fra humoren (Flødeskumsfronten, Drømmeren fra Palæstina, Lystrejsen og Zarens dværg er mine mest læste, og især de to første kan ikke fremkalde mange latterudbrud hos den forsvarsløse læser) Men det gør ikke noget. Jeg kan alligevel ikke udstå, når folk prøver at sætte mig i bås!
****
Ingen kommentarer:
Send en kommentar