onsdag den 28. maj 2008

Damaskus er en drøm (men hold jer fra den syriske gin. Den er bedre til at afsyre døre med).



Jeg står i en lille købmandsbutik i Damaskus. Den ligger i den kristne del af byen, Bab Touma, og måske er det derfor, der er placeret en pastelfarvet Jomfru Maria på køleskabet. Kun fem hundred meter herfra fik Paulus sin åbenbaring for to tusind år siden, men jeg er ikke interesseret i den slags nu. Jeg har mit blik fæstet på to ting: en syrisk flaske gin og de store bøtter med lækker hjemmelavet yoghurt.

Købmandsforretningen minder mig om min barndom i tresserne – den lugter bare mere eksotisk. Hver eneste millimeter er udnyttet til fulde, og der hersker pinlig orden. På hylderne står der dåsebønner, arak, tykmælk fra Iran, hvedeøl, sojabønner, Danish butter cookies – og på en snor tværs over disken hænger der store breve med Nescafé.

Da jeg har købt den lokale gin og fået en pose med den hjemmelavede yoghurt, læner butiksindehaveren sig hen over disken. Hans blik er venligt, men konspiratorisk:

- Mortadella? hvisker han ud af den ene mundvige.

- Undskyld, siger jeg forvirret.

- Mortadella? gentager han og viser mig en stor italiensk pølse, der er lavet af svinekød.

Jeg nikker begejstret, og manden skærer diskret otte stykker til mig, som han pakker ind i fedtet papir. Jeg betaler 150 syriske pund for hele herligheden, og nogle minutter efter går jeg op mod den muslimske suq med mine smuglervarer. Jeg passerer minareter med grønt neonlys, emsige skopudsere, fladbrødsbagere og beduiner på power shopping. Et virvar af gule taxier blander sig med ladvogne og cyklister, og duften af kardemomme og karry står stille i luften. Der er forbavsende rent i det vinterkolde Damaskus, og jeg er vild med de venlige muslimer, men glad for, at der findes en kristen del, hvor man kan købe gin og Stimorol-tyggegummi – også selv om det har tabt smagen et sted mellem Vejle og Beirut.




Jeg bor på Det Danske Institut i uldsouqen. Paladset er et historisk klenodie med vagter til at passe på værdierne. Udefra ser det ydmygt ud; det er hvidkalket med en sær karnap, men når man kommer ind ad den smalle dør, får man et behageligt chok.

I bedste arabiske stil åbner der sig et fata morgana af skønhed. En stor udsmykket bue, iwan dominerer ens udsyn, og et grønt springvand pludrer poetisk. Det er, som om fortravlede Damaskus er ladt tilbage ved døren. Herinde kan man fordybe sig og arbejde sig glad ihjel, mens historien ånder én tungt i nakken. En del af Herodes ældgamle bymur går gennem vagtens kontor, konferencerummet er præget af tyrkisk rokoko (bare ordet!), og siden 2000 har danske videnskabsfolk og kunstnere nydt denne historiske perle.

Jeg er taget herned for at skrive på min roman, men der går kun tre dage, før jeg opdager, at jeg må fordyber mig i islam, i korstogene og i den smukke Umayyad moské. Kort og godt, hvem tror jeg, jeg er? Det er ikke mig, der bestemmer, og Damaskus tåler ingen modsigelser!

Umayyad moskeen er en af islams største arkitektoniske perler. Den ligger kun otte minutters gang fra Det Danske Institut og er Damaskus hovedseværdighed. Moskeen blev bygget i 705, og som i alle verdens spirituelle kraftcentre er der en smuk ophøjet atmosfære. I den store gård er der søjlegange og en kæmpe freske, der minder mig om basilikaen i Assisi. Indenfor i moskeen er gulvet dækket af tykke tæpper. Rettroende muslimer beder i stilhed, og fire unger leger tagfat i det enorme rum. Vifterne i sidevinduerne skræller sollyset i stykker, og på mange måder minder moskeen om en hyggelig ventesal.

F. eks. oplever jeg, at en ung smuk kvinde sætter sig ved siden af mig og begynder at flirte. Da jeg bagefter spørger min forfatterkollega Jesper Berg, som bor i Syrien, om den slags er almindeligt, siger han, at mange kvinder netop kontakter mænd i moskeerne, for så sker mødet under Guds øjne.





Ude i suquen er der som sædvanlig et virvar af mennesker. Det store handelsområde er under halvtag, og hver gyde har sit eget særkende. Det Danske Institut ligger som sagt i uldsuquen, hvor der sælges tøj, men der er også en gade for krydderier, konfekt, vandpiber og brystholdere på størrelse med olietønder. Alle er utrolig venlige, og det sker ofte, at man inviteres ind på te, uden man presses til at købe noget. På et tidspunkt stormer en ældre mand ud af en barberforretning for at hilse på mig, og med en overdreven bevægelse trækker han en karamel op af lommen og giver den til mig, som om jeg var en nevø, der havde gjort sig fortjent til en flidspræmie.

På grund af Det Danske Institut er Danmark velkendt i Damaskus. Mange syrere kender også til vores fodboldlandshold og til Lurpak smør. Andre taler begejstret om Copenhagen. Dog er der grænser for de lokales viden. En handlende fortæller mig, at Skandinavien består af Danmark, Sverige, Norge og ... Laos.

- Mener du ikke Latvia? spørger jeg forundret.

- Nej, Laos, siger han gravalvorligt.

Jeg bruger flere dage på at filosofere over, hvor han har lært det henne – men på den anden side er der jo også danskere, der tror, at Jaffa kun er en appelsin.

En anden flink mand beslutter sig for at vise mig rundt. Han hedder Bashar og taler næsten ikke engelsk, men gør sit bedste for at være en god guide. Alle moskeerne er ”holy places, very holy”, souquen er ”Turkish, very Turkish”, og da jeg spørger ham, hvor den nærmeste grønthandler ligger, så jeg kan købe nogle bananer, leder han mig gennem den halve by til sin fætters juicebar, som desværre ikke kan sælge mig andet end appelsinsaft.

- Hvad laver du egentlig? spørger jeg omsider den flinke mand.

- Hvad?

Han kigger forvirret på mig.

- What ... is ... your ... work? spørger jeg på pædagogisk engelsk.

Han lyser op:

- I’m English translator.

Fra det sekund er jeg endnu mere forelsket i syrerne – og senere inviterer jeg Bashar ind for at se Det Danske Institut. Først vil han ikke med, fordi han synes, han er for dårlig klædt på, men han lader sig heldigvis overtale. I begyndelsen går han rundt med åben mund, men så fortæller han pludselig, at han gik i skole her som dreng.

Jeg betragter ham og ser, han har tårer i øjnene. Han beretter, at paladset er langt smukkere i dag, og vi nyder de mange detaljer: de sorte og hvide mønstre fra mamelukkernes tid; den majestætiske iwan, solen, der danser på den store frise. Samarbejdet mellem de syriske og danske eksperter har skabt et ualmindelig dejligt sted, og mange regner paladset som det smukkeste i Damaskus.

Jeg siger farvel til Bashar og går ud i køkkenet og taler lidt med mine kollegaer: en billedkunstner, nogle arkitekter, to studerende og min kollega Iselin Hermann, som jeg har lært at prutte - ikke fysisk selvfølgelig, (det klarer hun helt selv), men om priserne. Iselin har en vidunderlig butik på Nansensgade i København, men her nede forhandler hun ikke om prisen; hun stoler på sine talrige samarbejdspartnere - et særdeles smukt træk, som kun kan fylde én med næsegrus beundring.

I køkkenet i Det Danske Institut kommer der kylling på bordet, og det hele skylles ned med min syriske gin, der nok ville egne sig bedre til at afsyre døre med.

Om natten sover jeg godt, men det er ikke så mærkeligt, for den gamle del af Damaskus er en drøm.

Marts 2003

Ingen kommentarer:

Zarens dværg som Gyldendal pocket, 69,50 kr.

Zarens dværg som Gyldendal pocket, 69,50 kr.
Tredje udgave. Over 20.000 solgte eksemplarer. Også udgivet i USA, Canada, Frankrig, Portugal og Ukraine. *******