onsdag den 28. maj 2008

Jagtpornografi i Alaska



Der er hedebølge i Alaska.

Solen skinner, det er minus otte grader, og på universitetet i Fairbanks går flere af de studerende rundt i shorts og T-shirt.

Jeg børster sne af min tophue og løber ind for at holde et af mine foredrag på University of Alaska. Det foregår på det naturvidenskabelige museum, som ligger i en stor hvid bygning, der ligner et bundfrossent stykke cheesecake.

Da jeg kommer ind, ser jeg til mit chok, at podiumet er placeret foran en udstoppet bjørn på to meter, sådan at jeg skal snakke, mens den brune grizzly stirrer mig vredt i nakken. Heldigvis er det noget, jeg kan bruge som foredragsholder, så hver gang publikum ser ud, som om det er ved at kede sig, vender jeg mig om og snakker med bjørnen – hvad kan man ellers forvente af en forfatter fra et eksotisk land som Danmark?

Jeg er på en tre ugers foredragsturne i USA, til staterne Washington, Alaska og Oregon. Turen er sponsoreret af de flinke mennesker i Kunststyrelsen, og jeg gør alt for at præsentere hjemlandet på anstændig vis. F. eks. har jeg taget en ren skjorte på, og jeg snakker med stor entusiasme om Danmark, mit forfatterskab og om Tycho Brahe, der er hovedperson i min nye roman, Jupiters time. Folk lytter venligt, griner hvor de skal grine, selv om ingen af dem har hørt om mig før – eller om Danmark for den slags skyld.




Fairbanks ligger i hjertet af Alaska, på en flad slette på højde med midt-Norge. Der bor kun 25.000 indbyggere, og selv om Fairbanks ligner de fleste andre amerikanske byer med sit fintmaskede net af hovedveje og gudsforladte indkøbscentre, er her utrolig spændende - for Fairbanks er dækket af dyb sne og fotogene elge.

Til min store irritation har jeg ikke set nogen endnu. Elgene er ellers over alt. De er ikke spor bange for mennesker og kan godt finde på at komme op til husene og spise de græskar, der bliver brugt til halloween. Forleden morgen sagde radioen, at trafikken var gået i stå på motorvejen til Anchorage, fordi en elg havde lagt sig på kørebanen. Det er dog intet imod nyheden for en uge siden; dér havde en elg nemlig viklet sit gevir ind i nogle elledninger, så en lille by havde mistet strømforsyningen ...

Apropos døde elge bliver jeg dybt forstemt over The Outdoors section i den lokale avis, Fairbanks Daily News-Miner. Den har nemlig fire sider med fotos af jægere, der viser deres bytte frem: How they bagged their trophy bulls, lyder overskriften.

Jeg bladrer sektionen igennem og lærer, at det giver prestige at skyde en elg med et gevir på over 60 inches. Så bliver man nemlig medlem af The 60 Inch Club og får visse privilegier: et af dem er åbenbart at komme i avisen. Derfor kan man nu nyde fotoene af disse lumberjack-klædte helte, der smiler til kameraet ved siden af deres skamskudte moose. Den mest perverse af dem holder endda en død elgs hoved op, så det ser ud, som om den smiler til fotografen.

- Det er jagtpornografi, siger en norsk studerende til mig. - Den slags har vi også masser af i Norge.

Nordmanden ryser på hovedet, mens vi studerer avisen. Vi bor i en rød træbolig, The Nordic House, hvor universitets gæster bliver indlogeret. Bygningen er interessant, fordi den blev konstrueret for danske penge i tresserne. På det tidspunkt var der en udveksling mellem akademikere fra Danmark og universitet i Alaska. Det må være derfor, at reolen består af danske bøger, som for længst er gået i glemmebogen. Den mest interessante er en kogebog fra Ærø med gule æselører og fine bernaise-pletter.

- Jeg kan ikke udstå, når jægerne mangler respekt for dyrerne, siger  nordmanden fortørnet. Hun hedder Unni og er biologi studerende. Hun har hovedfag i moose, og det virker som et interessant studium. Hun  skal nemlig tælle elge. Unni bliver proppet ind i et firemandsfly, der flyver lavt hen over området, og hendes opgave er så at tælle de elge, hun kan få øje på. Hun tæller elgene til venstre for flyet; en anden studerende tæller dem til højre. Det hedder et moose survey og skal tages meget alvorligt. Ja, man kunne næsten kalde det for en videnskab.

- Men hvad så hvis du kommer til at tælle den samme elg to gange? Bliver det så trukket fra i din løn? spørger jeg.

- Det kan man ikke komme til. Flyet bevæger sig jo hurtigere end elgene.

Jeg nikker misundeligt. At tælle elge må være langt sjovere end at tælle får. Eller skrive romaner for den sags skyld.




Om lørdagen bliver jeg vist rundt i området af en lokal guide, en svensker, der bor her, fordi han blev træt af Abba (!). Vi kører ud i bakkerne, hvor sneen ligger som et tykt tæppe. Det er stadig varmt for årstiden: minus ti grader. Men da det er en tør kulde, føles det mere behageligt end plus fire i Østre Anlæg.

Min vært fortæller mig, at de har mange bjørne i området: - Men elgene slår faktisk flere mennesker ihjel end bjørnene. Det er fordi de ser så fredelige ud. Folk går for tæt på, og det kan elgene ikke lide - og så sparker de altså. Og de sparker hårdt, skulle jeg hilse og sige!

Han laver en behørig pause og betragter mig. Jeg er dybt imponeret, sikkert fordi jeg kommer fra et land, hvor det farligste dyr er mariehønen.

Vi sidder i bilen og drikker sort kaffe af en bulet termokande. Egentlig var mit ønske at vandre i bjergene, men det er der for meget sne til, og da min svenske guide er alt andet end sporty, bliver vi siddende i bilen. Jeg spejder desperat efter en bjørn, men får kun øje på en rusten Buick.

- Der er næsten ingen natives tilbage i Alaska, siger den flinke svensker. - De fleste folk er tilflyttere. Mange er faktisk efterkommere af de gamle guldgravere, som kom til Alaska for at søge lykken. Men selv om ingen søger efter guld i dag, så er der stadigvæk en frontier spirit her oppe. Folk flytter til fra resten af USA, fordi de ser sig selv som eventyrer. Eller fordi de vil starte forfra efter en skilsmisse. Og så holder Alaska boerne sammen på en anden måde, end man gør i resten af landet – også selv om her er fuld af særlinge!

Jeg nikker. En af de første dage i Alaska var jeg ude at besøge Hank, en studerende, der boede i en hytte i udkanten af Fairbanks. Den var omgivet af birketræer og vragdele fra en snescooter. Hytten havde ingen varme, kun en brændovn, der arbejdede på fuld tryk. Der var et tyndt lag is på indersiden af ruderne, men Hank elskede det. Han syntes aldrig, han havde det for koldt. Snarere tværtimod.

- Jeg flyttede hertil, så jeg kunne stå på ski syv måneder om året. Han rakte ud efter nogle tændstikker. – I øvrigt er det først ved minus halvtreds grader, det begynder at blive en smule ubehageligt ...

Jeg ler højlydt. For mig er al vejr under toogtyve plusgrader en forbrydelse mod menneskeheden. Efter en time siger jeg farvel til Hank og bliver kørt tilbage til Nordic House.

En gammel plakat fra Humlebæk byder mig velkommen i varmen. Jeg går hen til fjernsynet, hvor to politikere sviner hinanden til i dyre reklamer.

Udenfor kantinen får jeg øje på det tåbeligste skilt, jeg har set i mit liv: DO NOT MOVE THE FURNITURE OUTDOORS.

Termometeret viser minus atten.






Oktober 2004

Ingen kommentarer:

Zarens dværg som Gyldendal pocket, 69,50 kr.

Zarens dværg som Gyldendal pocket, 69,50 kr.
Tredje udgave. 20.000 solgte eksemplarer. Også udgivet i USA, Canada, Frankrig og Portugal. *******