lørdag den 27. december 2008

Politiken kronik: Happy Danes, Holy Danes (og en amerikansk bogturné)


1.
De kommer gående imod mig. De er bevæbnet med æbleskiver, småkager, sandkage og cheesecake. De smiler venligt og sætter fadene fra sig på det store kaffebord. Der står fjorten stole, og på bordet er placeret to dannebrogsflag, en buket markblomster og tallerkener med feberrøde servietter.

"Velkommen til The Danish Immigrant Archive," siger en af de ældre damer og smiler venligt.

Jeg befinder mig på Dana College i Blair, en lille flække i Nebraska. Dana College er noget så eksotisk som et dansk universitet, der blev grundlagt af indvandrere i slutningen af attenhundredtallet. Og arkivet, jeg sidder i, bærer præg af det. På væggen hænger et indrammet billede af Christian X og et mørt kort over Danmark i det 15. århundrede. Dertil kommer portrætter af krasbørstige missionsfolk og bugnende hylder med breve fra indvandrere gennem de sidste 150 år. Man kan næsten fornemme drømmen om det gamle land, om granfætre på fynske bondegårde, om savnet efter kælderkold akvavit og tapre landssoldater.

Jeg sætter mig ned og snakker med de ældre damer. Næsten ingen af dem taler dansk, men de har alle rødder i fædrelandet. En har en niece i Assinge, en anden en fætter i Rigensgade i København. De er alle søde og humoristiske og tager godt for sig af deres egne kager.

"Vi har aldrig mødt en dansk forfatter før", siger den ene og får mig til at lyde som en truet dyreart. Jeg smiler og siger, at jeg er glad for at besøge Midtvesten, og jeg fortæller dem om min ellevte roman Zarens dværg, The Tsar's Dwarf, der måske udkommer på engelsk.

"Så håber jeg at komme tilbage og besøge jer," siger jeg og fortæller dem, hvor svært det er at få en bog ud i Amerika. Amerikanerne udgiver næsten ikke noget oversat litteratur. Og når de endelig gør, er det ikke lige frem dansk litteratur, der står øverst på ønskesedlen. Man skal være heldig for at finde forlæggere, der vil ta' en chance med forfattere fra lande på størrelse med en vabel.

Vi spiser sandkage og cheesecake, og en dame fortæller mig om sit besøg i forældrenes hjemland. Jeg smiler, for der er noget dejligt, men surrealistisk ved at tale med disse amerikanere, der ikke er fascineret af Paris og Firenze, men af Brovst og Bandholm. Kort og godt, her er nogle mennesker med prioriteterne i orden.

Bagefter går jeg over til mit lille gæsteværelse på campus. Det ligger i kælderen i Mickelsen Hall kollegiet, omgivet af vaskemaskiner, et pulterkammer med møre stole og en enkelt sofa, der ser ud, som om den er blevet gennembollet af cheerleaders. Jeg kan godt lide Dana College – det er et stykke danmarkshistorie i solar plexus på Amerika.


2.
Hvis man skal være ærlig, ligner Nebraska en ondskabsfuld version af Lolland, men hvad gør det, når staten ligger i The Danish Belt? Ja, det hedder det virkelig, The Danish Belt - det bælte, som strækker sig fra Utah til Wisconsin. Det var her, de første danske indvandrere slog sig ned. Det var dette amerikanske Lolland, der appellerede til vores forfædre med dets uendelige marker og små hygge-tornadoer, der kiggede forbi og mindede dem om, at helt hjemme var de nu ikke alligevel.

Jo, The Danish Belt er stadig et smørgult paradis med landmænd og lurendrejere, som er efterkommere af Happy Danes og Holy Danes.

Ja, bare navne som disse kan jo få ens nationalfølelse til at svulme. The Happy Danes and the Holy Danes var gode danske protestanter, der opdelte sig i to religiøse fraktioner og sloges om Gud og altervinen. The Happy Danes var grundtvigianere - livsnyderne, der mente man godt kunne kaste sig ud i dans uden at blive ramt af Vorherres knytnæve. The Holy Danes havde baggrund i Indre Mission og tålte ingen slinger i valsen, so to speak. Hvem der vandt magtkampen, melder historien ikke noget om, men Dana College er et barn af striden.

I dag er Dana College dog rolig og idyllisk. Der er kun omkring tusind studenter på den smukke campus, som ligger på noget nær den eneste bakketop i Nebraska. De amerikanske studenter løber ind og ud af bygninger, som hedder Rasmussen Hall, Madsen Fine Arts Center og Borup Coliseum. Plænerne er velplejede, og i universitets lille kiosk kan man købe modeller af Den Lille Havfrue og kogebøger, der indvier den udenforstående i pandekagens okkulte kunst. Der er også bordskånere med dannebrog, brødflove nisser og en T-shirt, hvor der står Of Course I'm Cute, I'm Danish.

"Hvad er det mest populære fremmedsprog I underviser i på Dana College?" spørger jeg John Mark Nielsen, som er en suveræn vært for mig under opholdet. "Spansk," siger han med et grin. Dana College er i øvrigt tørlagt, hvilket i sig selv er meget udansk.

Det bli'r aften, og jeg går mig en tur på campus. Mørket kommer blidt, men hurtigt. Da jeg passerer H.C. Andersen bøgetræerne (det hedder de), synes jeg, at jeg kan fornemme de danske spøgelser i vinden: de strenge protestantiske forfædre med deres drømme om Frelse og æbleflæsk. Hvad ville de mon sige om Danmark i dag? Ville de bryde sig om Vild med Dans og en shawarma i madpakken? Og hvilken mening ville de have om Muhammed-tegningerne, der endelig fik vores land på forsiden af New York Times, endda i en hel måned?

Ligegyldig hvad svarene er, så bryder jeg sammen og tilstår: Jeg elsker det dansk-amerikanske miljø i USA. Der er mange, som griner af det, men jeg synes, det er vigtigt, at danske indvandrere holder fast i deres rødder. Og nej, selvfølgelig kan jeg ikke altid genkende det billede af Danmark, som bliver gengivet - men hvad så? Der er mange slags danmarker, og måske findes de bedste i vores fantasi, ikke i virkeligheden.

Det eneste problem er, at de fleste unge amerikanere ikke kan relatere til dette eventyrland. Okay, så farmor kom fra Nørre Lyndelse? Betyder det virkelig, at jeg skal slæbes med til en koncert med Carl Nielsen? Gennemsnitsalderen på publikum til de rød-hvide arrangementer er ofte tæt på halvfjerds – for de unge har svært ved at spejle sig i stokroser og andemad. Der er brug for mindre H.C. Andersen og mere Natasja. Men det er der mange af stederne, som godt er klar over, og de prøver at gøre noget ved det.




3.
Vi spoler en smule frem i tiden til efteråret 2008: Min roman The Tsar's Dwarf er endelig udkommet i USA, og jeg er på bogturné med støtte fra Kunststyrelsen, Copy-Dan og DPA.

75% af de steder jeg besøger er ganske almindelige boghandlere uden interesse for Danmark, men jeg holder også foredrag på The Danish-American Center i Minneapolis, der har Bing & Grøndahls juleplatter hængende i elevatoren; jeg snakker med en dansk-amerikansk bogklub i Madison, Wisconsin. Og jeg læser op fra romanen på Nordic Heritage Museum i Seattle, hvor der er dømt underskøn amagerhylde.

Men Scandinavia House på Park Avenue i New York er anderledes – det ser man med det samme. For det første er Scandinavia House det nordiske mekka i USA. Det er vores moderne ansigt udadtil på den mest stilige adresse i The Big Apple. Man bydes velkommen af glas, stål, beton og de fem nordiske flag. Inden for sidder en venlig dame i receptionen. Alt er pænt og strømlinet. Det gælder også restauranten, der serverer svensk roastbeef a la Rydberg og røget laks fra Norge. Den danske hygge må man tænke sig til.

Men misforstå mig ikke, jeg er lykkelig for at skulle præsentere The Tsar's Dwarf i disse fine omgivelser. Bare det at skulle holde foredrag på Park Avenue fylder mig med en stolthed, der tangerer storhedsvanvid. Jeg har dog fået at vide, at jeg ikke skal forvente særlig mange mennesker til min reading.

"Det er kun Henning Mankell, som kan trække folk af huse," siger Kyle med et suk. "Da han kom, var her flere hundrede."

Kyle Reinhart er min vært. Han står for de kulturelle arrangementer i Scandinavia House og fortæller mig, at bygningen plejede at huse den østtyske ambassade. Måske var det derfor de nordiske lande fik lov at købe den for en slik. Men stedet var dyrt alligevel. Park Avenue er og bliver Park Avenue.

"Er der så mikrofoner i askebægrene som i de gode gamle dage?" spørger jeg nysgerrigt og prøver at forestille mig østtyske fat cats med Engels i hjertet.

Kyle ryster på hovedet - men hvad ved han egentlig om det? Ja, måske mere end han vil ud med, for med et navn som Reinhart kunne han godt stamme fra Karl Marx Stadt. Det viser sig dog, at Kyle er fra Minnesota og at han engang har gået på skole i Kulhuse.

Om aftenen præsenterer jeg så Zarens dværg i the Volvo Hall – et navn, der giver lokalpatrioten i mig nervøse trækninger. Det går fint; folk er levende og stiller mange spørgsmål. Som sædvanligt bli'r jeg spurgt, hvorfor jeg ikke har oversat bogen selv, men det ville jeg ikke kunne gøre halvt så godt som Tiina Nunnally. Det var trods alt hende, der oversatte Smillas fornemmelse for sne, og det slap hun ualmindelig godt fra. Hun er også sluppet flot fra min.

"Nå, har du været tilfreds med aftenen?" spørger Kyle mig efter min præsentation. Jeg fortæller, jeg ville ha' foretrukket at snakke i Lego-rummet – det navn står bedre til min personlighed.

"Vi har altså ikke noget Lego Room," siger min vært, "kun Victor Borge auditoriet, men det var desværre optaget".

Han fortæller mig også, at Scandinavia House er meget bevidst om ikke at udvikle sig til et nordisk museum med stegt sild og folkedragter. Scandinavia House dyrker det moderne Skandinavien, og de mest populære arrangementer er filmaftener med værker som Kunsten at græde i kor.


4.
Efter min reading inviterer den danske kulturattache Maiken Tandgaard Derno mig i byen. Konsulatet har været en fin støtte under mit ophold. Jeg føler mig gladere end nogensinde og ser tilbage på seks ugers bogturné, der har bragt mig fra Portland, Oregon til Tacoma, Seattle, Minneapolis, St. Paul, Madison, Milwaukee og Chicago.

Samtidig har jeg stiftet bekendtskab med de danske miljøer i alle dets afskygninger. Bl.a. er min roman blevet pensum på University of Washington i Masterpieces in Scandinavia Literature – en klasse, hvor der også blev undervist i Kierkegaard og Andersen. Hvordan Søren og Hans Christian har det med mit selskab, melder historien ikke noget om, men jeg er ikke den, der klager ...



5.
Næste dag går jeg rundt i New York og rånyder den kolde efterårssol. I Greenwich Village hører jeg mange danskere og ser mange egern – de opfører sig nogenlunde ens. Og på Union Square glæder jeg mig over, at min bog står fremme i New Yorks største boghandel, Barnes & Nobles. En barnedrøm er gået i opfyldelse, og jeg synes selv, jeg har lov at være stolt uden at tro, jeg skal straffes af Jante.

Om eftermiddagen går turen gennem East Village forbi indiske indvandrere, ukrainske suppekøkkener og hjemløse, der er faret vild i deres brandert. New York minder mig om en pinball maskine. Den skubber hele tiden én mod afgrunden, men sikken dog en fascinerende afgrund ...

Omkring firetiden er jeg tilbage ved Scandinavia House – the Nordic Center in America, som det hedder så smukt. Men sandheden er, at huset bruges mere af svenskere, nordmænd og finner end af danskere, og det er der en grund til: Vores skandinaviske brødre har et større kulturbudget end vi har. Og det er altså beklageligt, især når man tænker på, at vi har en ringere profil i USA end Sverige, Norge og Finland.

I modsætning til hvad vi selv tror, kender folk ikke særlig meget til os. F. eks. irriterer det mig, at de fleste amerikanere ikke aner, at Danmark er en del af Skandinavien. Danish og Dutch blandes sammen i én uendelighed, Amsterdam ligger på Sjælland, og Copenhagen er navnet på en snustobak. Engang imellem har jeg lyst til at skrige: Er I Yankees ikke klar over, at atombomben var en dansk opfindelse? Ta' os alvorligt!

Man skal heller ikke spørge, hvem der er den mest berømte dansker i USA, for det er ikke sikkert, man kan lide svaret. Er det H.C. Andersen, Søren Kierkegaard eller Lars Ulrich? Nej, det er Hamlet. Og kun fordi han blev udødeliggjort af en englænder!

Jeg går ind i den lille butik i Scandinavia House. Den er mere moderne end de andre, jeg er stødt på. F. eks. har de et kæmpe assortiment af finsk sengetøj, hvis nogen skulle være interesseret. Og den sidste oversatte roman af Stieg Larsson.

Jeg prøver at finde en dansk gave, som jeg kan tage med til nogle venner, men jeg bliver ved med at falde over svenske kunstglas og servietter fra Lillehammer. Efter nogle minutter får jeg øje på Danmark - vi ligger og hygger os i en lille pose. Jeg ta'r den op; det er tyrkisk peber. Jeg får næsten tårer i øjnene af nostalgi. Det var sgu de bolsjer, jeg holdt så meget af, da jeg var fjorten.


Bragt i Søndags-Politiken d. 14. december 2008



Ingen kommentarer:

Zarens dværg som Gyldendal pocket, 69,50 kr.

Zarens dværg som Gyldendal pocket, 69,50 kr.
Tredje udgave. 20.000 solgte eksemplarer. Også udgivet i USA, Canada, Frankrig og Portugal. *******